Indlæg

RED SPARROW: Forførende Jennifer Lawrence på koldkrigsmission

Biografanmeldelse: Der er kold luft mellem USA og Rusland i den afdæmpende, men momentvis herligt brutale spion-thriller ‘Red Sparrow’. Ned midt imellem de duellerende verdensmagter dumper en forførende Jennifer Lawrence som russisk spion, der skal få krammet på en amerikansk CIA-agent. Men naturligvis går intet efter planen og snart skal der improviseres.

Mere behøver du ikke at vide om filmens sirlige plot, hvor moderlandskærlighed, identitet og tillid væves sammen til et ganske engagerende, intenst og spændende tæppe. Her bæres filmen nemlig mere frem af sit bølgende plot end af de øjeblikke af action, der dog gøres plads til. Det fungerer. For stemningen er dejligt knugende og universet flot iscenesat.

Red Sparrow biograf 02

Således males blandt andet et koldt Budapest op i skiftevis indtagende tableauer af bastant arkitektur kontra små klaustrofobiske rum af levet liv. Filmen åbner sig ganske enkelt indtagende op med en billedside, der fornemt giver liv til både kold krig, spion-intriger samt action og vold, der gør fysisk ondt at overvære. Det er troværdigt og ubehageligt. Herligt.

Men egentlig er det lidt imod alle odds, at filmen er så overvejende vellykket en oplevelse som tilfældet er – i hvert fald for mit vedkommende. Jeg har det nemlig en kende svært med Jennifer Lawrence. Men som manipulerende spion spiller hun sine kort, så det fungerer for mig. Afdæmpet, nærværende og råt. Ja, jeg skal godt nok lige sluge den påtagede russiske accent.

Red Sparrow biograf 03

Ganske vist er det Jennifer Lawrence, der står i front filmen igennem. Hun bakkes imidlertid op af fine folk på rollelisten. Her finder man blandt andre en dragende Joel Edgerton som dedikeret og mut CIA-agent, mens en ondt indsmigrende Matthias Schoenaerts ses som dæmonisk onkel. Endvidere nød jeg i fulde drag biroller af mestrene Charlotte Rampling og Jeremy Irons.

‘Red Sparrow’ har altså mange ting kørende for sig: Et indtagende koldkrigsunivers, et fintvævet plot af mistro og tillid samt en rolleliste, der trækker mig ind i spioneskapaderne. Spurven flyver dog desværre ikke helt op over den solide præstation – hertil mangler der blandt andet flere overraskelser, mens plottet sine steder bliver for postuleret og filmens flow sine steder træg.

– ‘Red Sparrow’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Red Sparrow’ får biografpremiere den 1. marts.

THE FLORIDA PROJECT: Livet stopper ikke op og venter på dig

Biografanmeldelse: Der sker sådan set ikke så meget i det farvestrålende og barskt rørende drama ‘The Florida Project’. Her dumper man mest af alt ned midt i det svære liv en varm sommer hos den 6-årige Moonee. Hun bor med sin unge mor på et forfaldent motorvejsmotel i Florida, hvor dagene blot går, mens livet forsøges opretholdt og huslejen betalt.

Sådan kan livet jo netop også være. Den ene dag tager den anden uden det store drama. Det gælder her, hvor det er hverdagens stille ilagte drama, som konstant ulmer lige under den solbeskinnede overflade. Et råt liv uden egentlig retning – andet end hen imod næste regning, der skal betales for ikke at blive smidt ud af de spartanske kår.

The Florida Project biograf 03

Det lyder måske nok deprimerende, men dette slice-of-life-drama fortælles fra den lille piges uskyldige og naive perspektiv. Således forvandles hver dag til et nyt eventyr og en leg denne sommer, som synes uendelig. Den brutale virkelighed spøger dog konstant og vagtsomt i kulissen, hvor hendes mor Halley har svært ved at få tingene til at hænge sammen.

Men selvom her måske nok ikke sker det store, ruller selve livet alligevel afsted for øjnene af mig, hvor den afdæmpede fortælling foldes ubesværet og naturligt ud i hænderne på instruktør Sean Baker, mens fotograf Alexis Zabe indfanger filmen i børnehøjde og de farverige omgivelser med dragende appel. Smukt, forførende og eventyrligt midt i den ellers barske fortælling.

The Florida Project biograf 02

Castet giver på samme måde ubesværet og naturligt liv til de solvarme dage. Her med en herligt rapkæftet Brooklynn Prince som Moonee og hendes ligeså kække ven Scooty i skikkelse af en drilsk Christopher Rivera. De to er dynamit sammen. Bria Vinaite har udfordret mor-potentiale som Halley, mens Willem Dafoe er motellets hårde, men empatiske bestyrer.

Filmens styrke ligger blandt andet i netop dens løse form, hvor dagene blot går uden videre plotmæssig retning. Det bliver dog også en svaghed, da karaktererne sine steder kommer til at cirkle lidt for meget om sig selv. Det ændrer dog ikke på, at rollebesætningen og den universelle fortælling om blandt andet barndom og uskyld greb mig sikkert om hjertet og blev der.

– ‘The Florida Project’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars


– ‘The Florida Project’ får biografpremiere den 1. marts.

The Shape of Water: Forunderlig og smuk undervandsromantik

Biografanmeldelse: Kærlighed, ensomhed og jagten på tosomhed forenes mellem menneske og monster på smukkeste vis i den mexicanske filmskaber Guillermo del Toros undervandsromantiske eventyr ‘The Shape of Water’. Her finder den for evigt kringlede kærlighed nemlig på forunderlig vis vej selv de mest ufremkommelige og uventede steder. Jeg var tryllebundet hele vejen.

Vi dumper ned i starten af 1960’erne et sted i USA. Den kolde krig ligger som et knugende bagtæppe for den forunderlige fortælling om mødet mellem den stumme kvinde Elisa og det tilfangetagne undervandsvæsen. Elisa arbejder nemlig som rengøringsdame på et tophemmeligt regeringsanlæg, hvor vandmanden holdes fanget. Et uventet og indtagende forhold.

The Shape of Water biograf 02

Mere behøver du ikke vide, om den fortryllende fortælling, der indhyllede mig i et univers, der balancerer fornemt og medrivende mellem det fantastiske og jordbundne. Hvor passion, begær og ensomhed snor sig om hinanden hos Elisa og den mystiske fange. Sally Hawkins er sirligt sart og drømmende i rollen som den stumme Elisa. Hun løfter mig ubesværet ind den umage romance.

Sally Hawkins er dog ikke ene om at folde fortællingen indtagende ud. Her finder man blandt andet også Elisas nostalgiske ven i skikkelse af en altid seværdig Richard Jenkins. Doug Jones er sminket til ukendelighed som vandmonstret – imponerende overbevisenede. Både skræmmende, mystisk og elskværdig. Et monster mere humant end så mange mennesker.

The Shape of Water biograf 03

Her tænker jeg ikke mindst på filmens plagede skurk, der spilles af min personlige favorit Michael Shannon. Sammenbidt og forpint gør han livet surt for det vandbundne væsen, som han ikke anser som værende andet et et vildt og utæmmeligt dyr. Han tager naturligvis fejl af vandbæstet, der dog har dyriske impulser. På samme måde som Elisa også overgiver sig til kærligheden og begæret.

Det kan vi alle lære noget af. Vi bør lade os lede mere af kærligheden, det uagtet hvor umulig den end måtte synes. For kærligheden skal nok finde en vej – om ikke andet i de sparsomme øjeblikke den viser sit livsgivende væsen. Guillermo Del Toros genreblandende fortælling er med andre ord et dragende vellykket karakterstudie, en forførende fabel og fantastisk fortælling. Forrygende.

– ‘The Shape of Water’ får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

– ‘The Shape of Water’ har biografpremiere den 22. februar.

BLACK PANTHER: Den sorte panter tumler rundt i Afrika


Biografanmeldelse: Der er nye, forfriskende og afrikanske boller på Marvel-suppen med den jungletrommende og kulørt klædte ‘Black Panther’. Her skal vi for alvor introduceres for endnu en helt i det fortsat voksende Marvel-univers. Det gælder nemlig kongesønnen T’Challa aka Black Panther, som her skal overtage tronen efter mordet på sin far.

Den nye konge vender derfor hjem til det hemmeligholdte og teknologisk avancerede afrikanske land Wakanda for at træde i sin fars sted. Men tronskiftet kommer naturligvis ikke uden problemer, og snart er en gammel fjende da også på brutalt spil. T’Challa må således træde i karakter som både konge og Black Panther for at sikre Wakandas fremtid.

black panther biograf 03

Her er med andre ord temaer som skæbne og identitet i spil, mens også det at stå sammen om en fælles verden i stedet for at lade sig adskille af forskelligheder er på menuen. De vægtige emner bliver vanen tro for Marvel leveret med ivrige slåskampe, skarptskydende action og kulørte karakterer. Ja, det er stadig en superheltefilm efter Marvel-støbeskeen.

Denne gang er man dog vidne til en ny afrikansk indpakning, hvilket er forfriskende for Marvel-universet, der efterhånden trænger til at blive gentænkt og revitaliseret. Men en ny indpakning er desværre ikke nok til, at filmen overvinder en smule tomgang, en håndfuld generiske action-strabadser og en spilletid, der bliver for lang for fortællingens eget bedste.

black panther biograf 02

Chadwick Boseman er dog solid og fint stoisk som Black Panther – men ikke mere. Der er desuden godt modspil hos kvinderne Lupita Nyong’o som eks-kæresten, Danai Gurira som kriger og Letitia Wright som drillende søster. Handlekraftige og karismatiske kvinder, der retfærdigvis stjæler dele af spotlightet sammen med Michael B. Jordans fint spillede, men generisk skrevne skurk.

‘Black Panther’ skuffer med andre ord. Delvist på actionsiden, en halvttræg fortælling samt en finale, der ikke river mig med – hverken på adrenalinkontoen eller følelsesmæssigt. Desværre. Det til trods, så er her gode takter – både visuelt og karakter-mæssigt. Men hverken universet, den potentielt spændende historie eller tematikkerne forløses engagerende og nuanceret nok.

– ‘Black Panther’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars



- ‘Black Panther’ får premiere den 15. februar.

COCO: Tro på dine drømme og gå efter din egen vej i livet

Biografanmeldelse: Du skal gå efter dine drømme – også selvom din familie har andre planer for din skæbne. Så det gør den 12-årige Miguel i Pixars nye film ‘Coco’. En både rørende, morsom, eftertænksom og medrivende animeret fortælling om netop drømme, familie og skæbne. En fortælling om, at selvom vi alle står på skuldrene af de folk, der kom før os må finde vores egen vej her i livet.

Evigt gyldige emner, der her gives engagerende og farverigt liv, hvor den unge Miguel må overkomme ikke så lidt. Blandt andet møder han ikke stor modstand hos sin familie, der grundet en 100 år gammel familiefejde har bandlyst musik. Det gør det svært for den ellers talentfulde Miguel at udleve sin drøm om at blive musiker.

coco biograf 03

Samtidig bliver han del af et 100 år gammelt familiemysterium, der fører ham hele vejen til De Dødes Land, hvor han genforenes med sine forfædre. Således lykkedes det med en sirligt – men desværre også sine steder smule rodet – fortælling at få mig til både at grine, fælde mere end en tåre og tænke over min egen livsrejse.

Det er ikke så lidt for en animeret film, der dog efter Pixars høje niveau og langt fra berøringsangste favntag med vægtige emner, formår at underholde. Kulørt underholdning, der på både let vis, men med en dramatisk tyngde, giver fornem genklang i mit eget liv – også selvom overraskelserne måske ikke er helt så overraskende.

coco biograf 02

Det er dog ikke kun de engagerende og tankevækkende emner og det flot animerede univers, der bærer fortælling frem. Her finder man også en gruppe forskellige karakterer, der med både personlighed og charme får sit tag i mig. Selvom ikke alle står lige stærkt optegnet. Det er dog til at leve med, for de udfylder fint deres respektive roller. Det gælder også en håndfuld bi-karakterer. Blandt andet Miguels herreløse hund og fine comic-relief.

‘Coco’ er med andre ord på flere planer en vellykket film, der dog også undervejs farer lidt vild i sin egen fortælling. Det overkommer filmen dog undervejs med sine både veloplagte karakterer samt flotte og engagerende univers, der både byder på knoglede skeletter, gode sange og charme. Jeg ender derfor også med at overgive mig til Pixars fortryllende nye film.

– ‘Coco’ får 4 ud af 6 stjerner:

4_6 - stars

– ‘Coco’ får biografpremiere den 8. februar 2018.

12 STRONG: Thor til hest på jagt efter Taliban i Afghanistan

Biografanmeldelse: På hesteryg og med automatvåben i hænderne forsøger 12 amerikanske soldarter at udslette Taliban i dagene efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Så simpelt er det actiontrumlende setup i ’12 Strong’, der er baseret på en sand historie. Således følger man Chris Hemsworth i front som kaptajn for sine mænd i fjendes land.

Det er en mission mod alle odds, blandt andet på grund af den lille indsatsstyrke af elitesoldater, og fordi deres kaptajn ikke før har været i frontlinjen. Det kommer han i den grad i Afghanistan, hvor holdet er tvunget til at arbejde sammen med en lokal krigsherre som de første, der bliver indsat i det krigshærgede land, hvor det ubarmhjertige landskab lægger ryg til eskapaderne.

12 Strong biograf 02

Desværre er filmen bare ikke videre spændende. End ikke de op til flere eksplosive actionscener sætter gang i adrenalinen hos mig. Mest af alt er det den samme actionscene, der udspilles igen og igen filmen igennem. Elitesoldaterne rykker frem, skyder lidt og får fly i luften til at bombe Taliban. Jeg mærker ikke faren, der er på spil. Det hele er sat noget fersk i scene.

På samme måde som filmen er fattig på medrivende action, er det også småt med nuancerne i den bastante fortælling. Fjenden er ondskaben selv med dræberøjne og håndvåben. End of story. Her er dog lidt tilløb til et spil på hvem, der er venner, og hvem er fjender. Hvem soldaterne med andre ord stole på. Det afstedkommer bare ikke den intensitet, der ellers sigtes efter.

12 Strong biograf 03

Jeg forbliver med andre ord noget kold over for de skarptskydende løjer. Blandt andet også fordi, jeg aldrig for alvor kommer ind på livet af hverken Chris Hemsworths karakter eller de andre på holdet. De er todimensionelle mænd med våben og en sult efter at dræbe fjenden. Det er altså ikke nok, at man indledningsvis introduceres for soldaternes søde og bekymrede familier.

Det er den danske og anerkendte fotojournalist Nicolai Fuglsig, der debuterer som filmsinstruktør. Det er han ikke sluppet videre heldigt fra. Filmen er anonym at se på, men ligner dog trods alt et stykke professionelt Hollywood-arbejde – bare uden personlighed og sjæl. Det ville dog være til at leve med, hvis filmen så bare havde leveret om ikke andet på actionfronten. ’12 Strong’ ender derfor også på bundlinjen som en noget uengagerende krigsfilm.

– ’12 Strong’ får 2 ud af 6 stjerner:

2_6 - stars

– ’12 Strong’ får biografpremiere den 8. februar.

DOBBELT BEGÆR: Sensuelt, hedt og farligt fransk begær

Biografanmeldelse: Begæret bobler hedt i franske François Ozons erotiske psycho-thriller ‘Dobbelt begær’. Et psykologisk rænkespil i følelsernes vold, hvor hemmeligheder afdækkes og sandhedens farlige væsen viser sit overraskende ansigt. Altsammen fortalt i fint forførende billeder, der smukt smyger sig om den sindrige fortælling om den depressive Chloé.

Den triste Chloé har nemlig en knude i maven, hun ikke kan slippe af med. Det er psykisk betinget, mener hendes læge. Hun opsøger derfor psykiateren Paul Meyer. Det går dog hverken værre eller bedre end, at de to falder for hinanden og indleder, hvad der skal blive starten på et både farligt og fatalt forhold, der gemmer på flere hemmeligheder, end hvad godt er.

Dobbelt begær biograf anmeldelse 01

Mere skal du sådan set ikke vide om filmens fortælling, for netop plottets hemmeligheder, afsløringer og sirligt udfoldede historie er en stor del af filmens engagerende styrke. Jeg forføres af mysterierne, men også af filmens velbalancerede og smukt komponerede billeder samt ikke mindst af Marine Vacth, der nuanceret, fortabt og stærkt indtager rollen som Chloé.

Som det noget mindre følelsesstyrede modstykke finder man Jérémie Renier som den rolige psykiater. Men som det står malet op fra starten, så er det også et forhold, hvor lykken ikke er ubetinget, men hvor skyggerne sniger sig ind som en slange mellem de to. Et forhold, der er medrivende fortalt og portrætteret. Jeg vil vide mere om de to hele vejen.

Dobbelt begær biograf anmeldelse 02

Jeg tilgiver da også derfor nogenlunde, at filmens symbolik måske er lige bastant nok sine steder. Mens der også er fortællemæssige gentagelser, hvilket trækker lidt af filmens ellers ganske fint orkestrede momentum ud af de sensuelle eskapader. Desuden kan jeg godt lide, hvordan det hele eskalerer i tredje akt, hvor der sættes psykologisk trumf på.

François Ozons har med andre ord skabt en smuk og forførende farlig film om begær, seksualitet, identitet og den uforudsigelige kærlighed, som kan sende enhver ud over kanten og ind psykens mørkeste kringelkroge. Marine Vacth bærer mig således medrivende igennem Chloés overraskende rejse ind i sig selv og sit fortabte indre, hvor begæret bobler ufortrødent.

– ‘Dobbelt begær’ får 4 ud af 5 stjerner:

4_6 - stars

– ‘Dobbelt begær’ får premiere den. 8. februar.

Roman J. Israel, Esq.: Denzel Washington ejer denne film

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: En helt igennem forrygende Denzel Washington ejer det tilbagelænede drama ‘Roman J. Israel, Esq.’. Han har en stille intensitet og et roligt nærvær som den idealistiske og engagerede forsvarsadvokat Roman. Desværre er filmen ikke nær så god som hans Oscar-nominerede præstation, men taber noget af pusten undervejs.

Man følger her den dygtige, men også socialt akavede, Romans stille liv, som han har dedikeret til sit arbejde. Han er minutiøs, oprigtig og ikke bange for at gå imod ordrer, når han vil have, at retfærdigheden skal ske fyldest. Men nu arbejder han også i et overbelastet domstolssystem i Los Angeles, hvilket kræver sin mand – og den mand er Roman.

Roman J. Israel biograf 02

Sådan går den erfarne advokats dage, den ene efter den anden. Afdæmpet og rutinepræget. Men hans liv vendes på hovedet, da hans mentor og chef pludseligt dør. Han mister sit arbejde, men hyres nu ind af sin afdøde chefs ambitiøse advokat George Pierce – spillet selvsikkert og overbevisende af Colin Ferrell.

Roman hvirvles dog snart ind i begivenheder, der sætter hans verdenssyn og juridiske disciplin på prøve. Det er dog i ligeså høj grad det stille portræt af den sirlige Roman – som det er sager i retten – der bærer filmen frem. Desværre også en kende trægt. Filmens momentum bliver med andre ord lidt tung i røven og mister derfor også noget af den ellers fint lavmælte intensitet og uro.

Roman J. Israel biograf 03

En intensitet og uro, der ligeledes simrer lige under overfladen på den veltalende og høflige Roman. Der mangler dog noget mere faldhøjde i filmens fortælling, der synes at gå en kende i ring, mens der trædes vande undervejs. Det er ganske enkelt Denzel Washingtons nuancerede portræt, der sikrer, at filmen ikke helt mister pusten og sit engagerende nærvær.

Men ‘Roman J. Israel, Esq.’ ender desværre på bundlinjen med at være et overbevisende og fint afdæmpet portræt af Roman, mens fortællingen dog mangler fremdrift til at forløse dette portræt mere indtagende. Her mangler ligeledes bedre forløst spænding og drama, der ellers sigtes efter. Desværre reddes filmens heller ikke af det sidste akt, hvor der kommer lidt mere fart på dramaet.

– ‘Roman J. Israel, Esq.’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Roman J. Israel, Esq.’ får biografpremiere den 8. februar.

THE DISASTER ARTIST: Francos film om verdens dårligste film

Biografanmeldelse: Lad mig krybe til korset med det samme: Jeg har endnu ikke set den berygtede ‘The Room’ fra 2003, der siden har fået kultstatus som værende verdens dårligste film. Det er tilblivelsen af den film, der er omdrejningspunktet for James Francos både morsomme, småtragiske og sine steder rørende ‘The Disaster Artist’ om venskab og at gå efter sine drømme.

Den unge Greg har nemlig en drøm om at blive skuespiller, men talentet er det umiddelbart småt med. Han tør ikke at give sig hen. Men så møder han den enigmatisk og karismatiske Tommy Wiseau til en teatertime. Greg bliver vundet over af hans energi og evne til ikke at give en fuck. Et umage venskab opstår, og snart går turen til Los Angeles for at slå igennem.

The Disaster Artist biograf 01

Men nej, så let går det naturligvis ikke. Og da slet ikke for Tommy. Hvad gør man så? Jo, Tommy beslutter sig da bare for at lave sin egen film sammen med Greg. Det, der sidenhen er blevet den famøse ‘The Room’. Uden erfaring, men fuld af den naives tro på, at alt kan lade sig gøre, giver Tommy sig i kast med at skrive, instruere, spille hovedrollen i og producere filmen.

Godt nok har jeg ikke set ‘The Room’, men jeg har dog set diverse scener på YouTube og hørt venner begejstret fortælle om den. Så jeg har en nogenlunde idé om, hvilken ubehjælpsom, men også vildt morsom film, det er. Ufrivilligt morsom. Jeg savende med andre ord ikke som sådan at have set ‘The Room’ forud for James Francos eskapader i rollen som den mystiske Tommy.

The Disaster Artist biograf 03

Og netop James Franco portræt af drømmeren Tommy er det tog, der bærer filmen på sin sære charme, sit lange sorte hår, solbriller og østeuropæiske accent. Han er ikke til at blive klog på, og det drager. Ingen ved, hvor gammel han er, hvor han kommer fra, eller hvor han får pengene til filmen fra. Denne mystik indkapsler James Franco med den menneskelighed, som er nødvendig.

I rollen som Greg finder man James Francos rigtige bror Dave. Det kønne ansigt, der har noget nemmere ved at komme frem i Hollywood end den ukuelige Tommy. Deres venskab giver filmen en  engagerende dramatisk tyngde. Den finder jeg også i det fint nuancerede portræt af Tommy, der på en gang både synes at være fra en anden planet, men også mere menneskelig end nogen anden.

– ‘The Disaster Artist’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘The Disaster Artist’ har premiere den 1. februar 2018.

Kærlighedens væsen sensuelt sat i scene med Call Me By Your Name

Biografanmeldelse: Kærlighed er det bedste i verden. Det kan også være det værste i verden. I hvert fald den ulykkelige slags. I Luca Guadagninos dragende romance ‘Call Me By Your Name’ er det netop kærligheden – den komplicerede slags – som kommer i menneskeligt spil mellem den 17-årige Elio og den nogle år ældre Oliver.

Vi dumper ned et sted i det vestlige Italien anno 1983, hvor sommeren har sit greb i de billedskønne omgivelser, der danner rammen om det sødmefulde drama. Her ankommer den amerikanske og charmerende akademiker Oliver til Elios hjem, da han skal være praktikant for netop Elios far, som er professor i klassisk græsk-romersk kultur.

Call Me By Your Name biograf 02

Et hjem, der emmer af levet liv, smuk kultur, et væld bøger og lange sommeraftener. Her går dagene med at studere, svømme, spise god mad og have lange diskussioner. Ja, jeg får lyst til at gå ind i filmens liflige og lokkende miljø af alt det bedste fra et landligt Italien, der er indfanget i smukke kameraindstilling af både omgivelserne og menneskene.

‘Call Me By Your Name’ er således også en film, der lever af mere og andet end netop den spirende – og hemmelige – romance mellem de to mænd. For også fortællingens atmosfære snørrer sig varmt om mig med karakterer, der over hele linjen fremstår naturlige i deres omgang med livet og hinanden. Jeg tror ganske enkelt på det liv, der udspiller sig for mig.

Call Me By Your Name biograf 03

Netop karaktererne, med Armie Hammer og det unge stjerneskud Timothée Chalamet i front, er med til at løfte den dvælende fortælling til at være mere end sine smukke billeder. De to mandlige hovedroller får her hensat mig i deres intimsfære af følelser, begær og nysgerrighed. De to har kemi, der nuanceret river op i den svære kærlighed.

Instruktør Luca Guadagnino har ganske enkelt skabt et både overbevisende og nært samt intimt og sensuelt kærlighedsportræt, der ganske vist ikke greb helt så meget fat om mit følelsesliv til, at jeg hele vejen var hensat til de tos parløb. Her hjalp dog filmens besnærende atmosfære med at løfte mig igennem romancen. Ja, kærlighed er både det bedste og det værste i verden.

– ‘Call Me By Your Name’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Call Me By Your Name’ har premiere den 1. februar 2018.