Eksorcismegys er en ret grum hjemmevideo

/i /af

Der bliver slået to fluer med et smæk, når den håndholdte skrækfilm The Devil Inside ruller sig ud. For her er tale om et det altid populære besættelsesgys kombineret med dokumentargenrens form. Filmen giver sig nemlig ud for at være rigtige optagelser. Vi er altså i samme ’found footage’-boldgade som bl.a. The Blair Witch Project, Paranormal Activity og [REC].

Løjerne tager udgangspunkt i en grufuld hændelse tilbage i 1989, hvor Maria Rossi dræbte en præst og to nonner, der forsøgte at udførte en eksorcisme på hende. Hendes datter Isabella forsøger nu 20 år efter at finde frem til, hvad der egentlig skete med hendes mor, der nu befinder sig på den lukkede i Rom. Her hvirvles Isabella snart ind i et par eksorcisters uofficielle arbejde, mens ondskaben rykker tættere på.

Vi skal selvfølgelig både ned i klamme kældre og op på mørke loftsrum, mens lyset naturligvis også går på de mest ubelejlige tidspunkter. Gisp. Ja, The Devil Inside er ganske vist en klichéfyldt og vakkelvorn sag, men også relativt underholdende og med et par oprigtigt uhyggelige scener imellem – samt de obligatoriske billige jump scares, der skal sætte blodomløbet i gang hos de mindste.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kulørt rumeventyr er en bumlet fornøjelse

/i /af

Ja, historien er unødvendigt rodet fortalt og tempoet en smule ujævnt, men rumeventyret John Carter er altså også herlig bombastisk og kulørt science fiction-underholdning. Jeg havde i hvert fald svært ved at modstå de grønne marsmænd med fire arme, den kluntede monsterhund og de episke scenerier på planten Basoom.

Det er en noget anden verden, der møder John Carter, da han på mystisk vis bliver transporteret til Mars, eller Basoom som den kaldes af indbyggerne. For der er liv på planeten, hvor en voldsom strid truer med at udslette befolkningen. John Carter – der nu pludselig kan hoppe umenneskeligt højt (!) – slår derfor pjalterne sammen med den hårdtslående prinsesse Dejah Toris for at redde planten. Kort fortalt.

Jep, et uforpligtende eventyr i spektakulære science fiction-klæder, hvor både sære væsner, imponerende rumkampe og mystiske gadgets pirrer ens indre eventyrer. For man bliver nærmest som John Carter selv transporet til denne fantastiske fremmede verden. Desværre vakles der rundt i en del plotmæssigt kludder, mens et hav af karakterer popper op, hvilket spænder en smule ben for den visuelt indtagende tur.

For ja, det er visuelt, at John Carter er stærkest. Persongalleriet er ikke videre interessant og specielt fremstår Taylor Kitsch noget stiv i rollen som John Carter, mens Lynn Collins er en smule mere indtagende som Dejah Toris. Det er dog den seksbenede monsterhund Woola, der er min favorit – et skønt og uimodståeligt sidekick.

Det er Andrew Stanton, som bl.a. har de fantastiske WALL·E og Find Nemo på CV’et, der debuterer som instruktør med ”rigtige skuespillere” – og visuelt har han bestemt bragt forfatteren bag Tarzan, Edgar Rice Burroughs 100 år gamle bogserie flot til live. For selvom filmen til tider er noget rod og der smides alt for mange karakterer og plottråde i den computergenerede eventyrgryde, så er universet bestemt indtagende.

Bl.a. giver de store rumslag og John Carters kamp med to kæmpemonstre en lyst til selv at søge mod stjernerne. Desværre floppede filmen økonomisk, så selvom den var tænkt som første del i en trilogi, bliver det det nok – ind til videre – ved denne ene film. Jeg var ellers gerne taget endnu en tur til Barsoom.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray, hvor de mange episke scenerier og storslåede action-scener kommer til deres ret. Detaljegraden og farvegengivelsen er indtagende og velbalanceret. Lydsporet spiller liges problemfrit og medrivende hele vejen. Sådan. (Filmen er også udkommet i 3D). Desuden medfølger en fin stak ekstramateriale.

Man får en feature, der ser nærmere på Burroughs liv og karriere (11 min.) samt en making of, hvor man bl.a. kommer med på settet og ser nærmere på de mange funktioner på produktionen (35 min.). Endvidere er der 10 slettede scener med introduktion og valgfrit kommentarspor med Stanton, der giver fine indsigter i tankerne bag scenerne. Slutterligt er der lidt spas fra settet (2 min.) og ikke mindst et engagerende kommentarspor med Stanton og to af filmens producere, som fans af filmen bør gå i kødet på. Alt i alt et udmærket og ofte oplysende ekstramateriale.

Originaltitel: John Carter, USA, 2012
Instruktion: Andrew Stanton
Medvirkende: Taylor Kitsch, Willem Dafoe, Lynn Collins, Mark Strong m.fl.
Spilletid: 2 timer 12 min.
Udgiver: Disney Home Entertainment

THE DARK KNIGHT RISES: Episk flagermusefinale er fængslende filmfryd

/i /af

Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Den med spænding ventede afslutning på Christopher Nolans trilogi om nattens ridder er landet – og hvilken afslutning. Det er sand filmisk fryd fra start til slut og bestemt et tilfredsstillende sidste kapitel, til trods for mindre skavanker.

Det er otte år siden, Batman tog skylden for statsanklager Harvey Dents død. Kriminaliteten kom under kontrol og kappen blev lagt på hylden. Men da den muskelsvulmende Banes ambitiøse planer om at lægge byen i ruiner foldes ud, må Bruce Wayne rejse sig fra sit skjul og atter iføre sig masken. En kamp mod totalt kaos er i gang, mens døden ånder både flagermusemanden og hele Gotham City i nakken.

Det er et plottungt bæst, Nolan har strikket sammen og her strækker ud over hele 165 fascinerende minutter. Jo vist, der er et par bump i afviklingen af de mange plottråde, men aldrig noget, der truer med at sætte filmens medrivende momentum over styr. Balancegangen mellem dramatisk tyngde og storladen action holdes i hævd, hvor vi bl.a. også introduceres for den tvetydige Selina Kyle, bedre kendt som Catwoman.

Det er et næsten umenneskeligt pres, Nolan har lagt på sig selv med sine to første Batman-film – oprindelseshistorien Batman Begins og The Dark Knight med en uforglemmelig Heath Ledger som Jokeren. Men både som selvstændig film og åndeløs afslutning på sagaen, fungerer denne spektakulære kolos af et filmmonster nærmest gnidningsløst – og ikke uden nervepirrende overraskelser. Herligt.

Christian Bale bærer igen rollen som forpint helt, der må stå ansigt til ansigt med egne dæmoner og ikke mindst en enorm Tom Hardy som den skræmmende Bane. En fascinerende skurk, der udgør en værdig modstander til Batman og fornemt smelter sammen med Nolans univers. Anne Hathaway kommer jeg nok aldrig rigtig til at holde af, men hun klarer fornemt rollen som den uforudsigelige femme fatale Selina.

Hans Zimmers både smukke og adrenalinfremkaldende score akkompagnerer elegant de forførende billeder, hvor Nolan atter smækker yderst heftige actionscener sammen – ren eye candy, men også med en oprigtig frygt for begivenhedernes udfald i sig. Så selvom der er et par halvstive replikker imellem og til tider lidt mere plotafvikling end karakterudvikling, så er The Dark Knight Rises bestemt en både medrivende og underholdende afslutning på en fænomenal trilogi.

[tabgroup][tab title=”The Dark Knight Rises | Biograf-anmeldelse”] Vurdering 5/6

Originaltitel: The Dark Knight Rises, USA, 2012
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Michael Caine, Tom Hardy, Gary Oldman, Anne Hathaway, Morgan Freeman, Marion Cotillard, Joseph Gordon-Levitt m.fl.
Spilletid: 165 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Fantastiske Meryl Streep redder vakkelvorn jernlady

/i /af

For pokker hvor er Meryl Streep forrygende som den stålsatte Margaret Thatcher – Englands første kvindelige premierminister. Men desværre er Jernladyen ikke den medrivende biopic, banen ellers er kridtet op til. Den gode historie er der, men her famles for meget rundt i de samme pointer og filmen er til tider uden gribende retningssans. Men fik jeg sagt, at Meryl Streep er helt forrygende.

Thatchers livshistorie og hårde vej til ministerposten fortælles i tilbageblik med sit udgangspunkt i nutiden, hvor den nu pensionerede minister kæmper med både demens, ensomhed og sorgen over sin afdøde mand. Det er altså i høj grad historien om og skyggesiden af mennesket bag den målrettede politiker, der her er i centrum.

Det er bestemt også et ofte både rørende og gribende portræt, men der bliver lidt for meget af ’gammel-kone-kæmper-med-hukommelsen-mens-filmens-bagmænd-håber-på-Oscar-statuetter-drama’. Det gav da også pote, Meryl Streep hev guldmanden hjem for bedste kvindelige hovedrolle – og ikke et øje var tørt. Det er bestemt også en både smuk og smertelig præstation, hun leverer. Ingen tvivl om det.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mexicansk Will Ferrell i flad kitsch-komedie

/i /af

Will Ferrell er en klar favorit, så jeg kaster mig over alt, hvad han er med i – og selvfølgelig også hans seneste film, kitsch-komedien Casa de mi Padre. Desværre er det skæve koncept med papkulisser, klichéfyldte karakterer og Will Ferrell, der kun taler spansk (!) endt som en noget slap sombrero.

Filmen foregår i et solbeskinnet Mexico. Her bor den godhjertede bonde, Armando Álvarez, spillet med velkendt deadpan komik af Will Ferrell. Han ender midt i en narkostrid mellem sin selvfede bror og den sleske narkobaron Onza, spillet af henholdsvis Diego Luna og Gael García Bernal. Selvfølgelig er der også kærlighed på spil, her i skikkelse af den yndige Génesis Rodríguez.

Ja, det er i udgangspunktet sjovt at lade Will Ferrell tale spansk. Men den spøjse gimmick taber desværre hurtigt pusten i en komedie, der aldrig for alvor kommer op i gear – eller endnu vigtigere, bliver rigtig sjov. Men det er trods alt Will Ferrell, der afføder de enkelte kluk, denne spansksprogede rodebutik hoster op.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Dexter er tilbage som godhjertet seriemorder

/i /af

Jeg har lige set 5. sæson af den fantastiske serie Dexter. En klar favorit. Igen var det en fornøjelse at tage en tur til Miami, hvor Dexter Morgan fortsat lever sit farlige dobbeltliv som retfærdig seriemorder og sympatisk blodstænksekspert hos Miami Metro Police Department. (Indeholder spoilers i forhold til foregående sæsoner).

Det var med hjertet helt oppe i halsen, at vi forlod Dexter i 4. sæson. Hans kone Rita var blevet myrdet og Dexters liv hermed sendt til tælling. Denne sæson handler derfor i høj grad om hvordan Dexter håndterer tabet og i processen kommer til nye erkendelser af sit morderiske jeg. Man får selvfølgelig også sin del af mord, sort humor og intens ‘katten-efter-musen-thills’ – men hele tiden med karaktererne i centrum.

For noget af det, der gør Dexter til så stor en fornøjelse er fortsat castet. Michael C. Hall bærer stadig titelrollen med en så medrivende tyngde og troværdighed, at selv de mindre stærke afsnit fænger. Jeg er især også vild med samspillet mellem Dexter og hans rapkæftede søster Debra, en intens Jennifer Carpenter – mens også Julia Stiles, en ny kvindelige karakter, giver engagerende dynamik til Dexter.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Israelsk galskab smitter ikke skræknerven

/i /af

Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til Rabies proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Filmen åbner stærkt. En pige er faldet i en psykopats underjordiske fælde. Mørket omslutter klaustrofobisk staklen, mens hendes bror løber efter hjælp. Herefter præsenteres vi for resten af de medvirkende, hvis veje kommer til at krydses i skovens dyb. En flok unge på afveje, ubehjælpsomme betjente, skovfogeden og hans kæreste – psykopaten fra åbningsscenen ser vi dog ikke meget mere til.

For det skal vise sig, at det slet ikke er noget så håndgribeligt som en galning med en økse, der er skurken her. Noget langt mere udefinerbart er på færde – noget, der på en eller anden måde synes smitte alle, som begiver sig ind i skovens skygger. En galskab, der som rabies forvandler rationale til voldeligt vanvid.

Det er i udgangspunktet interessant at lade gruen slå uforudsigeligt ned blandt de medvirkende. Alle kan således potentielt være mordere, eller det næste offer. Desværre lykkedes det bare ikke for denne uhåndgribelige ondskab at slå ordentlig rod. Uhyggen udebliver, men ubehaget er heldigvis intakt ved enkelte af filmens mord – hvor der bl.a. kommer landminer (!) og en hammer på banen. Av.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver Rabies et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab. Filmens tone vakler og afviklingen af skovens nedslagtninger snubler undervejs. Men for satan, den der ’hammer-til-underkæbe-scene’ var dæleme brutal, yes!

Ekstramateriale:
Der følger desværre intet ekstramateriale med dvd-udgivelsen, udover trailers for andre af selskabets titler (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Det kunne ellers have været interessant at høre lidt fra de to debuterende filmskabere bag, Aharon Keshales og Navot Papushado, da det uden tvivl er en genre de brænder for.

Originaltitel: Kalevet, Israel, 2010
Instruktion: Aharon Keshales, Navot Papushado
Medvirkende: Lior Ashkenazi, Danny Geva, Ania Bukstein m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Manisk Nicolas Cage sætter igen ild til lortet

/i /af

Yes! Så er min personlige favorit, Nicolas Cage tilbage i rollen som kædesvingende og kraniebrændende antihelt i Ghost Rider: Spirit of Vengeance. Her er fuld smadder på en manisk Cage samt et overbud af overspil, okkult vrøvl og action-overdrev. Det er dumt, farverigt og overraskende underholdende. Og ja, når Ghost Rider pisser, så pisser han ild, selvfølgelig.

Historien er noget mere eller mindre sammenhængende sludder. Johnny Blaze, der er besat af den flammefyldte dæmon, og derfor i tide og utide forvandler sig til det aggressive ildmonster, hyres af en religiøs kult til at få fat i en knægt, der er havnet i kløerne på Djævelens håndlangere. Som betaling vil Blaze få ophævet sin forbandelse som læderklædt flammekaster – og så går den vilde jagt…

Der er ikke tid til eftertanke eller nogen form for reel sympati for Blazes sjælekvaler som forbandet motorcykelkører. Det er hele vejen uhøjtidelig djævelskab og ballade. Man må bare hænge i, mens den fortabte rytter sender skurke til tælling – som bl.a. da han forvandler en kæmpe udgraver-maskine til et spruttende flamme-våben. Sådan!

Det er ikke kun Cage, der giver en karikeret præstation – sådan er det mere eller mindre hele vejen rundt. Idris Elba er oplagt som vinglad og opkæftende præst, mens Ciarán Hinds overspiller for alle pengene som Djævelen selv, i kvabset menneskekrop og med blodsprængt øje. Violante Placido er dog noget anonym som kvindeligt sidekick, mens Johnny Whitworth heller ikke er videre interessant som olm skurk.

Der bruges desuden nogle flotte og atypiske locations, bl.a. Cappadocia i Tyrkiet, der med sine særegne bjergformationer udgør et overraskende smukt bagtæppe til den bumlende og til tider lidt for fjogede action-tonser. Men hey, det er nu meget sjovt, at Cage undervejs refererer til sin egen udskældte bi-scene i remaket af The Wicker Man. Men en smule mere veldoseret dumhed havde klædt filmen.

Det er Mark Neveldine og Brian Taylor, der har instrueret. De stod bag den ulidelige og kedsommelige Gamer (min anmeldelse) samt de mere underholdende ’Crank’-film. Deres frapperende tempo samt uhøjtidelige (infantile) tone er intakt. Resultatet er et fandenivoldsk og sprudlende flammehav af kluntet historiefortælling, en herlig overstadig Cage og rigeligt med nonsens-action. Take it or leave it.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der følger desværre intet ekstramateriale med, udover filmen på dvd – øv. Til gengæld står billedet virkelig flot og knivskarpt hele vejen, mens også farvegengivelsen er overbevisende med velafstemte nuancer og god kontrast. Lydsporet buldrer ligeledes solidt afsted med god bund og heftige panoreringer.

Originaltitel: Ghost Rider: Spirit of Vengeance, USA/UAE, 2011
Instruktion: Mark Neveldine, Brian Taylor
Medvirkende: Nicolas Cage, Ciarán Hinds, Idris Elba, Violante Placido, Johnny Whitworth,Christopher Lambert m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Nordisk Film

Sean Penn som sær rockstjerne på nazi-jagt

/i /af

I sit eget sære tempo slentrer den poetiske This Must Be The Place sig tålmodigt tværs gennem USA. Sean Penn spiller den excentriske og nu pensionerede rockstjerne Cheyenne, der med touperet hår og deprimeret mine forlader sit trykke hjem for at opsøge den SS-officer, der i sin tid skulle have ydmyget hans netop afdøde far.

Jep, en afdanket 80’er-stjerne på nazi-jagt. Det lyder måske flippet – og det er det i grunden også. Men nu skal man heller ikke forvente en historie, der forløber smidigt fra start til slut. Her er det i høj grad filmens stemning, smukke sange og ikke mindst Sean Penn i hovedrollen, der forfører publikum.

Filmen og ikke mindst portrættet af Cheyenne voksede på mig jo mere rejsen skred frem. For Penn balancerer mellem at være ren karikatur og et menneske, man tror på. Men lidt som Cheyennes opgivelser har svært ved at forholde sig til den sortklædte særling, på samme måde skulle filmen også lige finde balancen. Men lidt efter lidt bliver man fortrolig med Penns småmumlende karakter og filmens skæve tone.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kvindelig agent deler stilfulde tæsk ud

/i /af

Det er en genredrillende agentfilm, som den alsidige og produktive instruktør Steven Soderbergh har skruet sammen med Haywire. En stilfuld øvelse udi action, dobbeltspil og potente nævekampe. Her leder den intelligente og hårdføre kvindelige agent Mallory Kane an i de stramt komponerede løjer, mens hun jagter de folk, der forrådte hende. Hævnen er sød, men hvem kan hun stole på…

Et klassisk setup med en forrådt agent, der forsøger at redde sig selv ud af ilden, mens hendes forfølgere må gøres kolde. Her er dog ikke tale om en gængs omgang agentaction, selvom her både er biljagter, maskinpistoler og kyniske forrædere. Haywire udfordrer genren med dens egne konventioner og denne leg med de klassiske komponenter skaber en på mange måder tilfredsstillende filmoplevelse.

Genrens komponenter undersøges og synes ofte destilleret til deres essens. Enten banker scoret effektivt afsted eller også hører man blot lyden af åndedræt og kæberaslere i de intense kampscener. Alt unødigt fedt er skåret fra, så den visuelt forankrede actiondel af Haywire fremstår endnu skarpere.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere