Taron Egerton og Elton Johns musik er medrivende i ‘Rocketman’

Elton John på Blu-ray: Lad det være sagt med det samme, jeg er virkelig vild med Elton Johns musik. Jeg var derfor også spændt på at se, hvordan både hans kulørte og problemfyldte liv ville blive fortalt – videre til naturligvis, hvordan hans musik ville blive brugt i den biografiske film ’Rocketman’. Musikken er virkelig på plads, mens fortællingen dog bliver noget generisk. Desværre.

Heldigvis har filmen to klare trumfkort, nemlig netop musikken, men også og ikke mindst Taron Egerton i hovedrollen som Elton John. Og ja, han synger faktisk selv sangene. Lige fra ’Tiny Dancer’, videre til ’Your Song’ og ’Saturday Night’s Allright’. Ja, de ørehængende melodier og energiske sange står her nærmest i medrivende kø – og de er engagerende forløst i musical-lignende setups og på scenen.

Det hele er dog ikke just fest og farver for en excentriske sanger, der blandt andet har et problemfyldt forhold til sine forældre – ikke mindst en kold og uforstående far, der ikke viser den kærlighed, som Elton John hungrer efter, både som barn og voksen. Senere i livet plager dette han stadig, mens der også kan skrives både stoffer, sexafhængighed og alkohol til listen over musikerens skyggesider.

Nå ja, det er heller ikke helt let for Elton John at komme overens med sin seksualitet. Men inden succesen, pengene og alle stofferne, hed Elton altså Reginald Dwight – en genert, men yderst talentfuld pianist og dreng. ’Rocketman’ er således historien om den svære opvækst, videre til trasformationen til den flamboyante Elton John – det hele vejen med de dystre lig i lasten på privatfronten.

Det er dog ikke en dyster film som sådan – dette er først og fremmest en hyldest af kunstneren og mennesket Elton John. En film om succes og nedtur, menneskelige ofre og ubrydelige venskaber – her ikke mindst med Eltons faste tekstforfatter Bernie Taupin i skikkelse af en sympatisk Jamie Bell. Deres venskab er fint beskrevet. Der er dog ingen tvivl om, at dette er Taron Egertons film. Og Elton Johns.

’Rocketman’ bliver dog desværre bare en noget generisk udfoldet fortælling, der ikke for alvor gør ondt, der hvor skyggesiderne indfinder sig hos Elton John. Filmen mister undervejs momentum, mens det er småt med fortællemæssige overraskelser. Men netop Taron Egerton og musikken holder de musikalske eskapader oven vande, selv når filmen går noget i tomgang og mister pusten. 

EKSTRAMATERIALE: Udover selve filmen ‘Rocketman’, kan man også dykke ned i mere end 75 minutters ekstramateriale. Man finder på Blu-ray-udgivelsen blandt andet således featuretterne ‘It’s going to be a wild ride: Creative Vision’ og ‘Music reimagined: The Studio Sessions’, videre til en sing along.

’Rocketman’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 14. oktober.

En ond “Superman” på dysterst spil i ‘Brightburn’

Ond anti-helt på Blu-ray: Prøv at forestille dig, hvis nu Superman var ond – ja, det er ikke just en rar tanke. For med sine uanede kræfter ville han jo i den grad kunne sikre død og ødelæggelse i rigelig mængder. I anti-helte-filmen ‘Brightburn’ – der nu er udkommet på Blu-ray – er det netop præmissen med en ond Superman, der folder sig veloplagt ud.

For da et forældrepar tager et barn til sig, der er styrtet ned fra himlen, går det kun alt for sent op for dem, at han bestemt ikke er noget helt almindeligt barn. For fra at være en helt almindelig og noget genert dreng udvikler han sig til at forvolde mere skade end godt i verden. Således optrapper den kappeklædte dreng sin ondskab fra drengestreger til oprigtig død og ødelæggelse.

Det er bestemt en interessant præmis, der altså her foldes både engagerende og dynamisk ud. Så selvom jeg godt kunne savne, at man havde turdet at gå linen endnu mere ud, hvad vold og ondskab angår, så vil jeg bestemt ikke gå af vejen for at anbefale ‘Brightburn’.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke ned i tre featuretter, nemlig ‘Creating a new supervillain’, ‘Hero-horror!’ og ‘Quick Burns’, mens der også medfølger et kommentarspor med filmen.

‘Brightburn’ udkommer på dvd og Blu-ray den 3. oktober.

Judi Dench er god, men for lidt med i dramaet ‘Red Joan: Confessions of a Spy’

Spiondrama på Blu-ray: Det er en vild historie, der foldes ud i den afdæmpede spion-fortælling ‘Red Joan: Confessions of a Spy’, der oven i købet er baseret på en sand historie. Fortiden indhenter nemlig her den aldrende Joan Stanley i 1999 – en virkelig god, nærværende og nuanceret Judi Dench. Desværre er hun bare alt for lidt med i filmen, der mest udspiller sig i fortidens 1930’erne.

Her følger man således den unge Joan lang tid før, at den britiske efterretningstjeneste banker på den pensionerede Joans dør og arresterer hende. Hvorfor de banker på, kommer man således i flashback-fortællingen til at få et fint indblik i. Det viser sig nemlig, at den unge Joan har været en af de mest betydningsfulde spioner for russerne i historien.

For da en ung Joan – en både sart, fint uskyldig, men også målrettet Sophie Cookson – begynder som fysikstuderende på Cambridge University, indfinder kærligheden sig også. Det i skikkelse af den russiske sabotør Leo. Joan hvirvles således ind i et dobbeltspil, hvor det militære kapløb er i fuld gang. Så da hun får job på et tophemmeligt atomforskningscenter må hun vælge side.

Det dilemmafulde valg står nu mellem at forråde sit eget land og sine nærmeste – eller at redde verden fra en mulig atomkrig. For gennem Leo ser Joan pludselig, hvordan verden balancerer på en krigs-knivsæg. På den måde byder fortællingen både på spionage, kærlighed og umulige valg. Alt sammen personificeret i både en ung og gammel Joan.

Men selvom fortællingen grundlæggende er både utrolig og spændende, så bliver filmen desværre bare aldrig rigtigt spænende. Mest af alt er den en smule tung i sin afvikling af strabadserne, der byder på både Joan, der må smugle oplysninger ud fra sit arbejde. Det bliver bare aldrig særligt nervepirrende. Så fungerer kærlighedshistorien bedre, uden for alvor at røre mig.

På bundlinjen får man med ‘Red Joan: Confessions of a Spy’ altså en historie, der har potentialet til både at være spændende, nervepirrende og romantisk medrivende. Den bliver desværre bare aldrig nogen af delene sådan for alvor. Men både Judi Dench og Sophie Cookson som KGB-informant gør god figur og redder altså filmen op af sin noget ujævne og kedelige afvikling. 

‘Red Joan: Confessions of a Spy’ udkommer på dvd og Blu-ray den 1. oktober.

Klamme zombier og menneskelige stridigheder i 9. sæson af ‘The Walking Dead’

Zombier på Blu-ray: Selvom zombieserien ‘The Walking Dead’ måske ikke har haft samme og konstant intense tag i mig hele vejen, så er det fortsat en herligt grum og blodig fornøjelse at overleve serien sæson for sæson. Nu er 9. sæson så udkommet på Blu-ray her i landet, så du kan opleve flokken af overlevende på ny forvilde sig ud i zombie-sjask og interne stridigheder, mens de fortsat kæmper for deres liv.

Jeg vil ikke spoile her, hvilke nye karakterer, man møder denne gang – eller hvem, der ikke overlever de brutale eskapader – men blot fortælle, at den ubehaglige stemning nu nok bliver holdt i hævd. Der er altså ikke mange rolige øjeblikke for de hårdtprøvede helte og antihelte – eller skurke for den sags skyld. For her males der fortsat med gråtoner i skellet mellem helte kontra skurke. For hvad gør egenlig folk onde?

Det er nemlig fortsat menneskene, der i den grad udgør en trussel mod hinanden i lige så høj grad – hvis ikke mere – som det er de klamme zombier, der truer menneskene med en splattet død. Serien excellerer ligesåvel fortsat i det uforudsigelige og ubehagelige – og netop denne kombination er guld værd, når den lykkedes.

Selvom serien måske ikke just genopfinder sig selv, leverer den atter en gang solidt sortsyn, et spændende og kontrastfyldt persongalleri og ikke mindst en masse skønt zombiesplat.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet finder en the making of, slettede scener, videre til kommentarspor og en in memoriam featurette med mere.

‘The Walking Dead’ sæson 9 udkommer på dvd og Blu-ray den 30. september.

Stalkeren fra Helvede på spil i thrilleren med den passende titel ‘Stalker’

En stalker på Blu-ray: Den psykologiske thriller ‘Stalker’ folder på udspekuleret og kynisk vis sin gysende fortælling ud på både elegant, intens, nervepirrende og ikke mindst myrekrybende vis. Nu er filmen udkommet på Blu-ray her i landet, så man kan nyde thrilleren og ikke mindst en forførende og kalkuleret ond Isabelle Huppert som stalkeren fra Helvede.

Det er ganske vist småt med spruttende blod i filmen, men hey, pyt med det, når nu instruktør Neil Jordan leverer et underholdende – om end ikke just lige logisk – stykke med psykopatisk funride, hvor ikke mindst ét styk psykotisk kvindemenneske i form af en dirrende og urovækkende Isabelle Huppert komplet vinder mig over som den udspekulerede stalker.

Ja, Isabelle Huppert er så absolut et creepy bekendtskab, hvilket desværre først går op for Chloë Grace Moretz’ karakter Frances alt for sent. For hvad der ellers starter som et uskyldigt – og tilfældigt – venskab, udvikler sig snart til noget af en kattepine for Frances, der ikke sådan lige synes at kunne slippe af med den franske kvinde, der altså viser sig at have andet end et normalt venskab i tankerne.

Udover at være et skummelt og besnærende bekendtskab, så er filmen også en fin fortælling om blandt andet interessante tematikker som ensomhed og moderskab.

‘Stalker’ udkommer på dvd og Blu-ray den 26. september.

Genfortolkningen ‘Aladdin’ er et ok medrivende eventyr med en blå Will Smith

Eventyr på Blu-ray: Mon ikke de fleste kender den originale Disney-tegnefilm ‘Aladdin’ fra 1992? Nu er den mesterlige Disney-klassiker i hvert fald blevet taget under kærlig behandling af rigtige mennesker af kød og blod i stedet for de tegnede karakterer, når man her genfortæller den samme historie med de samme sange. Ja, filmen er med andre ord meget tro mod originalen.

Så har verden overhovedet brug for denne nye live-action version af ‘Aladdin’? Næ, måske ikke. Men nu er den her altså – og ja, den er faktisk virkelig vellykket. Ret så medrivende foldet ud og fortalt – både hvad angår filmens fint pulserende actionscener og naturligvis også den dynamiske måde, hvorpå de klassiske sange bliver både visualiseret og bragt til live på. 

Det er altså stadig historien om gadedrengen og tyven, men også den både godhjertede, sympatiske og charmerende Aladdin, der får fat i den magiske lampe, som indeholder den blå ånd Genie, der skal opfylde tre af hans ønsker. Det bliver starten på eventyret om gadedrengen, prinsessen Jasmin og den morsomme lampe-ånd samt naturligvis også den onde Jafar.

Hvad der måske mest oplagt er at være bare en kende nervøs for ved denne genfortolkning er i mine øjne det at skulle bringe den ikoniske Genie til live på ny, når nu den originale ånd med stemme af Robin Williams er så legendarisk. Men her gør Will Smith faktisk ganske god figur – det uden at ville kopiere originalen – heldigvis. Men ja, Genie er stadig en spilopmager og morsom.

Desværre er skurken Jafar ikke nær så vellykket. Han bliver aldrig for alvor karismatisk ond og troværdigt farlig, men mere postuleret spillet af Marwan Kenzari – hans rapkæftede papegøje Jago fungerer dog godt med veloplagt stemme af Alan Tudyk. De forelskede Aladdin og Jasmin – spillet af de søde Mena Massoud og Naomi Scott – er ligeledes et fint engagerende bekendtskab.

Desværre bliver de musikalske løjer en kende for lange for sit eget bedste med sine 2 timer og 8 minutter. Tematikker om ikke at skue hunden på hårene, men at se ind bag facaden samt at rigdom ikke gør lykkelig, går dog fint igennem. Desværre mangler filmen en mere karismatisk skurk. Ja, ‘Aladdin’ er måske nok overflødig film, men på trods både flot, dynamisk og ganske engagerende.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, som man kan dykke ned i for at få et yderlige indblik i filmen og dens tilblivelse. Her finder man således blandt andet en slette sang, videre til et kig på det at genskabe lampeånden Genie samt både musikvideoer og slettede scener samt spas og løjer fra produktionen.

‘Aladdin’ udkommer på dvd og Blu-ray den 26. september 2019.

Få et både dybfølt og menneskeligt drama med filmen ‘Breakthrough’

Drama på Blu-ray: Livet er forhåbentligt som oftest både godt, sjovt og givende. Men ja, livet kan bestemt også godt være lige det modsatte – og ikke mindst spænde ben for alt det gode, som livet tilbyder. Det er der kommet mange både stærke, rørende og dybfølte filmdramaer ud af. Nu er dramaet ‘Breakthrough’ udkommet på Blu-ray her i landet og leverer således et menneskeligt drama til hjemmebiografen.

Men hvad handler dramaet så i grunden om? Jo, man følger her Joyce Smith, hvis adopterede søn John falder gennem isen på en sø i Missouri. Alt håb synes nu ude og mørket sænker sig over livet. Den medicinske historik og ikke mindst også de videnskabelige prognoser er meget dystre. Den optimistiske Joyces tro er dog urokkelig og snart inspirerer hun hele lokalsamfundet til at bede for John og hans fremtid.

‘Breakthrough’ er på den måde et drama om blandt andet det vigtige af menneskelige bånd, relationer og venskaber, men også familie og ikke mindst det lokalsamfund, man bor i og rundes af. Det er en film om at holde troen i live, selv når håbet synes allermest umuligt at fastholde. For hvad andet kan vi gøre, når livet spænder ben end at rejse os op og fortsætte – og have øje på alt det gode, som livet byder på.

Blu-ray-udgivelsen byder udover filmen desuden også på en omgang ekstramateriale. Her kan man således blandt andet gå på opdagelse i en making of, der bringer en bag op filmen og dens tilblivelse, videre til en slettet scene samt et kommentarspor til filmen og et galleri med mere.

‘Breakthrough’ udkommer den 26. september på dvd og Blu-ray.

‘Mary Queen of Scots’ er en royal strid, der vinder på hovedrollerne

Historisk drama på Blu-ray: Velkommen til 1500-tallet i det historiske drama ‘Mary Queen of Scots’. Her ligger kusinerne Mary Stuart og den ældre Elizabeth I i bitter magtstrid om tronen. For som helt spæd blev Mary nemlig dronning af Skotland, mens hun som blot 16-årig blev gift med den franske konge. Hun vender dog tilbage til Skotland to år efter sit ægteskab, da hendes mand dør.

Her vil Mary indtage den engelske trone igen – nemlig sin forhenværende position, som hun forlod, da hun rejse til Frankrig. Men nu, hvor hun er tilbage må hun således indlede en strid med den regerende dronning, nemlig netop Elizabeth I, der dog ikke just har tænkt sig at afgive sig sin magtfulde position. Langt fra. På den måde bliver det starten på et intrigant rænkespil.

Magtspillet mellem de to kvinder er på den måde skudt fint i gang. Her indtages rollen som Mary af den både stærke og besnærende Saoirse Ronan, som det er svært at tage øjnene fra, når hun toner frem i den ganske vist lidt tungt udfoldede fortælling. Modsat hende som Elizabeth I finder man en stålsat og mere mystisk Margot Robbie, der udover den hårde magtkamp også tumler med private problemer.

‘Mary Queen of Scots’ er på den måde – udover at være fortællingen om magtkampen mellem de to kvinder – også et portræt af dem, deres liv og private udfordringer. Blandt andet og ikke mindst, hvad angår deres interne forhold eller mangel på samme, videre til en manglende tronfølger og ligeledes manglen på samme. To komplekse og nuanceret spillede portrætter.

Desuden er filmen smukt iscenesat, hvor både kostumer og omgivelser er med til at tage mig tilbage i tiden. Desværre er filmen som nævnt sine steder ret tungt forløst, hvilket blandt andet hiver noget momentum, nærvær og intensitet ud af persondramaet. Det er en skam, når nu de to hovedrolleindehavere ellers er fine og dragende bekendtskaber.

Filmen bliver da også med sine to timers spilletid for lang for sit eget bedste. Men mine forbehold til trods, så lever ‘Mary Queen of Scots’ blandt andet netop af sin flot iscenesatte miljøbeskrivelse samt ikke mindst Saoirse Ronan og Margot Robbies portrætter. Derfor ender filmen da også lige en tand højere på skalaen end de tre stjerner, den ellers snuser til.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke yderlige ned i filmen og dens univers. Således finder man tre featuretter, der blandt andet kigger nærmere på dronning Mary og feminisme, mens der også medfølger et kommentarspor til filmen med filmens instruktør og komponist.

‘Mary Queen of Scots’ udkommer på dvd og Blu-ray den 4. juli.

COWABUNGA! ‘Batman vs Teenage Mutant Ninja Turtles’ på Blu-ray

Superhelte på Blu-ray: Okay, lad det være sagt med det samme. Jeg er kæmpe fan af Batman, og jeg er kæmpe fan af Teenage Mutant Ninja Turtles. Så derfor får kombinationen af de to da også mit hjerte til at banke bare en smule hurtigere – ja, hvis ikke en del hurtigere. Det er denne sprængfarlige kombination, man finder i ‘Batman vs. Teenage Mutant Ninja Turtles’, der udkommer på Blu-ray her i landet.

Ja, både den dystre Nattens Ridder og de noget mere kække grønne padder har fulgt mig helt fra barnsben, så at de nu forenes her i en animationsfilm er da kun guld for mig og forhåbentligt også ligesindede – for ja, dem er der givetvis mange af. Men hvad handler denne nye superheltefilm så egentlig om? Jo, her begynder en ny plage i Gotham City ay stjæle eksperimental teknologi, så nu gør Batman sig klar.

Men Batman er denne gang ikke den ensomme hævner på jagt efter at redde dagen. For denne gang er der også et team af grønne krigere på sagen, nemlig de forrygende Teenage Mutant Ninja Turtles! Under de fire padders ledelse finder man Leonardo, mens også den teknologi-kloge Donatello er med sammen med de altid frygtløse Raphael og den kvikke Michelangelo. Det er disse mystiske kampsportudøvere, der kommer på kollisionskurs med Dark Knight.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden også en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke en smule mere ned i universet og karaktererne i animationensfilmen gennem featuretten ‘Cowabunga Batman! When comic book worlds collide’, videre til ‘Fight the night in Gotham’ og så får man også et smugkig på den næste animationsfilm fra DC, nemlig den såkaldte ‘Batman: Hush’.

‘Batman vs Teenage Mutant Ninja Turtles’ udkommer på dvd og Blu-ray den 29. august.

‘Avengers: Endgame’ er sorgramte helte med episk schwung på det store drama

Superhelte-epos på Blu-ray: Så for pokker. Vi er nået til det, man nærmest kan kalde den episke konklusion på 11 år med superheltefilm i det såkaldte Marvel Cinematic Universe. Et filmunivers, der for alvor blev skudt i gang med ‘Iron Man’ i 2008. Siden er det blev til et par og tyve film, hvor den nye ‘Avengers: Endgame’ er den ventede opfølger til den bombastiske ‘Avengers: Infinity War’, der endte med en nervepirrende cliffhanger. 

Dem, der af uvisse årsager endnu ikke har set ‘Infinity War’, så spoiler jeg lige slutningen – men jeg spoiler naturligvis intet som helst af den nye ‘Endgame’. Bare rolig. Efter at Thanos udslettede halvdelen af alt liv i universet i forgængeren, finder man et sorgramt superhelte-hold, mens Jordens befolkning ligeledes er dybt påvirket af de ødelæggende begivenheder. Det er nu op til de tilbageværende Avengers at rette op på dette – og ja, altså få has på Thanos.

Mere af plottet skal ikke røbes her, da filmen blandt andet beror på netop sine overraskelser – og dem er der altså en god håndfuld af. Desværre er fortællingen også en smule ujævnt udfoldet, hvor filmen mister noget momentum og nærvær sine steder – særligt i sit første og sidste akt. Jeg blev i hvert fald undervejs en smule revet ud af det ellers ganske fine engagement, jeg trods alt havde i de både sorgramte og action-smadrende eskapader.

Her er dog mere fokus på karaktererne end på bulder og brag, hvilket klæder filmen, der er båret mere af alvor end af den humor og mere lette tone, som ellers blandt andet kendtegner superhelte-universet. Det sagt, så er der flere både sjove og fint balancerede scener, der fik mig til at trække på smilebåndet mit i alvoren. Der er altså en ret så vellykket balancegang mellem den grundlæggende alvor i fortællingen og så de morsomme øjeblikke og scener.

Filmen er som sagt karakterbåret, hvilket lykkedes ret så godt at holde i hævd gennem de også fint medrivende actionscener og slåskampe. Blandt andet kommer både Iron Man, Captain America og måske lidt overraskende også Ant-Man medrivende og nuanceret i spil. Et indtagende trekløver, der ret imponerende jongleres med det yderst omfattende persongalleri. Men alle synes at få deres momenter i den tre timer lange film, som desværre sine steder også bliver lidt for lang.

Men filmens nævnte ujævnheder til trods, så er ‘Avengers: Endgame’ altså en tilfredsstillende superhelte-oplevelse og et for nu afsluttende kapitel i det store Marvel-univers. Her er nemlig både interessante helte, der kommer til deres ret samt godt med overraskelser og ikke mindst en interessant skurk i skikkelse af den mægtige Thanos, videre til en engagerende behandling af almengyldige emner som sorg og tab, god og ond, samt familie og tilhørsforhold.

Ekstramateriale: På denne to-disc Blu-ray-udgivelse af filmen medfølger der en omfattende omgang ekstramateriale. Men kan således gå på opdagelse i filmen og Marvel-universet med alt fra blandt andet et kommentarspor til filmen, videre til en hyldest af Stan Lee og et kig på både Iron Man og Thor samt Captain America og Black Widow med flere. Herudover er der også slettede scener, spas fra produktionen med mere.

‘Avengers: Endgame’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 5. september.