WONDER WOMAN: Hun forstår i den grad at slå på tæven, bære et sværd og hoppe virkelig højt

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig være ærlig her fra starten af: Jeg kender intet til Wonder Woman. Altså udover at have set et par billeder af 70’er-udgaven samt det, som vi så til hende i Batman V Superman. Sidstnævnte var et af filmens højdepunkter. Så ja, jeg har bestemt set frem til, at heltinden fik sin egen film, der passende blot hedder Wonder Woman.

Godt nok er superheltemarkedet overmættet, men måske er en kvinde i front netop det indspark, heltetrætheden har brug for? Gal Gadot gør i hvert fald charmerende, hårdtslående og ganske karismatisk figur i skikkelse som den standhaftige – men dog noget spinkle amazon-kriger-prinsesse – Diana Prince aka Wonder Woman.

Wonder Woman biograf 01

Eftersom jeg nok ikke er alene om at have en sparsom viden om Wonder Woman, kommer filmen med indbygget oprindelseshistorie i. Det fungerer ganske godt at se Diana gå fra energisk barn til kriger-elegant voksen. Selvom dette første akt bliver lidt langt i spyttet i forhold til, hvad der fortælles. Heldigvis kaster plottet sig mere medrivende videre ind i krig, krudt og kugler.

For fra at have boet på en ø skjult fra resten af resten verden og kun befolket af amazon-krigerkvinder, forlader Diana nemlig øen for at begive sig ind i den omkringliggende verden, hvor 1. Verdenskrig raser. Det er på denne rejse og i sin kamp for det gode, at hun finder ud af, hvem hun virkelig er – og ikke mindst, hvad hun formår at udrette som kriger og nyudklækket superheltinde.

Wonder Woman biograf 02

Der bliver da også plads til lidt (forsøg på) humor i de overvejende alvorlige løjer. Blandt andet i mødet mellem amazon-krigeren og den for hende fremmede omverden. Eksempelvis når hun prøver uvante kvindegevandter på og ikke lige helt forstår de stramtsnørede kjoler, da de jo ikke just er praktiske at slås i forstås.

Desværre bliver hun i disse fish out of water-situationer gjort dummere end hun er og mister momentvis noget af sin pondus samt ellers stærke og selvstændige personlighed. Heldigvis kammer fjollerierne aldrig over, selvom filmens alvorlige grundtone momentant er ved at vælte. Det er nemlig en overvejende alvorlig omgang Wonder Woman, man her er vidne til.

Wonder Woman biograf thumb

Krigens rædsler og nævekampe malet op i dystre farver og mørke nuancer. Det er med til at give fin tyngde til den lidt letbenede historie, der også fint kunne være klippet en smule ned i spilletid. For med op til flere slutninger, bliver eskapaderne også lige lange nok for filmens eget bedste.

Men det flotte univers holder fanen højt, mens blandt andet to afsluttende klimakser fornemt fordrer adrenalinudløsninger. På samme måde som filmens i øvrigt veldoserede actionscener tilfører den lidt vaklende historie momentum samt tiltrængt saft og kraft. Som når Wonder Woman med buldrende primaltrommer tromler en flok tyske soldater ned med sit sværd og de bare næver

Wonder Woman biograf 04

Desuden er Chris Pine et ligeledes charmerende sidekick som den amerikanske spion, der kæmper side om side med Diana. Nå ja, og der bliver da også plads til romantik mellem de to. Egentlig lidt unødvendigt, da Diana herved mister lidt af sin selvstændige nerve. Men pointen om, at kærligheden gør stærk er altid værd at fortælle, så jeg lader det gå.

Selvom instruktør Patty Jenkins altså tumler lidt med historiemæssige skavanker og tonemæssige ubalancer, så lander Wonder Woman på begge ben i sidste ende. Desuden er blandt andet en diabolsk Danny Huston samt en stoisk David Thewlis og Elena Anaya som vansiret, ond doktor med til at gøre filmen mere interessant. Så ja, løjerne sniger sig lige op over middel. Jeg ser allerede frem til mere Wonder Woman.

– Wonder Woman får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– Wonder Woman har biografpremiere den 1. juni 2017.

Wonder Woman biograf poster

Johnny Depp kommer på dybt vand i Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge

/i , /af

Biografanmeldelse: Piraterierne med Johnny Depp som den excentriske piratkaptajn Jack Sparrow har lagt i dødvande siden 2011, hvor han senest stak til søs. Nu er han så tilbage med den dødvandetrædende Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge, hvor han gøres selskab af en herligt gusten Javier Bardem i en olm skurkerolle.

Men selvom Javier Bardem er et herlig klamt bekendtskab, mens der også – vanen tro – diskes op med spektakulære scenerier, så sejler denne omgang piratunderholdning i ring og får aldrig for alvor vind i sejlene. Historien er ikke rigtigt vedkommende og karaktergalleriet får aldrig for alvor tyngde, men forbliver statister i filmens jagt på bombastiske søslag og effektmageri.

Pirates of the Caribbean Salazars Revenge 02

Plottet siger du? Sådan helt kort, er det noget med, at den sortslimsklamme spøgelseskaptajn Salazar vil hævne sig på Jack – ja, slå ham ihjel – sammen med alle øvrige pirater. For at Jack kan undslippe med livet i behold må han få fat på Poseidons myteomspundne trefork. I jagten på den slår han sig mere eller mindre modvilligt sammen med astronomen Carina Smyth samt den handlekraftige sømand Henry.

Desværre får kampen mellem Sparrow og Salazar ikke nævneværdig dramatisk tyngde eller nok intenst nærvær til, at jeg rigtigt bekymrer mig om nogen af de to herrer og deres splid. Sådan går det desværre også mere eller mindre for resten af karaktererne, hvor ingen rigtigt får fat i mig eller giver fortællingen menneskelig ballast.

Pirates of the Caribbean Salazars Revenge 01

Johnny Depp forsøger atter på at være charmerende og alt for meget som Jack Sparrow, men han går en smule i tomgang uden videre mindeværdige scener. Bortset måske fra åbningsscenen – et fejlslået bankkup, der tumler sig ivrigt gennem en by. Geoffrey Rush er ligeledes tilbage som Barbossa – og ja, han har den gravitas filmen ellers er noget fattig på.

Javier Bardem leverer som nævnt et herligt ækelt skurkeportræt, men får aldrig rigtig fodfæste i den rodede fortalte historie, hvor Brenton Thwaites som den gæve Henry forbliver glat, mens der er mere spark og liv i Kaya Scodelario som den gæve Carina Smyth. Men overordnet forbliver Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge for uvedkommende til, at jeg gribes af filmens af og til ellers ganske storladne søslag og effektivt opsatte actionscener.

– Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge har premiere den 24. Maj 2017.

Pirates of the Caribbean Salazars Revenge poster

FREE FIRE: Vildt mange pistoler og vildt mange dumme beslutninger

/i , /af

Biografanmeldelse: Ok folkens, med Ben Wheatleys pistolglade Free Fire er der tale om et simpelt, men effektivt setup. En flok mere eller mindre suspekte typer mødes et skummelt sted for gøre en våbenhandel. Det går naturligvis ikke som smurt, så snart står den på skududvekslinger og en jagt på overlevelse samt de mange penge, der skulle være brugt på automatvåben.

Året er 1978 og vi befinder os i Boston, så tøjet matcher tiden med brede flipper, bakkenbarter og overskæg, mens John Denver spiller på anlægget. Tidsbilledet rammes således fint på hovedet, mens det desværre halter lidt mere med en engagerende historie og ditto karakterer samt mere medrivende og intenst gribende skuddueller.

Free Fire 01

For desværre får filmen aldrig for alvor vundet det højspændte momentum, der ellers forsøges indfanget efterhånden som løjerne tager til, mens den ilagte sorte humor dog fint kommer i spil, når først the shit goes down. Det er brutalt og da også ganske morsomt, når den ene kugle efter den anden fyger gennem luften og rammer den ene efter den anden.

Men filmen taber luft undervejs, da der ikke rigtigt kommer skub i historien og de indbyrdes stridigheder, der splitter grupperingerne op og spiller dem ud mod hinanden. Desuden så udspiller løjerne sig kun på én location, nemlig i en gammel lagerbygning, hvilket desværre mere er med til at få det hele til at gå lidt i tomgang, mere end at skabe intens og klaustrofobisk action.

Free Fire 02

Der er dog bestemt gode takter i både skuddueller og den sorte humor, mens der da også er et par veloplagte præstationer i castet, uden at nogen sådan rigtigt skinner igennem og tager teten med dramatisk ballast i denne noget kaloriefattige pistoler-og-sort-humor-action-komedie. Men blandt andre er Sharlto Copley dejlig excentrisk som Vernon, der går en del op i sit udseende, mens også Armie Hammer som den kølige Ord leverer lidt 70’er coolness med fuldskæg.

Brie Larson er solid og stålsat som eneste kvinde i hanegården, mens en overskægsbærende Cillian Murphy blot er cool og så bidrager Michael Smiley med lidt herlig hysteriskhed. Men karaktererne er for uinteressante til at bære den ligeledes noget tynde historie – men ellers potente præmis – i mål. End ikke de lange actionscener mønstrer spænding af nævneværdig karakter, men dog holdes action-pumperne og humoren nok i gang til at løjerne lander på middel.

– Free Fire får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– Free Fire har premiere den 24. maj 2017.


Free Fire poster

ALIEN: COVENANT: Blodige rumbæster langt ude i rummet

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er det igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen.

Det slipper han overvejende godt fra. I hvert fald bedre end størstedelen af de medvirkende, der ikke overraskende må lade livet på blodskvulpnede vis. For besætningen ombord på koloniskibet Covenant får røven på komedie, da de lander på en fremmed planet for lige at tjekke, om den kunne være værd at bosætte sig på. Og nej, det kan den ikke. Fordi rummonster, du ved…

alien covenant 01

Det er den hurtige måde at sætte filmen op på. Mere behøver du egenlig heller ikke at vide, før du spænder rumhjelmen og tager en tur med Covenant. For ja, jeg vil anbefale dig at tage afsted, også selvom Ridley Scott snubler lidt rundt i sin historie, ikke får etableret det mest spændende karaktergalleri eller forløser sit rummonstermareridt lige medrivende hele vejen… men men men.

For på trods af historiemæssige snublerier samt desværre ikke videre veloptegnede og engagerende karakterer, så lander monstereskapaderne på sine blodige fødder gang på gang, selvom bæstet snubler af og til. Det er blandt andet selve universet, der holder filmen flot og medrivende oven vande med sine både smukke og gruopvækkende fremtidstableauer.

alien covenant 02

Lige fra koloniskibets klaustrofobiske indre til den mystiske planets fremmede fauna og svimlende landskaber af regnvådt mareridt. Et helstøbt univers af blodig horror og iskold grumhed, som jeg filmen igennem ikke havde lyst til at forlade – og da slet ikke, når lortet i den grad brænder på for vores kære besætning på afveje.

Her finder man blandt andre Michael Fassbender tilbage i sin droideskikkelse, der med køligt overblik går stoisk og hemmelighedfuld gennem monsterballaden. Katherine Waterston er den både stærke og følsomme heltinde, der ikke rigtigt får lov til at tage ejerskab over løjerne før det næsten er for sent til for alvor at engageres i hendes karakter. Sådan er det desværre med castet generelt, hvor ingen sådan for alvor tager den følelsesmæssige tete i historien.

alien covenant 03

Heldigvis er Ridley Scott en mere end solid instruktør, der med op til flere velkoreograferede og blodspruttende rædselsscener banker både monsteraction samt også en smule mere subtil horror ind under huden på mig. Det er dog den mere udbasunerede del af gruen, der bider sig mest fast i denne ombæring – sammen med det dragende univers af fremmede verdener og glubske væsner.

Filmen udspiller sig 10 år efter Prometheus – og denne gang udvikler Ridley Scott ligeledes på Alien-universet. Ikke nødvendigvis lige vellykket, men stadig med interessante idéer i spil, så som småting som menneskets oprindelse og plads i universet. Der hvor Alien: Covenant dog excellerer er i sin både nærgående grumme intimitet samt bombastiske action i mødet mellem monster og menneske. Lagt ude i rummet, hvor vi alle fortsat må skrige forgæves efter at blive hørt.

– Alien: Covenant får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– Alien: Covenant får biografpremiere over hele landet den 18. maj 2017.

alien covenant poster

Guardians of the Galaxy Vol. 2 leverer kulørte rumstrabadser, der desværre snubler over sig selv

/i , /af



Biografanmeldelse: Så skal galaksen atter reddes, når Peter Quill aka Star-Lord og resten af den umage flok af rumhelte er tilbage med en ny og kulørt omgang rumballade med Guardians of the Galaxy Vol. 2. En rumopera, der ligeså meget handler om at høre til og at finde sig selv som om slimede monstre og energiske rumskibskampe.

Desværre drukner de ellers muntre eskapader og en i udgangspunktet dramatisk kerne i en mudret historie, der vil for meget, men kan for lidt. Der er ellers lagt op til et engagerende drama med den (selv)refererende og quirky hurmor, der blev etableret med den første film.

Guardians-2-03

For denne gang er ingen ringere end Kurt Russell kommet med ombord som Peter Quills long lost father. Ja, et far-og-søn-genforenet-drama, der dog falder noget fladt til jorden i rækken af plottråde, hvor ingen rigtigt synes for alvor at få fat.

Her er blandt andet også familie-skærmydsler hos Zoe Saldanas grønne Gamora, som har et noget anstrengt forhold til sin søster. For hey, der skal jo lige lægges op til andre indslag i det fortsat voksende Marvel-univers. Hertil kommer en del andre sidehistorier og karakterer, der skal udvikles på.

Guardians-2-02

Dette store bæst af en film ender desværre derfor også med at snuble over sig selv. Heldigvis er flokken af karakterer fortsat godt og muntert selskab, selvom humoren til tider kører lidt i tomgang, hvor også de samme jokes går igen. Som eksempelvis en David Hasselhoff-joke, der trækkes i langdrag – og som i grunden synes noget forældet.

Men det til trods, er det med veloplagte præstationer i de kulørte roller, hvor alle ser ud til at have a good old time – og det smitter heldigvis. Chris Pratt leder an som den rappe Peter Quill, der tumler med fader-problemer, mens Zoe Saldana atter er stærk og cool som Gamora. Dave Bautista stjæler atter billedet som den muskuløse Drax, som leverer op til flere herligt tørre og underspillede punch-lines.

Guardians-2-04

Bradley Cooper er igen den iltre og skydeglade vaskebjørn Rocket og så er Vin Diesel  igen stemmen bag den her nuttede Groot. En umage flok, der fortsat fint supplerer hinanden. For mig er det dog Michael Rookers karakter som onde skråstreg gode Yondu, der på det nærmeste er det mest interessante bekendtskab i denne omgang – fanget mellem skurk og faderfigur for Peter Quill.

Men Yondo drukner som de andre plottråde i hinanden og en spilletid, der desværre er længere end de muntre strabadser har godt af. Med en finale, der aldrig får den følelsesmæssige vægt, som ellers ligger potent i historien. Vi har altså at gøre med en 2’er, der vil meget, men ikke magter at samle sin mange tråde til en medrivende helhed.

Guardians-2-01

Historien – eller rettere historier – engagerer mig ganske enkelt ikke nok til for alvor at bekymre mig om rum-strabadsernes udfald. Men på trods af en rodet og ikke videre medrivende historie, er der nok af sjovt spjæt i persongalleriet til, at det hele glider bombastisk, farvestrålende og ok underholdende ned. Ja, jeg ser trods alt frem til en 3’er.

– Guardians of the Galaxy Vol. 2 får 3 ud af 6 stjerner:

3_6 - stars



- Guardians of the Galaxy Vol. 2 har premiere den 27. april 2017.

Guardians-2-poster

THE HANDMAIDEN: Pirrende, sensuel og delikat trekantsdrama fra Park Chan-wook

/i , /af

Biografanmeldelse: Glæd dig til Park Chan-wooks nyeste og forførende film The Handmaiden. Hvorfor? Jo, fordi den leverer en spændstig historie, der pirrende leger med publikums forventninger i et spindelvæv af liderlighed, lyster, intriger og rænkespil.

Og fordi, der her åbnes op for et forbilledlig smukt univers af prægtige huse, svulstige tableauer og forførende kameraarbejde. Ja, det er form og indhold i smukkeste forening. Sådan!

Intet er dog helt, hvad det giver sig ud for i The Handmaiden. Men filmens plotkrøllende krumspring skal ikke afsløres her, men naturligvis opleves på det store lærred. Historiens udgangspunkt kan jeg dog godt lige ridse op.

The Handmaiden biograf 02

Vi befinder os i 1930’ernes japansk-besatte Korea. Her ansættes Sookee som tjenestepige for Hideko – en japansk rigmandsdatter, der lever et tilbagetrukket liv på i et prægtigt palæ langt fra alting. Men som man allerede ved fra filmens start, er Sookee ikke bare en tjenestepige, men derimod med i et svindelnummer.

Hun skal nemlig få Hideko til at falde for sin svindler af en arbejdsgiver, så han kan få del i den enorme familieformue. Som en muldvarp bag fjendens linjer er banen således kridtet fordækt op for Sookee og hendes forhold til rigmandsdatteren. Jeg kan dog godt uden at afsløre for meget sige, at alt naturligvis ikke går efter svindlernes plan.

The Handmaiden biograf 01

I et sindrigt net af forførelse, passion, magtkampe og følelser – ikke mindst de forbudte – folder Chan-wook Park således sit delikate trekantsdrama ud, mens jeg drages ind i historien af blandt andet de svævende og voyeur-agtige kamerabevægelser rundt i ejendommens både dystre, detaljerige og smukke indre samt ydre.

Som et sultent og mægtigt dyr af gammelt træ og blankt glas, synes huset af sluge både mig og dets beboere, hvor hemmelighederne sitrer lige under overfladen og i boligens hengemte indre.

Her er altså andet og mere i spil end den i øvrigt grundlæggende fængslende historie. Det er også en visuel fortælling og billedrig oplevelse i sig selv, som snor sig rundt om mig, mens safterne stiger og hvor volden venter tungt og grumt i kulissen klar til at springe ud i fuldt vigør.

The Handmaiden biograf 03

Det er dog ikke kun visuelt og historiemæssigt, det er svært ikke at blive forført, for også de medvirkende fletter sig fornemt ind i de intrigante eskapader.

Min-hee Kim er den naive og smukke rigmandsdatter, mens Tae-ri Kim er sart, handlekraftig og snedig som Sookee. Jung-woo Ha er måske en kende karikeret, men bestemt med solid bejler-pondus som svindleren – og så er Jin-woong Jo både herligt skummel, slibrig og mystisk som Hidekos besidderiske og bogglade onkel.

Park Chan-wook har med The Handmaiden ganske enkelt begået et på flere planer medrivende drama, der slugte mig med sin glubske appetit på at dupere visuelt og fortælle en passionsfyldt historie, der driller sit publikum med overraskende krumspring og sindrige detaljer.

– The Handmaiden får 5 ud af 6 stjerner:



5_6 - stars

– The Handmaiden har biografpremiere den 12. april 2017. 

The Handmaiden biograf poster

GHOST IN THE SHELL: Futuristiske Scarlett Johansson er fanget mellem menneske og maskine

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, jeg nok skal afholde mig fra at sammenligne den nye Ghost in the Shell med sit animerede og japanske forlæg. For en film skal og bør kunne stå alene. Det kan den her da også. Desværre er det bare ikke en videre medrivende omgang futuristisk action tilsat eksistentielle problematikker, der her langes neonbelyst over CGI-disken.

Fremtidens megaby er ellers malet flot op i al sin arkitektoniske fremsyn med enorme lysreklamer og blinkende neonskilte. Men selvom fremtidsformen sine steder er flot realiseret, så falder filmen halvsvagt sammen om en historie, der aldrig for alvor engagerer samt med en række karakterer, jeg aldrig rigtigt kommer ind under huden på.

Ghost-in-the-Shell-01

I front for fremtidseskapaderne finder man ellers en futuristisk potent Scarlett Johansson, der er fanget mellem menneske og maskine. Hun indtager nemlig rollen som Major, der efter en ulykke er blevet forvandlet til den såkaldt perfekte soldat. Den første af sin slags – med en artificial og cyper-forbedret krop tilsat hendes menneskelige sind og hjerne. Ustoppelig, intuitiv og reflekterende.

Således er den såkaldt cyper-forbedrede Major klar til at jagte kriminelle sammen med sit team, hvor man ved hendes side finder en pumpet Pilou Asbæk i rollen som Batou med afbleget hår og forbedrede robotøjne. Major og resten af holdet kommer snart på færden af den farlige Kuze. Han hacker sig nemlig ind i hjernen på folk og truer hermed også Hanka Corporation, der skabte Major.

Ghost-in-the-Shell-02

Der er altså lagt op til futuristisk action og eksistentielle tematikker blandt andet om, hvad det vil sige at være menneske. Det er i hvert fald den slags tanker, som Major i sin nye krop går og slås med. Men disse temaer får bare ikke rigtigt tyngde eller nuancer nok til at pirre min hjerneaktivitet nævneværdigt. Det samme gør sig desværre også gældende for flere af actionscenerne.

For godt nok leveres der nogle ganske effektive skuddueller og håndgemæng, men der er også rodede forløste kampe, der ikke sådan rigtigt river mig med eller ind i filmens fremtidsvision. Men når Ghost in the Shell alligevel ikke helt falder igennem, så er det takket være et ganske flot univers og lige nøjagtigt nok spark i actiondelen til, at eskapaderne kommer helt ok i mål.

– Ghost in the Shell får 3 ud af 6 stjerner:

3_6 - stars

– Ghost in the Shell har biografpremiere den 6. april 2017.

Ghost-in-the-Shell-poster

GET OUT: Et paranoiafyldt møde med svigerforældrene

/i , /af

Biografanmeldelse: De fleste kender vel til det der med at skulle møde svigerforældrene for første gang. Det kan være en nervepirrende oplevelse – og måske endda også en udfordring. Det bliver det i hvert fald for Chris i den forrygende intense og potent underspillede horror-mystery-thriller Get Out, der langt fra er det kedelige familiedrama, plakaten ellers godt kunne ligne.

Tværtimod er her tale om en yderst veldrejet og legesyg genrebastard. For udover at være et grundlæggende spændende bekendtskab, mikser Get Out også skarpe, vittige og udfordrende sociale kommentarer samt ikke mindst veldrejede raceproblematikker, fordomme og dilemmaer i den allerede vildt medrivende gryde af engagerende paranoia.

Get-Out-biograf-01

På overfladen er alt dog tilsyneladende fryd og gammen hos de velhavende og hvide svigerforældre. Men gemmer der sig noget sinistert bag det pæne, velmenende og joviale ydre? Eller er det i virkeligheden bare Chris, der får bygget bange anelser op ud af intet, fordi han er nervøs ved at være den eneste sorte i selskabet? Altså lige udover de ligeledes sorte tjenestefolk.

Det er blandt andet netop balancegangen mellem det normale på den ene side og på den anden side Chris’ tiltagende paranoia, som den spillefilmsdebuterende instruktør Jordan Peele så fornemt forløser og medrivende mestrer i Get Out. Som eksempelvis når Chris synes, at han betragtes på en underlig måde af husets øvrige gæster ved en stor og hvid komsammen. Men hvorfor underligt?

Get-Out-biograf-02

Det er således urovækkende underspillet og med subtile forvarsler, at filmen folder sig elegant og gribende ud – i takt med, at opholdet hos svigerforældrene kun synes at blive mere og mere mystisk. Men præcist hvad, der synes at være på færde bag facaden er ikke sådan for Chris – eller mig – at sætte fingeren på. Jeg er derfor også med i både paranoiaen og tvivlen hos Chris hele vejen. Forrygende!

Daniel Kaluuya har som Chris en umiddelbar likeability, der gøder jorden for min indlevelse, mens han også nuanceret portrætterer det at være akavet midtpunkt – både når det kommer til andres og egne fordomme. Allison Williams er sød og sej som den støttende kæreste Rose, mens Bradley Whitford og Catherine Keener som svigerforældrene formår at indgyde både kærlighed og ubehag alt efter, om det er Chris’ paranoia, der har overtaget modsat kærestens beroligende ord.

Get-Out-biograf-03

Du bør dog vide så lidt som muligt, inden du ser Get Out. For ja, du skal naturligvis se den. Filmen lever nemlig – udover af sin velformulerede paranoia – også af sine veldoserede overraskelser samt plotmæssige ledetråde, der både viser en på rette vej og ikke mindst på afveje. Så ja, drop filmens trailer og andres omtaler. Stol i stedet blot på mig, når jeg siger, at Get Out for mit vedkommende er en af årets hidtil bedste filmoplevelser.

– Get Out får 5 ud af 6 stjerner:

5_6 - stars

– Get Out har biografpremiere den 30. marts 2017.

Get-Out-poster

DAN DREAM: Tilbage til 80’erne med Casper, Frank og en elbil

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke så underligt, at Klovn spøger i kulissen og ikke mindst i rollefordelingen, da det jo er Casper Christensen og Frank Hvam, der står bag komedien Dan Dream. En film baseret på den sande historie om en gruppe danskere, der ville lave verdens første elbil i de glade og pastelfarvede 80’ere. I en lille provins i Danmark, vel at mærke.

Så ind med drejskivetelefonen, hustruvold og hyggeracisme samt kokain, cigaretter og øller døgnet rundt. Ja, og hvad den ellers kan trække af 80’er-fordomme og 80’er-nostalgi. Det hele spændt op i komediegenrens grove generaliseringer i et forsøg på at trække grin ud af absurditeterne.

dandream-01

En opskrift, der virker i Klovn, men som her aldrig løfter sig sådan rigtigt højere end et vagt tøhø hos undertegnede en enkelt gang eller to under vejs. Desværre. For både holdet er stærkt og historien tilpas vanvittig til at det kunne have været en komedie med både mange grin og engagerende karaktererne i. Det bliver det bare aldrig til.

For historien om fantasterne, der i et kapløb mod tiden vil lave elbilen er ufokuseret forløst, mens de medvirkende kommer til at stå en smule flagrende i filmens scener, der mere har karakter af sketches, småskøre indfald og improvisation end en sammenhængende fortælling med en medrivende spændingskurve for bilbyggeriets udfald.

dandream-06

Fred med det, hvis så bare filmen var morsom. Det er den ikke rigtigt. Der forsøges eller blandt andet med en forvirret, hustruvoldsleverende og pruttende borgmester, spillet med bar røv af Lars Hjortshøj. Han er borgmester i den lille flække, hvor de københavnske bildrømmere slår sig ned for at starte deres produktion.

Et komedieklassisk clash mellem modsætninger, københavnere mod bonderøve. Det kommer dog heller ikke rigtigt videre vittigt i spil. Men blandt andet vil Caspers drømmer af en karakter have croissanter hos bageren, der blot står uforstående tilbage – for på landet i 80’erne aner ingen, hvad en croissant er. Eller når en lokal knægt råber københavnersvin og puster med pusterør efter tilflytterne.

dandream-03

På holdet af bilbyggere finder man Frank Hvam i en rolle lignende Frank Hvam i Klovn. Du ved, en tøffelhelt, der kommer galt afsted, som da han skider i et bidet i stedet for i toilettet. Casper Christensens drømmer Thorkild minder også om hans Casper-karakter i Klovn – en alfahan med store planer og en tro på sig selv. Dog i en noget mere sympatisk skikkelse her tilsat overskæg.

Magnus Millang giver den som hyggeracistisk og enarmet joker, der filmen igennem blandt andet leverer tilbagevende jokes om Thorkilds afrikanske kone. Fordi, det jo er sjovt og lidt frækt at sige neger. Hertil kommer Niclas Vessel Kølpin som homoseksuelt indspark med Kim Schumacher-hår og iført speedo, så der også bliver gjort plads til en håndfuld homo-jokes.

dandream-05

Nej, jeg har bestemt ikke noget imod de politisk ukorrekte platheder – snarere tværtimod. Problemet er for mit vedkommende mest af alt – igen – at det bare aldrig bliver sjovt. Timingen synes off og karaktererne bliver aldrig engagerende. Ligesom jeg heller ikke ligefrem sidder i spænding for at se, om de nu klarer at lave den skide elbil.

Der forsøges endvidere spædet til med lidt dramatisk tyngde ved at levere problemer på hjemmefronten hos Franks mandsling af en rolle, på samme måde, som der også er kurer på tråden hos Thorkild. Men dette drama tager aldrig form eller fat. Mens spændingskurven er flad og finalen uforløst – og så fiser filmens afrunding blødt ud i sandet. Øv.

dandream-04

80-er-formen er dog på plads med både skovsnegl, rejecocktails og klodsede mobiltelefoner, men grinene udebliver stort set over hele linjen, selvom der ellers ihærdigt forsøges med alt fra lorte-, kokain- og racisme-jokes. Med andre ord, så kan jeg godt se, hvor filmens politisk ukorrekte væsen og platheder vil hen, men de lander oftere fladt på maven end plet, mens jeg heller ikke finder meget engagementet i hverken drømmerne eller deres elbilseventyr.

– Dan Dream får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

dandream-poster

LIFE: På røvtur i rummet med et herligt slimet rumbæst

/i , /af

Biografanmeldelse: Med rumgyset Life står den på good ol’ monster fun in space. Her er dog ikke just tale om en revolutionerende omgang monsterballade, men mindre kan så absolut også gøre det – hvilket er tilfældet her. For hele den skønne monsterfest serveres fermt, slimet og tempofyldt. Ja, det er ganske enkelt et herligt og hurtigt monsterfix, der fungerer på egne simple præmisser.

Vi befinder os ombord på en rumstation – naturligvis klaustrofobisk placeret i rummet og med et trængt indre, hvor astronauterne ender med at kæmpe for livet. For da de i prøver fra Mars’ overflade finder en lillebitte levende livsform, ved jeg jo udmærket godt, hvad klokken har slået. Den fremmede livsform viser sig nemlig at ville overleve – koste hvad det vil af liv blandt crewet.

Life-biograf-02

Så inden du når at få alt for mange popcorn galt i halsen, vokser den ellers lille rumklat sig nemlig større, stor og slimet i takt med, at besætningsmedlemmerne bliver færre og færre. En lige til og simpel monsterpræmis, som ganske vist er set flere gange før. Her er præmissen dog både medrivende og underholdende eksekveret hele vejen frem mod den intenst buldrende finale.

Blandt det hårdt prøvede mandskab finder man blandt andre en rolig, mut og cool Jake Gyllenhaal videre til en kæk og handlekraftig Ryan Reynolds samt Rebecca Ferguson, der holder det kølige overblik. Desværre kommer jeg ikke rigtigt ind under huden på nogle af karaktererne, så det følelsesmæssige engagement er det altså småt med for mit vedkommende.

Life-biograf-03

Men selvom jeg ikke just må tørre tårer væk, når endnu en astronaut blodigt må lade livet, så har de medvirkende tilpas med nærvær og indlevelse i monsterhalløjet til, at jeg er med dem, når lortet brænder på. Hertil kommer nogle både smukt og elegant eksekveret kamerature rundt i rumskibet blandt det svævende crew. Det hiver noget vægtløs rumpoesi ind i røvturen i rummet, hvor det slimede bæst skaber panik.

– Life får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– Life har biografpremiere den 23. marts 2017.

Life-biografanmeldelse-post