Biografanmeldelse: Der er ingen tvivl om, at Scarlett Johanssons superhelt Black Widow er en hårdtslående bad-ass. Det har hun allerede bevist i tidligere MCU-film. Det er hun så absolut også i sin egen og første solofilm, der bærer den rammende titel ’Black Widow’. Hun får dog sej kamp til stregen af blandt andre Florence Pugh i rollen som hendes søster Yelena. Sammen er de ren bankekødsdynamit!

Der er nemlig fuld smadder på både de store eksplosioner og de solide slåskampe, når de to søstre folder sig ud i vildt koreograferede rabalderscener. Det er medrivende, voldsomt og overdrevent. Måske også så overdrevent, at filmens egen realisme lider et par knæk undervejs, eftersom blandt andet ingen af de to søstre kommer det mindste til skade på trods af ellers totalsmadrende fald og voldsomme ulykker.

Ja, det her er rendyrket superhelte-eskapisme med et glimt i øjet og en morsom selvbevidsthed. Som når der bl.a. ping ponges veloplagt over, at Natasha Romanoff aka Black Widow (vist nok) er blevet bare en kende seksualiseret gennem tiden. Det må godt være sjovt, selvom her også er en til tider mere gritty tone end i de ofte ellers så ekstravagant kulørte eskapader, man er blevet vant til fra Marvels filmunivers.

Men hvad handler ’Black Widow’ egentlig om? Det vil jeg ikke gå videre ind i. Jeg vil dog sige så meget som, at fortællingen udspiller sig i tiden efter ’Captain America: Civil War’ og altså før begivenhederne i ’Avengers: Endgame’. Nå ja, du har nok også allerede regnet det ud: Black Widow skal nemlig med hjælp fra blandt andet Yelenda forsøge at få bugt med en skurks ondskabsplan, inden det er for sent.

Udover den klassiske ’de-godes-kamp-mod-de-onde’, er et helt centralt tema og karaktermæssigt greb familie. Blandt andet set mellem Natasha og Yelenda, der endvidere gøres selskab af mor og far. Det i skikkelse af en cool Rachel Weisz og ikke mindst en sjov David Harbour, der i den grad har moret sig i rollen som farmand Alexei aka Red Guardian. Det gode humør smitter bestemt af.

For når filmen undervejs bliver en kende for lang for sit eget bedste og überskurken i skikkelse af en ellers karismatisk Ray Winstone bliver noget flad, så gøres der delvist op for det blandt andet i netop den engagerende dynamik mellem de fire familiemedlemmer. Ja, det er familie-skærmydsler af den fineste slags. ’Black Widow’ leverer kort fortalt velspruttende action og skønne familiestridigheder.

’Black Widow’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Black Widow’ har premiere i et begrænset antal biografer den 9. juli.

Biografanmeldelse: Det er en vild og sand historie, der ligger til grund for thrilleren ’Den gode spion’. For hvem havde lige troet, at en helt almindelig forretningsmand ville kunne agere rendyrket spion og smugle i massevis af vigtige informationer ud af Sovjetunionen til MI6 og CIA under 1960’ernes kolde krig? Det er ikke desto mindre, hvad tilfældet er i en film, der desværre bare ikke helt får sit greb i mig.

Det er ellers helt grundlæggende en spændende fortælling, der byder på bl.a. intense og nervepirrende scener, når den nyudklækkede spion Greville Wynne rejser ind i Sovjet, hvor han balancerer på en knivsæg mellem at klare skærene og blive opdaget i sit farlige foretagende, som i sidste ende skal være med til at sætte en stopper for intet mindre end en atomkrig mellem Sovjet og USA.

Her er således to spændingsspor: Det ene, hvor man følger forretningsmand og familiefar Greville, der arbejder sammen med den sovjetiske kilde Oleg Penkovsky. Begge må gøre deres for at holde det farlige arbejde skjult, så de ikke ryger i sovjetisk fængsel eller det, der er værre. Heroverfor finder man det storpolitiske spor og yderst skrantende forhold mellem Sovjetunionen og Vesten.

Det er dog først og fremmest det lille og nære drama, som er i centrum. Det, der handler om Greville og hans familie samt ikke mindst det spirende venskab mellem netop briten Greville og kilden Oleg. Filmen er nemlig også en fortælling om et umage venskab mellem to mænd, der kæmper for en fælles sag under særdeles farlige forhold. Det er dramaet mellem de to, der bliver mest interessant at følge for mig.

Godt nok spiller begge familier en dramatisk rolle og står som det, de to fædre kan miste. Men som filmen skrider frem, er det de to mænds venskab, der får mest dramatisk tyngde hos mig. Benedict Cumberbatch spiller med fin nerve og dirrende øjne den ellers helt almindelige Greville, som pludselig bliver del af noget større end, hvad han måske kan bære. Merab Ninidze er med stor overbevisning og stålsathed Oleg.

Kort fortalt er ’Den gode spion’ bedst, når den har Greville og Olegs venskab i dramatisk centrum, mens der dog heldigvis også leveres et par oprigtigt spændende scener. Fortællingen mister desværre grebet i mig undervejs og får aldrig rigtigt samlet mig op igen, hvorfor både mit følelsesmæssige engagement og gribende interesse i historiens udfald svinder en smule ind.

’Den gode spion’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den gode spion’ har biografpremiere den 8. juli.

Biografanmeldelse: Der sker umiddelbart ikke meget i den dvælende observante og sort/hvide dokumentarfilm ’Gunda’ – og alligevel sker der en del. En del i den visuelle detalje, i det rolige liv blandt filmens dyr og i den insisterende fortællestil. For egentlig kan man kort og kontant sige, at man her blot følger livet hos en so og hendes unger, nogle køer og et par høns. Det er det.

Ja, det ér faktisk det. På et konkret narrativt plan, om man vil. Det er altså sådan helt overfladisk sagt ikke her, man finder den egentlige styrke i instruktør Viktor Kosakovskiys film, der vel mere kan siges at være en art meditation og fundering over det liv, dyrene lever, hvor et spørgsmål som ”hvad tænker de mon på?”, sniger sig roligt ind mellem de smukt udfoldede billeder af natur og dyr med minutiøse detaljeskildringer.

For det er meget roligt, at den observerende fortælling foldes ud. Så roligt og dvælende, at jeg ikke kunne undgå at lade mine tanker møde dyrenes – eller i hvert fald forsøget på at møde dyrene i det liv, de lever. Afdæmpet og uden de store udsving i livet. I hvert fald ikke som det er fortalt i ’Gunda’. Det er både en styrke, men bliver også en svaghed for filmen, der bl.a. herved mister en smule af taget i mig undervejs.

Der er nemlig ikke meget, jeg for alvor kan hænge min interesse, mit nærvær og min indlevelse op på end netop billederne. Heldigvis er billederne sitrende smukke – om end der er heller ikke her som i narrativet – er en videre afvekslende brug af den visuelle side og billedfortællingen. Det er enkle indstillinger, der fokuserer på og bliver lang tid i den samme scene, bl.a. hos smågrisene, som går til deres mors patter.

Jeg føler mig måske ikke sådan rigtigt inviteret indenfor i dette dyreliv, der dog er dejligt konsekvent i sin fortællestil i sort/hvid og uden brug af musik, dialog, tekst eller voice-over. Her lader filmen billederne af dyrene være det, som er helt og aldeles i centrum for fortællingen. For filmoplevelsen. Dette greb er bl.a. med til, at jeg ikke føler mig talt ned til eller hensat til løftede pegefingre om bl.a. dyrevelfærd.

Jeg må selv indsætte mine holdninger og tanker i fortællingen. Jeg er dog ikke i tvivl om, at her er tale om stor kærlighed til dyrene. Eller måske det bare er sådan, jeg selv vælger at se det? For ’Gunda’ lykkedes på trods af sit måske lidt flagrende tag i mig følelsesmæssigt som intellektuelt at få vist, at vi mennesker lever på Jorden med dyr omkring os. Dyr, vi bruger og forbruger på forskellig vis. Det skal og må vi tage stilling til.

’Gunda’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Gunda’ har biografpremiere den 1. juli.