‘I krig med morfar’ er en hyggelig og småmorsom barnebarnsfejde

Biografanmeldelse: Jeg elsker Robert De Niro. Men hvem gør i grunden ikke det? Præcis. Han er altså også svær ikke at holde af som charmerende og krigsklar morfar i den hyggelige og småmorsomme ’I krig med morfar’. Ja, jeg under gerne legenden at more sig med en letbenet rolle og film. Særligt, når hans gode humor smitter af på mig, som tilfældet er her.

Her er dog desværre også tale om en ganske generisk komedie, hvor pointer om sammenhold og familie bankes i med forudsigelige søm. Heldigvis er blandt andet og netop Robert De Niro altså godt selskab. Det sammen med mindre roller til ligeledes cool og charmerende gamle mænd som Christopher Walken og Cheech Marin. Seje og sjove Uma Thurman er familiemor, mens en anden personlig favorit ses som faderen i skikkelse af Rob Riggle med altid herlig komisk timing.

Det er dog overvejende parløbet – og ikke mindst krigen – mellem morfar og barnebarnet Peter, der er centrum for filmens fortælling. For da morfar Ed flytter ind hos den lille familie, overtager han Peters elskede værelse, hvorfor barnebarnet nu er tvunget til at flytte op på det rottebefængte og utætte loft. Det huer ikke knægten, som derfor nu vælger at erklære Ed krig for at generobre sit værelse.

Oakes Fegley er den krigsklare dreng, der ganske vist ikke brænder igennem, men på ok vis trods alt bærer sin rolle. Det er nu også svært at skulle matche ikonet Robert De Niro, der altså som sagt er et charmerende og hyggeligt intimiderende selskab. Således står den på pranks mellem de to, der nu forsøger at overgå hinanden i opfindsomme fælder, der involverer alt fra superlim til bomber i skoletasker.

Desværre formår filmen ikke helt at holde et tempo, der griber mig, men går til tider en smule i stampe. Endvidere bølger fejden også en smule i tomgang og gentagelser, hvor netop gentagelsen suger noget af den ellers ok veloplagte energi ud af den heldigvis og momentvise morsomme krig.

’I krig med morfar’ er kort fortalt en ufarlige omgang sjov og ballade, hvor Robert De Niro synes at more sig i rollen som charmerende morfar, hvilket smitter af på mig. Herligt! Desværre forløber fortællingen forudsigeligt, mens pointerne om, at krig er noget hø, men sammenhold er godt, bliver klodset bøjet i neon. Men nogenlunde fred med det, når nu komedien formår at være et ganske hyggeligt bekendtskab.

’I krig med morfar’ får 3 ud af 6 stjerner:

’I krig med morfar’ har biografpremiere den 12. maj.

‘Sound of Metal’ sætter sig sitrende i hele min krop

Biografanmeldelse: Hvordan vil du mon reagere hvis det, du elsker allermest, bliver taget fra dig? I det på flere planer engagerende drama ’Sound of Metal’, er det musikken, der med et bliver hevet ud af den dedikerede trommeslager Rubens liv. Ja, med et sparkes han hårdt ud af kurs. For hvordan skal hans liv nu fungere? Hvordan skal han kunne undvære musikken? Og hvordan tackler han det at blive døv?

Nej, det er i udgangspunktet ikke just en opløftende fortælling, jeg her hives ind i. Men den er ganske enkelt så pokkers velfortalt og ikke mindst spillet med intensitet og konstant nerve af Riz Ahmed som Ruben, at jeg bliver grebet af filmisk fryd. Rubens nomadeliv er nemlig dragende at blive en del af. Hans kamp med sig selv, selve livet og sine relationer, blandt andet til kæresten og medmusikeren Lou.

I rollen som Rubens redning Lou, finder man en både sart og sej Olivia Cooke, der i samspil med Riz Ahmed skaber en troværdig romance. Et andet trumfkort er en helt igennem nærværende Paul Raci som den døve Joe, der tager Ruben under sine vinger på et landsted for andre døve. Ruben må her stå ansigt til ansigt med sine indre dæmoner og finde en ny vej i livet, det hjulpet på vej af netop den rolige Joe.

Det er dog Riz Ahmed, der løber med den overordnede opmærksomhed, men han bakkes altså dynamisk op af sine medspillere. Jeg bliver bestemt hevet med ind i hovedet på og helt ind på livet af Ruben og hans frustration, indre kaos og kampen for at genvinde sig selv og en ny identitet som døv – uden sin passion, musikken. Det er på en gang rørende, gribende og gør samtidig pokkers ondt at være vidne til.

Smerten vibrerer konstant bag Rubens dybe øjne og sætter sig i maven på mig. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Darius Marder har altså et fornemt overblik over sin fortælling og ikke mindst Rubens indre rejse. Det er en film, som finder sin egen rolige rytme. Der er tid til at dvæle ved historien, ved øjeblikkene. Filmen rummer hermed også en larmende stilhed. Fornemt.

Netop stilheden og lyden spiller også en afgørende rolle for min oplevelse med og indlevelse i Rubens nye verden. Jeg får med egne ører på sin vis stilheden og den tiltagende døvhed at høre. Som blandt andet, når Ruben ikke længere kan høre Lous stemme eller den dundrende musik. Det er hjerteskærende. ’Sound of Metal’ er kort fortalt et drama, der fra første til sidste scene havde sit sikre greb i maven og hjertet på mig.

’Sound of Metal’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sound of Metal’ har biografpremiere den 6. maj.

’Promising Young Woman’ langer et bittersødt hævntogt over disken

Biografanmeldelse: Musikken dunker, baren er åben og mændene er ude på glubsk scorerov. På en sofa sidder en tilsyneladende meget beruset ung kvinde. Det er Cassie. Der er bare lige det ved det, at hun slet ikke er forbandet fuld. Til gengæld er hun ædru og meget vred. Vred på mænd. Hendes mission i nattelivet er nemlig at udstille præcis, hvilke svin mænd er i en situation med en øjensynligt meget beruset kvinde.

Denne mission gentager Cassie gang på gang og holder sirligt regnskab i sin lille notesbog med alle de mænd, der har forsøgt at forgribe sig på hende, mens hun har ladet som om, at hun var alt for fuld til at gøre modstand, men altså i næste nu, afslører sig som netop yderst ædru og nu gør mændene mere end pinligt berørte over, at de nær havde forgrebet og i visse tilfælde voldtaget en omtåget kvinde.

Den 30-årige Cassie bor stadig hjemme, er droppet ud af sit studie, arbejder på en lille café og har totalt mistet retningen i sit liv. Et liv, der er gået helt i stå. Ja, hun var en gang måske nok en ung og lovende kvinde, men denne titel har hun altså smidt fra sig i den bittersøde hævnthriller ’Promising Young Woman’. En fortælling, der med vid og bid, tager kvælertag på blandt andet samtykkedebatten og #metoo.

En film, der også angriber tematikker som sorg, traumer og netop hævn, men altså også kærligheden og det svære forhold mellem mænd og kvinder. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennell har her med veloplagt bid og kulsort humor sat potente og svære temaer i søen og snoet dem omkring en fortælling, der måske ikke som sådan overrasker med sine pointer, men bestemt udstiller og fremstiller ovennævnte problematikker med ganske fine nuancer og ikke mindst på medrivende vis.

Carey Mulligan indtager rollen som den hævnfyldte Cassie på fængslende vis og med fint gearskifte fra sorgfuld kvinde til en kvinde i total kontrol over situationen med mændene, der har slæbt hende med sig hjem. Desuden tager fortællingen fint iscenesatte drejninger undervejs, der på subtil og gribende vis folder sin fortællings skyggesider og Cassies historie ud i intenst tiltagende tempo.

’Promising Young Woman’ er ganske enkelt et styk potent hævnthriller med en dejlig bidsk, bittersød og sorthumoristisk klangbund, hvor svære problematikker som overgreb, traumer, sorg og ikke mindst hævn samt forholdet mellem mænd og kvinder sættes veloplagt i scene i en fortælling, der snor sig gribende og intenst hele vejen mod den store finale med en engagerende Carey Mulligan i hovedrollen.

’Promising Young Woman’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Promising Young Woman’ har biografpremiere den 6. maj.

Den smukt fortalte ‘Minari’ efterlod mig svævende opløftet

Biografanmeldelse: Med følsom forståelse folder det smukt fortalte drama ’Minari’ sig forførende ud. Det handler blandt andet om det at skabe en familie med alt, hvad det indebærer af forventninger til livet og hinanden. Det handler om at finde og skabe sig et nyt hjem. Man følger nemlig en lille koreansk familie i 1980’erne, der er rejst til USA for at starte på en frisk og finde lykken.

Lykken ligger dog ikke lige foran næsen på mor, far og deres to børn. For efter et par hårde år med slidsomt arbejde i Californien, flytter de ind i en tvivlsom husvogn langt ude på landet i Arkansas. Her er det drømmen at opbygge et landbrug på det store stykke land, de har købt sig. Drømmen er dog mest faderen Jacobs, mens hans hustru Monica er mere skeptisk. Blandt andet det udfordrer deres forhold.

For det er ikke sådan lige at starte fra nul og det med at etablere et succesfuldt landbrug, så familien kan skabe sig et bedre liv end at tjene sine penge ved at kønsbestemme kyllinger i massevis. Familiedynamikken vendes dog snart på hovedet, da Monicas gamle mor Soonja ankommer fra Korea for at flytte ind sammen med familien.

Det hele lyder måske en kende tungt, men tag ikke fejl. For her er både humor, lun varme og dejlig menneskelighed i dramaet, hvis fortælling udfolder sig på naturlig vis. Samme naturlighed finder man i de gribende portrætter. Her med Steven Yeun som den pressede far, Yeri Han som den tvivlende hustru, mens Yuh-Jung Youn lunt portrætterer den bramfrie mormor.

Deres to børn indgår ligeledes dynamisk i familieportrættet, hvor Alan S. Kim som sønnen David fint portrætterer det spirende forhold til mormoren, der emmer af et barns naturlige nysgerrighed. Noel Cho er storesøsteren Anne, der sammen med David forsøger at holde sammen på deres forældres forhold. Jeg må bestemt ikke glemme en herlig Will Patton som excentrisk og gudfrygtig arbejder på det lille landbrug.

Instruktør og manuskriptforfatter Lee Isaac Chung er ganske enkelt lykkedes med et hjertevarmt, morsomt og gribende portræt af en familie på ny grund med alt, hvad det indebærer af udfordringer – ydre som indre. Et portræt om det at skulle og ville skabe sig et nyt hjem med håbet om en bedre fremtid. Et portræt af generationer, hvor livets line spændes forførende og følsomt ud mellem børn og forældre.

’Minari’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Minari’ har biografpremiere den 6. maj.

En gribende mut melankoli dirrer i den smukke ’Nomadland’

Biografanmeldelse: Jeg blev med den roligt udfoldede nomadefortælling ’Nomadland’ hensat til både storslåede vidder i den amerikanske natur og en gribende mut melankoli portrætteret af en hele vejen engagerende Frances McDormand. For det er med rolige skridt, et adstadigt tempo og uden egentlig retning, at jeg her kommer med på en rejse, der både går gennem den smukke natur og et sorgramt indre.

Den nogle og 60-årige Fern mister nemlig alt grundet arbejdsnedlæggelser – både hus, hjem og sin mand, der går bort. Det bliver starten på et radikalt andet liv. Huset byttes ud med et hjem på fire hjul og en tur ud i landet, hvor den står på småjobs hist og her, hvorend hun triller hen. Den ensomme tilværelse bliver dog afløst af et fællesskab i en stor gruppe mennesker, der har valgt livet som kørende nomader.

Det er ganske vist ikke meget, der som sådan sker rent plotmæssigt, men netop i samspillet mellem filmens fine billeder af naturen, stjernehimlen og betagende solnedgange overfor Frances McDormands sorgramte og rådvilde Fran samt ikke mindst en række af skønne bikarakterer, får fortællingen konstant nærværende og menneskeligt liv. Både i det talte, men også i alt det usagte og i billedernes magi.

’Nomadland’ er både skrevet, klippet og instrueret af Chloé Zhao, der på fineste vis lykkedes med at tage livtag med selve det levede liv. Det svære, det smukke, det triste og det opløftende. Det handler om mennesker, livet og hvordan, man pludselig kan miste sit fodfæste og retning i livet. Netop fortællingens både rolige liv og mere eller mindre retningsløse form, er en pointe i sig selv og en af filmens styrker.

Ganske vist er Frances McDormand det altoverskyggende omdrejningspunkt, men jeg bliver nødt til også at nævne rækken af menneske, Fern møder på sin vej. Alle har de noget med sig i bagagen, der ligeledes har gjort, at de har valgt nomadelivet. Dette fællesskab beskrives aldeles fint, hvor man blandt andre møde den ældre kvinde Swankie, hvis rejse går mod livets ende, mens David synes at ekkoe Ferns rådvildhed.

Jeg kan ganske enkelt kun anbefale denne velbalancerede nomadefortælling, der blandt andet både trak på tårerne hos mig, men også smilet og en refleksion over mit eget liv. Nej, der er ingen lette løsninger på livet. Der er intet, som er sikkert. Men vi kan være med til at forme, hvem vi vil være og er. Vi kan tilvælge livet, fællesskabet og det at finde et hjem – uanset, om det er et hus eller på fire hjul. Selvom det er svært.

’Nomadland’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nomadland’ har biografpremiere den 6. maj.

‘Chaos Walking’ er sløv science fiction, der vakler fladt rundt

Biografanmeldelse: Der er intet som at blive omfavnet og opslugt af en overbevisende og engagerende fremtidsverden på film. Med science fiction-filmen ’Chaos Walking’ forsøges en sådan troværdig verden at iscenesættes. Jeg bliver således her taget med til en grøn og fremmed planet, hvor mennesket er nybyggere i forsøget på at skabe sig et nyt liv langt væk fra Jorden.

Desværre lader filmens forsøg på besnærende og fantasifuld world building en del tilbage at ønske. Jeg bliver aldrig rigtigt engageret eller for den sags skyld følelsesmæssigt involveret – hverken i filmens noget kedelige og skovbesatte setting eller i fortællingens karakterer. Kun i få forglemmelige øjeblikke øjner jeg den fremmede planets fauna og dyreliv, hvor man bl.a. møder kæmpebiller og et spruttemonster i en sø.

Hverken filmens verden eller karakterer bliver dog videre nuanceret forløst, men efterlades ret så flade i en fortælling, der – som sit forsøg på world builing – fremstår amputeret. Det er som om, at der filmen igennem mangler plotmæssige elementer og karaktermotivation. Der forsøges dog ok interessant visualiseret personernes evne til at høre hinandens tanker med blandt andet farverige mønstre og indre monologer hos den lille bys mænd.

Det er nemlig kun mænd, man på underlig vis finder i det lille bondelignende samfund. Det indtil en dag, hvor en mystisk pige ved navn Viola nødlander i et rumfartøj. Dette bliver starten på en menneskejagt, der således går gennem planetens skove og brusende floder. Den unge mand Todd lover nemlig at beskytte Viola mod ikke mindst det lille samfunds brutale leder Prentiss.

Filmen er baseret på bogen ’The Knife of Never Letting Go’. Det er måske i oversættelsen fra bog til film, at fortællingens noget amputerede følelse skal findes. For i grunden er her fine idéer gemt bag den desværre mere trætsomme end medrivende film. Tom Holland gør ellers, hvad han kan med forpustet intensitet i rollen som Todd, mens en cool Daisy Ridley er et dragende bekendtskab som Viola.

De tos udmærkede samspil er desværre bare langt fra nok til at løfte filmen ud af sin vaklende gang gennem en fortælling, der mere sløver end forfører mig. En ansigtsarret Mads Mikkelsen får desværre heller ikke meget stof at gøre godt med i rollen som den ret så generiske skurk Prentiss. ’Chaos Walking’ er med andre ord et frustrerende bekendtskab, da her umiddelbart ligger kimen til en interessant film og et spændende univers. Det bliver bare aldrig forløst på hverken overbevisende eller medrivende vis.

’Chaos Walking’ får 2 ud af 3 stjerner:

’Chaos Walking’ har biografpremiere den 6. maj.

‘Retfærdighedens ryttere’ byder på kulsort humor og blodig hævn

Biografanmeldelse: Det er det helt tunge skuespillerskyts, der trækkes i Anders Thomas Jensens kulsorte komedie ’Retfærdighedens ryttere’. Samtidig trækkes der også ægte tungt skyts, når maskinpistolerne folder sig intenst ud i en hævnfortælling tilsat universelle tematikker som tilfældighed og tilgivelse, sorg og savn. Nå ja, og vel i grunden også både venskab og familie.

For det er en ret så umage flok, som samles på kryds og tværs af tilfældigheder i en fortælling, der tager sit tragiske udgangspunkt i Markus’ kone, som dør i en voldsom ulykke. Den ellers udstationerede militærmand vender derfor hjem til sin teenagedatter Mathilde, der overlevede ulykken. Men er det nu også en ulykke eller et planlagt attentat, som konen blev et tilfældigt offer for?

Det er den overlevende medpassager og matematiknørd Otte overbevist om, da han via nøje udregninger når frem til, at ulykken ikke er summen af tilfældigheder, men derimod udført af en gerningsmand. Det bliver starten på Markus’ hævntogt, hvor det ikke kun er den smånervøse Otto, men også den hacker-intelligente ”charmør” Lennert og det hidsigt teknologi-geni Emmenthaler, der er med på turen.

Det er mildest talt en umage forsamling, hvor jeg ikke må glemme Mathilde, som står ret så alene med sin sorg, da hendes far langt fra er en mand, der viser følelser og da slet ikke taler om dem. Ja, en flok af knudemænd, barndomstraumer og tragedier. Det lyder måske nok noget alvorligt – og er det sådan set også. Men nu er det en Anders Thomas Jensen-film, så humoren ligger som en sort understrøm hele vejen.

Det er blandt andet i netop den kulsorte humor med den alvorstunge bagside, at filmen får sin styrke – det også takket være flokkens interne dynamik. Her med en dragende indadvendt vred Mads Mikkelsen som Markus, en fint underspillet Nikolaj Lie Kaas som skyldbetyngede Otte, mens Nicolas Bro er morsom som den bandende Emmenthaler og Lars Brygmann forener tragedie med en humoristisk lethed som Lennert.

Andrea Heick Gadeberg bibringer desuden gruppen en fin uskyld midt i den i grunden ret så dejligt gakkede historie, der måske nok bliver en kende tung i spyttet sine steder og en kende for kantet i sin behandling af sine tematikker. Det sagt, så lever ’Retfærdighedens ryttere’ engagerende godt af sit hold, sin kulsorte humor og ja, ikke mindst Anders Thomas Jensens skudsikre replikker og veloplagt groteske one-liners.

’Retfærdighedens ryttere’ får 4 ud af 6 stjerner.

’Retfærdighedens ryttere’ har biografpremiere den 6. maj.

Der er fuld og farverig fortidsfart på ‘Croods – en nytid’

Biografanmeldelse: Fortidsfamilien Croods er igen på farverig færde i fortsættelsen ’Croods – en nytid’. Det er en underholdende, tempofyldt og opfindsom omgang animation, der bydes på, når familiedynamikken og sammenholdet kommer på prøve i mødet med en anden og noget mere civiliseret familie. Desuden banker kærligheden på døren hos familiens teenagedatter, hvilket heller ikke er helt nemt.

For allerede i den første film mødte vi den nye dreng Guy, som Eep falder pladask for – og kærligheden går begge veje. Det huer dog ikke farmand Grug, der gruer for, at Eep og Guy måske endda vil stifte deres egen familie. Endnu værre går det, da Croods-familien et paradisisk sted møder familien Bedrested, der gerne ser, at deres datter Gry finder sammen med Guy.

Her er der altså tematikker som familie, sammenhold og kærlighed i spil – alt sammen pakket animations-medrivende ind i vilde ridt gennem en kulørt fortidsverden, der huser det ene vilde fortidsdyr efter det andet samt ikke mindst overraskende beplantning, der lokker familierne i fare hvert uopmærksomt øjeblik. Ja, ’Croods – en ny tid’ er en morsom fryd for øjet, hvor jeg rives med af fortælleglæden og det høje tempo.

Naturligvis er de to familiers medlemmer også en del af, at filmen er en fornøjelse – også selvom tempoet måske nok efterlader lidt af den dramatiske tynge i farten. Men fred med det. For når først blandt andet far Grug og farmand Bedrested går i clinch, opstår der dynamisk ping pong. Det gælder i det hele taget for de to ret så forskellige familier, der måske ikke er så forskellige endda.

For ja, moralen er måske nok universel og værd at blive mindet om, men den skæres desværre også lige kantet nok ud i pap. Nemlig pointen, at sammen er man bedre stillet. Selvom denne pointe måske nok ikke er videre nuanceret i fortællingen eller hos karaktererne, så lever løjerne så absolut fint af netop fortællingens engagerende flow, de visuelle morsomheder og familiernes forskelligheder.

’Croods – en ny tid’ er ganske enkelt en yderst veloplagt animationsfilm, der sprudler af visuel fortælleglæde, men måske nok mangler flere nuancer og mere tyngde i sin historie. Dette opvejes dog som nævnt fint af filmens tempofyldte udfoldelse og de medvirkende samt den interne dynamik familiemedlemmerne imellem. Jeg ser gerne en tredje film om familien Croods.

’Croods – en ny tid’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Croods – en ny tid’ har biografpremiere den 6. maj.

‘The Painted Bird’ er både forbandet smuk og forbandet barsk

Biografanmeldelse: WOW! Ja, det opsummerer meget godt min oplevelse med ’The Painted Bird’, der er både forbandet smuk og forbandet barsk. En knugende fortælling foldet fornemt, dragende og gribende ud på godt tre timer – og det hele vejen i betagende sort/hvid. Jeg bukker mig i støvet for filmens fotograf Vladimír Smutný, som formår at tryllebinde med sine billeder i hver enkelt indstilling. Åndeløst!

Man følger i filmens yderst brutale, voldelige og rystende fortælling en ung dreng, der pludselig står uden hus og hjem, da hans tante dør. Helt alene i verden må han nu forsøge at klare sig selv, det mens 2. Verdenskrig buldrer løs i det fjerne. Det er et hårdt liv, hvor midlerne er få og ren overlevelse, står øverst på listen. For drengen bliver smidt fra den ene ubehagelige behandling til den næste.

Det er med andre ord en kold og kynisk verden af had og død, der møder ham på sin rejse i Østeuropa, hvor nazisterne er ved at slå alle jøder ihjel. Fortællingen, som udspiller sig gennem drengens øjne – på blandt andet tjekkisk og russisk – er dog også en hjerteskørende beretning om at vokse op under de mest brutale forhold tænkeligt. Det fra overgreb, ren vold og alverdens andre pinsler. Det gør ondt helt ned i maven.

I rollen som drengen finder man en sand stjerne i Petr Kotlár, der med skrøbelig sårbarhed, intensitet, uskyld og et uforligneligt nærvær er med til at bære filmen gennem al volden, hadet og den gruopvækkende virkelighed, han møder. Han er på samme tid også en ukuelig overlever, hvilket måske også er netop det meget spinkle håb, der trods alt sniger sig ind i filmens nærmest usynlige yderkant.

Jeg har ikke læst romanen af samme navn fra 1965 af Jerzy Kosinski, som filmen er baseret på, men som et helt monumentalt og selvstændigt værk, står ’The Painted Bird’ altså stærkt, hårrejsende og grumt. En sand filmisk fornøjelse, selvom det altså i den grad gør ondt at være vidne til den benhårde fortælling. Filmen tikker ganske vist ind på godt tre timer, men sættet altså visuelt ikke en fod forkert.

Kort fortalt formår Instruktør Václav Marhoul med et forkromet overblik og sans for både det helt nære og de store vingesus at binde fortællingen sammen til et hele, der smerter og bed sig fast i mig undervejs, men som også har sat sig i min mave som en knugende knude efterfølgende – det på en filmisk forførende måde, der skal tages som et absolut kompliment. Se den, mærk den, oplev den. Nu!

’The Painted Bird’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Painted Bird’ har biografpremiere den 19. november.