Elefant hjælper Robert Pattinson med kærligheden

/i /af

Ja, Robert Pattinson både charmerer og er god mod dyr i cirkus-romancen Water for Elephants. Men det er Christoph Waltz som diabolsk og humørsyg cirkusdirektør, der stjæler rampelyset, mens historien om umulig kærlighed snor sig om elefantsnabler i 1930’erns USA – nå ja, det er Reese Witherspoon, som er den søde ’love interest’.

Efter skæbnen spiller den unge Jacob et grumt puds, ender han hos et omrejsende cirkus. Her møder og falder han for cirkusprinsessen Marlena, der desværre er den temperamentsfulde direktørs kone. Et farligt trekantsdrama er lagt på skinner, mens cirkusset bumler sig gennem landskabet og en elefant hives ind i manegen for at fylde cirkusteltet og den tomme pengekasse op.

Historien er med andre ord velkendt – og forudsigelig, I might add. Men det farverige miljø danner en flot kulisse for romancen, hvor der er plads til de store følelser og et liv på kanten. For selvfølgelig har cirkuset også en bagside, hvilket man bl.a. får at se i skikkelse af den iltre cirkusdirektør, der på trods af sine usympatiske træk udgør filmens mest forførende selskab i hænderne på en veloplagt Waltz.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Meget lang travetur er lidt for ufarlig

/i /af

Det kan godt være, at der bliver gået meget i Ringenes Herre-filmene, men i ’er-vi-der-ikke-snart-traveturs-dramaet’ The Way Back kommer en flok krigsfanger også på noget af en gåtur. For efter at have undsluppet en grum sovjetisk fangelejr i det kolde Sibirien, går turen 6500 km mod friheden i Indien. En smuk, men også noget tam tur, der mere passende kunne have heddet The LONG Way Back.

Året er 1941 og fangerne, der er på flugt fra kommunismens omklamrende klør har en lang tur i vente. Fra bidende kulde og endeløse bjergrygge videre gennem den glohede Gobi-ørken i Mongoliet og over Himalaya-bjergene. En umenneskelig tur, der i den grad sætter viljen til overlevelse på prøve. Menneskeligt drama i ekstremer, billedskøn natur og et politisk bagtæppe – så burde den drama-ged være barberet.

Desværre ikke. Jo, billederne er ganske vist smukke – men til tider lidt for ’National Geographic-smukke’ til at alvoren i den livsfarlige flugt slår igennem. Herudover står persontegningerne ikke specielt stærkt og det bliver hurtigt svært at holde styr på hvem der er hvem – og man bliver desværre også til en hvis grad ligeglad.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Afdæmpet Will Ferrell smidt på gaden

/i /af

Will Ferrell er en personlig favorit, så alt med ham er selvskrevet filmkiggeri i min bog. Derfor var jeg også spændt på det melankolske ’at-finde-tilbage-til-livet-drama’ Neighbor For Sale – som lyder den mere sigende originaltitel Everything Must Go. Her spiller Ferrell den deprimerede Nicolas – en langt mere afdæmpet rolle end de komiske og ofte vanvittige karakterer, han nok mest er kendt for.

Nicolas har en virkelig dårlig dag. Først bliver han fyret fra sit arbejde og da han kommer hjem, er konen skredet. Hun har skiftet låsene og smidt alle hans ting ud på plænen foran huset. Fortvivlet og fortabt slår han sig ned på plænen og genoptager sit drikkeri. Men måske hans ’nye hjem’ netop er hvad der skal til, for at han kan starte på en frisk og finde tilbage til livet.

Ferrell har før med succes spillet alvorlige roller, bl.a. i det skæve drama Stranger Than Fiction, som jeg også kan anbefale. Og igen beviser Ferrell, at han absolut kan bære seriøse roller. Smerten og fortvivlelsen løber overbevisende gennem hans krop, mens hans aparte situation roligt folder sig ud med uforstående naboer som tilskuere.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Tøser tæsker skurke i laber slowmotion

/i /af

Ja, det kunne meget vel være undertitlen på Zack Snyders visuelt duperende og computergenerede actioneventyr Sucker Punch. For det er stort set hvad filmen består af – en flok tøser, der deler øretæver ud i stort opsatte slåskampe. Filmen fik selv en del tæv, da den ramte biografen – men at udråbe dette farverige monstrum til en ligegyldig stinker yder ikke Snyders visuelle ridt retfærdighed.

Historien er ganske vist noget rod og karaktererne ikke specielt interessante – alligevel er det svært at tage øjnene fra filmens konstant spraglede univers. Her følger man den trutmundede Baby Doll, der mod sin vilje lukkes inde på et sindssygehospital. For at holde rædslerne ud flygter hun og andre indsatte piger ind i en fantasiverden, hvor de bl.a. bekæmper kæmpesamuraier og nazi-monstre. Wait… what?

Jep, Sucker Punch er en underlig film og plotafviklingen mekanisk som et generisk computerspil – opdelt i kapitler med forskellige fantasi-universer og hertil hørende skurke, som tøserne nedkæmper. Men selvom de hårdtslående piger ikke er specielt vedkommende, så lykkedes det dette skrummel af en computerskabt kitsch-maskine at underholde og fascinere.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Scream 4’ er selvbevidst slasher-opkog

/i /af

Efter 11 års stilhed vender den maskerede morder Ghostface samt det overlevende trekløver tilbage i Scream 4 – og traditionen tro bliver der både skreget, myrdet løs og ivrigt liret filmreferencer af. Desværre bliver det aldrig for alvor nervepirrende og de medvirkende forbliver kedelige. Men som satirisk og letbenet slasher-underholdning med indbygget gensynsglæde har dette fjerde kapitel trods alt en smule at byde på.

Den hårdtprøvede Sydney Prescott, en kampklar Neve Campell med gråd i stemmen vender tilbage til byen, hvor det hele startede for at promovere sin nye bog. Og ja, straks begynder myrderierne igen. David Arquette er tilbage som den elskværdige, men ineffektive sherif Dewey, mens den hidsige journalist Gale Weathers igen spilles af Courteney Cox – nu med et ‘immobilt-fuck-up’ af en overlæbe(!).

Herudover smides en flok nye hoveder ind i spillet og så kan gætterierne om morderens identitet ellers begynde… igen. Desværre lykkedes det ikke Scream 4 at reboote serien med den saft, kraft og humor, man kunne have ønsket sig. Der er for få intense katten-efter-musen-scener og castet er svagt – selv de gamle kendinge. Faktisk synes hverken morderen eller de medvirkende for alvor at træde i karakter.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Når kærligheden går itu og gør nas

/i /af

Film om ulykkelig kærlighed er måske ikke lige det, man har mest har lyst til at se – og slet ikke når det som i Blue Valentine gør så pokkers ondt at overvære et forhold gå i opløsning. Ikke desto mindre er det en fremragende film, der med stor indlevelse formår at skildre kærligheden råt, komplekst og usentimentalt – ikke mindst takket være Ryan Gosling og Michelle Williams som parret på vej mod afgrunden.

De spiller Dean og Cindy, som man filmen igennem følger i to forløb – da de mødtes og kærligheden spirede og år senere, hvor forholdet er på vej ned ad bakke. I krydsklip følger man således, hvad der startede smukt og ender så grimt. Netop visheden om den smerte, der venter parret, giver filmen en bittersød klangbund, så selv de mest romantiske scener er tunge melankoli. Av.

Blue Valentine er følelsesmæssig hård kost – hjerteskærende og pokkers gribende. En film om kærligheden og forholdets lumske faldgruber, usynlige og uforudsigelige forhindringer. Og sjældent har et filmpar bragt et forhold så troværdigt og nuanceret til live som her. Lige fra det søde første møde og frem til den sørgelige hårdknude af tabt kærlighed og uindfriede forventninger.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Sindssyg roommate forbliver tam teen-bøvs

/i /af

Okay, jeg var godt klar over, at der ikke ventede mig den mest skræmmende teen-thriller med The Roommate. Jeg måtte alligevel lige have den igennem afspilleren, da det er danske Christian E. Christiansens første amerikanske film – han er bl.a. manden bag ungdomsfilmen Råzone. Dørene til Hollywood sparkes dog ikke ind med voldsom kådhed, men derimod med en ufarlig og blød metervare.

Sara (Mika Kelly) skal starte på college og her dele værelse med en fremmed – og man ved jo aldrig hvilken psykopat, der pludselig træder ind af døren. Det gør så den blonde Rebecca (Leighton Meester). Hun virker dog ikke umiddelbart bims, men viser sig selvfølgelig snart at være et sindssygt stalker-pigebarn – og så skal Sara og hendes nærmeste ellers bare passe på. Gisp!

Filmen skydes oplagt i gang til tonerne af lidt samlebånds-pop, men snart hives momentum ud af løjerne og forsøget på at stable psykologisk optrappende galskab på benene forbliver uinteressant. Det hjælper selv sagt heller ikke, at Sara leveres med poleret ligegyldighed. Man ønsker snart, at den skøre Rebecca, der er en smule mere interessant ville gøre det af med hende og resten af det plastikglatte cast (undtagen en herligt slesk Billy Zane, of course).

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Ærefuld romer sparker liv i sandalen

/i /af

Okay, det er måske en lidt fjollet overskrift, men helt forkert er det ikke. For sværd-og-sandal-filmen The Eagle leverer både heftig action og smukke scenerier, mens Roms ære forsøges genvundet blandt barbariske krigere bag fjendens linier. Det er underholdende sandal-ramasjang herligt befriet for påklistrede computereffekter – desværre mister historien en smule af sin pondus undervejs.

Vi befinder os i år 140 e.Kr. Den frygtløse officer Marcus Aquila vil genvinde sin families og Roms ære ved at finde ud af hvad der skete 20 år forinden, da en hel legion ledt an af hans far på mystisk vis forsvandt i det fjendtlige Britannien. Sammen med sin slave Esce bevæger han sig derfor ind i ukendt land for genrejse æren og bringe den gyldne ørn tilbage – symbolet på Romerrigets storhed.

Jeg er ikke den store sucker for sværd-og-sandal-film, men The Eagle fangede mig alligevel, bl.a. ved at lade historiens fokus være på Marcus og Esce – deres venskab, forskelligheder og problemer. For selvom Channing Tatum leverer den plagede Marcus både stift og kedeligt, så fungerer modspillet med den langt mere interessante og overbevisende Jamie Bell som Esce fint.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

I SPIT ON YOUR GRAVE (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

/i /af

Der er ikke noget som en heftigt ’revenge flick’, hvor skurkene får som fortjent – og det brutale remake I Spit on Your Grave leverer et i den grad hårdtslående hævntogt. Det er både råt, pokkers ondt og medrivende, når først den spinkle Jennifer bl.a. med en hækkesaks gør regnskabet op med sine voldtægtsmænd.

spit01

For selvfølgelig skal en sød pige som hende ikke leje sig ind i et sommerhus ude i skoven – helt alene og langt væk fra nærmeste nabo. Snart invaderer en flok skrupelløse bøller nemlig Jennifers lille oase, hvorpå de ydmyger og voldtager hende. Forslået, ødelagt og skælvende dratter hun i floden, der løber gennem skoven og forsvinder – men kun for et par dage senere at vende hævntørstig tilbage…

Selvom der ikke er specielt meget kød på karaktererne og historien ikke er specielt nuanceret, så er hele den blodige affære et både intenst og grumt underholdende bekendtskab. Sarah Butler fungerer fint som den hårdtprøvede Jennifer, der forvandles fra sårbar og sød bypige til rå og udspekuleret hævner, mens bl.a. Andrew Howard som korrupt betjent overbeviser som en af de ondskabsfulde gerningsmænd.

spit02

Karaktererne portrætteres altså fint, de er bare ikke videre interessante. Jennifer er uskyldig, sød og sårbar – altså indtil hun forvandles til iskold hævner med dårlige one liners, mens gerningsmændene er gennemført onde, dog forsøgt nuanceret bl.a. med den lettere retarderede Matthew, der angrer den grumme gerning og til en vis grad var en uvildig del af overgrebet.

Komplekse tematikker som magt, hævn og forløsning er altså i spil – vil hævnen lindre Jennifers smerte, er den overhovedet berettiget og besidder vi alle kimen til at gå på blodigt hævntogt? Det er dog først og fremmest som rendyrket voldstogt, at filmen fungerer bedst – intens og ligetil (man skal selvfølgelig lige godtage, at en pige som Jennifer kan slæbe rundt på de fuldvoksne gerningsmænd).

spit03

Meir Zarchis originale film fra 1978 er stadig en nådesløs og rå oplevelse. Samme ubehagelig eftersmag efterlader genindspilningen dog ikke. Men uanset om man mener remaket er berettiget eller ej, så har Steven R. Monroe lavet en herlig brutal lille film, der tester sit publikums smertetærskel. Desværre får historien ikke helt den tyngde, der ellers ligger potent i det hævngerrige plot.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fint og indtagende filmens rå look og nedtonede farveskala, dog uden at imponere – der forekommer bl.a. digital støj og så er flere af de mørke scener ikke helt veldefinerede. Lydsporet er bedre og svinger sig godt rundt med både ubehagelige lydeffekter og grum atmosfære.

Desværre indeholder udgivelsen intet ekstramateriale og det er altså for sløvt, når nu bl.a. den amerikanske og engelske udgivelse indeholder en ’Making of’. Desværre er sådanne skrabede udgivelser ikke noget særsyn på det danske marked – Øv.
[tabgroup][tab title=”I Spit on Your Grave | Blu-ray-anmeldelse”]
4_6 - stars

spit-cover
Originaltitel: I Spit on Your Grave, 2010, USA
Instruktion: Steven R. Monroe
Medvirkende: Sarah Butler, Jeff Branson, Andrew Howard, Daniel Franzese, Chad Lindberg, Rodney Eastman m.fl.
Spilletid: 1 time 44 min.
Udgiver: Soul Media[/tab][/tabgroup]  

Bradley Cooper med boostet hjerne underholder

/i /af

Hvad ville du gøre, hvis du kunne tage en pille, der på få sekunder optimerede din hjernekapacitet og gjorde dig superintelligent, succesfuld og rig? Sådan en pille er præmissen for den heftige thriller Limitless, hvor Bradley Cooper som den hensunkne forfatter Eddie selvfølgelig tager den. Straks boostes hans hjerne og pludselig ligger verden for hans fødder.

Men sådan en ”magisk” pille har selvfølgelig konsekvenser. For den hurtige succes med penge, damer og dyre biler varer ikke ved. Pludselig er Eddie uden at vide det havnet i en alvorlig knibe, hvor mystiske bagmænd er ude efter ham og hans piller, mens også de fysiske bivirkninger begynder at melde sig.

Ja, selvfølgelig er der plothuller i skidtet – men bider man på den i grunden fjollede præmis, er det et forrygende trip at være med på. Her holdes sømmet veleksekveret i bund hele vejen, mens instruktør Neil Burger folder visuelt opfindsomme krumspring ud, som bl.a. fordoblede spejlbilleder og svimlende kamerature gennem New York – og det uden at Coopers karakter mister pondus i farten.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere