MILE 22: Mark Wahlberg med store automatvåben bliver aldrig rigtigt spændende

Biografanmeldelse: Den står på varme automatvåben, blodige slåskampe og farlige paramilitære teams i det nyeste samarbejde mellem instruktør Peter Berg og skuespiller Mark Wahlberg med den brutale, men desværre også kedelige actionthriller ‘Mile 22’. Det er ellers ikke fordi, der ikke bliver gået til action-stålet, men historien og karaktererne bliver aldrig rigtigt spændende.

I front for de hårdtslående eskapader finder man en lettere knotten Mark Wahlberg som James Silva – lederen af en paramiltær enhed. Det kampklare team får til opgave at eskortere betjenten Li Noor fra den amerikanske ambassade i Indonesien til en fly 22 mil derfra. Betjenten har nemlig yderst følsomme oplysninger, som han kun vil give videre, hvis han bringes i sikkerhed.

Således indleder det lille elitehold den farlige tur mod flyet. Og nej, det bliver naturligvis ikke nemt. Langt fra. For i nakken har de skydeivrige personager, der vil gøre alt, hvad de kan for at stoppe Li Noor fra at slippe ud af landet. Der er med andre ord lagt op til hæsblæsende kat-efter-musen-rabalder. Desværre er de ellers visuelt brutale løjer bare ikke videre engagerende.

Hertil er historien ikke interessant nok fortalt eller intenst nok sat i scene. Og så kan Mark Wahlberg og co. altså kaste nok så mange håndgranater. Det bliver ‘Mile 22’ ikke mere medrivende af. Der leveres ellers actionscener i flere afskygninger. Fra bomber i gaden, til susende skududvekslinger mellem biler og motorcykler samt nære slåskampe, hvor næverne mødes, så blot sprøjter. Det er sidstnævnte, der er filmens mest underholdende actionscener.

Men nu har ‘Mile 22’ også et trumfkort i indonesiske og karismatiske Iko Uwais. Hvis det navn ikke lige ringer en klokke, så gør de to ‘The Raid’-film måske? Det er i hvert fald to imponerende og yderst medrivende kampsports-og-action-film, der netop har Iko Uwais i hovedrollen. Han får også her lov til at vise, hvad han kan udføre med de bare næver og improviserede våben. Kapow!

Men et par ganske velkoreograferede og blodigt brutale scener redder ikke filmen fra aldrig rigtigt at få intenst actiontag i mig. Mark Wahlbergs karakter er desuden heller ikke halvt så interessant, som filmen selv tror det med indlejret svær barndom og særlige evner. Adrenalinen kommer bare aldrig for alvor i omløb, selvom Peter Berg gør, hvad han kan. Men hertil mangler han et bedre greb om den engagerende historie, veludført action og de vedkommende karakterer.

– ‘Mile 22’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Mile 22’ får biografpremiere den 30. august.

Avengers: Infinity War leverer den totale superheltekrig

Superhelte på Blu-ray: Okay, det er med at holde tungen lige i munden, når denne superhelte-sammenkomst folder sig CGI-spruttende ud. For med ‘Avengers: Infinity War’ – der netop er udkommet på Blu-ray – er stort set hele paletten af Marvel-helte, som vi har set på film de seneste 10 år, nu samlet til den ultimative krig mod den mægtige Thanos. Der er meget at se på, forholde sig til og være begejstret for. Men eskapaderne er ikke uden sine problemer.

For der er blandt andet netop mange karakterer, som skal jongleres, gives dramatisk tyngde og en brik at spille i historien, hvor Thanos er på jagt efter de såkaldte Infinity Stones, der vil give ham den totale magt i universet. Ja, en simpel skurkepræmis, hvor hele holdet af helte således skal finde sin plads. Det er dog til tider ved at kamme over i ren computergenereret actionstøj, men filmen holder skindet på næsen i kraft af netop sine ikoniske karakterer.

Avengers Infinity War biograf 02

Jeg kan jo blot nævne Iron Man, Captain America, Thor, Hulk, Black Widow, Dr. Strange, Guardians of the Galaxy, Black Panther, Spider-Man med flere. Det er dog ovenvejende i det nære samspil og de ofte både vittige og velskrevne replikudvekslinger, at filmen får medrivende, morsomt og menneskeligt liv midt i den storslåede bulder og brag, hvor de mange medvirkende vælter frem i den ene actionspruttende scene efter den anden.

Hertil kommer, at Thanos på trods af sin simple skurkeplan faktisk får sat ganske ok nuancer i spil – både tematisk og karaktermæssigt. Men de karaktertunge og ikke mindst actionfyldte løjer er dog på trods af både gode, medrivende og engagerende portætter fra hele holdet altså undervejs ved at give under for sin egen vægt samt en spilletid på hele 2 timer og 30 minutter.

Avengers Infinity War biograf 01

Men de to Russo-brødre i instruktørstolene har heldigvis så god hånd om filmens flow og det store persongalleri samt de mange spektakulære locations, at jeg på trods af ujævnheder sjældent når at kede mig ret meget. For ja, selvom her for alvor er noget på spil, selveste døden for vor helte, så er ‘Avengers: Infinity War’ altså fortsat kulørt Marvel-underholdning med et glimt i øjet.

Så på trods af, at filmen slås en smule med blandt andet at få hevet dramatisk nærvær og tyngde frem fra de farvestrålende actionstrabadser, så tipper vægtskålen dog mod en overordnet positiv oplevelse i Marvel-land. For fortællingen mister måske nok lidt momentum, men filmen har altså op til flere trumfkort i både sit veloplagte persongalleri, veltimet humor og storslået action.

Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke videre ned i det store Marvel-univers. Man finder blandt andet således instruktørernes introduktion af filmen samt en række forskellige featuretter, der kigger nærmere på blandt andet Doctor Strange, filmens imponerende action samt kampen i det fiktive land Wakanda. Der medfølger endvidere også slettede scener, spas fra settet samt et kommentarspor.

– ‘Avengers: Infinity War’ udkommer på dvd og Blu-ray den 30. august.

PAPILLON: Genindspillet fængselsdrama fænger ikke helt

Biografanmeldelse: Jeg har (desværre) aldrig fået set den originale ‘Papillon’ fra 1973, der har Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne. Men nu har Michael Noer altså genindspillet det klassiske fængselsdrama med Charlie Hunnam og Rami Malek som duoen i front. Desværre er denne nye version af den barske fortælling – som er baseret på en sand historie – en halvlunken oplevelse, der aldrig rigtigt griber, rører eller for alvor river mig med sig.

Fortællingen følger i 1931 den selvsikre tyv Henri ‘Papillon’ Charrière – spillet noget fladt af Charlie Hunnam. Han idømmes uskyldigt livstid for et mord, han ikke har begået og sendes derfor i straffelejr i Fransk Guyana. Her møder han den meget lidt street smarte og sårbare falskmøntner Louis Dega – spillet engagerende af en nærværende Rami Malek.

De to aftaler, at Papillon skal beskytte Dega mod betalling, der skal hjælpe ham med at realisere sine flugtplaner. Det bliver således også starten på et umage venskab, mens man følger det ubarmhjertelige liv i fangenskab. En af filmens problemer er blot, at venskabet aldrig rigtigt brænder igennem eller gør et nævneværdigt indtryk på mig. Det er dog primært Charlie Hunnams noget ferske portræts skyld.

Han giver ganske enkelt ikke sin karakter nødvendig tyngde, nærvær eller nuancer. Det er ret fatalt, når filmen i høj grad beror på netop hans præstation og karakter. Heldigvis er fortællingen i sig selv helt grundlæggende ganske spændende, mens blandt andet netop Rami Malek som Dega og modvægt i venskabet er med til at bære deres fælles scener ganske godt hjem.

Men når det, der udgør filmens dramatiske centrum ikke rigtigt fungerer, så er det ikke godt. Deres venskab står med andre ord en kende postuleret hen, mens Papillon-portrættet i sig selv aldrig rigtigt overbeviser eller engagerer mig. Det er altså grundfortællingen om venskab og fangenskab samt det at bevare håbet i en håbløs situation, der holder filmen nogenlunde ovenvande.

Hertil kommer, at der trods alt stables ganske fint intense scener på benene bag de omklamrende mure – og så er en barsk Roland Møller også god i en mindre rolle i en film, der dog også mangler engagerende og mindeværdige bi-karakterer så som sadistisk fængselspersonale og medfanger. Derfor ender ‘Papillon’ desværre som en ok, men også forglemmelig oplevelse.

– ‘Papillon’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Papillon’ har biografpremiere den 23. august.

The Spy Who Dumped Me: Dybt søvndyssende og yderst umorsom action-komedie

Biografanmeldelse: Jamen dog, en agent-og-action-komedie med mine soft sports Mila Kunis og Kate McKinnon i hovedrollerne. Det lyder i mine ører som en dejligt uforpligtende omgang underholdning. Det er da også præcis, hvad man er gået efter at levere med ‘The Spy Who Dumped Me’. Desværre leverer filmen ikke varen. Meget langt fra. For action-delen er uopfindsom og endnu mere fatalt, så er løjerne overraskende umorsomme. Mega øv.

Der er end ikke meget af hverken smittende energi eller komisk kemi at hente i Mila Kunis og Kate McKinnon, der her kommer på afveje i agentland som to uheldige veninder med røven på agent-komedie. De bliver nemlig ufrivilligt blandet ind i en hemmelig mission og international sammensværgelse, da Mila Kunis’ aka Audreys ekskæreste viser sig at være en hemmelig agent.

Herfra går den (knapt så) vilde – og meget lidt morsomme – jagt gennem Europa, hvor de to Los Angeles-kvinder har både snigmordere og andre lyssky typer på nakken, mens de må lære at begå sig på agent-manér med både de bare næver, bilræs og skydevåben. Således står den altså på agent-forviklinger, glat action og det ene mislykkede forsøg efter det andet på at være sjov.

Ja, det er egentlig noget af en bedrift, at det er lykkedes at få en så umorsom og meget lidt charmerende action-komedie ud af et ellers komisk talent som Kate McKinnon samt den ellers altid charmerende Mila Kunis. Det er ikke desto mindre tilfældet, hvor der ellers ivrigt jages grin – både dem under bæltestedet og dem over. Men aldrig vellykket.

Hverken diarré-, prutte- eller pik-jokes er sjove, mens fish-out-of-water- samt slapstick-humoren med de to kvinder på afveje afføder grin hos mig. End ikke et lille kluk. Og jeg synes ellers, at de to hovedroller besidder komisk timing. Bare ikke her. Men nu er det også et pølset, uopfindsomt og dybt uinteressant manuskript de har at arbejde med samt en historie, der er yderst søvndyssende.

Ja, ‘The Spy Who Dumped Me’ varer faktisk lige knap to timer. Det er aaalt for langt i forhold til, hvad blandt andet den uengagerende historie kan bære. Læg hertil, at filmen slet ikke er morsom og du har noget af en snooze-fest af dimensioner. Det er virkelig en skam og stakkels spildte kræfter på denne action-komedie, der er mere søvnfremkaldende end latterskabende. Gaaaab.

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får premiere den 16. august.

THE EQUALIZER 2: Denzel Washington er hårdtslående tilbage i slap 2’er

Biografanmeldelse: I 2014 var Denzel Washington på banen som den stilfærdige og bogglade, men også yderst kampkompetente hævner Robert McCall i ‘The Equalizer’. Her fire år senere er han tilbage i den samme rolle med ‘The Equalizer 2’ for endnu engang at hjælpe udsatte medborgere på brutal vis. Men her kommer han også personligt i spil, da en nær ven dræbes.

Således er der lagt op til et på en gang afdæmpet og hårdtslående thriller-drama med en både intens, nærværende og dragende god Denzel Washington i den altoverskyggende hovedrolle. Desværre er filmen bare langt fra ligeså godt som hans portræt af den melankolske og godmodige eks-agent. Historien tager fat for sent og de øvrige medvirkende er ikke rigtigt interessante.

Desuden falder filmens forsøg på en intens finale desværre noget fladt og uengagende til jorden, mens de gråzoner, der ellers er i spil med temaer som god og ond, hævn og tilgivelse, bliver udvasket undervejs og altså uinteressant sort/hvide. De onde er onde, mens de gode er gode. Det er en skam, for midt i de hårde actionscener forsøges der ellers på et eftertænksomt drama.

‘The Equalizer 2’ er altså både personportrættet af McCall og de mennesker, der er i hans liv, mens det også er benhård action med et thriller-plot, der forsøger at bugte sig overraskende og intenst om ovenstående, men aldrig rigtigt kommer medrivende i mål. Det er måske i virkeligheden filmens største og fatale hæmsko. For filmen, fortællingen og karaktererne er bare ikke medrivende nok.

Derfor ender eskapaderne også med at være uvedkommende og heraf også ret så kedelige. Jeg sidder mere og venter på rulleteksterne, end på næste drejning i filmen. Men heldigvis har fortællingen altså trods alt Denzel Washington – det er ham, der holder filmens skind på næsen, men altså aldrig nok til at redde den fra at være en kedelig og noget ligegyldig opfølger.

– ‘The Equalizer 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Equalizer 2’ har biografpremiere den 16. august 2018.

THE MEG: End ikke en over 20 meter lang dræberhaj kan redde denne haj-film

Biografanmeldelse: Yes! Hvor forrygende skønt med en stort opsat haj-film i biografen. Og ikke nok med det, så er her tale om en mere end 20 meter lang dræberhaj. Herligt! Det kan jo ikke gå galt i haj-underholdningens tegn. Det gør det dog desværre i den ellers potentielt underholdende action-og-haj-film ‘The Meg’, hvor Jason Statham sætter sig op imod det enorme vandmonster.

Præmissen er ellers dejligt simpel. Jason Statham spiller den fordrukne dybhavs- og redningsekspert Jonas Taylor, der naturligvis har både en eks-kone samt en traumatisk redningsaktion i bagagen, der inkluderer den enorme dræberhaj – eller Megalodon, som den også kaldes – som han i filmen sættes på jagt efter atter engang.

For da et mandskab fanges på bunden af Stillehavet grundet mødet med det glubske havmonster, er Jonas altså manden, der sættes på sagen. Således indledes den dødsensfarlige redningsaktion de mange kilometer under havets overflade, mens tiden blot tikker og ilten svinder hos det tilfangetagne crew ombord på det lille observationsfartøj.

Det er dog blot starten på, hvad der desværre er et noget halvklodset og ikke videre medrivende møde mellem den mægtige Megalodon og mennesket. For godt nok er ‘The Meg’ en film, der er sig selv og genren bevidst. Men humoren sidder desværre blandt andet bare ikke helt i skabet. Eksempelvis synes Rainn Wilsons comic relief af en milliardær at være komisk off sine steder, mens jeg faktisk også bliver i tvivl, om filmen faktisk forsøger at være dramatisk oprigtig af og til.

Blandt andet i scener, hvor der prøves at spilles skuespil og de store følelser får frit løb – som i en rørstrømsk scene mellem en far og hendes datter. Melodramaet er tykt og modarbejder på sin vis filmens ellers ganske ok uformelle og løsslupne tone. Det er som om, at filmen ikke formår at finde sin rette hylde – oprigtigt haj-drama, rendyrket haj-action eller selvbevidst haj-komedie?

Men pyt i grunden med det, hvis så bare filmen er underholdende. Det er den desværre ikke. Ikke sådan for alvor og hele vejen. Den har dog sine vellykkede komiske elementer samt haj-momenter, hvor især tredje akt, der inkluderer en badestrand fungerer ganske ok. Men, men, men – jeg savner hele vejen noget mere vildskab og galskab. ‘The Meg’ synes nemlig underligt tam, når man i grunden har at gøre med en dræbermaskine, der mæsker sig i mennesker. Øv.

– ‘The Meg’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Meg’ får biografpremiere den 9. august.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot: Joaquin Phoenix er bedre end filmen

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt, når livet vælter en omkuld. For hvordan rejser man sig lige igen, når verden ramler om ørerne på en? Nej vel. Den slags er bare ikke nemt. Det er det bestemt heller ikke for John Callahan. En druktur ender nemlig med et biluheld og John Callahan som lam fra brystet og ned. Han er nu bundet til en kørestol resten af livet.

Nej, livet er slet ikke nemt, når det sparker en omkuld. Men John Callahan har også alkoholen at slås med samt en far, han hadede og en mor, der ikke ønskede ham og derfor bortadopterede ham. John Callahans liv er med andre ord lidt af en prøvelse. Men med et nyt perspektiv på livet i sin kørestol begynder han langsomt også at øjne lyset og det gode i livet. Vi er med på rejsen.

Joaquin Phoenix spiller John Callahan med hele sin krop – og jeg tror på ham. Lige fra hans bitre øjeblikke, til hans vrede og frustration, videre til de lyse og glade stunder. Desværre er filmen bare ikke nær så god som hans præstation. Dertil går fortællingen for meget i ring, mens den også døjer med at blive en kende for sentimental til, at den ellers besværende oprigtighed bevares.

Men filmen er i grunden befolket af indtagende præstationer, der er med til at holde mig ok engageret i fortællingen, der i høj grad også fungerer som et personportræt. Man finder blandt andet også en tilbagelænet Jonah Hill som Donny – en rolig millionær og sponsor for Calllahan i den AA-gruppe, han går i. Mens en sød og sart Rooney Mara er det romantiske indspark i Callahans liv, videre til blandt andet Jack Black og Udo Kier i mindre, men gode roller.

Men selvom her er både fine, nuancerede og troværdige præstationer at finde i fortællingen, der snor sig om livets op- og nedture, så bliver filmen desværre også bare for lang for sit eget bedste – og i sidste ende også en kende træg og småkedelig hen ad vejen. Heldigvis er instruktør Gus Van Sant dygtig til at balancere humoren med dramaet uden at gå på kompromis med nogen af delene.

Nu er filmen også baseret på virkelighedens John Callahan – en succesfuld og kontroversiel satiretegner – hvorfor humoren, ikke mindst den både grove og sorte af slagsen, ligger indbygget i hovedrollen og hermed også i fortællingen. Filmen er endog baseret på en bog af Callahan selv. ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ har altså sine indtagende skuespillere kørende for sig, mens det halter en smule med den engagerende fortælling. Desværre.

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får biografpremiere den 9. august.

MISSION IMPOSSIBLE – FALLOUT: Tom Cruise i forrygende frit fald

Biografanmeldelse: Ja, jeg elsker Tom Cruise, og jeg er vild med Mission: Impossible-franchisen. Men kan den sprængfarlige agent-og-action-serie virkelig holde dampen oppe med en sjette film? Det korte og klare svar er et rungende hell fucking yes! For ‘Mission: Impossible – Fallout’ leverer varen på så mange medrivende parametre, at jeg fik pulsen godt op at køre undervejs, hvor agenten Ethan Hunt aka Tom Cruise forsøger at overleve den ene vilde scene efter den anden.

Som del af CIA’s hemmelige agent-enhed IMF må Ethan Hunt og hans team nemlig denne gang forsøge at få fat i en farlig ladning plutonium, så den ikke ender i de forkerte hænder – og hermed altså vil skabe global død og ødelæggelse. Det lyder måske ret simpelt og ligetil. Men bare rolig, for det er der aldrig rigtig noget, der er i mission umulig-land – heller ikke denne gang.

Således bølger og snor det driftige plot sig medrivende fremad filmen igennem, hvor der både trækkes tråde tilbage i franchisen og Ethan Hunts fortid, mens nutiden kun synes endnu mere nærværende og faretruende end nogensinde før. Her er med andre ord noget på spil – både personligt for Hunt og holdet, men så sandelig også hvad angår verdensfreden.

Netop balancegangen mellem det menneskelige drama og den enkeltes ofre kontra det store billede og de manges liv, holdes intenst og hårdtløbende i live filmen igennem. Og blandt andet fordi dramaet og karaktererne fungerer, får de mildest talt svimlende, nervepirrende og fucking vilde actionscener i den grad pondus og engagerende liv. Lige fra biljagter og faldskærmsudspring, videre til Tom Cruise på løbetur for fuld fart samt helikoptor-galop og brutal håndgemæng.

For ja, en del af både franchisen og Tom Cruises varemærke er netop actionscenerne og de halsbrækkende stunts – og her leverer filmen i den grad. Her er det ikke buldrende tomme CGI-genererede scener, man spises af med, men altså rigtige mennesker af kød og blot med livet i frit fald. Jeg mærker faren og farten. Jeg mærker dødens vingesus. Det er ganske forrygende.

Tom Cruise er dog ikke alene. Men ja, han lever atter rollen som Ethan Hunt med hele sin krop. Enigmatisk og magnetisk. Joviale Ving Rhames er atter Luther, en mere alvorlig Simon Pegg ses som Benji, mens Rebecca Ferguson er ligeså cool og farlig som Ilsa Faust som sidst. Sean Harris er atter slesk som skurken Solomon, og så er Henry Cavill ny mand på holdet som badass agent Walker. Med andre ord et stærkt og karismatisk hold, der supplerer hinanden godt og dynamisk.

Tonen er denne gang en kende mere gritty, dyster og barsk end tidligere – det høres både på Lorne Balfes faretruende score, men ses også visuelt og mærkes i fortællingens nervepirrende grundtone. Dog placeres der undervejs fine åndehuller af humor, der rammer rent de rigtige steder. ‘Mission: Impossible – Fallout’ er med andre ord nervepirrende, når den skal være det, morsom når den skal være det og ja, helt rørende når det skal være det.

Det var altså det rette valg af Tom Cruise at bringe Christopher McQuarrie tilbage som både instruktør og manuskriptforfatter efter den forrige ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ fra 2015. Det selvom franchisen hidtil har skiftet instruktøren ud for hver ny film. Men her er altså ikke metaltræthed at spore – hverken i det vellykkede parløb, hos en nu 56 år Tom Cruise eller i serien, der hermed har nået endnu et medrivende højdepunkt med sin sjette film.

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får premiere den 2. august.

THE DARKEST MINDS: Overnaturlige evner og ung kærlighed er røvsyg kombination

Biografanmeldelse: Der er komisk og så er der ufrivillig komisk. Science fiction- og ungdomsfilmen ‘The Darkest Minds’ skal vel i grunden slet ikke være komisk som sådan. Men det er den. Ufrivillige komisk. Meget og ofte. Det er desuden også en film, der er dovent sat i scene og overfortæller sin historie og pointer, så selv den dummeste teen kan være med. Det fungerer ikke.

Men hvad handler filmen egentlig om? Jo, en mystisk epidemi dræber i fremtiden 98 % af børn under 20 år, mens de resterende to procent udvikler overnaturlige evner. Bare fordi. De overlevende børn bliver nu udråbt som en trussel og sættes derfor af regeringen i lejre. Men nej, det er i grunden slet ikke det, filmen handler om. Den handler nemlig om det at være teenager.

Teenager og ikke at være forstået af de voksne. At være bange for det der med at kysse. At have det svært med at passe ind. Klassiske temaer i en ungdomsfilm, som altså her er sat i science fiction-land, hvor man følger den 16-årige Ruby, der er en af de mest magtfulde unge mennesker, som har overlevet. Det lykkedes hende imidlertid at flygte fra sin fangelejr.

Hun slår sig således sammen med tre andre unge med overnaturlige evner på flugt: Den mandlige kærlighedsinteresse uden karisma og den obligatoriske the comic relief samt en lille mut pige. Flade karakterer uden nærvær, nuancer og nævneværdig kemi. Nå, men de sætter altså jagten ind på at finde et hemmeligt fristed for overlevende unge.

De finder naturligvis fristedet – og endda overraskende nemt. Et fristed, der under overfladen naturligvis gemmer på dystre hemmeligheder og en good guy, som naturligvis ikke er særlig good guy-agtig. Surprise! Nej, det er svært at spoile noget, for alt, der sker, har jeg set på lang afstand. Her er altså hverken fortællemæssige eller karaktermæssige overraskelser, hvorfor historien om de udstødte teenagere da også bliver både forudsigelig, tandløs og vildt kedelig.

‘The Darkest Minds’ er med andre ord en yderst slatten opgang ungdomsfilm, der både mangler nævneværdig nerve, spænding og følelsesmæssigt engagement samt karakterer, der er bare en smule interessante at følge. Helt grelt er det dog, at løjerne flere steder bliver så ufrivilligt komiske, at selv det kys, som det forelskede par så inderligt higer efter filmen igennem, ender med at blive tåkrummende komisk og ikke inderligt. Ja, det hele forbliver postuleret, stift og røvsygt. Øv.

– ‘The Darkest Minds’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Darkest Minds’ har biografpremiere den 2. august 2018.

HOTEL ARTEMIS: Jodie Forster på kedeligt forbryder-hospital

Biografanmeldelse: Vi befinder os i år 2028 i et oprørsk og barsk Los Angeles. Her ankommer man til det såkaldte Hotel Artemis – et hemmeligt og ekslusivt hospital for kriminelle medlemmer. Ind træder Jodie Forster som oversygeplejersken Jean, der har styret stedet i 22 år. Ja, dette er filmen, der har fået Jodie Forster tilbage på det store lærred for første gang siden 2013.

Desværre er det et comeback i en film, der stort set ikke fungerer. Den er virkelig kedelig og med en historie, der aldrig rigtigt bevæger sig nogen steder hen samt en række karakterer, der ikke er videre interessante at følge. End ikke Jodie Forsters ellers hårdtarbejdende Jean med et traume i bagagen bliver videre vedkommende. Det gælder i grunden filmen generelt.

For nej, her er stort set ikke en historie. Mest af alt er det blot en flok kriminelle, man følger på hospitalet, som Jean ellers har haft godt styr på – indtil det naturligvis i filmen går fra slemt til værre, da et par skudramte kriminelle har brug for hospitalets hjælp. Det bliver starten på en række brutale begivenheder, hvor stedets ellers klare regler bliver brudt en for en.

Blandt andet det at dræbe andre patienter. Og ja, that’s it. Tumult og kriminelle på jagt efter hinanden og forsøget på at holde sig selv i live. Her er blandt andet to barske gangstere, den tvetydige femme fatale, en hidsig kriminel, et stort brød af en sygehjælper – og ja, så dukker selveste Jeff Goldblum også op i en mindre rolle som gangsterbossen The Wolf King.

Men lige lidt hjælper det på, at filmen bliver bare sådan nogenlunde medrivende, engagerende og vedkommende. Og nej, det er altså ikke nok med et par lykkelige flashbacks til Jeans fortid for at give hende noget dramatisk tynge over det, hun har mistet. Det filmen dog blandt andet har kørende for sig er dens dystre og dystopiske setting i det klaustrofobiske hospital, der nærmest synes som en ond labyrint af håbløshed.

Det er nu måske i grunden lidt underligt, når nu det er et hospital. Men hey, det er jo et hospital for kriminelle, så det bliver jo naturligvis også nødt til at være dysterst. Men den interessante historie mangler sammen med de spændende karakterer. Derfor ender ‘Hotel Artemis’ også som en skuffende fuser, der end ikke kan opvejes af en ellers comeback-klar Jodie Forster.

– ‘Hotel Artemis’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Hotel Artemis’ får premiere den 26. juli.