’The Wizard of the Kremlin’ ender uforløst på trods af en interessant historie
Anmeldelse: Det er en grundlæggende interessant historie, som instruktør og medforfatter Olivier Assayas har at gøre med i ’The Wizard of the Kremlin’, hvor den står på alt fra magt og manipulation til kærlighed og korruption samt storpolitik og store ledere med mere. Med historiens vingesus tages publikum med tilbage i historien til Rusland i begyndelsen af 1990’erne.
Man finder her et Sovjetunionen, der er brudt sammen. Så hvor skal det mægtige land nu gå hen? Midt i den tumultariske tid og i et Rusland, der forsøger at genopfinde sig selv, møder vi den skarpe og fremsynede Vadim Baranov, der endnu ikke har fundet sin hylde i livet og sig selv som menneske.
Men med Sovjetunionens nedbrud får Baranov en mulighed for at give sit liv ny retning og stor indflydelse på landet. Selvom filmen er baseret på virkelige historiske begivenheder, tager den sig en del kunstneriske friheder, hvor netop hovedkarakteren Baranov er fiktiv, men baseret på den ægte politiske spindoktor Vladislav Surkov, der ender med at arbejde for Vladimir Putin.
Det er Baranovs kig tilbage på historiens gang, der danner rammen for filmen, da han i fortællingens start indvilliger i at dele sin historie med en journalist. Han har ellers trukket sig tilbage fra det politiske liv. Det er altså hans version af de vilde begivenheder, vi får, hvor et intrigant spil om sandhed og fiktion er på menuen.
Baranov starter ikke i storpolitik, men gør sig som ung mand indenfor avantgardekunsten og senere som tv-producer, inden han uofficielt bliver rådgiver for den tidligere KGB-agent, Vladimir Putin. På den måde kommer man med ’The Wizard of the Kremlin’ – der er baseret på Giuliano da Empolis bog af samme navn – bag de ellers hermetisk lukkede døre ind til magtens inderste.
Hvor storhed og fald slås side om side, mens magten forsøges erobret af den kommende russiske præsident Vladimir Putin. Altså med Baranov som manden med klare idéer og stor indflydelse i kulissen. Det er i sit udgangspunkt et interessant stykke af historien, som er i spil. Både hvad angår bevægelserne i den russiske befolknings forskellige generationer og på verdensplan.
Netop det at komme ind på livet af nogle af disse nøglekarakterer har en iboende interessant dynamik. Desværre mister filmen fremdrift og tematisk tyngde. Historien ender groft sagt lidt som en halvbagt historietime, hvor Baranovs voiceover ledsager den småstive fortælleform, hvor filmen brydes op med diverse kapitler, mens historiens gang bliver gennemgået.
Den menneskelige dynamik – herunder Baranovs vej mod magtens tinder og væk fra sit ungdomsjeg – forløser desværre ikke sit potentiale med finesse og engagement. Paul Dano har ellers en umiddelbar nerve i titelrollen, men han slås med et ujævnt manuskript. ’The Wizard of the Kremlin’ forbliver mest interessant på et rationelt plan og på papiret.
I filmisk form lader historien og karaktererne noget tilbage. Det er virkelig en skam, da bl.a. netop Baranov-karakteren har noget at byde på, herunder bl.a. i samspillet med en yngre Vladimir Putin som upcoming politiker, hvor der i kulisserne forsøges skabt både nye virkelighedsopfattelser og at holde en befolkning og verden i et manipulerende jerngreb.
På sidelinjen finder man den også uforløste og noget løsmaskede kærlighedshistorie mellem Baranov og den egenrådige Ksenia, der ikke er eller vil være en del af det politiske spin og magtens verden. Kontrasten er bestemt til at få øje på. Hun spilles ellers levende af Alicia Vikander, mens Jude Law er en underligt underdrejet Vladimir Putin.
’The Wizard of the Kremlin’ får 3 ud af 6 stjerner:
’The Wizard of the Kremlin’ har biografpremiere den 5. marts.







