Biografanmeldelse: Hollywood emmer af neonlys, der er højt hår og VHS-udlejning, når man i Ti Wests slasher ’MaXXXine’ tages med til Los Angeles anno 1985. Her møder vi Maxine Minx, en forhenværende pornostjerne og nu aspirerende skuespiller i den pæne ende af filmlandskabet. Hun ønsker sig brændende at blive berømt og lægge fortiden bag sig.

Det er naturligvis en svær drøm at indfri – særligt i Hollywood, hvor skuespillerne står på nakken af hinanden for at klare sig til tops i drømmenes by. Maxine er dog ikke som de andre. Hun jagter hensynsløst og målrettet berømmelsen. Hun får da også en fod indenfor i branchen, men fortiden i pornofilm hænger over hende som en skygge.

Hvad der er endnu værre, så truer en brutal fortid med at indhente hende. Vi mødte nemlig også Maxine i Ti Wests tidligere film i hans X-trilogi, der desuden tæller ’X’ og ’Pearl’. Man kan godt nyde ’MaXXXine’ uden at have set de to andre film. For helhedens og den fulde forståelses skyld, hvad bl.a. angår visse nuancer af fortællingen, kan de begge dog kun varmt anbefales.

Det sagt, så blev jeg ikke kun forført af filmens historie og en fascinerende Mia Goth som Maxine, men også hele det tidsbillede, der males blodrødt op. Her er nemlig også tale om en film, der lever af sin atmosfære. Af et alsidigt Los Angeles, hvor jeg får lov at hænge ud. Både på den beskidte og kriminelle side af loven samt i den glamourøse stjernehimmel.

Lige bag de eftertragtede spotlys gemmer sig nemlig en underskov af knuste drømme, mens byen er lagt i et jerngreb af den berygtede seriemorder Richard Ramirez, kendt som Night Stalker, der myrder unge kvinder på stribe. Desuden er også frygten for konsekvenserne af voldsfilm, satanisme og heavy metal på sit højeste. Det er skarpt iscenesat og yderst engagerende.

Instruktør, manuskriptforfatter og klipper Ti West kan sin gyser-ABC, da filmen også står som et kærlighedsbrev til filmbranchen og særligt de underlødige skrækfilm og den berygtede videovold, hvor også de blodige italienske giallo-film er inspiration, komplet med bl.a. en maskeret morder. ’MaXXXine’ er kort fortalt en brutal, gyserglad og neonoplyst slasher-drøm.

’MaXXXine’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘MaXXXine’ har biografpremiere den 29. august.

Biografanmeldelse: Politiske konspirationer sitrer i den delvist vellykkede thriller ’Mørkeland’, der er opfølgeren til ’Kongekabale’ fra 2004 og ligeledes baseret på en roman af Niels Krause-Kjær. Vi vender således tilbage til et betændt politisk spil, hvor man i orkanens øje atter finder den ihærdige journalist Ulrik Torp, der igen spilles fint sammenbidt af Anders W. Berthelsen.

Da en fuldmægtig fra Indenrigsministeriet dræbes, ruller bolden nemlig ind i et spin af løgne, som Ulrik Torp forsøger at manøvrere i. Alt er dog ikke helt ved det gamle hos den garvede graverjournalist. For her 20 år senere, vender han efter års arbejdsløshed tilbage til sin gamle arbejdsplads Dagbladet, men denne gang som praktikant sendt af kommunen.

Hans gamle kollega Henrik Moll er nu den skarpe chefredaktør, der også denne gang portrætteres af Nicolas Bro. Timingen med praktikforløbet kunne ikke være mere heldig for Ulrik Torp, da det er lige oveni et folketingsvalg. Snart får han da også færden af en betændt sag, der trækker tråde ind i den politiske verden og valgkampen.

De eneste han dog synes at have i ryggen er hans to medpraktikanter Emma og Simon, der spilles virkelig vellykket dynamisk af Mathilde Arcel og Patrick A. Hansen. Snart er det et spil mod tiden, som folder sig ud, hvor skurke konstant lurer i skyggerne og døden synes at kunne indhente selv en vagtsom journalist som Ulrik Torp.

Desværre males bl.a. det politiske spektrum unuanceret og forudsigeligt op, mens politiets tilstedeværelse – eller mangel på samme – fremstår utroværdig. Filmen virker i det hele taget lidt halvbagt. Det er som om, der mangler nogle mellemregninger, der kunne give filmens pointer og plotdrejninger mere dramatisk og medrivende tyngde.

Bl.a. står Ulrik Torps privatliv også noget blafrende og uindfriet hen, hvilket er symptomatisk for det menneskelige drama i filmen, der aldrig helt får engagerende fat. ’Mørkeland’ fungerer klart bedst, når den fokuserer skarpt på det journalistiske arbejde og dets dilemmaer. Desværre mister filmen spænding og troværdighed flere gange undervejs.

’Mørkeland’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mørkeland’ har biografpremiere den 22. august.

Biografanmelde: Vi fik den første ’Alien’ i 1979 med Ridley Scotts klassiker. Efter en række fortsættelser og spin-offs lander nu hele 45 år efter originalen det nyeste rumskud på stammen med ’Alien: Romulus’. Det er ikke en perfekt film, men er sine ridser i rumskibet til trods en omgang underholdende og blodsjasket monster-ballade.

Filmen udspiller sig mellem filmen fra 1979 og James Camerons 2’er ’Aliens’ fra 1986. Det er dog med et kuld nye karakterer, at science fiction-gyset flyver ud i rummet og møder det ikoniske monster. Mere vil jeg ikke sige om filmens veloplagt simple afsæt. Der er måske nok lige sin del af for meget eksposition til en start, men så tager de grumme løjer fat og fart.

I instruktørstolen og som medforfatter på de sprudlende strabadser finder man Fede Alvarez, der har revet mig blodigt rundt i manegen med rebootet ’Evil Dead’ og den intenst klaustrofobiske ’Don’t Breathe’. I ’Alien: Romulus’ forenes bombastiske blodsprøjt med nervepirrende gys i rumskibets trange indre, hvor der venter flere monstrøse overraskelser.

I front møder vi en empatisk Cailee Spaeny, der forfølger en bedre fremtid ombord på rumskibet med ubudne gæster. David Jonsson er hendes tvetydige og fascinerende bror, mens vi møder et i øvrigt umage hold af unge nye rumkolonister. De er sjove følge, hvor det også er sjovt at gætte med på, hvem der mon bliver dræbt først.

’Alien: Romulus’ fungerer i store dele nemlig som en slasher med unge mennesker på flugt fra en glubsk dræber. Så simpelt og stramt fortalt forbliver filmen dog ikke, men ender med at gabe over måske lidt mere end, hvad bæstet kan bære. Ikke desto mindre er filmen sine fejltakter til trods et underholdende rumgys med smæk på både blod og monstre.

Der bliver desuden smidt godt i Alien-gryden med nye idéer, der måske nok vil dele vandene, men som ramte blodsjasket, klamt slimet og bæstbuldrende rent hos mig. ’Alien: Romulus’ er ganske vist ikke et formfuldt endt værk i franchisen, men det er altså en både sprudlende, seværdig og blodig tur ud i rummet, hvor man stadig ikke kan høre dig skrige.

‘Alien: Romulus’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Alien: Romulus’ har biografpremiere den 15. august.

Biografanmeldelse: Det er som at træde ind i et konstant ulmende og ondt mareridt med instruktør og manuskriptforfatter Oz Perkins’ seriemorder-thriller ’Longlegs’. Her flettes traumer og usagte hemmeligheder elegant og faretruende grumt ind og ud mellem hinanden, når vi møder den unge FBI-agent Lee Harker. Hun sættes på sagen at fange seriemorderen Longlegs.

Filmen udspiller sig i midten af 1990’erne i en verden, hvor mørket på klaustrofobisk vis omkranser vores agent i smukt komponerede billeder af dunkelhed, hvor symmetriske kameraindstillinger præger den melankolske billedside, der dragende gør brug af lys, mørke og kontrasten herimellem. For i mørket og i det usagte rumsterer uroen og uhyggen fermt.

Jeg holdes hen i en anspændt uvished om seriemorderens ildevarslende udseende og motiv. Her gives kun brudstykker af en sandhed i det mørke hjerte af fortællingen, der kryber rundt i tid og sted. Mareridt og virkelighed går gribende hånd i hånd, når man følger Lee Harker på morderjagt i et sirligt opklaringsarbejde, der bl.a. involverer mystiske symboler efterladt af Longlegs.

Maika Monroe er afdæmpet engagerende som agenten, der ikke rigtigt synes at finde sig til rette i den verden, hun lever i. I endnu mere ekstrem grad gør denne utilpassethed sig også gældende for Longlegs, der ikke synes at være en del af vores verden og virkelighed. Det lykkedes på skræmmende vis at skabe et nærmest overnaturligt rum omkring morderen.

Det er bl.a. gennem Oz Perkins’ klare vision for portrættet af seriemorderen og hans visuelle tilgang til ham, at Nicolas Cage får lov til at boltre sig på oprigtigt skræmmende vis. Han er som trådt ud af et mareridt og direkte ind i mit hoved. Han får skabt et grufuldt portræt af et menneske, der nærmest får mytisk karakter. Faretruende, uforudsigelig og farlig.

’Longlegs’ er en fabulerende og ondt legende fortælling om jagten på en morder. En jagt, der går grumt ind i kroppen og sætter sig tungt i hjertet og maven på mig, hvor bl.a. også den detaljerige lydside og den dirrende musik af Elvis Perkins sætter trumf og tyngde på uhyggen i samspil med fotografen Andres Arochis billedbrillante gyserverden.

’Longlegs’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Longlegs’ har biografpremiere den 8. august.

Biografanmeldelse: Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes bedre for instruktør og medforfatter Eli Roth at få noget væsentligt mindeværdigt ud af det kulørte univers, man møder i actionfilmen ’Borderlands’, der er baseret på videospillet af samme navn. Desværre snubler science fiction-rabalderet gang på gang uden rigtigt at løfte sig fra jorden.

Man finder ellers en altid seværdig Cate Blanchett som den seje Lilith, der leder et lille hold af umage karakterer. De er på en mission på den farlige planet Pandora for at redde den kidnappede pige Tina, der muligvis er nøglen, som kan udløse alverdens utænkelig magt for den, der besidder den. Ja, intet mindre end universets skæbne er på spil.

Det er i sit udgangspunkt et dejlig simpelt plot, der kunne have affødt en omgang veloplagt rumsmadder med slimede monstre og maskerede voldspsykopater, der netop hærger på planeten. Det er desværre ikke tilfældet. Her er ganske vist både monstre og muskuløse psykopater, men det er sjældent underholdende eller særlig sjovt.

Der forsøges ellers med sin del af voldsgakkede scener og diverse oneliners. Her står en lille kæk robot for sin del af jokes og ironiske spydigheder. Det er dog symptomatisk for eskapaderne, at der mere rammes fladt ved siden af humormålet end oprigtigt plet. Man finder ellers en veloplagt Jack Black som stemmen bag robotten.

Udfoldelsen af jagten på Tina og flugten fra skurkene bliver bare ikke videre spændende, mens der spædes til med ikke særligt engagerende hovsaløsninger, så vores helte gang på gang klarer skærene. End ikke hovedskurken er vellykket intimiderende eller faretruende. Det er holdet af kulørte helte, der holder skruen nogenlunde kørende på det farverige bæst.

Her finder man også Jamie Lee Curtis som sej videnskabskvinde, mens Ariana Greenblatt gør sit for at gøre Tina til en rap overlever. Kevin Hart kommer aldrig til at overbevise som redningsmand og skydedygtig soldat. Så er der en smule mere pondus i Florian Munteanu som den muskelsvulmende Krieg. I sidste ende er ’Borderlands’ en forglemmelig og slatten sag.

’Borderlands’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Borderlands’ har biografpremiere den 8. august.