Biografanmeldelse: Jagten på frihed, på at være sig selv i en verden, hvor det er svært at være en outsider, er noget af det, bikerne i deres motorcykelklub Vandals søger på de åbne vidder, når de fræser afsted på deres potente kværne med rygmærke på. Vi følger i instruktør og manusforfatter Jeff Nichols’ ’The Bikeriders’ klubben og dens udvikling i 1960’ernes USA.

Filmen er mere drevet af sine menneskelige portrætter, rå miljøbeskrivelse og klubbens liv end af et frembrusende plot. Her gælder det den menneskelige nerve i holdet af bikere og en af medlemmernes bedre halvdel Kathy, som filmen delvist fortælles igennem. Hun er faldet for den frygtløse badboy Benny, der ikke giver en fuck for noget eller nogen.

Benny gør lige præcis, hvad der passer ham uden tanke for konsekvenserne, bl.a. af politiets indblanding. Ikke desto mindre – eller måske rettere derfor – drages den selvstændige Kathy af ham. Hun er indgangen til klubben, hvor man møder en længere række af karismatiske og kulørte karakterer iklædt seje læderjakker og en smøg i flaben.

De finder sig alle til rette i klubbens fællesskab. Efterhånden som klubben vokser sig større, vokser den dog også ud af hænderne på lederen Johnny. Kriminalitet og vold indfinder sig hos de ellers fredelige bikere, der dog er glade for øl og et rask internt slagsmål. Udviklingen fra barsk uskyldighed til det voldelige fald fra frihedens tinder er pokkers fascinerende.

Her ser man bl.a., hvordan tidens tand i klubben påvirker medlemmerne og den interne dynamik. Bl.a. tager det hårdt på Johnny, der får sværere og sværere ved at spejle sig i lederrollen, mens Benny forsøger at holde fast i rygmærket og friheden for enhver pris, hvor imellem man finder en skøn Jodie Comer som den rappe og selvsikre Kathy.

En cool og sorgfri Austin Butler gør karismatisk figur som Benny, mens Tom Hardy er intens og nuanceret som Johnny. I det hele taget er ’The Bikeriders’ er fornøjelse hele vejen rundt på skuespillerfronten, mens både billed- og lydside brøler medrivende om kap. Stærkt! Filmen er lavet med inspiration i Danny Lyons bog af samme navn fra 1968.

’The Bikeriders’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Bikeriders’ har biografpremiere den 11. juli.

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage til 1960’ernes rumkapløb i USA med den romantiske komedie ’Fly Me to the Moon’. NASA har sin del af problemer med deres image i offentligheden. Rumfart er bare ikke helt så sexet mere, som man kunne ønske sig. Desuden er der mangel på både midler og politisk opbakning til månemissionen.

Det er altså op ad bakke at indfri præsidentens lovning om en månelanding. Derfor bliver det talentfulde markedsføringsgeni Kelly Jones hyret til at vende den forslåede rumskude. Hun kommer med sin helt egen PR-metode, hvilket ikke bliver taget lige godt imod alle steder. Særligt er parløbet med rumprogrammets leder Cole Davis meget udfordret.

Med udgangspunkt i rumkapløbet er der sat en klassisk modsætninger-mødes-og-måske-sød-musik-opstår romantisk komedie på skinner. Et dejligt klassisk udgangspunkt for charmerende kærlighedskemi og spænding i form af månemissionen. Desværre forvilder historien sig tungt ind i sin egen fortælling, der mister momentum og komisk styrke undervejs.

Det er desuden svært at retfærdiggøre spilletiden på lidt mere end to timer. Det bliver for langt for filmens eget bedste. Luften fiser momentvis ud af rumraketten, hvor den dramatiske slagside heller ikke får den tyngde og det nærvær, der synes at sigtes efter. Bl.a. i form af Kelly Jones’ udfordrede fortid og Cole Davis, der bærer på et tungt traume.

Der hvor ’Fly Me to the Moon’ er bedst, er når den uden undskyldninger lader den romantiske komik folde sig ud og kemien få luft under vingerne i samspillet mellem en rap og selvstændig Scarlett Johansson, der ikke tager et nej for gode varer, mens Channing Tatum agerer charmerende knudemand, som regelret spiller efter reglerne.

De to har en ganske fin dynamik, når historien tillader det. Desværre overkompliceres filmen af sidehistorier og bikarakterer, der mere forplumrer filmens momentum end tilføjer engagerende komik til den. ’Fly Me to the Moon’ vil i sidste ende mere end vingerne kan bære, men når kemien kører for duoen i front, er underholdningen sikret.

’Fly Me to the Moon’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Fly Me to the Moon’ har biografpremiere den 11. juli.

Biografanmeldelse: Der er en rørende skrøbelighed over det fremragende franske drama ’Marguerites formel’. Det skyldes i særdeleshed hovedkarakteren Marguerite, der er et lysende talent indenfor matematik. Hun studerer på et eftertragtet institut i Paris, hvor livet for hende består af forskning og ikke andet. Tal er hendes liv.

Marguerites vej i livet synes at være lagt på solide skinner. Hun vil være forsker i matematik. En drøm, der står lysende klart i horisonten. En begivenhed slår hende dog ud af kurs. Matematikken træder pludselig i baggrunden i et liv, der ellers altid har bestået af tal, tal og atter tal. Livet fyldes nu med mere og andet end komplekse udregninger og svære formler.

Det er en ovenud gribende vej ind i et andet og nyt liv for matematikeren, jeg kommer med på. Det er ikke mindst takket være Ella Rumpfs triumf af et portræt af en kvinde, der får revet livet væk under fødderne på sig. En kvinde, der må genopfinde sig selv. Smage på alt det, som livet har holdt gemt for hende bag matematikkens rationale og logik.

Jeg finder med Marguerite også ind i mennesket bag det akavede ydre, som har svært ved interaktion med omverdenen. Kun er direkte i sin væremåde. Kold og kynisk vil nogle måske endda sige. Men Ella Rumpf giver Marguerite en nuanceret menneskelighed gennem afmålt og underspillet gestik og i kroppens små ryk, bevægelser og holdning.

Instruktør og medforfatter Anna Novion lykkedes i den grad med at folde et helt menneske ud, som jeg gribes af og hepper på i hendes nedtur og genopfindelse. Der titter i det engagerende portræt et komplekst og flerfacetteret menneske og verdenssyn frem fra bag brillerne på hende. Ella Rumpf ejer alle scener, hun er med i. Det er heldigvis stort set alle scener.

Billedsiden vibrerer desuden levende og indrammer med ømhed og nærvær Marguerite, men også omgivelserne får en gribende sårbarhed af fotograf Jacques Girault. ’Marguerites formel’ er måske nok lige ved at fare en smule vild afslutningsvis, men når aldrig at miste grebet om sin gribende og fascinerende historie, der gør matematik hjertegribende smuk.

’Marguerites formel’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Marguerites formel’ har biografpremiere den 4. juli.

Biografanmeldelse: De lydfølsomme bæster er tilbage for fuld dræberlyst! Første gang vi stødte på de aggressive monstre var i det veloplagte gys ’A Quiet Place’ i 2018. Den fik den mindre vellykkede fortsættelse ’A Quiet Place 2’ i 2020. Nu er væsnerne, der reagerer dødeligt på selv den mindste lyd, altså løs på ny i gyset ‘A Quiet Place: Day One’.

Her er tale om en spin-off og prequel til de to øvrige film. Således får man forhistorien til den monster-katastrofe, man møder i de to første film i franchisen. Vi dumper altså ned i det samme univers, men det på dagen, hvor helvede bryder løs, da Jorden invaderes af de klamme bæster med de lange lemmer og kødeligt klamme ansigter.

Forhistorien byder ganske vist på gensyn med monstrene, men også nye hovedkarakterer og en ny setting. Vi befinder os i det konstant larmende New York, hvor vi møder Samira, som er på tur ind til byen. Det bliver en helvedes tur, da invasionen snart sender rumvæsnerne ned over byens gader for at gøre det af med alt og alle på deres vej ved den mindste lyd.

Jeg kommer tæt ind på livet af Samira i den befriende simple og ganske stramt fortalte historie, som bringes veloplagt og medrivende intenst til live af instruktør Michael Sarnoski. Han beviser op til flere gange, hvordan spænding skal udføres og lyd – eller mangel på samme – skal bruges for at forløse adrenalin og medrivende monsteraction.

En af filmens klare styrker er nemlig i brugen af selve den visuelle og lydmæssige side, hvorpå historien bringes til live gennem rædselstableauer og flot konstruerede enkeltscener af åndenød og sitrende nerver. Et klart trumfkort er desuden Lupita Nyong’o som den hårdtprøvede Samira. Hun formår at få meget ud af lidt med en konstant dirrende nerve i sit portræt.

På sin vej møder Samira desuden Eric, der spilles engagerende af Joseph Quinn. De to sammen udgør en gribende duo, hvor det dog er førstnævnte, som løber med mest af opmærksomheden i en monsterfilm, der er både medrivende og hjerteskærende. Et skarpt skåret og frisk pust i franchisen, der har fået nyt liv og tændt et håb hos mig om mere guf fra det univers.

’A Quiet Place: Day One’ får 4 ud af 6 stjerner:

’A Quiet Place: Day One’ har biografpremiere den 27. juni.

Biografanmeldelse: Små 10 år efter den første ’Inderst inde’ udkom, er følelserne nu tilbage for fuld skrue i ’Inderst inde 2’. I mellemtiden er Riley gået fra pige til ung teenager. Med denne skelsættende overgang følger også nye problemer og udfordringer. Nå ja, og naturligvis også en håndfuld nye følelser. Vi møder igen de velkendte følelser i form af Glæde, Afsky, Frygt, Vrede og Triste.

Det følelsesrige Hovedkvarter i Rileys sind gøres dog snart overraskende selskab, da der skal udvides og gøres plads til nye følelser. Med teenagelivet kommer nemlig også følelserne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed. Følelserne hober sig op i Rileys sind, når hun stilles i venskabsdilemmaer i en fortælling om at finde sig selv i livet. Hvem man er og vil blive som menneske.

Det gælder således både en indre og ydre kamp for Riley, der skal på træningsweekend som del af et hold af ishockeyspillere – det sammen med sine to bedste veninder. Weekenden er skelsættende på flere måder, da det bl.a. også er her, at hun har mulighed for at møde nye venner, så hendes kommende skoleår ikke bliver ensomme. Men betyder det så et farvel til de gamle veninder?

Dilemmaet om at vælge mellem sine bedste veninder og muligheden for nye bekendtskaber, står malet teenagefølsomt op, mens der i Hovedkvarteret arbejdes på højtryk, da Riley nu står ved en moralsk skillevej i sit liv. Kommer angsten for ikke at passe ind til vinde over hendes gamle jeg, der ellers sætter veninderne først og gør det rigtige i livet?

’Inderst inde 2’ fortæller overlegent og visuelt legende historien om det at blive teenager med alt, hvad det indebærer af tvivl, dilemmaer og nye følelser. Måske kommer filmen ikke helt derind, hvor det gør helt ondt eller tager følelseshulkende fat, men når historien er så pokkers veloplagt fortalt med et animations-medrivende flow, som tilfældet er, så rives jeg gribende med og tilgiver lufthullerne.

’Inderst inde 2’ er oprigtigt sjov og troværdigt charmerende. Den er en gribende påmindelse om mine egne spæde skridt ind i teenageårene med alt, hvad det indebar af nye følelser. Så selvom de store overraskelser udebliver både i historien og de moralske pointer, er det en pokkers underholdende film med herlige karakterer. Vi skal forhåbentlig ikke vente lige så lang tid på endnu en fortsættelse.

’Inderst inde 2’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Inderst inde 2’ har biografpremiere den 13. juni.