DOCTOR STRANGE: Karismatiske Benedict Cumberbatch er ikke nok til at redde det syretrippende superheltegilde

Biografanmeldelse: Så skal vi igen. Endnu en superhelt i Marvels fortsat voksende univers skal introduceres. Og ja, jeg har glædet mig til at mødet med magikeren Doctor Strange – blandt andet fordi, at det er Benedict Cumberbatch, der i titelrollen står for at bringe nyt blod til superhelteholdet.

Desværre er Doctor Strange bare ikke særligt ’strange’, men leverer en ganske generisk oprindelseshistorie om den selvglade kirurg Stephen Strange, der bliver til troldmanden Doctor Strange. For da han under en ulykke skader sine hænder og hermed sin karriere og sit liv, opsøger han nu magiens helende verden, da lægekunsten ikke kan hjælpe ham.

doctor-strange-biograf-01©2016 Marvel

Ja, det er her, at den arrogante kirurg finder sig selv og ligeledes lærer uselvisk at hjælpe andre med hjælp fra en (creepy og) skaldet Tilda Swinton. Han skal naturligvis også lære sine nye trolddomskræfter at kende i mødet med en ond – og desværre ret kedelig – skurk spillet med mut intensitet af Mads Mikkelsen med vild discokugle-inspireret øjenmakeup.

Nå ja, der er også romantisk modspil i Rachel McAdams som sød kollega samt et cool sidekick i Chiwetel Ejiofor. De forbliver dog halvkedelige statister mod hovedattraktion: Doctor Strange. Nej, selve historien og karaktererne er ikke just videre ophidsende. Det er en skam, for Benedict Cumberbatch har både nærvær og karisma som Stephen Strange. Men fortællingen løfter sig aldrig rigtigt og spændingen udebliver.

doctor-strange-biograf-03©2016 Marvel

Filmen vil blandt andet nå for meget på for kort tid. Plottet skubbes således hektisk frem, hvilket desværre også efterlader den dramatiske tyngde og det karaktermæssige engagement noget fladt på gulvet. Jeg tror ganske enkelt ikke rigtigt på forvandlingen af Stephen Strange til Doctor Strange.

Filmen byder dog trods alt på medrivende og ok overrumplende superhelte-underholdning, når først magien ruller sig ud i spektakulære scener. Her med svimlende ud-af-kroppen-mindfucks, når Stephen møder magiens verden og sit eget indre videre til vilde actionscener, hvor verden bogstaveligtalt slår knuder på bygninger Inception style.

doctor-strange-biograf-02©2016 Marvel

Doctor Strange er altså ok underholdende med sine syretrippende actionscener og en karismatisk Benedict Cumberbatch. Humoren rammer både plet og helt ved siden af, men historien bliver aldrig for alvor spændende og Mads Mikkelsens skurk er forglemmelig. Nu har han som resten af karaktergalleriet ikke meget at arbejde med, hvor det kun for alvor er Doctor Strange, der løfter gildet.

Doctor Strange får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars
Doctor Strange
har premiere den 27. oktober 2016.

doctor-strange-poster

[tabgroup][tab title=”Doctor Strange | Biografanmeldelse”]
Titel: Doctor Strange, 2016
Release: den 27. oktober 2016
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Chiwetel Ejiofor, Rachel McAdams, Michael Stuhlbarg, Mads Mikkelsen, Tilda Swinton m.fl.
Spilletid: 115 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]