Genmanipuleret monster-underholdning

/i /af

Filmhistorien er fyldt med gale videnskabsmænd og lyssky eksperimenter, der løber løbsk. Frankenstein, Fluen og Re-Animator – for at nævne et par stykker. Ja, der er noget grundlæggende fascinerende ved film, hvor videnskabens grænser udvides og ikke mindst overskrides. I Splice får et tvivlsomt forsøg med gensplejsning farlige og uforudsete konsekvenser – et eksperiment, der bestemt er medrivende at følge.

Forskerne Elsa og Clive – spillet af henholdsvis Sarah Polley og Adrien Brody – danner par både privat og i laboratoriet, hvor de gensplejser dyrearter for at ”avle” ny, revolutionerende medicin. Men de vil skubbe grænserne yderlige og putter derfor DNA fra et mennesket i forsøget – bag lukkede døre vel at mærke. De bliver nu ”forældre” til et mærkværdigt væsen, som de kalder Dren. Men skabningen er svær holde skjult, for den vokser hurtigt og antager snart menneskelignende form – men Dren er langt fra et menneske, men noget helt nyt og uforudsigeligt.

Splice er en virkelig fascinerende film. Den har alt, hvad hjertet kan begære af bizarre og deforme forskningsresultater, imponerende og overraskende special effects og ikke mindst en historie, som jonglerer med komplekse problemstillinger og tvetydige følelser – bl.a. hvor grænsen går for menneskets skabertrang og hvilke følelser, man kan tillade sig at have til et eksperiment, blot fordi det ligner et menneske?

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Tragisk teenage-tilværelse er fantastisk

/i /af

Fish Tank er ærlig helt ind til benet. En øm og forførende skildring af nogle omtumlede og afgørende uger i den 15-årige Mias liv. Hun er blevet smidt ud af skolen og er nu i et socialt-ingenmandsland, hvor dagene formålsløst glider ind og ud af hinanden, mens hun drømmer om et bedre liv væk fra det trøstesløse betonbyggeri. Da Mias mor får en ny kæreste, vendes hendes liv på hovedet og hun øjner måske en vej ud og væk fra en ligegyldig hverdag.

Katie Jarvis er et scoop i rollen, som den følsomme og rapkæftede teenage-tøs Mia. Hun går rent ind og formår at indfange de mange frustrerende følelser, der suser igennem hendes spinkle krop. Det både når hun bander sin drikfældige mor og resten af verden langt væk og når hun ved sin blotte tilstedeværelse rammer den sårbarhed og usikkerhed, der konstant sitrer nuanceret bag hendes rå facade.

På trods af filmens depressive omgivelser og rå miljø, så bliver man vitterligt suget ind i og forført af Mias liv. Man vil ikke gå glip af et eneste sekund. Der er muligvis ikke meget poesi i hendes liv. Det er der til gengæld i filmens billedside, som subtilt og smukt fremtryller håbefulde billeder. Bl.a. et buldrende uvejrs vandring på himlen eller Mias frirum i et forladt boligkompleks, hvor hun forsøger at danse sig væk fra hverdagen og en udsigtsløs fremtid.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Pensionister med automatvåben i halvt hopla

/i , /af

Det kunne have været så pokkers godt – jeg mener, superstjernerne Bruce Willis, John Malkovich, Helen Mirren og Morgan Freeman i front for eksplosionsfyldt sjov og ballade. Desværre er pensionister-med-automatvåben-komedien Red ikke nær så vellykket vittig og underholdende, som den ellers ihærdigt sigter efter. Momentvis svinger de gamle dog veloplagt med både håndvåben og rappe replikker.

Som forhenværende hemmelig CIA-agent kan det være svært at finde sig til rette som pensionist. Det er bare ikke et nært så spændende et liv, som at skyde skurke og være på missioner. Den pensionerede Franks stille liv (Willis) får dog et spark bagi, da han opsøges af en dødspatrulje. Han ondulerer selvfølgelig hele banden og vil nu til bunds i sagen, som snart fører ham lagt op i det politiske system. Som kvalificeret backup opsøger han et par gamle kollegaer – Malkovich, Freeman og Mirren.

Med så drevne kræfter på rollelisten er det en skam, at de ikke får et mere sprudlende manuskript at lege med. De har dog alle vellykkede og morsomme øjeblikke, hvor Willis får mest spilletid som charmerende og mere end cool eks-agent. Det er dog Malkovich, som den paranoide Melvin, der er sjovest at følge. Det er bestemt heller ikke uden bizar underholdningsværdi at se Mirren give den gas med enorme maskinpistoler og Freeman i tilbagelænet stil med lyddæmper på pistolen.

Desværre får Red aldrig det tempo og den rate af vellykkede jokes, der kan løfte det ellers udmærkede forsøg på en god gammeldags action-komedie ud over det forglemmelige. Firkløveret integreres aldrig rigtigt i historien, som man faktisk heller ikke er det store interesserede i at følge. Red har dog tilpas med ’star quality’ og lige akkurat nok sjove og vellykkede action-scener til, at man ikke helt mister interessen for de vilde eskapader – men den påklistrede kærlighedshistorie mellem Frank og den ellers ret sjove Mary-Louise Parker kunne godt undværes.

Med en bedre historie og mere plads til den gruppe-dynamik firkløveret skriger på, kunne Red muligvis være reddet ud af rækken af forglemmelige Hollywood-produktioner. Man kan selvfølgelig altid dække filmen ind under bare at skulle fungere som letfordøjelig underholdning. Det er muligt, men derfor kan man jo godt ønske sig lidt mere veltimet sjov og ballade. Tja, måske vi ser det i opfølgeren, som der underholdende lægges op til i filmens sidste sekunder.

Ekstramateriale:
Man får med Blu-ray-udgivelsen også filmen på dvd, hvilket er et fint supplement. Desværre er det også den eneste ekstra feature, som ellers er helt strippet for ekstramateriale. Men filmen står virkelig flot med knivskarpe billeder og indtagende nuancer, mens lydsporet brager medrivende afsted med eksplosioner og hvislende projektiler. En fornøjelse.

Originaltitel: Red, USA, 2010
Instruktion: Robert Schwentke
Medvirkende: Bruce Willis, John Malkovich, Helen Mirren, Morgan Freeman, Mary-Louise Parker, Karl Urban m.fl.
Spilletid: 111 min.
Udgiver: Nordisk Film

Pokkers veloplagt og vittigt sæddonor-drama

/i /af

The Kids Are All Right er et veloplagt, vittigt og velskrevet drama, der fornemt balancer mellem komedie og alvor uden hverken at blive sukkersød, sentimental eller miste dramatisk nerve. Her er ganske enkelt tale om en pokkers velspillet film, som leverer sit familiedrama vedkommende hele vejen – ikke mindst takket være et fantastisk cast i front for det veldrejede manuskript.

Det lesbiske ægtepar Nic og Jules (Annette Bening, Julianne Moore) lever et øjensynligt idyllisk familieliv med deres to teenagebørn Joni og Laser (Mia Wasikowska, Josh Hutcherson). Ægteskabet knurrer dog en smule bag facaden, men den lille familie rammer først det helt store stormvejr, da de to børn opsøger deres sæddonor og biologiske far Paul (Mark Ruffalo). Han bliver en uventet og bestemt ikke uproblematisk del af familien.

Det en fornøjelse at se en film, der som The Kids Are All Right bare spiller. Dramaet leveres ubesværet og de medvirkende overbeviser hele vejen rundt – og så er filmen herligt befriet for et fokus på, at vi har at gøre med et lesbisk par. Her er blot en skildring af en familie og et ægteskab, som så mange andre – fyldt med kærlighed, op- og nedture. Netop denne naturlige tilgang til forholdet og dramaet understøttes kun af en forrygende Bening og Moore.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Muskuløs cyborg deler tørre tæsk ud i 80’er-fremtid

/i /af

Man kan ikke andet end at blive forført af coveret til den netop udgivne 80’er-basker Hands of Steel. Jeg mener, en bicepssvulmende robot-arm, laserskydende helikoptere og en lastbil der eksploderer. Når omslaget samtidig prydes med taglinen ”30% menneske… 70% robot… 100% dødbringende”, så er der ingen anden udvej, end at smække action-svineriet i afspilleren.

Den muskuløse cyborg Paco Queruak er programmeret af onde bagmænd til at dræbe en ledende aktivist, der står i vejen for deres kriminelle foretagende. Men da Paco skal sætte dødsstødet ind, tager en del af hans menneskelighed over og skåner aktivistens liv. Paco flygter nu ud i Arizonas ørken og slår sig ned på et motel, hvor den søde ejer Linda snart får et godt øje til ham. Men både politi, slagfærdige truckere og de onde arbejdsgivere er lige i hælene på ham.

Hands of Steel er en i grunden dybt mærkværdig film, måske allermest fordi den slet ikke burde være så underholdende, som tilfældet er. Historien er til tider klodset eksekveret, plottet slår besynderlige knuder og instruktøren Sergio Martino kan ikke siges at være den store personinstruktør. Men filmen har en fascinerende, udefinerbar og nærmest primal tiltrækningskraft, hvor der dyrkes en naiv macho- og eksplosions-fascination og hvor laserpistoler selvfølgelig er kæmpestore.

Det er skønt med en film, der kan give vanetænkningen af actionfilm et spark bagi. For denne charmerende Terminator-inspirerede fremtidsfilm er alt andet end strømlinet – hvilket desværre er tilfældet med størstedelen af Hollywoods linde strøm af letfordøjelige actionbrag. Hands of Steel er ganske vist ikke fejlfri 80’er-action, men derimod en herligt bumlende fornøjelse, hvor umotiverede eksplosioner og svulmende armlægningskonkurrencer går forud for et logisk plot og troværdige karakterer.

Hands of Steel er måske bedst beskrevet som en lille fortættet tidslomme af filmmagi fra en svunden tid. En film der befolkes af mere eller mindre overbevisende karakterer, bl.a. Paco spillet med mekanisk overbevisning af Daniel Greene og John Saxon som den onde bagmand. Og så skal det lækre synth-score af Claudio Simonetti også fremhæves, for straks det sparker ind i filmens titelskvens, ved man, at man er i gode hænder. 100% dødbringende? – det kan du bande på!

 

Ekstramateriale:
Der er desværre ikke det store at komme efter hvad ekstramateriale angår. Der medfølger kun et udmærket tekst-interview med instruktøren Sergio Martino, som man kan klikke sig igennem på skærmen. Herudover er der en stak trailere for andre af selskabets titler, men ikke det slideshow, som ellers står omtalt på coveret. Til gengæld står filmen virkelig flot med mættede farver og et velfungerende lydspor.


Originaltitel: Vendetta dal futuro / Hands of Steel, Italien, 1986
Instruktion: Sergio Martino
Medvirkende: Daniel Greene, John Saxon, Janet Agren, Claudio Cassinelli, George Eastman, Andrea Coppola, Donald O’Brien m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment



Herlig klaustrofobisk filmoplevelse

/i /af

Tænk at blive begravet levende, at vågne op i en kiste uden at vide hvordan eller hvorfor man er endt der. Det er virkeligheden for Paul Conroy, der vågner fortumlet op i en kasse under jorden. Ryan Reynolds har den altdominerende hovedrolle i den klaustrofobiske thriller Buried – og han er vitterligt altdominerende, for vi forlader ikke kistens trange rum på noget tidspunkt i filmen.

Bevæbnet med mobiltelefon og en lighter ligger Paul Conroy begravet i en trækasse. Det er kun et spørgsmål om tid før ilten slipper op og strømmen på mobilen ryger. Men når man ligger under jorden et sted i Irak, er det ikke sådan at få hul igennem til nogen, der kan hjælpe – og der venter den indespærrede Conroy op til flere ubehageligheder, mens han desperat klynger sig til håbet om hjælp.

Det kunne umiddelbart lyde som et dødfødt projekt at ville lave en spændingsfilm, der udelukkende udspiller sig i en kiste. Buried er dog langt fra en død sild, men derimod dødspændende hele vejen. Der er ganske vist et par plotmæssige krumspring og bumps i det ellers effektive manuskript, som fx når filmen bliver lidt for udtalt politisk kommenterende.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Medrivende magtkampe og ulykkelig kærlighed

/i /af

Hvem havde troet, at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk medrivende som tilfældet er med The Social Network? Jeg havde i hvert fald ikke de store forventninger til filmen, da jeg i sin tid hørte om den – heller ikke selvom det var med selveste David Fincher i instruktørstolen. Men filmen er en af sidste års absolut bedste – og et gensyn svækker bestemt ikke den på alle måder fængslende fortælling.

Handlingen udspiller sig i den turbulente og intense tid omkring skabelsen af Facebook. Den asociale ener Mark Zuckerberg, der ellers står som ene ophavsmand til opfindelsen havner i rettighedskampe om det skelsættende sociale netværk. For der er flere, som vil lægge beslag på idéen og ikke mindst de milliarder, der potentielt følger med. Jep, der er lagt i ovnen til et drama med magtkampe, forræderi og grådighed. Det er både gribende, rørende og ikke mindst underholdende.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

POKERSPILLEREN: Et tamt spil poker om liv og død

/i /af

De af jer som læser med regelmæssigt, har nok også luret, at jeg er ret begejstret for den italienske instruktør Dario Argentos film. Derfor smerter det mig også (en smule) ikke at kunne sende mine varmeste anbefalinger af sted til hans seriemorder-thriller The Card Player fra 2004 – eller Pokerspilleren, som titlen lyder på den nye danske udgivelse. Men det er altså desværre langt fra en Argento i morderisk hopla.

Filmen har ellers en spændende og dilemmafyldt præmis. Morderen kidnapper nemlig unge piger i Roms gader for herefter at sætte politiet stævne med et virtuelt spil poker, hvor pigernes lidende ansigter vises via webcam. Politiet udfordres nu til at spille om liv og død. Hvis ordensmagten vinder, går de fri – hvis ikke, skæres de op for åben skærm. Det bliver den dygtige kriminalbetjent Anna og den britiske politimand John, der leder an i efterforskningen, som snart sniger sig ind på deres privatliv.

Vi har altså at gøre med et klassisk seriemorder-setup – med et digitalt tvist. Desværre får Argento aldrig for alvor luft under det ellers nervepirrende plot. Men et par gode scener bliver det til. Specielt er en scene hjemme hos Anna vellykket og viser at Argento stadig kan stable visuelt legende og intens spænding på benene. Her får Anna nemlig øje på den maskerede morder genspejlet i sit askebæger, hvilket bliver starten på en flot og fyrig katten-efter-musen-jagt i hendes mørklagte lejlighed.

Desværre er dette nærmest en enlig svale sammen med scenen, hvor John bevæger sig ind på morderens formodede residens. Her vises ligeledes flotte visuelle takter med blomsterfrø svævende poetisk i luften og paranoia sitrende i de grønne omgivelser. Men overordnet lever filmen langt fra op til mesterens standarder. Der er ganske enkelt for få medrivende scener til at holde spændingen ved lige.

Det hjælper heller ikke, at filmen er befolket af en flok for det meste utroværdige og kedelige karakterer. Hverken Stefania Rocco som den handlekraftige Anna eller Liam Cunning som drikfældig betjent leverer mindeværdig kemi. Mest interessant eller blot herlig bizar er Luis Molteni i en lille underholdende rolle som operasyngende retsmediciner – han kalder bl.a. ligene for sine ’dukker’.

Jeg håber bare, at de der slår kløerne i filmen ikke af den grund afskriver Argento, for han har flere mesterværker på CV’et. Fx burde Profondo Rosso og Inferno (udgivet af samme selskab) være til at få fat på. Men selvom Argento her sporadisk viser gode takter, er der langt til hans genreudfordrende og stilskabende værker fra 70’erne og 80’erne. Mindre kan også gøre det, men Argento-film eller ej, så skuffer Pokerspilleren som seriemorder-thriller. Jagten på morderen bliver aldrig rigtig spændende og så savner man mere saft og kraft hos de medvirkende.

– Læs også min anmeldelse af Dario Argentos overlegne Inferno HER.

Ekstramateriale:
Der er desværre ikke meget guf at komme efter. Det bliver til to korte og ikke videre informative features (5 og 8 min.). Her er en del tilfældige klip fra optagelserne krydret med filmens score. Men lidt sniksnak om filmen bliver det også til med Stefania Rocco og Dario Argento, som fortæller om sine tanker bag og idé til filmen samt sin tilgang til thriller-genren. Herudover finder man lidt fin trivia om filmen, filmens trailer og øvrige af selskabets titler, et slideshow med stills samt biografier for Argento, Rocca og Cunningham.


Originaltitel: Il Cartaio/The Card Player, Italien, 2004
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Stefania Rocca, Liam Cunningham, Silvio Muccino m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Laber Clooney som fåmælt lejemorder

/i /af

Der bliver ikke sagt meget i den stilfulde The American. Kuglerne fyger heller ikke ligefrem om ørerne på publikum, som det ofte er kutyme for film om lejemordere. Men de faste ingredienser er der, smukke damer, mystiske bagmænd og selvfølgelig en fåmælt hitman. Men her er altså ikke tale om en heftig action-thriller, men derimod et tilbagelænet og visuelt forførende drama om en mands søgen efter sjælefred.

Det er i et adstadigt tempo, at The American folder sig ud. George Clooney spiller den plagede lejemorder Jack, der skal klare et sidste job, inden han kan forlade den brutale branche. Efter et livsfarligt møde med nogle morderiske svenskere har han fortrukket sig til en lille landsby i det solrige Italien, hvor de bjergtagende omgivelser nu sætter scenen for det paranoiafyldte sidste job.

Stillfotografen Anton Corbijn spillefilmsdebuterede i 2007 med den smukke og rå Control om bandet Joy Division. Det er samme æstetiske flair for at komponere billeder, man finder i The American. Desværre får filmen aldrig en følelsesmæssige tyngde, der for alvor matcher de visuelle kvaliteter. Man bliver aldrig rigtig engageret følelsesmæssigt i den ensomme lejemorder Jack, selvom Clooney bestemt både kan håndtere våben og lægge ansigtet i de rette alvorlige folder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Frådende piratfisk og blodige bikinier

/i /af

Jeg var ret spændt på, om bikini-blodbads-festen Piranha 3D ville holde vand ved gensyn, so to speak. Det gør den bestemt – også uden 3D-effekten fra biografens mørke. Her er ganske enkelt tale om sjov og uforpligtende splatter-underholdning, hvor letpåklædte strandgæster flænses af en flok farligt sultne piratfisk. Herligt.

Det ender selvfølgelig grueligt galt, da et brud i et undersøisk vulkankrater sender i tusindvis af durkdrevne piratfisk ud i vandet ved Lake Victoria, hvor en stor strandfest netop er skudt i gang. Festen forsøges lukket, men selvfølgelig uden held. Heldigvis. For snart serveres den ene mere groteske scene efter den anden, hvor piratfiskene mæsker sig i bare bryster, sagesløse ofre og andet strandguf.

Selvom Piranha 3D er baseret på Joe Dantes Piranha fra 1978, er det ikke meget andet end piratfiskene de to film har tilfælles. Men remake eller ej, så kan man ikke komme uden om filmens herlige hovedudspring i forførende forening af dårlig smag. Her leveres opkast, spændstige damer og afskårne lemmer i sødt samspil. Ja, Piranha 3D er både dum, fjollet og tåbelig – men underholdende som bare pokker.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere