Den næsvise animationsfilm ’Blokhavn’ er ikke særlig næsvis

Biografanmeldelse: Den danske animationsfilm ’Blokhavn’ vil gerne være den frække dreng i klassen, men ender som sentimental, ufarlig og politisk korrekt. Det er virkelig en skam, da der undervejs ellers er små kvæk af kækheder, der kunne have båret filmen bedre igennem sin forudsigelige historie – hvis man altså havde turdet at holde fast i denne friske frækhed.

Men over stregen går løjerne aldrig. Ja, de nærmer sig nærmest ikke stregen med sine gags og jokes, hvor lærerne enten er nogle dumme tumper eller lige det modsatte – nemlig en fornuftens stemme, der ser og hører filmens hovedroller i øjenhøjde. På samme måde bliver og er filmen også denne fornuftens stemme, der mere prædiker, at man skal opføre sig ordentligt end at drille det etablerede.

Hertil kommer, at den flade animation ikke just gør, at jeg engageres mere i eskapaderne. En animation, der ikke kan bære filmens ellers korte spilletid på 1 time og 16 minutter. Det er satiregruppen Gigis, der står bag filmen. De har tidligere stået for blandt andet diverse korte YouTube-videoer. Det lykkede dem dog ikke vellykket at løfte deres satiriske univers ind i spillefilmsformatet. Desværre.

For der er uden tvivl et godt og oprigtigt hjerte bag ’Blokhavn’, der dog ender som en halvflad opsang om at tage sig sammen i skolen og at opføre sig ordentligt. For ja, hvad handler filmen egentlig om? Jo, man følger en gruppe venner, der bor i ghettoområdet Blokhavn. Deres skole udnævnes imidlertid til landets værste, hvorfor den står til at blive lukket.

De fem venner sætter derfor alt ind på at redde skolen, så de ikke skal spredes for alle vinde. Redningsaktionen er således sat i søen, mens der blandt andet gøres noget halvsent grin med de halvgamle Jokeren og Niarn. Det synes mere bedaget end frækt fremme i skoene. Men uanset, hvor fræk eller ikke fræk ’Blokhavn’ er, kan den ikke løbe fra at være en kedelig omgang med kun små vellykkede komiske kvæk undervejs.

’Blokhavn’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Blokhavn’ har biografpremiere den 25. juni.

’Unge Ahmed’ er en smertelig film om en ung drengs vej ind i ekstremismen

Biografanmeldelse: Det kan være svært at finde sin plads i livet i ens unge år. Det gælder i hvert fald for den 13-årige belgier Ahmed i Dardenne-brødrenes dragende drama ’Unge Ahmed’. Her finder den unge dreng et hjem og mening i islam. Men snart påvirkes han af en lokal imam i ekstremistisk retning, hvilket resulterer i en livsændrende handling, der ingen vej er tilbage fra.

Således fanget mellem imamens ekstreme idealer og sin families meget mere afslappede forhold til det at være muslim, finder man altså den letpåvirkelige Ahmed. Han spilles af den konstant nærværende og gribende Idir Ben Addi, der balancerer fornemt mellem en drenget skrøbelighed og en voksens stålsatte blik. Det er ham og hans vej ind i ekstremismen, der er fortællingens knugende centrum.

’Unge Ahmed’ savner undervejs måske nok at kunne holde sit ellers fint gribende greb i mig – i mit hjerte og i min mave. Men det sagt, så er det helt grundlæggende en både interessant, nervepirrende og smertelig fortælling om en ung dreng, der søger efter en mening med det hele og en plads i livet – det med en for ham farlig tolkning af Koranen.

Ahmed omgives dog ikke kun af imamen, men mest af alt af en kærlig familie og voksne, der vil ham det bedste. Blandt andet sin egen mor, der ikke ved, hvad hun skal gøre for at få sin søn tilbage og ikke som en dreng, der går ad fanatismen vej, mens Ahmed også har en lærerinde, som tager sig af ham og præger ham i en anden retning end ekstremismen.

’Unge Ahmed’ er med andre ord en både troværdig og ganske nuanceret samt ikke mindst gribende og smertelig film, der på en gang rummer både håb og håbløshed. Filmen efterlod mig i hvert fald med en følelsesmæssig mavepuster, der ramte rent i både maven og hjertet på mig.

’Unge Ahmed’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Unge Ahmed’ har biografpremiere den 18. juni.

Excentrisk Robert Downey Jr. taler med dyr i komedien ‘Dolittle’

Komedie på Blu-ray: Tænk sig at kunne tale med alverdens dyr – det ville være ret så vildt, ikk’? I den forglemmelige ‘Dolittle’ er det præcis, hvad filmens titelkarakter kan. Efter sin hustrus død har den excentriske Dr. Dolittle dog imidlertid vendt verden – og ikke mindst menneskene – ryggen. Han er med andre ord opslugt af selvmedlidenhed og kun med sine talende dyr som venner.

Der går dog ikke længe førend, at den gode Dolittle atter engang bevæger sig ud i menneskenes verden. For da den dødeligt syge dronning Victoria har brug for hans hjælp, bliver det også starten på en mere eller mindre eventyrlig rejse, der bringer Dolittle og de mange dyr ud på verdenshavene og ind i ukendt land for at skaffe modgiften til dronningen.

Robert Downey Jr. indtager måske nok ganske fint rollen som den småskøre, elskværdige og charmerende Dolittle – han drukner dog hurtigt i en film, der er fersk, forglemmelig og for kedelig i sin fortælling til, at jeg engageres – hverken i historien eller i de medvirkende. Fra Dolittle til de mange talende dyr. Der forsøges ellers stablet alverdens morsomheder på benene.

Det bliver dog nærmest aldrig til komiske pletskud, men mest af alt flade forsøg på dette, hvor timingen synes mere off end on. Desværre. For der er ellers lagt i gryden til sin del af morsomme optrin. Man finder blandt andet alt fra en kuldskær isbjørn til en tiger med moderkomplekser og en guldsmed med mere end selvtilliden i orden – nå ja, og en solid omgang pruttehumor.

Lige lidt hjælper det desværre en ellers ok veloplagt Robert Downey Jr., der mest synes som en vag skygge af den kaptajn Sparrow. Excentrisk, kulørt og karismatisk. Det bliver denne Dolittle bare ikke rigtigt – det samme kan siges om det ellers kulørte eventyr, der mangler mere schwung, flere troværdige farer samt udfordringer og ikke mindst en skurk, der bare har en smule pondus.

Robert Downey Jr. lander altså fladt som Dolittle i det forglemmelige eventyr, hvor de talende CGI-dyr aldrig rigtigt får komisk fat. Her er ellers prominente stemmer af blandt andre Rami Malek, Octavia Spencer og Emma Thompson. Det hele fremstår desværre bare mest af alt som venstrehåndsarbejde. Et eller andet sted i processen er hjertet i hvert fald blevet tabt på gulvet. Øv.

‘Dolittle’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. juni. 

Tom Cruise og fæle aliens i ‘War of the Worlds’ på 4K Ultra HD

Science fiction på 4K Ultra HD: Lad det være sagt med det samme, jeg er virkelig vild med Tom Cruises film – dette gælder ikke mindst den måske en smule undervurderede og oversete (?) science fiction-film ‘War of the Worlds’ instrueret af ingen ringere en mesteren Steven Spielberg. Jeg mener i hvery fald, at man bør give filmen en chance til eller i det hele taget bare se den. Nu hvor den udkommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, bør man bestemt gribe netop den chanc.

‘War of the Worlds’ er fra 2005 og er en moderne fortolkning af H.G. Wells klassiske science fiction-thriller, som er historien om en amerikansk familie og deres desperate kamp for at redde menneskehedens fremtid fra fæle rumvæsner, der invaderer Jorden. For at beskytte sin familie må Ray Ferrier derfor nu flygte fra en hær af fremmede maskiner, der ødelægger alt hvad der er på hans vej.

Der er med andre ord i min optik ingen vej unden om denne film – slet ikke, hvis man er til Tom Cruise, science fiction og farlige rumvæsner, videre til film af Steven Spielberg og ganske enkelt medrivende og spektakulære film. Jeg er i hvert fald vild med ‘War of the World’ i denne opdaterede version – og nej, man behøver altså ikke at være lige så vild med Tom Cruise som jeg er for at sætte pris på filmen.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen nu udkommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, så følger der med udgivelsen også en ret omfattende omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke ned i en række featuretter, blandt andet ‘Revisiting the invasion’, ‘Steven Spielberg and the original War of the Worlds’ og ‘The H.G. Wells
legacy’ og meget mere.

‘War of the Worlds’ udkommer på 4K Ultra HD den 2. juni.

Der er fart på Tom Cruise i ‘Days of Thunder’ på 4K Ultra HD

Fuld fart på 4K Ultra HD: Nej, jeg kan absolut ikke få nok af Tom Cruise på film. Det gælder bestemt også den højoktane ‘Days of Thunder’ fra 1990. Filmen udkommer nu på det skønne, billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, hvor filmen i den grad kommer til sin hæsblæsende ret. Så ja, er du vild med Tom Cruise, ræsende biler og ganske enkelt fart over feltet, så bør du anskaffe dig denne udgivelse.

Tom Cruise her spiller racerkøreren Cole Trickle, hvis talent og ambitioner kun overgås af hans behov for at være en vinder. Cole trænes af teamleder og bilbygger Harry Hogge til at konkurrere om Winston Cup i Daytona 500. Et voldsomt nedbrud er tæt på at sætte Coles karriere på pause, og han må henvende sig til en smuk læge for at genvinde styrken og modet, der kræves for at konkurrere, vinde og leve.

‘Days of Thunder’ er altså en film om blandt andet passion og kærlighed med alt, hvad det indebærer af opture og nedture. Du får det hele i denne måske lidt overset Tom Cruise-film. Men hvis du endnu ikke har set den, bør du altså bestemt ikke snyde dig selv – ellers fortjener den bestemt også et, hvis ikke flere, gensyn.

Så grib roligt muligheden for det, nu hvor ‘Days of Thunder’ altså udkommer på det formidable format 4K Ultra HD, hvor filmens mange fræsende scener i den grad kommer til deres ret. Udgivelsen har dog et noget sparsomt ekstramateriale, hvilket er en skam. Man finder således blot featuretten ‘Filmmaker Focus: Days of Thunder’. Men filmen er nu også hele udgivelsen værd.

‘Days of Thunder’ udkommer på 4K Ultra HD den 2. juni.

Forrygende ‘Top Gun’ med Tom Cruise får skøn 4K Ultra HD-udgivelse

En klassiker på 4K Ultra HD: Ja, jeg er mere end begejstret for mega-stjernen Tom Cruise og hans film. En af dem er den pulserende og maskuline 80’er-klassiker ‘Top Gun’ fra 1986. Nu udkommer filmen – der altså er en af mine klare Tom Cruise-favoritter – på den formidable 4K Ultra HD-format, hvor både billede og lyd er optimeret. Blandt andet kommer de intense fly-scener med andre ord endnu mere til deres ret. Herligt

Tom Cruise spiller som bekendt her en ung og ikke mindst selvsikker pilot ved navn Maverick. Han elsker klart nok fart. Men han har meget at bevise og endnu mere at lære. Det kræver blot lidt mere tålmodighed, end den ivrige pilot måske lige er i besidelse af. Her er med andre ord lagt op til højoktaner scener, 80’er-charme og ikke mindst et engagerende makkerskab de unge piloter imellem.

Forude vender desuden en opfølger – det igen med Tom Cruise i rollen som Maverick. Det er da også derfor kun passende at få set eller genset filmen – og det på 4K Ultra HD. Det er dog ikke kun Tom Cruise, der shiner i filmen, for blandt andet skal stjerneskuespillere som Val Kilmer, Kelly McGillis, Anthony Edwards, Meg Ryan og Tim Robbins også nævnes.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen som nævnt kommer på det overlegne 4K Ultra HD-format, så finder man også en ganske omfattende omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet dykke ned i en række featuretter så som ‘The Legacy Of Top Gun’, ‘On Your Six – Thirty Years Of Top Gun’ og ‘Danger Zone: The Making Of Top Gun’, videre til en kommentarspor og interviews med Tom Cruise med meget mere.

‘Top Gun’ på 4K Ultra HD udkommer den 2. juni.

Bond møder Ethan Hunt i animationsfilmen ‘Spioner på missioner’

Spioner på Blu-ray: Spionen Lance Sterling er både lidt for god, lidt for cool og lidt for glad for sig selv, når han nedlægger skurke og klarer umulige missioner. Men hans kækhed lider dog et knæk, da han ved et uheld forvandles til en… due. For uheldigvis drikker Lance et utestet forsøg, som det lettere akavede teknologi-geni Walter arbejder på – og wupti: han bliver til en spion-due!

Uforudsete omstændigheder gør imidlertid nu, at Lance, der ellers sværger til at arbejde på egen hånd, må gå sammen med Walter mod en überskurk med en robotklo som hånd. Den ret så umage duo – ja, en kejtet opfinder og en talende due – kommer således på et vildt actionridt af en hemmelig mission for at stoppe skurken fra at kompromittere i hundredevis af spioner.

Animationsfilmen ‘Spioner på missioner’ er altså sjov og ballade – fra start til slut. Godt nok forsøges der lagt en tragisk baggrundshistorie ned over Walter, der har mistet sin mor. Men dette og hans forhold til moren kommer aldrig til at få nok dramatisk plads og bliver altså desværre aldrig rørende nok til at give dramatisk tyngde til Walters karakter eller historien som helhed.

Fred med det, for her er ganske medrivende fart over feltet, hvor jeg kastes fra den ene hæsblæsende scene til den næste, mens der spædes til med Walters opfindsomme opfindelser af gadgets til brug i kampen mod de onde. Det er sjovt, sødt og charmerende. Men selvom der altså ikke er ret meget dramatisk slagkraft at komme efter, kommer der andre fine temaer på bordet.

Her finder man således opbyggelige pointer om, at man nu engang klarer sig bedst, hvis man er sammen med venner – at man er en del af et team. Det må særligt den stædige enspænder Lance sande. En anden pointe er den, at man ikke skal være bange for at skille sig ud fra mængden og gå efter sine drømme – præcis som Walter har gjort det, siden han blev holdt udenfor som barn.

‘Spioner på missioner’ er kort fortalt et ganske charmerende, ok morsomt og for det meste tempofyldt bekendtskab med fart på både action, komiske optrin og vilde spion-gadgets. Ja, jeg fristes til at kalde det for et animeret gadekryds mellem James Bond og Ethan Hunt fra Mission: Impossible-filmene – her forenet i en talende spion-duo og hans opfinder-makker.

Ekstramateriale: Med animationsfilmen følger en omgang ekstramateriale, hvor man således kan se nærmere på filmen med en række forskellige featuretter, blandt andet ‘Top-Secret Guide to Gadgets’ med mere.

‘Spioner på missioner’ udkommer på dvd og Blu-ray den 22. juni

Harley Quinn og kodyl glitter-vold i ‘Birds of Prey’ på 4K Ultra HD

Antihelt på 4K Ultra HD: Jep, der er fuld fart på både bandeord, glitterbomber og brutal vanvidsvold i den underholdende farveladefest ‘Birds of Prey’, hvor en kugleskør Harley Quinn leder an i de farverige strabadser. Du ved, Jokerens romantiske side-kick og kæreste. Her er den ikoniske duo dog gået hver til sit, hvilket betyder, at Harley Quinn ikke mere lever under Jokerens beskyttelse. Filmen er nu udkommet på 4K Ultra HD.

Derfor har hun nu hele Gothams underverden på nakken, da hun har udestående med gud og hver mand. Mere vil jeg sådan set ikke fortælle om det sparsomme plot – andet end at sige, at der her serveres masser af medrivende slåskampe og vilde skuddueller, som er med til at drive plottet fermt frem i et ret så heftigt tempo, der ikke efterlader videre mange åndehuller tilbage.

Det er sgu også helt ok, når nu både action-ballade og den benbrækkende vold er så underholdende. Det er med andre ord ikke selve fortællingen, som ‘Birds of Prey’ lever højt på. Det er derimod netop de mange vildt koreograferede voldsscener – nå ja, samt naturligvis og ikke mindst en ganske charmerende og ret så skør Margot Robbie som Harley Quinn.

Det er hende, der ejer filmen og er det store trækplaster, hvad karaktererne angår. Man finder dog blandt andet også en ganske ok og ond Ewan McGregor som den skruppelløse skurk Roman Sionis. Han matcher dog desværre ikke Harley Quinn i hverken karisma eller vanvid, men forbliver en smule fersk. Men hey, Harley Quinn-karakteren er også bare svær at hamle op med.

Man finder desuden en række kvindelige sidekicks. Blandt andet sparker disse også røv, så blodet sprøjter. Nemlig Mary Elizabeth Winstead som den armbrøstskydende badass Huntress, Jurnee Smollett-Bell er den hårdtslående sangfugl Black Canary, mens en sød Ella Jay Basco bliver taget under Harley Quinns vanvidsvinger som Cassandra Cain – og så er Rosie Perez en cool betjent.

Kort sagt, så er ‘Birds of Prey’ kulørt og kugleskør anti-helte-underholdning af den groteske skuffe, der overvejende lever af sin glitter-vold og ganske fint forførende flow gennem både solide slåskampe og kugleregnende skuddueller. Margot Robbie er det klare centrum og helt store lyspunkt som en sprudlende Harley Quinn – også selvom hendes vanvid ikke altid rammer helt plet.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Anti-heltefilmen udkommer på det lækre, billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format. Udover det finder man også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i en række featuretter, der ser nærmere på forskellige aspekter af filmen – blandt andet filmens sprudlende production design og kulørte karakterer.

‘Birds of Prey’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. juni

De slemme drenge er tilbage med ‘Bad Boys For Life’ på Blu-ray

Action på Blu-ray: Den første film med det umage kriminalbetjente-makkerpar Mike Lowrey og Marcus Burnett kom i 1995. Michael Bay fulgte op på sin egen film i 2003 med 2’eren. Nu er det så tid til, at de to slemme drenge vender tilbage for tredje gang – det med ‘Bad Boys For Life’. Denne gang dog uden den eksplosionsglade Michael Bay ved roret.

Her er det nemlig de noget mindre kendte instruktører Adil El Arbi og Bilall Fallah, der har skullet forsøge at få samling på Will Smith og Martin Lawrence i en film, der roder rundt i de samme jokes, som bare aldrig bliver rigtigt sjove. Ja, de er blevet ældre, så naturligvis er joken om, at Martin Lawrences Marcus Burnetts skal huske at tage sine briller på sjov. Hver gang. Ak nej.

Men hvad er der så i grunden sket med duoen siden 2003? Egenlig ikke særlig meget. Mike er stadig en uforbederlig single, der jagter adrenalinsuset i sit arbejde, mens Marcus har sin familie som centrum i sit liv – og nu faktisk går så langt som til at ville pensionere sig. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at de to må slå sig sammen en sidste gang.

For tråde fra Mikes fortid synes her at indhente ham, da en skurk vil ham til livs. De to må nu selvklart forsøge at stoppe mordet på Mike, inden det er for sent. Det bliver starten på en hæsblæsende jagt med skarptladte automatvåben, fræsende biler, hårdtslående slåskampe og ikke mindst store eksplosioner – nå ja, tilsat lidt ubehjælpsom humor.

Alt er med andre ord mere eller mindre ved det gamle, når ‘Bad Boys For Life’ folder sig mere eller mindre uinteressant ud. Bortset fra, at de to herrer altså er er blevet noget ældre. Indsæt Viagra-joke. Men ja, Joe Pantoliano er stadig den samme iltre chef. Hertil kommer et par plotmæssige overraskelser, der ganske enkelt virker alt for forceret til at fungere engagerende.

Will Smith og Martin Lawrence forsøger ellers efter bedste evne at løfte det stive manuskript op ad dybet, men deres interne dynamik og ordmæssige ping pong kommer aldrig op at flyve. Det der dog momentant virker en smule er actiondelen. Her er der trods alt lidt veloplagt ødelæggelse at lægge øjne til. Det er bare langt fra nok til at redde denne rodebutik ud af glemslens mørke.

‘Bad Boys For Life’ udkommer på dvd og Blu-ray den 1. juni.

Musicalen ‘Cats’ er en WTF!-oplevelse på katte-syre

Musical på Blu-ray: Stop, stop, stop! Hvad fa’en er det her?!? Jo, det er såmænd musicalen ‘Cats’ baseret på den populære opsætning af Andre Lloyd Webber. Nu tilsat CGI-knurhår og -haler. Et rod af en film, der er mere creepy end katte-smigrende. En ganske syret omgang katte-sang, der desværre aldrig bliver WTF-underholdende, men mest af alt katte-kedelig.

Det er da også småt med en historie, jeg kunne katte-forføres af. Men altså, man følger her katten Victoria, der er blevet smidt på porten og ud i gadens gyder i en stor, sort sæk. Hun møder nu katten Mr. Mistofeles, der forsøger at guide den lille kat igennem de baggårdskattefyldte gader. Det bliver således en nat, hvor man skal komme til at møde sin del af (keeedelige) katte/kattesange.

Godt nok drejer musicalens plot sig i retning af en årlig katte-begivenhed, hvor den gamle kat, Gammelkat Mosefund, vil give en af kattene adgang til en såkaldt genfødsel i “Det Himmelske Strøg” og få sig et nyt liv. Nej, jeg er ikke på noget tidspunkt spændt på at se, hvilken kat det mon bliver. Ligesom hver som en af de mange katte er komplet ligegyldige katte-karakterer at følge.

Man finder ellers en bred vifte af forskellige katte-skikkelser. Fra en trylle-kat, videre til en teater-kat og – nå ja – blandt andet også to tykke katte, der er sjove fordi – nå ja – de er en tykke katte. Men selvom jeg måske nok nu hagler filmen ned, vil jeg ikke benægte, at musicalen er helt uden sin del af velkoreograferede musicalnumre – det hele vælter bare ligegyldigt rundt. Desværre.

Mest af alt, så er dette en kattens creepy film, hvor skuespillerne iført kattekostume og CGI-tilføjede ører og andre katte-sager er mareridts-foder – hvis ikke man da lige kan se det komplet absurde i blandt andet en stoisk Ian McKellen slikke vand af en katte-skål, eller en autoritetstung Judi Dench gå rundt i fuldt katte-outfit. Ja, der er et og andet helt off ved disse menneske-katte.

Denne filmatisering af ‘Cats’ ender da også som en dybt bizar omgang katte-syre, der desværre falder mere på røven end lander på benene. Ja, hvis bare disse kattestreger havde været underholdende – det er de ikke. Men helt uden meritter er nogle af dansenumrene altså ikke, mens der også er noget sælsomt forførende ved de dybt bizarre katte-mennesker. WTF?!?

‘Cats’ udkommer på dvd og Blu-ray den 1. juni.