SPIONEN FRA U.N.C.L.E.: Det er tilsyneladende virkelig sjovt at stoppe en atombombekatastrofe

Biografanmeldelse: Jeg ved ikke, om jeg helst vil arbejde for CIA eller KGB. Det er jeg ikke blevet meget klogere på efter at have set Guy Ritchies koldkrigs-spionkomedie, Spionen fra U.N.C.L.E. For både Henry Cavill og Armie Hammer er nogle ok cool spioner som helholdsvis amerikaner- og russerkliché i kampen for at afværge en atombombekatastrofe i de velklædte 1960’ere.

Jeg ved dog med sikkerhed, at jeg klart ville droppe den sixpence, Hammer har på, mens han forsøger at være overbevisende russisk med russeraccent og russisk muthed. Så hellere Cavills stilsikre suits. Nå, jeg snakker stil og overflade – men det er egentlig passende, da det er her filmen ­– som er baseret på en tv-serie fra 60’erne – excellerer. Du ved, den der klassiske form over indhold-ting.

The-Man-from-U.N.C.L.E-01

Desværre kommer Guy Ritchie ikke helt vellykket i mål med sine stilsikre action-øvelser og indtagende 60’er-tableauer. Personerne forbliver for overfladisk optegnet, mens plottet aldrig for alvor griber mig – selvom der ihærdigt forsøges med obligatoriske twists and turns. Til gengæld griber det tilhørende og yderst forførende soundtrack mig. Jeg får lyst til at bygge min tidsmaskine færdig og rejse tilbage til 60’ernes Italien. Et klart plus.

Der er dog flere gode scener. Ikke mindst action-scenerne, så som en intens biljagt i Berlins gader, hvor jeg kastes energisk rundt i passagersædet, mens Guy Ritchie med kyndig hånd dynamik sænker og øger farten, mens bilen suser potent gennem de smalle gader. Der er også fine drilske optrin mellem vores to helte og det kvindelige tredje hjul i skikkelse af Alicia Wikander som 60’er-chikt modspil til de to kamphaner.

The-Man-from-U.N.C.L.E-02

Trekantsdynamikken kommer dog aldrig helt op at ringe. Ja, det er delvist en kemiting, der bare ikke rigtigt får nødvendigt liv. Ja, og så er manuskriptets forsøg på charmerende kækhed ikke altid lige vellykket (skrevet eller leveret). Særligt Cavill som overlegen spioncharmør får ikke altid ramt balancen mellem troværdig kvindebedårer og vittig spion. Men ja, han ligner en!

Og netop det er symptomatisk for filmen – at den ligner. Overfladen er på plads, men alligevel er der noget, som ikke stemmer. Det forbliver ved gode enkeltscener, der aldrig bliver den medrivende helhed, som gemmer sig et sted mellem de gensynsværdige actionscener. Jeg mærker det oprigtige sus fra de hvislende kugler, men mit følelsesregister forbliver upåvirket af persondrama og kærlighedskvaler – ja, og om vores helte lever eller dør.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spionen fra U.N.C.L.E. | Biografanmeldelse”]
manden-fra-uncle-poster
Originaltitel: The Man from U.N.C.L.E., USA, 2015
Release: d. 3. september 2015
Instruktion: Guy Ritchie
Medvirkende: Henry Cavill, Armie Hammer, Alicia Vikander, Elizabeth Debicki, Hugh Grant m.fl.
Spilletid: 116 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]