Indlæg

THE HOUSE THAT JACK BUILT: Lars von Trier har begået et morderisk kunstværk

Biografanmeldelse: Den drilske Lars von Trier kaster sig med sin nyeste film over fortællingen om en seriemorders liv og blodige gerninger. ‘The House That Jack Built’ følger således den morderiske Jack over et periode på 12 år, hvor han i nedslag fortæller om sine forbrydelser og tankerne bag, der svæver omkring alt fra kunst og kærlighed til arkitektur og familie.

Matt Dillon indtager den kyniske, kolde og kalkulerede hovedrolle med et diabolsk nærvær, mens man ser hvorledes han udvikler sig som seriemorder. Ja, det er så absolut en rejse, der kun bliver mere og mere brutal, grotesk og grafisk eksplicit. Det er væmmeligt, forførende og fascinerende. For en ting er de ubehaglige mord, noget andet er de kunstneriske overvejelser, der ligger bag.

Mordene er nemlig et kunstnerisk projekt for Jack – og måske ligeledes et drilsk spejlbillede af Lars von Trier og hans egne film? Kunstneren som morder og mord som kunst? Her er i hvert fald flere selvrefererende pointer, der peger på filmskaberens eget oeuvre og person. Temaer og pointer, der fordrer eftertanke og tankevirksomhed midt i de fysisk brutale mord. En sælsom blanding.

Jeg var med på den blodige tur hele vejen i en film, der med køligt overblik og i roligt tempo lader sine scener udfolde sig… tålmodigt, dragende og insisterende. Jacks voice-over gøres filmen igennem desuden selskab af den mystiske Verge – med stemme af en besnærende Bruno Ganz – der udfordrer og stiller spøgsmålstegn ved Jacks gerninger. Et umage og spændende parløb.

Fortællingen får i de to mænds samtaler et nærmest litterært præg, mens der krydsklippes til gamle filmklip og billeder af kunstværker gennem tiden. Et visuelt legende greb, der snor sig om de gruopvækkende mord, hvor man møder en række kvinder og deres endeligt i skikkelse af blandt andet Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Sofie Gråbøl og Riley Keough.

Alle kvinder, der spiller hver deres rolle i Jacks blodige plan om at skabe det ultimative kunstværk. Lars von Trier har kort fortalt skabt et morderisk kunstværk af en film, der tager seriemorder-genren under indtagende og grum behandling i en fortælling, der bestemt ikke er uden sin del af sort, grotesk og bidsk humor midt i alvoren og den blodige gru.

– ‘The House That Jack Built’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘The House That Jack Built’ får premiere den 29. november.

NYMPHOMANIAC – Director’s Cut: Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest

Biografanmeldelse: Endelig er den her. Lars’ egen, dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade og ucensurerede director’s cut af Nymphomaniac. 90 minutter længere end versionen, der ramte verden tidligere i år. Rejsen gennem Joes utallige seksuelle eskapader – fra barnsben til hun er 50 – når hermed op på hele fem en halv times spilletid. Wow – og et stort ja tak til hr. Lars von Trier.

Men hvor anderledes er Lars’ egen version så? Måske ikke just radikalt anderledes. Og så alligevel. For her deler han nu med rund hånd ud af flere stive pikke, våde vaginaer, sæddryppende mundvige og on screen penetration. Også den dobbelte af slagsen. Umph. Mere om den ekstra spilletid senere. Filmen udfoldes selvfølgelig også i denne version med Charlotte Gainsbourg i centrum som den selvbetitlede nymfoman Joe.

nymphomaniac director's cut 02

Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, spillet med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård. Han tager hende med op i sin lejlighed, hvor hun nu fortæller sin livshistorie, der er fyldt med seksuelle møder – men også jagten på kærlighed – for utrætteligt at få Seligman til at et fordømme hende som et dårligt og moralsk fordærvet menneske. Jeg sidder også med. Intenst lyttende, mens hendes historie rulles saftigt ud – i Lars’ egen version.

Ja, der kneppes mere i denne version – men…
Og så tilbage til de ekstra 90 minutter. For udover ovenstående, saftige tilføjelser, får blandt andet også Joes forhold til sin milde far (Christian Slater) mere plads, og så er her også flere nuancer – blandt andet i samtalerne mellem Joe og Seligman. Filmen føles mere dynamisk, mere naturligt flydende. Og ja, så er der lige den der ekstra scene. En grum, blodig og minutiøs abortscene, der giver Joes forsøg på at få Seligmans fordømmelse ekstra brutalt pondus.

nymphomaniac 02

Ja, drop lige de forbehold, du måtte have mod Lars von Trier. For han er også en både morsom og drillesyg herre, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med denne seksuelle dobbeltdækker, der drypper af drilskhed og intellekt. Måske Danmarks sjoveste mand. Blandt andet er Trier i sorthumoristisk hopla i den absurde scene, hvor Uma Thurman som passiv aggressiv og grådkvalt hustru aflægger Joe og sin utro mand et tåkrummende besøg.

Og nu må jeg ikke glemme Stacy Martin, der lægger krop til Joe som ung. Hun balancerer helt forrygende mellem det uskyldige og kalkulerede, det følsomme og iskolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen. Det er desuden et vildt cast, der lægger krop til Triers løjer. Blandt andet med Willem Dafoe som lyssky forretningsmand, Shia LaBeouf (ja, Shia LaBeouf) som Joes langvarige flamme og Jamie Bell i en bondageudøvende rolle. Smæk.

nymphomaniac director's cut 01

Du skal selvfølgelig se Lars’ egen og ekstra lange version
Nymphomaniac er et fascinerende, dragende og tankevækkende opus, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed. At søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser. Nej, de eksplicitte scener er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener i forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde.

Det, at filmen udspilles i tilbageblik med kapitler omhandlende perioder i Joes liv, giver desuden filmen en nærmest litterær karakter, ikke mindst grundet Seligman, der intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker. Og med fem en halv times spilletid er det oplagt at gense dette skønne bæst af en film et kapitel hist og her, når den lander på hylderne i din videobutik. Men ja, du skal selvfølgelig først se den i biografen i ét utrætteligt stræk.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Nymphomaniac – Director’s Cut | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
nymphomaniac director's cut poster
Originaltitel: Nymphomaniac – Director’s Cut, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Premiere: d. 10. september 2014
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kier m.fl.
Spilletid: 4 timer
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

NYMPHOMANIAC: Lumre Lars’ intellektuelle bollefest driller med et eksistentialistisk, morsomt og brutalt kig ind i seksualiteten

Blu-ray-anmeldelse: Drop lige de forbehold du eventuelt måtte have mod Lars von Trier. For han er altså en både morsom og drillesyg mand, der altid leger med sit publikum. Det er også tilfældet med hans seneste opus, den seksuelle dobbeltdækker Nymphomaniac. En fire timer lang rejse gennem en kvindes seksuelle eskapader, fra barnsben til hun er 50 år. Ja, bare rolig, der er både stive pikke, våde vaginaer og sæddryppende mundvige.

Denne version af filmen er dog ikke Triers egen, der er halvanden time længere, og som verden endnu har del to til gode af. Trier har dog accepteret denne kortere version, selvom han angiveligt ikke har deltaget i klipningen af den. Triers version skulle blandt andet være mere eksplicit, så det bliver spændende at se, hvad den længere spilletid vil gøre for oplevelsen af, hvad der allerede er et bæst af en film.

nymphomaniac 02

Her er nemlig tale om en fascinerende, dragende og tankevækkende film, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed, det at søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser – og om gode og dårlige mennesker. I centrum finder man Charlotte Gainsbourg som den selvbetitlede nymfoman Joe. Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, der spilles med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård.

Hjemme i Seligmans spartanske eneboerbolig fortæller hun ham sin livshistorie. Man får således i tilbageblik indblik i hendes liv og mange seksuelle møder, jagten på kærlighed og anerkendelse. Det er Stacy Martin, der lægger krop til den unge Joe, som helt forrygende balancerer det uskyldige med det kalkulerede, det følsomme og kolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen.

nymphomaniac 01

Ja, der er seksuelt eksplicitte scener, men de er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener for forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde. Det, at filmen udspiller sig i tilbageblik, hvor hvert af de otte kapitler omhandler en periode i Joes liv, giver filmen en helt litterær karakter, hvor Seligman intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker. Trier taler altså her mere til hjernen end til skridtet.

Det er desuden et forrygende cast, der lægger krop til Triers løjer, hvor der blandt andet legende tegnes tal op på billedet og indklippes gamle filmstrimler for at understrege en pointe. Drilsk og uforudsigeligt. Nå, men det var rollelisten. Her finder man blandt andet også Shia LaBeouf som Joes langvarige flamme, Christian Slater er Joes far og så dukker Jamie Bell op i en hårdtslående rolle, mens en ilter Uma Thurman smækker sorthumoristisk med dørene. Ja, selvfølgelig skal du se den.

Filmen – Nymphomanic, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Udgivelsen fordeler dog på to skiver – filmens del et og to. Desværre medfølger der absolut intet ekstramateriale. Mon ikke man må vente med at få det til Triers egen version udgives? Til gengæld gør filmen sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, detaljerigt og med en smukt udfoldet farvepalet. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine klare og velbalancerede niveauer. Sådan.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/65_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nymphomaniac | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
nymphomaniac cover
Originaltitel: Nymphomaniac, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Release: d. 24. april 2014
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kier m.fl.
Spilletid: 4 timer
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

Klik her, hvis du giver en fuck for Bodil-vinderne 2013

I går uddelte de danske filmkritikere årets Bodil-priser i Bremen Teater. Her var selvfølgelig priser til både Thomas Vinterbergs overvurderede Jagten, mens også lumre Lars’ bollefest, Nymphomaniac, hev en enkelt statuette hjem. Jagten blev således tildelt hovedprisen for årets bedste danske film, det foran blandt andet Nymphomaniac og Norvest. Herudover modtog Susse Wold prisen for bedste kvindelige birolle (uden bh) og Mads Mikkelsen for bedste mandlige hovedrolle i pædofiljagten Jagten.

Prisen for bedste mandlige birolle gik fortjent til Roland Møller for sin rolle som gangster i Nordvest, det foran prominente navne og værdige modstandere så som Lars Ranthe og Thomas Bo Larsen, begge nomineret for deres roller i Jagten. Charlotte Gainsbourg modtog en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for Nymphomaniac, foran ellers fremragende Stacy Martin i samme film, mens jeg dog godt forstår, at Sofie Gråbøl ikke vandt for sin rolle i den jammerlige I lossens time – hvilken lortefilm.

Bodil-statuetten for bedste ikke-amerikanske film gik til det lesbiske, franske drama Adèles liv, foran blandt andet Den store skønhed og Smagen af rust og ben. Prisen for bedste amerikanske film gik til Hushpuppy – her havde jeg givet den til en af de andre nominerede: Before Midnight, Django Unchained, Frances Ha eller Gravity. Bedste dokumentar gik til Ai Weiwei – The Fake Case, mens Cph:Dox modtog en Sær-Bodil og Jesper Langberg fik en velfortjent Æres-Bodil.

– Læs også: Robert vindere 2013 HER.
– Læs mine anmeldelser af både vindere og nominerede: Nymphomaniac | NordvestKvinden i buret | Only God Forgives | I lossens time | Adèles liv | Smagen af rust og ben | Django Unchained | Frances Ha | Gravity
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BODIL-VINDERE 2013

Danske film
Jagten
Nymphomaniac
Sorg og glæde
Nordvest
Kvinden i buret

Dokumentar
Ai Weiwei – The Fake Case

Blodets bånd
Sepideh – Drømmen om stjernerne

Kvindelig birolle
Susse Wold (Jagten)

Anne-Louise Hassing (Jagten)
Kristin Scott Thomas (Only God Forgives)
Uma Thurman (Nymphomaniac)
Sonja Richter (Kvinden i buret)

Mandlig birolle
Roland Møller (Nordvest)

Lars Ranthe (Jagten)
Thomas Bo Larsen (Jagten)
Jaime Bell (Nymphomaniac)
Fares Fares (Kvinden i buret)

Kvindelig hovedrolle
Charlotte Gainsbourg (Nymphomaniac)

Sofie Gråbøl (I lossens time)
Stacy Martin (Nymphomaniac)
Helle Fagralid (Sorg og glæde)

Mandlig hovedrolle
Mads Mikkelsen (Jagten)

Jacob Cedergren (Sorg og glæde)
Nicolas Bro (Spies & Glistrup)
Gustav Dyekær Giese (Nordvest)
Stellan Skarsgård (Nymphomaniac)

Ikke-amerikanske film
Adeles liv – kapitel 1 & 2

Paradis-trilogien
(Paradis: Kærlighed, Paradis: Tro, Paradis: Håb)
Broken Circle Breakdown
Den store skønhed
Smagen af rust og ben

Amerikanske film
Hushpuppy

Before Midnight
Django Unchained
Frances Ha
Gravity

Bedste fotograf
Charlotte Bruus Christensen (Jagten)

Sær-Bodil
Cph:Dox

Æres-Bodil:
Jesper Langberg

Henning Bahs Prisen
Rasmus Thjellesen (Kvinden i buret)

De nominerede til Bodil-prisen 2014 er offentliggjort

Knapt har vi forladt 2013 førend de første prisuddelinger rører på sig. Således blev de nominerede til den danske Bodil-pris offentliggjort i dag. Det er de danske filmkritikere, der står bag nomineringerne og uddelingen af priserne i de syv kategorier. Bodil-prisen uddeles d. 1. februar.

Thomas Vinterbergs Jagten og Lars von Triers Nymphomaniac leder an i kapløbet om priserne. Hvad Kvinden i buret så helt præcist har at gøre i kategorien Bedste danske film skal jeg ikke kunne sige, mens jeg også tænker, at Pilou Asbæk må føle sig lidt overset for sin rolle som Simon Spies, når nu Nicolas Bro er nomineret for sin rolle som Mogens Glistrup i den ujævne Spies & Glistrup. Nå, men herunder de nominerede.

BEDSTE DANSKE FILM:
Kvinden i buret – min anmeldelse her.
Nordvest – min anmeldelse her.
Jagten
Sorg og Glæde
Nymphomaniac – min anmeldelse her.

BEDSTE MANDLIG BIROLLE:
– Thomas Bo Larsen, Jagten
– Lars Ranthe, Jagten
– Fares Fares, Kvinden i buret
– Rolaand Møller, Nordvest
– Jamie Bell, Nymphomaniac

BEDSTE KVINDELIGE BIROLLE:
– Susse Wold, Jagten
– Anne Louise Hassing, Jagten
– Kristin Scott Thomas, Only God Forgives – min anmeldelse her.
– Uma Thurman, Nymphomaniac
– Sonja Richter, Kvinden i buret

BEDSTE MANDLIG HOVEDROLLE:
– Jacob Cedergren, Sorg og Glæde
– Gustav Dyekjær Giese, Nordvest
– Mads Mikkelsen, Jagten
– Nicolas Bro, Spies & Glistrup – min anmeldelse her.
– Stellan Skarsgård, Nymphomaniac

BEDSTE KVINDELIGE HOVEDROLLE:
– Charlotte Gainsbourg, Nymphomaniac
– Stacy Martin, Nymphomaniac
– Sofie Gråbøl, I lossens time – min anmeldelse her.
– Helle Fagralid, Sorg og Glæde

BEDSTE IKKE-AMERIKANSKE FILM:
Den store skønhed, Italien
Adèles liv, Frankrig – min anmeldelse her.
Smagen af rust og ben, Frankrig – min anmeldelse her.
Paradis-trilogien, Østrig/Tyskland/Frankrig
The Broken Circle Breakdown, Belgien

BEDSTE AMERIKANSKE FILM:
Gravity – min anmeldelse her.
Django Unchained – min anmeldelse her.
Hushpuppy
Frances Ha – min anmeldelse her.
Before Midnight

Top 10 – de bedste film fra 2013

De 10 bedste film fra 2013 samt det store filmiske tilbageblik: 2013 har været et virkelig godt filmår med mange fremragende filmoplevelser. Fra buldrende blockbusters til intense dramaer og originale komedier samt skræmmende gys og monstrøs science fiction. Det har derfor i udpræget grad været svært at sammensætte dette års top 10 med de bedste film fra 2013.

Jeg kigger derfor også tilbage på året mere generelt og peger på en række film, der har været med til at tegne filmåret, der er gået. Jeg fremhæver selvfølgelig også højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen og de øvrigt omtalte film inkluderer kun titler, der har haft dansk biografpremiere i 2013.

1) THE WORLD’S END (instr. Edgar Wright)
Edgar Wrights sidste del i Three Flavours Cornetto-trilogien sprutter af energi og overskud. Simon Pegg og Nick Frost leder veloplagt an i science fiction-komedien, der forener pub crawl og Jordens undergang. Det er vittigt, velskrevet og ikke mindst helt forrygende morsomt. Min anmeldelse.

world's end top 10

2) GRAVITY (instr. Alfonso Cuarón)
Vægtløs og med bankende hjerte sendes man ud i verdensrummet med George Clooney og Sandra Bullock, hvor en rutinemæssig mission ender katastrofalt. En pokkers intens film, der med et fast greb om dramaet udfolder sin medrivende og åndeløst smukke historie. Min anmeldelse.

Gravity top 10

3) PIETA (instr. Kim Ki-duk)
Sydkoreanske Kim Ki-duks smertelige og smukke Pieta er en voldsom oplevelse om et komplekst forhold mellem den kyniske Gang-do og en kvinde, der påstår at være hans mor. Tematikker som hævn, forladelse, synd, vold, afsavn og kærlighed væves elegant sammen i det intense drama.

Pieta 02 top 10

4) THE MASTER (instr. Paul Thomas Anderson)
I årene efter 2. Verdenskrig følger man forholdet mellem en megalomanisk kultleder og hans fordrukne protegé – Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix i pragtpræstationer. En film, der bugter sig gennem sin fascinerende historie om kærlighed, ensomhed og religion. Min anmeldelse.

Master top 10

5) NYMPHOMANIAC (instr. Lars von Trier)
Lars von Trier er en drillesyg mand, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med hans seksuelle dobbeltdækker Nymphomaniac. En fire timer lang rejse gennem en kvindes seksuelle eskapader. Et fascinerende bæst af en film om ensomhed og afhængighed. Min anmeldelse.

Nymphomaniac top 10

6) PACIFIC RIM (instr. Guillermo del Toro)
Medrivende, kulørt og spektakulær underholdning med gigantiske monstre i kamp med enorme menneskestyrede robotter. Et buldrende og berusende science fiction-kick, der slipper fantasien løs og strækker tyngdeloven til sit yderste. Min anmeldelse.

pacific rim top 10

7) MUD (instr. Jeff Nichols)
I dette Mississippi-beskidte coming of age-drama støder to 14-årige knægte på den mystiske Mud, spillet med liv og død af Matthew McConaughey. Trekløverets umage venskab afføder et både rørende, ærligt og nærværende drama om barndom, kærlighed og venskab. Min anmeldelse.

Mud top 10

8) THE CONJURING (instr. James Wan)
Et særdeles olmt hauted house-gys om en familie, der flytter ind i et afsidesliggende hus, som gemmer på en dyster fortid. Det går dog alt for sent op for familien, og så står den ellers på den ene skræmmende scene efter den anden med lyde i mørket og eksplicit gru. Min anmeldelse.

Conjuring top 10

9) DJANGO UNCHAINED (instr. Quentin Tarantino)
Seksløbere, cowboyhatte og fjogede Ku Klux Klan-medlemmer anno 1858. Tarantino går all in på westerngenren med et voldeligt og vittigt ridt ud over prærien med dusørjægerne Jamie Foxx og Christoph Waltz, mens Leonardo DiCaprio støder til som slesk satan. Min anmeldelse.

Django Unchained top 10

10) ELYSIUM (instr. Neill Blomkamp)
Der lukkes op for godteposen af flot fremtidslir og heftig action i denne dystopiske sci fi-basker. Her tegnes skellet mellem rig og fattig skarpt op, mens en desperat Matt Damon iført kropsforstærkende skelet forsøger at klare ærterne med rumpistoler og de bare næver. Min anmeldelse.

Elysium top 10

Disse film skulle du også have set i 2013
Jeg lister i år også en række andre film, ganske enkelt fordi, at 2013 bød på så mange gode filmoplevelser. Langt fra alle titler var dog tæt på at nå min top 10, men det er alle film, der har været med til at gøre 2013 til et skønt filmår. Så skulle du have misset nogle titler, kan du fint bruge denne gennemgang som en tjekliste. Klik på titlerne for mine anmeldelser.

Andre nævneværdige film fra 2013 – del 1
Nicolas Winding Refns helt meditative Only God Forgives var tæt på at nå min top 10 og Silver Linings Playbook var et morsomt og rørende drama om kærligheden og at turde give slip på fortiden. The Place Beyond the Pines tog sin fortælling ad uventede veje, mens man blev i godt humør af Frances Ha, og så sitrede kærligheden i Blue is the Warmest Color. Woody Allen serverede en depressiv Cate Blanchett i Blue Jasmine og Steven Spielberg tog tålmodig hånd om Lincoln i Lincoln.

Top 10 boblere del 1

Osama bin Laden blev jagtet i Zero Dark Thirty og livet spændte ben for Marion Cotillard i Smagen af rust og ben, mens mænd og kvinder blev sat drilsk i scene i Don Jon. Thrilleren Prisoners satte hævntørsten i gang, mens der blev slået hekse ihjel i Witch Hunters og This is the End gjorde Jordens undergang sjov. Ridley Scott var ond med The Counselor og Ben Stiller veloplagt i The Secret Life of Walter Mitty, mens der var smæk på eventyret i The Hobbit: The Desolation of Smaug.

Andre nævneværdige film fra 2013 – del 2
2013 bøde også på flere store blockbusters, hvor blandt andet Tom Cruise fløj rundt i fremtiden i den smukke Oblivion, mens der var rumræs i Star Trek – Into Darkness og Superman gik til stålet i Man of Steel. Tom Hanks var på pirat-røven med Captain Phillips og så var der lykkepiller på spil i Side Effects, mens Danmark fik sin egen superhelt med Antboy. Pixar leverede den forrygende prequel Monsters University og James Wan gøs med Insidious 2, mens Denzel Washington drak flyversjusser i Flight.

top 10 boblere del 2

Hushpuppy var barnlig virkelighedsflugt og Ghibli-studiet leverede sød animation med Oppe på valmuebakken, mens der også var sød animation i Vilde Rolf. Anthony Hopkins gav liv til mesterinstruktøren Hitchcok i Hitchcock og eventyret fik vind i sejlene med Kon-Tiki. Tim Burton leverede veloplagt stop-motion med Frankenweenie og Ender’s Game sendte publikum medrivende ud i verdensrummet.

Bredtfavnende filmoplevelser på CPH PIX 2013
Jeg nåede små 29 titler på dette års CPH PIX, der igen i år var en både bredtfavnende og spændende festival at gå i kødet på. Det bevidner nedenstående gennemgang af nogle af festivalens bedste filmoplevelser også om.

David Cronenbergs søn, Brandon Cronenberg, stod for den kropsmuterende Antiviral, mens der var forstadsgys med Citadel og indisk vanvid med Miss Lovely. Min personlige favorit, japanske Sion Sono, leverede rørende atomkatastrofe med The Land of Hope, Takeshi Kitano stod for det cool gangsterdrama Outrage Beyond og mesteren Terrence Malick var tilbage med den smukke To the Wonder.

Top 10 PIX 2013

Don Coscarelli syrede ud med John Dies at the End, mens den poetisk fabulerende Post Tenebras Lux fascinerede og Harmony Korine leverede bikinier og pistoler med Spring Breakers. Wrong var herligt absurd og Chan-wook Park imponerede med sin kølige Hollywood-debut, thrilleren Stoker, mens kazhakstanske Harmony Lessons forløste et brutalt drama.

Filippinske Brillante Mendoza har lavet fremragende brutale film, men Thy Womb var et afdæmpet og vedkommende drama, mens der var spansk melankoli og fortidsgys med Painless. Den både rørende og morsomme, filippinske Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay fortalte historien om den ældre skuespillerinde Cuntapays stjernedrømme, og så var der kræs for både lydfans og fans af 70’er-horror med den stemningsfulde Berberian Sound Studio.

Skræmmende gode filmoplevelser Blodig Weekend 2013
For andet år i træk blev der åbnet op for grusomhederne med den københavnske genrefilmsfestival Blodig Weekend, der løb fire dage med visninger primært i Cinemateket i Filmhuset, mens der i år også var en håndfuld visninger i CinemaxX.

Blandt de bedste oplevelser var det blodspruttende og veloplagte remake Evil Dead, et gensyn med min personlige favorit, italienske Dario Argentos fremragende thriller Cat O’ Nine Tails fra 1971, mens antologigyset V/H/S 2 gav los med gys og splat. Børn gik i krig i I Declare War, mens The Battery stod for en stemningsfuld zombieapokalypse og den italienske thriller Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion fra 1970 udfordrede underbevidstheden og virkeligheden.

Top 10 Blodig Weekend 2013

Det amerikanske remake We Are What We Are leverede dystre familiehemmeligheder i en vellykket genfortolkning af den mexicanske original og den fjollede Sharknado var herligt dum og forglemmelig underholdning, mens der var VHS-nostalgi med dokumentaren Adjust Your Tracking samt medrivende action med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower.

En række film, der skuffede i 2013
På samme måde som man kan blive positivt overrasket over en film, på samme måde skuffes man også gang på gang af film, der ikke indfrier forventningerne. Dem var der desværre også flere af i 2013. Gangster Squad så med sit forrygende cast ud til at være en sikker vinder, men viste sig at være en flad stiløvelse og så skuffede Juan Antonio Bayona med katastrofefuseren The Impossible, mens zombieromancen Warm Bodies forblev uinteressant.

Top 10 skuffelser 2013

Sam Raimi for vild med den kulørte Oz the Great and the Powerful, mens The Matrix-søskendeparret rodede rundt med Cloud Atlas og Tom Hooper efterlod mig følelseskold med Les Misérables. Michael Noer nåede aldrig vellykket i mål med Nordvest, mens Iron Man 3 blot larmede og The Great Gatsby forblev overflade. Jeg forsøger at opretholde troen på M. Night Shyamalan, men hans pinligt ringe After Earth skød atter håbet i sænk.

Gore Verbinski og Johnny Depp famlede rundt med The Lone Ranger og Sofia Coppola forløste ikke rigtigt potentialet i The Bling Ring. Brad Pitts zombiebasker World War Z var en tam affære, mens Spies & Glistrup var en fesen fest, komedien The Heat var komisk træthed i tomgang og desværre gik det ikke Michael Bay særligt godt med den pumpede Pain & Gain.

De forsømte film fra 2013
Selvom jeg gerne ville nå det hele, er der igen i år titler, jeg ikke har fået set. Det råder jeg bod på i 2014. Blandt titlerne, jeg ser frem til at få indhentet er The Sessions, The Way Way Back, Den store skønhed, Before Midnight, The Grandmaster, Rush, Riddick, Pitch Perfect, The Broken Circle Breakdown, Escape Plan, Mit Liv med Liberace og Prince Avalanche.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011 og 2012.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2013 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3 og DAG 4.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

NYMPHOMANIAC: Lumre Lars’ intellektuelle bollefest driller med et eksistentialistisk, morsomt og brutalt kig ind i seksualiteten

Biograf-anmeldelse: Yo, drop lige de forbehold du eventuelt måtte have mod Lars von Trier. For han er altså en morsom og drillesyg mand, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med hans seneste opus, den seksuelle dobbeltdækker Nymphomaniac. En fire timer lang rejse gennem en kvindes seksuelle eskapader, fra barnsben til hun er 50 år. Ja, bare rolig, der er både stive pikke, våde vaginaer og sæddryppende mundvige.

Denne version er dog ikke Triers, for hans er halvanden time længere og får premiere næste år. Denne version er, som det fremgår af filmens introtekst, ikke Triers. Han har dog accepteret den, selvom han angiveligt ikke har deltaget i klipningen. Triers version skulle blandt andet være mere eksplicit, så det bliver spændende at se, hvad den længere spilletid vil gøre for oplevelsen af, hvad der allerede er et bæst af en film.

nymphomaniac 01

Her er nemlig tale om en fascinerende, dragende og tankevækkende film, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed, det at søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser – og om gode eller dårlige mennesker. I centrum finder man Charlotte Gainsbourg som den selvbetitlede nymfoman Joe. Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, der spilles med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård.

Hjemme i Seligmans spartanske eneboerbolig fortæller hun ham sin livshistorie. Man får således i tilbageblik indblik i hendes liv og mange seksuelle møder, jagten på kærlighed og anerkendelse. Det Stacy Martin, der lægger krop til den unge Joe, som helt forrygende balancerer det uskyldige med det kalkulerede, det følsomme og kolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen.

nymphomaniac 02

Ja, der er seksuelt eksplicitte scener, men de er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener for forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde. Det, at filmen udspiller sig i tilbageblik, hvor hvert af de otte kapitler omhandler en periode i Joes liv, får helt litterær karakter, hvor Seligman intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker, mens man følger dramaet og karakterernes udvikling, der altså taler mere til hjernen end til skridtet.

Det er desuden et forrygende cast, der lægger krop til Triers løjer, hvor der legende tegnes tal op på lærredet eller indklippes gamle filmstrimler for at understrege en pointe. Drilsk, organisk og uforudsigeligt. Nå, men det var rollelisten. Her finder man blandt andet også Shia LaBeouf som Joes langvarige flamme, Christian Slater er Joes far og så dukker Jamie Bell op i en hårdtslående rolle, mens en ilter Uma Thurman smækker sorthumoristisk med dørene. Ja, selvfølgelig skal du se den.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nymphomaniac | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
nymphomaniac poster
Originaltitel: Nymphomaniac, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Premiere: d. 25. december 2013
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kierm.fl.
Spilletid: 4 timer
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

Sæddryppende og pikspillende trailer for lumre Lars’ sexfest Nymphomaniac

Jamen dog, jamen dog. Efter at lumre Lars har teaset os med lystfyldte filmklip og orgasmegispende plakater de seneste måneder, er traileren for hans kommende kendisporno-flick sluppet løs på nettet. Så skynd dig at trykke play og se den rockmusiks- og pikspillende, sæddryppende og storstønnende trailer for Nymphomaniac.

Og hey, der er knald på de kendte med det liderlige cast, der blandt andet består af Charlotte Gainsbourg (jep, hende, der er den lystne nymfoman i filmen) samt Uma Thurman, Willem Dafoe, Stellan Skarsgård, Shia Labeouf, Christian Slater, Connie Nielsen, Jamie Bell, Udo Kier og Nicolas Bro. Ja, de knalder alle sammen.

Filmen får folk til at komme i biografen fra d. 25. december. Oh yes.

lars von trier funny

Trier trumfede med 'Melancholia' ved årets Robert

Ja for helvede, Lars von Triers Melancholia er sgu en laber dommedagsfilm – bøjet i plastisk æstetik og med godt svung på Wagner-drengen, mens en deprimeret Kirsten Dunst i svulstig forening med universet giver lidt kød til husarerne. Her til aften blev den smukke undergang hyldet ved årets Robert-fest og Trier gentog således succesen som da han hev priser hjem med sin Antichrist for to år siden ved både Robert- og Bodil-festen.

Hele ti priser blev det til, bl.a. årets film, årets instruktør og årets manuskript. Dunst løb med prisen for årets bedste kvindelige hovedrolle og Charlotte Gainsbourg for årets kvindelige birolle, mens filmen endvidere høstede priser for årets scenograf, årets fotograf, årets lyddesign, årets special effects og årets klipper. Den stod dog ikke kun på dommedag – også Martins Zandvliets film Dirch fik fem priser.

Her løb Nikolaj Lie Kaas med prisen for årets mandlige hovedrolle for sin rolle som den sjus-drikkende og deprimerede kvinde-bedårer Dirch Passer, mens hans medspiller Lars Ranthe fik prisen for årets mandlige birolle som Keld. Desuden løb filmen med Robert-priser for årets sminkør, årets score og årets sang.

Nicolas Winding Refns fænomenale Drive vandt prisen for årets amerikanske film – sådan! Men sgu en ringe trøst for Oscar-showets skamløse ignorering af filmen. Årets ikke amerikanske film blev Tom Hoopers medrivende Kongens store tale og så vandt Mads Brüggers vovede og superunderholdende Ambassadøren prisen for årets lange dokumentarfilm.

– Se de nominerede og vinderne HER.
– Læs min anmeldelse af Melancholia
– Læs min anmeldelse af Dirch
– Læs min anmeldelse af Kongens store tale
– Læs min Top 10 for 2011 HER, hvor Drive indfinder sig på førstepladsen.

Jordens undergang er allerhelvedes smuk

Hvem havde troet, at Jordens undergang ville være så allerhelvedes smuk? Det er ikke desto mindre tilfældet i Lars von Triers Melancholia. Her svæver den enorme planet Melancholia i filmens åndeløse prolog elegant og altødelæggende ind i vores lille blå planet. Dommedag malet op i panoramiske skønhedstableauer og skudt i magisk ultra slowmotion, hvor fugle falder fra himlen og livet går op i flammer.

Filmen starter mildt sagt med enden – på det hele! Herefter tager filmens to kapitler fat – et til hver af søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), altså før udslettelsen. Justine er blevet gift og bryllupsfesten holdes i Claire og hendes mands imponerende palæ. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag – og vi sidder med på første parket. Herligt.

Det er ikke så meget den enorme planets kollisionskurs med Jorden, der er i centrum. Her er det dramaet mellem søstrene, der binder universets kispus med menneskeheden sammen. Den uligevægtige Justine og den rationelle Claire. Men som filmen foldes ud og menneskets styrker og svagheder testes, bider den forestående undergang sig mere og mere fast i karaktererne og de eksistentielle tematikker om liv og død får luft under vingerne.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere