BLODIG WEEKEND 2019: Årets grumme program til gyserfilm-festivalen

BLODIG WEEKEND 2019: Så er det snart tid til endnu en omgang af Danmarks største genrefilmfestival Blodig Weekend, der tog sin begyndelse tilbage i 2012.

Det betyder, at du snart igen kan kaste dig sultent over horror, gru og andre både brutale og bizarre genrefilm – 16 titler i alt. Jeg glæder mig helt vildt meget! Jeg håber, vi ses i biografens mørke.

Blodig Weekend forløber i år fra torsdag den 11. april til og med søndag den 14. april i den hyggelige Empire-biograf på Nørrebro i København. Du køber dine billetter lige her hos Empire.

Nu er festivalens sprudlende program så landet. Og ja, der er altså igen i år gysende oplevelser i vente. Men udover rækken af film, så byder Blodig Weekend også på andre skræmmende oplevelser.

‘The Cleaning Lady’

For udover nye gys på menuen, er der også et par retro-titler i forbindelse med, at instruktør Mick Garris gæster festivalen. Han har ofte arbejdet med Stephen King-materiale og er yderligere en snakkesaglig horror-stemme i debatten – to af hans film vises, nemlig ‘Critters 2’ og ‘Sleepwalkers’.

Videre er der en gratis Blodig Quiz for dem, der tør teste deres gyserviden, mens man også finder en paneldebat om årets bedste horrorlitteratur.

Videre er der en Masterclass med netop Mick Garris samt det obligatoriske Collector’s Market, hvor du kan købe film, plakater og merchandise samt andre interessante sager – og nok også møde blandt andet Mick Garris til en horror-sludder.

Følg også Blodig Weekend på Facebook, Twitter og Instagram.

‘The Wind’

Herunder finder du det fulde program for Blodig Weekend 2019:

TORSDAG DEN 11. APRIL:

Kl. 17.30: Blodig Quiz
Den finder som alt andet sted i Empire. Du møder bare op.

Kl. 19.30: Film: ‘Stalker’ (Irland, USA, 2018, Neil Jordan)
Det starter som et fint venskab, da unge Frances møder den ældre og sofistikerede Greta. Greta er en ensom enke og Frances er servitrice i en New York-restaurant, der stadig kæmper med tabet af sin mor. Man skulle tro, de kunne hjælpe hinanden og det kunne de måske også, hvis da ikke Greta skulle vise sig at være på den forkerte side af mental sundhed.

‘Stalker’

FREDAG DEN 12. APRIL:

Kl. 17.30: Film: ‘Elizabeth Harvest’ (USA, 2018, Sebastian Gutierrez)
Nygifte Elisabeth ankommer med sin mand Henry til hans storslåede ejendom, hvor han lover at overøse hende med luksus. Hun må færdes overalt i huset – på nær i et rum i kælderen, hvor Henry forbyder hende at gå ind. Da Henry tager på arbejde, overvinder nysgerrigheden dog Elisabeth, hun åbner døren indtil det forbudte rum og lukker alverdens dunkle hemmeligheder og ulyksaligheder ud.

Kl. 19.45: Film: ‘The Hole in the Ground’ (Irland, 2019, Lee Cronin)
Den unge mor Sarah er flyttet med sin lille søn på landet. Men noget er ikke som det burde være. Da en ældre kvinde fortæller hende, at hendes søn er en dobbeltgænger, begynder Sarah at frekventere det store hul i jorden, der måske, måske ikke, har noget at gøre med hvorfor hendes søn er begyndt at opføre sig som… en anden. Med besøg af instruktør Lee Cronin.

Kl. 22.00: Film: ‘Critters 2’ (USA, 1988, Mick Garris)
Alt burde være fryd og gammen. Indbyggerne i Grover’s Bend kan stadig huske de pelsede væsner, der engang prøvede at ødelægge det hele, men den tid er heldigvis ovre nu. Tror de! For snart er de små labaner på spil igen og denne gang giver de ikke op så let.) Med besøg af instruktør Mick Garris.

‘Critters 2’

LØRDAG DEN 13. APRIL:

Kl. 11.00: Paneldebat: Årets bedste horrorlitteratur
Skræk og rædsel kan også dryppe fra siderne af en bog. Blodig Weekend sætter i år fokus på de bedste udgivelser indenfor dansk horrorlitteratur. Det gør vi sammen med Dansk Horrorselskab, der hvert år kårer Årets Danske Horrorudgivelse. Vi har inviteret nogle af de nominerede forfattere til en snak om deres værker samt om horror på skrift generelt.

Kl. 12.00 til 17.00: Collector’s Market
Du møder bare op i Empire-biografen – både til en god handel, til en snak med festivalens gæster og i det hele taget hygge med andre horror-glade festivalgængere.

Kl. 13.00: Film: ‘The Cleaning Lady’ (USA, 2018, Jon Knautz)
Alice er ung, smuk – og ensom. For at give slip på en affære med en gift mand, mangler hun selskab i sit liv og udvikler et venskab med den nye hushjælp, der ikke siger mange ord, men som gemmer en tragedie i sit arrede ansigt. Alice er dog ikke den eneste der er ensom, og snart begynder hushjælpens hemmeligheder at dukke op til overfladen.

Kl. 15.00: Film: ‘Luz’ (Tyskland, 2018, Tilman Singer)
I en politistation indtræder en ung kvinde. Hendes navn er Luz og hun er taxichauffør. Hun er også forfulgt af en dæmon, der er overbevist om, at hun er hans livs store kærlighed og nu vil gøre alt for at få hende.

Sleepwalkers

Kl. 17.00: Film: ‘Sleepwalkers’ (USA, 1992, Mick Garris)
Charles Brady og hans mor er nytilflyttede i en lille by. De er også sleepwalkere; væsner der kan ændre form, og som får næring fra jomfruer. I sit nye gymnasium møder Charles den smukke Tanya, som han udser til at være sit næste offer. Men planerne går ikke helt som forventet, for Tanya er stærkere end han lige regnede med). Med besøg af instruktør Mick Garris.

Kl. 17.30: Film: ‘Lifechanger’ (Canada, 2018, Justin McConnell)
I en storby går en mand rundt for at overtage andre menneskers kroppe og leve i dem, så han kan holde sig i live et par dage, inden kroppen begynder at gå i forrådnelse og en ny igen skal findes. Alt dette gør han med ét eneste mål i sigte: at komme nærmere på sit livs kærlighed, som ikke aner noget om den bejler, der hele tiden befinder sig i hendes nærhed. Med besøg af skuespiller Jack Foley.

Kl. 19.45: Film: ‘You Might Be The Killer’ (USA, 2018, Brett Simmons)
Det er ikke nemt at være vejleder på en sommerlejr. Det må vores antihelt Sam indse, da han er af de sidste overlevende fra en sommerlejrmassakre. Nu leder en maskeklædt morder efter ham med en økse i hånden. Problemet er, at Sam selv har masken, en bloddryppende økse og sorte huller i sin hukommelse. Kan det monstro være ham selv, der er morderen? Til det må han ringe til sin horrorkyndige veninde Chuck, hvis råd måske kan få ham gennem denne mørke og uhyggelige nat.

Kl. 20.00: Film: ‘Abrakadabra’ (Argentina, Newzealand, 2018, Luciano Onetti, Nicolás Onetti)
Tryllekunstneren Lorenzo bliver målet for en sadistisk seriemorder. Lorenzos far døde tidligere under et risikabelt trylletrick og nu er det måske sønnens tur. Efter et prestigefyldt show begynder en række mord i byen, der alle peger på Lorenzo. Det er nu op til ham at finde morderen, før det er for sent.

‘Puppet Master: The Littlest Reich’

Kl. 21.45: Film: ‘Puppet Master: The Littlest Reich’ (USA, England, 2018. Sonny Laguna, Tommy Wiklund)
Dagdriveren Edgar bor hjemme hos sine forældre, hvor han finder en boks med gamle dukker. Den beslutter han sig for at sælge til en auktion. Men da en forbandelse giver liv til dukkerne og sender den på en ukontrollabel massakre, der er motiveret af ond nazisme og ældgamle ritualer, må Edgar slippe den dovne facon og fremvise den mere energiske og dukkehadende side af sig selv.

Kl. 22.00: Film: ‘The Witch in the Window’ (USA, 2018, Andy Mitton)
En far og søn er på vej op nordpå for at istandsætte et hus. Men da de ankommer, begynder de at mistænke noget suspekt. I området går der rygter om en heks, og selvom de først slår det hen, er det tydeligt, at der ved hver renovation opstår endnu en sær begivenhed. Måske er historierne om en heks i skoven ikke helt forkerte?

SØNDAG DEN 14. APRIL:

Kl. 11.00: Masterclass med Mick Garris.
Mick Garris er en af bannerførerne indenfor horror-genren. Hans mangeårige samarbejde med Stephen King, og ikke mindst antologi-serien ‘Masters of Horror’, hvor han gav de største instruktører frie hænder til at fortælle deres rædselshistorie, har gjort Mick Garris til en af de store vogtere af horror. Noget, han slår fast med sin populære podcast serie ‘Post Mortem with Mick Garris’, hvor han har interviewet folk lige fra John Carpenter til John Landis.

Kl. 13.00: Film: ‘The Night Sitter’ (USA, 2018. Abiel Bruhn, John Rocco)
Søde Amber skal passe på den reserverede Kevin, men da hans far tager afsted, viser det sig, at hun kun er ude på at stjæle fra huset. Det får Kevin til at søge tilflugt på faderens kontor, hvor han kommer til at hidkalde en heksetrio ved navnet The Three Mothers, der får Amber til at virke som en ren engel.

‘Nightmare Cinema’

Kl. 15.00: Film: ‘Nightmare Cinema’ (USA, 2018, Alejandro Brugués, Ryûhei Kitamura, David Slade, Joe Dante, Mick Garris)
I en skummel biograf går tilfældige mennesker ind for at se aftenens visning. Hvad de ikke ved, er, at de vil komme til at se sig selv og deres værste frygt i øjnene. Mental ustabilitet, kirurgi, blodmassakrer, onde nonner og ligeså onde ånder er alle temaer, der kommer op til overfladen i Nightmare Cinema, hvor ingen forlader salen uskadt). Med besøg af instruktør Mick Garris.

Kl. 17.30: Film: ‘The Wind’ (USA, 2018, Emma Tammi)
Vi er i den vilde vesten, hvor stilmodige Lizzy lever med sin mand i et lille hus. Selskab er ikke noget der kommer ofte, og efterhånden er isolationen ved at drive hende til vanvid. Stilheden runger, og i dette vakuum er det svært at kende forskel på de mystiske lyde, der eksisterer, og dem der kun fylder sindet.

Kl. 20.00: Film: ‘The Golden Glove’ (Tyskland, Frankrig, 2019, Fatih Akin)
Fritz Honka er en depraveret seriemorder, der bor i Hamburg og ofte frekventerer den skumle bule ”Den Gyldne Handske”. Det er også her, han møder sine kvindelige ofre, hvis lemmer, han gemmer i sin lejlighed, når de har mødt hans sande, brutale jeg.

‘The Golden Glove’

Jeg håber, at vi ses til fire dage i gysets tegn til dette års gyserfilm-festival Blodig Weekend, der forløber fra torsdag den 11. april til og med søndag den 14. april i den hyggelige Empire-biografen på Nørrebro i København. Følg også Blodig Weekend på Facebook, Twitter og Instagram.