Anmeldelse: Som et rungende ekko satte den nervepirrende og vilde ’Sirât’ sig sitrende i kroppen på mig. For med sit lyddunkende univers, maleriske naturtableauer og en historie fyldt med usikkerhed, var jeg med på den udfordrende tur gennem ørkenen i det sydlige Marokko. Her banker solen ned på det sandede landskab, mens håbet for en far og hans søn synes at svinde ind.

De leder nemlig efter deres forsvundne datter og søster. For langt ude i ørkenen holdes der baspumpende raves for massevis af festende gæster. Det er her uden for lands lov og ret, at datteren er forsvundet for måneder siden. Men hvor skal far og søn overhovedet starte deres eftersøgning, når selv festerne rykker locations i ørkenens hemmelige kringelkroge?

Med insisterende elektronisk musik bankende ud af de store højtalere drages jeg med ind i de endeløse nætters fest, hvor friheden synes at strømme gennem de dansende masser af svedende kroppe. Det er råt og fascinerende at blive en del af disse raves, der med nerve og kropsligt nærvær sætter sig under huden på mig.

Instruktør og medforfatter Oliver Laxe lykkes med at skabe en meget fysisk filmoplevelse, der også har et engagerende greb om sine karakterer. Fra forholdet mellem far og søn til de festende ravere. Jeg gribes både kropsligt om struben og med en medrivende håbløshed om hjertet, mens turen går sin overraskende vej videre ind i den hede og uforudsigelige ørken.

’Sirât’ er på den måde også en stærk miljø- og naturbeskrivelse, hvor man i filmens yderkant aner en verden, der langt fra ørkenens fristende vidder synes at være i afgrundsdybt forfald, hvilket jeg aner fra de fragmentariske stemmer, der kommer fra radioerne i de mægtige busser, som raverne bevæger sig buldrende og frygtløs gennem ørkenen med.

’Sirât’ er en film, der fra starten sætter sig i kroppen på mig. Det er svært andet end at blive grebet af de rytmiske toner, der brager igennem ørkenen og afløses af den omvejssøgende jagt på datteren. Billederne af fotograf Mauro Herce hænger desuden dynamisk, dragende og nærværende sammen med musikken af Kangding Ray. En vild filmisk oplevelse til hele kroppen.

’Sirât’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sirât’ har biografpremiere den 26. marts.

Anmeldelse: Der diskes op med visuelt science fiction-lir i den desværre ujævne ’Project Hail Mary’, hvor man finder en småexcentrisk og charmerende Ryan Gosling i hovedrollen. Vi møder ham i filmens start, hvor han vågner fortumlet og langskægget op på et mennesketomt rumskib. Han ved ikke, hvem han er og slet ikke, hvorfor han er endt langt ude i rummet.

I takt med, at han kommer mere og mere til sig selv, står det klart, at han er Ryland Grace, en umiddelbart helt almindelig naturfagslærer. Der gemmer sig dog mere og andet bag hans tur ude i rummet. For stille og roligt dæmrer det for ham, at han er sendt på en krævende mission, der skal forhindre solen i at uddø og altså redde menneskeheden fra undergang.

Således er der sat en stor fortælling i gang med et snævert og menneskeligt fokus på karakteren Ryland Grace alene i det store verdensrum. I hvert fald i sit udgangspunkt. For gennem diverse flashbacks, vender vi tilbage i tiden, hvor man bliver klogere på både Ryland Grace, men også alt det, som er ledt op til hans farefulde mission.

Desværre er dynamikken mellem det at redde Jorden og menneskeheden ikke helt vellykket og følelsesmæssigt stærkt nok fortalt. Det er virkelig en skam, da filmen ellers har et visuelt dragende univers at træde ind i via den opfindsomme fotograf Greig Frasers alsidige billeder af både det uendelige univers og det menneskeligt nære.

Hertil kommer, at filmens spilletid på den anden side af to og en halv time ikke har nok at fortælle, hvorfor den bliver en kende repetitiv, mens filmens ellers vægtige tematikker heller ikke rigtigt kommer til deres ret. Filmens småskæve humor er dog et plus, selvom balancegangen mellem det aparte og det dramatiske ikke smelter helt sømløst sammen.

I sidste ende er instruktørerne Phil Lord og Christopher Millers ’Project Hail Mary’ lidt skønne spildte kræfter. De ellers universelle temaer som venskab, menneskelighed og opofrelse rammer nemlig ikke med nok pondus i følelsesregistret. Ryan Gosling leverer dog ok på charmen, mens Sandra Hüller er den bestemte Eva Stratt, der på Jorden er tovholder på missionen.

’Project Hail Mary’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Project Hail Mary’ har biografpremiere den 19. marts.

Anmeldelse: Hvor langt ville du gå for at sikre dig en flere milliarder stor arv? I den desværre kedelige og repetitive ’How to Make a Killing’ vil Becket Redfellow gå langt. Meget langt. Måske endda så langt som til at rydde de andre arvinger af vejen, der står foran ham i rækken til de mange penge? Svaret er naturligvis ja, da vi i filmens start møder Becket på dødsgangen.

Becket fortæller fra sin celle sin historie til fængselspræsten, hvilket således danner rammen om filmen. På den måde hopper fortællingen tilbage og frem i tiden, mens Becket med voiceover guider publikum gennem strabadserne. For hvad var det præcist, der ledte til, at den ellers så pæne Becket endte med en dødsdom? Desværre er historien ikke videre engagerende.

Det er virkelig en skam, at den energi, der ellers gives til filmen fra de medvirkende, ikke lykkes med at blive omsat til en mere veloplagt film. Historien griber bare ikke rigtigt eller overrasker nævneværdigt nok til, at jeg holdes til ilden. Det er ikke fordi, at plottet ikke gør et par krumspring, men de har aldrig nødvendig pondus eller et stærkt nok greb i sine karakterer til at ramme plet.

Bl.a. er Becket og hans historie ikke vildt interessant sat i scene. Jeg mærker dog en vision og tone fra filmens instruktør og manuskriptforfatter John Patton Ford. Han har bare ikke et gribende nok flair for at forløse den satiriske krimifortælling om mord og millioner, moral og magt, drømme og kærlighed på videre tilfredsstillende eller medrivende vis.

Glen Powell har ellers sin charme intakt, men som karakter er Becket ikke spændende nok at følge. Så er der mere uforudsigeligt karakterguf at hente i Beckets barndomsveninde Julia, der portrætteres karismatisk af Margaret Qualley. Men selv et par ok takter hist og her, kan desværre ikke redde filmen fra at kede og falde fladt sammen om sin egen form.

Bl.a. har historiens moralske gråzoner og menneskelige dilemmaer heller ikke stærk nok tyngde, vid eller bid, selvom filmen forsøger at holde sig i live på Beckets vej gennem de andre og møgirriterende arvinger. Desværre rammer finalen og den her sluttelige pointe bare alt for sent ind i historien – og rammer end ikke her hårdt nok.

’How to Make a Killing’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’How to Make a Killing’ har biografpremiere den 12. marts.

Anmeldelse: Det er et overgearet, virilt og tosset univers, jeg bliver hevet ind i med instruktør og manuskriptforfatter Maggie Gyllenhaals monstrøse kærlighedsfortælling i ’The Bride!’. Her er tale om en film inspireret af forfatteren Mary Shelleys bogklassiker ’Frankenstein’ fra 1818 og 1935-gyset ’Bride of Frankenstein’. En historie, som her er iscenesat på forfriskende vild vis.

Filmen udspiller sig i 1930’ernes USA, hvor vi møder Frankensteins monster – eller bare Frank, om man vil. Han er ulykkelig og plaget af afgrundsdyb ensomhed. Han opsøger derfor den radikale forsker og læge Euphronius, da hun er kendt for at kunne vække de døde til live. Frank ønsker nemlig, at hun vil skabe ham en romantisk ledsager og hermed få skubbet ensomheden væk.

Euphronius indvilliger i det vovede eksperiment. De får derfor nu gravet liget af den nyligt afdøde Ida op og sat strøm til hende. Groft sagt. Hun vågner op med bulder og brag. Nu er hun klar til at indtage livet igen – og måske forelske sig i sin bejler Frank. Ida – eller bruden – har i den grad fået nyt liv. Hun er vild, uregerlig og voldsom i sin dans med livet og Frank.

For med sin nye eksistens som tidligere død, er der også en gnist, som er blevet antændt i hende i mødet med Frank, hvilket i den grad sætter ild under en passioneret og farlig romance mellem de to monstre. Snart har de ordensmagten på nakken, mens de i bedste Bonnie og Clyde-stil farer gennem landskabet med kugler om ørerne.

I rollen som den egenrådige Ida, finder man en fysisk sprællende og frit råbende Jessie Buckley. Hun giver den hele monster-armen i sin svingom med sin kulørte karakter, der danner et uregerligt parløb med en intens Christian Bale som den plagede, men nu storforelskede Frankensteins monster. De har virkelig haft en fest med deres roller. Det gode humør smitter af.

Filmens univers er en sær bastard af musik, filmforelskelse og en lidenskabelig kærlighed mellem to monstre. Det er gakket og grotesk, kaotisk og alt for meget, men overvejende underholdende at være i duoens selskab, der er sat legende og visuelt drilsk i scene af Maggie Gyllenhaal, mens temaer som ensomhed og oprør, genfødsel og identitet slår smut gennem filmen.

’The Bride!’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Bride!’ har biografpremiere den 5. marts.

Anmeldelse: Det er en grundlæggende interessant historie, som instruktør og medforfatter Olivier Assayas har at gøre med i ’The Wizard of the Kremlin’, hvor den står på alt fra magt og manipulation til kærlighed og korruption samt storpolitik og store ledere med mere. Med historiens vingesus tages publikum med tilbage i historien til Rusland i begyndelsen af 1990’erne.

Man finder her et Sovjetunionen, der er brudt sammen. Så hvor skal det mægtige land nu gå hen? Midt i den tumultariske tid og i et Rusland, der forsøger at genopfinde sig selv, møder vi den skarpe og fremsynede Vadim Baranov, der endnu ikke har fundet sin hylde i livet og sig selv som menneske.

Men med Sovjetunionens nedbrud får Baranov en mulighed for at give sit liv ny retning og stor indflydelse på landet. Selvom filmen er baseret på virkelige historiske begivenheder, tager den sig en del kunstneriske friheder, hvor netop hovedkarakteren Baranov er fiktiv, men baseret på den ægte politiske spindoktor Vladislav Surkov, der ender med at arbejde for Vladimir Putin.

Det er Baranovs kig tilbage på historiens gang, der danner rammen for filmen, da han i fortællingens start indvilliger i at dele sin historie med en journalist. Han har ellers trukket sig tilbage fra det politiske liv. Det er altså hans version af de vilde begivenheder, vi får, hvor et intrigant spil om sandhed og fiktion er på menuen.

Baranov starter ikke i storpolitik, men gør sig som ung mand indenfor avantgardekunsten og senere som tv-producer, inden han uofficielt bliver rådgiver for den tidligere KGB-agent, Vladimir Putin. På den måde kommer man med ’The Wizard of the Kremlin’ – der er baseret på Giuliano da Empolis bog af samme navn – bag de ellers hermetisk lukkede døre ind til magtens inderste.

Hvor storhed og fald slås side om side, mens magten forsøges erobret af den kommende russiske præsident Vladimir Putin. Altså med Baranov som manden med klare idéer og stor indflydelse i kulissen. Det er i sit udgangspunkt et interessant stykke af historien, som er i spil. Både hvad angår bevægelserne i den russiske befolknings forskellige generationer og på verdensplan.

Netop det at komme ind på livet af nogle af disse nøglekarakterer har en iboende interessant dynamik. Desværre mister filmen fremdrift og tematisk tyngde. Historien ender groft sagt lidt som en halvbagt historietime, hvor Baranovs voiceover ledsager den småstive fortælleform, hvor filmen brydes op med diverse kapitler, mens historiens gang bliver gennemgået.

Den menneskelige dynamik – herunder Baranovs vej mod magtens tinder og væk fra sit ungdomsjeg – forløser desværre ikke sit potentiale med finesse og engagement. Paul Dano har ellers en umiddelbar nerve i titelrollen, men han slås med et ujævnt manuskript. ’The Wizard of the Kremlin’ forbliver mest interessant på et rationelt plan og på papiret.

I filmisk form lader historien og karaktererne noget tilbage. Det er virkelig en skam, da bl.a. netop Baranov-karakteren har noget at byde på, herunder bl.a. i samspillet med en yngre Vladimir Putin som upcoming politiker, hvor der i kulisserne forsøges skabt både nye virkelighedsopfattelser og at holde en befolkning og verden i et manipulerende jerngreb.

På sidelinjen finder man den også uforløste og noget løsmaskede kærlighedshistorie mellem Baranov og den egenrådige Ksenia, der ikke er eller vil være en del af det politiske spin og magtens verden. Kontrasten er bestemt til at få øje på. Hun spilles ellers levende af Alicia Vikander, mens Jude Law er en underligt underdrejet Vladimir Putin.

’The Wizard of the Kremlin’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Wizard of the Kremlin’ har biografpremiere den 5. marts.