Indlæg

En skrækindjagende babysitter-tjans

/i /af

En af de bedste film jeg så på dette års CPH PIX filmfestival, var Ti Wests intense og skræmmende The House of the Devil fra 2009. Den 80’er-æstetiske knaldperle er netop udkommet i Danmark – og den holder bestemt til gensyn. Specielt på sådan en mørk og stormfuld novemberaften.

Den yndige studine Samantha (Jocelin Donahue) får job som babysitter i et hus, der ligger et godt stykke uden for byen – og som selvfølgelig er omgivet af en mørk skov. Men selvom der er noget skummelt ved jobbet og den mystiske Mr. Ulman (Tom Noonan), der tager imod hende, takker hun ja – hun kan jo godt bruge pengene. Men der gemmer sig ubehagelige overraskelser og mørklagte hemmeligheder i det store knirkende hus.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN—> Læs mere

Jim Carrey som storsvindlende bøsse

/i /af

Hvor mange går mon rundt og gemmer på deres sande jeg? Hvor mange tør ikke leve deres liv, præcist som de vil? Steven Russell er en af dem – lige indtil han kommer ud for en trafikulykke. Det får ham til at se lyset og leve det liv, han alt for længe har undertrykt og skjult bag et fredeligt forstadsliv med kone og barn.

Steven er nemlig bøsse, og han flytter nu til Miami, hvor han giver den gas på alle tangenter – så at sige. Livet under sydens sol er dog ikke uden økonomiske omkostninger, så han svindler sig til pengene. Hvilket koster ham en tur i fængsel. Her falder han pladask for den generte Phillip Morris – en blond Ewan McGregor.

Selvom I Love You Phillip Morris er garant for crazy-komik og falden-på-halen gags, så bærer Jim Carrey i sit portræt af den excentriske og charmerende Steven også en dramatisk tyngde. Det giver filmen et rørende nærvær, både i forholdet til Phillip Morris, men også i Stevens identitetsproblemer. Man tror på romancen og Stevens sjælekvaler – det til trods for en til tider overgearet historie. Læs mere

Mel Gibson på hævngerrig slingrekurs

/i /af

Hvad der umiddelbart ligner en lige-ud-landevejen revenge-flick, forgrener sig i Martin Campbells ujævne Edge of Darkness til en storpolitisk konspirationsthriller. Her ender der med at være flere kastanjer i ilden, end selv en sammenbidt Mel Gibson kan nå at rage ud. Gibson forsøger ellers intenst at holde sammen på sagerne, men filmen smuldrer, mens fokuset ryger og spilletiden trækker ud.

Betjent Craven får sin elskede datter på besøg. Men knapt er hun ankommet, førend hun brutalt skydes ned foran sin fars hjem. Alle tror, at Craven var det egentlige mål og datterens død var et uheld. Men i Cravens desperate søgen på de skyldige, viser det sig, at hans datter bar på en dyster hemmelighed. Snart vikles Craven ind i et storpolitisk magtspil og en uhyggelig konspiration øjnes i mørket.

Læs mere

Så er der bloddryppende vampyraction

/i /af

Vampyrer er populære som aldrig før – og nu slippes bæsterne løs igen. Det i en ombæring heftig vampyr-snask med herlig splat og bombastisk action. Og selvom historien til tider slår knuder og logikken ikke altid er til at følge, så er Daybreakers et forfriskende blodigt og veloplagt tag på genren.

Vi befinder os i 2019. Vampyrerne regerer verden og de få tilbageværende menneske indfanges som dyr og tappes for blod. Men snart er der ikke flere mennesker tilbage. Derfor kæmper vampyrerne nu for overlevelse. Der skal findes et substitut for menneskeblod. Kampen på begge sider af natten tager til og snart må vampyrerne måske sande, at de ikke længere er de mægtigste væsner på jorden.

Daybreakers udspiller sig i et overbevisende koldt univers, hvor vampyrernes blankpolerede og mørke verden danner en medrivende ramme om, hvad man kunne fristes til at kalde en futuristisk vampyr-thriller. Tonen er dyster, men det alvorstunge univers brydes medrivende op af groteske og ofte herligt abrupte splatter-effekter, hvor også kække oneliners er med til at slippe et par smil ind i mørket.

Daybreakers tumler dog en smule rundt i sin historie og ikke alle action-scener er lige godt skruet sammen. Men tempoet holdes fint ved lige og så er det herligt at se filmens mandlige trekløver folde sig ud. Ethan Hawke som forpint vampyr, Willem Dafoe som cool vampyrjæger og Sam Neill som ondskabsfuld überboss. Selvom de hver især bestemt har leveret stærkere præstationer, så er de, sammen med de vilde blodsprøjt og det gennemførte univers med til at holde filmens blodige hjul kørende.

Der medfølger desværre intet ekstramateriale med på Blu-ray-udgivelsen. Til gengæld serveres filmen med et knivskarpt billede og ikke mindst et heftigt og medrivende lydspor, som fornemt leverer det elegante score samt de uhyrlige lydeffekter.

”Terminator Salvation” skøjter rundt

/i /af

Første gang man så den skarpskårne Terminator var i 1984. James Cameron havde skabt et dystopisk science fiction filmhit, som han syv år senere fulgte op med den effektsprudlende Terminator 2 – endnu engang med Arnold Schwarzenegger i den ikoniske titelrolle. Og så var der også en tredje film i 2003, men den glemmer vi lige. For med Terminator Salvation forsøger McG – manden bag Charlie’s Angels-filmene – nemlig at reboote det populære univers. Desværre er det blevet en ret så rodet og flad affære – men der leveres sgu trods alt nogle lede robotter og vilde actionsekvenser.


Vi befinder os i år 2018, altså i den fremtid, man har set glimt af i de tidligere film. Det computerstyrede Skynet har lagt verden i ruiner og forsøger nu at gøre en ende på de tilbageværende mennesker, ikke mindst modstandsbevægelsen med John Connor (Christian Bale) i front. Med den mystiske Marcus Wrights ankomst (Sam Worthington), melder nye problemer sig. Og så rulles der ellers manuskriptmæssig nonsens ud, som McG ihærdigt forsøger at overdøve med bulder og brag – hvilket faktisk lykkedes et stykke af vejen.


Terminator Salvation har altså sit hyr med at få historien til at hænge meningsfyldt sammen. Noget der dog fungerer er de mange robotter, samt flere af actionscenerne. Her er der sgu overbevisende knald på. Det er bare en skam, at der aldrig opnås et vellykket samspil mellem action og historie – hvorfor filmens karakterer også mister pondus.

Christian Bale får aldrig lov til at træde i karakter som John Connor. Det samme kan siges om filmens slatne forsøg på at filosofere over hvad der gør et menneske til menneske – den gode gamle maskine vs. menneske-problematik. Lidt lommefilosofisk uld, som blot flagrer i vinden. Heller ikke den ellers komplekse Marcus Wright bliver interessant. Alle tilløb til blot en smule troværdig substans væltes konstant over ende af ulogiske plottråde og umotiverede actionsekvenser. Ærgerligt.


Terminator Salvation er bombastisk og actionmættet science fiction, som desværre mangler den gode historie og et medrivende cast. Og umotiverede Terminator-referencer hjælper altså ikke, hvilket et uelegant ”I’ll be back” kun ubehjælpsomt understreger. Det er billige tricks, som synes at skulle please fans, men i stedet klinger hult. Selv dommedagsstemningen virker til tider tam på trods af ellers flotte set designs, hvilket er symptomatisk for filmen: den ser godt ud, men indholdet halter – og en sukkersød Hollywood-ending redder bestemt ikke noget på målstregen. Kom igen.

Ekstramateriale:

Man får med Blu-Ray-udgivelsen en 4 fire minutter længere version af filmen. Den byder bl.a. på et par nye scener og lidt mere action, dog ingen ændring af filmens plotmæssige struktur. Det er altså ikke den 30-40 minutter længere udgave McG tidligere har talt om. DVD’en har kun biografversionen.

Filmen præsenteres med en virkelig flot billedside og ikke mindst en medrivende lydside – samt en ordentlig stak ekstrafeatures. Her er fokus på special effects, robotter og set designs. Det er fermt, men også en smule flygtigt sat sammen. Dog tilfredsstillende hvad filmens special effetcs angår. Med Maximum Movie Mode kan man se filmen i selskab med McG, som undervejs slår ned på forskellige aspekter af filmen. Et fint alternativ til kommentarsporet. Det havde dog været interessant med mere om filmens historie, men bestemt et solidt og til tider grundigt ekstramateriale.

– Husk at du stadig kan nå at vinde filmen på DVD. Deltag HER.

Originaltitel: Terminator Salvation, USA, 2009.

Instruktion: McG.

Medvirkende: Christian Bale, Sam Worthington, Moon Bloodgood, Anton Yelchin, Bryce Dallas Howard, Common, Helena Bonham Carter, Michael Ironside m.fl.

Spilletid: 1 time 54 min. (Bio-version), 1 time 58 min. (Forlænget version).

Udgiver: Sony Pictures.

”Paranormal Activity” er pisseuhyggelig!

/i /af

Det her er sgu en vaskeægte lowbudget solstrålehistorie og faktisk en af dette års mest hypede film! Well, måske ikke i lille Danmark, men i USA har rygtet om denne indie-creeper bredt sig som en steppebrand, ikke mindst efter at Steven Spielberg udtalte, at han nær var død af skræk under filmen. For faktisk er filmen fra 2007, men havde i lang tid en usikker fremtid. Ingen distributører bed på, men med gå-på-mod, en kreativ trailer og effektiv markedsføring – bl.a. kunne folk ønske filmen til deres by – kom Paranormal Activity frem i verden. Nu er turen så kommet til at skræmme Danmark fra vid og sans. Og ja, believe the hype. Dette er særdeles skrækindjagende uhygge, som går lige i maven og sniger sig ind i ens mareridt. Fantastisk!

Historien er simpel, men særdeles veludført. Kæresteparret Micah og Katie oplever mystiske ting i deres hus – underlige lyde og ting der flytter sig uden grund. De beslutter sig for at komme mysteriet til livs, derfor køber Micah et videokamera, så de kan fange de mystiske hændelser på bånd. Og tro mig, der bliver fanget mystiske hændelser på bånd. Det er disse ”hjemmevideo”-optagelser, som udgør filmen.

Her er altså tale om en film i en dokumentarisk stil, som efterhånden er blevet ret populær, ikke mindst med den nu 10 år gamle The Blair Witch Project. Senest har vi så bl.a. fået den spanske [Rec] (2007) og monsterfilmen Cloverfield (2008). Længere tilbage finder man også film, der bruger lignende dokumentariske greb, bl.a. den fremragende Man Bites Dog (1992) og fra 1980 den grusomme Kannibalmassakren.


Paranormal Activity er uhyre godt skruet sammen og ikke mindst – pardon my French – pisse-hamrende-uhyggelig. Uhyggen bygges så effektivt op, at selv de mest uskyldige ting bliver skræmmende, som fx en dør der blidt bevæger sig. Det er sgu godt gået. Mødet med det overnaturlige fremstår troværdigt, ikke mindst takket være kæresteparret. Der er en dynamik og naturlighed over dem, som gør, at man rent faktisk tror på og føler med dem – og det er nødvendigt, når filmen skal sælge varen. Så selvom man godt ved, at det er fiktion, ja så besidder de grynede optagelser og parret en troværdighed, som går direkte i skræknerven.


Men kære blog-læsere, forvent ikke at der fra første frame smides jumpscares til højre og venstre. Dette er en slowburner, som dog i den grad tager fart og ikke mindst fat i sit publikum. Og jeg er altså ikke sart, hvad skrækfilm angår. Men jeg blev skræmt godt og grundigt op til flere gange undervejs – og uhyggen rumler stadig i baghovedet, når mørket falder på. Det er efterhånden lang tid siden en gyser gjorde det. Jeg har godt nok også et svagt punkt for bl.a. genfærd – så dette var bestemt vand på min mølle. Anyways. Paranormal Activity er en creepy og velkomponeret skræktur og en herlig hårrejsende biografoplevelse, som jeg under alle andre også at få. Spørgsmålet er så bare, tør du?

– Husk nu, at du stadig kan nå at vinde billetter og hættebluser. Deltag HER.

Originaltitel: Paranormal Activity, USA, 2007.

Instruktion: Oren Peli.

Medvirkende: Katie Featherston, Micah Sloat m.fl.

Spilletid: 86 min.

Distributør: SF Film.

”Public Enemies” er flot, men fladt gangsterdrama

/i /af

Kan det være andet end en vindende cocktail, vi her har med at gøre? Jeg mener, det er sgu et ret habilt trekløver filmen byder på med Johnny Depp, Christian Bale og Michael Mann. Ja, med Public Enemies er der lagt op til det helt store brag. Resultatet er desværre ikke helt så hårdtslående, som man kunne håbe på. Jovist, Mann ruller nogle virkelig spektakulære actionscener ud, men der mangler desværre mere dybde og udvikling i Depp og Bales karakterer til at dramaet for alvor sparker ind.

Filmen bygger på den berygtede gangster John Dillingers (Johnny Depp) sidste år som hærdet bankrøver i 1930’ernes USA. Ledt an af Melvin Purvis (Christian Bale) har ordensmagten sat jagten ind på den charmerende gangster og et katten-efter-musen-drama er sat i spil. På den måde har filmen visse fællestræk med Manns mesterlige Heat, hvor en kriminel ligeledes jagtes af sit lovlydige modstykke. Samme dramatiske og intense højder når Public Enemies desværre ikke.

Problemet er nemlig det, at Bale og Depps karakterer aldrig får den dybde, en sådan menneskejagt kræver for at blive andet end krudt og kugler. Bl.a. er romancen mellem Dillinger og Frechette (Marion Cotillard) aldrig rigtig troværdig. Den er – ligesom Dillinger og Purvis – for flygtigt og overfladisk beskrevet. Men hvor karaktertegningerne halter, så er filmens visuelle side langt mere vellykket. For med Manns fornemme fingeraftryk er de mange flotte scener en sand fryd at overvære.

Michael Mann får bl.a. ved hjælp af håndholdt kamera skabt nogle i særdeleshed medrivende og nærmest realistisk intense actionscener. Der leveres bestemt solid action, hvor Bale og Depp trods alt gør det hæderligt i deres roller. Men på trods af gode skuespilspræstationer, så savner filmen den psykologiske dybde og menneskelig forståelse, som kunne trække publikum helt ind i dramaet. Men for pokker, Manns ferme håndelag redder trods alt filmen i land, om ikke andet, så som habil og flot gangster-action – og det er bestemt heller ikke ringe.

Ekstramateriale: Det er en yderst lækker Blu-Ray-udgivelse filmen har fået. For udover et drønflot billede og et medrivende lydspor, finder man også et interessant og velsammensat ekstramateriale. Man får et godt kommentarspor med Michael Mann, som kyndigt forklarer om sit arbejde med filmen. Herligt at høre hvor godt han er inde i sit materiale. Herudover får man fem små features.

Man får en traditionel, men fint informativ The Making of (20 min.), og så diskuterer Depp, Bale og Mann flere af de notoriske gangstere fra perioden (10 min.). Bale og Depp fortæller også om at portrættere deres respektive roller (10 min.) og så er der en spændende feature om filmens locations. Flere scener er faktisk skudt, hvor begivenheder i sin tid fandt sted (10 min.). Slutteligt lidt om bl.a. de våben og biler, der bruges i filmen (10 min.). Et bestemt godt og udbytterigt ekstramateriale.

På DVD-udgivelsen følger ”kun” kommentarsporet, så udover et ekstra sprødt billede og lydspor er ekstramaterialet altså endnu en god grund til at få skrevet en Blu-Ray-afspiller på ønskesedlen!

Originaltitel: Public Enemies, USA, 2009. Instruktion: Michael Mann. Medvirkende: Johnny Depp, Christian Bale, Marion Cotillard m.fl. Spilletid: 2 timer 20 min. Udgiver: Universal Home Entertainment.

Så er der onde unger på spil

/i /af

Ingen tvivl om at børn kan være nogle små lede sataner. Hvem har fx ikke set en lille unge sætte sig surt på tværs hos den lokale købmand. At der gemmer sig reel ondskab i nogle af disse små poder, kan man til tider godt foranlediges til at tro. I Tom Shanklands britiske The Children er der, om end ikke det rene djævleyngel på spil, så i hvert fald en håndfuld farlige unger. Her får de voksne nemlig deres sag for, da deres børn pludselig ikke er helt så søde, som forventet.

To familier med deres respektive børn skal holde jul sammen. Roligt og sikkert bygges julehyggen og de to familiers indbyrdes forhold op. Alt imens gaver slæbes ind, maden simrer og snakken går, begynder de små poder dog at opføre sig underligt. Et par subtile hentydninger til det forestående ragnarok lægges ud og inden man ser sig om, står familieidyllen i flammer. Og det er bestemt både slemt underholdende og grufuldt at se hvorledes hyggen krakelerer, blot for at eksplodere i en nærmest diabolsk finale.

Jeg har selv et ret forskræmt forhold til onde børn på film, en subgenre som bl.a. også huser Village of the Damned (1960), The Omen (1976) og The Brood (1979). Helt så skrækindjagende en oplevelse er The Children dog ikke, men den leverer bestemt et par ret intense scener, velopbygget suspense og så sendes der da også et par veludførte blodsudgydelser over skærmen. Altså, en fin lille pakke.

Men selvom filmen ikke ramte min skræknerve videre hårdt og suspensen ikke bliver holdt ved lige hele vejen, så er The Children dog velinstrueret underholdning, som heldigvis ikke bange for at dele øretæver ud til ungerne. Og netop børnene er både troværdige og velcastede, hvilket er et must, hvis man skal bide på filmens præmis om, at disse unger rent faktisk er farlige. Det ene øjeblik fremstår de uskyldige og det næste som djævelens yngel. Her hjælper klaustrofobisk underlægningsmusik og slagskygger selvfølgelig alt sammen.

Selvom jeg ikke fik skræmt livet af mig, så er der bestemt tale om en lille solid og underholdende onde-unger-går-amok-film – og med julen bankende på døren, så kan man jo passende give denne ”jule-film” et spin i afspilleren, inden de små fætre og kusiner ankommer. Uha uha…

En hårrejsende tivolitur

/i /af

Jeg tog forleden aften en tur i tidsmaskinen og landede i året 1981. Her gik jeg straks ombord i Tobe Hoopers stemningsfyldte tivoli-gyser The Funhouse. Hvem har ikke stået foran et tivolis spøgelseshus og gyst ved tanken om, at der bag de svingende trædøre rent faktisk kunne gemme sig et rigtigt monster? Det er lige præcis tilfældet i denne atmosfærefyldte rædselstur i tivoli.

Fire friske unge mennesker forlyster sig i et omrejsende tivoli, der bl.a. byder på vanskabte dyr, gamle spåkoner og sleske stripshows. Et skummelt foretagende, der bag de farvestrålende skilte og glitrende lamper gemmer på en fæl og makaber familie. Helt præcist hvor depraveret familien er, kommer til at stå klart for de fire unge, da de beslutter sig for at overnatte i det skeletfyldte spøgelseshus.

Tobe Hooper er mest kendt for den mesterlige Motorsavsmassakren fra 1974 (nå ja, og delvist for Poltergeist fra 1982) og selvom The Funhouse godt nok ikke en overset skrækfilms-klassiker, er den bestemt både charmerende og stemningsfuld midnatsunderholdning. Den fungerer på trods af sin til tider træge afvikling, ikke mindst i kraft af sin autentiske setting, et par gode skuespillere og ikke mindst et filmmonster, der både indgyder empati og væmmelse. Jep, helt sluppet Leatherface havde den kære Hooper vist ikke.

Og så er det ikke kun nutidens instruktører, der hylder fortidens mestre. I The Funhouse lægger Hooper bl.a. referencer ind til både John Carpenter og Alfred Hitchcock i åbningsscenen. Her bruges samme point of view-‘trick’ som Carpenter så elegant legende med i Halloween fra 1978 og så afsluttes scenen i brusebadet i stil med Hitchcocks klassisker Psycho fra 1960. Herligt.

Filmen er bestemt ikke et poleret og stramt komponeret gys, men vil sikkert underholde folk med hang til hyggelige skrækfilm fra 1980’erne – alle andre bør give den en chance. Og okay, filmen er godt nok intet mesterværk, men come on, der er nu ingen grund til konsekvent at stave instruktørens navn forkert på coveret – det er Tobe og ikke Tope…!

Originaltitel:The Funhouse, USA, 1981.
Instruktion: Tobe Hooper.
Medvirkende: Cooper Huckabee, Largo Woodruff, Miles Chapin, David Carson, Wayne Doba, Kevin Conway  m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: NTC Film.

Det her er herligt vanvittigt

/i /af

Den danske instruktør Nicolas Winding Refn får altså for lidt omtale her i andedammen. Han har jo for pokker siden sin adrenalinfyldte debutfilm Pusher lavet den ene fremragende film efter den anden – og Bronson er ingen undtagelse. Refn er sgu en af Danmarks mest interessante instruktører, hvilket han igen beviser med dette både vanvittige, voldsomme og teatralske portræt af Englands mest voldelige straffefange. Lad springskallerne flyve og byd velkommen til Charles Bronson.

Filmen handler om Michael Petorson aka Charles Bronson, som første gang endte i fængsel som 19-årig pga. væbnet røveri. Med et ønske om at blive berømt forlænger han opholdet ved at gå løs på politi og fængselspersonale. Man følger således Bronsons kamp for at blive set, hørt og berygtet. En utilpasset person, hvis fascinerende og kaotiske væsen har affødt et forrygende portræt. Bronson er dog ingen klassisk biografi-film og der tages da også en del kunstneriske friheder, hvilket blot medrivende understøtter myten Bronson og hans jagt på berømmelse.

Refn disker op med den ene elegante, vilde og bizarre scene efter den anden. Lige fra en dansescene på et sindssygehospital over hårdtslående håndgemæng til en klovnesminket Bronson på slap line. Midt i orkanens øje står Tom Hardy, som den brovte Bronsen. Hardy er ganske enkelt fremragende, forførende og frygtløs i rollen, hvor hverken full frontal nudity eller det at skulle opbygge betydelige ekstra muskeldepoter holder ham tilbage. En sprængfarlig præstation i en fascinerende film.

Godt nok er filmen og ikke mindst Bronson voldelig, men mellem knytnæveslag og krigsmaling øjnes også et menneske og en ensomhed, der gør Bronson interessant at følge, som andet end blot en voldelig psykopat. Der er megen poesi og kreativitet i filmen og hele herligheden understøttes af laber 80’er synth og svulstig klassisk musik, som leder tankerne hen på Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Jep, jeg er vild med Bronson. Dens teatralske væsen, den veltumlede vold og ikke mindst Tom Hardy i både vanvittig og indtagende firspring.


Ekstramateriale. Der følger et fint ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Man får et underholdende og velfortalt kommentarspor, hvor Refn interviewes af Alan Jones, journalist og filmkritiker. Man får et godt indblik i hvad Refn vil med filmen, sit samarbejde med Hardy og valget af filmens musik. Man finder også en The Making of, hvor bl.a. Refn og Hardy fortæller om arbejdet med filmen (15 min.), en audio introduktion til filmen af den rigtige Charles Bronson (17 min.), samt en feature om hvordan Tom Hardy kom i form til den muskelbesatte rolle (5 min.).

Originaltitel: Bronson, England, 2008. Instruktion: Nicolas Winding Refn. Medvirkende: Tom Hardy, Matt King, Hugh Ross, Juliet Oldfield, m.fl. Spilletid: 92 min. Udgiver: Scanbox.