Biografanmeldelse: Vi starter i en verden, der nærmest minder om en menneskelig apokalypse. Gaderne er fyldt med vanvittige galninge og blodige mord samt brutal smadder og generel ravage. Det er i dette boligområde, at den fåmælte Beau Wassermann bor i en forfalden og beskidt lejlighed med sin angst som eneste bofælle og konstant larm fra gaderne og nabolejlighederne.

Beau trives ikke just i sit liv, der byder på jævnlige besøg hos en terapeut, der ordinerer diverse angstdæmpende piller til ham. Pillerne synes dog kun at have lille effekt på den ængstelige mand i Ari Asters kringelkrogede og fascinerende ’Beau Is Afraid’. Hele Beaus tilværelse tager en kun endnu mere absurd drejning, da han grundet skæbnens ironi misser flyet hjem til sin mor.

Nu bliver Beau for alvor sendt ud i verden, hvor der venter den ene syrede begivenhed efter den anden, mens fortællingen snor sig ind i et sirligt edderkoppespind af fortid, nutid og fremtid. Minder, drøm og mareridt forenes i et stort skæbnepuslespil, hvor bl.a. Beaus betændte forhold til sin dominerende mor konstant er grund til skyldfølelse.

Joaquin Phoenix har den altdominerende hovedrolle, som man ser i fire alderstrin, hvor hans barndoms-jeg spilles overbevisende af Armen Nahapetian. Det er dog klart Joaquin Phoenix’ film og ham, der løber med opmærksomheden og alle scener, han er med i, hvilket stort set er dem alle. Han formår at kanalisere alt fra skrøbelighed og ynkelighed til menneskelighed og en ordknap stakkel.

Filmens anden og konstant dragende hovedperson – så at sige – er fortællingens ambitiøse leg med sin narrative struktur og dens mange overraskende, groteske og sorthumoristiske optrin. Ari Aster, der både har skrevet og instrueret, er en mand med en unik vision, der brænder igennem i hvert billede, som forløses dynamisk af fotografen Pawel Pogorzelski.

’Beau Is Afraid’ lukker mig ind i et fascinerende univers og viltert sind i form af Beaus krøllede hjerne, hvor filmen i høj grad også lever livligt af dens karakterdrevne force. Ari Aster har med sin mesterlige gyserdebut ’Hereditary’ og sin ligeledes mesterlige opfølger ’Midsommer’ ramt plet for tredje gang. Et vaskeægte hattrick af en af vor tids mest interessante filmskabere.

’Beau is Afraid’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Beau is Afraid’ har biografpremiere den 20. april.

Biografanmeldelse: Det er med sortkomisk tæft, at instruktør Frederikke Aspöck og manuskriptforfatter Anna Neye – der også spiller en hovedrolle i ’Viften’ – fortæller historien om den danske kolonimagt på øen Sankt Croix på De Dansk Vestindiske Øer anno 1848. Her møder vi de farvede kvinder Anna Heegaard og Petrine, der har vidt forskellige livsvilkår.

Anna er fri og velhavende, mens hun ejer den slavegjorte Petrine. Anna lever med generalguvernøren Peter von Scholten på deres store landsted. Det omgivet af slaver, der udfører arbejdet på og omkring landstedet, hvor bl.a. børn fastspændt fra loftet vifter med store fjer, så deres ejere kan mærke en kølig brise ved middagsbordet. Tragisk og komisk grotesk.

Anna er med andre ord en magtfuld kvinde, der styrer hjemmet og formuen samt også husholdersken Petrine. Men mon denne slavebårne kolonimagt kan opretholdes? Noget tyder i hvert fald på, at det nok ikke helt er tilfældet, da der begynder at versere rygter om et oprør blandt slaverne. Men på hvilken side står i grunden Anna og Petrine i det ulmende oprør?

Vi bliver med ’Viften’ mindet om en brutal sandhed om Danmarks tid som kolonimagt og slavehandlere. Det er gjort med en balancegang mellem komik og tragedie samt med kvinder i front. Desværre lykkedes denne balancegang ikke lige elegant, mens bl.a. også præstationerne hos de medvirkende ikke kommer helt ud over rampen og sætter sig i hjertet og maven.

Ganske vist er her tale om en vigtig historie om bl.a. magt og frihed samt afhængighed mellem mennesker, men disse temaer får aldrig det nærvær, man kunne håbe på for at give fortællingen den dramatiske tyngde, som kunne være med til at løfte historien. Dog står filmens musikalske side stærkt i hænderne på komponisten Rasmus Bille Bähncke.

’Viften’ lykkedes kort fortalt kun delvist, hvor filmens billedside dog har øjeblikke af dragende skønhed og dramatisk tyngde ved fotograf Linda Wassberg. Men på samme måde som historien og karaktererne ikke for alvor bliver nærværende, forløses heller ikke den visuelle side til fulde, selvom her også vises potentialet til en film, der kunne være så meget mere.

’Viften’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Viften’ har biografpremiere den 20. april.

Biografanmeldelse: Det er ikke just den underspillede form for uhygge, som eksorcisme-gyset ’The Pope’s Exorcist’ praktiserer. Her gælder det bulder og brag, skrig og skrål fra den besatte dreng, der danner det dæmoniske omdrejningspunkt for filmen, hvor vi således i 1987 møder Vatikanets chef-eksorcist Fader Gabriele Amorth i skikkelse af en godmodig Russell Crowe.

Ganske vist bliver de dæmonspruttende eskapader aldrig uhyggelige, men derimod mere kitschet og udbasuneret grumme – og desværre flere steder ufrivilligt komiske. Filmens åbningsscene, hvor vi møder en dæmonbesat mand, der dog viser sig ikke at være den ægte bare, står faktisk for gyserens mest creepy scene. Det hele sættes dog her over styr med stor ståhej.

Det er desværre symptomatisk for filmen, der konstant forfalder til det utroværdigt bombastiske, hvor det menneskelige drama, som gemmer sig et sted bag den besatte dreng og hans mor samt storesøster, efterlades komplet fladt og uforløst et eller andet sted langt ude i filmens yderkant. Jeg bliver aldrig følelsesmæssigt engageret i uddrivelsen, hvor Amorth altså træder til.

For en mor og hendes to børn flytter ind i et faldefærdigt hus, der snart viser sig at huse en ondskab af så store dimensioner, at netop Vatikanets chef-eksorcist tilkaldes. Ind på scenen træder Russell Crowe, der er et af filmens klare lyspunkter. Han er et muntert bekendtskab, der med roligt gemyt går uimponeret til værks. Hans ellers fine portræt bliver dog jordet af filmens generiske effektjageri.

En karismatisk Franco Nero ses desuden som paven. Han beriger den kaloriefattige film med en smule autoritet og har et par fine scener med Russell Crowe. Det bliver dog langt fra nok til at redde denne skingre omgang eksorcisme, hvor Peter DeSouza-Feighoney som den besatte dreng kun momentant bliver en smule dæmonisk ulækker, men aldrig intimiderende.

’The Pope’s Exorcist’ er kort fortalt en rodebunke af blodigt effektjageri, der aldrig slipper gyset løs, men forfalder til torden og lynild, hvilket stikker helt af i filmens finale, der trods alt har en smule underholdende kitsch-værdi. Man må dog mere tage sig til hovedet over, hvor dum en film, det er, end holde sig for øjnene af rædsel. Heldigvis har filmen Russel Crowe i et portræt baseret på den ægte eksorcist Amorth.

’The Pope’s Exorcist’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Pope’s Exorcist’ har biografpremiere den 5. april.

Biografanmeldelse: En ting gyserfilm har lært os er, at man ikke kan holde en god skurk nede. For uanset hvor mange gange, morderen måtte blive stukket i eller skudt på, vender en populær dræber altid tilbage. Igen og igen. Det gælder slasher-ikoner som Michael Myers, Jason Voorhees og Freddy Krueger. Det gælder også Ghostface i franchisen Scream, der begyndte i 1996.

Små 30 år senere er filmserien nået til sit sjette kapitel med ’Scream 6’. Der er løbet sin del af blodige drab, døde kroppe og brutale mordere gennem åen siden da. For bag Ghostface-masken gemmer der sig som bekendt et nyt ansigt i hver ny film. Alle er med andre ord under mistanke for at være morderen, når først drabene begynder. Det gør de også her, hvor nedslagtningerne flytter til storbyen.

For hvor de første film i serien har udspillet sig i og omkring den lille by Woodsboro, så tages handlingen denne gang til det pulserende New York, da de unge overlevere fra den forrige film nu forsøger at lægge de blodige begivenheder bag sig. Naturligvis dukker Ghostface op igen. Men hvem gemmer sig bag masken, hvorfor og ikke mindst: Hvem bliver det næste skrigende offer?

Filmene er bl.a. kendt for sine meta-lag og legen med gysergenren samt ikke mindst både at følge og ikke mindst at bryde de uskrevne regler, som findes i den blodige genre. Det er også tilfældet her, hvor der smides til højre og venstre med filmreferencer, mens der leges dobbelttydigt med Scream-universet og publikums forventninger til filmen. Den del fungerer ret så veloplagt.

Det er bl.a. også interessant at se gyser-universet i nye omgivelser, selvom potentialet med New York som bagtæppe måske nok kunne være brugt lidt mere, end tilfældet er. Det sagt, så er bl.a. nedslagtningerne dejligt brutale og blodigt grumme. Det alt imens jeg – som franchisen foreskriver – lystigt gætter med på, hvem der mon er morderen. Det er en underholdende gætteleg at være en del af.

Scream-universet lever altså fint videre her små 30 år efter Wes Cravens nyklassiker fra 1996 – også selvom bl.a. seriens ikoniske overlever Sidney Prescott i skikkelse af Neve Campbell har takket nej til at være med i ’Scream 6’. Der er dog frisk blod på menuen med charme og traumer i bagagen hos bl.a. Melissa Barrera og Jenna Ortega som seriens to nye og seje scream queens.

’Scream 6’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Scream 6’ har biografpremiere den 30. marts.

Biografanmeldelse: Kan man slippe den vej, der er foldet ud for ens fødder for at skabe sit eget liv? Sin egen vej i livet? Eller vil man blive og forblive det, der forventes og ventes af en? I Puk Grastens drama ’Den, der lever stille’ følger vi den unge forfatter Leonora Christina Skov, som i sine start-20’ere er flyttet hjemmefra og til København, hvor hun nu bor sin egen lille lejlighed.

Hun har andet med i bagagen end sine bøger, nemlig også en dysfunktionel barndom og opvækst, der udspringer af et komplekst forhold til forældrene, som hun ikke så underligt mister kontakten til. Den betændte familierelation genoptages dog, da Leonora finder ud af, at hendes mor er kommet på hospice. Nu går turen således mod dødens forgård, hvor forældrene venter.

Leonora ankommer til det sterile hospice, der med gyldne gardiner forsøger at indlemme varme i bygningen, hvor moderen fra sin sygeseng synes at fryse alt omkring sig til is, mens faderen gør sit for at opretholde facaden og holde følelserne gemt væk. Det bliver en mildt sagt ubehagelig genforening mellem de tre, hvor fantasi og virkelighed for Leonora begynder at flette sig sammen.

Filmen er baseret på virkelighedens Leonora Christina Skovs selvbiografiske bog fra 2018, der handler om netop hendes liv. Jeg har ikke læst bogen og kendte ikke videre indgående til historien, hvorfor jeg med friske øjne så filmen folde sig ud i et drama, der overvejende fungerer pga. sin grundlæggende stærke fortælling, men ikke mindst pga. Frederikke Dahl Hansen i hovedrollen.

Desværre vakler den ellers dragende historie rundt i et par tungt skrevne dialoger, der forsøges leveret med nerve og indlevelse af bl.a. Jens Albinus’ portræt af faderen. Han gør, hvad han kan med materialet, men forbliver mere en skrevet karakter end et rigtigt menneske af kød og blod. Det er en skam, bl.a. fordi det smitter negativt af på troværdigheden af relationen mellem ham og Leonora.

En nærværende Sarah Boberg er den utilnærmelige mor, der koldt afviser sin datter, der altså ses i skikkelse af filmens trumfkort og klare trækplaster Frederikke Dahl Hansen. Hun leverer et gribende, nuanceret og indlevende portræt, der fungerer på trods af filmens af og til noget klodsede væsen, hvor bl.a. følelser og replikker ikke får løftet sig troværdigt over på det store lærred.

’Den, der lever stille’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den, der lever stille’ har biografpremiere den 30. marts.