Biografanmeldelse: Med mytisk schwung sniger Apichatpong Weerasethakuls sælsomt forførende ’Memoria’ sig dragende afsted i aldeles roligt og helt hypnotisk tempo. Det er en film, der tør tage sig tid til sin fortælling, til at rodfæste og opbygge sin stemning og vores hovedkarakters rejse ind i en virkelighed berørt af et mysterium med afsæt i en mystisk lyd, som kun hun kan høre.

For med et sæt vågner Jessica en nat op, da hendes nattesøvn brat afbrydes af et smæk af en dyb lyd. Men hvad er det i grunden for en lyd? Hvorfor kan kun hun høre den? Bl.a. også når den gentager sig for hende filmen igennem. Disse spørgsmål hjemsøger snart Jessica, der nu kommer på en besynderlig rejse ind i Colombias jungle i sin søgen efter svarene på lydgåden.

Som ledsager til den enigmatiske gåde finder man Tilda Swinton som Jessica, der med roligt væsen og nærmest helt slæbende stemmeføring smelter sammen med fortællingens adstadige tempo. Sammen opbygges der i smukt samspil med filmens hypnotiserende billeder af fotograf Sayombhu Mukdeeprom et omsluttende univers, hvori jeg føres ind via også en opfindsom lydside.

Thailandske Apichatpong Weerasethakul, der også har skrevet filmen, udfordrer sit publikum hele vejen rundt med ’Memoria’. Han lykkedes med at forføre og føre mig ind i fortællingens vibrerende væsen af stilhed, ro og mystik. Her er tid til eftertanke. Både for de medvirkende, men bestemt også for mig, der forgæves forsøger at finde lydgådens svar sammen med Jessica.

Ganske vist er mysteriet en plotmæssig motor for fortællingen, men filmen er altså meget mere end denne gåde og jagten på svarene. Det er en film, der tager mig med på en rejse, der udfordrer mig alle de rigtige steder. En rejse, der i billede og lyd stærkt sætter sig i min krop og i mit hoved. Jeg bliver på en gang både rundtosset og helt tosset begejstret for filmen, der både leder og vildleder. Herligt.

’Memoria’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Memoria’ har biografpremiere den 30. juni.

Biografanmeldelse: I et overdådigt væld af glimtende glitter og store diamanter åbner Baz Luhrmanns svulstige drama om Elvis Presley og hans manager Oberst Tom Parker på bombastisk vis. Det er på samme ekstravagante vej, at det biografiske drama fortsætter sin tempofyldte fortælling om The King of Rock and Roll og hans komplicerede forhold til manageren.

Det er gennem netop Tom Parker og hans voice-over, at historien fortælles, hvor man således følger Elvis’ vej fra et uprøvet talent til fuldblodsverdensstjerne og status som musikalsk ikon. Den tragiske skæbne for kongen kender vi. Filmen stiller således spørgsmålet, om det var Parker, der pressede sin stjerne for hårdt, hvilket førte til hans alt for tidlige død.

Det spørgsmål plager manageren, hvilket gøres klart i filmens start, mens spørgsmålet om, hvorvidt Parker udnyttede Elvis til egen og grådige økonomiske fordel, også er i fokus. Disse spørgsmål og heraf affødte følelsesmæssige komplikationer er interessante, særligt i samspil med netop den nu afdøde legende, hvor det indviklede forhold de to imellem er den dramatiske motor.

Det er med nærmest konstant detaljerede montageagtige scenerier, at Luhrmann har valgt at fortælle sin historie i hektisk tempo, der folder sig ud over hele 2 timer og 39 minutter. Bl.a. dette fortællermæssige greb har fart på filmen igennem, hvilket desværre ikke efterlader megen tid til det nære, nuancerede og intime i vores to hovedrollers sjæleliv og vej gennem livet.

Bl.a. gennem Parkers voice-over og filmens mange lange montager, bliver historien også langt mere tell it end show it, hvilket desværre gør, at distancen til Elvis, Parker og deres forhold bliver en kende lang. Det samme i bl.a. portrættet af Elvis’ tætte forhold til sin mor Gladys og hustruen Priscilla. Relationer, der efterlades i slipstrømmen til fordel for den visuelt overrumplende stil.

Heldigvis forfører denne formfuldendte visuelle stil også, hvilket næsten får mig til at glemme, at jeg ikke er videre følelsesmæssigt engageret i hverken Elvis’ tragedie eller Parkers plagede sind. Filmens ultimative trumfkort er imidlertid Austin Butler, der på det nærmeste er en åbenbaring i filmens titelrolle. Han bevæger sig som Elvis og taler som Elvis. Han er for vild og hele filmen værd.

Tom Hanks’ ellers ganske fine præstation som Parker blegner ved siden af filmens sande stjerner, nemlig Butlers vrikkende, svedende og magisk syngende Elvis. Han kropsliggør The King. Det mere sjælelige portræt får desværre bare ikke meget plads i Luhrmanns jagt efter at underholde visuelt. Centralt står her naturligvis også musikken, der er blevet pumpet godt og grundigt op til lejligheden.

Opdateringen af en lang række Elvis-klassikere fungerer for det meste faktisk fint i det flamboyante univers, mens det dog klinger skævt, når der forsøges inkorporeret rap-elementer. ’Elvis’ står med andre ord tilbage som et visuelt overdådigt ridt, hvor karaktererne desværre lidt ender i skyggen af Luhrmanns effektjageri, men Austin Butler kan ingen slå af pinden. Han er filmens sande konge!

’Elvis’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Elvis’ har biografpremiere den 23. juni.

Biografanmeldelse: Det startede i 1995 med den første ’Toy Story’ fra Pixar. En håndfuld fortsættelser om det levende legetøj senere, får vi nu historien bag et af de populære stykker legetøj, nemlig astronauten Buzz Lightyear. Animationsfilmens titel er ’Lightyear’ og er altså ikke en solofilm om legetøjet Buzz, men derimod om den frygtløse spacerager, der inspirerede tilblivelsen af den rumglade figur.

I ’Lightyear’ møder vi således Buzz Lightyear, der med sin besætning ombord på et rumskib flere lysår væk fra Jorden uheldigvis styrter ned og strander på en fremmed planet. Buzz tager skylden på sine skuldre, hvilket tynger ham, men også motiverer ham til at hjælpe holdet væk fra den farlige planet og sikkert hjem igen. Det er naturligvis ikke sådan lige til, men missionen må og skal gennemføres.

Man møder her ikke kun filmens karismatiske og elskværdige titelkarakter, men altså også et i øvrigt veloplagt hold af andre astronauter, rekrutter og herunder ikke mindst Buzz’ nye ven i form af den søde robot-kat Sox. Et kærligt og komisk sidekick. Farerne lurer ikke kun på planetens overflade, men også i det ukendte mørke, der omgiver kloden, som de er styrtet ned på.

Det er dog ikke vildt overraskende overraskelser, filmen er rig på. Derimod er fortællingen virkelig veloplagt fortalt, hvor der er godt fart på rumeskapaderne, hvilket er med til, at jeg hænger på, selvom historien måske nok ikke er den mest opfindsomme. Helt uden sin del af interessante tematikker er Pixar-filmen ikke. Bl.a. kommer universelle temaer om, hvad det vil sige at have et hjem fint i spil.

Helt centralt står også temaet om at føle skyd. Det i skikkelse at Buzz, der bærer på skylden over at have forårsaget nedstyrtningen. Noget han kæmper for at finde ro med, mens det nuanceres med spørgsmålet, om man nu også ville gøre noget om, hvis man fik muligheden for det. Det er dog overvejende fart over feltet, onde robotter og farlige slyngplanter, der løber med opmærksomheden hos mig.

Det er absolut også ok, når nu netop action, fortælling og holdet af karakterer serveres så legende veloplagt og har et yderst engagerende animeret liv. Det hele krydres således fint med netop de relaterbare temaer, der ligger som en tankevækkende bund under al filmens sjov og ballade. ’Lightyear’ er ganske vist ikke original, som når Pixar er bedst, men den er bestemt underholdende.

’Lightyear’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Lightyear’ har biografpremiere den 16. juni.

Biografanmeldelse: De glubske dinosaurer er tilbage i fuldt og rovædende vigør med ’Jurassic World: Dominion’ – den tredje film i rækken af nye Jurassic-titler, som alle udspiller sig i det dinosaur-univers, som Steven Spielberg indtog verden med i 1993 med den skelsættende ’Jurassic Park’. Nu en god håndfuld film inde i franchisen, møder vi både nye og gamle ansigter.

Vi møder naturligvis igen Owen og Claire, der i den nye film – som udspiller sig fire år efter forgængeren – nu bor isoleret ude midt i en skov med deres plejedatter Maisie. Fortidens hemmeligheder og den omkringliggende verden kan dog ikke holdes på afstand for evigt. Snart er de tre således på en farlig flugt fra både skurke og sultne fortidsmonstre.

Ikke nok med det, så truer mægtige sværme af præhistoriske megagræshopper klodens afgrøder, mens de mange forskellige dinosaurer nu lever side om side med både mennesker og nutidens dyreracer. Brudt fri af deres fangenskab. Det er dog langt fra en idyllisk sameksistens, da fortidens giganter har det med at angribe og smage på klodens øvrige beboere.

’Jurassic World: Dominion’ byder således på en god portion dinosaur-hærg, hvor man nærmest hopper fra den ene actionscene til den næste, mens karaktererne glemmes en smule og forsvinder i baggrunden. Historien har endvidere det hemmelighedsfulde selskab Biosyn – som forsker i dinosaurernes gener – i lyssky spil. Her er med andre ord sin del af karakterer og plottråde at holde styr på.

Desværre lykkedes det ikke lige vellykket hele vejen, hvor hele dinosaur-molevitten bliver noget rodet og uengagerede, mens også en god stak af filmens replikker ligger en smule klodset i munden på karaktererne. Det bliver også til et lidt vaklende gensyn med den originale films treenighed i form af Ellie Sattler, Dr. Alan Grant og Ian Malcolm, det spillet af den oprindelige films skuespillere.

’Jurassic World: Dominion’ byder på trods af sin miskmaskede fortælling på sin del af medrivende dinosaur-action med de glubske bæster i spil. Her er dog et så stort overbud – ja, nærmest overforbrug – af dinosaurer, at det desværre hiver lidt magi ud af de ellers imponerende fortidsdyr. Det sagt, så er der godt fart over feltet, hvor jeg grundlæggende bliver vundet over af dinosaurerne, som jeg knuselsker.

’Jurassic World: Dominion’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Jurassic World: Dominion’ har biografpremiere den 9. juni.