THE DARK TOWER: McConaughey og Elba går head to head i halvflad Stephen King-filmatisering

Biografanmeldelse: Idris Elba og Matthew McConaughey går head to head som henholdvis god gunslinger og ond mørkemand i Stephen King-filmatiseringen ‘The Dark Tower’. Men selv med to så besnærende ansigter, bliver denne dystre fortælling om det gode mod det onde desværre ikke til meget mere end en meh-oplevelse, hvor verden går roligt videre, når rulleteksterne først ruller.

Elba og McConaughey er dog ikke ene på skansen, for den unge knægt Jake – spillet helt ok drenget af Tom Taylor – bliver fanget mellem de to kamphaners kamp. Han er nemlig nøglen, der kan få ondskaben til at vinde over det gode, da hans unikke sind kan bruges til at vælte The Dark Tower (!), som ellers holder universet sammen og ondskaben ude (!).

The Dark Tower biograf 01

Ja, plottet sådan helt kort ridset op. For der bydes da også på blandt andet brusende rejser gennem forskellige verdener (for dem er der nemlig flere af), grumme monstre (sådan nogle er der også) og hidsige skuddueller (ja, naturligvis). Men selvom elementerne til en omgang heftig og mystisk kamp mellem godt og ond er tilstede, så falder det hele bare lidt fladt på maven.

Det gør det blandt andet fordi, det aldrig lykkedes at gøre nogle af karaktererne videre mindeværdige. End ikke en god omgang fader-traumer kan rette op på dette – både hos Jake og hos den rolige gunslinger. Jeg føler ganske enkelt ikke med nogen af dem. Det suger selvsagt noget af spændingen ud af løjerne, mens der også gås en kende i ring i plottet.

The Dark Tower biograf 02

For i stedet for at blive udviklet på, så gentages pointerne blot filmen igennem, så selv dem på bagerne række kan være med. Her får det ellers mystiske mørke tårn aldrig et nærvær, hvilket også kan siges om kemien blandt de medvirkende, hvor der er mere afvikling over fortællingen end reel udvikling. Spilletiden på 95 kunne med andre ord være brugt bedre – eller måske endda have nydt godt af en smule mere spilletid.

Jeg har ikke læst nogen af Stephen King-bøgerne, som filmen er baseret på. Jeg kan derfor kun forholde mig til, at som film, der ender den i udgangspunktet ellers fint stramme fortælling med blot at være sådan en ‘in the middle of the road’-agtig film, jeg har glemt hurtigt. Instruktør Nikolaj Arcel lykkedes aldrig med at få løftet den fantastiske fortælling eller sine karakterer op på et mere medrivende niveau, end at han lige får afviklet det hele fermt nok til at lande på middelkarakteren.

– ‘The Dark Tower’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘The Dark Tower’ får biografpremiere den 17. August 2017.

The Dark Tower poster