Formidabel jubilæumsudgave af ’The Godfather’
En af de mest hæderkronede filmtrilogier er Francis Ford Coppolas mesterlige The Godfather – og med god grund. For det er et helt igennem forrygende gangsterdrama. Der er netop udkommet en laber 40 års jubilæumsboks, der indeholder filmene i de nyrestaurerede udgaver, timevis af interessant ekstramateriale samt nyt, lækkert fanlir. Jeg har derfor haft et skønt gensyn med den berygtede Corleone-familie.
Den første film kom i 1972 og blev fulgt op to år efter, mens det sidste kapitel kom hele 16 år senere i 1990. Overordnet er det historien om hvordan den sicilienske Corleone-familie kommer til New York og med deres mafia-metoder tilkæmper sig magt og ikke mindst fastholder den i kampen med bl.a. andre fremherskende familier.
I første film får man en uforglemmelig Marlon Brando i rollen som den ikoniske Godfather Don Vito Corleone, der med køligt overblik trækker i trådene, mens hans velovervejede ordrer sender mænd i graven samt giver familien både magt og fjender. Der er et generations- og magtskifte på spil her, hvor sønnen Michael Corleone – en fremragende Al Pacino – modvilligt trækkes ind i mafiaforetagenet.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–>
I efterfølgeren har Michael overtaget rollen som Godfather. Det er således ham, der nu har ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger – noget der både fordærver og giver den ellers moralsk retskafne søn sjælekvaler og søvnløse nætter. Det er et både komplekst og ofte uhyggeligt spændende drama, hvor familien er det vigtigste, mens man ikke kan stole på selv den mest pålidelige håndlanger.
Jeg er vild med andet kapitels dystre tone, hvor bl.a. også Robert De Niro dukker op i en række flashback-scener i rollen som en yngre Don Vito, der fortæller historien om hans vej til USA. Der er mere action og tempo i den sidste film, hvor Michael Corleone er kommet i sit livs efterår og nu må begynde at se sig om efter en arvtager. Et både tragisk, smukt og bombastisk punktum på en skelsættende trilogi.
Her er på mange måder tale om store film, der alle fornemt formår at folde familiesagaen ud, mens temaer som grådighed, skæbne og kærlighed slynger sig om den amerikanske drøms bagside. Det er storslået historiefortælling med adskillige fremragende skuespillere og interessante karakterer. En stor filmisk fornøjelse og et univers, der stemningsfuldt trækker en ind i en verden af korruption, liv og død.
Billede og lyd:
Selvom de to første ikke hele vejen står lige stærkt i farvegengivelse og skarphed, så er det bestemt et både flot og tilfredsstillende billede, hvor kontraster og nuancer står klart og overbevisende. Det er dog den tredje film, der gør sig bedst af disse nyrestaurerede udgaver. Her er det mest konsistente billede, hvilket også hænger sammen med, at den er nyere dato.
Det er lidt samme historie vi er ude i med lydsporene, hvor det også er den tredje film, der har den mest helstøbte og dynamiske lydside. De to første kapitler er ikke dårlige, for både dialog samt action går klart igennem, hvor bl.a. også det velkendte Godfather-tema af Nino Rota smukt spiller op mod billedsiden.
Ekstramateriale
Udgivelsens ekstramateriale er et kapitel for sig. For udover timevis af features og dokumentarer samt kommentarspor med Coppola på alle tre film, så kommer denne jubilæumsudgave i en ny, flot boks med guldskrift og udformet som en bog – nok som reference til forlægget af Mario Puzo. Første films manuskript med noter følger med samt 10 fotos og en plakat med Corleone-familiens stamtræ.
Ekstramaterialet er mere end omfangsrigt, hvor man udover det omtale nye merchandise finder timevis af features, der på alle tænkelige måder tager filmene under behandling (her er tale om det samme ekstramateriale som på udgivelsen fra 2008). Her er alt lige fra perspektiveringer af trilogiens betydning for filmhistorien samt mere konkrete kig på filmene, karaktererne og historien. Absolut en af de mest helstøbte Blu-ray-udgivelser, der yder både filmene og formatet respekt. Sådan.
Læs om andre filmserie-udgivelser:
– Alien Anthology
– Mission: Impossible 1-4
– Ringenes Herre-trilogien
– Star Wars: den komplette sag
– Harry Potter: den komplette saga
– Hostel, Hostel: Part II, Hostel: Part III
Originaltitel: The Godfather – The Coppola Restoration: The Godfather (1972), The Godfather: Part II (1974) og The Godfather: Part II (1974)
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino,Robert Duvsall, James Caan, Robert De Niro, Andy Garcia, Diane Keaton, Talia Shire, Sodia Coppola m.fl.
Spilletid: 177 min., 200 min. og 170 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment