‘Venom: Let There Be Carnage’ er en topfjollet omgang antihelte

/i /af

Antihelt på 4K Ultra HD: Den sultne symbiot Venom er tilbage i samspil med Tom Hardy, der i ’Venom: Let There Be Carnage’ atter spiller journalisten Eddie Brock, som gik i ét med netop den sorte symbiot med det store tandsæt i forgængeren fra 2018. Eddie forsøger nu at rette op på sin skræntende karriere, hvorfor han da også takker ja til at interviewe den dødsdømte seriemorder Cletus Kasady.

Deres møde bliver starten på en helt ny skurk, som får symbiotisk liv med Cletus. Således fødes den blodrøde og brutale Carnage, der på dansk har lydt navnet Splatter. Der er dog ikke meget blodrødt splat over Carnages hærgen. Alle drab er blodløse eller sker off-screen. Desuden forbliver den splattede skurk et ufarligt bekendtskab, der aldrig formår at skræmme eller indgyde frygt i mig.

Det hænger bl.a. sammen med, at filmen hele vejen forfalder til kæk komik og cheesy one-liners, hvor særligt det umage samspil mellem Venom og Eddie er topfjollet. Her rammes der langt fra mest komisk plet, mens der skydes notorisk ved siden af med de mange rappe replikker. Andre fandt dog de såkaldte morsomheder mere morsomme end undertegnede, hvilket salens spredte latter vidnede om.

’Venom: Let There Be Carnage’ er altså en topfjollet og gakket omgang action med komediens konstante tilstedeværelse. Historien er flad, selvom der prøves etableret en form for psykologisk dybde og et følelsesmæssigt motiv for både Venom aka Eddie og Carnage. Det handler om kærlighed, hvilket da også er med til at suge yderlige af uhyggen ud af superskurken, som desuden synes ret så fejlcastet.

I den ækle rolle finder man nemlig Woody Harrelson, der er mere karikeret end skræmmende. Han mangler karismaen, som han ellers er garant for. Det hele virker bare slapt og halvhjertet, selvom både Harrelson og Hardy da sikkert har haft det sjovt med at spille deres respektive karakterer. Det hjælper dog en smule, at den omgang nonsens, som udgiver sig for at være en stramt skåret fortælling, er blot 97 minutter.

Heldigvis er filmen netop ikke længere, hvilket trods alt er med til at løjerne holder et ganske fint tempo i en fortælling, der bare aldrig rigtigt bliver engagerende, men trods alt underholder mildt i skikkelse af bl.a. Carnage, som ganske vist ikke er uhyggelig, men ser sej ud. ’Venom: Let There Be Carnage’ er kort fortalt en topfjollet stinker, der takket være en ferm spilletid og et fint tempo får kradset sig op på to stjerner.

Ekstramateriale: 4K Ultra HD-udgivelsen byder også på filmen på dvd, mens man også kan dykke yderligere ned i filmen med bl.a. spas fra settet, slettede scener og en række featuetter, der bl.a. ser på filmens action, filmens hovedperson og Cletus ‘Carnage’ Kasady med mere.

’Venom: Let There Be Carnage’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 7. februar.

Kødets lyster skælver liderligt i nonneland i ‘Benedetta’

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi befinder os i 1700-tallets Italien, hvor man kommer med indenfor murene på et kloster i byen Pescia. Her møder vi nonnen Benedetta, der blev optaget i de religiøse omgivelser som barn. Hun er nu en voksen kvinde med et liv viet til sin tro. Da hun imidlertid begynder at få religiøse syn med Jesus i centrum, ændrer det også hendes syn på verden og sig selv.

Disse mirakuløse syn bliver ligeledes starten på en rejse ind i kødets forbudte lyster for den ellers fromme nonne. Lysterne bliver kun forstærket, da den unge kvinde Bartolomea en dag ankommer til klostret. De to kvinder udvikler nu et lesbisk forhold, hvor de udforsker hinandens begær og kroppe. Det er en farlig vej, de to er på vej ned ad, da den katolske kirke ikke just ser mildt på den slags.

Det er en hele vejen dragende, nuanceret og intens Virginie Efira, der leder an som Benedetta i det historiske drama, som desuden er inspireret af virkelige begivenheder. Daphne Patakia portrætterer den mere udfordrende og egenrådige Bartolomea. De to har sammen medrivende nonne-kemi for fuldt begær. Der bliver da heller ikke skjult meget i scenerne, hvor de to giver efter for deres lyster.

Mesterinstruktøren Paul Verhoeven har et virkelig stærkt greb om både dramaets religiøse side og fortællingens lidenskabelige lyster, der i dynamisk samspil driver den gribende historie frem, hvor Benedetta i den grad bliver udfordret på sin tro. Og hvad er egentlig op og ned på hendes syner? Er de ægte eller er der noget andet på spil?

Således snor dramaet sig om tematikker som skyld, skam og synd, hvor kroppen er fjenden for nonnerne, der gør alt for at undgå at hengive sig til den forbudte frugt. Det er denne grænse vores to hovedroller i den grad overskrider. Det på medrivende vis, hvor det ligeledes lykkedes at sætte deres fortælling i en større historisk og religiøs kontekst, der åbner filmens verden op på forførende vis.

Den garvede og altid seværdige Charlotte Rampling indtager desuden rollen som kynisk og streg abbedisse. Hun er absolut et stærkt krydderi til vores to hovedrollers sprængfarlige samspil. Den i dag 83-årige Paul Verhoeven her kort fortalt med ’Benedetta’ skabt et dragende drama, der på fascinerende vis sammensmelter sex og begær med religiøsitet og tro. Formidabelt blasfemisk.

’Benedetta’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Benedetta’ har biografpremiere den 10. marts.

‘The Lost Daughter’ tager livtag med det svære moderskab

/i , /af

Biografanmeldelse: Moderskab, tabuer og fortidens spøgelser foldes gribende ud i det afdæmpede og subtilt fortalte drama ’The Lost Daughter’. Her leder Olivia Colman engagerende an som den nogle og 40-årige Leda, der er taget på en soloferie til Grækenland. Dagene går bl.a. her med solen højt på himlen og i en liggestol på stranden, hvor alt tilsyneladende ånder fred og idyl.

Strandferien forbliver dog ikke den rolige afslapning, som Leda nok havde ønsket sig. For i mødet med andre strandgæster, får hun nu rippet op i egne skeletter i skabene fra fortiden og sin egen rolle som mor til to voksne døtre. Således får Ledas fortælling og fortid liv gennem bl.a. fine krydsklip til hendes tid som ung mor og nutiden på ferie.

Det er bl.a. med dette enkle fortællegreb, at den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Maggie Gyllenhaal fastholder og holder et stærkt greb om både sin tankevækkende, rørende og spændende historie samt de forskellige karakterer, vi her kommer til at kende. Det hele med Olivia Colmans nuancerede portræt som anker og centrum for dramaet.

’The Lost Daughter’ er desuden besat af naturligt spillende skuespillere, der fornemt supplerer og motiverer handlingen og Ledas indre rejse til både sin fortid og nutid. Her finder man bl.a. Dakota Johnson som en af de øvrige strandgæster, Ed Harris som altmuligmand, Peter Sarsgaard som akademiker samt ikke mindst Jessie Buckley som den unge Leda, vi møder i filmens flashbacks.

Jo længere man kommer ind i filmen og Ledas karakter, jo flere skyggesider og traumatiske oplevelser dukker der op. Det er gribende udfoldet og velfortalt. Det selvom der undervejs også er et par pointer, som synes genfortalt en tand for meget for sit eget bedste. Langt overvejende er her dog tale om en underspillet, men bestemt også både intens og sine steder helt nervepirrende film.

Maggie Gyllenhaal, som man måske nok først og fremmest vil kende som skuespiller, er med ’The Lost Daughter’ kort fortalt trådt særdeles stærkt ind på scenen som både instruktør og manuskriptforfatter. Olivia Colman ejer alle sine scener i en film, der desuden er rig på dragende feriestemning og svære emner som tab, moderskab, sorg og fortrydelse. Stærkt!

’The Lost Daughter’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Lost Daughter’ har biografpremiere den 10. marts.

Foo Fighters kæmper mod ondskaben i ‘Studio 666’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvorvidt man skal være hardcore fan af Foo Fighters for sådan rigtigt at kunne sætte pris på deres gyser-komedie ’Studio 666’, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg lytter selv med mellemrum til bandet, men nogen hardcore fan er jeg ikke. Til gengæld er jeg hardcore gyserfan, og der er absolut flere ting, der spiller splattet godt i filmen, der desværre bliver for lang for sit eget bedste.

Men hvad handler det overnaturlige gys så om? Foo Fighters – det rigtige band – står overfor at skulle lave deres 10. album. Det skal selvsagt være noget helt specielt. Så med bandets frontmand Dave Grohl som primus motor, flytter de nu ind i en gammel og knirkende villa for at indspille albummet. Villaen huser dog en blodig fortid, der nu sniger sig grumt ind på bandet.

Der lurer nemlig noget dæmonisk i skyggerne, hvilket Grohl hurtigt fornemmer, men slår hen igen. Således kan optagelserne starte, men skriveblokaden sætter ind – og hvad stiller Grohl og co. så op? Herfra er det i et noget tungt tempo, at fortællingen folder sig ud. Der krybes olmt fra den ene til den anden scene, hvor bl.a. rødøjede dæmoner lurer i mørket, mens Grohl bliver mere og mere manisk.

Det er præmissen, hvilket egentlig er cool. For hey, kombinationen af tung rock, bandet og her karismatiske Grohl samt en portion blodig gore på den overvejende gammeldags facon afføder ganske fin gyserunderholdning i den lette ende, mens genren tages under kærlig, kæk og selvbevidst behandling. ’Studio 666’ er uden tvivl lavet med det blodige hjerte på rette sted.

Jeg fornemmer i hvert fald en oprigtighed i projektet og det konstante glimt i øjet, hvor dynamikken i bandet og deres gode energi smitter af på mig. De har uden tvivl haft det sjovt med at lege gyserfilm, så det har jeg også – i hvert fald et stykke af vejen. For desværre trækkes historien i langdrag og bliver noget træg undervejs, hvor scenerne begynder at minde om hinanden.

Det sagt, så diskes der op med flere fint sjaskede drab, et par seje dæmoner og sin del af medrivende musik, hvor det overvejende er Grohl, der bærer læsset, hvilket han sådan cirka slipper afsted med takket være bl.a. også filmens kække tilgang gyset, der emmer af 80’erne, hvor bl.a. skrækmesteren John Carpenter dukker op i en cool cameo og ikke mindst på lydsiden. Sejt!

’Studio 666’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Studio 666’ har biografpremiere den 10. marts.

‘Last Night in Soho’ leverer filmmagisk nostalgi med et tidstwist

/i /af

Filmmagi på 4K Ultra HD: Tiden slår krøller og identiteter knuder i Edgar Wrights tidslegende tur frem og tilbage mellem Londons svingende 60’ere og nutiden. 60’er-nostalgien får således frit løb, når man her følger Eloise, der flytter til Storbritanniens hovedstad for at studere mode. Med sig har hun dog en fortid, der kommer til at spille hende et psykologisk puds.

På mystisk vis får Eloise nemlig via drømmesyner adgang tilbage i tiden, hvor hun forføres af Sandie, en sangerinde in spe på de røgfyldte natklubber i byen. Eloise er allerede fascineret af 60’ernes mode, musik og miljø, hvorfor det ikke er underligt, at hun drages af den tidsperiode. Men som synerne udvikler sig, begynder Eloises psyke også at påvirkes i en mere farlig retning.

Spørgsmålet om, hvordan denne tidsknude hænger sammen med nutiden, påvirker kun mere og mere den unge studerende. I spændingsfeltet mellem nostalgi og dens skyggeside samt et coming of age-drama, sniger også det psykologiske gys sig ind. Jeg blev – som Eloise – forført af det tidshoppende mysterie, 60’erne og Sandie, mens det forrygende soundtrack komplimenterer filmen på svingende vis.

Jeg kunne undervejs ikke helt lure i hvilken retning fortællingen skulle tage mig, hvilket var en herlig leg med mine forventninger, hvor netop den overraskende rejse fik fat i mig fra start til slut. Fra de veliscenesatte musikscener, til den ganske urovækkende tidsrejse og portrættet af den plagede Eloise, der spilles med både fin naivitet og passioneret styrke af Thomasin McKenzie.

60’ernes Sandie portrætteres af den storøjede Anya Taylor-Joy, der bringer vaskeægte stjernemagi til bordet. Jeg forstår, hvorfor Eloise forføres af hende. Matt Smith spiller manageren Jack på både charmerende og farlig vis, mens biroller fint bringes i spil med Eloise, der kæmper med sig selv og tidsmysteriet, som jeg gribes af sammen med den unge tøjdesigner.

’Last Night in Soho’ er den mindst Edgar Wright-ske film. Han er bl.a. kendt for sine hurtige klip og detaljeskud i fuld fart i film som zombie-komedien ’Shaun of the Dead’ og heist-filmen ’Baby Driver’. Dog er hans sans for bl.a. musikalsk timing, opfindsomt kameraarbejde og en medrivende udfoldet historie intakt. Kort fortalt er her tale om en nostalgiforrygende og filmmagisk tidsknude af mystik. Stærkt!

Ekstramateriale: Udover at 4K Ultra HD-udgivelsen også byder på filmen på Blu-ray, så finder man også en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke mere ned i filmen og dens tilblivelse. Her finder man blandt andet slettede scener samt et kig bag kulisserne med folkene bag filmen.

’Last Night in Soho’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K UHD den 12. april.

‘The Batman’ omfavner mørket i mere end en forstand

/i , /af

Biografanmeldelse: Batman er tilbage for fuld dysterhed. Mørket lukker sig nemlig i ’The Batman’ om Gotham City, både visuelt, men også i overført betydning. Kriminaliteten er tårnhøj og stofferne florerer i gaderne. Ikke nok med det, så indfinder en gal seriemorder sig i byen, der under navnet Riddler slår højtstående personer ihjel og efterlader kringlede gåder på gerningsstederne.

Det er nu op til Batman – som disse gåder bl.a. adresseres til – at stoppe morderen, inden han slår til igen. Og igen. Og igen. Med hjælp fra kriminalbetjent Gordon begiver Nattens Ridder sig nu ind i et menneskeligt mørke. Både sit eget, morderen og byens mørke. Han vil gøre en forskel. Han vil udradere ondskaben. Give håb til en by i forfald. Men hvad vil det koste ham og byen?

Den kappeklædte helt er altså tilbage i ny og intimiderende form, der gemmer på en mut Robert Pattinson bag masken. Han er en god, melankolsk og alvorlig Batman, men en mindre formfuldendt Bruce Wayne. Det her er klart Batmans film. En ung Batman, der er ved at finde sit fodfæste som helt, mens historien mere smager af thriller og detektivfortælling end af tjubang og superhelte-action. Det fungerer.

’The Batman’ er mørk, mørkere, mørkest. Det er alvor og gravalvorligt, når vi også støder på skurke som en klam udgave af the Penguin og gangsterbossen Carmine Falcone samt en tvetydig Catwoman, der ligeledes er på jagt i natten. Paul Dano er frygtindgydende vanvittig som Riddler, Colin Farrell ukendeligt ækel som Penguin og Zoë Kravitz er en hårdtslående sensuel Catwoman. Stærkt!

Med filmens spilletid på hele tre timer, bliver fortællingen – dens kompleksitet til trods – desværre sine steder lidt lang i spyttet, mens bl.a. også nogle psykologiske mekanismer i Batman-karakteren af og til bliver skåret lidt for meget ud i pap. Det sagt, er instruktør og medforfatter Matt Reeves lykkedes virkeligt dragende godt med at dystert univers, der huser overbevisende ondskab og kold kynisme.

Jeg er ganske enkelt forgabt i det mørke univers, filmens sine steder vaklende skridt til trods. ’The Batman’ er kort fortalt et dejligt dystert dyk ned i Batman-myten og et spændende nyt spark til helten, hvor jeg dog håber på et bedre indblik i Bruce Wayne i fremtiden. For vi får forhåbentlig endnu en film – og gerne flere – i denne nye inkarnation af universet med Gothams frelser: The Batman!

’The Batman’ får 5 ud af 6 stjerner:



’The Batman’ har biografpremiere den 3. marts.

‘Parallelle mødre’ tager sig dramatisk dragende af moderskabet

/i , /af

Biografanmeldelse: Moderskabet står som en spirende piedestal helt centralt i den spanske filmskaber Pedro Almodóvars nyeste og farverige værk ’Parallelle mødre’, mens her også gives dramatisk plads til temaer som fælles traumer og fortidens spøgelser. Vi møder her to gravide singlekvinder, der ender på samme fødestue og med hver deres nyfødte baby i favnen.

Henholdsvis fotografen Janis, der er omkring de 40, mens den noget yngre teenager Ana ikke helt har fundet sin vej i livet endnu. Forskellene stopper dog ikke der. For hvor Janis står stærkt midt i livet og med stor glæde i øjnene over at skulle være mor, er Ana mere usikker og desuden blevet gravid under tragiske omstændigheder. Fælles for dem begge er dog, at graviditeten ikke var planlagt.

Selvom modsætningerne mellem de to kvinder ved første øjekast måske nok står stærkest frem, binder ikke mindst moderskabet de to sammen her på fødegangen, hvilket skal vise sig at blive starten på et uventet venskab, der får stor betydning for dem begge. Det er således kvinder, moderskab og forholdet mellem disse, der agerer dramatisk guide gennem filmen.

Penélope Cruz indtager med nærvær, karisma og dramatisk tyngde rollen som Janis, der forsøger at jonglere sin nye rolle som alenemor og samtidig håndtere fortidens skygger fra borgerkrigen, der trækker tragiske tråde ind i hendes familie. Milena Smit giver som Ana et følsomt og sart portræt af en kvinde, der har svært ved at finde fodfæste i livet og i sig selv. De to sammen er dynamisk godt forløst.

Det er derfor også til at leve med, at fortællingen og beskrivelsen af vores to hovedrolleindehavere undervejs måske nok mister lidt nerve og dramatisk fremdrift. Hertil kommer den forførende palet af stærke farver som dybe grønne, røde og orange, der pirrer mine øjne mellem kulturelt velfunderede bogreoler og kunst på væggene i bl.a. Janis’ hjem. Det er visuelt stimulerende.

Pedro Almodóvar har med ’Parallelle mødre’ skabt en for det meste af vejen ganske dramatisk dragende fortælling om kvinder, moderskab, fælles traumer og personlige tragedier, der som helhed måske nok vakler lidt, men som fortælling alt sammen peger mod lysere tider. Det er bare med at se fortidens spøgelser i øjnene, hvis fortidens mørke skal byttes ud med en lys fremtid.

’Parallelle mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Parallelle mødre’ har premiere den 3. marts.

Eddie Murphy er tilbage i ikonisk rolle med ‘Coming 2 America’

/i /af

Komedie på Blu-ray: Eddie Murphy er vist det, man roligt kan kalde for en levende komedielegende. Tænk blot på film som blandt andre Beverly Hills Cop-filmene (med den herlige danske titel ‘Frækkere end politiet tillader), ‘Trading Places’ (Også med en herlig dansk titel: ‘Bossen og bumsen’) samt 48 Hrs. – for slet ikke at tale om hans kække og skarpe stand-up.

Nå ja, jeg må jo altså bestemt ikke glemme John Landis’ komedie-klassiker ‘Coming to America’ fra 1988. Her møder vi som kendt den yderst velhavende og forkælede prins Akeem – spillet uforglemmeligt af Eddie Murphy. Han drager i 80’erne fra Afrika til Queens i New York, hvor han går undercover for at finde en hustru, der vil elske ham for den, han er og ikke fordi, han er en prins.

Nu er Akeem så tilbage mere end 30 år senere. Denne gang som konge, Det sammen med sin tro væbner og rådgiver Semmi. For fra det frodige kongerige Zamunda tager den nykronede Akeem og Semmi. Begge naturligvis atter spillet af Eddie Murphy og Arsenio Hall.

Det umage par drager denne gang ud på nye strabadser, der atter engang sender dem til den anden side af verden. Nemig hele vejen fra Afrika og tilbage til Queens i New York, hvor det hele begyndte. Akeem finder nemlig ud af, at han har en søn, der bor i USA, hvorfor Akeem nu tager rejsen for at få en relation til sin søn og kommende arving.

Meget kan man mene om denne måde at tage en udødelig klassiker for så at genoplive dens succes og elskede karakterer. Men ikke desto mindre er det trods alt både netop Eddie Murphy og Arsenio Hall, der altså gentager deres roller i stedet for at smække andre skuespillere ind i rollerne. Hjertet må man tro er på rette sted.

Blu-ray-udgivelsen med ‘Coming 2 America’ byder desuden på en omgang ekstramateriale. Her finder man et kommentarspor med filmens instruktør Craig Brewer samt et kig på turen fra Queens til Zumunda.

‘Coming 2 America’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. marts.

‘Clifford – Den Store Røde Hund’ er en ikke helt almindelig vovse

/i /af

Familiefilm på Blu-ray: Verden er fyldt med hundeejere og ikke mindst også hunde i mange forskellige former og farver. Men ingen hund er helt som Clifford. For som filmens titel antyder, ‘Clifford – Den Store Røde Hund’, så er Clifford nemlig, ja, stor og rød. Det starter den dog ikke med at være.

I filmen følger man nemlig den 12-årige Emily, der netop får hunden Clifford i gave. Altså, i form af en lille nuttet hvalp. Men Clifford forbliver langt fra lille, men absolut stadig nuttet. For på magisk vis vokser hvalpen nemlig til at blive kæmpestor, når den oplever kærlighed. Ja, nærmest større end familien til sammen! Og hvordan pokker skal det dog ikke ende?

‘Clifford – Den store, røde hund’ er baseret på børnebøgerne af Norman Bridwell, hvoraf den første udkom tilbage i 1963. Det er ikke første gang, at hunden Clifford bringes til live i et medie udover bøgernes verden.

Fortællingen om den store røde hund har nemlig tidligere også set dagens lys i blandt andet op til flere tv-serier. Blu-ray-udgivelsen af ‘Clifford – Den Store Røde Hund’ byder desuden også på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet får slettede scener, et kig på magien bag filmen med mere.

‘Clifford – Den Store Røde Hund’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. marts.