THE WOLF OF WALL STREET: Scorsese og Leo leverer potent grådigheds-kick med coke, dollars og bare damer i massevis

Blu-ray-anmeldelse: Det kan godt være, at Martin Scorsese er 71 år, men der er intet forældet over hans seneste film, den medrivende The Wolf of Wall Street. En potent, vanvittig og højtråbende tur ind i fusk og fiduser på finansmarkedet med den grådige børsmægler Jordan Belfort – ivrigt og intenst spillet af Leonardo DiCaprio. Og hey, hvis du ikke lige orker at læse videre, kan jeg gøre det kort: Ja, du skal se filmen.

Du blev hængende – super. Så skal jeg forsøge at uddybe, hvorfor du selvfølgelig skal se den. For det første, så er det en film af Martin Scorsese. For det andet, så er Leonardo DiCaprio i hopla som Belfort, som man her følger opbygge sin millionforretning som finansspekulant og fupmager med kokain i næsen og damer på dilleren. En heftig rejse ind i grådighedens mest bundrådne indre.

wolf of wall street 02

Det er heldigvis også et bundråddent indre, der er yderst underholdende, satirisk bidsk og grotesk. For selvom filmen er tre timer lang, holdes grådighedsgryden fermt i kog, hvor maniske fester og kyniske arbejdsmetoder går op i en højere enhed. Jo vist, det er ikke alle scener, der som sådan er med til at drive historien frem, eller tilføjer nuancer til karaktererne, men det er alle scener, der sprutter af energi og overskud.

Det samme gør DiCaprio i den altoverskyggende hovedrolle som en blåøjet knægt, der begynder sin jagt efter millionerne i 1987 og videre til drømmen indfries med alt hvad det indebærer af stoffer, sex samt et skrantende forhold til familien. For kone og børn passer ikke helt ind i den depraverede livsstil, hvor alt aldrig er nok. Det er dog mere Belforts vanvittige rejse, der er kernen end familiedramaet.

wolf of wall street 01

Ikke at filmen mangler dramatisk pondus af den grund. For selvom Belfort i grunden er en kynisk og koldt kalkulerende fupmager, tilføjer DiCaprio ham fine følelsesmæssige nuancer. Ja, hvis du ikke har luret det, så er her tale om en historie om storhed og fald. En historie, der tager udgangspunkt i virkelighedens Belforts liv. Her er dog nok ikke som sådan tale om en virkelighedsgengivelse en til en.

DiCaprio bakkes desuden op af Jonah Hill som hans skøre ven og kollega, mens Matthew McConaughey brillerer i en kort birolle som coke-sniffende finanstosse. Ja, Scorsese har skabt en overdådig, flamboyant og fascinerende film, der ikke er uden genklang af hans mesterværker som Goodfellas og Casino. En af mine absolut bedste oplevelser i 2014 indtil videre – med kokain, blowjobs samt dollarregn.

Filmen –
The Wolf of Wall Street, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

wolf of wall street 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens mange vanvittige scener ser forrygende godt ud på Blu-ray. Den kulørte farvepalet gengives klart, farvemættet og veldefineret, mens også de mere mørke scener står flot med solid kontrast og flotte nuancer. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sin dynamisk brug af både dialog, musik og øverigt lydlandskab. En sand Blu-ray-fornøjelse.

Ekstramaterialet er måske ikke just omfattende, men bestemt værd at bruge tid på. Her får man to featuretter, der blandt andet går i kødet på filmens tilblivelse, karakterne og det at skulle beskrive nogle i gruden ikke vildt sympatiske karakterer (17 min. og 11 min.), samt et interview med Scorsese, DiCaprio og Hill, der ligeledes snakker om deres samarbejde og produktionen (11 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Wolf of Wall Street | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
The Wolf Of Wall Street cover
Originaltitel: The Wolf of Wall Street, USA, 2013
Premiere: d. 30. maj 2014
Instruktion: Martin Scorsese
Medvirkende:
Leonardo DiCaprio, Jonah Hill, Margot Robbie, Matthew McConaughey m.fl.
Spilletid: 179 timer
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

AMERICAN HUSTLE: Stjernecast kan ikke stillet meget op med rodet fupmagerfilm

 Blu-ray-anmeldelse: Jeg skal gøre mit bedste for ikke at bruge for meget plads på at kommentere tøjet og parykkerne. American Hustle byder nemlig på bredflippet 70’er-stil samt hentehår, højt hår og permanentet hår. Godt, så er det på plads. For her gælder det ikke mode, men svindel, forviklinger og forkerte beslutninger samt komplicerede forhold, jagten på kærligheden og det gode liv.

Christian Bale har ædt sig en flommet mave til i rollen som svindleren Irving Rosenfeld, der med hentehår og tvivlsom charme hiver penge hjem på fup og fiduser. Han forelsker sig hovedkulds i en navlenedringet Amy Adams – det kan ingen bebrejde ham. De bliver sammen en storsvindlende duo, der ender med håret i postkassen og bliver derfor nødt til at hjælpe FBI med at få skovlen under nogle korrupte politikere, for selv at slippe for fængsel.

american hustle 03

Men nej, selvfølgelig forløber denne plan på ingen måde efter planen. Blandt andet fordi FBI-agenten, der leder operationen kommer på tværs af Irving og hans udkårne. Men dette trekantsdrama er kun en flig af dramaet, hvor ingen helt synes at fortælle sandheden om sig selv. Så nej, det er ikke kun, når det gælder om at lokke de korrupte i fælden, at der lyves og svindles. På privatfronten er der også hemmeligheder.

Således flettes kærlighedsforviklinger og dramaet sammen med den både vovede og komplicerede operation. Problemet er blot, at hverken dramaet eller operationen for alvor fænger. Her vakles der en ujævnt rundt i historien, mens drama og komik heller ikke rigtigt finder balancen, som den ellers gjorde så elegant i instruktør David O Russels forrige film, Silver Linings Playbook.

american hustle 01

Her kommer man ikke ind på livet af det ellers fremragende cast. Det er virkelig en skam, for indpakningen er mere end tillokkende. David O. Russell snyder altså publikum for den gode film, der ellers lå i kortene. Men nej, American Hustle er ikke helt til hundene. For blandt andet er netop de medvirkende det, der bærer filmen gennem sin rodede og ikke videre engagerende historie.

Christian Bale som forfængelig fupmager med store idéer, en skrøbelig, men stålsat Amy Adams og Bradley Cooper som energisk FBI-agent. En veloplagt Jeremy Renner overrasker særdeles positivt som borgmester. Ja, han er sgu blevet snydt for en nominering (host, Oscars, host), mens Jennifer Lawrence gør sin ting som bramfri kone til Irving. Men altså, en ujævn og mildt uengagerende fortalt historie, der for resten er løst baseret på virkelig begivenheder i slut-70’erne. Tja, se den for castet.

Filmen –
American Hustle, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

american hustle 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det kan være, at filmen er ujævn, men Blu-ray-udgivelsen slingrer ikke i valsen. Her står billedet veldefineret hele vejen med dejligt mættede farver, god kontrast og flot detaljegrad. Lydsporet er dynamisk og går klart igennem på alle fronter. En fornøjelse. Desværre er ekstramaterialet ikke vildt ophidsende.

Her får man en ok featurette, hvor både skuespillere og instruktør snakker roller, historien og produktionen. Den er værd at se. Derudover medfølger også hele 11 slettede scener, der faktisk er ret fine og tilbyder ekstra indblik i karakterne (22 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”American Hustle | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
american hustle cover
Originaltitel: American Hustle, USA, 2013
Premiere: d. 22. maj 2014
Instruktion: David O. Russell
Medvirkende:
Christian Bale, Bradley Cooper, Amy Adams, Jeremy Renner, Jennifer Lawrence m.fl.
Spilletid: 139 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

GRUDGE MATCH: Stallone og De Niro slår charmerende huller i luften som aldrende boksere

Blu-ray-anmeldelse: For helvede da også, hvorfor pokker har man ikke gjort sig en smule mere umage, når nu man har sat Sylvester Stallone og Robert De Niro stævne – ja, selveste Rocky og The Raging Bull tilbage i ringen. Men okay, helt til hundene er Grudge Match ikke. De to legender har charmen i behold og leverer veloplagt ping pong.

De Niro og Stallone spiller de aldrende bokserivaler, Billy ”The Kid” McDonnen og Henry ”Razor” Sharp, som siger ja til at tage den revanchekamp, der aldrig blev til noget for 30 år siden. Her tabte The Kid verdensmesterskabet i letsværvægt til Razor, efter selv at have vundet en kamp før det. Der står med andre ord 1-1. En uafgjort, der nu skal blive til én taber og én vinder. På papiret synes en kvabset De Niro dog ikke just som en værdig modstander til den muskuløse Stallone. Men, men, men…

grudge match 02

For ja, selvfølgelig er det ikke sådan for et par ældre mænd at få boksehandskerne på igen, end sige at skabe den fornødne opmærksomhed omkring deres kamp. Men de kan begge bruge pengene, hvilket, bag den personlige vendetta, også er en motivation. Derfor kaster de sig ikke kun ud i hård træning, men også ind i mediemøllen. Det afføder et par absurde og ofte også ret så sjove scener.

Blandt andet da de to iført grøn heldragt skal lægge krop til deres animerede alter egoer i et boksespil. Men selvfølgelig farer de to fjender i flæsket på hinanden – hvilket gælder hele filmen, en legesyg og herligt spydige kamp på både ord og fysik. De Niro som den selvsikre og kvindejagende charmør, der både drikker og spiser løs – hvilket hans korpus også vidner om.

grudge match 01

Modsat står Stallone som bredskuldret knudemand med fysikken i orden og et knust hjerte, der dog sidder på rette sted. Han er arbejderen, der slider i det, mens han tager sig af at betale regningerne for sin endnu ældre ven og mentor Louis, en herligt bidsk Alan Arkin. Det er dog fjendskabet mellem The Kid og Razor, der er filmens ubetingede omdrejningspunkt, selvom der puttes andre dramapiller i suppen.

Blandt andet smides der nogle familiekomplikationer på bordet, mens også forliste forhold og forældreroller forsøger at få tårerne til at trille – hvilket da også næsten lykkedes. Men skidtet bliver en kendte for klægt sentimentalt til for alvor at få oprigtige følelser sat i sving, hvilket en møgirriterende møgunge ikke just hjælper på. Men fuck det, for Stallone og De Niro er godt selskab – vittigt og veloplagt, selvom de desværre ikke helt vinder denne tur tilbage i ringen.

Filmen – Grudge Match, 3/6:3_6 - stars_LILLE

grudge match 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret og klart filmen igennem med solid kontrast og godt bid i farverne, mens lydsporet spiller klart og dynamisk, hvor både boksestød og vittige replikker leveres overbevisende. Ekstramaterialet måske ikke vildt oplysende, men ofte hyggeligt.

Her får man et kig bag filmen i to featuretter (i alt 19 min.), hvor blandt andet de to hovedroller og instruktøren snakker om alt fra historien, rollerne og deres skuespilskarrierer samt træningen og boksekampene. Herudover er der et par korte indslag med blandt andet Mike Tysen og Evander Holyfield snakker om filmen og boksning (i alt 7 min.) og slutteligt finder man en alternativ start på filmen (7 min.) samt to alternative slutninger (7 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Grudge Match | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
grudge match cover
Originaltitel: Grudge Match, USA, 2013
Premiere: d. 13. maj 2014
Instruktion: Peter Segal
Medvirkende:
Robert De Niro, Sylvester Stallone, Kevin Hart, Alan Arkin, Kim Basinger, Jon Bernthal m.fl.
Spilletid: 113 timer
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

PARANORMAL ACTIVITY: THE MARKED ONES: Håndholdt femmer er et fesent fejlskud

Blu-ray-anmeldelse: Vi er nu kommet til nummer fem i rækken af Paranormal Activity-film. Det er måske ikke just en serie, der er blevet bedre med tiden, men de fire første film har alle budt på deres isnende uhyggelige momenter samt mere eller mindre opfindsomme måder at bruge hjemmevideogysets rammer på.

Men med seneste skud på stammen, Paranormal Activity: The Marked Ones, knækker filmen desværre helt. Her leveres ikke uhyggelig, men blot sjusket og uopfindsomt fortalt gys. Trådene til de forrige film er skåret ind til et minimum, og her er da også mere tale om en spin-off end en egentlig fortsættelse. Præmissen er dog i grove træk den samme: Overnaturlige fænomener, der dokumenteres med håndholdt kamera.

Paranormal Activity The Marked Ones 02

Historien er i denne omgang hensat til et lille boligkompleks i et solrigt Californien, hvor der i en af lejlighederne foregår nogle mystiske ting. Det får to kammerater selvfølgelig færden af, hvorfor de bevæbnet med deres mest håndholdte videokamera forsøger at komme til bunds i sagen. Det bliver starten på det ene halvsnaldrede forsøg på at stable uhygge på benene efter det andet.

Blandt andet da en fæl ånd skråstreg dæmon tilsyneladende kommunikerer gennem et spil med røde og grønne lamper, der lyser for henholdsvis et ja eller et nej. Det bliver desværre kun et nej til uhyggen. En smule vellykket gru bliver det dog trods alt til, da de to gutter bevæger sig ned i en gusten kælder. Men det forbliver ved meget få og meget mildt vellykkede scener, der dog aldrig bider sig fast i kroppen.

Paranormal Activity The Marked Ones 01

Jeg var indtil videre blevet gyst godt igennem af den ganske vist ujævne, men overvejende underholdende serie, men Paranormal Activity: The Marked Ones er noget værre rod og så godt som drænet for virkningsfulde gys. Så hvis her er tale om en tendens for seriens fortsatte liv, så må den for min skyld gerne puttes i graven – og blive der.

Filmen – Paranormal Activity: The Marked Ones, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen tager sig ud som man nu må forvente sig af en film, der skal forestille at være skudt på et billigt håndholdt kamera. Billedet er af og til uldent, mens mørke scener ikke altid gengives lige overbevisende. Lydsiden fungerer ganske ok med det rusk, støj og bulder, der indfinder sig i det håndholdte gys. Den en smule smadrede og gritty æstik er en del af universet og leveres altså fint på denne Blu-ray-udgivelse.

Ekstramaterialet begrænser sig til en syv ekstra scener, der ikke gør det store væsen af sig (11 min.), mens man også kan vælge at se filmen i en godt 15 minutter længere version end den, der gik i biografen. Ikke det mest ophidsende ekstramateriale, hvor jeg blandt andet savner noget om tankerne bag den retning, man har valgt at tage med denne femte film i rækken.

Ekstramateriale 2/62_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Paranormal Activity: The Marked Ones | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 2/6:
3_6 - stars
Paranormal Activity The Marked Ones cover
Originaltitel: Paranormal Activity: The Marked Ones, USA, 2013
Release: d. 22.05.2014
Instruktion: Christopher Landon
Medvirkende:
Andrew Jacobs, Jorge Diaz, Gabrielle Walsh m.fl.
Spilletid: 1 time 24 min. (biografversion), 1 time 41 min. (forlænget version)
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

EDGE OF TOMORROW: Tom Cruise dør igen og igen og igen og igen – og det er han virkelig god til

Biografanmeldelse: Tænk lige over, hvordan det ville være at vågne op til den samme dag igen og igen. Og tænk så lige over, hvis den dag, var en dag, hvor du blev tvunget i krig mod fæle, invaderende rumvæsner, der igen og igen dræbte dig. Det er præcis sådan en dag, Tom Cruise på mystisk vis vågner op til igen og igen i den heftige science fiction-tidssløje-basker Edge of Tomorrow.

Det er kun ekstra nedtur for Tom Cruise, der spiller officeren William Cage, da han normalt blot varetager PR for militæret og derfor aldrig har sat en fod på slagmarken, endsige haft et gevær i hånden – og så kan han ikke tåle synet af blod. Ja, sådan en art krigskujon og tøffelhelt placeret i sit livs mareridt, gang på gang.

edge of tomorrow biograf 02

Men for hver gang Cage vågner op til den samme skæbnesvangre dag, begynder han at ane en mulighed for at besejre rumvæsnerne og hermed redde intet mindre end menneskeheden fra undergang – ikke mindst med hjælp fra en den nådesløse soldat Rita Vrataski, en hårdtslående Emily Blunt. Men selvom filmens præmis altså er et tidsloop, bliver historiens repetitive natur aldrig kedelig.

Løjerne forbliver veloplagt leveret fremtidsaction med en fin menneskelig klangbund, der vinder fodfæstne som filmen skrider frem. En art eksplosiv variation af Groundhog Day tilsat Aliens og The Matrix samt mudret krigssmadder og forrygende flot fremtidsaction. Og nej, humoren glemmes ikke, hvor den absurde præmis spiddes vittigt undervejs. Blandt andet veltimede jokes med Tom Cruise, der modvilligt sendes i graven gang på gang.

edge of tomorrow biograf 01

Det er desuden forfriskende at se Tom Cruise i en mere kujonagtig rolle end man er vant til. Som en mand, der for en gangs skyld ikke har styr på tingene. Men ja, han vokser selvfølgelig med opgaven og bliver absolut habil til at håndtere både sit gevær og ikke mindst det store kropsforstærkende kampskelet som soldaterne placeres i.

Men selvfølgelig er en film om en tidsloopende invasion fra rummet ikke uden sine fodfejl. Filmen er dog på trods af historiemæssige ujævnheder og et ikke lige veltuneret tredje akt pokkers medrivende, energisk og heftig fremtidsaction. Hvor tæt filmen så er på sit japanske romanforlæg, ved jeg ikke, men evigt karismatiske Tom Cruise er i hvert fald pakket veloplagt ind i et metalskelet med raketter på ryggen.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Edge of Tomorrow | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
edge of tomorrow poster
Originaltitel: Edge of Tormorrow, USA, 2014
Premiere: d. 4. juni 2014
Instruktion: Doug Liman
Medvirkende:
Tom Cruise, Emily Blunt, Bill Paxton, Brendan Gleeson m.fl.
Spilletid: 113 min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

MALEFICENT: Angelina Jolie er skøn som hornet fe, men eventyret mangler pondus

Biografanmeldelse: Den er god nok, Angelina Jolie har både vinger, horn i panden og lidt for høje kindben i Disneys eventyrlige Maleficent. Her indtager hun titelrollen som Torneroses onde fe, der er knap så ond som sit rygte. Filmen giver nemlig en mere nuanceret historie om den ellers så grumme skurk. For bag de mørke klæder gemmer sig en tragisk kærlighedshistorie og et bristet hjerte.

En tragisk forelskelse har nemlig gjort den ellers så fredelig fe til den hævngerrige skurk, vi alle kender og som i dette eventyr kaster en frygtelig forbandelse over kongedatteren Aurora, der nu vokser op midt i striden mellem menneskenes kongerige og skovens rige, hvor Maleficent hersker. Men igen, Maleficent er aldrig sådan rigtig ond – eller for den sags skyld skræmmende eller farlig.

Maleficent 02

Den hornede fe er en såret sjæl, der hele vejen tydeligt bærer sit ømme hjerte på sit ydre. Det er selvfølgelig altid spændende at udfordre tematikker som godt og ondt, men her afføder det ikke engagerende dilemmaer, da der aldrig rigtig er en egentlig konflikt tilstede i Maleficent om det gode og de onde, hvorfor et dramatisk pondus udebliver. Maleficent er allerhøjest en smule hævngerrig.

Heldigvis har filmen andre klare styrker, blandt andet sit univers. Det er smukt, fascinerende og forførende. Lige fra de dystre skove, til åndeløse solnedgange og kampe mellem træmonstre og riddere. En gennemført kulisse for den desværre lidt ujævne fortælling og de gennemskuelige karakterer. Men nu er det også produktionsdesigneren bag Avatar og Alice i Eventyrland, der har sin instruktørdebut.

Maleficent 01

Det bærer filmen absolut præg af, men Robert Strombergs helstøbte univers er desværre ikke nok til at gøre Maleficent til mere end et ok fornøjeligt eventyr. Men det er nu bestemt heller ikke af vejen, da det hele alene er værd at se for en skøn Angelina Jolie i titelrollen – sammen med det eventyrlige univers, der nok skal gribe en, når nu historien og karaktererne har sine problemer med det.

Rollelisten byder videre på Sharlto Copley som forbitret konge, mens Elle Fanning egentlig bare er dødirriterende som en forceret smilende Aurora, jeg mest havde lyst til at ruske noget oprigtighed ind i. Ja, Maleficent er lige ved og næsten at kunne have været det forrygende eventyr som både den legendariske fe og Angelina Jolie fortjener. Men mon ikke Disney gør forsøget igen med en to’er?

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Maleficent | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
maleficent poster
Originaltitel: Maleficent, USA, 2014
Premiere: d. 29. maj 2014
Instruktion: Robert Stromberg
Medvirkende: Angelina Jolie, Sharlto Copley, Elle Fanning, Sam Riley, Imelda Staunton, Juno Temple, Lesley Manville m.fl.
Spilletid: 97 min
Distributør: Walt Disney Entertainment[/tab][/tabgroup]

X-MEN: DAYS OF FUTURE PAST: Massevis af mutanter forvilder sig ind i en kulørt rodebutik

Biografanmeldelse: Jeg skal love for, at der åbnes op for posen med kulørte mutanter i X-Men: Days of Future Past. Her vrimler det med både nye mutanter og gamle kendige. Desværre vrimler de rundt i en noget ujævn rodebutik, hvor tidsrejser, koldkrigsdrama og lidt for mange plottråde drukner karakterne. Heldigvis kan man læne sig tilbage og lade sig gennemtæve af action og buldrende effekter.

Nå, men lad mig lige ridse filmen præmis op. Fremtiden er endt helt i hundene, da såkaldte Sentinels, nogle robotlignende våbenmonstre, der var skabt til at dræbe mutanter, nu har vendt sig mod alle levende væsner. Verden er således endt i en grum apokalypse. Derfor bliver Wolverine med mutant-hjælp sendt tilbage i tiden, hvor han i 1970’erne skal forhindre begivenheden, der sidenhen førte til undergangen.

x-men days of furture past 01

Egentlig et simpelt tidsrejse-setup, men desværre mudres mutant-strabadserne ind i flere plottråde end historien formår at forløse tilfredsstillende. Det resulterer i karakterer, der på trods af alvorstunge og oprigtige dialoger aldrig rigtig får følelsesmæssig tyngde. For lige som filmen begynder at fostre noget dramatisk pondus, væltes det af endnu et actionfyldt effektorgie eller en skamskudt plottråd.

Man får ellers perlerækken af favoritmutanter. Hugh Jackman er igen en gnaven Wolverine, mens man får både den gamle og unge version af Professor X og Magneto – henholdsvis Patrick Stewart og James McAvoy, Ian McKellen og Michael Fassbender. Læs hertil Jennifer Lawrence som den hamskiftende Mystique, Peter Dinklage (med skovsnegl) som Sentinels-opfinderen, Nicholas Hoult som Beast, Halle Berry som Storm og Ellen Page som Kitty Pryde.

x-men days of furture past 02

Ja, der er endnu flere karakterer, men det er bare lige de mest centrale – give or take. Historien drejer sig dog primært om Wolverine, de unge versioner af Professor X og Magneto samt Mystique. Men selv med dette fokus, forvikler historien sig ind i blindgyder, der konstant forhindrer filmen i rigtigt at løfte sig ud af sine mange plottråde, der ender med at hæmme historien, mere end at nuancere og engagere.

Ja, nyeste kapitel i mutant-sagaen er desværre noget kulørt rod. Heldigvis også ok underholdende kulørt rod. For der er actionscener, der overvinder plothullerne og blot imponerer. Men på trods af oprigtige forsøg på at give historien karaktermæssig tyngde, udeblev det følelsesmæssig engagement. Så selvom Bryan Singer, der stod for de første to solide X-Men-film instruerer, ender denne mutant som en skuffelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”X-Men: Days of Future Past | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
x-men days of future past poster
Originaltitel: X-Men: Days of Future Past, USA, 2014
Premiere: d. 22. maj 2014
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende:
Hugh Jackman, James McAvoy, Michael Fassbender, Jennifer Lawrence, Halle Berry, Anna Paquin, Ellen Page, Nicholas Hoult, Peter Dinklage, Ian McKellen, Patrick Stewart m.fl.
Spilletid: 130 min
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE SALVATION: Mads til hest i klichétung og kedelig western

Biografanmeldelse: Ja, den er god nok, The Salvation er noget så usædvanligt som en dansk western, der udspiller sig i 1870’erne USA. Det er så mindre usædvanligt, at man i hovedrollen finder Mads Mikkelsen som den hævngerrige nybygger Jon med ansigtet lagt i de helt rette alvorsfolder. Men nu er der heller ikke så meget at grine af, for hans søn og hustru myrdes nemlig brutalt af nogle karikerede skurke.

Men der er dobbeltop på hævnen. For en af morderne som Jon får skudt en kugle i panden på, viser sig at være bror til den nådesløse Delarue, der nu vil Jon til livs – og han har selvfølgelig en bande af beskidte lovløse til sin hjælp. Det er således den velkendte ene mand mod et beskidt dusin, der her kridtes op til, mens skuddueller, mandsmod og hævn vejrer i den tørre prærieluft.

salvation biograf 02

Det hele emmer med andre ord af western på den gode gamle måde – men også på den pokkers klichétunge måde. Men fred med klichéerne, for de følger på sin vis med genren. Problemet snarere, at historien er kedeligt forudsigelig og filmen blot jævnt kedelig. Det skyldes blandt andet, at dramaets fundament aldrig slår troværdig rod, hvilket gør det svært for et oprigtigt engagement at indfinde sig.

Forholdet mellem Jon, hans hustru og deres søn bliver nemlig ikke etableret før tragedien forvandler den fredelige danske nybygger til en hævngerrig cowboy. Jeg mærker ganske enkelt ikke den smerte, Jon rammes af. Familien og kærligheden er alt for overfladisk beskrevet – ja, på det nærmeste fraværende. Men jeg køber selvfølgelig præmissen om hævnen og forstår motiverne.

salvation biograf 01

Men et følelsesmæssigt engagement er lige så fraværende som troværdigheden i de computergenerede flammer, filmen noget forkølet præsenterer publikum for. Heldigvis er det lykkedes instruktør Kristian Levring at skabe en western, der overordnet ligner en rigtig western, og så holder filmen et ganske godt tempo, mens Mads Mikkelsens sammenbidte fjæs passer perfekt ind på prærien.

Jeffrey Dean Morgan er herligt kliché-ond som Delarue, mens både Mikael Persbrandt, Jonathan Pryce og Eva Green også udgør er godt modspil til Mads Mikkelsen. I biroller virker Eric Cantona dog noget forvirret og Nanna Øland Fabricius aka Oh Land burde savne sin mikrofon. Ja, The Salvation er klichétung, kedelig og mangler mindeværdige momenter, men den ligner dog en western.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Salvation | Biografanmeldelse”] Vurdering 3/6:
3_6 - stars
salvation poster
Originaltitel: The Salvation, Danmark | England | Sydafrika, 2014
Premiere: d. 22. maj 2014
Instruktion: Kristian Levring
Medvirkende:
Mads Mikkelsen, Eva Green, Jeffrey Dean Morgan, Eric Cantona, Mikael Persbrandt, Jonathan Pryce, Michael Raymond-James og Nanna Øland Fabricius m.fl.
Spilletid: 91 min
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

FROST: Snefygende eventyr er sødt og flot, men også keeedeliiigt

Blu-ray-anmeldelse: Det hele er sådan set både sødt, flot og opbyggeligt i Disneys seneste animerede eventyr Frost. Eventyret har også en fin alvor indbygget i sig, der giver dramaet mere tyngde. Hele affæren er desværre bare ujævnt fortalt, mens man heller ikke for alvor kommer ind på livet af karaktererne. Nå ja, og så slår musical-numre mere eller mindre irriterende ned i filmen undervejs.

Der er ellers i udgangspunktet svung på familiedramaet. De to søskende Anna og Elsa bliver nemlig splittet fra hinanden, da Elsa med sine overnaturlig evner ved et uheld lægger hele sit land i evig vinter. Hun flygter og forskanser sig langt ude i ingenting som den onde snedronning, hun nu udnævnes til. Anna teamer derfor op med en bjergbestier og hans elg for at finde Elsa og ophæve den iskolde fortryllelse.

Frozen Frost blu-ray 02

Historien bærer altså potentialet i sig til en medrivende omgang eventyr. Det potentiale forløses desværre bare aldrig rigtigt. Et problem er blandt andet, at de to søstre aldrig rigtig foldes ud og altså ikke får følelsesmæssigt fat. De er begge noget skitseagtigt slået an, præcis som forholdet mellem dem filmen igennem. Det giver problemer for mit engagement i løjerne, da de er filmens omdrejningspunkt.

Hertil kommer, at filmen ganske enkelt er fattig på mindeværdige karakterer. Jo vist, Anna og Elsa fungerer ganske ok, men de er ikke ligefrem mindeværdige – hertil er de for unuanceret og ufarligt skildret. Søde, korrekte og altså uden nævneværdig personlighed. Der er dog lidt vellykket side-kick og comic relief at hente i den charmerende elg, mens den fjollede snemand Olaf aldrig rigtig fungerer for mig.

Frozen Frost blu-ray 03

Der er dog heldigvis ganske fin fremdrift i eventyret, hvilket er med til at holde søvnen på afstand, og så møder man også et ganske cool snemonster. Men der går bare for lang tid imellem reel spænding og troværdige faremomenter til, at Frost bliver andet end en lidt for finpoleret, ufarlige og fersk omgang Disney-eventyr. Men det skal man som bekendt heller ikke være helt utilfreds med.

Filmen – Frost, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er muligt filmen ikke var det store sus for mig, men den gør sig upåklageligt på Blu-ray. Billedet er knivskarpt, detaljerig og veldefineret hele vejen, mens også det dynamiske lydspor imponerer med sine velbalancerede niveauer, hvor alt går klart igennem. Sådan. Desværre er ekstramaterialet ikke vildt imponerende, men byder trods alt på lidt guf.

Mest interessant er den sjove, animerede kortfilm En vild tur (Get a Horse!) med Mickey Mouse animeret i old school-stil (6 min.) samt et kort indslag om Walt Disneys kærlighed til eventyr og det at lave dem til film (7 min.). Videre er der en tre-minutter lang sang, der fortæller om filmens tilblivelse (3 min.), en række slettede og ufærdige scener som filmens to instruktører guider en igennem (7 min.) samt en række musikvideoer med filmens sange (16 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE| Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Frost | Blu-ray-anmeldelse”] Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
frost cover
Originaltitel: Frozen, USA, 2013
Release: d. 10. april 2014
Instruktion: Chris Buck, Jennifer Lee
Medvirkende:
Kristen Bell, Josh Gad, Idina Menzel m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

GODZILLA: Kæmpemonstre er monster god underholdning

Biografanmeldelse: Man kan vel godt kalde japanske Godzilla for filmmonstrenes fader. Det er i hvert fald et af de mest ikoniske monstre nogensinde, der siden sin første optræden i Godzilla fra 1954 har hærget løs i adskillelige film. Nu rejser det enorme bæst sig på ny i Gareth Edwards dystre, storslåede og medrivende genfortolkning.

Filmens præmis er måske simpel, men filmen byder på ikke så lidt af overraskelser. Både med hensyn til monsteraction og historien, hvilket kun er en god ting. For netop uforudsigeligheden, der allerede slås an tidligt i filmen, er med til at sætte en intens tone af usikkerhed og faremoment, hvilket fastholdes filmen igennem – sådan cirka. Ja, filmen klarer sig bestemt helskindet gennem et par ujævnheder.

godzilla 2014 02

Godzilla udspiller sig i et regnvådt univers af nedtonede farver og frygt. Her er det virkeligheden, der invaderes af monstre – befriet for ironisk og kulørt distance til sine monstre og karakterer. Det fungerer uden at det bliver Hollywood-sentimentalt eller kvalmende patosfyldt. Det kan man blandt andet takke filmens cast for. Her er Bryan Cranston bevægende og engagerende som en videnskabsmand, der med sin søn – en resolut Aaron Taylor-Johnson – er tragisk forbundet med monstrets genkomst.

Men inden vi får lov at se det mastodontstore bæst i fuldt vigør, gælder det karakterne, mens man også lærer mere om monstrets historie, og så peppes der velbalanceret op med regeringshemmeligheder, terrorfrygt og krigstematik. Én ting er dog menneskeskæbnerne, temaer som nemesis samt etiske problemstillinger om menneskets kynisme og hovmod, en anden er monstrene.

godzilla 2014 01

For det er jo dem, det hele i grunden handler om. Store monstre, der smadrer hinanden og alt omkring sig. Her skuffer filmen bestemt ikke. Ja, jeg kunne sgu godt lide, at man skal vente til filmens sidste akt før det hele for alvor eksploderer i bastant, massiv og monstrøs monsteraction. Her får menneskene den plads, de ret beset har, når det gælder Godzilla, og det er henvist til kulissen som de forsvarsløse og ubetydelige statister de er, når monstrene slår sig løs.

Godzilla er instruktør Gareth Edwards kun anden spillefilm og han imponerer på mest medrivende vis med denne massive og tonstunge omgang monsterdestruktion, der udover Tayler-Johnson og Cranston også gives menneskelig tyngde af Ken Watenabe, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche og Sally Hawkins. Men det er så absolut monstrene, der vinder slaget i sidste ende, og det på mest tilfredsstillende vis. Brøøøl!

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Godzilla | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
Godzilla 2014 poser
Originaltitel:Godzilla, USA, 2014
Premiere: d. 15. maj 2014
Instruktion: Gareth Edwards
Medvirkende:
Aaron Taylor-Johnson, Ken Watanabe, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche, Sally Hawkins, David Strathairn, Bryan Cranston m.fl.
Spilletid: 123 min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]