Biografanmeldelse: Med den tyske ’Føreren og forføreren’ kommer man med ind i det propagandistiske maskinrum, hvor Joseph Goebbels leder fanatisk an med målet at udbrede Adolf Hitlers nazistiske foretagende med jødeudryddelse og drømmen om et tusindårsrige. Goebbels’ opgave er således at få det tyske folk til at slutte op om Hitler og nazisterne.

Hitler er den store fører, mens Goebbels er forføreren, der i filmens begyndelse anno 1938 står i en krise. Hans massemanipulerende propaganda har nemlig lovet det tyske folk fred og velstand, men Hitler vil den store krig, som han ser sig selv være sejrherre i. Rollerne er med andre ord skarpt fordelt i dette delvist vellykkede kig ind i nazisternes propagandamaskine.

Dramaet udspiller sig med et forsøg på at give indblik i Goebbels’ propagandavirke, men også med et kig ind i privaten, hvor bølgerne går højt mellem ham og hustruen Magda, som han åbenlyst er utro. Her er ganske vist smæld på Goebbels’ slagkraftige taler, ord og gennem propagandafilm til folket, men nuancerne i portrættet ender desværre noget sort/hvidt.

Det sagt, så er historien sit emne og personer taget i betragtning stærk og tankevækkende, hvilket det da også lykkedes filmens instruktør og manuskriptforfatter Joachim Lang at formidle sine steder ganske potent. Bl.a. via Robert Stadlobers nærmest maniske portræt af Goebbels, mens en indædt Fritz Karl er Hitler og Franziska Weisz er den forpinte Magda.

Desværre er manuskriptet i sine pointer og udfoldelsen af disse noget letkøbte i forhold til at give et dybere og mere komplekst indblik i folkeforførelse og en demagogs påvirkning af en verden og et samfund. Her vakler troværdigheden, mens der bl.a. klippes ægte og grufulde optagelser fra krigen og jødeudryddelsen ind i igennem.

Dette greb resonerer ikke gnidningsløst med den øvrige film, der ikke helt kommer det psykologiske spadestik dybt nok til for alvor at komme ind i Goebbels sind, både som menneske og nazistisk propagandist. Det sagt, så bringes der sine steder tankevækkende temaer om sandhed og manipulation i spil, hvilket spejles i nutidens desinformation og fake news.

’Føreren og forføreren’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Føreren og forføreren’ har biografpremiere den 19. september.

Biografanmeldelse: Ferien i Toscana nydes for fuld solstyrke ved poolen af den lille familie med mor Louise, far Ben og deres unge datter Agnes. Her møder de parret Paddy og Ciara samt sønnen Ant. Høj på ferie takker Louise og Ben smånervøst tak til efter solferien at tilbringe en weekend hos deres nye venner, der bor på et gård et godt stykke ude på landet i England.

Gensynet med den bramfrie Paddy og den søde Ciara bliver dog hurtigt ret akavet. Paddy er meget ligefrem og fornemmer aldrig stemningen i rummet. Louise og Ben bidder dog tænderne sammen for at bevare den gode stemning. Det bliver imidlertid sværere og sværere at holde på formerne og den idylliske facade, efterhånden som weekenden skrider frem.

Starten på et ubehageligt psykologisk spil mellem de to familier er startet, hvor Paddy, der konstant er stor i slaget, går over grænsen og gerne tager beslutninger på alle andres vegne, i den grad udfordrer Louises overbærenhed og tøffelhelten Bens selvbillede. Ja, der er et eller andet helt skævt derude på landet, hvilket gæsterne først alt for sent finder ud af.

Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ er en genindspilning af Christian Tafdrups danske film af samme navn fra 2022, der fungerede på egne vilkår og menneskelige mekanismer. Remaket er et andet bæst, hvor man som den karismatiske og herligt belastende Paddy finder en energisk og yderst veloplagt James McAvoy. Han er filmens svagheder til trods turen værd.

Der er i det hele taget fine præstationer i filmen. Aisling Franciosi er den milde Ciara, Mackenzie Davis er den ængstelige Louise og Scoot McNairy er den tilbageholdende Ben, mens Alix West Lefler er god som Agnes og Dan Hough helt rørende som den fåmælte Ant. Desværre udspiller bl.a. temaet om at bevare den gode stemning for enhver pris sig ikke særligt elegant, men ret klodset.

Det er de dyriske instinkter over for det pæne og civiliserede, der udspiller sig bastant og noget ujævnt på sin vej til den overlange finale, hvor uhyggen går op i hat, briller og klodset gyserrabalder. Klichéerne får overtaget til fordel for brutal og dramatisk gru samt det psykologiske gys, der var lagt op til af instruktør James Watkins, som har skrevet filmen med Mads og Christian Tafdrup.

’Speak No Evil’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Speak No Evil’ har biografpremiere den 12. september.

Biografanmeldelse: Det lader til at være den perfekte familie. Men bag lukkede døre tæsker faderen sin hustru Jenny, moderen til Lily Bloom. Det er derfor måske ikke så underligt, at Lily har svært ved at finde de positive ord frem til sin fars begravelse. Der er dog også kærlighed i spil med ’It Ends with Us’, men altså også både psykisk og fysisk vold.

Dramaet starter ellers opløftende for Lily med en lys fremtid forude. Hun indfrier en livslang drøm om at åbne sin egen blomsterbutik. Det lykkedes for hende at slå dørene op, mens den charmerende Ryle nu træder ind i hendes liv. Det bliver starten på en elektrisk flirt, der udvikler sig til at blive et forhold, der ender med at rumme store problemer.

Ryle viser sig at være både voldelig og kontrollerende. Hvad gør Lily nu? Vil hun lykkes med at forlade ham, selvom hun elsker ham? Vil hun gøre det, hendes mor ikke lykkedes med? For Lilys blå øje var jo bare et uheld. Eller var det? Ryle og Lilys forhold udfordres yderligere, da hendes ungdomskærlighed Atlas en dag træder tilbage ind i hendes liv.

Her er et filmisk greb, som kunne virke dramatisk fint, hvis det ikke var fordi, pointerne omkring kærlighed og vold blev hamret så firkantet ind i hovedet på mig. Filmen fortælles nemlig i to spor. Flashbackscener med Lily og Atlas’ søde kærlighed sat op mod den udfordrende nutid. Kontrasten og pointer om sunde og usunde forhold bøjes bastant i forudsigelige neonrør.

Det er virkelig en skam, at denne underligt glansbilledglatte fortælling og film forbliver følelsesmæssig flad uden en psykologisk kompleksitet, der kunne give dramaet og sit emne om partnervold den tyngde, de nuancer og det nærvær, det fortjener. I stedet får man allerhøjest en film, der kan agere løftestang for en vigtig samtale.

Blake Lively gør i rollen som Lily, hvad hun kan med klichéerne, men det er op ad bakke. Det samme gælder Justin Baldoni, der både spiller Ryle og instruerer. Han får desværre bare aldrig løftet historien – der er baseret på en roman af Colleen Hoover – ind i et for alvor følelsesmæssigt engagerende rum, hvor menneskene og de komplekse tematikker får et troværdigt levet liv.

’It Ends with Us’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’It Ends with Us’ har biografpremiere den 5. september.

Biografanmeldelse: Hollywood emmer af neonlys, der er højt hår og VHS-udlejning, når man i Ti Wests slasher ’MaXXXine’ tages med til Los Angeles anno 1985. Her møder vi Maxine Minx, en forhenværende pornostjerne og nu aspirerende skuespiller i den pæne ende af filmlandskabet. Hun ønsker sig brændende at blive berømt og lægge fortiden bag sig.

Det er naturligvis en svær drøm at indfri – særligt i Hollywood, hvor skuespillerne står på nakken af hinanden for at klare sig til tops i drømmenes by. Maxine er dog ikke som de andre. Hun jagter hensynsløst og målrettet berømmelsen. Hun får da også en fod indenfor i branchen, men fortiden i pornofilm hænger over hende som en skygge.

Hvad der er endnu værre, så truer en brutal fortid med at indhente hende. Vi mødte nemlig også Maxine i Ti Wests tidligere film i hans X-trilogi, der desuden tæller ’X’ og ’Pearl’. Man kan godt nyde ’MaXXXine’ uden at have set de to andre film. For helhedens og den fulde forståelses skyld, hvad bl.a. angår visse nuancer af fortællingen, kan de begge dog kun varmt anbefales.

Det sagt, så blev jeg ikke kun forført af filmens historie og en fascinerende Mia Goth som Maxine, men også hele det tidsbillede, der males blodrødt op. Her er nemlig også tale om en film, der lever af sin atmosfære. Af et alsidigt Los Angeles, hvor jeg får lov at hænge ud. Både på den beskidte og kriminelle side af loven samt i den glamourøse stjernehimmel.

Lige bag de eftertragtede spotlys gemmer sig nemlig en underskov af knuste drømme, mens byen er lagt i et jerngreb af den berygtede seriemorder Richard Ramirez, kendt som Night Stalker, der myrder unge kvinder på stribe. Desuden er også frygten for konsekvenserne af voldsfilm, satanisme og heavy metal på sit højeste. Det er skarpt iscenesat og yderst engagerende.

Instruktør, manuskriptforfatter og klipper Ti West kan sin gyser-ABC, da filmen også står som et kærlighedsbrev til filmbranchen og særligt de underlødige skrækfilm og den berygtede videovold, hvor også de blodige italienske giallo-film er inspiration, komplet med bl.a. en maskeret morder. ’MaXXXine’ er kort fortalt en brutal, gyserglad og neonoplyst slasher-drøm.

’MaXXXine’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘MaXXXine’ har biografpremiere den 29. august.

Biografanmeldelse: Politiske konspirationer sitrer i den delvist vellykkede thriller ’Mørkeland’, der er opfølgeren til ’Kongekabale’ fra 2004 og ligeledes baseret på en roman af Niels Krause-Kjær. Vi vender således tilbage til et betændt politisk spil, hvor man i orkanens øje atter finder den ihærdige journalist Ulrik Torp, der igen spilles fint sammenbidt af Anders W. Berthelsen.

Da en fuldmægtig fra Indenrigsministeriet dræbes, ruller bolden nemlig ind i et spin af løgne, som Ulrik Torp forsøger at manøvrere i. Alt er dog ikke helt ved det gamle hos den garvede graverjournalist. For her 20 år senere, vender han efter års arbejdsløshed tilbage til sin gamle arbejdsplads Dagbladet, men denne gang som praktikant sendt af kommunen.

Hans gamle kollega Henrik Moll er nu den skarpe chefredaktør, der også denne gang portrætteres af Nicolas Bro. Timingen med praktikforløbet kunne ikke være mere heldig for Ulrik Torp, da det er lige oveni et folketingsvalg. Snart får han da også færden af en betændt sag, der trækker tråde ind i den politiske verden og valgkampen.

De eneste han dog synes at have i ryggen er hans to medpraktikanter Emma og Simon, der spilles virkelig vellykket dynamisk af Mathilde Arcel og Patrick A. Hansen. Snart er det et spil mod tiden, som folder sig ud, hvor skurke konstant lurer i skyggerne og døden synes at kunne indhente selv en vagtsom journalist som Ulrik Torp.

Desværre males bl.a. det politiske spektrum unuanceret og forudsigeligt op, mens politiets tilstedeværelse – eller mangel på samme – fremstår utroværdig. Filmen virker i det hele taget lidt halvbagt. Det er som om, der mangler nogle mellemregninger, der kunne give filmens pointer og plotdrejninger mere dramatisk og medrivende tyngde.

Bl.a. står Ulrik Torps privatliv også noget blafrende og uindfriet hen, hvilket er symptomatisk for det menneskelige drama i filmen, der aldrig helt får engagerende fat. ’Mørkeland’ fungerer klart bedst, når den fokuserer skarpt på det journalistiske arbejde og dets dilemmaer. Desværre mister filmen spænding og troværdighed flere gange undervejs.

’Mørkeland’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mørkeland’ har biografpremiere den 22. august.