12 YEARS A SLAVE: En slaves umenneskelige rejse gennem piskesmæld i 1840’ernes USA

Biografanmeldelse: Det er på ingen måde rart at være vidne til de umenneskeligheder, der finder sted i slavedramet 12 Years a Slave. Det bliver dog heldigvis aldrig patostungt eller Hollywood-melodramatisk. Det er derimod en knugende og grum tur ind i et af den amerikanske histories mest betændte­­ kapitler, hvor de svulstige strygere er fraværende, men dramaet konstant nærværende.

Det er det blandt andet fordi kameraet så godt som aldrig forlader den Solomon Northup, der ellers lever som en fri mand i staten New York med sin kone og børn. Men i nattens mulm og mørke kidnappes han, for i næste nu at finde sig selv i lænker og solgt som kvæg. Frarøvet sin frihed, identitet og familie må han nu forsøge at bevare håbet og troen på, at han igen vil blive en fri mand.

12 years a slave 02

Det er den relativt ukendte Chiwetel Ejiofor, der indtager den rollen som Northup, som i 1840’ernes USA ender som slave på en bomuldsfarm i det sydlige USA. Hans viljestærke og forpinte blik brænder intenst i hver en scene, hvor han på trods af de umenneskelig omstændigheder kæmper for at bevare sin værdighed som menneske. Det er råt fortalt og med en konstant dirrende usikkerhed for Northups skæbne.

Det er samme intensitet, man også finder instruktøren Steve McQueens to øvrige film, det klaustrofobiske sultestrejkedrama Hunger og den nihilistiske Shame om en sexafhængig mands vej mod afgrunden. Med 12 Years a Slave er McQueen rykket et stort skridt op i Hollywoods hierarki, men heldigvis uden at han af den grund har solgt ud eller givet slip på sin kunstneriske integritet.

12 years a slave 03

Ganske vist finder man også Hollywood-stjerner i både større og mindre roller, blandt andet Michael Fassbender som sadistisk slaveejer, Benedict Cumberbatch som en mere human en af slagsen, mens også Brad Pitt støder til som modstander af slaveriet. Så selvom det er Northups historie, der her har filmens udtalte fokus, er slaveriet altså skildret fra flere sider – nuanceret, kontrastfuldt og provokerende.

Filmen er baseret en biografi om Northups sande historie og tager altså ikke de brede panoramiske penselstrøg i brug. Her er det historien om en enkelt mands rystende rejse gennem slavehelvedet, der bringer dette stykke betændte historie nærværende og insisterende op til en nutid, der ikke kan andet end at se fortiden i øjnene, uanset hvor ubegribelig smertelig den end må være.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”12 Years a Slave | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
12 years a slave poster
Originaltitel:12 Years a Slave, USA, 2014
Premiere: d. 20. februar 2014
Instruktion: Steve McQueen
Medvirkende:
Chiwetel Ejiofor, Michael Fassbender, Benedict Cumberbatch, Paul Dano, Garret Dillahunt, Paul Giamatti, Scoot McNairy, Lupita Nyong’o, Adepero Oduye, Sarah Paulson, Brad Pitt m.fl.
Spilletid: min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

LONE SURVIVOR: Mark Wahlberg får røvfuld af Taleban i patostung militærmavepuster

Biografanmeldelse: En gruppe amerikanske soldater bliver sendt ind bag fjendens linjer i Afghanistan for at nakke en notorisk Taleban-leder. Men som titlen afslører, er det ikke alle involverede parter, der klarer ærterne – du ved, Lone Survivor. Men sådan er det jo, når det gælder krig, krudt og kugler.

Godt nok ser missionen på papiret overkommelig ud, men de fire amerikanske SEALs ender snart med en hær af bevæbnede Taleban-krigere i nakken i de afghanske bjerge. De forsøger uden held at kalde på forstærkning, så de må nu på egen hånd forsøge at overleve i de ufremkommelige omgivelser, mens kuglerne fyger om ørerne på dem.

lone survivor 01

Instruktøren Peter Berg underholdt senest med sin bombastiske invasionbasker Battleship, hvor mægtige kanoner, slimede rumvæsner og spektakulære effekter gav den amerikanske krigsmaskine pondus på åbent hav. Denne gang er krigen så hensat til de afghanske bjerge i en langt mere intim actionfilm, der lykkedes med at skabe op til flere både intense og adrenalinpumpende scener.

Men selvom det er action og åbne skudsår, der tager teten, forsøger Peter Berg også at give karaktererne en tyngde. Det lykkedes også ganske fint, selvom de følelsesmæssige nuancer er til at overse, mens den nationalpatriotiske patos står en smule i vejen for et oprigtigt følelsesmæssigt engagement i soldaternes dødskamp, der ellers rulles ud i grum realisme med blodsprøjt og benbrud

lone survivor 02

Særligt i filmens eftertekst får den amerikanske fane fuld smadder med militærpatos. Filmen er nemlig baseret på en rigtig mission fra 2005, hvorfor Peter Berg lader billederne af de rigtige soldater rulle henover lærredet i en lidt for langtrukken montage, der lugter af klæg propaganda. Ja, de noget klodsede dramaturgiske støvler tramper desværre uskønt henover filmens ellers effektive action.

Men pyt med lidt overgjort amerikaner-patos, for historien om overlevelse og broderskab fungerer ganske fint, selvom filmen vakler en smule klodset og sine steder unødvendigt sentimentalt af sted. Men det indtagende hold med Mark Wahlberg, Taylor Kitsch, Emile Hirsch, Ben Foster og Eric Bana gør de ujævne løjer værd at følge, hvor adrenalinen da også kommer oprigtigt i sving undervejs.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Lone Survivor | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
lone survivor poster
Originaltitel: Lone Survivor, USA, 2013
Premiere: d. 20. februar 2014
Instruktion: Peter Berg
Medvirkende:
Mark Wahlberg, Taylor Kitsch, Emile Hirsch, Ben Foster, Eric Bana m.fl.
Spilletid: 121 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE GRANDMASTER: Poetisk kung fu deler elegante øretæver ud

Blu-ray-anmeldelse: Der deles poetiske håndmadder ud i Wong Kar-wais smukke kung fu-film The Grandmaster. Men bare rolig, du behøver ikke være inkarneret kung fu-fan for at blive revet med af de elegante øretæver og historien om den legendariske kung fu-mester Ip Man. For man kan ikke andet, når først de dynamiske kampe foldes ud i elegant slowmotion og slagene giver genlyd.

Ip Man er for eftertiden blevet kendt som Bruce Lees læremester og som en af det 20. århundredes store kampsportsmestre. Det er han dog endnu ikke blevet, da vi møder ham i filmens begyndelse, hvor han dedikeret træner sin kampsport i 1930’ernes Kina. Hans navn bliver dog kendt vidt og bredt, da han vinder en dyst mellem de syd- og nordkinesiske kampsportsstilarter.

grandmaster 02

Men alt ændrer sig, da Kina invaderes af Japan – en krig, der sender Ip Man på flugt mod Hong Kong, hvor en gammel flirt og en mulig kærlighed venter. Således væves kampsport, krig, kærlighed og historietime sammen i Wong Kar Wais fascinerende univers med billeder, der bobler af energi og poetisk nostalgi. Det er en dragende kombination, også selvom den ikke hele vejen er lige vellykket forløst.

Historien vakler en smule hist og her, mens ikke alle karakterer får den fylde og det nærvær, man kunne ønske sig. The Grandmasters helt store styrke finder man i de mange pulserende kampe, der opretholder et momentum i selv de mere eftertænksomme passager af filmen, hvor både den historiske baggrund og de menneskelige relationer forsøges givet tyngde og nuancer.

grandmaster 01

Desværre får følelserne ikke samme pondus som kung fu-kampene, mens historien til tider synes en smule rodet fortalt. Men filmen lever fornemt af sit indtagende univers, hvor Tony Leung er konstant dragende som den eftertænksomme og hårdtslående Ip Man. Zhang Ziyi brænder som det kvindelige modstykke på samme måde igennem med sit insisterende blik og elegante bevægelser.

Men selvom historien og karaktererne har sine ujævnheder, er The Grandmaster på mange måder en medrivende filmoplevelse. Wong Kar-wai, hvis mest kendte film vel er den poetiske kærlighedshistorie In the Mood For Love fra 2000, får nemlig med vanlig sans for billedmagi fængslende udfoldet både kung fu, kærlighed og historietime – hvor det som sagt er kampscenerne, der er det største trækplaster.

Filmen – The Grandmaster, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale med blu-ray-udgivelsen. Billedsiden fungerer derimod ganske fint, dog uden at imponere. Farverne er mættede og billedet detaljerigt, men lider i flere scener desværre også en smule under støj og blødhed. Lydsiden spiller noget bedre med et både dynamisk og velbalanceret mix, hvor både slåskampe og dialog går klart og stærkt igennem.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Grandmaster | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
grandmaster cover
Originaltitel: Yi dai zong shi, Hong Kong | China, 2013
Release: d. 13. februar 2013
Instruktion: Wong Kar-Wai
Medvirkende: Tony Leung Chiu-Wai, Ziyi Zhang, Song Hye-Kyo, Chang Chen, Wong Hing-Cheung, Julian Cheung Chi-Lam, Zhao Ben-Shanget m.fl.
Spilletid: 1 time 58 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

GETAWAY: Selena Gomez har forvildet sig ind på Ethan Hawkes ræsende passagersæde

Blu-ray-anmeldelse: Spænd sikkerhedsselen, for med biluheldet Getaway bliver der brændt gummi af og smadret biler i bunkevis. Desværre får de mange biljagter ikke sat pulsen nævneværdigt i vejret, mens en altid fornøjelig Ethan Hawke gør hvad han kan med det klodsede manuskript og Selena Gomez på fribillet. Nej, hun bliver aldrig troværdig som kvik tøs med en gun. Men hey, her er det bilræs, der er i førersædet.

For meget kan undskyldes i sådanne drønende actionfilm, hvis bare actiondelen fungerer. Det gør den bare for sjældent her. Hawke, der spiller den hårdtpressede eks-racerkører Brent Magna, bliver nemlig tvunget til at stjæle en racerbil og via dens lydanlæg beordret til at udføre diverse hasarderede biljagter af en mystisk mand, der har kidnappet hans kone – og hvis Brent ikke adlyder, dræber de hende.

gataway bluray 02

Et simpelt setup, der lægger vejen åben for højoktan rabalder, hvor en hættebærende Gomez ender i passagersædet for at blive ufrivillig del af den dødelige køretur. Så mens den ene politibil efter den anden slår kollebøtter, eksploderer og totalsmadres, bliver engagementet i løjerne også kørt over. De mange biljagter er uopfindomme og bliver hurtigt monotome.

Hertil kommer de mange – ja, lidt for mange – plothuller og usandsynligheder, som simpelthen er for svære at sluge. Blandt andet bliver der utroligt nok ikke kørt nogle civile i smadder, selvom Brent racer ned igennem befolkede gader, gennem julemarkeder og ind på skøjtebaner. Ligesom Gomez via en iPad pludselig får hacket sig ind og fiflet med de mange kameraer i bilen, der er sat til at overvåge dem.

gataway bluray 01

Hele affæren lugter bare lidt for meget af, at man har haft en lækker racerbil, hvis motorkræfter man gerne vil fremvise, mens man også lige smadrer nogle hundrede politibiler, bare fordi man kan. Men ja, den der ræsende Ford Shelby er da også ret cool – og det siger jeg, som ikke går det fjerneste op i biler.

Men selvom Getaway langt fra er det drønende sus, den gerne vil være, holder den et ok tempo gennem sine alligevel lidt for lange 89 minutter. Men selvom Hawke er god som den forpinte racerkører, ja, filmens lyspunkt, så er det altså ikke nok med et par pøllede flashbacks til at etablere båndet mellem Brent og hans kone. Ja, jeg var hele turen ligeglad med om hun døde eller ej. Øv.

Filmen – Getaway, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er ikke videre medrivende, det er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside til gengæld. Billedet er veldefineret og med velafstemte farver og god detaljegrad, mens lydsporet drøner dynamisk af sted med god bund og fint balancerede niveauer. Ekstramaterialet begrænser sig til fem korte og ligegyldige promoindslag, der overfladisk ser på blandt andet castet, stunts og Ford Shelby’en (i alt 5 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Getaway | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
getaway cover
Originaltitel: Getaway, USA, 2013
Release: d. 20. januar 2013
Instruktion: Courtney Solomon
Medvirkende: Ethan Hawke, Selena Gomez, Jon Voightm.fl.
Spilletid: 89 min.
Udgiver: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

NEBRASKA: Bruce Dern er forrygende som alkoholiseret millionjæger i road movie

Biografanmeldelse: Du har helt sikkert modtaget en eller flere af de der fupmails, som påstår, at du har vundet i et og andet eksotisk lotteri. Du har helt sikkert også slettet disse mails. For hvem hopper på den slags? Det gør Woody Grant i Nebraska. Han modtager nemlig et brev om, at han har vundet en million dollars. Derfor begiver han sig med sin søn ud på en road trip for at opkræve de mange penge.

Det er Alexander Payne, der har instrueret – manden bag The Descendants, Sideways og About Schmidt. Ja, så behøver jeg i grunden ikke skrive mere, for at du ved, du skal se filmen. Men lad mig alligevel sætte lidt flere ord på dette fine sort/hvide drama. For som det altid er tilfældet med road movies, er det ikke kun en ydre rejse, der finder sted, men også en indre. Her er således tale om et familiedrama, hvor forholdet mellem far og søn står helt centralt.

nebraska 02

For den lettere alkoholiserede og smådemente Woody samt hans forsagte søn David, hvis kæreste lige er skredet, er på hver deres måde endt på en blind vej i livet. Bruce Dern er den på engang forvirrede og stædige Woody, mens Will Forte er den forstående søn, som godt ved, der ikke venter en million for enden af deres tur. Han vil bare gerne tættere på sin far og give ham en god oplevelse i hans livs efterår.

Med Alexander Paynes vanlige sans for at forene oprigtigt og ærligt drama med sort humor og lettere absurde optrin, rulles Nebraska veloplagt ud over de amerikanske veje. Således møder vi blandt andet de smådumme bonderøve i Davids to komiske fætre, da de ankommer hos Woodys bror og kone i hjembyen, Hawthorne i Nebraska, hvor nyheden om milliongevinsten selvfølgelig snart er på alles læber.

nebraska 01

Det bliver således til et møde med Woodys fortid, hvor hans alkoholmisbrug, familieproblemer og fejltrin bobler op til overfalden. Det sker blandt andet i mødet med Woodys gamle samarbejdsparter – en lettere intimiderende Stacy Keach – mens Woodys bramfri, men også omsorgsfulde kone har valgt at troppe op hos familien i Nebraska – hun spilles af en skøn og uhøjtidelig June Squibb.

Livet går ikke altid som man havde håbet på – det gælder også for Woody. For han er måske ikke endt der, hvor han havde tænkt sig at ende og har måske valgt den forkerte kærlighed og drukket mere end godt er. Men nogle gange tager livet beslutningerne for en og så må man blot lande på benene, så godt som man nu kan. Og ja, du kan altså roligt lande med begge ben i biografen for at se Nebraska.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nebraska | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
54253_Nebraska_plakat.indd
Originaltitel:Nebraska, USA, 2013
Premiere: d. 13. februar 2014
Instruktion: Alexander Payne
Medvirkende:
Bruce Dern, Will Forte, June Squibb, Bob Odenkirk, Stacy Keach m.fl.
Spilletid: 115 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

BEFORE MIDNIGHT: Den der kærlighed og alle de der følelser

Blu-ray-anmeldelse: Du ved uden tvivl, at kærlighed er kompliceret – ellers kommer du til det. Kærligheden er bestemt også kompliceret i Richard Linklaters drama Before Midnight. Men det er også en kærlighed, der er fortryllende, livsnødvendig og altopslugende. For i denne fornemme opfølger til Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004) foldes historien om Jesse og Céline ud på tredje årti.

Ethan Hawke og Julie Delpy indtager for tredje gang ubesværet hovedrollerne, der her er på ferie i Grækenland med deres to tvillingepiger. Der er dog ikke længere meget letsindig sommerflirt over deres forhold, som her midt i livet kommer på prøve. Jesses søn fra hans tidligere ægteskab bor med moderen i USA, mens han selv bor i Europa med Céline og deres to piger. Han er således splittet mellem to verdener, mens også Céline står ved en skillevej i sit arbejdsliv.

before midnight 02

Men bag de praktiske udfordringer lurer selvfølgelig andre og større problemer. Mere vil jeg ikke afsløre, men kan dog sige så meget, at her er tale om et af de der dramaer, som mestrer at balancere det dybe og komplekse med det sjove og lette. Det lykkedes blandt andet fordi Ethan Hawke og Julie Delpy giver deres karakterer, kærligheden og parforholdet ærligt og usentimentalt liv.

For som de to øvrige film, er det også her tematikker og følelser, man ikke kan andet end at lade sig involvere i. Det er frygten for, hvad fremtiden bringer, usikkerheden over om man er i livet, hvor man gerne vil være, og om kærligheden til sin udkårne nu også kan bære de forhindringer, livet sætter op. Så selvom de jordnære realiteter ikke kan ignoreres, er her også plads til eksistentielle diskussioner.

before midnight 03

Netop i spændet mellem det højtsvungne og det jordnære, får dramaet liv. Ethan Hawke og Julie Delpy gør Jesse og Céline til mennesker af kød og blod. Forfatteren, der udlever sit kreative talent, mens Céline ikke har forfulgt samme vej, selvom hun måske har villet. Ja, det er også et drama, der spørger ind til, om man nu har truffet de rigtige valg i livet, og om man kan nå at ændre kurs – selv midt i livet.

Before Midnight er ganske enkelt en yderst elegant opfølger til de to ligeledes fremragende forgængere. Et drama, man ikke kan andet end at blive rørt af og engageres i. Alt sammen fortalt med en uforfalsket selvfølgelighed. Karaktererne har en oprigtig tilstedeværelse hele vejen, hvorfor følelserne og historien går rent ind og efterlader en lidt klogere på sig selv.

Filmen – Before Midnight, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen gør sig smukt på Blu-ray. De klare farver under de græske himmelstrøg står veldefineret med fine nuancer, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Levende og naturtro. Lydsiden spiller også virkelig godt, hvor dialogen går klart igennem og balanceres dynamisk med det øvrige lydlandskab. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til et ligegyldigt slideshow med stills fra filmen (1 min.).

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Before Midnight | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
before midnight cover
Originaltitel: Before Midnight, USA, 2013
Release: d. 16. januar 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ethan Hawke, Julie Delpy m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

Blu-ray-anmeldelse: Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck det, for filmen er pokkers veloplagt sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.

Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter. De to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet – og som enhver superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.

Antboy 04

Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.

Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.

antboy01

Filmen er nemlig skåret ind til benet med sine 76 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken. Det kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.

Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, at være tro mod sig selv samt hvad der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken? Er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, det er de jo– all hail Antboy.

Filmen – Antboy, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

antboy 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens farverige univers gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, skarpt og klart hele vejen med både fin detaljegrad og flotte nuancer. Lydsporet spiller ligeledes virkelig godt, hvor superheltescoret har dynamisk svung og dialogen går klart igennem. Herunder får man et fint ekstramateriale.

Det består at et solidt og informativt kommentarspor med instruktør Ask Hasselbalch og manusforfatter Anders Ølholm. Herudover er der fem korte og fine featuretter, der blandt andet ser på castet, kostumerne, stunts og special effects (i alt 17 min.). Slutteligt finder man filmens trailer samt et ok interview med Ask Hasselbalch, Oscar Dietz og forfatteren bag Antboy-bøgerne, Kenneth Bøgh Andersen (7 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Antboy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
antboy cover
Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Release: d. 30. januar 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 76 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

DALLAS BUYERS CLUB: Matthew McConaughey ejer hver en scene i dette fremragende drama

Biograf-anmeldelse: Det er umuligt ikke at have lagt mærke til Matthew McConaughey de seneste par år. For fra at have haft sin gang i mere eller mindre ligegyldige dramaer, har han nærmest som ved et trylleslag indtaget den ene forrygende rolle efter den anden, blandt andet i The Wolf of Wall Street, Magic Mike, Mud og Killer Joe – det biografiske drama Dallas Buyers Club er ingen undtagelse.

For filmen er en udsøgt fornøjelse, det samme er McConaugheys præstation som småsvindleren og rodeorytteren Ron Woodroof, der nedlægger damer, sniffer coke og i det hele taget indgår i et maskulint miljø i et varmt Texas. Så da han smittes med HIV og får at vide, han kun har 30 dage tilbage at leve i, ændres hans verden selv sagt radikalt og han må tage sit liv til revision.

dallas buyers club 03

Året er 1985 og kendskabet til sygdommen sparsom. Ron og hans brovnte venner ser således HIV som en homoseksuel sygdom, hvorfor de homofobisk vender ham ryggen. Ron er således alene med sygdommen og sine mange tanker. Han bliver dog for sig selv uventet venner med den homoseksuelle AIDS-patient Rayon, en tynd Jared Leto, samt den omsorgsfulde læge Eve, spillet af en sød Jennifer Garner.

Ron er dog ikke en mand, der giver op. Han begynder derfor en kamp for overlevelse, hvilket blandt andet indebærer betragtelige mængder af endnu ikke-godkendt medicin samt andre lægemidler – og det virker. Hans 30 dage bliver udsat på ubestemt tid og som den virksomme mand han er, begynder Ron nu at smugle medicinen ind i Texas, hvor efterspørgslen er enorm.

dallas buyers club 02

Selvfølgelig ender Rons forretning som andet end en jagt på kontanter og overlevelse. Hans homofobi udfordres og lysten til at hjælpe andre syge, samt at slås mod lovgivningen omkring medicinen bliver motivationen. Ja, jeg var medrivende med hele vejen sammen med en fremragende Matthew McConaughey, der til rollen har undergået en fysisk forandring og tabt hele 21 kilo.

Dallas Buyers Club er bestemt Oscar bait, men heldigvis af den fineste slags. For her er ganske enkelt tale om et pokkers engagerende drama, der aldrig bliver sentimentalt, men forbliver oprigtigt og ærligt. Det skyldes ikke mindst Matthew McConaugheys præstation. Han er intens og med en tilstedeværende som få. Ron Woodroof er i filmen et menneske af kød og blod, man ikke kan tage øjnene fra.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dallas Buyers Club | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
dallas buyers club poster
Originaltitel: Dallas Buyers Club, USA, 2014
Premiere: d. 6. februar 2014
Instruktion: Jean-Marc Vallée
Medvirkende:
Matthew McConaughey, Jennifer Garner, Jared Leto m.fl.
Spilletid: 116 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

ROBOCOP (2014): Halvt menneske, halvt maskine – helt ligegyldig

Biografanmeldelse: Selvfølgelig er Paul Verhoevens RoboCop fra 1987 en af mine absolutte favoritter – og selvfølgelig måtte dagen komme, hvor et remake ville se dagens lys. Desværre er her tale om ikke kun en ligegyldig genindspilning, men ganske enkelt også en lunken actionfilm. Hverken den ikoniske RoboCop eller relevante tematikker som mediemanipulation og menneskelighed får pondus i denne fejltagelse af en film.

Nu skal denne anmeldelse dog ikke ende med at være en sammenligning mellem remaket og originalen. Det ville ikke være fair – og desuden bør et remake i min bog også gøre noget nyt med forlægget. Det er til dels også tilfældet med dette remake – blandt andet er RoboCop særdeles adræt, og hopper til tider elegant rundt som en ninja, mens volden i den grad nedtonet. Nej, ikke just de bedste ændringer.

robocop 01

Her er dog stadig tale om historien om betjenten Alex Murphy, der ender dødeligt såret, for herefter at blive til den legendarisk RoboCop – halvt menneske, halvt maskine. Året er 2028, så selvfølgelig kan den slags lade sig gøre. Det er det multinationale selskab OmniCorp, der står bag Murphys genfødsel, hvilket de selvfølgelig ikke har gjort uden bagtanker. Selskabet er nemlig lykkedes med at indsætte militærrobotter i andre lande, men disse er endnu ikke lovlige i USA.

Men den amerikanske befolkning stoler ikke på, at man kan overlade sikkerheden til robotter. Derfor har OmniCorp nu bygget et menneske ind i maskinen – Murphy skal altså tjene som forbillede. Maskinen har fået ansigt og menneskelighed, hvilket OmniCorp håber kan vende den robotfjendtlige stemning i befolkningen og blandt lovgiverne. Selvfølgelig har Murphy dog ikke tænkt sig blindt at følge deres plan.

Svenske Joel Kinnaman lægger krop til RoboCop, men forbliver frustrerende anonym. For selvom han både kan græde og skyde med guns, får han ikke for alvor givet karakteren gennemslagskraft – et menneske, der må kæmpe med både savnet af sin familie, sin egen menneskelighed, frie vilje og en ny identitet. Derimod er Michael Keaton som OmniCorps diabolske topchef langt mere mindeværdig.

robocop 02

Desuden er Gary Oldman som videnskabsmanden, der hjælper Murphy ind i maskinen veloplagt, mens Samuel L. Jackson som manipulerende tv-vært og Jackie Earle Haley som RoboCops træner begge gør god figur. Desværre efterlades de i en film, der mangler flere medrivende actionscener og en mere engagerende historie. Det er virkelig en skam, for bag anstrengelserne aner man et langt større potentiale.

Den brasilianske instruktør José Padilha ender altså på røven med sin Hollywood-debut, der efterlader RoboCop noget tandløs – for fuck sake, han skyder jo halvdelen af tiden med en pistol, der giver elektriske stød. Desuden mangler tematikker som kapitalisme, korruption og menneskelighed bid og satirisk vid. Ja, dette lunkne remake vil uden tvivl blive omdøbt til RoboCrap – og med god grund.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”RoboCop | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
robocop poster
Originaltitel: RoboCop, USA, 2014
Premiere: d. 6. februar 2014
Instruktion: José Padilha
Medvirkende:
Joel Kinnaman, Gary Oldman, Michael Keaton, Samuel L. Jackson, Abbie Cornish, Jackie Earle Haley m.fl.
Spilletid: 121 min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

FAMILIEN: Hold da kæft, hvor de skændes – og det er helt ok

Biograf-anmeldelse: Hvis du går og tror, at din familie er fucked up, er det helt sikkert vand ved siden af familien i skænderidramaet, der meget passende har fået den danske titel Familien – et ”Den dysfunktionelle” ville dog have været på sin plads foran den titel. Men uanset titel, bliver der råbt, skreget og grædt med Meryl Streep i front som ondsulet familieoverhoved med en tunge giftigere end Medusas slanger.

Ja, du bliver i dårligt humør af denne knugende mørke familiefejde – men det er helt ok. For til gengæld får man både stærke og medrivende præstationer fra et veloplagt cast. Du ved, masser af de der dirrende følelser, komplekse relationer og undertrykte sandheder. Alt sammen kommer her på bordet, så man både græmmes, griner og får en klup i halsen.

familien 01

Selvom Meryl Streep som den pillemisbrugende Violet Weston velfortjent stjæler alt det rampelys, hun kan komme i nærheden, får hun værdigt modspil af blandt andet Julia Roberts i rollen som hendes stærke datter, der som resten af familien tropper op til begravelsen af Violets mand. Således er den dysfunktionelle familie samlet under samme tag i et usædvanligt varmt Oklahoma.

Nedsmeltningen er med andre ord uundgåelig. For som en trykkedel ryger låget snart af frustrationerne, hvor Meryl Streeps kælling af en mor udgør omdrejningspunktet, mens resten af familien også kommer dramatisk i spil. Familien er altså på mange måder en skuespillernes film. Det er karaktererne, der er i centrum, hvor historien nærmest som et teaterstykke primært udspiller sig på en location – i Violets hus.

familien 02

Filmen, der bærer originaltitlen August: Osage County, er da også baseret på et skuespil. Her træder Julia Roberts og Ewan McGregor således ind på scenen som parret, der holder deres separation hemmelig for familien, mens Abigail Breslin som deres 14-årige datter ryger pot. Chris Cooper udgør fornuftens stemme og Margo Martindale er hans bralrende hustru – de to har selvfølgelig også problemer.

Herudover finder man Benedict Cumberbatch som forsagt fætter, samt en løssluppen Juliette Lewis og en sød Julianne Nicholson som de to øvrige søstre til Julia Roberts. Så selvom filmen af og til mister lidt af sin pondus og dramaet ikke hele vejen er lige velafstemt, er Familien på mange måder et vellykket og ondsulet familiedrama. Ja, det er et af de der dramaer, der slår gnister – og tak for det.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”August: Osage County | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
familien poster
Originaltitel:August: Osage County, USA, 2013
Premiere: d. 6. februar 2014
Instruktion: John Wells
Medvirkende:
Meryl Streep, Julia Roberts, Ewan McGregor, Chris Cooper, Abigail Breslin, Benedict Cumberbatch, Juliette Lewis, Margo Martindale, Dermot Mulroney, Julianne Nicholson, Sam Shepard, Misty Upham m.fl.
Spilletid: 121 min
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]