Frådende piratfisk og blodige bikinier

Jeg var ret spændt på, om bikini-blodbads-festen Piranha 3D ville holde vand ved gensyn, so to speak. Det gør den bestemt – også uden 3D-effekten fra biografens mørke. Her er ganske enkelt tale om sjov og uforpligtende splatter-underholdning, hvor letpåklædte strandgæster flænses af en flok farligt sultne piratfisk. Herligt.

Det ender selvfølgelig grueligt galt, da et brud i et undersøisk vulkankrater sender i tusindvis af durkdrevne piratfisk ud i vandet ved Lake Victoria, hvor en stor strandfest netop er skudt i gang. Festen forsøges lukket, men selvfølgelig uden held. Heldigvis. For snart serveres den ene mere groteske scene efter den anden, hvor piratfiskene mæsker sig i bare bryster, sagesløse ofre og andet strandguf.

Selvom Piranha 3D er baseret på Joe Dantes Piranha fra 1978, er det ikke meget andet end piratfiskene de to film har tilfælles. Men remake eller ej, så kan man ikke komme uden om filmens herlige hovedudspring i forførende forening af dårlig smag. Her leveres opkast, spændstige damer og afskårne lemmer i sødt samspil. Ja, Piranha 3D er både dum, fjollet og tåbelig – men underholdende som bare pokker.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —>

Det er den franske instruktør Alexandre Aja, som med et medrivende overskud og en smittende kærlighed til genren styrer løjerne. Han står bl.a. også bag den voldsomme Switchblade Romance og det intense remake The Hills Have Eyes. Med Piranha 3D er der dog skruet op for humoren samt blodforbruget – og filmen er blevet mindst ligeså underholdende, som de kaskader af teaterblod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger. Piranha 3D hører absolut til blandt sidste års 10 bedste film. Se hele min top 10 for 2010 HER.


Ekstramateriale:
Hvis man har isenkrammet til det, kan man med Blu-ray-udgivelsen også opleve filmen i 3D. Jeg nuppede dog 2D-versionen og her står billedet upåklageligt, mens også lydsiden sender de mange mæskende piratfisk godt rundt i lokalet.

Ekstramaterialet er ret omfangsrigt. Man får et udmærket kommentarspor med instruktøren og to af filmens producenter. De kommer bl.a. omkring skuespillerne, blodet og de forskellige locations. Herudover får man også en håndfuld slettede scener og et par storyboard-scener samt en massiv omgang bag-om-filmen – hele 2 timer faktisk, delt op i 10 bider. Der er en del fyld imellem, men man får en god fornemmelse af produktionen og filmens forskellige aspekter, bl.a. castet, meningen med vanviddet og selvfølgelig de mange groteske special effects.


Originaltitel: Piranha, USA, 2010
Instruktion: Alexandre Aja
Medvirkende: Christopher Lloyd, Ving Rhames, Elisabeth Shue, Jerry O’Connell, Cody Longo, Steven R. McQueen, Richard Dreyfuss, Eli Roth m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Midget Entertainment