Biografanmeldelse: Det er en dejlig simpel dinosaur-præmis, der ligger til grund for science fiction-filmen ’65’. Her møder man piloten Mills, der styrter ned på vores planet for hele 65 millioner år siden. Ja, dengang de glubske dinosaurer herskede på Jorden. Han strander fra et andet sted i universet med kun én anden overlevende. Sammen har de kun én mulighed for at slippe væk med livet i behold.

Således står den på overlevelse i et ufremkommeligt terræn, så de to kan vende hjem til deres kære. Men der lurer glubske dinosaurer og andre farlige udfordringer overalt. Historien er med andre ord ligetil. Desværre forkludres filmen af bl.a. en påtaget skildring af Mills og hans forhold til sin syge datter, som han har efterladt hjemme for at rejse ud og skaffe penge til hendes behandling.

Deres relation og Mills’ kærlighed til hende kommer aldrig ud over rampen og rammer aldrig følelsesmæssigt rent. Det samme kan siges om forholdet mellem Mills og den anden overlevende, nemlig pigen Koa. Deres relation spejler naturligvis forholdet mellem Mills og datteren. Disse forsøg på at skabe hele mennesker med et engagerende følelsesliv fungerer desværre bare ikke.

Heldigvis er Adam Driver god og gør, hvad han kan med den endimensionelt skrevne karakter. Han har en nerve, som filmens klodsethed ikke helt kan få presset ud af ham. Ariana Greenblatt spiller Koa, der taler et andet sprog, hvorfor kommunikationen mellem de to er båret af primært gestik. Hun gør på samme vis, hvad hun kan med materialet, men må også se sig slået af det stive manuskript.

Hvis ’65’ havde holdt sig mere stramt til at levere adrenalinfyldt dinosaur-action med rumpistoler og Adam Driver på flugt, havde eskapaderne nok haft en del bedre chancer for at overleve sit manuskripts klodsethed og forcerede fortalte følelser. Det hele bliver dog helt fjollet – bl.a. hvad Mills og datterens relation angår – i den store finale, der falder ufrivillig komisk til jorden.

’65’ får altså ikke skabt et emotionel troværdigt bånd mellem karaktererne, mens det skorter en smule på medrivende dinosaur-action. Nå ja, der er ingen grund til at tænke over bl.a., at Mills taler engelsk og Koa ikke for disse 65 millioner år siden, hvor en fjern civilisation altså agerer som mennesket i dag. Men pyt med logikken, hvis løjerne bare havde holdt underholdende momentum i sine 93 minutter.

’65’ får 2 ud af 6 stjerner:

’65’ har biografpremiere den 16. marts.

Biografanmeldelse: Hvad ville du gøre, hvis der troppede fire intimiderende fremmede op midt ude i en skov, hvor du og familien befandt sig i en hyggelig hytte? Det spørgsmål står parret Eric og Andrew samt deres lille datter Wen overfor i M. Night Shyamalans thriller ’Knock at the Cabin’. Ikke nok med det, de fire bevæbnede personer, har en mystisk agenda, der urovækkende foldes ud lidt efter lidt.

Jeg vil ikke gå yderligere ind i de fire invaderende karakterers dagsorden og plan for familien, da bl.a. netop det er en del af underholdningsværdien. Jeg vil dog sige så meget som, at parret og datteren snart tages som gidsler i en situation, hvor trekløveret kommer til at stå overfor umulige valg, der konfronterer dem med spørgsmålet om, hvad der virkelighed eller en dystopisk fantasi.

Her er således tale om en ganske stramt opsat præmis i undergenren home invasion-film, der desuden gemmer på en overraskelse eller to. Som det ofte er tilfældet med M. Night Shyamalan, der dog ikke er idémand bag historien, som er baseret på en roman af Paul G. Tremblay. Det hele starter ret engagerende, men momentum fiser lidt ud af løjerne hen over filmens midte.

Filmens første del står skarpest, hvor fortællingens tvetydighed hos gidseltagerne spiller veloplagt sammen med familiens uforståenhed overfor situationen. Her møder man den store Dave Bautista som en sært dobbelttydig Leonard, der leder an i firkløveret, hvor den uforudsigelige Redmond spilles af Rupert Grint. Herudover er Nikki Amuka-Bird gådefuld og Abby Quinn underligt normal.

Jonathan Groff som Eric og Ben Aldridge som Andrew udgør et dynamisk par, hvor datteren portrætteres fint og ganske gribende af Kristen Cui. M. Night Shyamalan formår desværre ikke helt at holde på den indledningsvise ellers fine dobbelttydighed, men ender med at udpensle pointer og noget af filmens symbolik på klodset vis, hvor også historiens præmis smuldrer en smule.

’Knock at the Cabin’ er på sin vis en desværre frustrerende oplevelse, da der i udgangspunktet er en dragende fortælling og nogle fint tvetydige karakterer i spil. Alt sammen centreret om en intens gidseltagning. Desværre går også tilfangetagningen en smule i tomgang undervejs, hvilket kun er dobbelt ærgerligt, når det hele ellers startede stærkt.

’Knock at the Cabin’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Knock at the Cabin’ har biografpremiere den 9. marts.

Biografanmeldelse: Med et nænsomt greb om sit fint forløste skæbneportræt, får man med Darren Aronofskys gribende ’The Whale’ indblik i alt fra ensomhed, traumer og sorg til fortrydelse, kærlighed og hengivenhed. Man bliver nemlig dumpet ned i den svært overvægtige lærer Charlies liv i en klaustrofobisk bolig, der mere synes som et fængsel af ensomhed end et trygt hjem.

Charlie er som følge af sin overvægt så godt som bundet til sin stol, hvorfra han online-underviser i engelsk. Men hvordan er det kommet dertil for Charlie med de venlige og dybt sørgmodige øjne, at han flere hundrede kilo tungt nu er som fanget i sin egen krop? Fortællingen piller elegant og med menneskelig skrøbelighed lagene af den plagede Charlie. Hans fortid og nutid.

I den altdominerende hovedrolle som Charlie finder man en empatisk Brendan Fraser, der med nuanceret og underspillet gestik og mimik nærmest får sagt alt, hvad der er at sige. Hans øjne kanaliserer de mange følelser på fornem vis med både indlevelse og intensitet. Jeg mærker ham. Sorgen. Selvhadet. Kærligheden. Længslen. Han er et menneske på godt og ondt. Det mærker jeg.

For det er ikke i sort/hvid, at mennesket her bliver åbenbaret, men med nuancer af gråt, der netop udgør det at være menneske – også i de relationer, man indgår i. I ’The Whale’ møder man bl.a. Charlies mangeårige ven og plejer Liz samt datteren Ellie fra et forlist forhold. Her sitrer følelserne sig gribende om mig, hvor Charlie bl.a. forsøger at nå til forsoning med sin svigtede teenagedatter.

Hong Chau og Sadie Sink som Liz og Ellie giver med deres kontrastfulde portrætter medrivende modspil til den komplekse Charlie, der har svært ved at elske sig selv, mens en dybfølt empati til hans medmennesker strømmer gennem hele hans krop, der grundet overvægten synger på sidste vers. Døden lurer i horisonten filmen igennem, hvilket bl.a. er med til at give fortællingen sit intense nærvær.

’The Whale’ udspiller sig på visuelt oplagt vis nærmest kun i det lille hjem, hvor det er karakterstudierne, som er med til at åbne mennesket op på vid gab i en bølgegang af ømhed, vid og bid samt frygt, varme og kompleksitet. Brendan Fraser giver et dybt bevægende portræt af den indviklede Charlie, mens også lydside og billede beriger historien med sin tilstedeværelse.

’The Whale’ får 5 ud 6 stjerner:

’The Whale’ har biografpremiere den 2. marts.

Biografanmeldelse: Livet er ikke altid lige nemt. Det kan falde fra hinanden, men også være smukkere end smukt. I Mia Hansen-Løves franske drama ’En dejlig morgen’ møder vi den nogle og 30-årige Sandra, der er alenemor til sin 8-årige datter Linn. Hun har givet op på kærligheden og forsøger mest af alt bare at få livet til at hænge sammen, herunder bl.a. at hjælpe sin meget syge far Georg.

Sandra løber en dag tilfældigt ind i sin gamle ven Clément, der er både gift og far. De to indleder snart en affære, hvor Sandra får lov til at skimte kærligheden. Hendes far bliver sideløbende blot mere og mere syg, hvorfor Sandra må forsøge at finde et passende plejehjem til ham. Livet går sin svære og komplekse gang, hvor jeg stilles ansigt til ansigt med både livet og døden.

Fortællingen udspiller sig i et smukt Paris, hvor lyset falder forførende på byen. Sandra er blot en af hovedstadens mange skæbner, som der altså her zoomes ind på. Sandra portrætteres af Lea Séydoux, der rummer både stor styrke, men også en sart skrøbelighed bag sine melankolske øjne. Hun er et interessant bekendtskab i et drama, der dog ikke som sådan overrasker i sin historie.

Rollen som faderen George – hvis syn og hukommelse stille og stødt svigter ham – spilles elegant af Pascal Greggory. Dynamikken og det skildrede forhold mellem ham og Lea Séydoux er ømt, kærligt og hjerteknusende. Der synes også at ulme et knust hjerte i det nye forhold, Sandra er gået ind i med sin affære med Clément, der spilles charmerende og rådvildt af Melvil Poupard.

Hvor ’En dejlig morgen’ måske ikke just overrasker i sin fortælling, er det et ganske fornemt forløst drama med fine præstationer fra skuespillerne. Herunder bl.a. også datteren i skikkelse af en naturligt spillende Camille Leban Martins, hvis liv også påvirkes af den uro, der er i livet hos Sandra. Filmen er et stykke levet liv med alt, hvad det indebærer af kærlighed, sorg, glæde og afsavn.

’En dejlig morgen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’En dejlig morgen’ har biografpremiere den 2. marts.

Biografanmeldelse: Intens passion og kunstnerisk kompromisløshed. Dirigent og klassisk komponist Lydia Tár lever med begge dele. Dag og nat. Hele tiden. Året rundt. Hendes kunstneriske virke er hele hendes væsen. Musikken og alt, hvad der følger af følelser og komplicerede samarbejder og svære beslutninger. Hun er på toppen af karrieren og chefdirigent for Berliner Philharmonikerne.

Tár synes med andre ord ustoppelig i sit roste og prisvindende virke. Hun står nu overfor at skulle fuldende indspilningerne af Mahlers symfonier med den femte i rækken. Ikke nok med det, hun skal også lige promovere sin selvbiografi og forsøge at være der for sin lille familie, partneren Sharon og deres adopterede datter. Hun vil det hele, men kan alt favnes?

Todd Field har instrueret og skrevet ’Tár’, der er et overvældende skæbneportræt med Cate Blanchett som den intimiderende og komplekse Lydia Tár, som begår sig blandt de absolut dygtigste musikere, mens hun i en ofte mandsdomineret branche også hyldes som succesfuld kvindelig kunstner. Noget usagt og forsøgt glemt og gemt ulmer dog i fortællingens krinkelkroge. I Társ liv, fortid og nutid.

Der synes at vente et opgør med fortiden, hvor fortællingen slår fint sitrende skår på underspillet og dragende vis i komponistens person. Professionelt som privat. Portrættet af Tár huser desuden en fascinerende dualitet mellem hendes på den ene side kyniske brug af sine medmennesker og så de ind til benet oprigtige følelser, som hun mærker, oplever og formidler via musikken.

Fortællingen tager sig god tid. Den forhaster sig ikke ind i et plot, der skydes af for at få næste dramatiske øjeblik udfoldet. Dramaet er sine steder nærmest insisterende tilbageholdende, mens en dramatisk forløsning pibler lige under overfladen hos Tár – og i musikken. En trygkedel af undertrykte følelser, fortidens hemmeligheder og nutiden synder. Tålmodig og eksplosiv på samme tid.

Cate Blanchett leverer et ubetinget fascinerende portræt af en kvinde i kunstens vold og konsekvenserne heraf, mens Todd Field med sikker hånd instruerer skarpt komponerede og smukke scener. Han tør holde igen, men også at give slip. Ligesom Cate Blanchett. Tár er både en strid, bestemt og kompromisløs kvinde, men er også karismatisk, ensom og kærlig. Et menneske på godt og ondt. Et helt menneske.

’Tár’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Tár’ har biografpremiere den 23. februar.