Indlæg

Avengers: Infinity War er den totale superheltekrig

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, det er med at holde tungen lige i munden, når denne superheltesammenkomst folder sig CGI-spruttende ud. For med ‘Avengers: Infinity War’ er stort set hele paletten af Marvel-helte, som vi har set på film de seneste 10 år, nu samlet til den ultimative krig mod den mægtige Thanos. Der er meget at se på, forholde sig til og være begejstret for. Men eskapaderne er ikke uden sine problemer.

For der er blandt andet netop mange karakterer, som skal jongleres, gives dramatisk tyngde og en brik at spille i historien, hvor Thanos er på jagt efter de såkaldte Infinity Stones, der vil give ham den totale magt i universet. Ja, en simpel skurkepræmis, hvor hele holdet af helte således skal finde sin plads. Det er dog til tider ved at kamme over i ren computergenereret actionstøj, men filmen holder skindet på næsen i kraft af netop sine ikoniske karakterer.

Avengers Infinity War biograf 02

Jeg kan jo blot nævne Iron Man, Captain America, Thor, Hulk, Black Widow, Dr. Strange, Guardians of the Galaxy, Black Panther, Spider-Man med flere. Det er dog ovenvejende i det nære samspil og de ofte både vittige og velskrevne replikudvekslinger, at filmen får medrivende, morsomt og menneskeligt liv midt i den storslåede bulder og brag, hvor de mange medvirkende vælter frem i den ene actionspruttende scene efter den anden.

Hertil kommer, at Thanos på trods af sin simple skurkeplan faktisk får sat ganske ok nuancer i spil – både tematisk og karaktermæssigt. Men de karaktertunge og ikke mindst actionfyldte løjer er dog på trods af både gode, medrivende og engagerende portætter fra hele holdet altså undervejs ved at give under for sin egen vægt samt en spilletid på hele 2 timer og 29 minutter.

Avengers Infinity War biograf 01

Men de to Russo-brødre i instruktørstolene har heldigvis så god hånd om filmens flow og det store persongalleri samt de mange spektakulære locations, at jeg på trods af ujævnheder sjældent når at kede mig ret meget. For ja, selvom her for alvor er noget på spil, selveste døden for vor helte, så er ‘Avengers: Infinity War’ altså fortsat kulørt Marvel-underholdning med et glimt i øjet.

Så på trods af, at filmen slås en smule med blandt andet at få hevet dramatisk nærvær og tyngde frem fra de farvestrålende actionstrabadser, så tipper vægtskålen dog mod en overordnet positiv oplevelse i Marvel-land. For fortællingen mister måske nok lidt momentum, men filmen har altså op til flere trumfkort i både sit veloplagte persongalleri, veltimet humor og storslået action.

– ‘Avengers: Infinity War’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Avengers: Infinity War’ har biografpremiere den 25. april.

RAMPAGE OUT OF CONTROL: Kedelig amokfest med The Rock og flok enorme dræberdyr

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er bumlende monster-smadder på menuen med ‘Rampage Out of Control’. Det betyder blandt andet en muskuløs The Rock i front samt kæmpe store bæster i skikkelse af en albino-gorilla, en enorm ulv samt et mægtigt krokodille-agtigt monster i fuldt vigør. Det lyder jo egenlig underholdende nok. Det er det bare ikke. Desværre.

Der lægges ellers eksplosivt fra start. Filmen åbner nemlig med en intens scene ude i rummet, hvor gen-modificerende eksperimenter er hensat til grundet deres farlige og lyssky natur. Det går da også helt galt. Det resulterer i, at prøver fra forsøgene ender på Jorden, hvilket blandt andet får den ellers tamme gorilla George samt en vild ulv til at mutere til store og aggressive bæster.

Rampage Out of Control 02

Ind på scenen træder primatolog og muskuløs dyrepasser Davis Okoye aka The Rock, der er bedste venner med den hvidpelsede gorilla. Han teamer nu op med genforskeren Kate Caldwell – en standhaftig Naomie Harris – for sammen at redde ikke kun George, men også verden fra de muterende kæmpedyr, der skaber død og ødelæggelse, hvor end de sætter deres fødder.

Det lyder jo ikke værst med sådan en omgang monster-dyr på bersærkergang. Desværre halter filmen sig ujævnt igennem sine fortumlede eskapader, hvor jeg aldrig rigtigt rives med af hverken de CGI-tunge monster-scener eller det drama, der udspiller sig mellem gorillaen og The Rock. Nå ja, og arsenalet af ligegyldige karakterer hjælper ikke just på det.

Rampage Out of Control 03

Der er dog trods alt momentvis og mild underholdning i et par af de CGI-smadrende scener, hvor man blandt andet får serveret en kæmpe-ulv, der gnasker sig igennem en flok soldater videre til kombinationen af en vild gorilla og en styrtende helikopter. Men filmen er bare ikke skruet godt sammen, hvilket suger både momentum og nerve ud af fortællingen flere gange undervejs.

Og lad mig end ikke begynde på rækken af lamme plothuller, hvilket havde været nemmere at se igennem fingre med, hvis så blot filmen – der er baseret på et computerspil fra 1980’erne – havde været mere underholdende. Nå ja, der er naturligvis også gjort plads til et par generiske skurke samt humor, der mere falder igennem end udløser vellykket latter. Øv.

– ‘Rampage Out of Control’ får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– ‘Rampage Out of Control’ får biografpremiere den 12. april.

UD AF INTET: En intens Diane Kruger i hævnens midte

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med de maveknugende og grådkvalte følelser helt uden på, at Fatih Akins hævnbrusende tyske drama ‘Ud af intet’ stævner intenst ud. Det er der heller ikke noget at sige til, for med en familietragedie som baggrund for fortællingen, sættes de stærke følelser automatisk og overbevisende i sving – både hos de medvirkende og undertegnede.

Katja mister nemlig sin tyrkiske mand Nuri og deres lille dreng i et bombeattentat i Hamborg. Således rives livet væk under hende fra det ene øjeblik til det næste. Tragisk, ubarmhjertigt og ufatteligt. Det gør ondt på mig, fordi det så tydeligvis gør ondt på en hele vejen nærværende Diane Kruger i rollen som Katja. Men hvem stod bag bombeangrebet?

ud af intet biograf 02

Således må Katja i sit livs krise – udover den ubeskrivelige smerte – også forholde sig til en ordensmagt, der pludselig gransker Nuris kriminelle fortid, mens hun ligeledes skal forsøge at hjælpe dem med at finde frem til gerningsmændene. Man følger således Katja gennem smerten og hendes famlende vej tilbage til et liv, der pludselig er omklamret af hævntørst.

Diane Kruger troner således op i filmens midte som det absolutte kraftcenter. Det er hende, der bærer mig igennem fortællingen, der desværre mister noget af sin indledningsvise insisterende nerve, mens de ellers troværdige følelser sættes en smule over styr af nogle plotdrejninger, der ikke helt overbeviser hele vejen.

ud af intet biograf 03

Fortællingen bugter sig således derhen, hvor pointer om hævn, tilgivelse og sorg bedst får saft og kraft – også selvom det altså bliver på bekostning af filmens ellers for det meste fint jordbunde troværdighed. Jeg rives derfor også flere gange ud af Diane Krugers sitrende kvindeportræt, der syder, bobler og vakler på kanten af livet. Hun er filmens ujævnheder til trods det hele værd.

‘Ud af intet’ ender derfor også med at være en frustrerende oplevelse. For den er lige ved og næsten med at have mig konstant i sin knugende favn, hvor spændstige temaer som hævn, tilgivelse og sorg leveres med indlevende nerve af Diane Kruger. Men fortællingen mister lidt momentum og faldhøjde undervejs, hvor også troværdigheden får et par ridser i lakken.

– ‘Ud af intet’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Ud af intet’ får biografpremiere den 12. april 2018.

THE POST: Steven Spielbergs avisliderlige helte-epos

/i , /af

Biografanmeldelse: Vinderkombinationen af de levende legender Steven Spielberg, Meryl Streep og Tom Hanks er ikke til at gå fejl af. I hvert fald ikke på papiret. For desværre kommer det presse-politiske drama ‘The Post’ kun momentvis op at flyve. Fortællingen bliver nemlig blandt andet overfortalt med klokkeklare pointer, der bøjes noget stift i neon.

Her gælder det vægtige og relevante spørgsmål samt problematikker om pressefrihed og demokrati, mens fortællingen folder sig sig ganske fint ud mellem insisterende persondrama og graverjournalistisk spændingsfilm. Vi befinder os i 1971, hvor hemmelige CIA-dokumenter om Vietnamkrigen er blevet lækket til pressen.

the post 01

Dokumenterne viser, hvordan USA’s skriftende præsidenter i årevis har løjet om Vietnamkrigen og ført befolkningen bag lyset. Pressen – her The Washington Post – står nu som leddet mellem sandheden om krigen og oplysningen af befolkningen. Men skal dokumenterne bringes? Også selvom det er yderst belastende for præsident Nixon, mens avisen risikerer en fatal skæbne.

Det er det centrale spørgsmål, som Steven Spielberg eftertrykkeligt og sort/hvidt kommer med svaret på: Ja, naturligvis skal dokumenterne bringes. Der er med andre ord ikke mange nuancer at hente i de ellers komplekse presseetiske dilemmaer, hvor demokratiets grundvold og præsidentembedet sættes i spil. Derfor bliver filmen også ensidig, uinteressant og forudsigelig.

the post 03

Men ja, naturligvis skal pressen ikke trynes af regeringen til at holde den slags dokumenter hemmelige. Men når valget og filmen omkring det bliver så ensidigt og unuanceret fortalt som her, så mister filmen også dramatisk og tematisk tyngde, men bliver i stedet mest af alt blot en heroisk og kedeligt forudsigelig sang om vigtigheden af pressefriheden.

I dramaets midte står Meryl Streep som avisens chef, der kan miste alt, hvis dokumenterne bringes, mens chefredaktøren – i skikkelse af Tom Hanks, der er Tom Hanks – sulter efter at bringe historien. De udfylder fint deres roller, men formår ikke at løfte fortællingen over det middelmådige, i en film, hvor hverken karakterdramaet eller spændingen desværre bliver videre engagerende.

– ‘The Post’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘The Post’ har biografpremiere den 5. april 2018.

A QUIET PLACE: Skræmmende stilleleg langt ude på landet

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med at være helt stille, når den skræmmende ‘A Quiet Place’ folder sig lydløst, intenst og medrivende ud. Her følger man en lille familie, der bor isoleret langt ude på landet, hvor nogle lydfølsomme bæster lusker rundt. De ækle monstre farer nemlig dødeligt frem fra deres skjul ved selv den mindste lyd, så det er med ikke at sige et ord. Shhhh…

En simpel præmis, der gøder jorden for en nervepirrende stilleleg. Det er netop, hvad skrækfilmen leverer med sine veldoserede 90 minutter. Instruktør John Krasinski skærer altså dejligt ind til benet: Her gælder det den lille og intime fortælling om en familie, der lever i frygt og ikke så meget andet. Det er altså familie og frygt, der er i højsædet, hvilket forløses langt overvejende vellykket.

A Quiet Place biograf 02

John Krasinski leder selv an som familiens martrede far, mens Emily Blunt spiller hans stålsatte hustru. De agerer også par i virkeligheden, hvilket måske spiller ind på, at de overbeviser som de hårdtprøvede forældre. Det gør deres to børn desuden også. Henholdsvis bror og storesøster i skikkelse af en nervøs Noah Jupe og en egenrådig Millicent Simmonds.

Med andre ord, så fungerer familieportrættet, hvilket er afgørende for, at jeg rives med af de lydløse løjer og føler noget for de udsatte medvirkende. Men der er naturligvis ikke stilhed over hele linjen, hvor den intense ro undervejs brydes op af brutale scener, hvor de hørestærke kræ gør deres ubehagelige indtog i velorkestrede scener af neglebidende spænding.

A Quiet Place biograf 03

Selvom spændingenskurven måske ikke er lige engagerende spændt ud hele vejen, så er den det bestemt i høj nok grad til, at jeg i op til flere scener sidder med en klump i halsen, mens jeg i intens stilhed følger hovedpersonerne, der må gå på listetæer for at overleve. Netop det grumme levevilkår ikke at kunne så meget andet end blot at overleve er desuden indtagende og trøstesløst.

‘A Quiet Place’ er ganske enkelt en intens og kompakt lille film, der engagerende lever af sin frygt samt sit fine familieportræt og en dystopisk virkelighed. En film, der ikke vil så meget andet end at gøre præcis det, den er sat i verden for: Nemlig at skræmme sit publikum. Det lykkedes den for mit vedkommende da også medrivende godt med – selvom jeg nok ikke just får søvnløse nætter.

– ‘A Quiet Place’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘A Quiet Place’ får premiere den 5. april 2018.

DEN OF THIEVES: Klichétungt bankkup når ujævnt i mål

/i , /af

Biografanmeldelse: Du har ikke lyst til at være en bank, hvis du får de dygtige bankrøvere fra heist-thrilleren ‘Den of Thieves’ på besøg. For det er en gruppe kup-kendere, der har stor succes med at røve banker uden at blive fanget af politiet. Lovens lange arm er dog på nakken af de kriminelle, der hærger Los Angeles, mens vejen banes for det ultimative bankrøveri.

Således udgør filmens omdrejningspunkt sig af brutale betjente versus brutale bankrøvere. Politiet er ledt an af den trætte og grove ‘Big Nick’ i skikkelse af en dejlig slidt Gerard Butler. Mens røvernes anfører er den fokuserede Ray Merrimen i skikkelse af intens Pablo Schreiber. De to kamphaner og deres stridighed udgør således filmens dramatiske knudepunkt.

Den of Thieves’ biograf 02

Fortællingen pendulerer på den måde mellem de to sider af loven, hvor der forsøges banket noget dramatisk tyngde og medrivende psykologi ind i de maskuline og muskuløse løjer. Det lykkedes ikke helt. For godt nok gør blandt andet Gerard Butler god figur som den brugte betjent med sit krølledes fjæs, men der hægtes lige lidt klichéproblemer med familien i røven af ham.

‘Big Nick’ står altså ikke som en hele vejen troværdig karakter. Familiekonflikten fremstår postuleret og er for løst monteret til for alvor at bide sig fast nok til at skabe reel dramatisk tyngde. Gerard Butler bærer dog på trods klichéerne ret indtagende rollen på sine slidte skuldre. Desværre får kampen mellem ham og røveren Merrimen bare ikke det nødvendige nærvær.

Den of Thieves’ biograf 03

Netop det menneskelige aspekt i filmen halter. Så er der mere medrivende og potent energi i filmens actionscener og skududvekslinger. Blandt andet i den brutale og energisk eksekverede åbningsscene, der viser, hvad røverne er lavet af. Samme nerve og intensitet går bare ikke konsekvent igen, hvad angår persongalleriet og fortællingens sine steder klodsede afvikling.

Men på trods af sine tunge klichéer, plotmæssige utroværdigheder og lige vel lange nok spilletid på hele 2 timer og 20 minutter, så overlever filmen sine ujævne eskapader uden for alvor at miste pusten frem mod den lange finale, der ganske fermt forener det underspillede intense med den højoktane action. ‘Den of Thieves’ lander derfor lige i midten som værende hverken enten eller.

– ‘Den of Thieves’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Den of Thieves’ får biografpremiere den 5. april 2018.

READY PLAYER ONE: Steven Spielbergs nørdefest-bonanza

/i , /af

Biografanmeldelse: Så kan du godt spænde hjelmen, for den legendariske filmskaber Steven Spielberg er tilbage i nørdet legeland med sin science fiction-film ‘Ready Player One’. Han lukker her publikum ind i en virtuel verden af alverdens populærkulturelle referencer, blandt andet til ‘RoboCop’, ‘Back to the Future’ og ‘Akira’, videre til egne film så som ‘Jurassic Park’.

Vi ankommer nemlig til år 2045, hvor verden er ved at falde fra hinanden. Folk har kort fortalt brug for virkelighedsflugt. Den får de i spillet og den virtuelle platform OASIS, hvor de kan være præcis den, de vil være. Spillets skaber Halliday er imidlertid død, men han efterlod sin enorme formue og spillets ejerskab i OASIS til den første, der finder hans tre gemte nøgler.

Ready Player One biograf 02

Således går den vilde skattejagt ind i den sprudlende virtuelle verden. En af de ivrige jægere i konkurrencen er den unge Wade Watts, der snart hvirvles ind i den actionfyldte og spruttende CGI-virkelighed. Desværre leverer ‘Ready Player One’ bare ikke den medrivende skattejagt, der ellers energisk sigtes efter med vilde actionscener og svimlende kamerature ind og ud af OASIS.

Historien er ganske enkelt ikke interessant nok forløst, hvor tematikker som kærlighed, venskab og virkelighed står noget unuanceret hen, mens Steven Spielberg synes at forgabe sig lige lovlig meget i de muligheder, de computer-genererede eskapader tilbyder. Desuden er filmens 2 timer og 20 minutter lange spilletid også lige 45 minutter for lang for fortællingens eget bedste.

Ready Player One biograf 03

Blandt andet går der en rum tid før, filmens menneskelige drama kommer bare nogenlunde i spil og fortællingens kamp mellem venner og fjender bliver givet lidt liv. Karaktererne ender derfor også groft sagt med at blive efterladt lidt for meget i slipstrømmens af CGI-bulder, brag og populærkulturelle referencer. Tye Sheridan har ellers godt med drenget naturlighed som Wade.

Videre finder man blandt andre også Olivia Cooke som den kække Art3mis, Ben Mendelsohn gør karismatisk figur som überskurk, mens Mark Rylance er dejlig excentrisk som Halliday. Desværre drukner de ellers gode anslag og i udgangspunktet fine karakterer undervejs i CGI-rabalder og en rodet afviklet fortælling, der rundes af med en finale, der mangler medrivende spænding og ikke mindst den følelsesmæssige tyngde, der tydeligvis var håbet på.

– ‘Ready Player One’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Ready Player One’ får biografpremiere den 29. marts.

HAPPY END: Kølige Michael Haneke og menneskets lidelser

/i , /af

Biografanmeldelse: Den østrigske filmskaber Michael Haneke maler med sine velkendte kølige penselstrøg, når hans nye drama folder sig fragmentarisk og observerende ud. Ganske vist er titlen ‘Happy End’, men det bliver der – for dem, der kender Haneke – ikke just tale om, hvor det er selve den menneskelige eksistens, der kigges efter i sømmene. Helt konkret det bedre borgerskab.

Naturligvis er det ikke just et videre flatterende portræt af mennesket og borgerskabet, der mest af alt fremstår afstumpet og ude af kontakt med sig selv, men også både utilstrækkelig, skrøbelig og på afveje i livet. Nej, det er ikke den sundeste tilstand, vi finder mennesket i, hvor man følger en velhaverfamilie og de problemer, der bobler både lige under og over overfladen.

happy end biograf 02

Man følger således den stenrige familien Laurent, der bor sammen i en enorm og voluminøs herskabsvilla i Calais i Frankrig – naturligvis med tjenestefolk. Men selvom det hele på overfladen ser godt og succesfuldt ud, gemmer familien på både mørklagte problemer og lyssky hemmeligheder. Det er disse skyggesider, Michael Haneke minutiøst borer i og ruller ud.

Det gør han på både tåkrummende, sorthumoristisk samt helt grundlæggende dramatisk fin vis. Men dog også i det lange løb noget i armslængde fra dramaet og de medvirkende – koldt og kynisk observerende. Så meget, at filmen sine steder får mere form af en stiløvelse og et menneskeligt eksperiment, mere end, at fortællingen og de medvirkende griber mig om følelserne.

happy end biograf 03

Det bliver momentvis også en hæmsko for mit engagement i den ellers herligt betændte familie, hvor det hele efterhånden som filmen skrider frem, synes at falde mere og mere fra hinanden. Der er blandt andet familieforetagendet – et succesfuldt konstruktionsfirma – der står på afgrundens rand, da næste generation, der skal overtage ikke dur til meget. Hertil kommer depression, utroskab og alkoholmisbrug samt generel mangel på at have omsorg for hinanden.

Filmen er tænkt som en opfølger til det hjertegribende kammerspil ‘Amour’ fra 2012, men når dog ikke nær samme højder i sit kig ind i menneskets dyb. Det hele bliver en kende for kalkuleret sat i scene og nuancerne er ikke hele vejen lige elegante. Det er til gengæld blandt andet Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert og Mathieu Kassovitz i rollerne som henholdsvis familiens senile overhoved og hans to børn – en overarbejdende kvinde samt en fraværende far.

– ‘Happy End’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Happy End’ har biografpremiere den 28. marts.

PACIFIC RIM UPRISING: Fesen krig mellem klodsede kæmpemaskiner og kluntede kaijuer

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig være ærlig fra starten af: Jeg er en sucker for kæmperobotter og mægtige monstre. Derfor ramte Guillermo del Toros kulørte og storladne ‘Pacific Rim’ da også et yderst soft spot hos mig tilbage i 2013. Nu vender vi så tilbage til universet med de store Jaegers og enorme kajiuer med ‘Paficic Rim Uprising’. Den er desværre bare ikke halvt så vellykket.

Vi dumper ned i fortællingen 10 år efter den første film. Krigen mod kaijuerne er vundet – de kolossale bæster, der dukkede op fra bundet af Stillehavet for at smadre løs i den første film. Siden da har et korps af Jaegers – store menneskestyrede maskiner – vogtet verden, hvis en ny trussel skulle indfinde sig. Du gættede rigtigt: Der indfinder sig naturligvis en ny monstrøs trussel.

Pacific Rim Uprising 02

Således kommer Jaegers-piloterne atter på banen, hvor man følger den unge Jake Pentecost, der er søn af den første films heroiske Stacker Pentecost. Jake er dog ikke som sin far. Han vil ikke være nogens helt eller for den sags skyld Jaeger-pilot. Men ja, han ender naturligvis tilbage i maskinerne, hvor han desuden skal hjælpe til med at optræne et nyt hold af kadetter.

Således er der linet op til en omgang faderkomplekser og monsterkrig i stor skala, mens der også smyger sig fordækte planer samt en ny generation af fjernstyrede Jaegers ind i plottet. Desværre så famler fortællingen, dens forskellige plottråde og mange karakterer rundt om sig selv, hvor en medrivende retning for filmen sættes over styr af blandt andet generisk monsteraction.

Pacific Rim Uprising 03

En naturlig drenget John Boyega gør ellers sit for at tilføre løjerne menneskelighed, charme og vittig hopla i rollen som Jake. Men han får blot lov til at stå blafrende hen i det rodede manuskript, hvor blandt andet hans faderopgør aldrig bliver engagerende forløst, men glemmes undervejs. Der mangler ligeledes dramatisk tyngde i det øvrige persongalleri, der aldrig kommer til sin ret.

Det ender således også med at være de stort opsatte actionscener mellem Jaegers og kaijuer, der skal bære eskapaderne i mål. Men end ikke her leveres der mindeværdige øjeblikke, men mest af alt bare kedelig computerskabt slå-på-tæven uden intens nerve. Så selvom jeg elsker robotter og monstre, ender denne fesne opfølger som en generisk og uopfindsom omgang kolosaction. Øv.

– ‘Pacific Rim Uprising’ får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– ‘Pacific Rim Uprising’ har biografpremiere den 22. marts.

‘You Were Never Really Here’ er tung tristesse med en livstræt Joaquin Phoenix

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er er med et tålmodigt og sammenbidt tempo, at den momentvis brutale og hele vejen knugende thriller ‘You Were Never Really Here’ foldes stilsikkert og tungt ud. Her finder man den forknytte og forpinte Joe i skikkelse af en bred og besnærende Joaquin Phoenix. Han er filmens ubestridte hovedrolle og med i hver en scene.

Fra de ubehageligt voldelige scener og videre til de få øjeblikke af sart skrøbelighed, der får sneget sig ind undervejs. For det er volden og det forpinte, der fylder mest i livet hos veteranen Joe, som hjemsøges af traumatiske minder fra både krigen og barndommen. Således famler han sig vej gennem livet, hvor han lever af at finde forsvundne piger – og det med en hammer som våben.

You Were Never Really Here 02

En brutal levevej, der fører ham dybt ind i en kriminel underverden af lyssky typer, man ikke skal fucke med. Nu er Joe dog heller ikke en mand, man skal komme på tværs af. Men bag den blodige hammer gemmer sig også et menneske, der er faret vild i livet og med kun få lyspunkter at klynge sig til – blandt andet sin gamle mor, som han tager sig af

Et simpelt og effektivt udgangspunkt for en film, der i høj grad er et portræt af den hjemsøgte Joe og hans plagede sind, lige så meget som det er en plotdrevet hævnthriller. Blandt andet krydsklippes der elegant og chokerende billeder ind fra både krigens rædsler og barndommens mørke minder. Jeg kommer helt ind bag den mutte maske på Joe, og det gør ondt.

You Were Never Really Here 03

Selvom Joaquin Phoenix måske ikke gør særligt meget væsen af sig sin rolle, så er han i den grad tilstede. Han har et intenst nærvær, der banker bag de bløde øjne og finder vej til både min mave og ind i mit hjerte. Godt nok er det hele både dystert, trist og livstræt, men på samme måde, som der er øjeblikke af skrøbelighed, så synes håbet også at lysne i filmens yderste kanter.

Instruktør og manuskriptforfatter Lynne Ramsay har kort fortalt god hånd om den menneskelige psyke på Joe og at sætte billeder på den, mens det både febrilske, pumpende og klaustrofobiske score af Jonny Greenwood medrivende ridder på billedernes brutale bølger. At fortællingen så bliver lige tung nok sine steder er så absolut noget, som filmen i sidste ende overlever.

– ‘You Were Never Really Here’ får 4 ud af 6 stjerner:


4_6 - stars

– ‘You Were Never Really Here’ får biografpremiere den 22 marts.