Margaret Qualley er pokkers charmerende i ‘My Salinger Year’

Biografanmeldelse: Man skal huske at drømme. Man skal ikke give slip på sine drømme. Men vigtigst: Man skal handle på og gå efter sine drømme. Man skal gå derhen, hvor hjertet bærer en. Netop det er, hvad den aspirerende forfatterinde Joanna gør – eller rettere forsøger på i ’My Salinger Year’, der er baseret på den sande historie om den unge kvinde, som flytter til New York i 90’erne for at søge lykken.

Det skal naturligvis vise sig at være noget sværere end som så at indfri forfatterdrømmen. Men døren synes nu alligevel at stå på lovende klem, da hun bliver ansat som assistent for den litterære agent Margaret, som har den legendariske forfatter og mystiske eneboer J. D. Salinger i sin stald. Joanna får dog ikke her forløst sine forfatterdrømme, men bliver i stedet ansat til at tage sig af fanposten til Salinger.

Hun skal dog ikke videregive de mange og personlige fanbreve til den aldrende forfatter, men derimod blot besvare dem med korte standardsvar, hvor det gøres klart, at Salinger ikke tager imod den slags henvendelser. Således flyttet til den mægtige storby er Joanna trådt bare en smule ind i de hellige haller, hvor hendes egne drømme trues med at ryge ud med badevandet til fordel for det noget trivielle job.

Så let giver Joanna nu bestemt ikke op på sin egen forfatterstemme, hvorfor hun nu udtænker en plan hvormed, hun kan få kreativt afløb for sine skriverier. Således er der med den søde, sjælelige og menneskelige ’My Salinger Year’ sat et på flere måder følelsesfint og veloplagt drama på skinner, hvor man i førerhuset på den smukt fotograferede fortælling finder en hele vejen skøn Margaret Qualley.

Hun alene er hele filmen værd, da hun med nærvær, smittende sødme og charmerende schwung forløser rollen som den drømmende og målrettede Joanna. Et portræt af en kvinde med en drøm, der går på kanten af at briste. Ikke nok med det, så bakkes Margaret Qualley engagerende op af sine medspillere. Ikke mindst Sigourney Weaver som den bestemte, men også underspillet omsorgsfulde Margaret.

Der er virkelig god dynamisk energi mellem de to kvinder, som befinder sig i hver sin ende af livet. Videre er der en velcastet Douglas Booth som Joannas selvoptagede forfatterkæreste, mens bl.a. Brían F. O’Byrne og Colm Feore bidrager med forførende menneskelighed i mindre roller. ’My Salinger Year’ er ganske enkelt et besnærende drama, der med fin lethed tager livtag med bl.a. det at turde drømme.

’My Salinger Year’ får 4 ud af 6 stjerner:

’My Salinger Year’ har biografpremiere den 1. juli.