‘Memoria’ er sælsomt forførende slow cinema af mytisk karakter

Biografanmeldelse: Med mytisk schwung sniger Apichatpong Weerasethakuls sælsomt forførende ’Memoria’ sig dragende afsted i aldeles roligt og helt hypnotisk tempo. Det er en film, der tør tage sig tid til sin fortælling, til at rodfæste og opbygge sin stemning og vores hovedkarakters rejse ind i en virkelighed berørt af et mysterium med afsæt i en mystisk lyd, som kun hun kan høre.

For med et sæt vågner Jessica en nat op, da hendes nattesøvn brat afbrydes af et smæk af en dyb lyd. Men hvad er det i grunden for en lyd? Hvorfor kan kun hun høre den? Bl.a. også når den gentager sig for hende filmen igennem. Disse spørgsmål hjemsøger snart Jessica, der nu kommer på en besynderlig rejse ind i Colombias jungle i sin søgen efter svarene på lydgåden.

Som ledsager til den enigmatiske gåde finder man Tilda Swinton som Jessica, der med roligt væsen og nærmest helt slæbende stemmeføring smelter sammen med fortællingens adstadige tempo. Sammen opbygges der i smukt samspil med filmens hypnotiserende billeder af fotograf Sayombhu Mukdeeprom et omsluttende univers, hvori jeg føres ind via også en opfindsom lydside.

Thailandske Apichatpong Weerasethakul, der også har skrevet filmen, udfordrer sit publikum hele vejen rundt med ’Memoria’. Han lykkedes med at forføre og føre mig ind i fortællingens vibrerende væsen af stilhed, ro og mystik. Her er tid til eftertanke. Både for de medvirkende, men bestemt også for mig, der forgæves forsøger at finde lydgådens svar sammen med Jessica.

Ganske vist er mysteriet en plotmæssig motor for fortællingen, men filmen er altså meget mere end denne gåde og jagten på svarene. Det er en film, der tager mig med på en rejse, der udfordrer mig alle de rigtige steder. En rejse, der i billede og lyd stærkt sætter sig i min krop og i mit hoved. Jeg bliver på en gang både rundtosset og helt tosset begejstret for filmen, der både leder og vildleder. Herligt.

’Memoria’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Memoria’ har biografpremiere den 30. juni.

Ethan Hawke er forførende grum som seriemorder i ‘The Black Phone’

Biografanmeldelse: Atmosfæren er tung med urovækkende uhygge i Scott Derricksons gysende grumme ’The Black Phone’. Man bliver her ført tilbage til et farvenedtonet 1970’erne, hvor en seriemorder er på spil i det nordlige Denver. Morderen har fået tilnavnet The Grabber, da han gennem længere tid har kidnappet børn i et angst nabolag. Børn, der aldrig dukker op igen.

Da The Grabber igen slår til, kommer det helt tæt ind på livet af drengen Finney, da det er en af hans bedste venner, der forsvinder. Er det muligt, at vennen stadig er i live? Vil det lykkedes politiet at fange den morderiske kidnapper? Det er spørgsmål, som lokalsamfundet står midt i sammen med Finney, der også kæmper med mobbere i skolen og en voldelig alenefar.

’The Black Phone’ fletter således livet som en almindelig 13-årig ind i den skræmmende historie, hvor seriemorders hærgen plager en by, hvor sorgen og rædslen ligger som et tungt tæppe om samfundet. Det handler altså ikke kun om jagten på en seriemorder, men også livet som ungt barn med alt fra venskaber til spirende kærlighed og at finde sig til rette i livet.

Tag dog ikke fejl, for det er uhyggen og gruen, der er i højsædet, hvor en nærværende Mason Thames giver et naturligt portræt som Finney. Han er god. Det samme er Madeleine McGraw i rollen som hans rappe lillesøster Gwen. De to er svære ikke at holde af. Desværre bliver deres forhold til den fordrukne far lidt generisk beskrevet. Men som dramatisk brik, klarer forholdet til faren dog skærene.

Udover bl.a. filmens tungt forførende gru-atmosfære, så er et stort trumfkort for filmen også den isnende urovækkende Ethan Hawke som den uforudsigelige The Grabber. En virkelig god bøhmand i filmisk form. Han er hele filmen værd. For der er måske lidt knas i gyserhjulene, hvor bl.a. et par karaktermæssige handlinger og generiske relationsbeskrivelser, er lidt svære helt at tro på.

Det er dog langt fra nok til at rive det grusomme tæppe væk under ’The Black Phone’, der er langt overvejende vellykket, hvor der spyttes fint dramatiske elementer ned i den sitrende gysergryde i form af bl.a. forholdet de unge børn imellem, mens et overnaturligt twist i filmens præmis, løfter en måske lidt forudsigelig fortælling ind i en anden og mere overraskende verden af grusomheder.

’The Black Phone’ får 4 ud 6 stjerner:

’The Black Phone’ har biografpremiere den 23. juni.

‘Elvis’ buldrer svulstigt afsted med fænomenal Austin Butler

Biografanmeldelse: I et overdådigt væld af glimtende glitter og store diamanter åbner Baz Luhrmanns svulstige drama om Elvis Presley og hans manager Oberst Tom Parker på bombastisk vis. Det er på samme ekstravagante vej, at det biografiske drama fortsætter sin tempofyldte fortælling om The King of Rock and Roll og hans komplicerede forhold til manageren.

Det er gennem netop Tom Parker og hans voice-over, at historien fortælles, hvor man således følger Elvis’ vej fra et uprøvet talent til fuldblodsverdensstjerne og status som musikalsk ikon. Den tragiske skæbne for kongen kender vi. Filmen stiller således spørgsmålet, om det var Parker, der pressede sin stjerne for hårdt, hvilket førte til hans alt for tidlige død.

Det spørgsmål plager manageren, hvilket gøres klart i filmens start, mens spørgsmålet om, hvorvidt Parker udnyttede Elvis til egen og grådige økonomiske fordel, også er i fokus. Disse spørgsmål og heraf affødte følelsesmæssige komplikationer er interessante, særligt i samspil med netop den nu afdøde legende, hvor det indviklede forhold de to imellem er den dramatiske motor.

Det er med nærmest konstant detaljerede montageagtige scenerier, at Luhrmann har valgt at fortælle sin historie i hektisk tempo, der folder sig ud over hele 2 timer og 39 minutter. Bl.a. dette fortællermæssige greb har fart på filmen igennem, hvilket desværre ikke efterlader megen tid til det nære, nuancerede og intime i vores to hovedrollers sjæleliv og vej gennem livet.

Bl.a. gennem Parkers voice-over og filmens mange lange montager, bliver historien også langt mere tell it end show it, hvilket desværre gør, at distancen til Elvis, Parker og deres forhold bliver en kende lang. Det samme i bl.a. portrættet af Elvis’ tætte forhold til sin mor Gladys og hustruen Priscilla. Relationer, der efterlades i slipstrømmen til fordel for den visuelt overrumplende stil.

Heldigvis forfører denne formfuldendte visuelle stil også, hvilket næsten får mig til at glemme, at jeg ikke er videre følelsesmæssigt engageret i hverken Elvis’ tragedie eller Parkers plagede sind. Filmens ultimative trumfkort er imidlertid Austin Butler, der på det nærmeste er en åbenbaring i filmens titelrolle. Han bevæger sig som Elvis og taler som Elvis. Han er for vild og hele filmen værd.

Tom Hanks’ ellers ganske fine præstation som Parker blegner ved siden af filmens sande stjerner, nemlig Butlers vrikkende, svedende og magisk syngende Elvis. Han kropsliggør The King. Det mere sjælelige portræt får desværre bare ikke meget plads i Luhrmanns jagt efter at underholde visuelt. Centralt står her naturligvis også musikken, der er blevet pumpet godt og grundigt op til lejligheden.

Opdateringen af en lang række Elvis-klassikere fungerer for det meste faktisk fint i det flamboyante univers, mens det dog klinger skævt, når der forsøges inkorporeret rap-elementer. ’Elvis’ står med andre ord tilbage som et visuelt overdådigt ridt, hvor karaktererne desværre lidt ender i skyggen af Luhrmanns effektjageri, men Austin Butler kan ingen slå af pinden. Han er filmens sande konge!

’Elvis’ får 4 ud af 6 stjerner:



’Elvis’ har biografpremiere den 23. juni.

‘Verdens værste menneske’ udfolder elegant levet liv i filmisk form

Biografanmeldelse: Hvordan står det egentlig til med dig? Hvor er du i livet? Hvor vil du hen? Ja, hvad er egentlig meningen med det hele? I norske Joachim Triers elegante ’Verdens værste menneske’ møder vi den næsten 30-årige Julie. Hun har samtlige spørgsmål helt inde på livet i filmen, der folder sig ud hen over en lille håndfuld år af hendes liv.

Det står ikke vildt godt til med Julie. Hun har ikke rigtigt fundet sin retning i livet og da slet ikke sin plads. Men gør det i grunden noget? Det synes lige så meget at være hendes omverden, der stresser og presser Julie for at gøre noget andet med livet. Hun er altid sprunget fra det ene til det andet. Nu arbejder hun i en boghandel og er kærester med den nogle og 40-årige Aksel.

Aksel presser på, da han er klar til at stifte familie. Det er Julie ikke. Hun er som altid ubeslutsom og forvirret over sit liv. Hvilken retning det skal gå i. Her tegnes således et både sart, nuanceret og gribende portræt af Julie, mens jeg spejler mig i både hendes livsspørgsmål, venner og bekendte. Der er nemlig en hudløs og oprigtig ærlighed i fortællingen, der går i spænd med mit eget liv.

For selvom filmen er gjort af en prolog, 12 kapitler og en epilog, så folder fortællingen sig naturligt ud. Det hænger bl.a. også sammen med den naturlighed, man finder i de medvirkende karakterers ageren og færden i filmens levede liv. Dialogerne falder med en troværdig naturlighed hele vejen, hvor vi altså følger Julies noget kaotiske liv. Det indre så vel som det ydre liv.

En både sart og stærk Renate Reinsve formidler med hele sin krop, gestik og stemmeføring et facetteret portræt af den vægelsindede og rodløse Julie. Jeg kan ganske enkelt ikke tage øjnene fra hende. Det både i soloscener, men bestemt også i de dynamiske scener med kærester, flirter, venner, bekendte og familie. Her optegnes en fortælling, der favner livets op- og nedture.

Instruktør Joachim Trier er med sin medforfatter Eskil Vogt lykkedes med et både følsomt og skrøbeligt, bittersødt og morsomt samt tænksomt og gribende drama, der favner Julies livssituation på en måde, så jeg gennem hende også møder mig selv og det liv, jeg lever. Det med en række troværdigt dragende karakterer og medspillere, der bevæger sig ind og ud af Julies liv.

’Verdens værste menneske’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens værste menneske’ har biografpremiere den 16. juni.

‘Lightyear’ sender publikum mod det uendelige univers … igen

Biografanmeldelse: Det startede i 1995 med den første ’Toy Story’ fra Pixar. En håndfuld fortsættelser om det levende legetøj senere, får vi nu historien bag et af de populære stykker legetøj, nemlig astronauten Buzz Lightyear. Animationsfilmens titel er ’Lightyear’ og er altså ikke en solofilm om legetøjet Buzz, men derimod om den frygtløse spacerager, der inspirerede tilblivelsen af den rumglade figur.

I ’Lightyear’ møder vi således Buzz Lightyear, der med sin besætning ombord på et rumskib flere lysår væk fra Jorden uheldigvis styrter ned og strander på en fremmed planet. Buzz tager skylden på sine skuldre, hvilket tynger ham, men også motiverer ham til at hjælpe holdet væk fra den farlige planet og sikkert hjem igen. Det er naturligvis ikke sådan lige til, men missionen må og skal gennemføres.

Man møder her ikke kun filmens karismatiske og elskværdige titelkarakter, men altså også et i øvrigt veloplagt hold af andre astronauter, rekrutter og herunder ikke mindst Buzz’ nye ven i form af den søde robot-kat Sox. Et kærligt og komisk sidekick. Farerne lurer ikke kun på planetens overflade, men også i det ukendte mørke, der omgiver kloden, som de er styrtet ned på.

Det er dog ikke vildt overraskende overraskelser, filmen er rig på. Derimod er fortællingen virkelig veloplagt fortalt, hvor der er godt fart på rumeskapaderne, hvilket er med til, at jeg hænger på, selvom historien måske nok ikke er den mest opfindsomme. Helt uden sin del af interessante tematikker er Pixar-filmen ikke. Bl.a. kommer universelle temaer om, hvad det vil sige at have et hjem fint i spil.

Helt centralt står også temaet om at føle skyd. Det i skikkelse at Buzz, der bærer på skylden over at have forårsaget nedstyrtningen. Noget han kæmper for at finde ro med, mens det nuanceres med spørgsmålet, om man nu også ville gøre noget om, hvis man fik muligheden for det. Det er dog overvejende fart over feltet, onde robotter og farlige slyngplanter, der løber med opmærksomheden hos mig.

Det er absolut også ok, når nu netop action, fortælling og holdet af karakterer serveres så legende veloplagt og har et yderst engagerende animeret liv. Det hele krydres således fint med netop de relaterbare temaer, der ligger som en tankevækkende bund under al filmens sjov og ballade. ’Lightyear’ er ganske vist ikke original, som når Pixar er bedst, men den er bestemt underholdende.

’Lightyear’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Lightyear’ har biografpremiere den 16. juni.

Den sødmefulde ‘Licorice Pizza’ både charmerer og forfører

Et smukt tidsbillede på Blu-ray: Med hele vejen forførende billeder og et stemningsfuldt soundtrack, griber filmskaberen Paul Thomas Anderson mig med sit coming of age-drama ’Licorice Pizza’. Jeg bliver taget med til starten af 70’ernes Californien, hvor en liflig sødme strømmer mig i møde i mødet med den umage og charmerende duo bestående af den 15-årige Gale Valentine og den 25-årige Alana Kane.

Godt nok er der til en start en kende kold luft fra den noget ældre og rappe Alana til den yngre, men ukuelige bejler Gale, der er mindst lige så entreprenant, som han er selvsikker. Med søde ord og charme får Gale dog vendt modstand til overgivelse, hvilket afføder et umage venskab. Eller er de to nu også blot venner? Der er ikke tvivl om Gales følelser, men Alana er nok ikke helt på samme side.

’Licorice Pizza’ er ikke som sådan plotdrevet, men lever i høj grad af sin atmosfære og karakterer. Jeg hænger her ud med Gale og Alana samt flokken af øvrige personer, som de to møder på deres vej fra barn til ægte voksen. Gale gør sit for at slippe livet som dreng, mens Alana dødkeder sig som fotografassistent. De befinder sig begge i en overgangsfase, så hvor skal livet nu føre dem hen?

En yderst veloplagt Cooper Hoffman debuterer som skuespiller som den ordkække Gale, mens Alana Haim er det charmerende kvindelige modstykke, der ikke finder sig i noget pis. De to leverer dynamisk kemi, som jeg fra først til sidst var grebet af. De var en fornøjelse at hænge ud med i en skøn blanding af den første store kærlighed til det at manøvrere rundt i ungdomslivets mange følelser.

Paul Thomas Anderson har også skrevet det troværdigt flydende manuskript, der ligger naturligt i munden på de medvirkende, hvor man også gøres selskab af bl.a. en excentrisk Bradley Cooper samt en selvglad Sean Penn. Det er dog helt og holdet Cooper Hoffman og Alana Haims fortælling, som er i centrum i en film, der desuden også er rig på komisk velbalancerede scener.

Paul Thomas Anderson er lykkedes med at hive mig tilbage til et lifligt ungdomsliv i det sommerlige Californien, hvor kærligheden spirer og følelserne sprutter i den udfordrende overgang fra barn til voksen. Cooper Harper og Alana Haim er et fortryllende og charmerende bekendtskab hele vejen gennem filmens forførende atmosfære af ungdommens håb, frustrationer og uanede muligheder.

’Licorice Pizza’ udkommer på dvd og Blu-ray den 20. juni. 

‘Jurassic World: Dominion’ roder rundt med dinosaurer i overflod

Biografanmeldelse: De glubske dinosaurer er tilbage i fuldt og rovædende vigør med ’Jurassic World: Dominion’ – den tredje film i rækken af nye Jurassic-titler, som alle udspiller sig i det dinosaur-univers, som Steven Spielberg indtog verden med i 1993 med den skelsættende ’Jurassic Park’. Nu en god håndfuld film inde i franchisen, møder vi både nye og gamle ansigter.

Vi møder naturligvis igen Owen og Claire, der i den nye film – som udspiller sig fire år efter forgængeren – nu bor isoleret ude midt i en skov med deres plejedatter Maisie. Fortidens hemmeligheder og den omkringliggende verden kan dog ikke holdes på afstand for evigt. Snart er de tre således på en farlig flugt fra både skurke og sultne fortidsmonstre.

Ikke nok med det, så truer mægtige sværme af præhistoriske megagræshopper klodens afgrøder, mens de mange forskellige dinosaurer nu lever side om side med både mennesker og nutidens dyreracer. Brudt fri af deres fangenskab. Det er dog langt fra en idyllisk sameksistens, da fortidens giganter har det med at angribe og smage på klodens øvrige beboere.

’Jurassic World: Dominion’ byder således på en god portion dinosaur-hærg, hvor man nærmest hopper fra den ene actionscene til den næste, mens karaktererne glemmes en smule og forsvinder i baggrunden. Historien har endvidere det hemmelighedsfulde selskab Biosyn – som forsker i dinosaurernes gener – i lyssky spil. Her er med andre ord sin del af karakterer og plottråde at holde styr på.

Desværre lykkedes det ikke lige vellykket hele vejen, hvor hele dinosaur-molevitten bliver noget rodet og uengagerede, mens også en god stak af filmens replikker ligger en smule klodset i munden på karaktererne. Det bliver også til et lidt vaklende gensyn med den originale films treenighed i form af Ellie Sattler, Dr. Alan Grant og Ian Malcolm, det spillet af den oprindelige films skuespillere.

’Jurassic World: Dominion’ byder på trods af sin miskmaskede fortælling på sin del af medrivende dinosaur-action med de glubske bæster i spil. Her er dog et så stort overbud – ja, nærmest overforbrug – af dinosaurer, at det desværre hiver lidt magi ud af de ellers imponerende fortidsdyr. Det sagt, så er der godt fart over feltet, hvor jeg grundlæggende bliver vundet over af dinosaurerne, som jeg knuselsker.

’Jurassic World: Dominion’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Jurassic World: Dominion’ har biografpremiere den 9. juni.

‘Men’ er myrekrybende rædsel pakket ind i syret gru

Biografanmeldelse: Jo mindre du ved om gyset ’Men’, jo bedre er det. Jeg kommer derfor heller ikke til at afsløre nogle af den formidabelt urovækkende films plotmæssige overraskelser. Her venter nemlig sin del af netop overraskelser. Historien er fyldt med snedige og godt tænkte narrative drejninger, når man følger den unge kvinde Harper på en tur ud i den landlige idyl.

Hun er efter en traumatiserende oplevelse nemlig taget på en ferietur til et stort hus langt ude på landet i Englands smukke natur for at komme til hægterne igen. Du har jo nok allerede gættet det, for nej, idyllen varer naturligvis ikke ved. Hvordan historien fra dette fortællermæssige udgangspunkt arter sig, vil jeg lade stå hen i det uvisse for dig.

Det er filmskaberen Alex Garland, som her slår gruopvækkende kolbøtter i mit sind med sin stemningskrybende film. Han er manden bag de to forrygende science fiction-film: Robot-fortællingen ’Ex Machina’ og den grumme ’Annihilation’ samt den tankevækkende serie ’Des’. Han scorer med sin urovækkende ’Men’ igen et skræmmende mål. Jeg er draget af gruen fra start til slut.

Jeg ved nemlig aldrig helt, hvor jeg bliver taget hen, når man følger Harper på landferien, hvor skovene omkring hende folder deres store grønne trækroner ud og omslutter både hende og mig. Stemningsgrumt og fascinerende. Jessie Buckley er et fund som den på en gang både skrøbelige og stærke Harper, der handler på troværdig vis i fortællingens uhyggelige udfoldelse.

Jeg må heller ikke glemme en virkeligt god Rory Kinnear som landstedets socialt akavede ejer Geoffrey. Der er en tvetydighed i hans karakter, der på fornem vis også er at finde i filmen helt overordnet. For hvad er det egentlig lige, der er på færde, når ubehagelighederne tager syret til? Jeg både gyser, væmmes og får sat hjernen i sving. Stærkt!

Alex Garland har med ’Men’ skabt en original gyserfortælling, der ikke alene er rig på foruroligende atmosfære, men også er en både velskrevet, velfortalt og velspillet film, hvor ikke mindst historiens flere grumme overraskelser og hemmeligheder undervejs åbner op for sin del af spørgsmål, som transcenderer rationalet og sætter både hjerte og hjerne i gysende spil.

’Men’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Men’ har biografpremiere den 2. juni.

‘Red Rocket’ er et morsomt og bittersødt stykke med levet liv

Biografanmeldelse: Det kan være svært at starte på en frisk, når alt bare er gået helt ad helvede til. Det er i hvert fald ikke nemt for Mikey Saber i Sean Bakers morsomme og bittersøde ’Red Rocket’. Her vender den forhenværende og nu afdankede pornostjerne nemlig tilbage til sin lille og slidte hjemby i Texas. Det er dog langt fra med åbne arme, at han bliver taget imod, da han uventet tropper op.

Han banker her på sin ekskones dør. Der bliver åbnet, men det er først efter møjsommelige forsøg på at overtale hende og hendes mor, at han allernådigst får lov til at slippe indenfor og sove på sofaen i det fattige kvarter, hvor dagene synes at gå med ingenting. Mikey må nu gøre sit for at skaffe sig et job, så der kan komme penge på kontoen og han kan komme på fode igen.

Det er lettere sagt end gjort, selvom Mikey er yderst ivrig, charmerende og nærmest konstant snakkende – ikke mindst for sin syge moster. Lige lidt hjælper det ham i jobjagten – og hvad gør han så? Det er Mikeys forsøg på at vende tilbage til livet, man følger i ’Red Rocket’, der ikke som sådan er plotdrevet, men mere er et stykke med levet liv, man her dumper ned i.

Således bliver jeg en del af Mikeys kaotiske liv, men indgår også i rækken af både nye og gamle relationer, han omgiver sig med. Blandt andre ekskonen Lexi og hendes mor, der ikke sådan lige lader sig charmere, videre til byens joint-sælgende beboere og den søde unge kvinde i den lokale donut-butik. Det er alle liv, jeg engageres af med en række fine portrætter, der griber mig.

’Red Rocket’ byder altså på interessante og nuancerede skæbneportrætter, mens instruktør og medforfatter Sean Baker også på fornem vis bygger en troværdig miljøskildring op, det indfanget i billeder af både forfald og klare farver af filmens fotograf Drew Daniels. Jeg bliver lukket ind i et liv i det fattige Texas, jeg ellers ikke sådan lige, ville opleve.

Filmens helt store trumfkort er en magnetisk Simon Rex som Mikey. Han balancerer mellem det manisk sniksnakkende, morsomme og dybt charmerende, der kan overbevise enhver om, at drømmen findes lige om hjørnet. Hele hans krop bevæger sig naturligt i miljøet, mens ordene falder naturligt i hans mund. Han er som en rød raket, der tordner derudad. Det er bare om at følge med.

’Red Rocket’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Red Rocket’ har biografpremiere den 2. juni.