Indlæg

Bradley Cooper med boostet hjerne underholder

Hvad ville du gøre, hvis du kunne tage en pille, der på få sekunder optimerede din hjernekapacitet og gjorde dig superintelligent, succesfuld og rig? Sådan en pille er præmissen for den heftige thriller Limitless, hvor Bradley Cooper som den hensunkne forfatter Eddie selvfølgelig tager den. Straks boostes hans hjerne og pludselig ligger verden for hans fødder.

Men sådan en ”magisk” pille har selvfølgelig konsekvenser. For den hurtige succes med penge, damer og dyre biler varer ikke ved. Pludselig er Eddie uden at vide det havnet i en alvorlig knibe, hvor mystiske bagmænd er ude efter ham og hans piller, mens også de fysiske bivirkninger begynder at melde sig.

Ja, selvfølgelig er der plothuller i skidtet – men bider man på den i grunden fjollede præmis, er det et forrygende trip at være med på. Her holdes sømmet veleksekveret i bund hele vejen, mens instruktør Neil Burger folder visuelt opfindsomme krumspring ud, som bl.a. fordoblede spejlbilleder og svimlende kamerature gennem New York – og det uden at Coopers karakter mister pondus i farten.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Taxi Driver’ er stadig en fantastisk film

Der dukker flere og flere ældre klassikere op på Blu-ray her i landet. Det er dog ikke alle, der kræses lige meget om. Men udgivelsen af Martin Scorseses mesterværk Taxi Driver fra 1976 har fået en superflot restaurering og så medfølger der samtidig en stak spændende ekstramateriale.

Selv hvis man endnu ikke har haft fornøjelsen af filmen, så kender de fleste det udødelig citat ”You talkin’ to me?”, hvor Robert De Niro i skikkelse af den psykotiske taxi-chauffør og Vietnam-veteran Travis Bickle øver sig i at være ’tough guy’ foran spejlet. Hans rejse ind i vanviddet og rundt i New Yorks mørklagte gader er stadig en formidabel og foruroligende historie om isolation, ensomhed og utilpassethed.

De Niro giver en af sine bedste og mest ikoniske præstationer som den søvnløse og desillusionerede chauffør, mens en ung Jodie Foster spiller den rappe 12-årige prostituerede Iris, som Bickle forsøger at få væk fra gaden. Hertil kommer flere mindeværdige roller, bl.a. en sød Cybill Shepherd, som Bickle har et godt øje til og Harvey Keitel som langhåret alfons.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Danny Trejo svinger halvsløv machete

Vi var mange, der ville have mere efter at have set den vildt underholdende falske trailer for Machete i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ dobbelt-feature Death Proof og Planet Terror. Nu forsøger spillefilmen baseret på den eksplosive trailer så at leve op til sit 3 minutters oplæg. Desværre indfrier dette ’throwback’ til de action-fyldte grindhouse-film ikke sit potentiale til fulde. Det er dog ret cool, når den brovte Danny Trejo slagter skurke så blodet sprøjter.

Vi har at gøre med et godt gammeldags hævnmotiv. Machete har nemlig et blodigt regnskab at gøre op med adskillige skurke – bl.a. en narkobagmand (Steven Seagal), der brutalt myrdede hans kone, men også en korrupt senator (Robert De Niro) og hans medsammensvorne (Jeff Fahey) samt den skydegale Von (Don Johnson) står for skud, når den hævnlyste machete luftes. Machete får desuden kvindelige assistance af en smækker rebel (Michelle Rodriguez) og politikkvinden Sartana (Jessica Alba).

Som man kan se på denne korte plotbeskrivelse, er der altså mange roller i spil – og listen fortsætter faktisk, for blandt de medvirkende finder man bl.a. også Lindsay Lohan som skydegal ”nonne” (!), special effect-veteranen Tom Savini og Cheech Marin som gæv præst. Desværre ender de mange roller med at spænde ben for filmens fremdrift – selvom bl.a. Fahey er en fryd som skurk og Seagal blot bizar.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN—> Læs mere

Steven Seagal og Robert De Niro side om side…

…næsten. De er i hvert fald begge at finde i Ethan Maniquis og Robert Rodriguez’ Machete. Filmen udspringer af Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ grindhouse dobbelt-feature, Death Proof og Planet Terror fra 2007. Her medfulgte som bekendt en række falske trailers – altså trailers for film, som ikke fandtes. Lige ind til nu. For den falske trailer for Machete er altså på vej som spillefilm.

Der landede en spritny og eksplosiv Machete-trailer for et par dage siden og nu har et par nye karakter-plakater også ramt nettet, bl.a. en sværdsvingende Seagal, en pistol-poserende De Niro og en cool Don Johnson!

Filmen har Danny Trejo i hovedrollen som den hævngerrige, mexicanske Machete – og han omgives altså af det noget spraglede cast, som også tæller Jessica Alba, Michelle Rodriguez og Lindsay Lohan.

Klik på ”Read the rest of this entry” for karakterplakater af Alba, Michelle Rodriguez og Trejo samt den nye actionfyldte trailer. Læs mere

Scorsese, Pacino og De Niro på Sinatra

Martin Scorsese er stadig frisk på at lave sin biografifilm om crooneren Frank Sinatra. Der har allerede været flere navne på rygtemøllen til den karismatiske rolle, bl.a. Leonardo DiCaprio, Johnny Depp, Harry Connick Jr. og Jamie Foxx. Men nu har Scorsese selv ytret sig om et par favoritter. Han ser nemlig gerne Al Pacino som Sinatra og Robert De Niro som Dean Martin – i hvert faldt til en af filmens dele.

Scorseses idé er nemlig at have tre eller fire forskellige Sinatra’er. En yngre, en ældre, en midaldrende og en gammel – og filmen igennem herved gå frem og tilbage i Sinatras liv. Det lyder en smule som strukturen i Bob Dylan-filmen I’m Not There, som også havde forskellige skuespillere til at portrættere Dylan, bl.a. Christian Bale, Cate Blanchett, Heath Ledger og Richard Gere.

Hvis den samme struktur bliver gældende for Sinatra-filmen, kan det jo være, at der også bliver plads til DiCaprio og Depp. Hvilket cast det ville være. Men, men, men – ind til videre er det blot ønsker fra Scorsese. Filmen er endnu ikke på skinner og rettighederne til Sinatras musik skal også lige sikres. Men rygterne kan jo passende fortsætte. Jeg håber i hvert fald Scorsese får dette projekt sat i søen.

VHS-portrætter og filmrulle-hoveder

Kunstneren Erika Iris Simmons har ved at bruge bl.a. VHS-bånd og filmruller skabt nogle ret fine portrætter af kendte filmpersonligheder og -karakterer. En ret sjov idé, som hun også har brugt til at skabe en række billeder af musikere – her selvfølgelig ved at bruge kassettebånd. Tænkte jeg lige ville dele dem med bloggens læsere.

Tjek hendes site HER eller mere af hendes arbejde på hendes flickr-profil HER.

– Nedenfor ses portrætter af The Dude fra The Big Lebowski, Alfred Hitchcock, Audrey Hepburn og Travis Bickle fra Taxi Driver (klik på billedet for større format).

Scorsese og Trier genindspiller "Taxi Driver" – UPDATE

Man kan hurtigt gå død i rygter og sladder fra filmens verden. Ikke mindst når det kommer til de talrige planer om at genindspille den ene film efter den anden. Men når en historie melder, at Martin Scorsese og Lars von Trier slår pjalterne sammen, ja så slår jeg ørerne ud. Det forlyder nemlig, at Scorsese skal genindspille sin klassiker Taxi Driver fra 1976. Det med en række regler – såkaldte benspænd opstillet af Trier.

Martin Scorsese deltager i disse dage på Berlin Film Festivalen, hvor hans nye film Shutter Island har verdenspremiere. Det er her det interessante samarbejde er kommet Filmmagasinet Ekko for øre. Et samarbejde, der minder om det Trier havde med Jørgen Leth tilbage i 2003 med filmen De fem benspænd. Her bad Trier Leth om at genindspille sin kortfilm Det perfekte menneske hele fem gange, det med en række benspænd.

Robert De Niro skal tilsyneladende gentage sin i rolle, som Vietnam-veteranen og taxichauffør Travis Bickle. Det lettere bizarre og interessante projekt er dog endnu ikke ikke blevet bekræftet af de involverede.

– *UPDATE* – Ja, knapt har ovenstående rygte ramt nettet, førend det skydes i jorden af Zentropa-chef Peter Aalbæk, som “noget pladder”. Tja, det lyder nu som et interessant samarbejde og hvem ved, måske er der alligevel noget om snakken. Vi må blot se tiden an.