Biografanmeldelse: Fortidsfamilien Croods er igen på farverig færde i fortsættelsen ’Croods – en nytid’. Det er en underholdende, tempofyldt og opfindsom omgang animation, der bydes på, når familiedynamikken og sammenholdet kommer på prøve i mødet med en anden og noget mere civiliseret familie. Desuden banker kærligheden på døren hos familiens teenagedatter, hvilket heller ikke er helt nemt.

For allerede i den første film mødte vi den nye dreng Guy, som Eep falder pladask for – og kærligheden går begge veje. Det huer dog ikke farmand Grug, der gruer for, at Eep og Guy måske endda vil stifte deres egen familie. Endnu værre går det, da Croods-familien et paradisisk sted møder familien Bedrested, der gerne ser, at deres datter Gry finder sammen med Guy.

Her er der altså tematikker som familie, sammenhold og kærlighed i spil – alt sammen pakket animations-medrivende ind i vilde ridt gennem en kulørt fortidsverden, der huser det ene vilde fortidsdyr efter det andet samt ikke mindst overraskende beplantning, der lokker familierne i fare hvert uopmærksomt øjeblik. Ja, ’Croods – en ny tid’ er en morsom fryd for øjet, hvor jeg rives med af fortælleglæden og det høje tempo.

Naturligvis er de to familiers medlemmer også en del af, at filmen er en fornøjelse – også selvom tempoet måske nok efterlader lidt af den dramatiske tynge i farten. Men fred med det. For når først blandt andet far Grug og farmand Bedrested går i clinch, opstår der dynamisk ping pong. Det gælder i det hele taget for de to ret så forskellige familier, der måske ikke er så forskellige endda.

For ja, moralen er måske nok universel og værd at blive mindet om, men den skæres desværre også lige kantet nok ud i pap. Nemlig pointen, at sammen er man bedre stillet. Selvom denne pointe måske nok ikke er videre nuanceret i fortællingen eller hos karaktererne, så lever løjerne så absolut fint af netop fortællingens engagerende flow, de visuelle morsomheder og familiernes forskelligheder.

’Croods – en ny tid’ er ganske enkelt en yderst veloplagt animationsfilm, der sprudler af visuel fortælleglæde, men måske nok mangler flere nuancer og mere tyngde i sin historie. Dette opvejes dog som nævnt fint af filmens tempofyldte udfoldelse og de medvirkende samt den interne dynamik familiemedlemmerne imellem. Jeg ser gerne en tredje film om familien Croods.

’Croods – en ny tid’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Croods – en ny tid’ har biografpremiere den 6. maj.

Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme sige WOW! For ja, det knugende og helt kropslige overnaturlige gys ’Saint Maud’ er en vild oplevelse. En fortælling, der både visuelt og ikke mindst i lyd satte sig i hele min krop. Som en begsort igle, der bare sugede sig mere og mere fast. Det er så absolut ment som et stort kompliment. For med sikker hånd, trækkes jeg bare mere og mere ind i filmens sitrende vanvid.

’Saint Maud’ er på sin vis en dragende forening af en ydre virkelighed og en indre verden, der smukt og urovækkende leger kispus med mig hele vejen – det fortalt gennem hovedpersonen, den indadvendte Maud. Hun er personlig plejer for den dødeligt syge og forhenværende danser Amanda, som nu opholder sig i sit dunkelt belyste hjem, hvor Maud sirligt passer hende.

Den nylige konvertit og dybt troende Maud udvikler dog snart et usundt forhold til sin patient, som hun ønsker at frelse fra smerten og den vildfarne vej, hun mener, Amanda er ledt ned ad. Det er desuden også starten på en fortælling, der snor sig om religion og tro samt kropslig smerte og en blind hengivenhed til noget, der er større end mennesket selv. Fortalt med sikker hånd for en dragende tvetydighed.

For egentlig er filmens grundtone en grå virkelighed og rå realisme, der med tungt slæbende skridt hiver mig med ind i Mauds ensomme verden, kamp med sig selv og et indre i opbrud. Det er blandt andet og ikke mindst takket være Morfydd Clark i rollen som plejeren, at jeg kommer helt ind i fortællings indre – derind, hvor det gør ondt på filmisk forførende vis. Hun er en sand stjerne.

Desuden er parløbet mellem Maud og den syge Amanda aldeles fint, skrøbeligt og besnærende forløst, hvor også Jennifer Ehle som Amanda fornemt skildrer smerten ved, at døden har fået sit tag i hende. Her bør filmens boblende og urovækkende musik af Adam Janota Bzowski i den grad også fremhæves for blandt andet at underbygge den uhygge og konstante uro, der befinder sig i filmen.

Instruktør og manuskriptforfatter Rose Glass har ganske enkelt med sin spillefilmsdebut skabt et både smukt og smerteligt samt urovækkende og dragende værk, der på indsmigrende vis forener en indre og ydre virkelighed med fornem sans for kropslig tilstedeværelse og en titelkarakter, jeg kommer ind i hovedet på via både Morfydd Clarks præstation, men altså også en visuel og lydmæssig stærk slagside. WOW!

’Saint Maud’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Saint Maud’ har biografpremiere den 26. november.

Biografanmeldelse: Det er nu, du skal slå til! For japanske Katsuhiro Ôtomos mesterlige, opfindsomme og overrumplende animationsværk ’Akira’ fra 1988 kan nemlig nu opleves på det store lærred i en ny-restaureret 4K-version. Det er her 32 år senere stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse af de store, hvor den sirlige animationskunst drager mig ind i en futuristisk fremtid, der omslutter mig totalt.

Året er 2019. 31 år efter, at 3. verdenskrig har raset. Tokyo er blevet til Neo Tokyo – bygget op på ruinerne af den gamle metropol. Det er dog langt fra en idyllisk fremtid, vi her ankommer til. Dystopien synes snarere at herske i byen, der hærges af kriminelle, blodig vold, politibrutalitet og korruption. Bag statens hemmelige mure huses imidlertid et tophemmeligt og mystisk projekt kaldet Akira.

Men hvad går Akira egentlig ud på? Det får motorcykelbande-anføreren Kanedas ven Tetsuo mulighed at se nærmere på, da han hvirvles ind i det lyssky projekt – og det med katastrofale følger. Det, der følger, er nemlig et virilt, potent og pumpende ridt ind i en verden af mutationer, maskiner og motorcykler, mens et brølende opgør synes at true i horisonten. Det med hele verden som gidsel.

Som en animeret hvirvelvind af imponerende fremtidslandskaber, brusende motorcykelræs og telekinetiske evner, folder ’Akira’ sig ud med de ikoniske og urovækkende toner fra Shôji Yamashiros musik, der svøber sig ubesværet om den bjergtagende billedside. Historien bølger og bruser sig ligeledes hektisk, medrivende og i konstant bevægelse gennem den dystre metropol, hvor det gode og onde tordner sammen.

Der er fra start til slut animeret fart over feltet, hvor jeg opsluges af denne fremtidsvision, der blandt andet huser en mere end voldsomt cool finale, der i kropssnaskende mutationsvold river mig medrivende rundt i en intens billedstorm, der skvulper af animeret overlegenhed. Men ’Akira’ er altså mere end mesterlig animation, det er også en fortælling, som dejlig kinetisk får liv gennem sin zigzag-udfoldelse.

Godt nok er ’Akira’ fra 1988, men står altså stadig veloplagt, frisk og forførende her mere end 30 år senere. Jeg er kort sagt hensat til filmens verden og fortælling fra første til sidste tegning. At fortællingen så måske nok slår en håndfuld knuder undervejs, gør heldigvis ikke det store, for netop billedsiden griber mig gang på gang i tegninger af dystopisk opfindsomhed, brutal vold og mystiske evner.

’Akirka’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Akira’ har repremiere den 5. november.

Biografanmeldelse: Med repremieren på Volker Schlöndorffs dragende ‘Bliktrommen’ fra 1979, har man en unik mulighed for at opleve værket på det store lærred. Det i al sin krigsbombede vælde og med det intimt dramatiske skuespil fra ikke mindst David Bennent. Han ses i rollen som drengen Oskar fra hvis synsvinkel filmen fortælles i en fin forening af rå, jordnær realisme og med glimt af det surreelle.

Det tyske drama er altså centreret om Oskar, man følger fra fødslen, som man desuden følger fra hans synspunkt og vej ud i verden inde fra sin mors skød. Han vokser op i det krigstruede Danzig, der senere må se sig bombet til ruiner, hvor han til sin tre års-fødselsdag får en rød/hvid bliktromme. Han beslutter sig samtidig for ikke at ville vokse sig større, selvom han ganske vist bliver ældre. Ja, helt surreelt.

Denne beslutning er en art protest mod den verden, der omslutter ham, hvor han blandt andet senere i livet kommer til at møde netop krigens rædsler og nazismens fremtog. Et andet helt surreelt element er Oskars talent for at udgyde så høje skrig, at han kan splintre glas. En evne, der blandt andet kommer ham til gavn senere i fortællingen, der altså spænder over en længere årrække.

Filmen lever ikke kun af sit portræt af krig og den medfølgende frygt, håbløshed og nazistiske fremmarch, men i høj grad også spillet af David Bennent som vores hovedperson Oskar, hvis verdensbillede vi bliver placeret midt i. For det er ganske enkelt et imponerende portræt af et barn og hans svære opvækst. Jeg kan ikke få øjnene fra ham. Han er simpelthen et imponerende magnetisk bekendtskab.

Fortællingen folder sig ud over hele 2 timer og 44 minutter, men ikke desto mindre synes den lange spilletid også nødvendig for at fortælle sin både dragende, engagerende og satiriske fortælling, der måske nok har krigens dystre klangbund, men som absolut også huser en fin humoristisk side, der dog ikke underminerer det fornemme drama og nuancerede portræt af Oskar og hans opvækst i en kaotisk verden.

’Bliktrommen’ er ganske enkelt her 41 år efter sin oprindelige premiere stadig et stærkt, veloplagt og potent portræt af en historisk kompleks tidsperiode set igennem en drengs naive og fantasifulde øjne. David Bennent er med drenget naturlighed et stærkt, stærkt trumfkort, der i den grad er med til at bære og løfte filmen op og blive både helt magisk, tankevækkende og sine steder også livligt provokerende.

’Bliktrommen’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bliktrommen’ har repremiere den 29. oktober.

Biografanmeldelse: Hvor langt vil man gå for sit barns liv og sikkerhed? I krigsfilmen og det danske drama ’Erna i krig’ – baseret på Erling Jepsens bog af samme navn – vil alenemoren Erna gå i krig for sin enfoldige søn Kalle. Året er 1918 og Første Verdenskrig har sit brutale greb i Europa. Det ellers stille liv for mor og søn i Sønderjylland bliver dog vendt på hovedet, da den lokale betjent Meier banker på døren.

Meiers opgave er som del af krigen at indrulle den 17-årige Kalle – og det i kamp på tyskernes side. Det er som stolt sønderjyde ikke just en plan, Erna er vild med – og da endnu mindre at skulle afgive sin søn til krigens farlige skyttegrave. På snedig vis lykkedes det imidlertid Erna at iklæde sig soldateruniform og under mandligt dække at blive en del af sin søns soldatergruppe, der nu er på vej til krigens frontlinje.

Jeg skulle lige sluge præmissen, at en kvinde under mandligt alias kan klare indrulningen og videre ind i den tyske krigsmaskine uden at blive sendt retur med uforrettet sag. Men ja, det lykkedes altså, og det er så den filmiske virkelighed, jeg må forholde mig til. Så selvom jeg måske ikke helt køber præmissen med Ernas krigskrumspring, har filmen heldigvis et klart trumfkort til at opveje for dette, nemlig Trine Dyrholm.

Trine Dyrholm er med konstant nerve og nærvær til stede i rollen som Erna, hvilket er med til i hvert fald at skyde sin del af troværdighed ind i både fortællingen, men ikke mindst filmens titelkarakter. Hun er ikke til at tage øjnene fra som den beskyttende mor, der ikke tror på, at sin mindrebemidlede søn ville kunne klare skærene på egen hånd. Hvilket måske også er sandt.

Hun omgives desuden af øvrige fine præstationer, der dog ikke skinner igennem på samme måde som Trine Dyrholm, men altså udfylder deres respektive roller på solid vis. I rollen som den krigsretskafne Meier finder man Ulrich Thomsen, der bestemt bærer rollen med god troværdighed og en skrøbelig usikkerhed bag den ellers bestemte facade.

En af soldaterne er den mere forstående Anton – spillet af en solid Anders W. Berthelsen, der leverer sin karakter med en fin blød side. Jeg må ikke glemme Sylvester Byder som Kalle, der undervejs vokser i rollen som en soldat og stor dreng på egne ben. Men trods fine præstationer, mister filmen noget momentum og går i stampe i spilletiden i den klaustrofobiske skyttegrav. Men Trine Dyrholm er på trods filmen værd.

’Erna i krig’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Erna i krig’ har biografpremiere den 29. oktober.