Leonardo DiCaprio er god med gammelmandsmaske

/i /af

Jeg skal ikke kunne sige, om det er alderen, der er ved at sætte sig hos Hollywoods grand old man, Clint Eastwood, men desværre er hans J. Edgar ikke den fængslende biopic, man kunne have ønsket sig. Leonardo DiCaprio overbeviser dog i hovedrollen som FBI’s grundlægger, den gådefulde J. Edgar Hoover – både som den ivrige knøs samt iført gammelmandsmaske og med pude på maven.

Filmen vil fortælle meget om Hoover. Rigtig meget – desværre gabes der over for mange dele i hans begivenhedsrige liv. Overordnet er her dog to fortællinger i spil, den om privatmennesket Edgar og den om hans officielle liv. To sider af manden og myten, der desværre aldrig rigtigt smelter medrivende sammen. I stedet ender filmen som en noget rodet og ujævn sag, der vil for meget og kan for lidt.

Filmen handler selvfølgelig bl.a. om magt, hvordan man får den og ikke mindst beholder den. Mest interessant bliver det dog, når der kradses i Hoovers hårde overflade og stramme diktion – når Eastwood forsøger at finde ind bag knudemanden, ind til motivationen, sorgen, afsavnet og hans higen efter anerkendelse. Men desværre kommer man ikke for alvor ind på livet af eller bliver klogere på FBI-bossen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Charme og sødme med de muntre muppet-dukker

/i /af

Nu har de farverige muppet-dukker ikke rigtig fyldt noget i mit ellers proppede populærkulturelle bagkatalog. Well, jeg kender som alle andre de søde karakterer, men nogen speciel nostalgisk ballast udgør de ikke. Jeg glædede nu alligevel til filmen The Muppets, der udspiller sig som en comeback-historie for Jim Hensons elskede dukker – selvom de vel egentlig aldrig for alvor har været væk.

Walter, der selv er en dukke og kæmpe muppet-fan tager med sin bror og hans kæreste på en tur til ’The Muppet’ showets nu forladte studier. Her finder de ud af, at en ond forretningsmand vil jævne studierne med jorden for at grave efter olie. Så nu må trekløveret samle det gamle hold af muppet-dukker til et stort comeback-show, der skal skaffe dem penge til at sikre de legendariske bygninger.

Lige til og uden så meget slinger i valsen. En sød fortælling om at finde sin plads her i verden og at gå efter drømmen. Sjov og nostalgisk, men hele tiden med en kærlig og kæk distance til sin egen forudsigelighed og naive tone – dog uden at ironien piller den oprigtige sødme ud af løjerne. Happy-go-lucky med en charmerende kant.

KLIK VIDERE FOR RESTEN  AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Onde opkald fra fortiden slår grumme knuder

/i /af

Den overnaturlige telefon-thriller The Caller har bestemt sin del af vrøvlerier, men pyt nu med det. For her er også tale om et ofte ganske fængende psykologisk gys, der med sin mareridtslignende stemning hensatte mig i en herlig usikkerhed. Ikke mindst  om hvor plotkrøllerne ville sno den bizarre præmis hen. Tja, måske bed jeg på, fordi jeg selv har været udsat for olme opkald af gamle damer fra fortiden.

Den søde Mary flytter ind i en ny lejlighed for at slippe væk fra sin eks-mand, der fortsat opsøger hende. Han bliver dog den mindste af hendes bekymringer, for da lejlighedens gamle drejeskivetelefon begynder at kime med opkald fra en ældre dame, indledes Marys egentlig mareridt. Mystikken og gruen tager kun til, for damen er skingerende skør og påstår oveni købet at ringe fra fortiden…!

The Caller ligner umiddelbart endnu en generisk rodebutik af gyser-vrøvl, men faktisk bankes der et ganske solidt nonsens-mysterie på benene. Logikken skal man dog ikke hænge sig for meget i – for ja, der er mange plothuller. Hvorfor smider Mary fx ikke bare telefonen ud? Men gyset lever lige så meget i kraft af den paranoiafyldte atmosfære og Marys fald ned i vanviddets mørke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Spielbergs krigshest er melodramatisk candyfloss

/i /af

Jeg kan bestemt godt klare både sentimentalitet og sødsuppe på film. Men altså, man skal sgu nok være en ualmindelig dedikeret hesteelsker, hvis man skal rives med af Steven Spielbergs War Horse – en episk krigs-candyfloss med indbygget hesteromance. Absolut malerisk smuk, men også en pokkers tam tur i sadlen gennem 1. Verdenskrigs rædsler, der i denne indpakning slet ikke er så rædsomme.

Det er kærlighed ved første blik, da knægten Albert møder hesten Joey, som hans far har købt til deres bondegård i et idyllisk England. Men ingen tror på, at hesten kan klare arbejdet på gården – undtagen Albert, selvfølgelig (*get a room*). Men så bryder 1. Verdenskrig ud og de to skilles. Hesten ryger i militæret og må her ride sig vej igennem krigen, ind til de to måske, måske ikke forenes igen. Forudsigeligt? Ja.

Jep, et svulstigt melodrama uden overraskelser og fuld smadder på strygerne. Fair nok. Men når også de mange medvirkende forbliver glatte glansbilleder uden nævneværdig dramatisk nærvær, så ender denne naive omgang hesteridning også som et slapt bekendtskab. En luftig og sukkersød omgang romantik, der ikke bider sig fast. Men den har i det mindste yderst smukke billeder til at holde søvnen på afstand med.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Veloplagt Tom Cruise i endnu en umulig mission

/i /af

Der er i den grad knald på løjerne, når Tom Cruise for fjerde gang kaster sig frygtløst ud i rollen som den hemmelige agent Ethan Hunt. Og nej, missionen er bestemt ikke blevet nemmere i den heftige Mission: Impossible – Ghost Protocol. Her gælder det nemlig om at sikre verden imod atomkrig, intet mindre.

Herudover er Hunts bagland sat ud af spil, da IMF-organisationen er anklaget for at føre terrorisme. Så nu er den ensomme ulv for alvor på egen hånd, dog bakket godt op af sit lille team. Simon Pegg er tilbage som computer-geni og comic relief, mens en solid Jeremy Renner og en elegant Paula Patton er nye agenter i felten. Sammen udgør de et dynamisk team, der spiller veloplagt op imod de kulørte strabadser.

For selvom situationen er alvorlig, så er det rendyrket sjov og ballade – komikken har også lige fået en tand op i denne ombæring. Vanen tro er der godt gang i teknisk opfindsomme gadgets og halsbrækkende stunts, der giver fingeren til tyngdekraften. Her er bl.a. kontaktlinser, der kopierer tophemmelige dokumenter og så får man det svimlende stunt med Tom Cruise dinglende på ydersiden af verdens højeste bygning i Dubai. Medrivende og yderst veleksekveret adrenalinaction.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Prometheus’ er et flot og svulstigt rumeventyr

/i /af

En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

For ja, vi skal atter ud i det uendelige verdensrum, hvor en jagt efter svar på menneskets oprindelse er sat ind, intet mindre! Ombord på rumskibet Prometheus har et hold forskere med eventyrlyst og overmod således sat kurs mod en fjern planet, der muligvis rummer svarene. Ekspeditionens sikkerhed bliver dog snart sat over styr, for selvfølgelig gemmer planeten på ubehagelige overraskelser…

Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indkapsles eventyret i forførende smukke og fængslende flotte billeder. Her kan den gamle Ridley Scott absolut sit kram. Desværre er historien ikke nær så sikkert leveret. De flotte løjer mister fokus og historien ender med for mange uforløste elementer i spil. Her forsøges ganske enkelt fortalt for meget på for kort tid.

Jeg føler, at hvis bare filmen havde været længere, så kunne historien og ikke mindst de medvirkende have fået mere tilfredsstillende spillerum. Mest interessant er Michael Fassbender som den gådefulde androide David, der tumbler med eksistentielle problemer. Men også Noomi Rapace og Charlize Theron gør god figur som henholdsvis cool heltinde og snerpet leder med hemmeligheder.

Men der er desværre for mange i castet, der aldrig får ordentligt fodfæste og blot ender som flade statister eller halvt forløste karakterer. Jeg ville fx gerne have set mere til Idris Elba i rollen som cigarrygende rumkaptajn – og hvorfor pokker har man ikke bare castet en gammel mand i rollen som oldingen Peter Weyland, i stedet for Guy Pearce iført utroværdig gammelmands-makeup.

Men altså, Prometheus er en både spektakulær og herlig ambitiøs film, der har nok pondus til at overvinde sine ujævnheder. Et forførende univers, der også sætter lidt lommefilosofisk sving i temaer som religion kontra videnskab og heldigvis heller ikke er bleg for at servere lidt klam og overgearet B-films-snask. Herligt. Så pokker i at finalen forjages en smule og logikken ikke hele vejen synes at have førsteprioritet.

Nej, Prometheus er ikke et nyt rummesterværk, men tempofyldt og fejende flot science fiction, der sender fine hilsner til filmen far 1979 og H.R. Gigers originale monster-design. Desuden bruges 3D-formatet behersket og skaber indtagende dybde i det store verdensrum. Ja, jeg ser bestemt frem til et gensyn og ikke mindst en forlænget udgave af denne actionfyldte og smukt buldrende drømmemaskine.

– Læs også: min anmeldelse af ‘Alien-Anthology’ på Blu-ray.

Originaltitel: Prometheus, USA, 2012
Premiere: 31.05.2012
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Fassbender, Charlize Theron, Idris Elba, Guy Pearce, Logan Marshall-Green, Rafe Spall m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: 20th Century Fox

Sprælsk skrækfilm er forrygende ond

/i /af

Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

De ligner to helt almindelige middelklassemænd, som de sidder der med hver deres dame til parmiddag i den grå forstand. Men Jay og Gal er lejemordere, og da de takker ja til en ny opgave, har de ingen anelse om de fatale konsekvenser. For bag de umiddelbart tilfældige ofre på deres ’kill list’, synes en større plan at tone frem. Men præcis hvad de lyssky arbejdsgiverne har i ærmet, lader sig ikke sådan afsløre – man aner dog konturerne af en skræmmende konspiration med okkulte overtoner.

Det er netop blandingen af rå realisme og den okkulte klangbund, der så forførende forenes i denne ondskabsfulde film, som med en tiltagende intensitet bugter sig længere og længere ind i mørket. En film, der ånder gennem volden og får nysgerrigt liv af de urovækkende hints, man nervøst griber ud efter i en søgen på svar – præcis som de to fortabte lejemordere.

Heldigvis formår filmen at lade tilpas mange spørgsmål stå ubesvarede hen, uden at løjerne af den grund mister momentum eller nærvær. Her truer volden konstant med at bryde ud – hvilket den også gør. Brutal og væmmelig. Desuden finder man et par velspillede hovedroller i Jay og Gal. En overbevisende Neil Maskell, der er skræmmende skizofren som familiefar og uforudsigelig psykopat, mens Michael Smiley er det tålmodige modstykke, der forsøger at bevare overblikket. Forgæves.

Nogle kritikere har bl.a. ment, at slutningen løber af sporet. Jeg kunne dog godt lide den bombastiske finale, der uanset hvad, ikke slap den ubehagelige atmosfære. Ja, jeg kan kun anbefale denne genreudfordrende bastard, der tumler sig sprælsk igennem sin strittende historie og ender med et isnende ondt spark i mellemgulvet. Instruktøren Ben Wheatley har med Kill List skabt et herligt uregerligt bæst.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er kun udkommet på dvd her i landet. Billede og lyd gør sig udmærket, men imponerer ikke. Flere mørke scener står ikke altid lige veldefinerede, men generelt er der fin farvebalance. Lydsporet fungerer bedre og skaber med velbalancerede niveauer solid atmosfære. Der er desværre intet ekstramateriale. Det kunne ellers have været interessant at høre om Ben Wheatleys tanker bag filmen.

Originaltitel: Kill List, England, 2011
Instruktion: Ben Wheatley
Medvirkende: Neil Maskell, Michael Smiley, MyAnna Buring, Harry Simpson m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Hjemsøgt hotel sniger sig olmt afsted

/i /af

Selvfølgelig er gamle hoteller hjemsøgte – specielt de store og knirkende af slagsen. Sådan er det også i Ti Wests atmosfærefyldte slow burner-gys The Innkeepers. En skrækfilm, der emmer af kærlighed til genren og hvor spøgerierne folder sig ud i roligt tempo. Her venter altså ikke et hurtigt horror-kick eller for den sags skyld stribevis af jump scares.

Derimod er her tale om en herlig tilbagelænet sag, der selvsikkert holder tempoet på halvt blus og ikke jager afsted for at please et skrækhungrende publikum. Det er lige så meget forventningerne om, hvad der lurer i mørket, der er drivkraften, som det er håndgribelige payoffs på chok-kontoen. Bare rolig, for her er både skumle genfærd og neglebidende gru på spil, men snigende som nattefrosten en kold vinteraften.

Det gamle Yankee Pedlar Inn drejer efter 100 år nøglen om. Vi følger således Claire og Luke, to afslappede ansatte, som holder skansen den sidste weekend, hotellet har åbent. Der er kun indlogeret et par gæster, så Luke har god tid til at fifle med sin hjemmeside om hotellets spøgelseshistorier, mens Claire er opsat på at få optaget gespensterne på bånd. Stille og roligt begynder fortidens beboere at røre på sig…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Robotsmadder og en svedig Hugh Jackman

/i /af

Det er bestemt flotte robotter, man finder i den sentimentale omgang robotsmadder Real Steel. En børnevenlig film, der slår på tæven og som leverer både action samt klichéer i så rask et tempo, at man næsten ikke opdager, hvor hul filmen egentlig er. Jep, den klassiske historie om den undertippedes kamp for sejr. Fight…!

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor kraftfulde robotter har overtaget bokseringen, mens menneskene styrer dem fra sidelinjen. Hugh Jackman er en uansvarlig og falleret robot-kæmper, hvis liv vendes på hovedet, da hans nu 11-årige søn pludselig dukker op. De to slår nu modvilligt pjalterne sammen i kampen for at nå til tops i bokseringen. Men mon ikke det kulsejlede far-og-søn-forhold får vind i sejlene? Det tror jeg vist nok, *violiner, sæt i gang*.

Jep, Real Steel har bestemt sin del af sødsuppe og det er småt med overraskelserne. Men filmen afvikler uden megen tøven sin tynde historie, hvor der ikke går langt imellem de hidsige slåskampe. Robotterne bliver til skrot, mens de noget overgearede medvirkende skriger hysterisk af maskinerne. Men Hugh Jackman er veloplagt, mens knægten Dakota Goyo bliver en smule for børnestjerne-kæk, oh well.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Daniel Craig farer vild i fjollede plotroderier

/i /af

Jeg skal love for, at den plotvridende thriller Dream House får serveret sit nonsens med kul på klichéerne og godt gang i forsøget på et kringlet mind-fuck. Daniel Craig kan desuden komme til at se virkelig syg ud, når bare slagskyggerne falder rigtigt og sminkøren skruer op for renderne under de stålblå øjne, *sådan, nu ser han dæleme uhyggelig ud…*

Will Antonten siger sit tidskrævende job op, så han kan få mere tid med familien. Han, konen og deres to små piger flytter derfor ud af byen og ind i et hus i provinsen. Men bag den nymalede idyl gemmer sig en makaber hemmelighed. Det viser sig nemlig, at en mand myrdede sin familie i selvsamme hus for nogle år tilbage. En foruroligende fortid, der ikke sådan vil slippe huset, gisp.

Tja, nu vil jeg ikke afsløre noget af plottet – det klarer filmens trailer for resten meget fint selv – men der er faktisk heller ikke rigtigt noget at afsløre. For fra første færd gennemskuer man de trivielle plot-drejninger. Ja, filmen gør faktisk ikke meget for at holde sit publikum hen i uvished om tingenes sande sammenhæng. Og så alligevel, for bare rolig – der venter en af de skøreste finaler, jeg har set i genren af ’utroværdig-manuskript-masturbation’.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere