Biografanmeldelse: Naturen både beruser og bruser i Hlynur Pálmasons smukke, barske og visuelt gribende ’Vanskabte land’. Man bliver her taget med til slutningen af det 19. århundrede, hvor den unge præst Lucas drager til et koldt og natursitrende Island. Han skal i en fjerntliggende del af landet opføre en kirke, mens han på sin rejse gennem det ubarmhjertige land skal fotografere befolkningen.

Det bliver en tur, der er langt mere hård, end Lucas kunne have forudset. Det selvom han har et lille hold af medrejsende med sig, herunder bl.a. en tolk og en hjemmevant guide i skikkelse af den vindbidte Ragnar. Udfordringerne tordner sig dog snart op for præsten, der bliver testet ikke alene fysisk, men også i sit sind. Han synes at miste synet af sin mission for blot at gå mere og mere i opløsning.

Rejsen gennem det både bjergtagende og svært fremkommelige land er således en klassisk rejse, der udfolder sig både i et ydre, men altså også i et rådvildt indre hos Lucas, der får sat sin moral og tro på prøve. Både det indre og ydre i filmen er fortalt med et stærkt greb om en naturbrusende billedside, der fanges både intimt og storslået af fotografen Maria von Hausswolff.

Her er tale om en vellykket balancegang mellem de uendelige vidder – både op mod himlen og ud i landet – overfor det menneskelige drama, som udspiller sig i Lucas’ indre og hans relationer til dem omkring sig. Relationer, der udfordres dramatisk undervejs. Det både udadreagerende, men bestemt også i alt det usagte på rejsen, der kræver ikke så lidt af alle parter.

Den grundlæggende fængslende historie fungerer altså uden tvivl visuelt og i sine karakterskildringer, der får overbevisende liv af rollebesætningen. Her finder man bl.a. en dragende Elliott Crosset Hove som den sammenbidte Lucas, der kanaliserer både håbløshed og usikkerhed via krop og insisterende øjne, mens Ingvar Sigurdsson udgør et dramatisk vellykket og naturvant modspil til præsten.

I tillæg smyger lydsiden sig susende om min krop og er i høj grad med til at angribe mig med den barske natur, mens musikken af Alex Zhang Hungtai i tillæg også er med til at løfte historien og miljøbeskrivelser. Hlynur Pálmason lykkedes med sin kompromisløse film at sætte sig ubarmhjertigt i min krop, hvor jeg henføres til et berusende Island sat i fortidens udfordrende fodspor.

’Vanskabte land’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Vandskabte land’ har biografpremiere den 1. december.

Biografanmeldelse: Den hvide sne males mørkerød af sprøjtende blod i jule-og-action-komedien ’Violent Night’. Her møder man en opgivende og fordrukken julemand, der ikke længere kan overskue julens ellers søde tid. Han er træt af alle de krævende og gave-grådige børn, der aldrig synes at kunne få nok. En skæbnesvanger julenat vendes der dog op og ned på julemandens mission.

Fra at skulle fare kloden rundt med julegaver, må han nu dele øretæver ud for at overleve en gruppe farlige røvere, der invaderer en stenrig families gods for at røve deres bankboks. Sneen daler måske nok tyst ned, men volden rammer snart hårdt i form af både skarpe kantslag og spruttende automatvåben. Det er det dejligt simple udgangspunkt for en omgang julesjov og bjældeklangsballade.

I rollen som den gnavne julemand finder man David Harbour, der desværre ikke har meget andet end forudsigelighed at arbejde med i sin rolle. Det samme gælder i øvrigt filmen som helhed, hvor overraskelsen vel nok mest er, hvor oversentimental og julesød, eskapaderne ender med at være. En sukkersød slagside, der karambolerer med filmens ellers sortkomiske væsen.

I det hele taget føles ’Violent Night’ som en film, der aldrig finder ud af, hvad den vil være for en film. På den ene side er der den livstrætte julemand med alkohol i blodet samt den sine steder dejligt blodige vold, mens man på den anden side finder en påklistret julesødme, der på sin vis underminerer filmens grovkornede kant. Løjerne ender bl.a. deraf som en noget frustrerende oplevelse.

Julemandsvolden med en stor hammer og et par opfindsomme mord leveres nemlig sine steder ganske underholdende, men man har ikke turdet at gå linen ud. Desværre. På plussiden finder man bl.a. en herligt spydig matriark i den rige familie. Hun spilles med autoritet og sylespidse replikker af karismatiske Beverly D’Angelo. Filmen mangler mere af hendes frivole væremåde.

Replikkerne falder bare ikke helt skarpt nok i filmen som helhed, mens karismaen også er til at overse i bl.a. den generiske hovedskurk, hvor John Leguizamo på samme måde som David Harbour ikke har et videre stærkt manuskript at lege med. Instruktøren Tommy Wirkola har ellers tidligere leveret blodig og veloplagt voldsunderholdning med bl.a. nazi-zombier i ’Død sne’. Han skulle være givet helt frie tøjler her.

’Violent Night’ får 3 af 6 stjerner:

’Violent Night’ har biografpremiere den 1. december.