’Mission: Bæver’ er et animationssprudlende naturkram

Anmeldelse: Naturen er i fare i Pixars veloplagte animationsfilm ’Mission: Bæver’, hvor vi møder 19-årige Mabel. Hun elsker alle dyr, naturen og en helt særlig lysning, der nu trues med at blive jævnet med jorden til fordel for en betontung ringvej, der skal anlægges på ordre fra Mabels ærkefjende, nemlig borgmesteren Jerry. Så hvad gør den energiske Mabel nu?

Hun stiller sig i vejen for sprængningen af området. Men da det ikke hjælper, stemmer hun dørklokker for underskrifter imod ringvejen. Intet nytter dog. Hjælpen kommer imidlertid fra uventet kant, da Mabel støder på nogle forskere, der kan ”hoppe” med menneskets bevidsthed over i livagtige robotdyr og således både tale og leve side om side med dyreriget.

(Foto: Disney)

Mabel ser straks en mulighed for at redde naturområdet ved hjælp af den vilde teknologi. Men alt går naturligvis ikke efter planen, selvom hun finder artsfæller, der er på hendes side. Således er der med en opbyggelig præmis sat en animationssprudlende og fortællermæssig legesyg film i søen, som bl.a. handler om netop naturens vigtighed for alle levende væsner på kloden.

Godt nok er filmens godhjertede pointer måske lige sort/hvide nok, men de leveres med et medrivende overskud, hvor der også er plads til en herligt skæv humor, der leverer nogle overraskende groteske momenter, hvilket klæder historien. I det hele taget lever filmen stærkt af sin humor, der ikke mindst afledes af det kulørte karaktergalleri.

(Foto: Disney)

Her finder man bl.a. også ud af, at skurke kan komme i mange forskellige former, hvilket giver lidt mere nuance til de som nævnt noget bastante pointer. Men med hjerte og en følelsesfin rygrad, løfter filmen sig også i samspil med det engagerende momentum, som fortællingen lykkes med – selvom finalen måske nok bliver lige en smule for lang.

Det sagt, så er ’Mission: Bæver’ en aldeles underholdende animationsfilm med hjertet på rette sted, sort komik og flere fine overraskelser. Jeg blev således revet med ind i naturens morsomme verden af umage dyr i alle former og farver. Mabel er desuden en fryd at følge i form af en robotbæver. Ja, absurditeten går herligt hånd i hånd med filmens bankende hjerte.

’Mission: Bæver’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mission: Bæver’ har biografpremiere den 5. marts.