Superhelte på Blu-ray: Der er fuld fart på animationen i den veloplagte og morsomme ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’, hvor man grundet en portal til diverse paralleluniverser møder ikke bare én, men flere forskellige versioner af Spider-Man. Det er dog med teenageren Miles Morales i centrum, at filmen folder sig ud med både smittende fortælleglæde og visuel opfindsomhed.
Miles Morales slås som mange andre teenagere med at finde sig selv og sin plads i livet. Det hele kompliceres dog, da han bliver bidt af en mystisk edderkop, hvilket giver ham en række superkræfter og et nyt ansvar om måske at skulle gå i den originale Spider-Mans fodspor. Midt i det hele åbner superskurken Kingpin den omtalte portal, hvilket sætter verdens sikkerhed over styr.
Det er altså i udgangspunktet et klassisk superhelte-setup, hvor Miles skal forsøge at finde sig til rette med sine nye kræfter og gå op imod en magtfuld skurk, mens også teenage-livet skal passes. Filmen er dog heldigvis yderst bevist om genren, som den leger veloplagt med, vender på hovedet og driller, men altså også hylder og respekterer. Det er en fornøjelse at overvære.
At filmen så mister en smule momentum henover midten og at skurken ikke er videre interessant, er til at leve med, når nu fortællingen netop er så medrivende fortalt og ikke mindst animeret. For visuelt river filmen mig bestemt med, hvor blandt andet tegneseriehæfternes talebobler og 2D-følelse bringes legende til live, mens action-scenerne ruller sig energisk ud.
Det bliver for alvor morsomt og dejlig gakket, når portalen får smidt de øvrige versioner af Spider-Man ind i filmen, hvor man møder en ældre og lettere opgivende Peter Parker, den tjekkede Spider Gwen, en stoisk Spider Noir, den søde Peni Parker samt den kække gris Spider Ham. De er med til at give superhelte-genren et skud kærkomment og gakket galskab.
‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ er med andre ord et visuelt sprudlende og opfindsomt bekendtskab, der både morsomt, ganske gribende og veloplagt fortæller sin oprindelseshistorie uden at blive klichétung, men derimod bevarer en fortællemæssig virilitet – særligt på billedsiden, men blandt andet også takket, at Spider-Man altså her kommer i flertal.
Der medfølger desuden er ganske god omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i alternative scener, plotlinjer og karakterer, videre til et kig på filmens design samt castet og et kommentarspor med mere.
– ‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ udkommer på dvd og Blu-ray den 2. maj.