BLACKKKLANSMAN: Ku Klux Klan får røven på sort komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er både vild og utrolig historie, der fortælles i ‘BlacKkKlansman’ – og ja, så er den ovenikøbet baseret på sande begivenheder. En film, der både morsomt og tankevækkende sætter racisme på menuen, mens man tages tilbage til 1970’erne, hvor en ung, sort betjent sammen med et par hvide kollegaer forsøger at infiltrere Ku Klux Klan.

Man følger således den vovede efterforskning, der er sat i værk af Ron Stallworth – den første afroamerikanske betjent i Colorado. Han skaber nemlig kontakt til den racistiske klan over telefonen, hvorfor han har brug for en hvid betjent til, når de skal mødes ansigt til ansigt. Således indledes et både sorthumoristisk og spændende forsøg på at fælde klanen indefra.

John David Washington spiller den ambitiøse betjent Ron, mens Adam Driver ses som hans noget mere uimponerede og tilbagelænede kollega Flip Zimmerman. De to udgør med hver deres forskellige energi et godt og dynamisk team i en 70’er-virkelighed, hvor racismen trives både i politiets egne rækker og på gaden, mens Ku Klux Klan forsøger at få et mere renskuret image.

Instruktør Spike Lee fortæller altså her en historie med tematisk tyngde og sørgelig relevans på både vedkommende, spændende og morsom vis. For godt nok er klanen et skræmmende bekendtskab, men de er også portrætteret som dumme, fjollede og sørgerlige eksistenser, hvilket afføder både groteske samt morsomme scener. Ja, komedien opstår, hvor modsætninger mødes.

Modsætningerne mødes i den grad her, hvor kontrasten med Ron på den ene side og de racistiske klan-medlemmer på anden anden ikke kunne være større. Godt nok er ‘BlacKkKlansman’ morsom, men alvoren ligger hele vejen som en latent understrøm i fortællingen, der ligeledes er et interessant tidsbillede af et Amerika, hvor de sorte må kæmpe for deres rettigheder.

Instruktør Spike Lee lykkedes altså med at fortælle en engagerende, humoristisk og nærværende historie med et potent og flerfacetteret emne. Godt nok bliver pointerne sine steder måske lige bastante nok, men det er til at leve med, når man altså får en overordnet dragende og spændende fortælling, der fint forløses af de medvirkende – betjente såvel som klan-medlemmer.

– ‘BlacKkKlansman’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘BlacKkKlansman’ har premiere den 20. september.

THE PREDATOR: Rumuhyret er tilbage i klodset og kedelig monsterfilm

/i , /af

Biografanmeldelse: Første gang verden mødte det sidenhen ikoniske filmmonster predatoren var i 1987, hvor Arnold Schwarzenegger havde sit hyr med at holde sig i live. Nu er rumuhyret tilbage i en ny film med den simple titel ‘The Predator’. Men nej, filmen holder det ikke ligefrem simpelt. Her kastes der nemlig en lang række nye idéer ind i en fortælling, der snubler klodset rundt i dumheder.

Det starter ellers mere eller mindre – og ok herligt – action-simpelt med en heftig konfrontation mellem en predator og en flok soldater. Efter et par manuskriptmæssige krumspring løber filmen sig således kluntet i gang med fortællingen om en flok skøre eks-soldater på jagt efter predatoren, der selv er på jagt efter soldaten Quinns søn, alt imens øvrigt militær boltrer sig løs i jagten på både de tidligere elitesoldater og det dødsensfarlige rumvæsen. Bulder, brag og gab.

Her er ellers flere af de helt rigtige ingredienser til en omgang veloplagt monster-action med en af mine monster-favoritter. Vi har blandt andet flokken af skydegale soldater med hver deres brist – en har bande-anløben tourettes, mens en anden konstant lirer jokes af. Der er også sin del af blodsprøjtende action. Men de gode takter drukner i et rodet fortalt og dumhedsfyldt plot.

Der er blandt andet Quinns søn, der får fingrene i noget predator-teknologi, som han lige lynhurtigt afkoder – og altså sætter ham uforvarende i kontakt med monstrene – mens en biolog viser sig overraskende dygtig udi at håndtere skydevåben. Men en ting er, at blandt andet dette og andet i plottet er utroværdigt, hvad værre er, så er filmen bare ikke særligt underholdende.

Ganske vist ræser filmen igennem sit miskmask af en historie, men det høje tempo underminerer blandt andet også noget af det karaktermæssige engagement, der ellers lægges op til. Desuden fremstår det olme monster ikke videre frygtindgydende, mens mystikken omkring det er totalt fraværrende. Det er eksplosioner og flade oneliners, der her har overtaget.

Det betyder blandt andet, at spænding, uhygge og intensitet udebliver, mens det hele bare forbliver uvedkommende. På samme måde som karaktererne og historien, der forsøger at levere løjerne med et glimt i øjet. Men lige lidt hjælper det denne plot- og idé-mæssige rodebutik, der dog har har enkelte cool drab. Det redder bare ikke filmen fra at være en flad jagt på at underholde.

– ‘The Predator’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Predator’ har premiere den 13. september.

DITTE & LOUISE: Komisk duo, kønsroller og røven på komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er sæd-, blowjob- og prutte-jokes samt kønsdebat, #MeToo og sexisme på menuen, når Ditte Hansen og Louise Mieritz med ‘Ditte & Louise’ går fra tv til filmen. Der er også et dramatisk centrum i form af det i filmen hårdtprøvede venskab mellem de to kvinder. Således forsøges der balanceret det dramatisk oprigtige med det komiske spundet om en fortælling, der sætter ovenstående emner i spil. Det lykkedes desværre ikke helt.

Der er dog god og troværdig kemi mellem Ditte og Louise, når de her kommer på den ene prøvelse efter den anden. Både professionelt og privat. I filmen udgør de nemlig en duo, der optræder med deres sang-og-danse-show, hvilket ikke helt kører på succesfulde skinner. Og da Ditte går til casting på en rolle i en vikingefilm, bliver det starten på et skred professionelt og i deres venskab.

Nå ja, der er lige det med rollen, at det er en manderolle. Derfor klæder Ditte sig ud som manden Ditlev – og scorer søreme det prominente job og skal nu spille overfor Anders W. Berthelsen. Således er der indledt et farligt og kønskomisk dobbeltspil, der afføder både sjove samt forsøg på sjove scener, der sætter kønsrollerne absurd og grovkomisk på spidsen. Ikke altid lige vellykket.

Men blandt andet pointeres det, hvordan kvinder i branchen naturligvis skal være unge og smukke, hvis de skal have succes, mens mændenes holdning har vægt og kvinderne ignoreres, videre til lavkomiske sammenstød som når Ditte som Ditlev nu skal forsøge at sno sig ud af en tur på pissoiret eller begå sig i mødet med en kvinde, der vil i bukserne på hende aka ham.

Det er måske ikke just kønskomisk raffineret, men dog ok morsomt sine steder. Så mens filmen altså forsøger på komisk at jonglere mand-kontra-kvinde-problematikkerne, er det også med den dramatiske fortælling om de to kvinders forhold, at filmen folder sig ud. På den måde er ‘Ditte & Louise’ i grunden ligeså meget et drama som det er en komedie – og det er i denne balancegang, at de duoen desværre falder lidt på røven og ender en smule uforløst midt imellem.


Jeg har ikke set tv-serien med de to, men i spillefilmsform fungerer de to altså godt og dynamisk. Men det halter altså på fortællefronten og med den nævnte balancegang mellem komik, drama og kønsaktuelle problematikker. Helt skævt går det i tredje akt og finale, hvor det hele bliver for manuskript-tænkt og dramatisk postuleret. Oprigtigheden går fløjten og bliver i stedet afløst af sentimentalt sødsuppedrama uden det vid og bid, der eller ligger potent i filmen.

– ‘Ditte & Louise’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Ditte & Louise’ har biografpremiere den 13. september.

THE HAPPYTIME MURDERS: Grove dukkeløjer falder yderst umorsomt på røven

/i , /af

Biografanmeldelse: Egentlig er kombinationen af uskyldigt udseende dukker med grove jokes og gakkede sjofelheder jo et ret så godt afsæt for en sorthumoristisk komedie. For komikken opstår ofte, hvor modsætninger mødes. Og det gør de bestemt i ‘The Happytime Murders’. Men lad mig allerede nu skuffe dig med at sige, at intet fungerer tilnærmelsesvis tilfredsstillende her.

Men hvad handler filmen først og fremmest om? Jo, vi ankommer til en verden, hvor mennesker og dukker lever side om side. Ind træder den storrygende privatdetektiv og dukke Phil Philips, der bliver sat på en sag, hvor dukkerne fra en gammel 90’er-serie bliver dræbt en for en. Sammen med sin gamle makker Connie Edwards må de to nu opklare mordmysteriet.

Således er en fortælling efter kriminalfilmens ABC og buddy cop-klichéerne lagt på skinner. En privatdetektiv med et traume i bagagen samt et uvildigt makkerpar, der ikke kan udstå hinanden – i hvert fald til at starte med. For ja, naturligvis kommer de to til at bløde op over for hinanden. Men ja, klichéerne forsøges her brugt som komisk fodder. Det bliver bare aldrig morsomt.

Mere fatalt er det dog, at filmens ellers mange og hyppige forsøg på at være morsom, grov og over the top fejler gang på gang. Timingen er helt off – blandt andet i dynamikken mellem Phil og makkeren Connie, som spilles af en svært umorsom Melissa McCarthy – mens der træskes rundt i de samme jokes filmen igennem. Jokes, der bare aldrig fungerer.

Jeg er ellers absolut for både platheder og jokes under bæltestedet. Ja, det er her filmen befinder sig. Men både sæd-og-sex-jokes samt dukker, der siger “fuck” og andre frækheder forbliver umorsomt, postuleret og forceret. Det er kun i enkelte glimt, at noget af filmens galskab – der kunne have fungeret – stikker hovedet frem for blot at blive kørt over af endnu et ligegyldigt “fuck”.

Som eksempelvis i en pornobutik, hvor en blæksprutte malker en ko, så mælken sprøjter. Det er langt ude og helt gakket. Men filmen følger aldrig op på den slags bizarre indspark og forfalder til billige trick, som netop blandt andet bare at lade dukkerne sige kedelige sjofelheder. Men det bliver bare aldrig sjovt. Forudsigeligheden sejrer og historien er ligegyldig. Absolut en fuser.

– ‘The Happytime Murders’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Happytime Murders’ får premiere den 13. september.

THE NUN: En dæmonisk nonne på bøh-ivrige afveje

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er den dæmoniske nonne søreme på grufuld spil igen. For i kloster-gyset ‘The Nun’ vender den onde nonne tilbage for at jage skræk og rædsel i sit publikum. Første gang, man stiftede bekendtskab med hende var nemlig i gyserfilmen ‘The Conjuring 2’, hvor hun havde en mindre, men prominent og ikke mindst hårrejsende rolle. ‘The Nun’ er altså en spin-off-film i det såkaldte The Conjuring-univers, hvor den første film af samme navn kom i 2013.

Men denne gang indtager den creepy nonne altså titelrollen i en film, der udfolder sig i Rumænien anno 1952. Her tager en nonne en skrækindjagende nat på et afsidesliggende kloster sit eget liv. Denne tragiske hændelse, der ligeledes er omgærdet af mystik, får Vatikanet til at sende en præst og Irene, en nonne in spe, afsted for at undersøge sagen nærmere. For hvad skete der egentlig?

Ja, du gættede rigtigt. Det er naturligvis den dæmoniske nonne, der er på gysende spil i det tågeomhyldede kloster. Det erfarer præsten og Irene da også ét uhyggeligt skridt af gangen. Altså bortset fra, at ‘The Nun’ bare aldrig for alvor bliver uhyggelig. Den forjager for ofte sine virkemidler, hvor der gøres lidt for hidsigt og ikke videre virkningsfuldt brug af blandt andet jump scares.

Uhyggen kommer aldrig til rigtigt at rodfæste sig, inden der forsøges jaget en chok i livet på mig med en høj lyd eller noget, der popper op i billedet. Det ender med billige bøh-tricks og ikke en snigende uhyggelig forståelse for grusom timing og opbygning af isnende intensitet. Det er blandt andet det, den første ‘The Conjuring’ gjorde så forrygende og skræmmende godt.

Men nu hvor filmens jump scares og uhygge ikke rigtigt fungerer, kunne jeg jo håbe på, at den dunkle setting ude i skoven på det store kloster kunne afføde indtagende og gotisk horror-stemning. Det leverer filmen da også i momenter, som når karaktererne går rundt i dystre korridorer og på creepy kirkegårde. Men den ellers indtagende setting og mørklagte atmosfære bliver desværre bare kørt af sporet af netop klodsede bøh samt bulder og brag.

Filmens karaktertrekløver, der består af Demián Bichir, Taissa Farmiga og Jonas Bloquet som henholdsvis den gæve præst, den uskyldige nonne in spe og en lokal bonde – der har for vane at levere irriterende one-liners og agere akavet comic relief – heller aldrig får den dramatiske tyngde, som er nødvendig for, at jeg lever mig ind i gyset gennem deres pinsler. De forbliver halvflade brikker i et gyserspil, der altså bare ikke for alvor kommer til at spille.

– ‘The Nun’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Nun’ har biografpremiere den 6. september.

DE UTROLIGE 2: Fuld animations-fart på superfamilien igen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er altid med stor spænding, jeg går i biografen til en ny film fra Pixar. De har nemlig lavet nogle af de mest forrygende og rørende samt sjove og smukke animationsfilm siden den første i 1995 med ‘Toy Story’. Siden er det blevet til skønne film som ‘Monsters, Inc.’, ‘Finding Nemo’ og ‘Ratatouille’ samt ‘WALL-E’, ‘Up’ og ‘Inside Out’. Med andre ord film, der er svære at matche. Nu lander Pixar-film nummer 20 med superhelte-opfølgeren ‘De Utrolige 2’.

Den første film er fra 2004, men fortællingen fortsætter, hvor den slap for nu 14 år siden – og det med samme hold bag karaktererne samt igen med Brad Bird som instruktør og manuskriptforfatter. Således åbnes der med fuld action-sving, hvor superhelte-familien Parr går op imod den såkaldte Underminer i en medrivende og elegant koreograferet omgang tju-bang. Stærk åbner!

Det ender dog hverken værre eller bedre end, at superhelte bandlyses verden over – hvorfor familien med de utrolige kræfter må lukke helte-foretagendet. Imidlertid udpeges familiens moder Helen som fortaler til at få heltene gjort lovlige igen. Imens må super-fader Bob blive hjemme og passe familien. Det passer ham ikke just. Men en ny skurk lurer naturligvis om hjørnet, hvilket kræver, at hele den spandex-klædte familie står sammen i kampen mod ondskaben.

Ja, historien er på sin vis simpel og ligetil. Det er da heller ikke her, filmen overrasker eller brillerer (desværre), det gør den dog derimod i blandt andet netop sine intense, sjovt tænkte og svimlende action-sekvenser, mens der også er engagerende grin, jokes og gags at hente i familien og ikke mindst dynamikken internt. Blandt andet datteren Violet, der har problemer med en dreng og hendes fars klodsede forsøg på at hjælpe hende. Det er sødt, akavet og morsomt.

Nogle af de største grin står familiens mindste medlem for, nemlig babyen Jack-Jack, der viser sig at besidde et arsenal af superkræfter, han først lige er begyndt at opdage: Laserøjne, multiplicering af sig selv og at selvantænde med mere. Det er komisk timing i fuldt flor, når først super-babyen ruller sig ud – som blandt andet i mødet med en snarrådig vaskebjørn. Desværre mangler de muntre løjer mere karaktermæssig tyngde og nuancer til for alvor at bide sig fast i mig.

Hertil kommer, at fortællingens udfordringer aldrig rigtig føles som egentlig udfordringer for super-familien, der klarer skærerne mere eller mindre nemt og bekvemt. Men altså på absolut – og hele vejen – medrivende animeret vis. Men helt dramatisk grebet af historien og karaktererne blev jeg desværre ikke. Heldigvis byder filmen på masser af visuelle lækkerier, et farverigt persongalleri og ikke mindst veloplagte jokes og morsomheder. En herlig super-familie.

– ‘De Utrolige 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘De Utrolige 2’ har premiere den 30. august.

MILE 22: Mark Wahlberg med store automatvåben bliver aldrig rigtigt spændende

/i , /af

Biografanmeldelse: Den står på varme automatvåben, blodige slåskampe og farlige paramilitære teams i det nyeste samarbejde mellem instruktør Peter Berg og skuespiller Mark Wahlberg med den brutale, men desværre også kedelige actionthriller ‘Mile 22’. Det er ellers ikke fordi, der ikke bliver gået til action-stålet, men historien og karaktererne bliver aldrig rigtigt spændende.

I front for de hårdtslående eskapader finder man en lettere knotten Mark Wahlberg som James Silva – lederen af en paramiltær enhed. Det kampklare team får til opgave at eskortere betjenten Li Noor fra den amerikanske ambassade i Indonesien til en fly 22 mil derfra. Betjenten har nemlig yderst følsomme oplysninger, som han kun vil give videre, hvis han bringes i sikkerhed.

Således indleder det lille elitehold den farlige tur mod flyet. Og nej, det bliver naturligvis ikke nemt. Langt fra. For i nakken har de skydeivrige personager, der vil gøre alt, hvad de kan for at stoppe Li Noor fra at slippe ud af landet. Der er med andre ord lagt op til hæsblæsende kat-efter-musen-rabalder. Desværre er de ellers visuelt brutale løjer bare ikke videre engagerende.

Hertil er historien ikke interessant nok fortalt eller intenst nok sat i scene. Og så kan Mark Wahlberg og co. altså kaste nok så mange håndgranater. Det bliver ‘Mile 22’ ikke mere medrivende af. Der leveres ellers actionscener i flere afskygninger. Fra bomber i gaden, til susende skududvekslinger mellem biler og motorcykler samt nære slåskampe, hvor næverne mødes, så blot sprøjter. Det er sidstnævnte, der er filmens mest underholdende actionscener.

Men nu har ‘Mile 22’ også et trumfkort i indonesiske og karismatiske Iko Uwais. Hvis det navn ikke lige ringer en klokke, så gør de to ‘The Raid’-film måske? Det er i hvert fald to imponerende og yderst medrivende kampsports-og-action-film, der netop har Iko Uwais i hovedrollen. Han får også her lov til at vise, hvad han kan udføre med de bare næver og improviserede våben. Kapow!

Men et par ganske velkoreograferede og blodigt brutale scener redder ikke filmen fra aldrig rigtigt at få intenst actiontag i mig. Mark Wahlbergs karakter er desuden heller ikke halvt så interessant, som filmen selv tror det med indlejret svær barndom og særlige evner. Adrenalinen kommer bare aldrig for alvor i omløb, selvom Peter Berg gør, hvad han kan. Men hertil mangler han et bedre greb om den engagerende historie, veludført action og de vedkommende karakterer.

– ‘Mile 22’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Mile 22’ får biografpremiere den 30. august.

PAPILLON: Genindspillet fængselsdrama fænger ikke helt

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg har (desværre) aldrig fået set den originale ‘Papillon’ fra 1973, der har Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne. Men nu har Michael Noer altså genindspillet det klassiske fængselsdrama med Charlie Hunnam og Rami Malek som duoen i front. Desværre er denne nye version af den barske fortælling – som er baseret på en sand historie – en halvlunken oplevelse, der aldrig rigtigt griber, rører eller for alvor river mig med sig.

Fortællingen følger i 1931 den selvsikre tyv Henri ‘Papillon’ Charrière – spillet noget fladt af Charlie Hunnam. Han idømmes uskyldigt livstid for et mord, han ikke har begået og sendes derfor i straffelejr i Fransk Guyana. Her møder han den meget lidt street smarte og sårbare falskmøntner Louis Dega – spillet engagerende af en nærværende Rami Malek.

De to aftaler, at Papillon skal beskytte Dega mod betalling, der skal hjælpe ham med at realisere sine flugtplaner. Det bliver således også starten på et umage venskab, mens man følger det ubarmhjertelige liv i fangenskab. En af filmens problemer er blot, at venskabet aldrig rigtigt brænder igennem eller gør et nævneværdigt indtryk på mig. Det er dog primært Charlie Hunnams noget ferske portræts skyld.

Han giver ganske enkelt ikke sin karakter nødvendig tyngde, nærvær eller nuancer. Det er ret fatalt, når filmen i høj grad beror på netop hans præstation og karakter. Heldigvis er fortællingen i sig selv helt grundlæggende ganske spændende, mens blandt andet netop Rami Malek som Dega og modvægt i venskabet er med til at bære deres fælles scener ganske godt hjem.

Men når det, der udgør filmens dramatiske centrum ikke rigtigt fungerer, så er det ikke godt. Deres venskab står med andre ord en kende postuleret hen, mens Papillon-portrættet i sig selv aldrig rigtigt overbeviser eller engagerer mig. Det er altså grundfortællingen om venskab og fangenskab samt det at bevare håbet i en håbløs situation, der holder filmen nogenlunde ovenvande.

Hertil kommer, at der trods alt stables ganske fint intense scener på benene bag de omklamrende mure – og så er en barsk Roland Møller også god i en mindre rolle i en film, der dog også mangler engagerende og mindeværdige bi-karakterer så som sadistisk fængselspersonale og medfanger. Derfor ender ‘Papillon’ desværre som en ok, men også forglemmelig oplevelse.

– ‘Papillon’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Papillon’ har biografpremiere den 23. august.

The Spy Who Dumped Me: Dybt søvndyssende og yderst umorsom action-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Jamen dog, en agent-og-action-komedie med mine soft sports Mila Kunis og Kate McKinnon i hovedrollerne. Det lyder i mine ører som en dejligt uforpligtende omgang underholdning. Det er da også præcis, hvad man er gået efter at levere med ‘The Spy Who Dumped Me’. Desværre leverer filmen ikke varen. Meget langt fra. For action-delen er uopfindsom og endnu mere fatalt, så er løjerne overraskende umorsomme. Mega øv.

Der er end ikke meget af hverken smittende energi eller komisk kemi at hente i Mila Kunis og Kate McKinnon, der her kommer på afveje i agentland som to uheldige veninder med røven på agent-komedie. De bliver nemlig ufrivilligt blandet ind i en hemmelig mission og international sammensværgelse, da Mila Kunis’ aka Audreys ekskæreste viser sig at være en hemmelig agent.

Herfra går den (knapt så) vilde – og meget lidt morsomme – jagt gennem Europa, hvor de to Los Angeles-kvinder har både snigmordere og andre lyssky typer på nakken, mens de må lære at begå sig på agent-manér med både de bare næver, bilræs og skydevåben. Således står den altså på agent-forviklinger, glat action og det ene mislykkede forsøg efter det andet på at være sjov.

Ja, det er egentlig noget af en bedrift, at det er lykkedes at få en så umorsom og meget lidt charmerende action-komedie ud af et ellers komisk talent som Kate McKinnon samt den ellers altid charmerende Mila Kunis. Det er ikke desto mindre tilfældet, hvor der ellers ivrigt jages grin – både dem under bæltestedet og dem over. Men aldrig vellykket.

Hverken diarré-, prutte- eller pik-jokes er sjove, mens fish-out-of-water- samt slapstick-humoren med de to kvinder på afveje afføder grin hos mig. End ikke et lille kluk. Og jeg synes ellers, at de to hovedroller besidder komisk timing. Bare ikke her. Men nu er det også et pølset, uopfindsomt og dybt uinteressant manuskript de har at arbejde med samt en historie, der er yderst søvndyssende.

Ja, ‘The Spy Who Dumped Me’ varer faktisk lige knap to timer. Det er aaalt for langt i forhold til, hvad blandt andet den uengagerende historie kan bære. Læg hertil, at filmen slet ikke er morsom og du har noget af en snooze-fest af dimensioner. Det er virkelig en skam og stakkels spildte kræfter på denne action-komedie, der er mere søvnfremkaldende end latterskabende. Gaaaab.

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får premiere den 16. august.

THE EQUALIZER 2: Denzel Washington er hårdtslående tilbage i slap 2’er

/i , /af

Biografanmeldelse: I 2014 var Denzel Washington på banen som den stilfærdige og bogglade, men også yderst kampkompetente hævner Robert McCall i ‘The Equalizer’. Her fire år senere er han tilbage i den samme rolle med ‘The Equalizer 2’ for endnu engang at hjælpe udsatte medborgere på brutal vis. Men her kommer han også personligt i spil, da en nær ven dræbes.

Således er der lagt op til et på en gang afdæmpet og hårdtslående thriller-drama med en både intens, nærværende og dragende god Denzel Washington i den altoverskyggende hovedrolle. Desværre er filmen bare langt fra ligeså godt som hans portræt af den melankolske og godmodige eks-agent. Historien tager fat for sent og de øvrige medvirkende er ikke rigtigt interessante.

Desuden falder filmens forsøg på en intens finale desværre noget fladt og uengagende til jorden, mens de gråzoner, der ellers er i spil med temaer som god og ond, hævn og tilgivelse, bliver udvasket undervejs og altså uinteressant sort/hvide. De onde er onde, mens de gode er gode. Det er en skam, for midt i de hårde actionscener forsøges der ellers på et eftertænksomt drama.

‘The Equalizer 2’ er altså både personportrættet af McCall og de mennesker, der er i hans liv, mens det også er benhård action med et thriller-plot, der forsøger at bugte sig overraskende og intenst om ovenstående, men aldrig rigtigt kommer medrivende i mål. Det er måske i virkeligheden filmens største og fatale hæmsko. For filmen, fortællingen og karaktererne er bare ikke medrivende nok.

Derfor ender eskapaderne også med at være uvedkommende og heraf også ret så kedelige. Jeg sidder mere og venter på rulleteksterne, end på næste drejning i filmen. Men heldigvis har fortællingen altså trods alt Denzel Washington – det er ham, der holder filmens skind på næsen, men altså aldrig nok til at redde den fra at være en kedelig og noget ligegyldig opfølger.

– ‘The Equalizer 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Equalizer 2’ har biografpremiere den 16. august 2018.