Lars von Triers seneste film Antichrist er en af dette års mest debatterede. Desværre kunne mange journalister og skribenter ikke holde sig fra at spoile side op og side ned. Det resulterede bl.a. i at filmen – groft sagt – blev set, som værende blot en væmmelig, voldelig og ulækker affære. Det er den også, men filmen rummer samtidig også en visuel poesi og drømmelignende skønhed, som desværre blev overset en smule i den blodige debat. Jeg har netop genset Antichrist og den blegner bestemt ikke ved gensyn.
Filmens udgangspunkt kan muligvis synes banal. Bearbejdningen af et traume et hyppigt brugt tema – ikke mindst indenfor horror. Lad mig blot nævne Nicolas Roegs fænomenale Rødt Chok fra 1973. Men hvad der på papiret kan synes trivielt, foldes alt andet end ligegyldigt ud i Triers hænder, hvor et forældrepar forsøger at bearbejde traumet efter at have mistet deres barn. De tager ud i en lille hytte midt i den vilde natur, hvor manden (Willem Dafoe) som er terapeut vil forsøge at tage hånd om sin kones (Charlotte Gainsbourg) tiltagende depression. Men behandlingen udvikler sig katastrofalt og går fra kontrol til uregerligt kaos.
Antichrist spænder en hypnotiserende og dirrende billedstorm op filmen igennem. Lige fra den smukt komponerede og kopulerende åbningsscene, hvor lyst, begær og død forenes i både provokerende og forførende super slowmotion og hele vejen ind i filmens beskidte, rå og rystende rus af angst og ondskab. Antichrist er i den grad en visuel og sanselig oplevelse, det er følelser over rationalitet. Man må lægge sin fornuft til side og blot lade filmens emotionelle kaos tage over. For godt nok er der store temaer i spil, som bl.a. manden og kvindens natur, det gode og det onde. Men for mig er Antichrist først og fremmest et omfavnende sort sug i maven.
Nej, Antichrist er ikke let underholdning, men underholder i al sin urovækkende vælde, ikke mindst i kraft af sin både kompromisløse, elegante og voldsomme æstetik og de to hovedrolleindehavers pragtpræstationer. Det er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!
Ekstramateriale: Der medfølger et solidt ekstramateriale. Knap halvanden time løber de små features op i, hvor man kommer relativt tilfredsstillende omkring arbejdet med filmen. Bl.a. den visuelle stil, besværet med at finde den perfekte location og de makabre special effects. Man får også en testscene, hvor bl.a. tekniske ting er afprøvet, hvilket er ret interessant at se. Der er bl.a. også et spændende indslag om hvordan filmens forrygende lydside er blevet til samt korte interviews med Gainsbourg og Dafoe.
Oven i hatten kommer også et informativt, fint og til tider muntert kommentarspor med Lars von Trier og Murray Smith, som underviser i film ved University of Kent i England. Alt i alt et velsammensat og tilfredsstillende ekstramateriale.
– Og så er det i dag sidste udkald for at vinde filmen plus en t-shirt. Deltag her!
Læs også Charmetrolden Trier er bedst, klik her.
Originaltitel: Antichrist, Danmark, Italien, Frankrig, Tyskland, Sverige, Polen, 2009. Instruktion: Lars von Trier. Medvirkende: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg m.fl. Spilletid: 104 minutter. Udgiver: SF Film.
