Den sprudlende ‘Annette’ er en magisk musical

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med visuel legesyge, musikalsk dynamik og fortællermæssige overraskelser, at Leos Carax’ både åbner sin musical ’Annette’ og fastholder disse fortrin. Jeg hvirvles nemlig her ind i et univers, hvor livet sitrer og musikken spiller, mens der undervejs i den dramatiske fortælling, indlægges sange på opfindsom vis i samspil med billedsiden og scenernes skiften.

Jeg kastes således ind på scenen i stand up-komikeren Henry McHenrys kaotiske liv samt i operasangeren Ann Defrasnoux’ stilfulde verden. De to er måske nok modsætninger: Den ene med sin provokerende humor den anden med sin skønsang på de hæderkronede scener. De er dog begge kunstnere i hver deres ret og finder da også snart sammen til dramatiske toner. Det slår gnister!

’Annette’ er fortællingen om to individer, men i høj grad deres stormombruste forhold sammen. Tag dog ikke fejl. For selvom det på papiret måske kan lyde en kende banalt med endnu en fortælling om, at sød musik opstår, når modsætninger mødes, er det blot et dramatisk afsæt for en film, der leger veloplagt med sin form og musicalens væsen. Overraskelsernes tid er i hvert fald ikke forbi.

Det er altså med at hænge på og holde godt fast i dette musikalske tog, der både buldrer voldsomt gennem landskabet, men også af og til sænker farten, hvor flere nuancer træder frem i både musikken, billederne og hos vores to hovedpersoner. Her finder man en spektakulær Adam Driver som den grænsesøgende Henry, mens Marion Cotillard er dragende som Ann.

De to går engagerende godt i spænd, men fungerer også hver for sig som individer, hvor de begge steder går i medrivende symbiose med sangene og musikken samt filmens dejligt bizarre, skøre og kulørte univers, hvor det meste og mere til synes at kunne ske. I det hele taget er her tale om en virkelig veliscenesat og ikke mindst legende musical, der går sine helt egne interessante veje.

Kort fortalt er ’Annette’ en magisk musical, der måske nok med sin spilletid på to timer og 20 minutter synes at miste lidt af sit ellers engagerende momentum af og til. Men tag ikke fejl, for det er hele turen værd, hvor hver ny scene er værd at vente på, mens musikken af gruppen Sparks hele vejen sparker liv i billederne og de medvirkende på potent, hjertevarm og helt rørende vis. Stærkt.

’Annette’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Annette’ har biografpremiere den 16. december.

‘Spider-Man: No Way Home’ leverer kulørt superhelte-action

/i , /af

Biografanmeldelse: Spider-Man er tilbage i veloplagt superhelte-hopla med ’Spider-Man: No Way Home’. Filmen følger efter forgængeren fra 2019, hvor Peter Parkers helte-alias blev afsløret. Nu står vores helt således i en helt ny og udfordrende situation, hvor privatlivet bliver noget sværere at håndtere, men i særdeleshed det faktum, at hans helte-hemmelighed nu er kendt verden over.

Hvad gør han så nu? Jo, Parker opsøger sin superhelte-kollega Dr. Strange for hjælp. Det går dog hverken værre eller bedre end, at Spider-Mans situation udvikler sig i en både overraskende og farlig retning, da nye virkeligheder gør sit indtog i Parkers verden, hvor ikke mindst et par skurke følger med. Det bliver således til et gensyn med bl.a. den gnæggende Green Goblin og en karismatisk Doc Ock.

Det er kort fortalt det kulørte afsæt for en omgang sprudlende tegneserie-underholdning, der byder på både interessante overraskelser og dramatiske begivenheder, mens vores edderkop i midten af det hele forsøger at holde sammen på både sig selv, sine kære og alle andre i kampen mod skurkene og de nye virkeligheder, der gør sit svimlende indtog.

’Spider-Man: No Way Home’ har desuden en legende tilgang til sin fortælling med en ganske fin balancegang mellem det edderkoppe-kække og de rappe replikker samt historiens mere alvorlige slagside. Filmen er dog ikke jordbundet drama, men i høj grad – og ikke mindst – eksplosiv superhelte-underholdning, hvor publikum bliver kastet ind i sin del af stort opsatte action-scener.

Her vakles der dog ind i en smule generisk computer-action, hvilket hiver noget af det ellers engagerende flow ud af karaktererne og deres dynamiske pingpong, hvor desværre ikke alle kommer helt tilfredsstillende til deres ret. Hertil kommer, at spilletiden på 2 timer og 28 minutter bliver en kende for lang for filmens eget bedste. Det til trods genvindes momentum heldigvis henimod den forløsende finale.

Tom Holland er desuden stadig spot on som Spider-Man, mens hans kæreste i skikkelse af Zendaya matcher ham gnistrende fint – og så er Jacob Batalon som tredjehjulet Ned et muntert bekendtskab. Benedict Cumberbatch er fortsat en magisk Dr. Strange, mens Willem Dafoe og Alfred Molina stråler som henholdsvis Green Goblin og Doc Ock. Gensynet med de to gør filmen alene værd at se.

’Spider-Man: No Way Home’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Spider-Man: No Way Home’ har biografpremiere den 16. december.

Spielberg leverer klassisk skåret musical med ‘West Side Story’

/i , /af

Biografanmeldelse: Mesterinstruktøren Steven Spielberg kaster sig veloplagt over musicalgenren med sin nyeste film ’West Side Story’. Ja, her er tale om en ny version af den velkendte Broadway-musical af samme navn fra 1957, der endvidere blev filmatiseret i 1961 til stor Oscar-hæder. Som i den originale musical, gælder det også her forbudt kærlighed og en farlig krig mellem to bander.

Man finder således The Jets og The Sharks i 1950’ernes gader i New York. Begge grupperinger kæmper om deres territorier, mens forskellighederne banderne imellem også er med til at sætte ekstra blus under stridighederne. Hvad værre er, så forelsker Tony fra The Jets sig i Marìa, hvis bror leder an hos The Sharks. Der er nu tændt godt op under den dramatiske musical-gryde.

Med veloplagt dynamik og musikalsk schwung serverer Steven Spielberg med klassisk musicaltæft de velkendte sange, hvor bl.a. dansende grupper af medvirkende bringes energisk og velklippet til live i både billede og lyd. De enkelte musiknumre står altså skarpt og livligt frem som enkeltscener, mens musikken krydres med mellemliggende drama parterne imellem.

Jeg bliver forført af de medrivende forløste sange i dansende symbiose med de medvirkende. Her finder man bl.a. en charmerende Ansel Elgort som Tony, mens Marìa spilles med sødme og styrke af Rachel Zegler. Der er god kemi imellem de to, selvom deres brusende forelskelse ikke får sat sig følelsesmæssigt fast hos mig. For selvom følelserne får fuld pedal, får de desværre ikke sit tag i mig.

Heldigvis har Spielberg sit sikre greb om de mange musiknumre, hvor også hårdtslående slåskampe mellem banderne har pondus. Desværre ender musicalens spilletid på to timer og 36 minutter med at modarbejde musikken og fortællingens dynamiske fremdrift. De ellers medrivende eskapader mister altså noget af den virilitet, der lægges for dagen i filmens første halvdel.

Selvom ’West Side Story’ anno 2021 ramler ind i en smule dødvande undervejs, lever den veloplagt af sine veliscenesatte sange – også selvom jeg altså ikke gribes følelsesmæssigt af kærlighedshistorien. Sagt med andre ord, så beviser Spielberg, at han har engagerende krudt i røven til at levere de musikalske numre, men lidt sværere ved at klippe musicalen medrivende til i klipperummet.

’West Side Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

’West Side Story’ har biografpremiere den 8. december.

Jorden står overfor sin undergang i komedien ‘Don’t Look Up’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er bestemt ikke første gang, at Jorden står overfor den totale destruktion på film, som den netop gør i den sorthumoristiske komiske ’Don’t Look Up’. Tænk blot på rækken af spektakulære ødelæggelsesfilm som ’Armageddon’, ’The Day After Tomorrow’ og ’Geostorm’. I instruktør og medforfatter Adam McKays satirisk vittige film er det dog ikke eksplosionerne, der bærer fortællingen.

Det er nemlig ikke bulder og brag, der er filmens trumfkort, men derimod en række veloplagte stjerner i hopla samt ikke mindst et replikskarpt manuskript, der ligger godt i munden på de medvirkende. Jorden står her overfor sin undergang, da to astronomer opdager en enorm komet på kollisionskurs med vores planet. Det viser sig dog at være noget sværere end forventet at råbe myndighederne op.

Den lettere akavede Dr. Mindy og kollegaen Kate Dibiasky gør ellers, hvad de kan med hjælp fra kompetente kræfter at bryde mediernes lydmur og endda at trænge ind til den amerikanske præsidents fornuft. Lige lidt hjælper det, selvom deres data som astronomer taler for sig selv. Hverken deres interviews i medierne eller et grotesk morsomt møde med præsident Janie Orlean hjælper.

Det er den absurde præmis for en komisk tur mod undergangen, hvor en håndfuld skuespillere veloplagt giver dynamisk energi til den globale tragedie, der venter i horisonten. Det er dog klart filmens første halvdel, der fungerer bedst i sit fortællermæssige flow, hvor manuskriptet står skarpest. Herefter løber de ellers overvejende morsomme løjer ind i en smule tomgang.

Selvom luften altså undervejs fiser en kende ud af den dejligt skøre komedieballon, tager det heldigvis ikke energien fra de energiske præstationer. Her finder man bl.a. Leonardo DiCaprio som den nervøse og lykkepillespisende Dr. Mindy, mens Jennifer Lawrence er underspillet og smådepressiv som kollegaen Dibiasky. De to er gode sammen, hvor særligt DiCaprio rammer min klukkemuskel rent.

Desuden er Meryl Streep en komisk drøm som selvcentreret præsident, mens Jonah Hill giver den som hendes ignorante søn og rådgiver. Herligt! Cate Blanchett er forførende tv-vært, Mark Rylance er excentrisk rigmand, mens Timothée Chalamet dukker op i en mindre og stenet rolle. En skøn rollebesætning og ikke mindst en umage række karakterer. De er gode, selv når filmen mangler medrivende fremdrift.

Det kommer filmen nemlig til undervejs i sine godt to timer og 20 minutters spilletid, hvor også fortællingens USA-satiriske slagside måske nok bliver lige kantet nok, men heldigvis også karikatur-komisk nok til, at jeg er på. ’Don’t Look Up’ er med andre ord bedst i sin første halvdel, mens filmens flow og spilletid kommer til at modarbejde et ellers veloplagt og vittigt cast samt manuskript.

’Don’t Look Up’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Don’t Look Up’ har premiere i en række udvalgte biografer den 9. december.

‘Dune’ er et bjergtagende science fiction-festmåltid

/i /af

Science fiction på 4K Ultra HD: Noget af det, der slår mig som det første i filmskaberen Denis Villeneuves science fiction-film ’Dune’ er, hvor helt utroligt engagerende fortællingens storslåede univers foldes ud og ikke mindst bringes visuelt til live. Det er med andre ord en visuel drøm af en filmoplevelse, hvor der både males store ørkenvidder op, mens de helt små detaljer også får facetteret liv filmen igennem. Sublimt!

Heldigvis er her også en historie, der er med til at give den blændende billedside dramatisk og medrivende tyngde. I fortællingens midte møder vi hertugen Leto Atreides, der får forvaltningsretten over intet mindre end ørkenplaneten Arrakis. Leto, hans konkubine Jessica og sønnen Paul begiver sig nu til planeten, men det er ikke en rejse uden farer. Således må Paul snart stå i front for at sikre sin og familiens overlevelse.

Villeneuve er en mand, der på elegant vis formår at fortælle sin historie i billeder. Det er nemlig lykkedes filmens fotograf Greig Fraser og effektholdet at skabe en verden, der på fornem vis bliver en overbevisende og integreret del af fortællingen og de mange karakterer, vi møder.  For her er mange karakterer at holde styr på. Det lykkedes dog overvejende godt at balancere dem alle på kryds og tværs.

Vi får bl.a. en nuanceret Timothée Chalamet som Paul Atreides, hvis portræt fortællingen igennem får flere toner og mere tyngde at spille med, mens Rebecca Ferguson som Jessica er både mystisk og sej. Oscar Isaac har gribende autoritet som Leto Atreides, mens Josh Brolin er intens som krigeren Gurney. Nå ja, ej at forglemme en i den grad herligt ulækker Stellan Skarsgård som forvokset skurk.

Rollelisten er meget længere og fyldt med stjerner, der altså fint får hver deres centrale scene, som er med til at etablere dem i universet og samtidig drive den sine steder lidt forudsigelige fortælling videre. Heldigvis bydes der også på overraskelser i en film, der langt overvejende er en alvorligt fortalt sag med ansigter langt i alvorlige folder. Nærmest kun Jason Momoas rolle bringer noget lethed til karakterholdet.

Heldigvis fanger den alvorstunge grundtone mig og matches af den sitrende og farvenedtonede billedside, hvor jeg ikke må glemme, hvorledes lyden på legende vis også er med til at fortælle historien sammen med det trommende og sine steder helt meditative score af mesteren Hans Zimmer. Kort fortalt er ’Dune’ en billedberusende filmoplevelse, der ikke bare skal ses, men opleves på så stort et lærred som muligt. Desuden er filmen første del af, hvad der forhåbentlig bliver til mindst to dele, baseret på Frank Herberts roman fra 1965.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen her udkommer på det billedskønne og lyddrønende 4K Ultra HD, så medfølger der også en god omgang ekstramateriale, der således dykker dybere ned i filmen og dens produktion. Her kan man således få indblik bl.a. hvordan man har skabt filmens imponerende univers, lige fra tøjet til de mægtige sandorme, mens der også er kig på filmens lyddesign med mere.

‘Dune’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 21. december.

Den morderiske myte er tilbage med gyserfilmen ‘Candyman’

/i /af

Blodigt gys på Blu-ray: Jeg tør stadig ikke sige ’Candyman’ fem gange, mens jeg kigger mig i spejlet. Sådan har det været siden, jeg første gang hørte om den myteomspundne morder og senere så filmen af samme navn fra 1992. Nu vender den blodige myte tilbage i en efterfølger til den mesterlige gyser af Bernard Rose, hvor vi et årti efter den første films begivenheder møder kunstneren Anthony McCoy.

Historien udspiller sig som den første film delvist i Chicagos boligkompleks Cabrini Green, hvor legenden om morderen Candyman blev født. Anthony begynder som del af et nyt kunstprojekt at dykke ned i myten og historien bag de brutale mord, der fandt sted for år tilbage. Det bliver starten på en makaber rejse tilbage i en mystisk fortid, der kommer til at trække grufulde tråde op til Anthonys eget liv.

Det gør sig naturligvis også gældende her, at hvis man siger ’Candyman’ fem gange, mens man kigger sig i spejlet, at den klohåndede legende hidkaldes og dræber løs. Det er der netop sin del, som gør, hvilket afstedkommer død og blod samt skrig og skrål, men desværre ikke meget uhygge. For bl.a. har den ellers i udgangspunktet grufulde Candyman langt fra nok skræmmende pondus til, at uhyggen rigtigt breder sig.

Den i grunden tragiske myte om manden med klohånden bliver nemlig mest brugt som en noget regulær bøhmand, der sjasker lærredet til med blod i tide og utide. Han bliver bare aldrig rigtigt et hverken intimiderende eller urovækkende bekendtskab. Filmens instruktør Nia DaCosta forsøger ellers med skiftende held at bruge spejle og reflekterende overflader til at bringe Candyman gysende til live.

Desværre doseres gysets virkemidler ikke videre vellykket. Bl.a. får man en småfesen åbningsscene, hvor vi første gang møder, hvad der skulle være den skræmmende Candyman, men mest er en lidt halvfesen gammel mand med en klohånd. En noget gyservag åbning på filmen, der da heller ikke for alvor får løftet sig over det middelmådige, selvom her altså bl.a. sine steder leges ret interessant med spejles refleksion.

Yahya Abdul-Mateen II vokser dog nuanceret filmen igennem med opgaven at spille den kreativt famlende kunstner, hvis rejse ind i Candyman-land, begynder at sætte sig sine spor i hans psyke og relationer til omverdenen. Selvom myten om Candyman desuden rummer interessante og betændte tematikker, som bl.a. de sortes svære kår i USA, bliver filmen bare aldrig nær så gysergribende, som potentialet ellers er til.

’Candyman’ udkommer på dvd og Blu-ray den 21. december.

Kan du mon overleve ‘Escape Room 2: No Way Out’?

/i /af

Gys på Blu-ray: De fleste kender nok til de såkaldte ‘escape rooms’, som man kan blive lukket ind i sammen med en gruppe venner eller andre. Her er der dog blot tale om en leg, hvor det således gælder om at bruge hovedet og løse en række opgaver for at slippe ud. Ja, altså en intens leg. I efterfølgeren til ‘Escape Room’ fra 2019, er der dog langt fra bare tale om en leg, men derimod et spil på liv og død.

For i ‘Escape Room 2: No Way Out’ finder man nemlig en ny flok mennesker, der her på ny finder sig selv spærret ind i rum, det ikke sådan lige er til at undslippe. Det bliver de dog nødt til – i hvert fald hvis de vil leve. Det gælder nemlig her – som i den første film – om at overleve. Ikke alt er dog som det umiddelbart giver sig ud for og snart stiger intensiteten i de såkaldte ‘escape rooms’.

Så hvis du har det en anelse stramt med disse ‘escape rooms’, bør du nok lige overveje en ekstra gang, om du skal stige ombord på denne dødsleg, hvor der altså ikke just er tale om en leg for hele familien, men mere for dem, der gerne vil udfordre sin klaustrofobi. Jeg har dog ikke selv forsøgt mig med at undslippe et ‘escape room’ i virkeligheden. Heldigvis.

Jeg tror nemlig, at hvis jeg skulle bevæge mig ind i et sådan rum med en flok venner, at jeg ville få det en anelse stramt. Men måske netop derfor er det en god idé lige at lægge blødt ud og opleve det på film – også selvom det altså i filmen er noget mere alvorligt, hvis det ikke lykkedes for de medvirkende at slippe ud. Heldigvis er det jo så bare film.

Men uanset om du er til ‘escape rooms’ i virkeligheden eller ej, så er der med ‘Escape Room 2: No Way Out’ altså tale om en alvorlig situation for de medvirkende. Det egentlige spørgsmål må nemlig her være: Hvem mon slipper ud i live?

Blu-ray-udgivelsen med ‘Escape Room 2: No Way Out’ indeholder udover selve filmen også en omgang ekstramateriale. Her kan man således dykke lidt mere ned i filmen med et kig på filmens medvirkende, videre til en snak med filmens instruktør og et kig på escape rooms.

‘Escape Room 2: No Way Out’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. januar 2022.

‘House of Gucci’ er familie, kærlighed, magt, bedrag, penge og mode

/i , /af

Biografanmeldelse: Den står på familieformuer, store følelser, stolte traditioner, jagten på magt, stilfuld mode, berusende kærlighed, kynisk bedrag og nogle af Hollywoods største stjerner, når Ridley Scott folder sit drama elegant ud med ’House of Gucci’. Her er så absolut knald på den filmiske palette, hvor Lady Gaga og Adam Driver leder gribende an i filmen, der er baseret på en sand historie.

De spiller henholdsvis den ambitiøse Patrizia Reggiani og den formuende Maurizio Gucci. Henholdsvis en kvinde i kontrol og en smågenert mand, hvor Amor – på trods af deres forskelligheder – slår ned som et lyn mellem de to, der altså har den brusende kærlighed tilfælles. Men fordi Patrizia kommer fra en noget anden virkelighed og af beskedne kår, ender Maurizios far med at slå hånden af sin søn.

Det er således fra det fælles ståsted som kærligheden udgør for de to, at parrets rejse og vej tilbage mod toppen begynder. Familie, traditioner og ikke mindst blodets bånd betyder nemlig alt for Gucci-familien, hvor Maurizio dog har andre planer end at føre familiens modedynasti ind i fremtiden. Men man bryder ikke så let med en så traditionstung arv som modehuset Gucci har.

Jeg bliver her draget ind i en extravagant, stilfuld og dramatisk potent verden, som jeg blev henført til og forført af. Præcis som det også er tilfældet for Patrizia. Filmens smukke scener er da også dynamisk og elegant udfoldet med et lækkert soundtrack for fuld skrue. Her er schwung på alt fra de store modeshows og spektakulære fester, til når bølgerne går højt og den ene cigaret ryges efter den anden.

Det er dog måske ikke just den strammest fortalte historie, Ridley Scott får leveret på filmens godt 2 timer og 40 minutter. ’House of Gucci’ overlever dog for mig fint sin af og til lidt lange spilletid, da netop den verden, jeg her bliver en del af bider sig godt og gribende fast i mig, hvor ikke mindst også historiens både karismatiske, smukke og excentriske karakterer er herligt selskab.

Udover Lady Gaga, der med intimt nærvær og lyn i øjnene, ikke er til at få øjnene fra samt en charmerende Adam Drivers småkejtede Maurizio, finder man bl.a. også en stoisk Jeremy Irons som den bestemte farmand Gucci, mens en karismatisk Al Pacino er en sand fryd som onkel Aldo Gucci i hopla, og så er Jared Letos excentriske Paolo Gucci et veloplagt bekendtskab som familiens sorte får.

’House of Gucci’ får 5 ud af 6 stjerner:

’House of Gucci’ har biografpremiere den 2. december.

‘The Hand of God’ er ungdommelig skønhed i Napolis 80’ere

/i , /af

Biografanmeldelse: Brusende følelser, spirende seksualitet og en løsrivelse fra forældrene dirrer i hele kroppen hos teenageren Fabietto, der bor med sin storebror, mor og far i det solbeskinnede Napoli, hvor varmen sitrer i luften og det blå hav smyger sig forførende langs kysten. ’The Hand of God’ er et levende stykke filmisk liv, hvor livet leves, mens man følger Fabietto i både kaos og skønhed.

Det er helt overordnet, hvad Paolo Sorrentinos dragende drama bølger ud for øjnene af mig. En fortælling, hvor jeg bølger med i det liv, der åbenbares og hiver mig med til et smukt Italien i 1980’erne og ind i livet hos både Fabietto, hans store familie og byens øvrige beboere, der er befolket af både karismatiske skikkelser, småskøre originaler og hjertevarme bekendtskaber.

Det er en fornøjelse at blive en del af denne verden, som med sensitiv fortællefornemmelse forener virkelighed med en snert af noget mere, noget eventyrligt. Billederne får bl.a. nemlig lov til at blive spændt ud over byens pulserende liv samt Fabiettos både indre og ydre liv, hvor han slås med alt fra venskaber, familie og kvindelige bekendtskaber, eller manglen på samme.

Det er med naturlig drenget kejtethed og charme, man finder Filippo Scotti som Fabietto. Det nemt for mig at komme ind i hans liv og verdensbillede, hvor bl.a. også de mange mennesker, der bevæger sig ind og ud af hans liv er med til at etablere og skabe fornemmelsen af levet liv samt både af en fortid, nutid og en fremtid, der venter uforudsigeligt på Fabietto og resten af de medvirkende.

Fortællingen er i høj grad også fortalt gennem sine mange bjergtagende, intime og smukke billeder, hvor både fodbold, film og kunst dyrkes. Det er svært ikke at blive bare en smule forelsket i både Napoli og livet selv. Det selvom livet her også rummer sorg, tab og skænderier. Det er drama på rørende, stærk og gribende vis. Det er simpelthen forrygende fortællekunst.

’The Hand of God’ er kort fortalt en filmisk fornøjelse, der lever af sine mange fint iscenesatte enkeltscener, et kulørt persongalleri, sin forførende stemning og naturligvis portrættet af teenageren og ungdommens mange boblende følelser samt livets op- og nedture. Jeg blev i hvert fald hevet med ind i filmens virkelighed, der emmer af vaskeægte kød og blod, af skønhed, sorg og store følelser.

’The Hand of God’ får 5 ud af 6 stjerner:



’The Hand of God’ har premiere i et begrænset antal biografer den 2. december.

‘Apples’ leverer syret hukommelsestab… og æbler

/i , /af

Biografanmeldelse: På mystisk vis begynder flere og flere folk i den udknaldede ’Apples’ at miste hukommelsen. Hvorfor vides ikke. En af dem er den midaldrende Aris. Han vågner således op i en bus uden hverken at vide hvem han er eller hvor han kommer fra. Pist væk er hukommelsen. Han har endda intet ID på sig, hvorfor han end ikke kan identificeres.

Inden han ser sig om, er han en del af et genoptræningsprogram, der skal få ham til at huske igen. Det er dog nemmere sagt end gjort. For gennem en lang række af stadigt mere og mere mystiske øvelser, er det meningen, at han skal huske og samtidig skabe nye minder og finde sig en ny identitet. Det lykkedes bare ikke rigtigt. På sin vej møder han Anna, der er en del af et lignende program.

Den græske og sorthumoristiske absurditet ’Apples’ er på sin vis en art reflektion over identitet, menneskelighed og minders betydning for os som mennesker. Det er så absolut en dragende præmis, hvor jeg suges ind i fortællingens syrede univers, hvor Aris er omdrejningspunktet samt ikke mindst rækken af øvelser, som han skal forevige med sit kamera. Dejligt skørt.

Han får bl.a. til opgave at deltage i en udklædningsfest, videre til at cykle samt at køre galt med en bil (?!?). Det hele er med andre ord bizart, grotesk og syret. Herligt! Det er derfor også en skam, at filmen ikke helt formår at opretholde et fremadrykkende flow i sin fortælling, hvor rækken af øvelser undervejs går lidt i tomgang og omkring sig selv.

Selvom denne en smule repetitive fortællestruktur suger lidt af mit engagement ud af de herligt skøre og dejligt underspillede løjer, så lykkedes det instruktør og medforfatter Christos Nikou at opretholde det sælsomme univers filmen igennem. Desuden opstår der et fint og umage forhold mellem Aris og Anna, som det ikke er til at blive helt klog på. De to sammen har en skøn og skør dynamik.

’Apples’ er med andre ord en herligt syret omgang underspillet vanvid, hvor der leges med tematikker som hukommelse, kærlighed, identitet og betydningen af minder. Der skabes her et fint samspil mellem netop tematikkerne og den refleksion de affødte hos mig. En grotesk underholdende absurditet, jeg blev forført af og henført til, det selvom luften sine steder gik lidt af de udknaldede eskapader.

’Apples’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Apples’ har biografpremiere den 2. december.