‘Eternals’ er et skønt og svulstigt superheltebrag

Marvel-helte på Blu-ray: De fleste superheltefans kender vel efterhånden helte som Iron Man, Captain America og Black Widow. Med ’Eternals’ bliver vi i Marvels filmiske univers nu introduceret for en ny række af helte, nemlig de udødelige Eternals. ’De evige’ har levet her på Jorden i tusindvis af år, hvor de fra et liv i skyggerne både har beskyttet menneskeheden og været med til at forme dens udvikling.

Nu er gruppen af de mægtige Eternals imidlertid spredt ud over kloden, men da glubske monstre – såkaldte Deviants – på ny truer livet på Jorden med den totale destruktion, må holdet af udødelige samles for at redde menneskeheden. ’De evige’ får brug for hver af deres unikke evner i den farlige kamp, hvor både lasersyn, utrolig styrke og det at kunne replikere sig selv og andre må tages i brug.

(© 2022 Marvel)

Det er kort fortalt udgangspunktet for Marvels film nummer 26, hvor døren åbnes ind til et nyt kapitel i den store franchise – det i form af nye helte, mens filmen bl.a. også i tone og udtryk forsøger at gå ned ad ubetrådte Marvel-stier. Valget af instruktør var da også, da det blev annonceret, lidt af en overraskelse for nok de fleste – også for undertegnede. I instruktørstolen finder man nemlig Chloé Zhao.

Chloé Zhao, der også har været medforfatter på filmen, har tidligere stået bag meget mindre svulstige, action-tunge og effektbårne film. Tænk blot på det afdæmpede drama ’Nomadland’, der bl.a. tog Oscars hjem for bedste film og instruktion. Så selvom ’Eternals’ måske ikke ender med et radikalt andet udtryk end andre Marvel-film, skiller den sig dog ud, bl.a. med sine nedtonede farver og flere natursmukke scener.

(© 2022 Marvel)

Her er dog ikke tale om en alvorstung superhelte-sag, selvom den dramatiske alvor dog absolut er til stede, men i høj grad en storslået omgang action-eskapisme med kosmiske helte, vilde våben og ækle monstre. Det er derfor også en skam, at filmen sine steder løber ned ad generiske stier i superhelteland, mens spilletiden på hele to timer og 36 minutter bliver for lang for fortællingens eget bedste.

Det sagt, så var jeg langt overvejende virkelig godt underholdt af de svulstige løjer og medrivende action-scener, hvor bl.a. Angelina Jolie er en bad-ass krigerinde, mens Richard Madden desværre er noget fersk som Ikaris. Så er der mere engagerende gods i bl.a. Salma Hayek, Gemma Chan og Kumail Nanjianis roller. Ja, ’Eternals’ stillede bestemt min superhelte-sult med dette friske nye pust i Marvel-land.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en smule ekstramateriale, hvor man således kan få et bedre indblik i filmen og dens univers, bl.a. med slettede scener og ikke mindst et kommentarspor.

’Eternals’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 27. januar.

‘Scream’ er en veloplagt og blodig tur tilbage til Woodsboro

Biografanmeldelse: Det er tilbage i 1996, at den første blodige telefonopringning ramte verden med Wes Cravens nyklassiker og underholdende meta-slasher ’Scream’. Nu 26 år efter den første film – og 11 år efter den seneste – får vi med ’Scream’ et nyt og femte kapitel i franchisen med den dræberglade Ghostface tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele startede.

Vi skal således til det igen. Nemlig gættelegen på hvem, der mon gemmer sig bag den morderiske maske. Vi skal til meta-legen, hvor der vanen tro for franchisen refereres til diverse skrækfilm og Scream-serien selv. Denne femte film leger således også veloplagt med gysergenren, dens uskrevne regler og velkendte konventioner. Det er fortsat en underholdende gyserleg at være en del af.

For ’Scream’ er en leg. Det er gysersjov og blodig ballade. En slasher-serie, der nu er klar til at indtage en ny generation med en ny generation af unge skuespillere. Af nye og unge ofre! Men det er også en fortsættelse af løjerne fra de fire første film, hvor det således bliver til gensyn med nogle af franchisens overlevere, nemlig en cool Sidney, betjenten Dewey og reporteren Gale.

Det er altså nyt og gammelt blod, som her blandes på slasher-veloplagt vis, hvor netop blodet får lov til at sjaske, når den skarpe kniv atter finder brutalt vej ind i kødet på byens beboere, der igen hjemsøges af en række brutale mord begået af en morder iklædt Ghostface-masken. Men hvem bærer masken, hvorfor og hvem mon overlever? Det er den hellige treenighed af spørgsmål.

Selvom gyset sine steder måske nok bliver lidt rodet fortalt og ikke alle mord er lige medrivende og brutale, så disker ’Scream’ bestemt op med sin del af engagerende katten-efter-musen-scener, der er med til at holde et sikkert tag i mig. Det sammen med bl.a. også et fint og følelsesladet gensyn med de gamle kendinge i skikkelse af Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette.

’Scream’ forener således på underholdende vis nyt og gammelt i en slasher – der som de øvrige kapitler – er en del af sin samtid. Bl.a. i måden den dekonstruerer genren samt refererer til sig selv og andre gyserfilm. Det er med andre ord både sjovt, medrivende og blodigt underholdende igen at være tilbage i Woodsboro. Jeg ser frem til flere film med Ghostface, blodige telefoner og gyser-referencer.

’Scream’ får 4 ud af 6 stjerner:



’Scream’ har biografpremiere den 3. februar.

Lady Diana-dramaet ‘Spencer’ er smuk, klaustrofobisk og tragisk

Biografanmeldelse: Nærmest som et drømmende mareridtsspejl holdt op mod fortidens virkelighed, foldes historien om en række skæbnesvangre juledage sig dragende ud i dramaet ’Spencer’. Her følger man prinsesse Diana, der er på ferie med sin royale familie på et stort gods sat i den smukke engelske natur. Der er dog langt fra noget smukt over forholdet mellem Diana, familien og manden Charles.

Diana synes her nærmest som fanget i det ornamenterede gods’ indre, der kun tager et mere og mere klaustrofobisk greb i prinsessen, hvor skilsmissen med prins Charles sitrer forude, mens Lady Di også kun agerer mere og mere oprørsk overfor husets mange stive traditioner. En juleferie pakket ind i melankolsk tungsind i form af prinsessen, der ikke længere vil de royale gemakker.

’Spencer’ er således en både smuk, tragisk og klaustrofobisk film, der emmer af feberdrømme viklet rundt om Dianas sind, der filmen igennem bliver nedbrudt så meget, at hendes virkelighed slår knuder og bevæger sig over i syner og mareridt. Jeg vikles med ind i hendes sind. Det er både engagerende forløst og visuelt brillant sat i scene, hvor ikke mindst også Kristen Stewart er stærk i titelrollen.

Her går Kristen Stewart på det nærmeste i et med sin rolle, der emmer af en sart skrøbelighed, men også en bestemt stædighed og en sød charme. Hun er nem at holde af og holde med. At lade sig gribe af. Det blev jeg i hvert fald. På samme måde som også filmens bjergtagende univers af naturens vidder og godsets draperede indre greb mig. Ganske enkelt en visuel lækkerbisken af fotograf Claire Mathon.

Hertil kommer også det vibrerende smukke og klassisk legende score af Jonny Greenwood, der både har filmisk sammenhængskraft og musikalsk kaos, der fornemt smelter sammen med fortællingens helt drømmende greb om titelkarakterens udvikling og rejse gennem juledagene, hvor vanviddet synes at gemme sig pirrende i kulissen. Diana, en kvinde på randen af et sammenbrud.

Instruktør Pablo Larraín har med andre ord skabt et mesterligt værk om bl.a. sorg, melankoli, fangenskab, vanvid, skæbne og bristede drømme. Det hele bundet sammen af en billedbrillant slagside, hvor lyddesign og dirrende musik snøres smukt og gribende sammen med Kristen Stewarts gribende og rørende skæbneportræt af prinsesse Diana, som vi alle kender den tragiske udgang på.

’Spencer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Spencer’ har biografpremiere den 25. december.

Dokumentaren ‘Sneleoparden’ er ganske enkelt billedfortryllende

Biografanmeldelse: Fra første til sidste billede af dokumentaren ’Sneleoparden’ er jeg som tryllebundet af filmens natursmukke scenarier af både uberørte klippelandskaber og det tibetanske landskabs dragende dyreliv. Det hele indfanget i en billedbrillant og sine steder helt overjordisk visuel side, der understøttes af interessant reflekterende tanker om bl.a. forholdet mellem menneske og natur.

Vi møder her to mænd i ensom pagt med den storslåede, bjergtagende og barske natur, nemlig naturfotografen Vincent Munier og forfatteren Sylvian Tesson. De to er på en flere uger lang mission. De vil fotografere og forevige den yderst sjældne sneleopard, der befinder sig et eller andet sted ude i det stort udfoldende landskab, der åbenbarer sig ikke kun for dem, men også mig som publikum.

Jeg bliver medpassager på deres traveture gennem naturen, hvor de i deres tålmodige søgen efter sneleoparden får foreviget alskens imponerende dyre- og naturoplevelser. Fra bjørne og okser til fugle og dampende sletter. Jeg får som tredjehjul lov til at være til. Bare at være. At være i pagt med en uberørt natur, hvor jeg mærker historiens langstrakte rute hundredvis af år tilbage i tiden.

Det er en rørende, dragende og tryllebindende oplevelse at blive en del af missionen. En del af de to mænds eksistentielt funderede snakke og naturens overrumplende skønhed. Jeg mærker mændenes rolige nærvær, som jeg her sidder med i deres timevise venten på, at et dyr måske vælger at dukke op foran deres søgende linser. Jeg mærker naturen. Hvordan jeg er blevet løsrevet fra den.

Dokumentaren er nemlig udover jagten på sneleoparden også en film om det at være menneske, naturens kraft og livets dybere mening. Det forløst gennem netop filmens evigt søgende blik, der både peger ud mod vidderne, men som gennem bl.a. også Tessons fint filosoferende voice-over er med til at sætte mine tanker i gang. Både om min plads i verden, men også mennesket i gængs forstand.

’Sneleoparden’ er kort fortalt en dragende udfoldet fortælling om mennesket, naturen og ikke mindst forholdet mellem dem samt livet generelt. Det med alt, hvad det indebærer af både stor skønhed og menneskelige fremmedgjorthed. Lydsiden beriges desuden med musik af Warren Ellis og Nick Cave, hvis smukke toner snor sig elegant om filmens magiske billeder.

’Sneleoparden’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sneleoparden’ har biografpremiere den 3. februar.

Den sortkomiske ‘Vildmænd’ har et trumfkort i norsk betjent

Biografanmeldelse: Kender du det der med bare at ville have lidt fred og ro? Lidt alenetid langt fra hverdagens trummerum, ansvar og forventninger? Det kender jeg i hvert fald til. Det at få højt til himlen og langt til byens larm. Langt ud i naturens fred og ro. Det er her vi møder Martin i den sortkomiske ’Vildmænd’, hvor han har iklædt sig pels og bosat i de norske fjelde.

Livet i den rå natur er dog ikke nogen leg for den nogle og 40-årige mand, der har efterladt hustru og to børn hjemme i Danmark. Roen og hans jagt efter at finde ind til livets kerne og betydning afbrydes imidlertid, da den unge gut Musa dukker op med en taske fyldt med suspekte penge. Politiet er snart på færden af de to vildfarne vildmænd. Hvordan skal det dog ikke ende?

Det er med den både smukke og brutalt udfoldede natur som dragende kulisse, at jeg her følger Martin og Musas umage tur i naturens vildnis, mens politiet forsøger at finde hoved og hale i, hvad der egentlig er op og ned på de to mænds historier. Det hele starter ganske engagerende i en simultant fortalt historie om Martin, Musa og ordensmagten, hvis veje flettes ganske fint sammen.

Fortællingen mister dog undervejs noget af sit ellers ret fint fremdrevne momentum. Det sagt, så står flere af filmens enkeltscener stærkt, bl.a. – og ikke mindst – scenerne med en helt igennem eminent og underspillet Bjørn Sundquist. Han er den erfarne betjent Øyvind med en stærkt komisk bullshit-detektor inkorporeret i sine sorthumoristiske scener, hvor replikkerne leveres herligt tørt.

Filmens replikker er i det hele taget flere gange velsmurt komik i samspil dramatisk ladede afbræk fra den rendyrkede humor. Desværre får filmens overvejende morsomme natur bare ikke helt den troværdige modvægt, dramaet også forsøger at omfavne. Bl.a. kommer jeg aldrig rigtigt ind på livet af Martin, der ellers spilles veloplagt af en god og veltimet Rasmus Bjerg.

Musa portrætteres desuden med fin indlevelse og troværdighed af Zaki Youssef, der hægter sig på Martins ganske sjove selvrealisering. Instruktør Thomas Daneskov, der har medforfattet filmens ofte fint velsmurte replikker med Morten Pape, formår kort fortalt at iscenesætte enkeltscener stærkere end filmen bliver som helhed, hvor bl.a. også overraskelserne mister en smule kant undervejs.

’Vildmænd’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Vildmænd’ har biografpremiere den 3. februar.

Tre Hollywood-legender indtager krimi-komedien ‘The Comeback Trail’

Hollywood-legender på Blu-ray: Okay, hør lige her: Robert De Niro, Tommy Lee Jones og Morgan Freeman. Ja, den er god nok. Disse tre Hollywood-legender er alle at finde i krimi-komedien ‘The Comeback Trail’. Mere behøver jeg egentlig ikke at vide førend, at filmen har min opmærksomhed. Jo vist, har de tre herrer måske nok ikke kun lavet mesterværker de seneste år. Men altså. De er og forbliver favoritter hos mig.

I filmen spiller Robert de Niro filmproducenten Max Barber, der efter, at en af hans film flopper stort, pludselige står med en stor gæld på hænderne. Større end han lige kan se sig selv ud af – og så er gode råd dyre. Max skylder nemlig de mange penge – ikke til hvem som helst – men til den dødsensfarlige marfia. Det er bestemt ikke godt.

Det betyder nemlig også, at filmproducentens liv er i overhængende fare. Så nu er gode råd dyre. Det går dog hverken værre eller bedre end, at han får den idé at hyre den aldrende skuespiller Duke Montana – der i filmen spilles af en altid karismatisk Tommy Lee Jones – til en helt ny film. Planen er dog ikke just det at lave en ny film i sig selv, men noget mere lyssky.

For Max Barber har nemlig en plan, der skal sikre hans liv og kunne betale sin gæld tilbage til mafiaen. Filmproducenten har nemlig tænkt sig at dræbe sin nye hovedrolleindehaver i skikkelse af netop Duke Montana. Det skal ske i et stuntnummer, så det ligner et uheld, så Max Barber herved kan indkassere den store forsikringssum, han regner med vil lande i hans skød.

Men hvis man kender skuespilleren Tommy Lee Jones, så ved man også, at han i den grad er forrygende udi at portrættere sejlivede og småvrisne karakterer, som man ikke sådan lige løber om hjørner med. Hans portræt af netop skuespilleren Duke Montana, er da også en karakter, som netop Max Barber får sit hyr med og munden for fuld. Så planen om at dræbe ham “ved et uheld”, viser sig at være nemmere sagt end gjort.

Udover de allerede nævnte Hollywood-legender, så består rollelisten også af et par yngre hoveder, nemlig bl.a. Zach Braff, Emile Hirsch og Eddie Griffin. Men ja, for mig er det altså Robert de Niro, Tommy Lee Jones og Morgan Freeman, der her trækker i ‘The Comeback Trail’, som desuden er baseret på filmen af samme navn fra 1982.

‘The Comeback Trail’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. februar.

Den levende legende Clint Eastwood er tilbage med ‘Cry Macho’

Clint Eastwood på Blu-ray: Hvis nogen kan kaldes en levende legende, så er det 91-årige Clint Eastwood. Det er som om, han altid har været her. Han har da også på den anden side af 70 skuespiller-krediteringer på sit CV, mens han i instruktørstolen har lavet mere end 40 titler – og legenden er still going strong, hvilket hans seneste film ‘Cry Macho’ vidner om.

Her indtager Clinten således ikke kun dramaets hovedrollen, men instruerer også. Filmen er baseret på bogen af samme navn og handler om den tidligere og nu udbrændte rodeostjerne og hesteopdrætter Mike Milo, spillet af Clint Eastwood. På trods af dette, så takker Mike ja til at udføre en opgave for sin tidligere chef.

Mikes nye tjans går ud på at få mandens unge søn hjem – og hermed også væk fra hans alkoholiserede mor. Det bliver starten på en umage tur for det umage par af ung og gammel, der kører tilbage til Texas, hvor parret skal krydse Mexico, mens de undervejs må overkomme sin del uventede udfordringer, mens de også lærer hinanden at kende.

Clint Eastwood har tidligere arbejdet sammen med filmens med-manuskriptforfatter, nemlig Nick Schenk, der ligeledes har skrevet den Eastwood-instruerede og -medspillende ‘The Mule’ fra 2018, der beviste, at der absolut stadig et liv i Hollywood-ikonet. Det både foran og bag kameraet. Nu er makkerparet så tilbage med ‘Cry Macho’, hvor Clinten ses iført klassisk cowboyderhat.

Blu-ray-udgivelsen byder udover filmen også på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan få et bedre indblik i tilblivelsen af ‘Cry Macho’. Man finder således her en making of-featurette med titlen ‘Back in the Saddle’, mens man også kommer med på filmens set i en anden featurette.

Så hvis du er fan af Clint Eastwood både som skuespiller og instruktør, så er der nok ingen vej udenom også at give netop ‘Cry Macho’ et kig.

‘Cry Macho’ udkommer på dvd og Blu-ray den 1. februar.