Den dragende ‘Frit fald’ leverer et minutiøst udfoldet retssalsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med en minutiøs tilgang til sin fortælling, at instruktør og medforfatter Justine Triet folder det bølgende plot ud i dramaet ’Frit fald’. Forfatteren Sandras mand omkommer i filmens start efter et fald fra anden sal i deres hus, der omkranses af sneklædt natur og bjergudsyn. Det tragiske udfoldet i det smukke. Denne dobbelthed finder man også i selve historien.

Sandra kommer nemlig under mistanke for at have myrdet sin mand. Således bølger spekulationerne frem og tilbage mellem for og imod om, hvorvidt hun har dræbt ham eller ej. Det er med et intenst iscenesat retssalsdrama, at historien nu tager sit greb i mig, mens sandhed og løgn væves ind og ud af hinanden i vidneskranken, hvor skeletter i skabene kommer til syne.

Ganske vist er det centrale spørgsmål: Har Sandra slået sin mand ihjel eller ikke? Og i så fald hvorfor? Mens min indre detektiv kommer på arbejde, så er filmen også mere end det fermt fortalte retssalsdrama. Det handler om relationer, om kærlighed, om os som mennesker. Det handler om fejlbarlighed, om hemmeligheder og om at opretholde et forhold på trods af modstand.

Sandra er det primære anker i fortællingen, der griber mig både som krimiplot og menneskeligt drama, der kommer til at stå stærkere og stærkere i takt med, at jeg bliver klogere på de medvirkende, herunder også den 11-årige søn Daniel og hans relationen til forældrene. Han spilles med både en naiv sarthed og en bestemt styrke af Milo Machado Graner.

En fascinerende Sandra Hüller portrætterer forfatteren Sandra med finesse og menneskelige nuancer, der får lov at komme til fuldt skue gennem det velskrevne, engagerende og smart konstruerede manuskript. Det hele jongleret med sikker hånd af Justine Triet, der både formår nøgternt at skildre dramaet i retssalen samt bringe bankende menneskelige følelser til live.

’Frit fald’ giver på dynamisk vis god plads til både krimigåden og menneskene i historien, som dog ikke helt formår at holde sin ellers flot dirrende væren i hævd hele filmens spilletid på 2 timer og 30 minutter. Det er dog til at leve med, når menneskeskildringerne og dramaets mange facetter er så nærværende og dragende sat i scene.

’Frit fald’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Frit fald’ har biografpremiere’ den 1. februar.

‘Den grænseløse’ er en ujævn krimi, men det er sådan cirka også ok

/i , /af

Biografanmeldelse: Turen går for kriminalkommissær Carl Mørck i ‘Den grænseløse’ til Bornholm. Her venter en ældre og uopklaret sag om en ung kvinde, der blev fundet død til tops i et træ. Spørgsmålet er naturligvis nu: Hvem står bag og hvorfor? Det bliver alt sammen spundet ind i et krimiplot, der byder på både fortidens dystre skygger og stor sorg. Nå ja, og en soldyrkende kult!

Carl Mørck tager dog i første omgang noget uvilligt til solskinsøen, hvor han sammen med sine kollegaer Rose og Assad snart vikles ind i sagen. Det er en i udgangspunktet egentlig ganske interessant præmis, der forsøger at blande traumer hos vores helte nervepirrende sammen med kulten, der synes at dække over mere og andet end blot deres kærlighed til solen.

Carl Mørck spilles igen af Ulrich Thomsen. Han er god som den sammenbidte efterforsker, der trods alt har svært ved at lade sagen løbe ham af hænde. Afshin Firouzi er ny som Assad. Han gør, hvad han kan med sin noget fladt skrevne rolle. Desværre bliver det ikke til meget medrivende og dynamisk kemi mellem den umage duo.

Man må dog overvære et forsøg på komik med Carl og Assad i en dobbeltseng med en tydeligt irriteret Mørck, der ikke kan sove for sin kollegas højlydte snorken. Den komiske åre rammes bare ikke helt rent i filmen, der rummer et mørke, som heller ikke rigtigt får sit tag i mig. Selvom bl.a. Rose kommer i kontakt med egne traumer, bliver hun som karakter ikke helt troværdigt forløst i manuskriptet.

Sofie Torp er ellers god som den selvstændige og stædige Rose. Det er mest det ujævne manuskript, der desværre bliver klodset iscenesat, hvor bl.a. også en tvetydig rolle portrætteres utroværdigt af Rasmus Bjerg. Han gør dog, hvad han kan for at finde ind til uhyggen. Det lykkedes ikke. Det samme kan siges om kulten, som aldrig for alvor får sat schwung i den ellers iboende angst.

Til gengæld er Joachim Fjelstrup rigtig god som den narcissistiske kultleder. Han har karisma. Jeg forstår sådan cirka godt, hvorfor kultens medlemmer vælger at følge ham. ’Den grænseløse’ bliver desværre bare aldrig rigtigt spændende, men er mest af alt en ujævn oplevelse, som trods alt holder et ganske fint tempo på vej mod sin klodsede finale. Men hey, det er også sådan cirka helt ok.

’Den grænseløse’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den grænseløse’ har biografpremiere den 1. februar.

‘Argylle’ er kulørt, bombastisk og forglemmelig spion-action

/i , /af

Biografanmeldelse: Selvom der faktisk er ganske godt med kulørt fart på spionaction i Matthew Vaughns actionkomedie ’Argylle’, bliver de bombastiske eskapader aldrig rigtigt spændende, mens spilletiden også arbejder imod underholdningsværdien i særligt filmens tredje og sidste akt. Det sagt, så leveres der et par ret opfindsomme og herligt tegneserieagtige actionscener med speederen i bund.

Actionballaden ved udmærket godt, hvad den er for en type film og hvad den vil. Den vil underholde på farverig og overdreven vis, hvor man følger den succesfulde forfatter Elly Conway. Hun lever et stille liv med sin kat, mens hun nyder godt af sine spionbøgers succes. Men en dag begynder den fiktive spionverden at smelte sammen med virkelighedens verden.

Således vikles den forsigtige forfatter snart ind i en verden af ægte spioner, onde bagmænd og vilde slåskampe på liv og død. For da spionen Aidan træder ind i hendes liv, vendes hendes verden i den grad på hovedet. Hvordan hænger det hele mon sammen og hvorfor er det lige, at Elly skal hives ind i en verden af hemmeligheder og farlige missioner?

Der er i udgangspunktet en ganske morsom leg med fiktion og virkelighed, men som filmen skrider frem, fortaber fortællingen sig i egne plotvridende krøller. Karaktererne ofres delvist til fordel for akrobatiske actionscener, der får overtaget i historien, som desværre aldrig bliver videre nervepirrende. Heldigvis finder man Bryce Dallas Howard og Sam Rockwell i front.

Hun spiller forfatteren, mens han er spionen Aiden. De to udgør et ret charmerende og umage par, mens man i en mindre, men vigtig rolle finder en stilfuld Henry Cavill som den fiktive spion Argylle. Hans karakter kommer desværre ikke rigtigt til sin ret, hvor netop hans fiktive væren punkterer noget af mit engagement i historien.

Selvom her altså er bump på vejen, opretholdes der et ok fint momentum, hvor et par visuelt vilde, opfindsomme og akrobatisk dynamiske actionscener hjælper på filmens underholdningsværdi. ’Argylle’ ender på trods af sin kulørte iver efter netop at underholde med at være en forglemmelig sag, hvor det hemmelige våben altså findes i form af de skønne Bryce Dallas Howard og Sam Rockwell.

’Argylle’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Argylle’ har biografpremiere den 1. februar.

‘How to Have Sex’ viser festens bagside nuanceret og ubehageligt

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på festen for 16-årige Tara, Skye og Em. De har lige overstået deres eksamener, så nu skal veninderne fejre friheden i filmen ’How to Have Sex’. De er taget på sommerferie fra England og sydpå, hvor den skal stå på druk og fest samt sex – i hvert fald jagten på den. Den eneste jomfru i trekløveret er Tara, der har besluttet sig for nu at få sin seksuelle debut.

Men lige under overfladen på festen lurer usikkerheden – bl.a. hos Tara. Så hvad der starter som den ultimative ferie fyldt med højt humør, de bedste veninder og nattelange fester på propfyldte dansegulve, drejer sig snart mod en mere dyster fortælling om presset fra omgivelserne og de mulige forventninger fra andre og dem, som der festes med.

Det er med fin sans for de usagte nuancer i fortællingen, festen og hos karaktererne, at instruktør og manuskriptforfatter Molly Manning Walker giver filmen liv. Det er en historie, der banker pulserende og levende afsted, hvor de tre veninder levendegør filmen med en engagerende troværdighed. Både i den interne gruppedynamik og hver for sig.

Mia McKenna-Bruce er som Tara det karaktermæssige omdrejningspunkt. Det er hendes rejse, der er med til at binde trekløveret, festen og filmen sammen med dramatisk nærvær og menneskelig tyngde, hvor en ung uskyld og bævende usikkerhed også får lov at leve inde bag de energiske øjne. Hun er nem at holde af og med. Ikke mindst, når festens bagside begynder at vise sig.

Men det er altså bl.a. også i netop samspillet mellem veninderne og de andre unge på ferien, at filmen i den grad får sit bankende og vilde liv. Festerne er i højt tempo, men når sprutten sætter ind og mørket får sit tag i festen, står bl.a. blowjob-lignende druklege frem i det selvsagt ubehagelige lys, de er i. Gruppepresset og festen er ikke længere sjov og uskyldig. Det oplever jeg særligt gennem Tara.

Enva Lewis er som Em fornuftens stemme i trioen og giver en dynamisk stærk ballast til de tre, hvor den umiddelbart mere bekymringsfrie Skye skildres overbevisende vildt af Lara Peake. ’How to Have Sex’ er ikke en rar film. Den er nemlig mere end den til en start ellers forrygende fest. Den er brutal, hjerteskærende og tankevækkende.

’How to Have Sex’ får 4 ud af 6 stjerner:

’How to Have Sex’ har biografpremiere den 25. januar.

Alt er smukt i madfilmen ‘Pot-au-feu: Vejen til hjertet’

/i , /af

Biografanmeldelse: Med følelsesfin sans for elegant at sætte kokkekunsten og det underspillede menneskelige drama i scene, smyger historien i maddramaet ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ sig ind i hjertet på mig. Det er nemlig en delikat og opløftende filmoplevelse om kærligheden til både maden, mennesket og livet – at nyde det hele i fulde drag.

Man følger en passioneret kokkeduo i skikkelse af Dodin og Eugénie i Frankrig anno 1885. De har i flere år dannet parløb i et køkken i pagt med naturen, egne afgrøder og mad på et højt gastronomisk plan. Det er forholdet mellem disse to madkunstnere og ikke mindst deres forhold til maden, som er filmens sitrende omdrejningspunkt.

Filmen åbner med en yderst dynamisk iscenesat tilberedning af et kosteligt måltid. Det er detaljerigt og sanseligt portrætteret, hvor jeg kommer helt tæt på, hvordan råvarerne bliver tryllet om til en mægtig servering. Sådanne tilberedningsscener i det landlige køkken får vi flere af undervejs. Ja, maden er i historien så afgjort fremtrædende. Men der er også menneskene bag maden.

Her finder man som sagt Dodin, der levende formår at sætte nuancerede ord på sin oplevelse med maden. Fra tilberedelsen til den lander på hans smagsløg og smyger sig velduftende op til hans næsebor. Jeg mærker hans passion. Den historiske kontekst og vigtigheden af maden i hans liv. Jeg formår sammen med ham at sætte pris på kokkekunsten samt historierne og kulturen bag.

Overfor ham ses Eugénie, som er den ligeledes madkunstneriske gourmetkok, der lever som i et med sit køkken og tilberedelsen med hjælp af øvrige kyndige hænder. Hun portrætteres dragende af Juliette Binoche, mens Dodin spilles med nerve og intensitet af Benoît Magimel. De er virkeligt gode. Både hver for sig, men særligt sammen. Et meget menneskeligt og kærligt portræt.

Alt er smukt i ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’. Fra fotograferingen af maden til kigget ind bag menneskene. Leveret i varme farver og med sans for detaljen. Følelsesmæssigt er jeg dog ikke helt engageret. Dertil bliver det menneskelige drama en smule ladt i stikken af de betagende køkkenscener. Disse sanselige scener er dog bestemt filmen værd. Det sammen med Benoît Magimel og Juliette Binoche.

’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ har biografpremiere den 25. januar.

‘Poor Things’ er drilsk, sprudlende og helt fantastisk

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg drages fra første færd ind i en sælsom verden af bølgende arkitektur, iøjnefaldende kostumer og sammensplejsede dyr med filmskaberen Yorgos Lanthimos’ fabelfantastiske ’Poor Things’. Man møder her den geniale og excentriske videnskabsmand dr. Godwin Baxter, der med vansiret ansigt bringes fascinerende til live af Willem Dafoe.

Overfor ham finder man hans menneskelige eksperiment i form af den ordsnublende og barnligt begavede Bella Baxter – spillet med en fortryllende uskyld af Emma Stone. Det umage par udgør fortællingens afsæt, der snart bringer mig ind i en krøllet verden af både strålende farvebilleder og fiskeøjeindfangede scener i sort/hvid, det minutiøst og legende foreviget af fotograf Robbie Ryan.

’Poor Things’ er en bizart forførende rejse med Bella gennem en for hende ny verden samt en aparte virkelighed, jeg får lov til at træde ind i. Det er en verden, som jeg ikke har set og oplevet før. På sin vis er jeg altså sammen med Bella med til at gå på opdagelse i de nye omgivelser, hvor den nysgerrige unge kvinde forsøger at finde sin plads i verden og samtidig udvikle sig som menneske.

På sin rejse møder den blåøjede Bella verden med en tro på det bedste i andre. En rejse befolket af både hjælpsomme typer og mere lurvede af slagsen, mens Bella åbenbares for sig selv som individ. Med alt hvad det indebærer af frigørelse og lyster samt selvstændige tanker og drømme. Med et dragende tag om historien og en visuelt betagende verden, er jeg med hele vejen.

’Poor Things’ er med andre ord en film, som jeg næsten helt fysisk bliver en del af med det detaljesikre univers af finurligheder og overraskende påhitsomhed. Der er en naturlig legesyge over hele linjen. Det gælder bl.a. alt fra det eventyrlige production design af James Price og Shona Heath til også de iøjefaldende og pompøse kostumer af Holly Waddington.

Yorgos Lanthimos har forløst med sortkomisk vid og bid den forførende og fortryllende film på baggrund af Tony McNamaras manuskript, der baserer sig på en historie af Alasdair Gray. En sprudlende filmoplevelse med et ligeledes sitrende og drilsk score af Jerskin Fendrix. En film, der på mesterlig vis forener det groteske med det smukke. Det kyniske med det uskyldige. Vidunderligt!

’Poor Things’ får 6 ud af 6 stjerner:

’Poor Things’ har biografpremiere den 18. januar.

‘Farven lilla’ er for glat til at få følelsesmæssig pondus

/i , /af

Biografanmeldelse: Steven Spielbergs drama ‘Farven lilla’ fra 1985 har fået en musicaloverhaling med filmen af samme navn. Historien er den fra første film velkendte fortælling om de to søstre Celie og Nettie, hvis skæbne er for evigt forbundet, selvom livet for de to udvikler sig i hver deres retning. Filmen tager sit afsæt i 1930’ernes Georgia, hvor de to søstre vokser op med en voldelig far.

Det hele går dog fra slemt til værre, da den unge Celie tvinges til at ægte den meget ældre Mister. Han er ligeledes voldelig, manipulerende og kontrollerende. Et rigtig dumt svin. Det er her, at søstrenes veje skilles. For hvor Celie efterlades med Mister, smides Nettie på porten og ender langt fra sin søster og den ubehagelige Mister.

Årene går og i voksenlivet er Celie stadig underlagt Misters magt og næver. Livet ændrer sig dog for Celie, da den livsglade sangerinde Shug Avery dukker op og viser, at livet kan være meget anderledes og frit. Vi følger således årenes gang for Celie – det med Nettie på afstand – mens der krydses mellem nutid og fortid i filmen, der bl.a. handler om at finde sig selv, sin plads i verden og vej i livet.

Den handler om at bryde fri fra andres magt. Den handler også om troen på Gud og om kærlighed. Om det gode i mennesket og om tilgivelse. Om at bevare håbet og styrken i umenneskelig modgang. Det hele tilsat energiske sange, der med let hånd er spredt ud over denne nye version af Alice Walkers bestseller fra 1982. Sangene er måske nok energiske, men de fleste mangler oprigtig følelsesmæssig pondus.

For selvom historien er både barsk, stærk og overordnet velspillet, har filmen en underlig glat fernis, der gør, at jeg ikke kommer til at føle med eller engageres dramatisk af karakterernes liv og relationer. Musicalnumrene er måske nok veliscenesatte af instruktør Blitz Bazawule samt elegant og smukt indfanget af fotograf Dan Laustsen. Men filmen klinger hult.

Der er en underlig modsætning mellem filmens glansbilledelignende udtryk og musik overfor filmens historie om vold, voldtægt og brutalitet. Desuden føles visse plotelementer en kende forjaget i måden karaktererne udvikler sig på. Det er som om, der mangler mellemregninger for, at troværdigheden følger med. Så selvom filmen har sine momenter, mister den mig undervejs.

’Farvel lilla’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Farvel lilla’ har biografpremiere den 18. januar.

‘Stockholm Bloodbath’ er langt fra så cool, som den selv tror

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er schwung på både den ihærdige klipning og den brutale vold, når den historiske actionfilm ‘Stockholm Bloodbath’ folder sig energisk, men desværre også noget kedeligt ud med sin spilletid på små 2 timer og 30 minutter. Filmen lykkedes simpelthen ikke med at opretholde et engagerende momentum, mens det også forbliver småt med følelsesmæssig pondus.

Historien udspiller sig i 1520, hvor vi kommer med ind i et mørkt kapitel i Danmark og Sveriges fælles historie. Nøgleord: En blodig nedslagtning af godt 100 mennesker i Stockholm. Før vi når så langt, er vi via bombastiske navneskilte, der bankes op på lærredet, blevet bekendt med en række af filmens hovedkarakterer. Herunder den såkaldte ’onde mand’ og ’arrede mand’.

Ja, så er de ligesom sat i bastante kasser. Her er de onde og her er de gode. På de godes side finder man bl.a. de unge kvinder Anne og Freja, der begiver sig på hævntogt over de mænd, som dræbte deres familie. Bl.a. netop ’Den onde mand’. Rejsen er fuld af død og farer, mens den går mod Stockholm, hvor de pludselig må se sig selv som del af et politisk magtspil mellem Danmark og Sverige.

Det er ikke en film, der bestræber sig på historiemæssig akkuratesse, men nærmere en fiktionaliseret og anakronistisk genfortælling af dette nordiske kapitel. Det hele er så banket igennem en kødhakker, der har efterladt nuancer og fortællermæssige finesser bag sig til fordel for bl.a. forcerede split screens og en række karakterer, der tumler en smule ubehjælpsomt rundt i filmens fortælling.

Det er som om, at de ikke alle spiller med i den samme film. Her er alt fra belastende overspil og kikset kåde replikker til de mere troværdigt leverede portrætter, der faktisk har noget af den menneskelige nerve, filmen overordnet mangler. Så selvom filmen har befriende store armbevægelser og et stærkt cast, forløser instruktør Mikael Håfström desværre det hele noget halvbagt.

Filmen virker som et vagt ekko af de tidlige film af Guy Ritchie. Men den engagerende energi mangler og den sorte humor falder ofte til jorden. Filmen er langt fra så cool, som den selv tror. End ikke dygtige navne som Claes Bang, Mikkel Boe Følsgaard, Ulrich Thomsen, Alba August og Jakob Oftebro kan levere den engelske dialog, så der rammes en sammenhængende og veloplagt tone.

‘Stockholm Bloodbath’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Stockholm Bloodbath’ har biografpremiere den 18. januar.

Døden er konstant dirrende i KZ-filmen ‘The Zone of Interest’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ubehaget står konstant dirrende i yderkanten af de ellers umiddelbart idylliske billeder i Jonathan Glazers urovækkende KZ-film ’The Zone of Interest’. Vi befinder os under 2. Verdenskrig, hvor man følger en lille velhavende familie med mor, far og børn samt jødiske tjenestefolk i et smukt hus med tilhørende stor og frodig have. Døden lurer dog lige på den anden side af hækken.

For op og ned ad husets have og familiens legende børn tårner sig nemlig mure op, hvor man på den anden side finder KZ-lejren Auschwitz. Her har døden sit skrigende greb om livet på fangerne, der i massevis sendes i døden, så røgen fra afbrændingerne stiger op som sorte skyer på himlen over familiens hus, hvorfra farmand Rudolf Höss hver dag går på arbejde som kommandant i KZ-lejren.

Vi følger familiens liv, mens der med underspillet gru pirkes til døden, ondskaben og KZ-fangernes liv lige på den anden side af den fingerede idyl, hvor der ved første øjekast ikke er så meget som et øjebliks bekymring over de umenneskelige masseudryddelser, som sker få meter fra familiens tilværelse. Snarere tværtimod overtager familien bl.a. gerne en pelsfrakke fra fangerne.

Vi kommer ikke i direkte visuel kontakt med de grusomme handlinger i KZ-lejren, men via en opfindsom og øre-skræmmende lydside af fjerne skrig, skud og råb er døden aldrig ude af mit sind, mens historien foldes ud i roligt tempo med ubehaget snigende sig ind på mig med tunge skridt af død. Kontrasten mellem de to verdener er mere end enorm. Ubehaget ligeså. Det er stærkt og uafrysteligt.

Hertil kommer en bombe af gru i filmens ligeledes insisterende score af Mica Levi, mens velkomponerede billeder af fotograf Lukasz Zal på elegant vis indrammer idyllen, hvor ikke mindst gruen i yderkanten sniger sig ind på mig. I et opfindsomt samspil mellem billede og lyd opnås en uhyrlig dynamik af ondskab og menneskelighed. Tvetydighed og sadisme.

Christian Friedel er med skræmmende roligt gemyt den ambitiøse Rudolf Höss, der kynisk går til arbejdet med at udrydde jøderne, mens Sandra Hüller som hustruen Hedwig Höss synes at gemme sig blindt bag et selvbedrag om ligene, der hober sig op få meter fra familien. Jonathan Glazer mestrer at indfange en tvetydig uskyld midt i ondskaben, kynismen og umenneskeligheden.

’The Zone of Interest’ får 6 ud af 6 stjerner:

’The Zone of Interest’ har biografpremiere den 11. januar.

‘The Holdovers’ rammer mig sirligt og sart lige i hjertet

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et let lag af melankoli og forliste drømme foldet sammen med ungdommens sorgløshed og tro på fremtiden, fortæller instruktør Alexander Payne sin menneskeligt nuancerede historie, der udspiller sig på en eftertragtet kostskole i julen 1970. Her møder vi den nedtrykte og gnavne underviser Paul Hunham, som eleverne ikke just er glade for. Tværtimod.

Måske det kan ændre sig denne jul. I hvert fald for eleven Angus Tully, hvis verden falder sammen, da hans juleferie aflyses af hans mor. Han bliver derfor nødt til at blive på kostskolen julen over sammen med en lille håndfuld andre familieforladte elever. Det i selskab med netop den intellektuelt snakkende Paul, der heller ikke rigtigt ser frem til at holde jul på sin arbejdsplads.

Det går hverken værre eller bedre end, at de andre elever finder en udvej fra en jul på kostskolen, hvorfor Angus nu efterlades alene med Paul og skolens kok Mary, som er i sorg over sin søns død i Vietnam-krigen. Det kimer altså ikke rigtigt til den gladeste julefest. Men måske trekløveret kan få noget mere og bedre ud af julen på skolen, end de først lige synes at have udsigt til.

’The Holdovers’ er en meget menneskelig fortælling om at møde sine medmennesker i øjenhøjde. At turde tro på det gode i mennesket og sig selv. Selvom livet måske ikke går eller er gået som håbet. Hverken for den midaldrende Paul eller teenageren Angus. Jeg kommer således denne sneklædte vinter på fin vis ind på livet af de to mænd, som også de kommer ind på livet af hinanden.

Det er bl.a. i netop samspillet mellem Paul og Angus, at det menneskelige drama og filmens styrke findes. De bliver fortællingen igennem til hele mennesker med hver af deres fejl, indre dæmoner og drømme. Paul Giamatti er kynisk elegant og leverer med vid og bid det oplagte manuskript af David Hemingson. Det samme gør Dominic Sessa som den skrøbelige og plagede Angus.

’The Holdovers’ fortælles i et roligt tempo, hvor karaktererne får plads og rum til at folde sig ud. Til at blive hele mennesker jeg tror på. Hertil kommer en smukt indrammet billedside med nerve og nærvær af fotografen Eigil Bryld, mens lydsiden bl.a. byder på stærke tidsdefinerende numre. Alexander Payne kommer kort fortalt elegant, vittigt og sikkert i mål med fortællingen om livet selv.

’The Holdovers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Holdovers’ har biografpremiere den 11. januar.