BLODIG WEEKEND 2019: Årets grumme program til gyserfilm-festivalen

BLODIG WEEKEND 2019: Så er det snart tid til endnu en omgang af Danmarks største genrefilmfestival Blodig Weekend, der tog sin begyndelse tilbage i 2012.

Det betyder, at du snart igen kan kaste dig sultent over horror, gru og andre både brutale og bizarre genrefilm – 16 titler i alt. Jeg glæder mig helt vildt meget! Jeg håber, vi ses i biografens mørke.

Blodig Weekend forløber i år fra torsdag den 11. april til og med søndag den 14. april i den hyggelige Empire-biograf på Nørrebro i København. Du køber dine billetter lige her hos Empire.

Nu er festivalens sprudlende program så landet. Og ja, der er altså igen i år gysende oplevelser i vente. Men udover rækken af film, så byder Blodig Weekend også på andre skræmmende oplevelser.

‘The Cleaning Lady’

For udover nye gys på menuen, er der også et par retro-titler i forbindelse med, at instruktør Mick Garris gæster festivalen. Han har ofte arbejdet med Stephen King-materiale og er yderligere en snakkesaglig horror-stemme i debatten – to af hans film vises, nemlig ‘Critters 2’ og ‘Sleepwalkers’.

Videre er der en gratis Blodig Quiz for dem, der tør teste deres gyserviden, mens man også finder en paneldebat om årets bedste horrorlitteratur.

Videre er der en Masterclass med netop Mick Garris samt det obligatoriske Collector’s Market, hvor du kan købe film, plakater og merchandise samt andre interessante sager – og nok også møde blandt andet Mick Garris til en horror-sludder.

Følg også Blodig Weekend på Facebook, Twitter og Instagram.

‘The Wind’

Herunder finder du det fulde program for Blodig Weekend 2019:

TORSDAG DEN 11. APRIL:

Kl. 17.30: Blodig Quiz
Den finder som alt andet sted i Empire. Du møder bare op.

Kl. 19.30: Film: ‘Stalker’ (Irland, USA, 2018, Neil Jordan)
Det starter som et fint venskab, da unge Frances møder den ældre og sofistikerede Greta. Greta er en ensom enke og Frances er servitrice i en New York-restaurant, der stadig kæmper med tabet af sin mor. Man skulle tro, de kunne hjælpe hinanden og det kunne de måske også, hvis da ikke Greta skulle vise sig at være på den forkerte side af mental sundhed.

‘Stalker’

FREDAG DEN 12. APRIL:

Kl. 17.30: Film: ‘Elizabeth Harvest’ (USA, 2018, Sebastian Gutierrez)
Nygifte Elisabeth ankommer med sin mand Henry til hans storslåede ejendom, hvor han lover at overøse hende med luksus. Hun må færdes overalt i huset – på nær i et rum i kælderen, hvor Henry forbyder hende at gå ind. Da Henry tager på arbejde, overvinder nysgerrigheden dog Elisabeth, hun åbner døren indtil det forbudte rum og lukker alverdens dunkle hemmeligheder og ulyksaligheder ud.

Kl. 19.45: Film: ‘The Hole in the Ground’ (Irland, 2019, Lee Cronin)
Den unge mor Sarah er flyttet med sin lille søn på landet. Men noget er ikke som det burde være. Da en ældre kvinde fortæller hende, at hendes søn er en dobbeltgænger, begynder Sarah at frekventere det store hul i jorden, der måske, måske ikke, har noget at gøre med hvorfor hendes søn er begyndt at opføre sig som… en anden. Med besøg af instruktør Lee Cronin.

Kl. 22.00: Film: ‘Critters 2’ (USA, 1988, Mick Garris)
Alt burde være fryd og gammen. Indbyggerne i Grover’s Bend kan stadig huske de pelsede væsner, der engang prøvede at ødelægge det hele, men den tid er heldigvis ovre nu. Tror de! For snart er de små labaner på spil igen og denne gang giver de ikke op så let.) Med besøg af instruktør Mick Garris.

‘Critters 2’

LØRDAG DEN 13. APRIL:

Kl. 11.00: Paneldebat: Årets bedste horrorlitteratur
Skræk og rædsel kan også dryppe fra siderne af en bog. Blodig Weekend sætter i år fokus på de bedste udgivelser indenfor dansk horrorlitteratur. Det gør vi sammen med Dansk Horrorselskab, der hvert år kårer Årets Danske Horrorudgivelse. Vi har inviteret nogle af de nominerede forfattere til en snak om deres værker samt om horror på skrift generelt.

Kl. 12.00 til 17.00: Collector’s Market
Du møder bare op i Empire-biografen – både til en god handel, til en snak med festivalens gæster og i det hele taget hygge med andre horror-glade festivalgængere.

Kl. 13.00: Film: ‘The Cleaning Lady’ (USA, 2018, Jon Knautz)
Alice er ung, smuk – og ensom. For at give slip på en affære med en gift mand, mangler hun selskab i sit liv og udvikler et venskab med den nye hushjælp, der ikke siger mange ord, men som gemmer en tragedie i sit arrede ansigt. Alice er dog ikke den eneste der er ensom, og snart begynder hushjælpens hemmeligheder at dukke op til overfladen.

Kl. 15.00: Film: ‘Luz’ (Tyskland, 2018, Tilman Singer)
I en politistation indtræder en ung kvinde. Hendes navn er Luz og hun er taxichauffør. Hun er også forfulgt af en dæmon, der er overbevist om, at hun er hans livs store kærlighed og nu vil gøre alt for at få hende.

Sleepwalkers

Kl. 17.00: Film: ‘Sleepwalkers’ (USA, 1992, Mick Garris)
Charles Brady og hans mor er nytilflyttede i en lille by. De er også sleepwalkere; væsner der kan ændre form, og som får næring fra jomfruer. I sit nye gymnasium møder Charles den smukke Tanya, som han udser til at være sit næste offer. Men planerne går ikke helt som forventet, for Tanya er stærkere end han lige regnede med). Med besøg af instruktør Mick Garris.

Kl. 17.30: Film: ‘Lifechanger’ (Canada, 2018, Justin McConnell)
I en storby går en mand rundt for at overtage andre menneskers kroppe og leve i dem, så han kan holde sig i live et par dage, inden kroppen begynder at gå i forrådnelse og en ny igen skal findes. Alt dette gør han med ét eneste mål i sigte: at komme nærmere på sit livs kærlighed, som ikke aner noget om den bejler, der hele tiden befinder sig i hendes nærhed. Med besøg af skuespiller Jack Foley.

Kl. 19.45: Film: ‘You Might Be The Killer’ (USA, 2018, Brett Simmons)
Det er ikke nemt at være vejleder på en sommerlejr. Det må vores antihelt Sam indse, da han er af de sidste overlevende fra en sommerlejrmassakre. Nu leder en maskeklædt morder efter ham med en økse i hånden. Problemet er, at Sam selv har masken, en bloddryppende økse og sorte huller i sin hukommelse. Kan det monstro være ham selv, der er morderen? Til det må han ringe til sin horrorkyndige veninde Chuck, hvis råd måske kan få ham gennem denne mørke og uhyggelige nat.

Kl. 20.00: Film: ‘Abrakadabra’ (Argentina, Newzealand, 2018, Luciano Onetti, Nicolás Onetti)
Tryllekunstneren Lorenzo bliver målet for en sadistisk seriemorder. Lorenzos far døde tidligere under et risikabelt trylletrick og nu er det måske sønnens tur. Efter et prestigefyldt show begynder en række mord i byen, der alle peger på Lorenzo. Det er nu op til ham at finde morderen, før det er for sent.

‘Puppet Master: The Littlest Reich’

Kl. 21.45: Film: ‘Puppet Master: The Littlest Reich’ (USA, England, 2018. Sonny Laguna, Tommy Wiklund)
Dagdriveren Edgar bor hjemme hos sine forældre, hvor han finder en boks med gamle dukker. Den beslutter han sig for at sælge til en auktion. Men da en forbandelse giver liv til dukkerne og sender den på en ukontrollabel massakre, der er motiveret af ond nazisme og ældgamle ritualer, må Edgar slippe den dovne facon og fremvise den mere energiske og dukkehadende side af sig selv.

Kl. 22.00: Film: ‘The Witch in the Window’ (USA, 2018, Andy Mitton)
En far og søn er på vej op nordpå for at istandsætte et hus. Men da de ankommer, begynder de at mistænke noget suspekt. I området går der rygter om en heks, og selvom de først slår det hen, er det tydeligt, at der ved hver renovation opstår endnu en sær begivenhed. Måske er historierne om en heks i skoven ikke helt forkerte?

SØNDAG DEN 14. APRIL:

Kl. 11.00: Masterclass med Mick Garris.
Mick Garris er en af bannerførerne indenfor horror-genren. Hans mangeårige samarbejde med Stephen King, og ikke mindst antologi-serien ‘Masters of Horror’, hvor han gav de største instruktører frie hænder til at fortælle deres rædselshistorie, har gjort Mick Garris til en af de store vogtere af horror. Noget, han slår fast med sin populære podcast serie ‘Post Mortem with Mick Garris’, hvor han har interviewet folk lige fra John Carpenter til John Landis.

Kl. 13.00: Film: ‘The Night Sitter’ (USA, 2018. Abiel Bruhn, John Rocco)
Søde Amber skal passe på den reserverede Kevin, men da hans far tager afsted, viser det sig, at hun kun er ude på at stjæle fra huset. Det får Kevin til at søge tilflugt på faderens kontor, hvor han kommer til at hidkalde en heksetrio ved navnet The Three Mothers, der får Amber til at virke som en ren engel.

‘Nightmare Cinema’

Kl. 15.00: Film: ‘Nightmare Cinema’ (USA, 2018, Alejandro Brugués, Ryûhei Kitamura, David Slade, Joe Dante, Mick Garris)
I en skummel biograf går tilfældige mennesker ind for at se aftenens visning. Hvad de ikke ved, er, at de vil komme til at se sig selv og deres værste frygt i øjnene. Mental ustabilitet, kirurgi, blodmassakrer, onde nonner og ligeså onde ånder er alle temaer, der kommer op til overfladen i Nightmare Cinema, hvor ingen forlader salen uskadt). Med besøg af instruktør Mick Garris.

Kl. 17.30: Film: ‘The Wind’ (USA, 2018, Emma Tammi)
Vi er i den vilde vesten, hvor stilmodige Lizzy lever med sin mand i et lille hus. Selskab er ikke noget der kommer ofte, og efterhånden er isolationen ved at drive hende til vanvid. Stilheden runger, og i dette vakuum er det svært at kende forskel på de mystiske lyde, der eksisterer, og dem der kun fylder sindet.

Kl. 20.00: Film: ‘The Golden Glove’ (Tyskland, Frankrig, 2019, Fatih Akin)
Fritz Honka er en depraveret seriemorder, der bor i Hamburg og ofte frekventerer den skumle bule ”Den Gyldne Handske”. Det er også her, han møder sine kvindelige ofre, hvis lemmer, han gemmer i sin lejlighed, når de har mødt hans sande, brutale jeg.

‘The Golden Glove’

Jeg håber, at vi ses til fire dage i gysets tegn til dette års gyserfilm-festival Blodig Weekend, der forløber fra torsdag den 11. april til og med søndag den 14. april i den hyggelige Empire-biografen på Nørrebro i København. Følg også Blodig Weekend på Facebook, Twitter og Instagram.

DRONNINGEN: Trine Dyrholm i sensuel, farlig og vovet affære

Biografanmeldelse: Den hårdtarbejdende og priviligerede advokat Anne er mor til to piger og vant til at have styr på alt samt kontrol i sit liv. Hun er lykkelig gift med lægen Peter – øjensynligt. Sammen holder de fester, kysser og krammer. Men Anne keder sig også i sit liv. Det er måske det, der er med til at sende hende på sensuel kollisionskurs i dramaet ‘Dronningen’.

For da hendes mands 17-årige stedsøn Gustav flytter ind i deres smukke og strømlinede designerhjem bliver det også starten på mere end blot en farlig flirt mellem ham og Anne, men en seksuel affære med den mindreårige unge mand. Men hvorfor hun drages ind i det sensuelle spind af passioneret og impulsiv sex med Gustav er ikke helt til at blive klog på.

Måske hun falder ind i affæren netop fordi, hun keder sig i sit polerede liv, der egentlig bare kører på skinner, eller om det ganske enkelt er intet andet end kødeligt begær, er ikke sådan til at blive klog på. Men måske netop fordi, at affæren ikke sådan er til at blive klog på, er den også mere interessant, end hvis den var til at gennemskue?

Det er i hvert fald denne usikkerhed, der blandt andet er med til at nuancere affæren og de to parter. Trine Dyrholm spiller med intensitet, nærvær og begærlig troværdighed Anne, mens den unge Gustav i skikkelse af Gustav Lindh ligeså er et fint dragende bekendtskab. Men selvom de to er velspillende, så gnistrer kemien ikke rigtigt mellem dem andet end rent fysisk.

Måske det også er nok? Men desværre er det også rent fortællemæssigt en smule fladt, mens den tematiske dualitet i Annes arbejde som advokat – her blandt andet en sag om voldtægt af en ung kvinde sat overfor Annes affære med Gustav – står en smule for manuskript lækkert frem i filmen, der er bedst, når den kører i mere løs passioneret friløb.

På trods af sine fine skuespillerpræstationer, en engagerende og smuk billedside samt en nuanceret lydside, så bliver ‘Dronningen’ desværre også med sine lige over to timer lange spilletid for lang for sit eget bedste og den fortælling, instruktør May el-Toukhy vil fortælle. Det sagt, så er her bestemt tale om en velafstemt drama, der dog bliver lidt for skrevet i sin finale.

‘Dronningen’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dronningen’ har biografpremiere den 28. marts.

DUMBO: Den flyvende elefant falder fladt til jorden

Biografanmeldelse: Jeg elsker Tim Burton. Det har jeg gjort lige siden jeg så hans skævt romantiske ‘Edward Scissorhands’ for år tilbage. Nu er den krøllede instruktør tilbage med sin nyeste film, en live-action-fortolkning af Disney-klassikeren ‘Dumbo’ fra 1941. Desværre er der ikke meget Tim Burton tilbage at spore her. Til gengæld er Dumbo vildt sød!

I denne version af den opløftende fortælling lander man i året 1919, hvor man følger et en smule falleret cirkus, der har den karismatiske cirkusdirektør Max Medici i front – spillet herlig energisk af Danny Divito. Han gør, hvad han kan for at holdet skinnet på næsen og cirkusset rullende. Til at redde sin forretning køber han en gravid elefant, der således føder Dumbo.

Elefantungen med de overdimensionerede ører bliver nu passet af den tidligere stjerneartist Holt Farrier – en fattet Colin Farrell – samt hans to børn i skikkelse af de ikke videre mindeværdige Nico Parker og Finley Hobbins. Underligt nok så griner alle publikummer af Dumbo, der bliver helt til grin i manegen. Hvorfor de ikke alle synes han er vildt sød, fatter jeg ikke.

Nå, det til side. For da det viser sig, at Dumbo jo kan flyve, begynder det at gå økonomisk godt for cirkusset. Faren lurer dig forude. Det i form af den tvetydige forretningsmand Vandevere, der i form af Michael Keaton bibringer filmen noget tiltrængt og diabolsk charme. Men Vandevere har naturligvis ikke rent mel i posen og snart skal Dumbo reddes.

Ja, fortællingen er sådan set lige til. Fred med det, hvis den så var blevet fortalt med mere nærvær, charme og følelse. Men det hele bliver noget poleret, strømlinet og kedeligt. Karaktererne brænder aldrig for alvor igennem – ja, selvom Dumbo er sød, mens både Devito og Keaton gør det godt. Men nej, der er som sagt ikke meget af Burtons opfindsomhed og magi at spore her.

Det hele er ret så kønsløst forløst i en fortælling, der også mangler et stærkere fokus for at hive mig med ind i fortællingen, der heller aldrig får sat følelser i sving hos mig. Underligt nok, når nu historien indeholder fin tragedie, men også et opløftende budskab, hvor både sammenhold og ikke mindst vores forskelligheder hyldes. Men Dumbo falder desvære fladt til jorden. Øv.

‘Dumbo’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Dumbo’ har biografpremiere den 28. marts.

Hævneren Salander er hårdtslående tilbage i ‘The Girl in the Spider’s Web’

Hævn på Blu-ray: Den læderklædte hacker og hævner Lisbeth Salander er hårdtslående tilbage med den smukt iscenesatte og brutale ‘The Girl in the Spider’s Web’. Journalisten Mikael Blomkvist dukker naturligvis også op, når hun og han her bliver viklet ind i et farligt spil, der blandt andet involverer lyssky typer og et computerprogram, der ikke må falde i de forkerte hænder.

Salanders dystre fortid spiller også ind, mens der spædes til med skånselsløse skurke, intense biljagter og en plotlegende historie med schwung på både vold, forviklinger og lidt for vilde gadget-løsninger. For ganske vist er Salander ferm med en computer, men efterhånden som filmen skrider frem mister historien troværdighed og engagerende jordforbindelse. Desværre.

For selvom vi her befinder os i en form for højnet virkelighed, hvor alt er lidt mere bastant fortalt og visuelt potent iscenesat, så mister jeg simpelthen troen på nogle af plotdrejningerne, der af og til mere synes som lidt for lette manuskriptløsninger end egentligt medrivende idéer på historiefronten. Det gælder både Salanders hacker-evner, actionscener og karakterdramaet.

Det er virkelig en skam, da instruktør Fede Álvarez forløser historien med et dragende flot univers, der nærmest giver mindelser om dystre versioner af både Bond og Batman – her sat i et koldt og sneklædt Stockholm. Det er køligt og cool, mørkt og tungt.Álvarez har tidligere henrykket mig med sit blodige ‘Evil Dead’-remake samt den væmmelige home invasion-thriller ‘Don’t Breathe’.

Selvom her dog ikke ligefrem er blodsprøjtende splatter på menuen, danner filmens forlæg af David Lagercrantz afsæt for et par ganske grumme scener, der lugter af horror i hænderne på Álvarez. Det er altså ikke Stieg Larsson, der står som historiens afsender, selvom han fødte filmens duo med sine tre første bind i den populære Millennium-bogserie.

Claire Foy er på trods af filmens ujævnheder og historiemæssige lufthuller indtagende som den mutte og private Salander. Sverrir Gudnason får ikke så meget at arbejde med som Blomkvist, der mest synes at bevæge sig i filmens yderkant. ‘The Girl in the Spider’s Web’ ender kort fortalt som en flot og brutal filmoplevelse, der dog halter på historiesiden og et vedvarende engagement.

EKSTRAMATERIALE: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i slettede scener med filmskaberens kommentarspor til, et kig på filmens stunts, videre til en making of og ikke mindst et kommentarspor med filmens instruktør og manuskriptforfatter, mens man også får et kig på Claire Foy som Lisbeth Salander med mere.

‘The Girl in the Spider’s Web’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K den 28. marts.

‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ er magi på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Vi vender tilbage til J.K. Rowlings eventyrlige univers med ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ – anden film i en serie på i alt fem planlagte om Newt Scamanders strabadser i en verden af magi, eventyrlige dyr og tryllestave. Her undslipper den onde troldmand Grindelwald sin fangenskab for at føre sine dystre planer ud i livet.

Grindelwald går således straks igang med at rekruttere følgere, der skal hjælpe ham med at realisere sin plan om at gøre fuldblodstroldmænd til herskere over både magiske og ikke-magiske skabninger på Jorden. Den gode troldmand og underviser på troldmandsskolen Hogwarts, Albus Dumbledore, søger nu hjælp hossin tidligere elev Newt om at stoppe de onde planer.

Hvis Albus Dumbledore og Hogwarts lyder bekendt, så er det fordi, at filmen er spundet af Harry Potter-universet. Filmen foregår dog i 1920’erne – altså før fortællingen om Harry Potters eventyr årtier senere. Her er dog ikke tale om skolebørn på eventyr, men voksne magikere og almindelige mennesker i kamp mod ondskaben.

Desværre er fortællingen ujævn og løber særligt af sporet i sit tredje akt, hvor adskillige plottråde forsøges samles, mens der også lige skal gøres plads til at udfolde diverse karakterers relationer og skæbner. Det bliver mere stift, uelegant og rodet end engagerende, mens ellers potente tematikker som ond og god samt familie, kærlighed og loyalitet efterlades noget uforløste.

Det er en skam, når nu blandt andet det magiske univers er flot og dragende realisteret med sine fantasifulde dyr og et kulørt karaktergalleri, der dog ender med at synes mere overbefolket end engagerende. I front finder man Eddie Redmayne, der fint portrætterer den småkejtede og uvillige helt Newt, der har bedre styr på sine fantastiske skabninger end menneskelige relationer.

Jude Law er den godhjertede Dumbledore, mens en blond Johnny Depp agerer den forføreriske Grindelwald. Herimellem finder en lang række karakterer, men ingen rodfæster sig for alvor i en film, der gaber over mere end den kan forløse på medrivende vis. Jeg er dog på trods fortsat fascineret af universet og spændt på, hvor fortællingen snor sig hen i de kommende film.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen kommer på det smukke billed- og lydoptimerede format 4K Ultra HD, så medfølger filmen også på Blu-ray. Herudover finder man også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i en række slettede scener, mens man også får et indblik i filmens magiske univers med hjælp fra folkene bag.

‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ udkommer på 4K Ultra HD den 1. april.

US: Gribende gys, vilde WTF-øjeblikke og sort humor

Biografanmeldelse: Okay, instruktør og manuskriptforfatter Jordan Peele tog komplet røven på mig med sin formidable gyser-bastard ‘Get Out’ i 2017. Nu er han tilbage med sin nye film ‘Us’ – og jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at den ligeledes er formidabel. En overraskende, spændende og nervepirrende gyseroplevelse, der satte sig både i min krop, mave og i mit hoved.

Det hele starter ellers idyllisk, nemlig med, at den lille familien Wilson tager på en tiltrængt ferie i Santa Cruz. Solen skinner, mens alt ånder fred og ro. Det varer dog ikke længe, for da aftenen falder på, står der pludselige en familie udenfor deres hus. Hvem er de? Og hvad vil de mon? Dette bliver starten på den både gribende, gysende og drilske ‘Us’.

Mere vil jeg ikke gå ned i plottet, da det nemlig er fyldt med overraskelser, der fik mig til at gætte med på de medrivende eskapader filmen igennem. Herligt. Filmen er dog ikke kun neglebidende gys, den er også morsom – sorthumoristisk, vel at være. Ja, ‘Us’ er sjov, når den skal være det. Nervepirrende, når den skal være det. Og grusom, når den skal være det.

Til at forløse Jordan Peeles forrygende vision, finder man i den lille familie Lupita Nyong’o som moren Adelaide. Hun leverer et både intenst, gribende og empatisk portræt. Winston Duke er tilpas morsom som faren, mens de to børn i skikkelse af Evan Alex og Shahadi Wright Joseph er troværdige og ligeledes gribende bekendtskaber.

Med andre ord, så fungerer familien, så jeg hepper på dem hele vejen, når først lortet begynder at ramle. Men tro ikke, at du ved, hvad der helt kommer til at ske, for Jordan Peele er også en både legende og drilsk filmskaber, der blandt andet med en god omgang WTF-øjeblikke tager fat i kraven på mig flere gange undervejs. Skønt!

‘Us’ er kort fortalt en særdeles vellykket horror-film, der leger med genren og dens konventioner, mens der er puttet velafbalanceret sort humor ind i de både nervepirrende, gysende og grusomme løjer. Det er et for mig uden tvivl allerede et filmisk højdepunkt i 2019. Med andre ord, drop at se filmens trailer eller at læse mere om den – bare se den, og se den igen!

‘Us’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Us’ har biografpremiere den 21. marts.

ALLE VED DET: Potent drama med familieintriger i spil

Biografanmeldelse: Det starter ellers så livsbekræftende med et lystigt bryllup og glade familier samlet til fest i en mindre by uden for Madrid. Men da en ulykke indtræffer, ændres nattens muntre fest sig til et sandt mareridt for familien i drama-thrilleren ’Alle ved det’. Jeg vil dog ikke her afsløre, hvad denne ulykke består i – det må du selv i biografen for at opleve.

Inden den tragiske begivenhed rammer familien som et lyn fra en klar himmel, er brudens storesøster Laura kommet til byen fra Argentina. Hun har taget sin teenagedatter og lille søn med, men efterladt sin mand hjemme. Det er dog ikke kun et møde med søsteren og familien, der venter, men også et gensyn med sin ungdomskæreste Paco. De er dog begge to nu med nye partnere.

Nattens begivenheder gør imidlertid, at de to må holde sammen – og ligeledes holde sammen på familien. Et på en gang lavmælt, intenst og brusende drama er her sat i søen, hvor skepsis og mistro breder sig i familien, efterhånden som de efterfølgende dage går og den tragiske nats begivenhed for alvor begynder at sætte sig fast som en ond igle, mens også fortidens hemmeligheder spøger.

I rollen som den ulykkelige Laura, finder man en nærværende og intens Penélope Cruz, mens den livsglade Paco indtages af en både mild og indlevende Javier Bardem. Samspillet mellem de to er ganske gribende, nuanceret og helt rørende. De to fanger mig fra filmens start. Desværre mister filmen undervejs noget momentum i sin fortælling, hvilket går ud over mit engagement.

Hertil kommer, at jeg desværre aldrig for alvor har følelser i spil – selvom fortællingens tragiske slagside er yderst tilstedeværende filmen igennem. Men ’Alle ved det’ bliver altså ganske enkelt med sine to timer og 10 minutter for lang for sit eget bedste. Der opstår for meget stilstand, hvor et ellers velspillende karakterdrama ikke helt er nok til at holde filmen flyvende.

Det sagt, så er Asghar Farhadis ’Alle ved det’ et overvejende gribende og intenst drama med familierelationer og fortidens hemmeligheder nærværende i spil. Penélope Cruz og Javier Barden er både gode hver for sig og ikke mindst i samspil. Desværre er filmen for lang for sit eget bedste, hvilket hiver noget nærvær og indlevelse ud af den ellers spændende fortælling.

’Alle ved det’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Alle ved det har biografpremiere den 21. marts.

SORRY TO BOTHER YOU: Morsom, medrivende og dejligt bizar

Sort komedie på Blu-ray: Okay, lad mig bare lige her til en start sige, at jeg naturligvis ikke spoiler noget af den herlige, dejligt groteske og morsomme ‘Sorry To Bother You’. For det er en film, der byder på vilde overraskelser, der ikke skal spoiles – så drop lige at se filmens trailer – og se bare filmen.

‘Sorry To Bother You’ er nemlig udkommet på Blu-ray her i landet. Man følger i filmen den livstrætte telefonsælger Cassius Green, der ikke rigtigt har retning og mål i livet. Han lærer imidlertid et et knep til at få succes på sit arbejde. Han bliver således hurtigt forfremmet, hvilket dog også er med til at ændre ham.

Det er instruktøren Boots Riley, der står bag ‘Sorry To Bother You’. En film, der helt passende er blevet rost vidt og bredt – det gør jeg bestemt også. For det er en film, der udover bare at være dybt underholdende, grotesk morsom og overraskende og byder på skarp satire og et unikt filmisk univers.

I hovedrollerne ses blandt andre Tessa Thompson, man måske vil kende fra ‘Thor: Ragnarok’, mens man på rollelisten videre finder Lakeith Stanfield, man blandt andet har set i den ligeledes formidable ‘Get Out’, mens Armie Hammer også dukker op i en mindre rolle.

‘Sorry To Bother You’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. marts.

GOOSEBUMPS 2: Gys, mystik og sjov for de yngre

Gys på Blu-ray: Du har måske allerede set den første film i Goosebumps-universet. Hvis du kunne lide den og bare vil have mere, så er der håb for dig. For ja, nu er der nemlig kommet endnu en film i serien med den passende titel ‘Goosebumps 2’. Den er nu udkommet på Blu-ray her i landet.

Den står således på mere gys, mere mystik og mere sjov for de. lidt yngre, der gruppen af børn skal op imod den onde dukke. For efter ved et uheld at have sluppet Slappy løs må de tre venner gøre skaden god igen ved at lukke den onde dukke og hans væsener tilbage i Stines bog, inden det er for sent.

Det er således præmissen for denne to’er i serien. Så hvis du kunne lide den første film, så kan du jo overveje, om ikke du også skal have fingre i denne Blu-ray-udgivelse, der byder på mere i det kulørte univers og forskellige mystiske væsner – fra gorillaer til varulve.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, som du kan dykke ned i. Således finder du både spas fra produktionen, slettede scener, videre til et kig på filmens monstre og castingen af Slappy samt en the making of med mere.

‘Goosebumps’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. marts.

SUSPIRIA: Dødedans og dystre hemmeligheder i fascinerende balletgyser

Gys på Blu-ray: Jeg elsker Dario Argentos originale horror-milepæl ‘Suspiria’ fra 1977. En farvemættet, visuelt indtagende og grusom skrækfilm. Det er den Luca Guadagnino har taget livtag med i sin nyfortolkning af den over 40 år gamle klassiker. Selvom her er nogle af de samme elementer i spil, så er den sin egen film og kan bestemt stå på egne gruopvækkende ben.

Vi ankommer til en danseskole i 1970’ernes Berlin. Den ambitiøse og talentfulde amerikanske danser Susie Bannion har sikret sig en plads på skolen, hvis kunstneriske overhoved er den enigmatiske Madame Blanc. Det står dog klart fra filmens start, at noget ikke helt er som det burde være på skolen, der udover de mange dansere også huser dunkle hemmeligheder.

Således inviterer Luca Guadagnino mig med ind i en sælsom og mystisk verden af dansende passion, urovækkende gru og skjulte sandheder i en møjsommelig fortalt, visuelt detaljerig og ambitiøs film. Den stritter, vrider og bugter sig i flere retninger både med sine karakterer og i sin flerforgrenende historie, der foldes ud med et politisk dirrende bagtæppe.

Jeg kastes med andre ord rundt i en film, der ikke sådan lige lader sig tæmme eller afkode. Ja, og hvorfor skal Tilda Swinton egentlig spille både Madame Blanc og ikke mindst den ældre herreJosef Klemperer, der med sit eget sideplot hvirvles ind i historien om danseskolen? Nej, det giver ikke umiddelbar mening – men det behøver det heller ikke at gøre.

For ‘Suspiria’ føles også som et eksperiment, der prøver ting af både narrativt og visuelt. En film, der improviserer og udfordrer sig selv. Det er der kommet en legesyg og levende filmoplevelse ud af, der måske nok er ujævn, men så absolut pokkers dragende hele vejen. En film, der er mange ting på en og samme tid: Smuk, klam, creepy, intens, mystisk, frustrerende og urovækkende.

Dakota Johnson er desuden indtagende og nærværende som Susie Bannion, mens Mia Goth som medstuderende vibrerer i fortællingen, der leverer op til flere forrygende scener. Lige fra nervepirrende danseprøver og natlige afsøgninger af skolen til kropsgrumme skrækscenarier. Luca Guadagnino har med ‘Suspiria’ kort fortalt skabt et tumlende bæst af en forførende horrorfilm.

– ‘Suspiria’ udkommer på dvd og Blu-ray den 4. april