Medrivende magtkampe og ulykkelig kærlighed

/i /af

Hvem havde troet, at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk medrivende som tilfældet er med The Social Network? Jeg havde i hvert fald ikke de store forventninger til filmen, da jeg i sin tid hørte om den – heller ikke selvom det var med selveste David Fincher i instruktørstolen. Men filmen er en af sidste års absolut bedste – og et gensyn svækker bestemt ikke den på alle måder fængslende fortælling.

Handlingen udspiller sig i den turbulente og intense tid omkring skabelsen af Facebook. Den asociale ener Mark Zuckerberg, der ellers står som ene ophavsmand til opfindelsen havner i rettighedskampe om det skelsættende sociale netværk. For der er flere, som vil lægge beslag på idéen og ikke mindst de milliarder, der potentielt følger med. Jep, der er lagt i ovnen til et drama med magtkampe, forræderi og grådighed. Det er både gribende, rørende og ikke mindst underholdende.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

POKERSPILLEREN: Et tamt spil poker om liv og død

/i /af

De af jer som læser med regelmæssigt, har nok også luret, at jeg er ret begejstret for den italienske instruktør Dario Argentos film. Derfor smerter det mig også (en smule) ikke at kunne sende mine varmeste anbefalinger af sted til hans seriemorder-thriller The Card Player fra 2004 – eller Pokerspilleren, som titlen lyder på den nye danske udgivelse. Men det er altså desværre langt fra en Argento i morderisk hopla.

Filmen har ellers en spændende og dilemmafyldt præmis. Morderen kidnapper nemlig unge piger i Roms gader for herefter at sætte politiet stævne med et virtuelt spil poker, hvor pigernes lidende ansigter vises via webcam. Politiet udfordres nu til at spille om liv og død. Hvis ordensmagten vinder, går de fri – hvis ikke, skæres de op for åben skærm. Det bliver den dygtige kriminalbetjent Anna og den britiske politimand John, der leder an i efterforskningen, som snart sniger sig ind på deres privatliv.

Vi har altså at gøre med et klassisk seriemorder-setup – med et digitalt tvist. Desværre får Argento aldrig for alvor luft under det ellers nervepirrende plot. Men et par gode scener bliver det til. Specielt er en scene hjemme hos Anna vellykket og viser at Argento stadig kan stable visuelt legende og intens spænding på benene. Her får Anna nemlig øje på den maskerede morder genspejlet i sit askebæger, hvilket bliver starten på en flot og fyrig katten-efter-musen-jagt i hendes mørklagte lejlighed.

Desværre er dette nærmest en enlig svale sammen med scenen, hvor John bevæger sig ind på morderens formodede residens. Her vises ligeledes flotte visuelle takter med blomsterfrø svævende poetisk i luften og paranoia sitrende i de grønne omgivelser. Men overordnet lever filmen langt fra op til mesterens standarder. Der er ganske enkelt for få medrivende scener til at holde spændingen ved lige.

Det hjælper heller ikke, at filmen er befolket af en flok for det meste utroværdige og kedelige karakterer. Hverken Stefania Rocco som den handlekraftige Anna eller Liam Cunning som drikfældig betjent leverer mindeværdig kemi. Mest interessant eller blot herlig bizar er Luis Molteni i en lille underholdende rolle som operasyngende retsmediciner – han kalder bl.a. ligene for sine ’dukker’.

Jeg håber bare, at de der slår kløerne i filmen ikke af den grund afskriver Argento, for han har flere mesterværker på CV’et. Fx burde Profondo Rosso og Inferno (udgivet af samme selskab) være til at få fat på. Men selvom Argento her sporadisk viser gode takter, er der langt til hans genreudfordrende og stilskabende værker fra 70’erne og 80’erne. Mindre kan også gøre det, men Argento-film eller ej, så skuffer Pokerspilleren som seriemorder-thriller. Jagten på morderen bliver aldrig rigtig spændende og så savner man mere saft og kraft hos de medvirkende.

– Læs også min anmeldelse af Dario Argentos overlegne Inferno HER.

Ekstramateriale:
Der er desværre ikke meget guf at komme efter. Det bliver til to korte og ikke videre informative features (5 og 8 min.). Her er en del tilfældige klip fra optagelserne krydret med filmens score. Men lidt sniksnak om filmen bliver det også til med Stefania Rocco og Dario Argento, som fortæller om sine tanker bag og idé til filmen samt sin tilgang til thriller-genren. Herudover finder man lidt fin trivia om filmen, filmens trailer og øvrige af selskabets titler, et slideshow med stills samt biografier for Argento, Rocca og Cunningham.


Originaltitel: Il Cartaio/The Card Player, Italien, 2004
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Stefania Rocca, Liam Cunningham, Silvio Muccino m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Laber Clooney som fåmælt lejemorder

/i /af

Der bliver ikke sagt meget i den stilfulde The American. Kuglerne fyger heller ikke ligefrem om ørerne på publikum, som det ofte er kutyme for film om lejemordere. Men de faste ingredienser er der, smukke damer, mystiske bagmænd og selvfølgelig en fåmælt hitman. Men her er altså ikke tale om en heftig action-thriller, men derimod et tilbagelænet og visuelt forførende drama om en mands søgen efter sjælefred.

Det er i et adstadigt tempo, at The American folder sig ud. George Clooney spiller den plagede lejemorder Jack, der skal klare et sidste job, inden han kan forlade den brutale branche. Efter et livsfarligt møde med nogle morderiske svenskere har han fortrukket sig til en lille landsby i det solrige Italien, hvor de bjergtagende omgivelser nu sætter scenen for det paranoiafyldte sidste job.

Stillfotografen Anton Corbijn spillefilmsdebuterede i 2007 med den smukke og rå Control om bandet Joy Division. Det er samme æstetiske flair for at komponere billeder, man finder i The American. Desværre får filmen aldrig en følelsesmæssige tyngde, der for alvor matcher de visuelle kvaliteter. Man bliver aldrig rigtig engageret følelsesmæssigt i den ensomme lejemorder Jack, selvom Clooney bestemt både kan håndtere våben og lægge ansigtet i de rette alvorlige folder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Frådende piratfisk og blodige bikinier

/i /af

Jeg var ret spændt på, om bikini-blodbads-festen Piranha 3D ville holde vand ved gensyn, so to speak. Det gør den bestemt – også uden 3D-effekten fra biografens mørke. Her er ganske enkelt tale om sjov og uforpligtende splatter-underholdning, hvor letpåklædte strandgæster flænses af en flok farligt sultne piratfisk. Herligt.

Det ender selvfølgelig grueligt galt, da et brud i et undersøisk vulkankrater sender i tusindvis af durkdrevne piratfisk ud i vandet ved Lake Victoria, hvor en stor strandfest netop er skudt i gang. Festen forsøges lukket, men selvfølgelig uden held. Heldigvis. For snart serveres den ene mere groteske scene efter den anden, hvor piratfiskene mæsker sig i bare bryster, sagesløse ofre og andet strandguf.

Selvom Piranha 3D er baseret på Joe Dantes Piranha fra 1978, er det ikke meget andet end piratfiskene de to film har tilfælles. Men remake eller ej, så kan man ikke komme uden om filmens herlige hovedudspring i forførende forening af dårlig smag. Her leveres opkast, spændstige damer og afskårne lemmer i sødt samspil. Ja, Piranha 3D er både dum, fjollet og tåbelig – men underholdende som bare pokker.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Håndholdt eksorcisme i sydstaterne

/i /af

Jeg har et særdeles forskræmt forhold til dæmonbesatte mennesker og djævleuddrivelse. Derfor var det også med en hvis bæven, at jeg satte det håndholdte eksorcisme-gys The Last Exorcism i afspilleren. Helt skræmt til døde blev jeg dog ikke, men der leveres bestemt potent dæmon-gys og så er det et hele vejen troværdigt cast, som i filmen får sat deres tro på prøve.

Præsten Cotton Marcus har hele sit liv været stærk i sin tro. Men han er begyndt at tvivle og mener da også at eksorcisme er det rene hokus pokus. Han har derfor indvilget i at lade et kamerahold følge ham udføre ”djævleuddrivelse” og altså afsløre, at det hele blot er ét stort tryllenummer. Selvfølgelig viser der sig at være mere dæmon i den ellers så søde pige Nell, end Marcus og kameraholdet havde regnet med. Men hvor farlig er hun og er det overhovedet djævelen, som lurer i mørket?

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Værktøjsmord og yndige piger

/i /af

Med en film som den rå og brutale The Toolbox Murders fra 1978, hensættes man til de hedengangne grindhouse-biografer. Her røg snaskede gysere og skarpladte action-film skødesløst over lærredet med vold, sex og mord i højsædet. En sleazy biografstemning, som Tarantino og Rodriguez forsøgte at genskabe med deres grindhouse-projekt, dobbeltfeaturen Death Proof og Planet Terror. Men intet slår den ægte vare – selvom de to nyere nostalgi-trip bestemt også er underholdende.

En hætteklædt morder går nynnede omkring i et lille boligkompleks i Los Angeles og slår yndige piger ihjel. Brutale mord, der som filmens titel antyder udføres med diverse værktøj, bl.a. boremaskine, hammer og sømpistol. Velbekomme. Beboerne er selv sagt forfærdede over de uhyrlige hændelser og jagten går nu ind på morderen, inden han slår til igen.

Man kunne umiddelbart tro, at The Toolbox Murders er endnu en slasher lige efter bogen. Det er dog ikke hele sandheden. Godt nok leveres der både modbydelige nedslagter, bare bryster og en maskeklædt morder – heldigvis – men filmen har også en dramatisk tyngde, hvor sorg, afsavn og mistet kærlighed indfinder sig i det brutale plot. Det er både forfriskende og velfungerende, ikke mindst pga. karakterarbejdet.

Men som tilfældet er med en slasher- og exploitation-film som The Toolbox Murders, er det mord, morder og yndige damer, man kommer efter. Det serveres bestemt også – og bakkes medrivende op af et fængende soundtrack og en stemningsfuld billedside. Specielt er scenen med en afklædt Kelly Nichols helt forrygende. En nervepirrende cocktail af sex og død, hvor den førnævnte sømpistol har en afgørende rolle, alt imens anlægget spiller den ømme kærlighedsduet Pretty Lady. Herligt.

Jeg kan kun anbefale denne lille, snaskede exploitation-perle, som har langt mere charme og stemning end mange af de nyere forsøg på at genskabe, hvad man kunne kalde en ’grindhouse-feel’. Desuden er persongalleriet for det meste overbevisende – eller blot underholdende, om man vil. Det er dog uden tvivl Cameron Mitchell, der stjæler billedet med sit karismatiske portræt af onkel Vance. Så indløs roligt billet til denne blodige tur til et udsat boligkompleks i L.A.

Ekstramateriale
Filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser, et billedgalleri, et par korte radio- og tv-spots samt lidt trivia om filmen og skuespillerne Cameron Mitchell og Pamela Ferdin. Herudover får man også en lille, lækker booklet, der giver en udmærket beskrivelse af filmen, produktionen og de medvirkende. Det er klart sidstnævnte, der er det mest interessante ekstramateriale.


Originaltitel: The Toolbox Murders, USA, 1978
Instruktion: Dennis Donnelly
Medvirkende: Cameron Mitchell, Pamelyn Ferdin, Wesley Eure, Nicolas Beauvy, Tim Donnelly, Aneta Corsaut, Kelly Nichols m.fl.
Spilletid: 94 min. (uncut)
Udgiver: Another World Entertainment

Rumænske vampyrer og mystiske mord

/i /af

Vampyren har fået sig et heftigt comeback de seneste år, hvor ikke mindst ‘Twilight’-sagaen fylder godt, selvom der ganske vist ikke er meget bid i de ømme vampyrer. Der er heller ikke meget vampyr over de væsner, man finder i Strigoi – i hvert fald ikke efter gængse vampyr-konventioner. Filmen ligger dog med sin sorthumoristiske og underspillede tone milevidt fra ‘Twilight’ – ja, eller hvad man i det hele taget forventer sig af en vampyrfilm.

Efter et ophold i Italien vender Vlad (Catalin Paraschiv) tilbage til sin hjemstavn i Rumænien. Her er en ældre mand død under mystiske omstændigheder. Den lægeuddannede Vlad er dog ikke i tvivl om, at der er tale om mord. Underligt nok er han den eneste, der synes at være interesseret i finde gerningsmanden. Men det er ikke kun dødsfaldet, som det mutte bysamfund forsøger at holde skjult, for også det rige ægtepar Tirescu synes at have rejst sig sultne fra graven…

Rumænien er som bekendt hjemsted for grev Dracula. Der er dog ikke meget ædel og kappeklædt mørkemand over den rumænske myte strigoi, der i filmen også kaldes vampyrer. De har hverken hugtænder eller angst for kors, men ligner almindelige mennesker, dog mere sultne og rødsprængte. Strigoi er altså et anderledes tag på vampyr-genren. Desværre bliver filmen bare aldrig rigtig medrivende. Historien snegler sig afsted og hverken mordgåden eller karaktererne er specielt engagerende.

Hovedpersonen Vlad, hvis navn vel er en reference til den rumænske prins Vlad Ţepeş, der var inspiration for Bram Stokers Dracula spilles mekanisk og nærmest uden spændvidde – muligvis en pointe i sig selv, men altså ikke videre befordrende for ens engagement i filmen. Heller ikke andre i det brogede bysamfund træder for alvor i karakter. Der gøres dog gode tilløb til et par mindeværdige karakterer. Bl.a. den perfide betjent, Vlads gamle farfar og ikke mindst Constantin Barbulescu som storsvedende strigoi.

Hvor plotafviklingen og karakterarbejdet halter, er miljøbeskrivelsen mere velfungerende. Skudt på location i Rumænien og med en dyster farveskala er Strigoi stemningsmættet gys, hvor lidt laber balkan-musik pifter løjerne op, som bl.a. i en fantastisk dansescene. Strigoi-myten fungerer også godt. Her sættes ikke alt for skarptskårne spilleregler op for hvad en strigoi er. Det giver myten og filmen kant samt en udefinerbar uhygge – det gælder desværre bare ikke filmen som helhed.

Strigoi bliver altså aldrig for alvor uhyggelig, men til gengæld er filmen tyk af atmosfære. Desuden kan man også at se filmen som en allegori på Rumæniens historie – et land der gang på gang har lidt under andres udnyttelse, fra kommunisterne og videre til kapitalisterne. Blodsugere om man vil. Det bliver filmen ikke mere medrivende af, men giver dog historien mere tyngde, hvor det rige ægtepar Tirescu netop er billedet på de grådige og blodsugende kapitalister.

Ekstramateriale:
Man finder instruktør Faye Jacksons kortfilm Lump fra 2006 (12 min.), et fint og mystisk operations-gys om en underlig tilbagevende gevækst hos pigen Christine (Lara Belmont). Herudover et billedgalleri for Strigoi og en håndfuld trailere for andre af selskabets udgivelser.


Originaltitel: Strigoi, England/Rumænien, 2009
Instruktion: Faye Jackson
Medvirkende: Constantin Barbulescu, Camelia Maxim, Catalin Paraschiv, Dan Popa, Rudi Rosenfeld m.fl.
Spilletid: 105 min.
Udgiver: Another World Entertainment

INFERNO: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel

/i /af

Skjulte rum, kringlede korridorer og dystre hemmeligheder. Den italienske instruktør og manusforfatter Dario Argentos okkulte gyser Inferno fra 1980 er et sandt labyrintisk mareridt, der med en egen indre drømmelogik vrider sig sprælsk afsted akkompagneret af et forrygende lydtæppe og skarpladte farver.

Filmen tager sin begyndelse i New York, hvor den unge Rose, en yndig Irene Miracle er faldet over bogen The Three Mothers. Her læser hun om tre hekse, der holder til i hver deres hus, i tre byer verden over. Den ene, Mørkets Moder netop i New York – og måske endda i det hus, hvor hun bor. Inden vi ser sig om, er vi sammen med Rose dykket ned under huset i en skjult underjordisk sø (!). Scenen er både utrolig smuk, nervepirrende, makaber og surreel – hvilket i øvrigt kendetegner hele filmen.

Infernoer anden del i Argentos ‘Moder-trilogi’. Første del er det skrækindjagende mesterværk Suspiria fra 1977, mens tredje del, den ujævne, men underholdende Mother of Tears er fra 2007. Selvom Inferno er en opfølger til Suspiria, er der ikke meget andet end mytologien om de tre hekse, der binder filmene sammen, så du kan uden problemer starte her. Jeg kan dog kun anbefale også at få fat på de to andre.

Det kan være svært at finde hoved og hale i Inferno. Handlingen hopper nærmest delirisk frem og tilbage mellem både uforløste og uforståelige handlingstråde, der som løsrevne brikker i et makabert puslespil kun lader os ane en større sammenhæng. Desuden skiftes hovedpersonen ud op til flere gange. Netop denne nedbrydning af konventioner og det forventelige er med til at fremtrylle filmens både dragende, fragmatiske og skræmmende væsen.

For Inferno skal ikke give mening i en narrativ forståelig forstand. Her er en forståelig handling afløst af en nærmest fabulerende fortællestil, der synes at kunne gå i alle tænkelige retninger – præcis som et rigtigt olmt mareridt. Det rationelle er altså sat ud af spil til fordel for følelsen af at være fanget levende i et mareridt. Bl.a. er scenen i et auditorium, hvor kameraet hvirvler rundt i luften til tonerne fra Verdis opera Nabucco helt vidunderlig – det samme er en uhyggelig nattevandring i Central Park.

Inferno er en dybt fascinerende film forløst i forførende farver. En smuk rædselslabyrint, hvor man leder forgæves efter forløsende udgange. Så har man mod på et alternativ til de ofte forudsigelige blodsudgydelser, der ellers fylder godt på butikshylderne og i biografmørket, så giv Argento et forsøg næste gang du trænger til at blive skræmt langt ind i natten.

Ekstramateriale:
Man finder en fin, men ikke videre dybdegående dokumentar om Argento, An Eye for Horror (60 min.). Her deltager forskellige filmpersonligheder, som enten har været involveret i eller blot er fans af Argentos virke, bl.a. George A. Romero (Night of the Living Dead, Dawn of the Dead), John Carpenter (Halloween, The Thing) og Argento selv. Der er flere fine anekdoter, som bestemt gør den værd at se. Herudover finder biografier, fotogallerier samt trailere for Inferno og andre af Argentos film. Der medfølger også en lille informativ og indsigtsfuld booklet, der fornemt fører en rundt om filmen.


Originaltitel: Inferno, Italien, 1980
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Daria Nicolodi, Irene Miracle, Leigh McCloskey,
Eleonora Giorgi, Sacha Pitoëff, Alida Valli, Leopoldo Mastelloni m.fl.
Spilletid: 102 min.
Udgiver: Another World Entertainment.

Top 10 – de bedste film fra 2010

/i , , /af

Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.

Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.

Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.

The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.

Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.

Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.

Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.

Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.

Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.

Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.

Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.

Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.

Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.

– Læs også: De bedste film 2009

Sværd, sandaler og afhuggede lemmer

/i /af

Der er dømt blodsudgydelser og skarptslebne sværd, når instruktøren Neil Marshall sender en flok romerske krigere ind bag fjendens linjer i sin seneste film Centurion. Desværre holdes tempoet ikke ved lige hele vejen, selvom blodet sprøjter lystigt løs – og så savner man nogle mere mindeværdige karakterer.

Vi befinder os i Skotland år 117. Det Romerske Rige er godt i gang med at indtage verden, men der er problemer i Skotland, hvor en indfødt klan uden de store problemer nedslagter romerne. Derfor sendes den barske 9. legion ind, men snart er de også kun en lille gruppe tilbage. De forsøger nu at nå fri af fjendens linier, men vejen igennem det barske landskab er ikke let, slet ikke med de dødsensfarlige indfødte lige i hælene.

Marshall står for en af de absolut bedste skrækfilm i nyere tid, den blodige og klaustrofobiske grottegyser The Descent. Før den havde han begået den solide varulvegyser Dog Soldiers, mens han fulgte turen ned i grotterne op med det postapokalyptiske voldsridt Doomsday. Med Centurion prøver Marshall kræfter med ’sværd-og-sandal’-genren, hvilket han slipper nogenlunde helskindet fra.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere