Indlæg

JOHN DIES AT THE END: Syre og spruttende sprælsk vanvidsridt på tværs af dimensioner

Der skrues i den grad op for det spruttende og kulørte vanvid med Don Coscarellis syrede John Dies at the End. Her boltrer det sprælske plot sig legende og veloplagt hele vejen igennem filmens fascinerende og forskruede univers, hvor historien tager sig op til flere både groteske og ikke mindst overraskende drejninger undervejs.

Men hvad handler filmen så egentlig om? Tja, lidt af hvert og en del mere. Men det er noget med et stof, der giver dem, der tager det, evnen til at se ind i fremtiden samt muligheden for at komme i kontakt med andre dimensioner. Vennerne John og Dave prøver stoffet, hvilket sender dem ud på en kringlet rejse, der slår smut med tiden og sender bizarre monstre i deres retning. Så ja, det er sgu bare med at hænge på.

John Dies at the End 01

Man må med andre ord selv forsøge at finde meningen, der måske, måske ikke gemmer sig et sted i det herligt udknaldede plot. Eller man kan overgive sig til det medrivende vanvid. For her er intet, hvad det giver sig ud for at være. Og man er mindst lige så forbavset over begivenhedernes gang som de to gutter, der fanges i dette bæst af en film. Det er både skørt, opfindsomt og alt for meget.

Chase Williamson og Rob Mayes er desuden dejligt forvirrede som de to gutter i front, mens Paul Giamatti er skøn som manden, der må se forbavset til fra sidelinjen. Men selvom filmen er pokkers underholdende, mister den en smule momentum undervejs, mens plottet også vælter en tand for meget rundt for sit eget bedste. Det er dog små fodfejl i en film, jeg kun kan anbefale, hvis man har brug for et skud syre – og ja, det har vi alle af og til.

– Filmen, John Dies at the End, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

John Dies at the End 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det spruttende vanvid kommer bestemt til sin ret på Bl-ray. Vanviddet står farvemættet, veldefineret og detaljerigt. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske og klare niveauer, der giver fin plads til alle elementer. Udgivelsens ekstramateriale er desværre ikke ligeså tilfredsstillende.

Her får man en kort og overfladigt making of, hvor cast og crew interviewes (6 min.), mens man også får et kig på skabelsen af et par af filmens monstre (9 min.). Videre finder man optagelser fra gennemlæsninger af manus med skuespillerne, hvilket er kedeligt (7 min.), et fint interview med Paul Giamatti om filmen og arbejdet med Don Coscarelli (10 min.). Slutteligt får man en håndfuld ikke vildt interessante slettede scener (10 min.).

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”John Dies at the End | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
John Dies at the End cover
Originaltitel: John Dies at the End, USA, 2013
Udgivelse: d. 7. november 2013
Instruktion: Don Coscarelli
Medvirkende: Chase Williamson, Rob Mayes, Paul Giamatti m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Another World Entertainmet [/tab][/tabgroup]

MONSTERS UNIVERSITY: Forrygende gensyn med umage monsterpar på skolebænken

Det umage monsterpar er tilbage i charmerende prequel til Monsters, Inc. fra 2001. Monsters University er således en historie, der går forud for den første film og fortæller hvordan den lille, enøjede Mike Wazowski og den store, lodne James P. Sullivan mødtes. De er dog langt fra venner, første gang de støder på hinanden på monster universitetet, hvor de uddanner sig til professionelle skræmmere.

Mike er den undertippede, men flittige elev, der læser alle bøger om at skræmme, mens Sullivan ikke åbner en eneste bog, men lever højt på, at han kommer fra en familie af legendarisk skræmmere. De bliver selvsagt konkurrenter, men ender med at blive smidt ud af studiet. De må derfor slå pjalterne sammen og teame op med nogle ikke specielt skræmmende monstre, hvis de skal komme tilbage på skolebænken.

monsters university 02

Her er med andre ord tale om en klassisk historie om de undertippede, der mod alle odds skal forsøge at kæmpe sig vej til vinderpodiet. Du ved, mens de på deres rejse også lærer noget om venskab, sammenhold og at tro på sig selv. Nej, historien er måske ikke er den mest originale, men den fortælles pokkers veloplagt, hvor det farverige persongalleri hele vejen rundt er sjovt og engagerende at følge.

Billy Crystal bringer med sin ivrige stemme og naturlige begejstring den lille, grønne Mike til live, mens John Goodman med selvsikkerhed og charme giver Sullivan kæk kant. En ting er dog stemmerne, en anden er animationen, og her er Pixar altså helt og aldeles på dupperne. De fremelsker ubesværet følelser og skaber karakterer, man tror på og føler med, selvom her i grunden er tale om kulørte monstre med slimede fangarme, fire øjne og hugtænder.

monsters university 01

Men selvom Monsters University måske ikke helt har samme historiemæssige kompleksitet og tematiske tyngde som andre af Pixars bedste film, så kommer man på ingen måde uden om, at her er tale om en på alle måder charmerende og virkelig sjov film. Med andre ord, så excellerer Monsters University både i eksekveringen af sin historie, karaktererene og har et upåklageligt tag om både detaljer og veltimet humor.

Ja, du har nok regnet ud, at jeg er faldet pladask for filmen – og at du selvfølgelig også skal se den. For selvom jeg i udgangspunktet helst ser, at Pixar kaster sig ud i nye, originale filmprojekter og ikke lukrerer på tidligere succeser, er det svært ikke at tilgive dem, når de leverer en så skøn film som Monsters University.

Monsters University, 5/6:5_6 - stars_LILLE

monsters university 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ekstramaterialet er desværre ikke særligt omfangsrigt. Her får man kun en sød og romantisk kortfilm, The Blue Umbrella (7 min.), samt et fint og informativt kommentarspor med instruktør Dan Scanlon, producer Kori Rae og story supervisor Kesley Mann. Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside er anderledes tilfredsstillende. Billedet står veldefineret, detaljerigt og skarpt hele vejen, mens lydsporet spiller upåklageligt og dynamisk med klar dialog og svung på scoret. Fremragende.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE| Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Monsters University | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 5/6:
5_6 - stars
monsters university cover
Originaltitel: Monsters University, USA, 2013
Release: d. 17. oktober 2013
Instruktion: Dan Scanlon
Medvirkende: Billy Crystal, John Goodman, Steve Buscemi m.fl.
Spilletid: 1 time 39 min.
Udgiver: Disney / Pixar Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE LONE RANGER: Sløv cowboy og Johnny Depp med en fugl på hovedet mangler et spark bagi

Det kan godt være, at titlen er The Lone Ranger, men den egentlig hovedperson er Johnny Depp som den excentriske indianer Tonto – komplet med fugl på hovedet og krigsmaling. Der er i hvert fald hverken meget handlekraft eller karismatisk helt at hente i Armie Hammer som den maskebærende ranger i Gore Verbinskis flotte, men ujævne, for lange og halvkedelige rabalderwestern.

Det er dog som bekendt ikke Tonto, der er alene om at klare ærterne. Så med hjælp fra ånderne pejles han i retning af den sky advokat John Reid, der mod all odds skal blive den retskafne cowboyhelt. Filmen er således også fortællingen om en helts umage tilblivelse – for godt nok har han hjertet på rette sted og en høj retfærdighedssans, men modet er til at overse.

lone ranger 01

Men der går (virkelig) lang tid før The Lone Ranger træder i karakter – og når det endelig sker, har han desværre ikke den forventelig pondus. Nej, sidekicket Tonto har allerede stjålet rampelyset sammen med William Fichtner i rollen som som den ubehagelige og menneskespisende skurk Butch Cavendish – en karakter, der er mere mindeværdig end filmen desværre giver ham plads til at være.

Det er dog ikke kun Cavendish, der ikke helt kommer til sin ret – også Helena Bonham Carter som bestemt bordelmutter samt Ruth Wilson som John Reids flamme forbliver overfladiske brikker i et manuskript, der aldrig rigtigt finder rytmen eller en medrivende balance mellem karakterudvikling og de logikfortrængende actionscener.

lone ranger 02

For selvom Verbinski viser fin tæft udi skuddueller og løbske lokomotiver, så er bindeleddene mellem action-eskapaderne ikke vildt engagerende. Historien er ujævnt afviklet og plottet slår unødvendige knuder. Desuden synes det også overflødigt at filmen bindes op på en rammefortælling, hvor en ældgammel Tonto i flashback fortæller historien til en lille knægt.

Hammer er dog flot og firskåret, men også lidt fladt optegnet, mens Depp mest minder om en mindre snakkesalig Jack Sparrow – Verbinski er som bekendt manden bag et par Pirates-film. Lone Ranger-karakteren så dagens lys i 1933 og dette forsøg på at bringe helten tilbage er kun delvist vellykket. Men selvom jeg måske lyder en smule knotten i denne anmeldelse, underholder filmen bestemt også, mens de smukke western-vidder får ens indre cowboy til at vrinske. Man kan så håbe, at opfølgeren har bedre held med at balance den umage duo med action og humor.

The Lone Ranger, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

lone ranger 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet har en fin og filmisk tekstur, der fornemt gengiver både action og de store vidder – detaljerigt, skarpt og med solid kontrast. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med klar dialog og godt svung på både musik samt bulder og brag. Dynamisk og medrivende. Sådan. Ekstramaterialet er noget overfladisk og ikke videre interessant.

Her finder man et par featuretter, hvor man følger Armie Hammer på optagelserne og diverse locations (15 min.), mens man også får indblik i arbejdet med at blive cowboy med ride-, skyde- og lasso-træning (8 min.). Videre får man et indblik i det imponerende arbejde med at lave det jernbanespor, som bruges i filmen (11 min.) og slutteligt et par slettede scener (6 min.) samt fjollede fraklip (4 min.).

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Lone Ranger | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
lone ranger cover
Originaltitel: The Lone Ranger, USA, 2013
Release: d. 14. november 2013
Instruktion: Gore Verbinski
Medvirkende: Johnny Depp, Armie Hammer, William Fichtner, Helena Bonham Carter, Tim Wilkinson m.fl.
Spilletid: 150 min.
Udgiver: Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

AFTER EARTH: Will Smith og søn spilder din tid

Nogle fædre tager ud og fisker eller spiller bold med deres sønner, når de skal have noget far-og-søn-tid sammen. Will Smith laver en film med sønniken Jaden. Jeg ville ønske, at de havde holdt sig til en fisketur. For den M. Night Shyamalan-instruerede After Earth er en postapokalyptisk science fiction-fuser. Man tages her 1000 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er blevet nødt til at bosætte sig på en ny planet.

Filmen udspiller sig dog overvejende på den nu ubeboelige Jord, hvor general Cypher Raige (du hørte rigtigt – Cypher Raige) og hans 13-årige søn Kitai må nødlande – ja, Will og Jaden Smith i stramtsiddende fremtidstøj. Cypher har brækket begge ben under nødlandingen, så Kitai må med sin fars vejledning i øret forsøge at lokalisere den nødsender, der skal redde dem væk fra den fjendtlige planet.

after earth 01

Således er man som publikum indlagt til at se Jaden løbe rundt og klynke i en skov, mens fader Smith med konstant alvorlig mine brummer sig igennem det uinspirerede manuskript, der består af floskler om, at man skal finde sig selv i nuet, erkende sin styrke og at frygt er et valg. Uden tvivl velmenende livsråd fra far til søn, som sikkert kunne være blevet til et medrivende drama i mere kompetente hænder.

Men det hele er for banalt og uengagerende leveret til, at man rives med. Will Smith har erstattet sin drengede charme med en voksen alvor, der er støvsuget for nuancer og faderlig tyngde, hvor alle replikker lires af med samme monotone seriøsitet. Jaden er ligeså uinteressant som knægten, der ønsker sin fars anderkendelse – han får det meste af tiden til at gå med at klynke og blive jagtet af computergenerede dyr.

after earth 05

Deres forhold er med andre ord både for løst skitseret og vagt eksekveret til, at man engageres i deres strabadser og personlige rejse. Man får dog blandt andet en jagtscene i luften med en kæmpeørn i nakken – ja, en kæmpeørn. Men ikke en gang actionscenerne får pulsen til at stige nævneværdigt, hvilket blot er med til at sende dette far-og-søn-flop ud i glemslen allerede inden rulleteksterne indfinder sig.

Filmen, After Earth – 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Hvor filmen vitterligt ikke er nogen stor oplevelse, er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside e n helt anden snak. For her leveres et fejlfrit billede med indtagende detaljegrad, skarphed hele vejen, mættede farver og solid kontrast. Lydsporet spiller ligeledes upåklageligt med velbalancerede niveauer og god dynamik. Sådan. Ekstramaterialet er ikke vildt imponerende, men udgør dog et ok supplement.

Her får man både kig bag settet, diverse locations og production design, mens cast og crew interviews undervejs. Her er både en snak om historien og dens tematikker (9 min.), en alternativ åbningsscene (2 min.), noget omkring at udtænke filmens fremtids-look (12 min.), pre-visualisering af diverse scener (6 min.), noget om filmens animatics (9 min.), en montage med diverse billedmateriale fra filmens tilblivelse (5 min.) samt en montage med diverse naturbilleder (5 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”After Earth | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars
after earth cover
Originaltitel: After Earth, USA, 2013
Release: d. 31. oktober 2013
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Will Smith, Jaden Smith m.fl.
Spilletid:  1 time 40 min.
Udgiver: Sony Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

GRUSOMME MIG 2: Farverig opfølger slingrer kulørt i valsen

Den sortklædte superskurk Gru og hans små, gule hjælpere er tilbage i en delvist vellykket, men hele vejen charmerende to’er. Den har meget passende fået titlen Grusomme mig 2. Men har man set den første film, ved man også, at der ikke er meget superskurk tilbage i Gru. Han er blevet en good guy, der tager sig kærligt af sine tre små adoptivdøtre og i denne omgang forsøger at starte en syltetøjsfabrik.

Men selvfølgelig kan den tidligere skurk ikke få lov at leve et almindeligt liv. For godt nok har han trukket sig tilbage fra den kriminelle verden, men der er andre skurke, der fortsat gør skurkeagtige ting – og sådan en skurk truer nu hele verden. Derfor kontaktes Gru af Anti-Skurke-Forbundet, der vil have ham til at afværge denne nye trussel. Til opgaven får han hjælp af den søde og ivrige spion Lucy Wilde.

grusomme mig 2 03

En fin præmis, der igen tager skurke-vs-helte-temaet op. Problemet er blandt andet bare, at der går for lang tid, førend der kommer en egentlig skurk på banen. Filmen mister derfor noget af sit fokus og fremdrift. Det bliver dog til flere både søde og sjove scener undervejs – blandt andet med de små hjælpere, den søde Lucy og Grus tre piger, der mener, at han snart skal finde sig en kone – så de også kan få sig en mor.

Gru må altså forsøge at jonglere både privatlivets kærlighedskvaler og samtidig få skovlen under denne nye superskurk. Desværre træder den både herligt kyniske og stor-hjertede Gru undervejs en smule i baggrunden til fordel for blandt andet scener med hans hjælpere, de såkaldte minions. De er bestemt også søde, men filmen kommer til at føles ujævn og historien hakker sig lidt for kantet afsted.

grusomme mig 2 02

Heldigvis er persongalleriet farverigt og charmerende, hvor Steve Carrell atter en gang lægger veloplagt stemme til Gru, mens Kristen Wiig er elskelig som Lucy, der har en fin og akavet ivrighed. Desværre er der bare flere scener, der mest føles som fyld og ikke som nødvendige dele af historien. Grusomme mig 2 bliver derfor også lidt en amputeret oplevelse, der dog kommer stærk igen med en hæsblæsende finale, der får med hele farvepaletten.

Filmen, Grusomme mig 2 (2013) – 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Modsat filmen er der ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her står filmens klare farver veldefineret, skarpt og detaljerigt hele vejen – en sand fornøjelse. Lydsporet er ligeledes en filmisk fryd med sine valbalancerede niveauer, hvor dialogen går klart igennem og musikken giver dynamisk modspil. Ekstramateriale er desuden både informativ og underholdende.

grusomme mig 2 01

Her får man en række korte features, der ser nærmere på de små hjælpere, Gru, filmens skurk, de tre adoptivdøtre samt filmens gadgets (i alt ca. 26 min.). Endvidere er der en slettet scene (1 min) samt et fint og engagerende kommentarspor med filmens instruktører Pierre Coffin og Chris Renaud. Herudover får man tre både søde og medrivende kortfilm med de gule hjælpere (i alt ca. 14 min.) samt en making of af kortfilmene (6 min.). Alt i alt altså et ekstramateriale, man fint kan bruge tid på.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Grusomme mig 2 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsem 4/6:
4_6 - stars

grusomme mig 2 cover
Originaltitel:
Despicable Me 2, USA, 2013
Release: d. 7. november 2013
Instruktion: Pierre Coffin, Chris Renaud
Medvirkende: Steve Carell, Kristen Wiig, Benjamin Bratt, Russell Brand, Steve Coogan m.fl.
Spilletid: 1 time 38 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

I LOSSENS TIME: Sofie Gråbøl farer vild i mørket

Sofie Gråbøl trækker i præstekjolen og træder ind i mørket i Søren Kragh-Jacobsens dystre drama I lossens time. Her støder religion sammen med videnskaben på en lukket institution, hvor en forstyrret knægt mener, det er Guds plan, at han skal begå selvmord. Ind under huden kommer man dog aldrig – hverken på Sofie Gråbøl i rollen som den søgende præst eller den plagede dreng i skikkelse af Frederik Johansen.

Filmen åbner ellers effektivt i et sneklædt Sverige. Her tropper drengen op en mørk aften hos et ældre ægtepar og slår dem begge to ihjel uden forklaring. Brutalt og ubehageligt. Han ender sidenhen på en lukket institution i Danmark, hvor psykologen Lisbeth udfører adfærdseksperimenter – blandt andet observerer hun, hvorledes en række af de indsatte reagerer på at få et kæledyr.

i lossens time 01

En kælen kat synes således at blive en mulig vej ind på livet af den ellers tillukkede dreng. Men da han i Guds navn forsøger at tage sit eget liv, tilkalder Lisbeth præsten Helen. Hun kan måske trænge ind til den forstyrrede dreng ved at tale med ham om Gud og livet på en anden måde, end hun formår som psykolog.

Det bliver således starten på en mørk rejse ind i smerten, hvor drengens grufulde handlinger aldrig til fulde forklares. Det er sådan set forfriskende, at her ikke gives et facit eller letkøbte, psykologiske svar på de spørgsmål, filmen stiller. Desværre er karaktererne ikke interessante, men fremstår blot løst optegnede, mens filmens afvikling snubler over en række flashbackscener af drengens fortid.

i lossens time 02

Sofie Gråbøl blafrer lidt i vinden som den empatiske præst. Hendes interesse i drengen og gruen forbliver overfladisk. Frederik Johansen mangler som den mutte knægt både dybde og flere nuancer, for at hans hemmelighedsfulde rolle får den nødvendige fylde og tvetydighed. Signe Egholm Olsen og Søren Malling gør det solidt (for at bruge et kedeligt ord) som henholdsvis psykolog og vagt.

I lossens time har i udgangspunktet en fascinerende fortælling med dragende tematikker, der griber ud efter både religion, liv, død og opvækst. Desværre forløses hverken karakterer eller historie specielt fængslende, selvom stemningen til tider er dragende dyster. Men samspillet mellem Gråbøl og Johansen bliver aldrig rigtigt farligt eller gribende nok og man ender i sidste ende med en flad fornemmelse i maven. Bøvs.

I lossens time, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

i lossens time 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside er langt mere vellykket end filmen. Billedet gengives skarpt og veldefineret med både solid kontrast, velbalancerede farvepalet og god detaljegrad. Lydsporet går klart igennem, hvor både replikker og øvrigt lydlandskab fungerer godt og dynamisk. Hertil kommer en ok omgang ekstramateriale.

Søren Kragh-Jacobsen giver en et minut lang pep talk/salgstale af filmen, mens der er mere at komme efter i et fint interview med ham, hvor han både kommer omkring filmens forlæg, et teaterstykke samt tanker om filmens tematikker og karakterer (19 min.). Videre er der et ligegyldigt indslag med tilfældige optagelser fra settet (6 min.), mens kommentarsporet Søren Kragh-Jacobsen, på samme måde som interviewet, fint kommer omkring filmens forskellige aspekter.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”I lossens time | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering, 3/6:
3_6 - stars
i lossens time cover
Originaltitel: I lossens time, Danmark, 2013
Release: d. 10. oktober 2013
Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen
Medvirkende: Sofie Gråbøl, Frederik Christian Johansen, Søren Malling, Signe Egholm Olsen m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

MANIAC (2012): Elijah Wood slår kvinder ihjel – og det holder

Selvfølgelig er der øretæver i luften, når det gælder remakes af horrorfilm – ikke mindst, når der er tale om klassikere, hvilket i dette tilfælde er William Lustigs must-see seriemorderfilm Maniac fra 1980. Men tænk en gang, denne genindspilning er aldeles fremragende. I den altoverskyggende hovedrolle som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer – mildt sagt.

For den kære Frank kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder, for efterfølgende at påklæde sine elskede mannequiner med deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også helt ind i hovedet på den syge Frank.

Maniac bd 01

Størstedelen af filmen ses nemlig fra Franks point of view. Det er blandt andet med til at give ham et uhyggeligt nærvær og er samtidig med til at understrege hans ensomhed og helt konkrete syn på sig selv og verden. Dette filmtekniske greb fungerer med andre ord virkelig godt og er med til at fortælle historien på en engagerende måde. Desuden er filmen en visuelt indtagende sag med sine tunge, stemningsfulde og smukke billeder.

Her indrammes ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv både fornemt og dragende. Maniac forener således vellykket sine eksplicitte mord med et indtagende portræt af den traumatiserede seriemorder – en balancegang, der også er en af originalens styrker. Men modsat en uforglemmelig Joe Spinell i rollen som Frank i 1980-udgaven, er Elijah Wood væsentlig mindre og altså ikke fysisk intimiderende. Her får Frank og hans nervøse væsen en anden tilstedeværelse, men stadig med menneskeligheden intakt på trods af hans syge sind og de grumme mord.

Maniac bd 05

For ja, her serveres nogle yderst seværdige og mindeværdige drab – on screen, insisterende og med kniven helt inde i kødet. Intenst og pokkers godt forløst. Nej, der er som bekendt intet smukkere end veliscenesatte mord på kvinder – på film, that is. Hertil kommer et synth-båret score, der atmosfærefyldt smyger sig om filmens tungsind og de ophidsende kills. Med andre ord et særdeles vellykket remake – en brutal og blodig seriemorderfilm i egen ret.

Maniac (2012), 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Maniac bd 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet er veldefineret, skarpt og detaljerigt, mens både farver og kontraster gengives uden problemer. Lydsiden er også en fornøjelse med sine både dynamiske og velbalancerede niveauer, hvor både replikker og score står klart og medrivende. Ekstramaterialet er desværre yderst tamt. Her får man blot en overfladisk og promo-agtig making of (3 min.), filmens trailer (2 min.) samt et slideshow med stills fra filmen (2 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Maniac | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
maniac cover
Originaltitel:
Maniac, USA | Frankrig, 2012
Release: d. 24. oktober 2013
Instruktion: Franck Khalfoun
Medvirkende: Elijah Wood, Nora Arnezeder, America Olivo m.fl.
Spilletid: 89 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

BROKEN CITY: Mark Wahlberg og Russell Crowe stoler ikke på hinanden i hårdkogt politisk spil

Selvfølgelig er politik fyldt med fejt spil, korruption og lyssky vennetjenester. I hvert fald når det kommer til amerikanske thrillers. Broken City er en af de film. Du ved, en politisk thriller sat i et film noir-lignende univers, der huser den obligatoriske femme fatales, den retfærdighedssøgende antihelt og masser af skelletter i skabet.

Mark Wahlberg og Russel Crowe leder an som henholdsvis privatdetektiven Billy Taggart og New Yorks borgmester, Nicholas Hostetler. Der er snart valg og Hostetler er under pres for at genvinde sit embede. Han hyrer derfor Billy til at skygge sin kone, en konstant solbrillebærende Catherine Zeta-Jones, som han har mistænkt for at have en affære med en anden mand – og det må ikke slippe ud til offentligheden.

broken city blu-ray 03

Men selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for at være. Det går dog først for sent op for Billy, der snart finder sig dybt involveret i et farligt rænkespil, hvor man ikke kan stole på andre end sig selv. Netop måden hvorpå det lyssky plot foldes ud, fungerer det meste af vejen godt. For man holdes lige nødagtigt nok hen i skyggerne til, at man engageres i Billys jagt på sandheden.

Desværre falder plottet undervejs lidt fra hinanden, og særligt i filmens anden del sættes plottets konstruktion på prøve, mens også troværdigheden udfordres og de lidt for lette løsninger kommer på bordet. Hertil kommer at flere af filmens sidehistorier bliver for skitseagtige eller blot står uforløste hen – blandt andet Billys problematiske forhold til sin kæreste.

broken city blu-ray 01

Mark Wahlberg er dog god som Billy, der efter at være rodet ind i en speget skududveksling er blevet privatdetektiv. Hen er sympatisk, men selvfølgelig med sin del af indre dæmoner – ja, der skal jo helst holdes fast i genrens klichéer. Russell Crowe er herligt uforudsigelig som Hostetler – det ene øjeblik mild og morsom, det næste kold og kalkuleret. Catherine Zeta-Jones forbliver dog en smule anonym som Hostetlers hemmelighedsfulde kone.

Der er altså flere ting, der fungerer godt, men som desværre i sidste ende lider under en til tider ujævnt fortalt historie og et lidt for tydeligt konstrueret plot. Men der holdes et ok tempo, mens der også serveres tilpas med plotdrejninger, som fint er med til at holde en engageret i historien – i hvert fald det meste af tiden. Men ja, som letfordøjelig thrillerunderholdning er Broken City altså ikke ueffen.

– Broken City, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

broken city blu-ray 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside er en fornøjelse. Filmens nedtonede farvepalet står veldefineret, farvemættet og detaljerig. Lydsporet leverer replikkerne klart og det øvrige lydlandskab er både velbalanceret og dynamisk. Ekstramaterialet er ikke videre omfangsrigt. Her får man blot en række slettede scener (9 min.) samt en solid og interessant making of, hvor cast og crew kommer fyldestgørende omkring alt fra manuskriptet til casting. Med andre ord, småt men godt.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Broken City | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
broken city cover
Originaltitel: Broken City, USA, 2013
Release: d. 10. oktober 2013.
Instruktion: Allen Hughes
Medvirkende: Mark Wahlberg, Russell Crowe, Catherine Zeta-Jones m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

MANHATTAN: Charmerende gensyn med Woody Allens sniksnakkende klassiker

Blu-ray-anmeldelse: Selvfølgelig er Woody Allen en personlig favorit, ligesom han også er din. Hvis ikke, bør du straks gå ombord i mandens film. Nu er en af hans mest kendte film landet på Blu-ray her i landet, hans klassiker Manhattan fra 1979 – og det har været et skønt gensyn med denne sniksnakkende kærlighedserklæring til New York.

Her vendes og drejes kærlighedskomplikationer, forholdsforviklinger og meningen med det hele både skarpt og vittigt. Man får lyst til at flytte til New York, gå på museer, drikke vin, lytte til jazzmusik og skrive bøger – præcis som filmens medvirkende, hvor Woody Allen spiller den fraskilte, 42-årige tv-forfatter og forfatter in spe, Isaac Davis. Du ved, i vanlig småneurotisk og småsludrende stil.

manhattan blu-ray 04

Han flirter rundt med sin blot 17 år gamle kæreste Tracy, mens New York indrammer hverdagen i romantisk sort/hvid. Men selvfølgelig er kærligheden ikke sådan lige at få styr på – men hvornår er den nogensinde det? Aldrig. Og sådan skal det være. Men netop dette gør ikke just livet lettere for hverken Isaac, Tracy eller venneparret Yale og Emily. For ingen af parterne kan ikke helt finde ro i deres forhold.

Ja, du gættede rigtigt – forholdene slår knuder, alt imens der med løs hånd refereres til alt fra Bergman, Vivaldi og Kafka videre til Fellini, Sinatra og Cézanne. Her synes kærligheden aldrig definitiv, men som en fortløbende bæk, der har både krusninger på overfladen og bugter sig uforudsigeligt gennem landskabet – for lige at smide lidt billedsprog på bordet. Undskyld, det skal ikke ske igen.

manhattan blu-ray 01

Men netop Woody Allens flair for at spidde og undersøge både kærligheden og menneskelige relationer er her både vedkommende, relaterbart og virkelig sjovt leveret med sine sarkastiske og skarpe iagttagelser af uindfriede drømme, uforløst kærlighed og selvfølgeligheden af, at alle går til psykiater, for sådan er det bare – og gerne en, der er endnu mere forvirret end vedkommende på briksen.

Men det er ikke kun Woody Allen, der med naturlig tilstedeværelse gør filmen til en fornøjelse, det gør også Michael Murphy som Iassacs bedste ven samt hans hustru i skikkelse af Anne Byrne. Diane Keaton agerer Woody Allens selvstændige og intellektuelle flirt, mens Meryl Streep er er hans lesbiske eks-kone. Det er dog Mariel Hemingway, der næsten stjæler filmen som den naive Tracy, der lærer Isaac ikke at være så kynisk. Med andre ord bør altså se filmen, der holder til flere gensyn.

– Manhattan, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

manhattan blu-ray 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre kun filmens trailer som ekstramateriale. Til gengæld gør filmens smukke sort/hvid billeder sig godt på Blu-ray. Kontrasten er solid og billedet har en indtagende tekstur, der fornemt gengiver New Yorks skyline, gader og mange gallerier. Lydsporet spiller også fint, hvor den velskrevne dialog går klart igennem, uden at lydsiden dog imponerer. Men det fungerer bestemt.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Manhattan | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
manhattan blu-ray cover
Originaltitel: Manhattan, USA, 1979
Release: d. 10. oktober 2013.
Instruktion: Woody Allen
Medvirkende: Woody Allen, Diane Keaton, Michael Murphy, Mariel Hemingway, Meryl Streep, Anne Byrne m.fl.
Spilletid: 1 time 36 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

MAN OF STEEL: Søde Superman kommer med fred og masser af medrivende ødelæggelse

Superman er tilbage for fuld smadder, og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre også efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.

Endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Krypton, Kal-El aka Supermans hjemplanet, hvor man ser den kommende superhelt komme til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.

man of steel 01

Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonser-action, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.

En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.

man of steel 04

Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den nu afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone fra Nolans Batman-film går delvist igen her, og det klæder universet fint. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del. Det er dog flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan cirka).

Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig – hvor blandt andet også forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også en medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får større nærvær i efterfølgeren, hvor Batman som bekendt også vil dukke op.

Man of Steel, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

man of steel 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Man of Steel er en sand fornøjelse at opleve på Blu-ray. Billedet gengives veldefineret, skarpt og med en fornem filmisk tekstur, der både rumme indtagende detaljegrad, farvemæthed og solid kontrast. Lydsiden er ligeledes en medrivende affære med sine dynamisk niveauer, hvor dialogen står klart og tydeligt, mens både bulder, brag og ikke mindst Hans Zimmers både bombastiske og heroiske score får god plads. Der medfølger desuden et par fine featuretter.

Selvom det ikke er det mest omfangsrige ekstramateriale, der følger med udgivelsen, er det et par fine indslag. Første featurette ser blandt andet på Supermans historie, tegneserierne samt de forskellige karakterer og tankerne bag at bringe helten tilbage på det store lærred (26 min.), andet indslag kigger på den træning, der lå til grund for blandt andet Henry Cavill samt Michael Shannons fysik, videre til slåskampe og special effects (26 min.).

Videre er der et kort indslag, hvor Dylan Sprayberry, der spiller den unge Clark Kent, ser nærmere på planeten Krypton, rumskibene, våbnene og dragterne (7 min.), mens en 2 minutters animationsfilm udruller Supermans nu 75 års lange karriere. Slutteligt er der et kig på tilblivelsen af Hobbitten (7 min.). Altså et ganske solidt, men ikke så bredtfavnende og dybdegående ekstramateriale, man kunne have håbet på.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
man of steel cover
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Release: d. 23. oktober 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 142 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]