Blodig Weekend 2022: Lørdagen var en af de helt store dage på dette års udgave af Blodig Weekend, der afholdes i biografen Empire i København. Her stod den nemlig ikke kun på hele fem film – plus et par kortfilm – men også festivalens traditionsrige marked, hvor man kan købe alskens gyserrelaterede ting. Herudover var der bl.a. også besøg af den italienske skuespiller Cinzia Monreale ved visningen af Lucio Fulcis ’The Beyond’.
Endvidere var der en panelsnak om helvede, ormehuller og andre dimensioner før visningen af ’Event Horizon’, mens Blodig Weekend har holdt fast i at vise kortfilm foran en række af festivalens titler. Det fungerer virkelig godt med sådan en lille appetizer, hvor man bl.a. også kan få indblik i, hvad der rører sig rundt omkring i gyserland andre steder end i spillefilmens verden.
Der var nok af gys og gru at slå kløerne i på markedet
BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM
Dørene blev slået op for publikum ved en 12-tiden, hvor startskuddet til markedet i den grad lød. Således stod gæsterne næsten på skuldrene af hinanden for at få fat på alt det guld, der gemte sig hos de mange standholderne. Jeg var naturligvis med i kødranden af skrækfans! I år var markedet endda udvidet til et ekstra lokale lige overfor Empire. Fedt at markedet er blevet større.
Men tiden var for mig knap på markedet, da første film blev sluppet løs på lærredet klokken 12:30. Nemlig med den dejligt stenede og paranoiafulde ’Daughter’. Inden den blev kortfilmen ’The Beast Will Kill Us All’ vist. Titlen var dog noget bedre end filmen. Desværre. Her var ellers menneskefornedring og teambuilding-gru på menuen, hvor man følger en gruppe på tur, mens det hele ender med at være alle mod alle.
Desværre fik løjerne ikke sat mavepusteren ind, men virkede noget løsmasket. Men krydsklip til en rødoplyst nat i skoven, hvor deltagerne med ulvemasker bevægede sig i slowmotion i nattemørket, havde dog et fint visuelt udtryk. Turen gik herfra til det tungt slæbende og urovækkende isolationsdrama ’Daugther’ af spillefilmsdebutanten Corey Deshon, der har instrueret og skrevet filmen.
En bizar familie i ’Daughter’
Man følger her en mildt sagt fucked up-familiesammenføring, hvor patriarken har sammensat sin egen familie og isoleret sig i et lille hus langt fra alt. Titelkarakteren, der blot tituleres som datter, kidnappes og sættes i lænker, indtil hun accepterer sin nye rolle som netop datter i familien med mor, far og søn.
Forknyt og nærmest søvndyssende fortalt, sneg de bizarre familiebegivenheder sig ind på livet af mig gennem et sirligt udfoldet narrativ, hvor sandheden har flere ansigter og idyllen ikke er ens for alle. Jeg blev bl.a. også forført af både filmens dejligt grumset udseende og gult belyste billeder af familie og den klaustrofobiske bolig.
Efterfølgende var der atter en kortfilm efterfulgt af hovedretten. Først den danske ’Det ottende sakramente’, hvor en præst ikke just er nær så flink, som en præst burde være. Han hjemsøges af indre dæmoner, der snart får et ydre liv i mødet med en mands ubehagelig bekendelser. Ganske fermt fortalt, men måske også lige lidt for stift og højstemt til rigtigt at gribe. Men visuelt vellykket og ganske gribende spillet.
På mareridtstur udi naturen i ’Dark Nature’
Herfra gik turen ud i en traumefyldt skov med ’Dark Nature’, hvor Joy sammen med et par veninder, en psykolog og en anden plaget kursist er taget for at komme deres fortids spøgelser til livs. At få sat sig fri af angsten. Det viser sig dog snart, at det ikke kun er i det indre, at uhyggen findes. For noget synes at lure på kvinderne fra skovens mørke. Således bliver turen en kamp for både en indre og ydre overlevelse i dette survival horror-miks.
Det at blande et plaget indre med et ditto ydre er et fermt greb til at lege kispus med virkelighed og mareridt. Desværre løfter dette ellers på papiret interessante parløb sig aldrig rigtigt ind i kroppen eller hjertet på mig. Dertil er filmen for slapt forløst i sit narrativ, mens karaktererne ikke helt bliver givet nok dramatisk tyngde. Heldigvis venter der dog lidt ferm grumhed hen mod slutningen.
Efter turen ud i skovens grumhed, gik turen nu atter ind i biografens skønne mørke til, hvad der for mig var et klart højdepunkt på Blodig Weekend. Nemlig en visning af Lucio Fulcis mareridtsmesterlige ’The Beyond’ fra 1981, der endda var med besøg af Cinzia Monreale, der spiller den blinde Emily i filmen. Hun var med til at introducere de olme herligheder og efterfølgende svarede hun på spørgsmål fra publikum.
Skuespilleren Cinzia Monreale i dialog med publikum
Der var nok mange i salen, der som jeg havde set filmen flere gange før, men det at få mulighed for at se gruen på et stort lærred var fænomenalt – og en perfekt måde at møde værket på for første gang for andre. Fortællingen udspiller sig surreelt i et varmt Louisiana på og omkring et mystisk hotel, hvor sin del af overnaturlige og ikke mindst sjasket klamme begivenheder snart tager fart.
Det var ren filmisk lykke at kunne gense filmen i ikke alene en yderst flot kopi, men altså også på et stort lærred, hvor det hele blev rundet fornemt af med besøget af Cinzia Monreale. Hun fortalte bl.a. om arbejdet med den italienske mesterinstruktør Lucio Fulci, videre til det at skulle optage filmen i reel blindhed grundet brugen af kontaktlinser samt andre interessante anekdoter.
Cinzia Monreale som den blinde Emily i ’The Beyond’
Eftersom samtalen med Cinzia Monreale gik lidt over tid – og jeg ikke ville smutte før den Q&A var færdig – missede jeg desværre det første af den ellers ret så interessante samtale, der fandt sted før visningen af Paul W. S. Andersons topfjollede rumgyser ’Event Horizon’ fra 1997. Men jeg fik heldigvis indtaget min plads i salen, hvor jeg nåede at få en god del af diskussionen med inden filmstart.
Her blev astrofysiker og museumsinspektør Lars Occhionero samt religionshistoriker og forfatter Helle Hinge interviewet om bl.a. begrebet helvede, ormehuller og andre dimensioner, der som bekendt spiller en rolle i filmen. Her kommer man nemlig ombord på et rumskib med kurs mod det uendelige univers, hvor redningsholdet skal undersøge rumskibet Event Horizon, der er dukket op efter års forsvinden.
Selvom filmens brug af fysiske love og cheesy replikker er topfjollet, er filmen altså også ret så underholdende. For selvom jeg aldrig for alvor er blevet gode venner med rumgyset, der skylder ikke så lidt til ’Hellraiser’, var det en god oplevelse at se filmen på det store lærred, hvor bl.a. filmens faktisk ret så cool production design kom til sin ret. Nå ja, og så er bl.a. Sam Neil og Laurence Fishburne en sej duo.
Der er noget mystisk på færde i ’Event Horizon’
Sidste grumme filmrejse på lørdagens Blodig Weekend var et virkelig godt tænkt tagteam bestående af norske Fredrik S. Hanas kortfilm ’From.Beyond’ og den syrede ’Something in the Dirt’. Med et vildt medrivende formsprog og diverse visuelle stilarter foldede først den virkeligt vellykkede ’From.Beyond’ sig ud med en fortælling om liv fra det ydre rums indtog her på Jorden. Fortalt gribende fragmentarisk.
Med ’Something in the Dirt’ blev der også kigget mod stjernerne og ikke mindst udi en virkelighed, der synes at rumme meget mere mellem himmel og jord, end hvad øjet først lige opfatter. I et sirligt spind af tilfældigheders måske ikke helt så tilfældige tilfælde og to venners jagt på sandheden bag en mystisk krystal, blev der her spundet en både morsom og spændende fortælling.
Justin Benson og Aaron Moorhead både instruerer, skriver og spiller de to hovedroller i ‘Something in the Dirt’, der på legende vis og med opfindsom brug af sin location i en beskidt lejlighed får fortalt en flerforgrenet og nuanceret historie om både venskab, verdensrum og vanvid. En skam, at de to filmskabere ikke lige havde dræbt et par af deres darlings mere, så de ellers veloplagte løjer var blevet en kende kortere. Men absolut en god oplevelse og afrunding på dagen.
De to venner på sporet af noget mystisk i ‘Something in the Dirt’
