’Føreren og forføreren’ giver et kig ind i det nazistiske maskinrum

Biografanmeldelse: Med den tyske ’Føreren og forføreren’ kommer man med ind i det propagandistiske maskinrum, hvor Joseph Goebbels leder fanatisk an med målet at udbrede Adolf Hitlers nazistiske foretagende med jødeudryddelse og drømmen om et tusindårsrige. Goebbels’ opgave er således at få det tyske folk til at slutte op om Hitler og nazisterne.

Hitler er den store fører, mens Goebbels er forføreren, der i filmens begyndelse anno 1938 står i en krise. Hans massemanipulerende propaganda har nemlig lovet det tyske folk fred og velstand, men Hitler vil den store krig, som han ser sig selv være sejrherre i. Rollerne er med andre ord skarpt fordelt i dette delvist vellykkede kig ind i nazisternes propagandamaskine.

Dramaet udspiller sig med et forsøg på at give indblik i Goebbels’ propagandavirke, men også med et kig ind i privaten, hvor bølgerne går højt mellem ham og hustruen Magda, som han åbenlyst er utro. Her er ganske vist smæld på Goebbels’ slagkraftige taler, ord og gennem propagandafilm til folket, men nuancerne i portrættet ender desværre noget sort/hvidt.

Det sagt, så er historien sit emne og personer taget i betragtning stærk og tankevækkende, hvilket det da også lykkedes filmens instruktør og manuskriptforfatter Joachim Lang at formidle sine steder ganske potent. Bl.a. via Robert Stadlobers nærmest maniske portræt af Goebbels, mens en indædt Fritz Karl er Hitler og Franziska Weisz er den forpinte Magda.

Desværre er manuskriptet i sine pointer og udfoldelsen af disse noget letkøbte i forhold til at give et dybere og mere komplekst indblik i folkeforførelse og en demagogs påvirkning af en verden og et samfund. Her vakler troværdigheden, mens der bl.a. klippes ægte og grufulde optagelser fra krigen og jødeudryddelsen ind i igennem.

Dette greb resonerer ikke gnidningsløst med den øvrige film, der ikke helt kommer det psykologiske spadestik dybt nok til for alvor at komme ind i Goebbels sind, både som menneske og nazistisk propagandist. Det sagt, så bringes der sine steder tankevækkende temaer om sandhed og manipulation i spil, hvilket spejles i nutidens desinformation og fake news.

’Føreren og forføreren’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Føreren og forføreren’ har biografpremiere den 19. september.

’Beetlejuice Beetlejuice’ har Michael Keaton tilbage i sprælsk hopla

Biografanmeldelse: ”The ghost with the most” er tilbage efter 36 år. Sidst vi så det bramfrie spøgelse Beetlejuice var nemlig i Tim Burtons gyserkomedie af samme navn fra 1988. Nu kommer så mere end tre årtier senere fortsættelsen ’Beetlejuice Beetlejuice’. Det er igen Michael Keaton, der indtager den sprælske titelrolle, mens både andre gamle og nye ansigter er med.

Tim Burton indtager også denne gang den krøllede instruktørstol, hvorfra han folder sig legesygt ud med diverse grotesk morsomme gespenster i efterlivets underverden. Det er her, vi atter finder Beetlejuice. Inden vi dog når så langt, møder vi igen Winona Ryders melankolske Lydia Deetz, som nu er blevet voksen og med sit eget paranormale tv-show.

Catherine O’Hara er også tilbage i rollen som Lydias mor Delia, der nu er en succesfuld kunstner og blevet mormor til Lydias rebelske datter Astrid, der spilles outsider-cool af Jenna Ortega. Der går dog ikke lang tid før en lavine af ballade med Beetlejuice starter. Han finder nemlig også denne gang sin vej tilbage til de levendes verden og familien Deetz’ kringelkrogede hus.

Herfra står den på spøgelseskaos og hjemsøgte herligheder, når Tim Burton og en veloplagt drilsk Michael Keaton atter har en fest med den kulørte rolle. Historien er dog ikke videre interessant og fortalt unødigt filtret, hvorfor noget af det ellers morsomme momentum går fløjten af og til. Det sagt, så er her nok af bl.a. sjove bikarakterer til at holde filmen kørende på skøre skinner.

Her finder man nemlig en række sjovt tænkte og dejligt bizarre døde. Bl.a. en piratfiske-gennembidt stakkel og det velkendte skrumpehoved Bob fra den første film, mens Willem Dafoe fornøjer sig som betjent i de dødes verden. Desværre kommer Monica Bellucci som det farlige spøgelse Delores og Beetlejuices eks ikke til sin ret og føles lidt overflødig.

Man kan altid diskutere, om filmen død og pine var en nødvendighed sin historie taget i betragtning. Uanset ens standpunkt her, så har vi altså nu ’Beetlejuice Beetlejuice’. Når det ikke kan være anderledes, så er det heldigvis lykkedes at levere et topgakket gensyn med det sortkomiske univers, der også leger med skønne praktiske effekter helt i tråd med den første film.

’Beetlejuice Beetlejuice’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Beetlejuice Beetlejuice’ har biografpremiere den 12. september.

Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ forfalder til klodsede klichéer

Biografanmeldelse: Ferien i Toscana nydes for fuld solstyrke ved poolen af den lille familie med mor Louise, far Ben og deres unge datter Agnes. Her møder de parret Paddy og Ciara samt sønnen Ant. Høj på ferie takker Louise og Ben smånervøst tak til efter solferien at tilbringe en weekend hos deres nye venner, der bor på et gård et godt stykke ude på landet i England.

Gensynet med den bramfrie Paddy og den søde Ciara bliver dog hurtigt ret akavet. Paddy er meget ligefrem og fornemmer aldrig stemningen i rummet. Louise og Ben bidder dog tænderne sammen for at bevare den gode stemning. Det bliver imidlertid sværere og sværere at holde på formerne og den idylliske facade, efterhånden som weekenden skrider frem.

Starten på et ubehageligt psykologisk spil mellem de to familier er startet, hvor Paddy, der konstant er stor i slaget, går over grænsen og gerne tager beslutninger på alle andres vegne, i den grad udfordrer Louises overbærenhed og tøffelhelten Bens selvbillede. Ja, der er et eller andet helt skævt derude på landet, hvilket gæsterne først alt for sent finder ud af.

Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ er en genindspilning af Christian Tafdrups danske film af samme navn fra 2022, der fungerede på egne vilkår og menneskelige mekanismer. Remaket er et andet bæst, hvor man som den karismatiske og herligt belastende Paddy finder en energisk og yderst veloplagt James McAvoy. Han er filmens svagheder til trods turen værd.

Der er i det hele taget fine præstationer i filmen. Aisling Franciosi er den milde Ciara, Mackenzie Davis er den ængstelige Louise og Scoot McNairy er den tilbageholdende Ben, mens Alix West Lefler er god som Agnes og Dan Hough helt rørende som den fåmælte Ant. Desværre udspiller bl.a. temaet om at bevare den gode stemning for enhver pris sig ikke særligt elegant, men ret klodset.

Det er de dyriske instinkter over for det pæne og civiliserede, der udspiller sig bastant og noget ujævnt på sin vej til den overlange finale, hvor uhyggen går op i hat, briller og klodset gyserrabalder. Klichéerne får overtaget til fordel for brutal og dramatisk gru samt det psykologiske gys, der var lagt op til af instruktør James Watkins, som har skrevet filmen med Mads og Christian Tafdrup.

’Speak No Evil’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Speak No Evil’ har biografpremiere den 12. september.

Mystikken breder sig underspillet dragende i dramaet ‘Blod og vand’

Biografanmeldelse: Det kinesiske drama ’Blod og vand’ har nærmest en atmosfære af at udspille sig under vand. Det er dvælende og dragende, når man i et roligt tempo kommer ind på livet af en lille familie i Kina med en reserveret far, en tilbageholdende mor og deres teenagesøn Wei, der er mere optaget af at spille computer end af sin skolegang.

Det er lige under overfladen i det stille familieliv, at dramaet sitrer og følelserne bobler. Men da Shuo fra sønnens klasse uheldigvis kommer til skade, bliver det starten på en relation til familien, der potent sparker underspillet til dramaet, hvor en udefinerbar fare nu synes at lure bag lukkede døre. En usagt konkurrence mellem de to teenagere spirer frem.

De uindfriede høje forventninger, som forældrene har til deres søn synes stille og roligt at skifte over på den udefrakommende unge dreng, der med intelligens og nysgerrighed griber ud efter et liv med en umiddelbart bedre fremtid foran sig end det, hans egen alkoholiserede alenefar kan give ham. Knugende og engagerende tager spændingerne stødt til filmen igennem.

Instruktør og manuskriptforfatter Jianjie Lin lykkedes med afdæmpede virkemidler at bringe det usagte i spil. De bortgemte hemmeligheder. De usagte og beskidte følelser, hvor misundelsen drengene imellem tager betændt til på fascinerende behersket vis. Det hele sat billedflot i scene med fotografen Jiahao Zhangs fine fornemmelse for både miljø og mennesker.

Muran Lin er virkelig god som den af sine forældre oversete teenagesøn Wei, der dukker sig mere og mere, jo mere hans mor og far overser ham til fordel for den nye ”søn” i familien. Shuo portrætteres elegant, behersket og mystisk af Xilun Sun. De to udgør en dejligt sær dynamisk duo, der synes som en umage spejling af hinanden.

’Blod og vand’ mister dog noget dramatisk pondus og engagerende momentum sine steder, men lever i disse lufthuller bl.a. af sin fint dvælende billedside og trykkede atmosfære, hvor et tema som bl.a. Kinas et-barns-politik og dens ophævelse er tankevækkende iscenesat med dens betydning for familier i landet. Det er dog, når mystikken breder sig, at dramaet for alvor lever.

’Blod og vand’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Blod og vand’ har biografpremiere den 12. september.

‘It Ends with Us’ er for glat til at få følelsesmæssigt fat

Biografanmeldelse: Det lader til at være den perfekte familie. Men bag lukkede døre tæsker faderen sin hustru Jenny, moderen til Lily Bloom. Det er derfor måske ikke så underligt, at Lily har svært ved at finde de positive ord frem til sin fars begravelse. Der er dog også kærlighed i spil med ’It Ends with Us’, men altså også både psykisk og fysisk vold.

Dramaet starter ellers opløftende for Lily med en lys fremtid forude. Hun indfrier en livslang drøm om at åbne sin egen blomsterbutik. Det lykkedes for hende at slå dørene op, mens den charmerende Ryle nu træder ind i hendes liv. Det bliver starten på en elektrisk flirt, der udvikler sig til at blive et forhold, der ender med at rumme store problemer.

Ryle viser sig at være både voldelig og kontrollerende. Hvad gør Lily nu? Vil hun lykkes med at forlade ham, selvom hun elsker ham? Vil hun gøre det, hendes mor ikke lykkedes med? For Lilys blå øje var jo bare et uheld. Eller var det? Ryle og Lilys forhold udfordres yderligere, da hendes ungdomskærlighed Atlas en dag træder tilbage ind i hendes liv.

Her er et filmisk greb, som kunne virke dramatisk fint, hvis det ikke var fordi, pointerne omkring kærlighed og vold blev hamret så firkantet ind i hovedet på mig. Filmen fortælles nemlig i to spor. Flashbackscener med Lily og Atlas’ søde kærlighed sat op mod den udfordrende nutid. Kontrasten og pointer om sunde og usunde forhold bøjes bastant i forudsigelige neonrør.

Det er virkelig en skam, at denne underligt glansbilledglatte fortælling og film forbliver følelsesmæssig flad uden en psykologisk kompleksitet, der kunne give dramaet og sit emne om partnervold den tyngde, de nuancer og det nærvær, det fortjener. I stedet får man allerhøjest en film, der kan agere løftestang for en vigtig samtale.

Blake Lively gør i rollen som Lily, hvad hun kan med klichéerne, men det er op ad bakke. Det samme gælder Justin Baldoni, der både spiller Ryle og instruerer. Han får desværre bare aldrig løftet historien – der er baseret på en roman af Colleen Hoover – ind i et for alvor følelsesmæssigt engagerende rum, hvor menneskene og de komplekse tematikker får et troværdigt levet liv.

’It Ends with Us’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’It Ends with Us’ har biografpremiere den 5. september.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er en skævt charmerende coming of age-fabel tilsat hugtænder og blod

Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at være teenager med alt, hvad det indebærer af nye følelser og en krop i forandring. Det er i hvert fald ikke nemt at være Sasha i det fine coming of age-drama ‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’, der leveres med herlig sortkomisk og blodig morbid kant.

Sasha er nemlig ikke alene teenager, men også en vampyr med ét stort problem: Hun har endnu ikke udviklet sine hugtænder, mens lysten til at slå mennesker ihjel for deres blod er ikke-eksisterende. Hun har ganske enkelt medlidenhed med de mulige ofre for hendes bid, hvilket hendes blodsugende familie har det meget svært med.

Da Sasha imidlertid møder den selvmordstruede teenager Paul, bliver det starten på et umage venskab, der måske kan være en vej ud af blodtørken for teenage-vampyren, som her har et muligvis villigt offer på hænderne. Så nemt er det naturligvis ikke for Sasha at bukke under for blodtørsten, hvilket ultimativt kan betyde døden for hende, hvis hun fortsat sulter.

Med en empatisk vampyr og den depressive Paul i centrum for den sødt charmerende film, bliver bl.a. problematikker som identitetskrise og ungdomsårenes udfordringer sat gribende i scene. Det hele tilsat herlige hugtænder og en smule velplaceret blod. Ja, måske denne umage duo kan finde ud af livskriserne med hjælp fra hinanden?

Sara Montpetit udgør med sine melankolske øjne og sorte hår en engagerende vampyr, jeg gribes af, mens Paul portrætteres trist af en rørende bedrøvet Félix-Antoine Bénard. De to komplementerer hinanden på elegant og dynamisk vis. Jeg tror på dem som plagede teenagere i filmens skævt bizarre univers.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er hverken et klassisk Dracula-gys eller glimtende vampyrer sat i Twilight-land, men sit eget fine og underspillet morsomme greb på vampyr-genren, der viser, at den bestemt er levedygtig og fortsat kan sætte vedkommende problematikker veloplagt i scene med farlige hugtænder og blodige mord.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er månedens film i Cinemateket i København med en spilleperiode fra den 5.-30. september.

Den 80’er-brutale ‘MaXXXine’ er en neonoplyst slasher-drøm

Biografanmeldelse: Hollywood emmer af neonlys, der er højt hår og VHS-udlejning, når man i Ti Wests slasher ’MaXXXine’ tages med til Los Angeles anno 1985. Her møder vi Maxine Minx, en forhenværende pornostjerne og nu aspirerende skuespiller i den pæne ende af filmlandskabet. Hun ønsker sig brændende at blive berømt og lægge fortiden bag sig.

Det er naturligvis en svær drøm at indfri – særligt i Hollywood, hvor skuespillerne står på nakken af hinanden for at klare sig til tops i drømmenes by. Maxine er dog ikke som de andre. Hun jagter hensynsløst og målrettet berømmelsen. Hun får da også en fod indenfor i branchen, men fortiden i pornofilm hænger over hende som en skygge.

Hvad der er endnu værre, så truer en brutal fortid med at indhente hende. Vi mødte nemlig også Maxine i Ti Wests tidligere film i hans X-trilogi, der desuden tæller ’X’ og ’Pearl’. Man kan godt nyde ’MaXXXine’ uden at have set de to andre film. For helhedens og den fulde forståelses skyld, hvad bl.a. angår visse nuancer af fortællingen, kan de begge dog kun varmt anbefales.

Det sagt, så blev jeg ikke kun forført af filmens historie og en fascinerende Mia Goth som Maxine, men også hele det tidsbillede, der males blodrødt op. Her er nemlig også tale om en film, der lever af sin atmosfære. Af et alsidigt Los Angeles, hvor jeg får lov at hænge ud. Både på den beskidte og kriminelle side af loven samt i den glamourøse stjernehimmel.

Lige bag de eftertragtede spotlys gemmer sig nemlig en underskov af knuste drømme, mens byen er lagt i et jerngreb af den berygtede seriemorder Richard Ramirez, kendt som Night Stalker, der myrder unge kvinder på stribe. Desuden er også frygten for konsekvenserne af voldsfilm, satanisme og heavy metal på sit højeste. Det er skarpt iscenesat og yderst engagerende.

Instruktør, manuskriptforfatter og klipper Ti West kan sin gyser-ABC, da filmen også står som et kærlighedsbrev til filmbranchen og særligt de underlødige skrækfilm og den berygtede videovold, hvor også de blodige italienske giallo-film er inspiration, komplet med bl.a. en maskeret morder. ’MaXXXine’ er kort fortalt en brutal, gyserglad og neonoplyst slasher-drøm.

’MaXXXine’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘MaXXXine’ har biografpremiere den 29. august.

‘The Crow’ får aldrig medrivende fat om kærlighed og hævn

Biografanmeldelse: Det er den udødelige kærlighed mellem to unge elskende, som igen er på spil i genindspilningen af Alex Proyas’ goth-melankolske hævnfilm ’The Crow’ fra 1994. Dengang var Eric Draven aka The Crow portrætteret af en cool og sidenhen legendarisk Brandon Lee som hævneren over sine banemænd med en krage på skulderen.

Denne gang er det Bill Skarsgård, som skal bide skeer med kærligheden og hævnen. Titlen er stadig ’The Crow’ i hænderne på instruktør Rupert Sanders, der desværre aldrig lykkedes med at give historien om evig kærlighed, retfærdighed, sorg, hævn og selvopofrelse dramatisk nærvær eller engagerende tyngde.

Der forsøges ellers sat schwung på den melodramatiske fortælling, hvor vi møder de sjæleforbundne og passioneret forelskede Eric og Shelly. Skæbnen vil dog, at de begge myrdes brutalt. Det bliver starten på et grumt hævntogt for Eric, som genopstår fra gravens kolde favntag for at søge blodig retfærdighed over drabsmændene.

Han er dog ikke et maddikebefængt kadaver, men den muskuløse The Crow med en kikset ansigtstatovering, sort makeup om øjnene og iklædt læder på sin vej gennem byens kriminelle underverden, hvor han opsøger dem, der smadrede parrets liv. Det afstedkommer midt i den ellers slatne hævn heldigvis én dejligt blodig og energisk omgang bersærkergang.

Det er desværre for lidt og lidt for sent i filmen, der aldrig løfter sig fra jorden med nok dramatisk momentum eller troværdige følelser til at gribe mig. Bill Skarsgård er ellers ganske sej som The Crow, men folkene bag hans look burde være skiftet ud. Han fremstår ofte mere som en mand klædt ud i et lidt for billigt The Crow-kostume.

Fortællingen vakler desuden konstant på sit tynde grundlag, hvor bl.a. en afvænningsfacilitet er på banen, hvilket hele vejen klinger hult. FKA twigs gør som Shelly sit bedste, men det er svært, når manuskriptet er så famlende dumt skruet sammen. Selv karismatiske Danny Huston som überskurk sættes til vægs af filmens halvbagte udførelse.

’The Crow’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Crow’ har biografpremiere den 29. august.

’Mørkeland’ er bedst, når den fokuserer på det journalistiske arbejde

Biografanmeldelse: Politiske konspirationer sitrer i den delvist vellykkede thriller ’Mørkeland’, der er opfølgeren til ’Kongekabale’ fra 2004 og ligeledes baseret på en roman af Niels Krause-Kjær. Vi vender således tilbage til et betændt politisk spil, hvor man i orkanens øje atter finder den ihærdige journalist Ulrik Torp, der igen spilles fint sammenbidt af Anders W. Berthelsen.

Da en fuldmægtig fra Indenrigsministeriet dræbes, ruller bolden nemlig ind i et spin af løgne, som Ulrik Torp forsøger at manøvrere i. Alt er dog ikke helt ved det gamle hos den garvede graverjournalist. For her 20 år senere, vender han efter års arbejdsløshed tilbage til sin gamle arbejdsplads Dagbladet, men denne gang som praktikant sendt af kommunen.

Hans gamle kollega Henrik Moll er nu den skarpe chefredaktør, der også denne gang portrætteres af Nicolas Bro. Timingen med praktikforløbet kunne ikke være mere heldig for Ulrik Torp, da det er lige oveni et folketingsvalg. Snart får han da også færden af en betændt sag, der trækker tråde ind i den politiske verden og valgkampen.

De eneste han dog synes at have i ryggen er hans to medpraktikanter Emma og Simon, der spilles virkelig vellykket dynamisk af Mathilde Arcel og Patrick A. Hansen. Snart er det et spil mod tiden, som folder sig ud, hvor skurke konstant lurer i skyggerne og døden synes at kunne indhente selv en vagtsom journalist som Ulrik Torp.

Desværre males bl.a. det politiske spektrum unuanceret og forudsigeligt op, mens politiets tilstedeværelse – eller mangel på samme – fremstår utroværdig. Filmen virker i det hele taget lidt halvbagt. Det er som om, der mangler nogle mellemregninger, der kunne give filmens pointer og plotdrejninger mere dramatisk og medrivende tyngde.

Bl.a. står Ulrik Torps privatliv også noget blafrende og uindfriet hen, hvilket er symptomatisk for det menneskelige drama i filmen, der aldrig helt får engagerende fat. ’Mørkeland’ fungerer klart bedst, når den fokuserer skarpt på det journalistiske arbejde og dets dilemmaer. Desværre mister filmen spænding og troværdighed flere gange undervejs.

’Mørkeland’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mørkeland’ har biografpremiere den 22. august.

’Blink Twice’ starter småsnøvlet og slutter underholdende dumt

Biografanmeldelse: Han er stenrig, ombejlet og omgærdet af mystik. Tech-milliardæren Slater King synes at have det hele i ’Blink Twice’. Det er måske derfor ikke så underligt, at den rodløse servitrice Frida har et yderst godt øje til ham. Som et rent eventyr vil skæbnen på utrolig vis, at han også får et godt øje til hende til et fundraiser-event, hvor han er hovedperson.

Aftenen skrider frem og romantikken tager til. Det ender da også med, at Slater King – en charmerende Channing Tatum – inviterer Frida – spillet gribende af Naomi Ackie – og hendes veninde med til hans egen private ø. En drømmeferie med fest, bobler og stoffer venter forude for de to veninder i selskab med Slater King og hans rige venner.

Under den blå himmel og i evige nætter på den solbeskinnede ø, synes festen aldrig at stoppe. Det er som et paradis for Frida og de andre, hvor hun og Slater King kommer tættere og tættere på hinanden. Det er dog som om, at der skjules noget på øen. Der synes at ske mystiske ting i kulissen, men hvad, der præcist lurer, står til en start hen i det uvisse.

Det er således med forsøget på at gribe mystikken om struben, at festen foldes ud. Det er dog noget småt med reel spænding i den lange første del af filmen, hvor festerne synes uendelige – og desværre også bliver noget ensformige at følge. De mystiske dryp af øens hemmeligheder bliver aldrig nær så dragende og medrivende, som ønsket måtte være.

Jeg har som publikum naturligvis luret, at ikke alt er så rosenrødt på øen, som overfladen tager sig ud. Der er dog noget i filmens struktur, der ikke helt får grebet mig medrivende hårdt. Der går ganske enkelt for lang tid, inden uhyggen og mystikken forløses på dyster og grusom vis. Her har filmen desværre delvist mistet mit engagement.

Heldigvis tager løjerne satirisk og brutalt til i en ok vellykket slutspurt, hvor øens hemmeligheder foldes ganske vellykket ud. Der er så bare lige det med troværdigheden i grundplottet, som jeg ikke overbevises af. Det sagt, er det svært at undsige mig, at filmen særligt i sin sidste del er drabeligt underholdende. Upåagtet hvor dum og utroværdig den også er.

’Blink Twice’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Blink Twice’ har biografpremiere 22. august.