BERLIN STATION SÆSON 1: Spioner og hemmelige agenter i Berlin

Spion-serie på dvd: Hvis du er til spionserier, så kan det være, at du skal tjekke denne første sæson af serien ‘Berlin Station’, der er udkommet på dvd her i landet. Det er en amerikansk serie, der leverer 10 episoder i denne første sæson. Og hvis du bliver fanget af serien, så er der godt nyt, der der faktisk allerede venter en tredje sæson forude.

I denne første sæson følger man Daniel Miller – en hemmelig agent, der ankommer til CIA’s afdeling i Berlin. Millers mission er at afsløre identiteten på en whistleblower, der går under navnet Thomas Shaw. Med hjælp fra veteranen Hector DeJean lærer Miller at begå sig i afdelingens barske, farlige og komplekse verden.

Men da Miller dykker længere ned i sin mission og her afdækker en sammensværgelse, som fører helt tilbage til Washington, så får det ham til at tænke: Er det muligt at forblive den samme efter en udstationering i Berlin?

Den alsidige rolleliste består af både kendte og mindre kendte navne, så som blandt andet Richard Armitage, Rhys Ifans, Leland Orser og Michelle Forbes samt ikke mindst min personlige favorit i en altid seværdig og karismatisk Richard Jenkins.

– ‘Berlin Station’ sæson 1 udkommer på dvd den 6. december 2018.

C.B. STRIKE – THE SERIES: Privatdetektiv opklarer komplicerede sager

Opklaringsarbejde på dvd: ‘C.B. Strike’ er en britisk tv-serie i krimi-og-drama-land. Serien er baseret på detektivbøgerne skrevet af ingen ringere end J. K. Rowling – ja, hende der også har skrevet Harry Potter-bøgerne – men udgivet under pseudonymet Robert Galbraith. Nu er serien udkommet på dvd her i landet, hvor man således kan følge privatdetektiven Cormoran Strike på diverse sager.

Cormoran Strike er dog ikke i udgangspunktet privatdetektiv, men krigsveteran, der dog nu altså arbejder med base på et lille kontor i London. Men selvom han er medtaget både fysisk og psykisk, så viser Strikes unikke indsigt og baggrund indenfor militærpolitiet sig afgørende i løsningen af de komplicerede sager, som politiet altså ikke kan opklare.

Så hvis du med andre ord er til britisk detektivspænding og komplicerede kriminalsager, så kan det være, at du skal give dig i kast med denne serie, der byder på tre forskellige fortællinger, nemlig ‘The Cuckoo’s Calling’, ‘The Silkworm’ og ‘Career of Evil’.

– ‘C.B. Strike – The Series’ udkommer på dvd den 15. november 2018.

ARROW SÆSON 6: Bueskytten skyder på ny med skarpt

Skudsikker helt på Blu-ray: Bered dig på mere pletskydende superhelte-action, når intet mindre end sjette sæson af den amerikanske DC Comics-serie ‘Arrow’ flyver over skærmen. Serien er – som du nok har luret – baseret på helten Green Arrow fra det store DC-univers – en kriminalitets-oprydder af heltmodig støbning.

Serien startede tilbage i 2012, og skulle snart vise sig at være populær. For ja, nu er vi jo oppe på hele seks actionfyldte og dramatiske sæsoner med bueskytten Arrow, hvis offentlige navn er Oliver Queen og egentlig er en billionær playboy, der dog har valgt at fange bad guys med sin bue og pil. Han spilles af Stephen Amell.

Oliver Queen står denne gang over for en helt ny udfordring: Han er blevet far. Han er fast besluttet på at påtage sig sin nye rolle, samtidig med at han fortsat tjener og beskytter Star City både som borgmester og Green Arrow. Men fortidens fjender truer ham på alle fronter. Og sammenholdet i Team Green Arrow er alvorligt svækket.

EKSTRAMATERIALE: Der er med andre ord lagt op til en kamp for retfærdighed i denne sjette sæsons om den hårdtslående hævner Green Arrow. Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale. Her finder man fire ‘DC Super Hero Crossover Episodes’ samt fire featuretter: ‘The Split Of A Man: Deathstroke’, ‘Inside The Crossover: Crisis On Earth-X’, ‘The Best Of DC Tv’s Comic-Con Panels San Diego 2017’ og ‘Revenge In Ones And Zeros: The Story Of Cayden James’.

– ‘Arrow’ sæson 6 udkommer på dvd og Blu-ray den 6. december 2018.

THE ORIGINALS SÆSON 5: Sidste omgang med det overnaturlige drama

En sidste omgang med den overnaturlige serie på dvd: Den overnaturlige dramaserie ‘The Originals’ er tilbage med sin femte og sidste sæson, der nu udkommer på dvd her i landet. Den amerikanske serie tog sin begyndelse tilbage i 2013 og er en spin-off af den populære vampyr-serie ‘The Vampire Diaries’. I ‘The Originals’ følger man vampyr-varulven Klaus Mikaelson og hans familie i New Orleans.

Hvis du endnu ikke har set noget af serien, bør eventuelt starte med at se de første fire sæsoner, inden du hopper på denne finalesæson. For denne sidste sæson af ‘The Originals’ begynder nemlig syv år efter, at fire i Mikaelson-søskendeflokken – Klaus, Elijah, Rebekah og Kol – absorberer en fjerdedel af Hollows mørke energi og flygter fra New Orleans.

Hvad sker der, når mørket overtager de ting, du elsker mest? De finder du – måske – ud af i denne sidste sæsons 13 episoder. Der er med andre ord lagt op den helt store omgang af overnaturligt drama med det kulørte persongalleri, du nu kan besøge for en sidste gang.

Dvd-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor du blandt andet kan dykke ned ‘The Originals: Come Visit Georgia’, videre til ‘The Originals: Comic-Con Panel San Diego 2017’ samt hidtil uviste scener og spas fra produktionen.

– ‘The Originals’ sæson 5 udkommer på dvd den 6. december.

WIDOWS: Fire enkers farlige planer for en bedre fremtid

Biografanmeldelse: Der er meget i spil – og ikke mindst på spil – i Steve McQueens thrillerdrama ‘Widows’. Man dumper nemlig her ned i et pulserende Chicago, der huser alt fra kriminelle til korrupte politikere og helt almindelige borgere, der alle indgår i filmens sirligt forgrenede plot, hvor man finder fire enker i centrum for den intense, nervepirrende og dragende fortælling.

Hustruernes afdøde mænd har nemlig efterladt dem i gæld grundet deres kriminelle løbebane. Så nu må kvinderne i sorgens efterdønninger forsøge at samle deres liv op og skabe sig et nyt. Det kriminelle miljø kravler dog stille, men sikkert ind på dem, mens to kandiderende politikeres liv også kommer i spil i en fortælling, hvor grænsen mellem lovlydig og kriminel udviskes.

Ja, her er som sagt meget i spil. Blandt andet et alsidigt karaktergalleri, hvis liv og relationer flettes om en fortælling, der rummer potente temaer som sorg og overlevelse, korruption og social arv. I front for enkerne finder man Viola Davis som den både stålsatte og sorgramte Veronica, mens Colin Farrell er en kynisk politiker med faderproblemer i form af en kold Robert Duvall.

Det er karakterer, der rummer overraskelser og fine nuancer, hvilket gør dem interessante at følge. Men det er ganske enkelt også bare et pokkers velspillende cast, der blandt andet huser en både rå og følsom Liam Neeson samt en uforudsigelig Daniel Kaluuya, videre til enkerne i skikkelse af en handlekraftig Michelle Rodriguez og en bly Elizabeth Debicki, der alle har meget på spil.

Desværre mister fortællingen undervejs en smule grebet i sine karakterer og sit omhyggelige plot, der vil mere end det kan bære hele vejen. Det går ud over mit engagement i de medvirkende og fortællingen, der også bliver en smule mat over midten. Heldigvis disker Steve McQueen op med nok virile, gribende og spændende scener til at filmen holder sig på rette kurs.

‘Widows’ er med andre ord en film, der både vil og kan meget, men som desværre ikke helt forløser alle sine elementer tilstrækkeligt medrivende til, at jeg er helt med filmen igennem. Men med blandt andet et nuanceret og interessant karaktergalleri samt en stærk åbningsscene og en potent finale, så ender filmen med et højdepunkt, der trodser fortællingens ujævnheder.

– ‘Widows’ får 4 ud af 6 stjerner:


– ‘Widows’ får premiere den 22. November 2018.

SUSPIRIA: Dragende dødedans, dystre hemmeligheder og urovækkende gru

Biografanmeldelse: Jeg elsker Dario Argentos originale horror-milepæl ‘Suspiria’ fra 1977. En farvemættet, visuelt indtagende og grusom skrækfilm. Det er den Luca Guadagnino har taget livtag med i sin nyfortolkning af den over 40 år gamle klassiker. Selvom her er nogle af de samme elementer i spil, så er den sin egen film og kan bestemt stå på egne gruopvækkende ben.

Vi ankommer til en danseskole i 1970’ernes Berlin. Den ambitiøse og talentfulde amerikanske danser Susie Bannion har sikret sig en plads på skolen, hvis kunstneriske overhoved er den enigmatiske Madame Blanc. Det står dog klart fra filmens start, at noget ikke helt er som det burde være på skolen, der udover de mange dansere også huser dunkle hemmeligheder.

Således inviterer Luca Guadagnino mig med ind i en sælsom og mystisk verden af dansende passion, urovækkende gru og skjulte sandheder i en møjsommelig fortalt, visuelt detaljerig og ambitiøs film. Den stritter, vrider og bugter sig i flere retninger både med sine karakterer og i sin flerforgrenende historie, der foldes ud med et politisk dirrende bagtæppe.

Jeg kastes med andre ord rundt i en film, der ikke sådan lige lader sig tæmme eller afkode. Ja, og hvorfor skal Tilda Swinton egentlig spille både Madame Blanc og ikke mindst den ældre herre Josef Klemperer, der med sit eget sideplot hvirvles ind i historien om danseskolen? Nej, det giver ikke umiddelbar mening – men det behøver det heller ikke at gøre.

For ‘Suspiria’ føles også som et eksperiment, der prøver ting af både narrativt og visuelt. En film, der improviserer og udfordrer sig selv. Det er der kommet en legesyg og levende filmoplevelse ud af, der måske nok er ujævn, men så absolut pokkers dragende hele vejen. En film, der er mange ting på en og samme tid: Smuk, klam, creepy, intens, mystisk, frustrerende og urovækkende.

Dakota Johnson er desuden indtagende og nærværende som Susie Bannion, mens Mia Goth som medstuderende vibrerer i fortællingen, der leverer op til flere forrygende scener. Lige fra nervepirrende danseprøver og natlige afsøgninger af skolen til kropsgrumme skrækscenarier. Luca Guadagnino har med ‘Suspiria’ kort fortalt skabt et tumlende bæst af en forførende horrorfilm.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Suspiria’ får biografpremiere den 15. november 2018.

‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ er både magisk og ujævn

Biografanmeldelse: Vi vender tilbage til J.K. Rowlings eventyrlige univers med ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ – anden film i en serie på i alt fem planlagte om Newt Scamanders strabadser i en verden af magi, eventyrlige dyr og tryllestave. Her undslipper den onde troldmand Grindelwald sin fangenskab for at føre sine dystre planer ud i livet.

Grindelwald går således straks igang med at rekruttere følgere, der skal hjælpe ham med at realisere sin plan om at gøre fuldblodstroldmænd til herskere over både magiske og ikke-magiske skabninger på Jorden. Den gode troldmand og underviser på troldmandsskolen Hogwarts, Albus Dumbledore, søger nu hjælp hos sin tidligere elev Newt om at stoppe de onde planer.

Hvis Albus Dumbledore og Hogwarts lyder bekendt, så er det fordi, at filmen er spundet af Harry Potter-universet. Filmen foregår dog i 1920’erne – altså før fortællingen om Harry Potters eventyr årtier senere. Her er dog ikke tale om skolebørn på eventyr, men voksne magikere og almindelige mennesker i kamp mod ondskaben.

Desværre er fortællingen ujævn og løber særligt af sporet i sit tredje akt, hvor adskillige plottråde forsøges samles, mens der også lige skal gøres plads til at udfolde diverse karakterers relationer og skæbner. Det bliver mere stift, uelegant og rodet end engagerende, mens ellers potente tematikker som ond og god samt familie, kærlighed og loyalitet efterlades noget uforløste.

Det er en skam, når nu blandt andet det magiske univers er flot og dragende realisteret med sine fantasifulde dyr og et kulørt karaktergalleri, der dog ender med at synes mere overbefolket end engagerende. I front finder man Eddie Redmayne, der fint portrætterer den småkejtede og uvillige helt Newt, der har bedre styr på sine fantastiske skabninger end menneskelige relationer.

Jude Law er den godhjertede Dumbledore, mens en blond Johnny Depp agerer den forføreriske Grindelwald. Herimellem finder en lang række karakterer, men ingen rodfæster sig for alvor i en film, der gaber over mere end den kan forløse på medrivende vis. Jeg er dog på trods fortsat fascineret af universet og spændt på, hvor fortællingen snor sig hen i de kommende film.

– ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ får premiere den 15. november.

OVERLORD: Onde nazister, blodige eksperimenter og en fæl Pilou Asbæk på krigsstigen i horrorland

Biografanmeldelse: Den står på både blodig, klam og nazibefængt krigshorror med den underholdende ’Overlord’. Her bliver man nemlig sendt tilbage til Anden Verdenskrig, hvor en gruppe amerikanske soldater er oppe imod onde nazister på en mission i Frankrig. Det betyder blandt andet flammekastere, nazi-hemmeligheder og en yderst skurkagtig Pilou Asbæk.

Det er dog ikke just en historisk korrekt krigsskildring, man her er vidne til. Der leges nemlig med sandheden, da nazisterne gemmer på dystre hemmeligheder, der blandt andet involverer klamme eksperimenter. På den måde sparkes der en underholdende dosis grotesk og splattet horror ind i krigsmaskinen, der leverer sin historie bombastisk, dystert og med smæk på actiondelen.

For nej, her er ikke just tale om subtil og snigende uhygge – eller subtil historiefortælling for den sags skyd. Det her er lige-i-ansigtet-skræk-og-action-underholdning. Godt nok har filmen sine plotmæssige problemer og fortællemæssige ujævnheder, men heldigvis leveres løjerne med tilpas meget charme, pondus og kropssjaskende overskud til, at jeg kan se igennem fingre med det.

Filmen udvikler sig nemlig hele vejen til kun at være mere og mere over the top og langt-ude-horror-underholdning – med tryk på gory gru. Pilou Asbæks nazi-skurk er således et godt billede på det univers, man her hvirvles ind i. Han er nemlig både manisk, herligt overspillende og diabolsk. Ja, han leverer naturligvis også et skurkegrin i fuldt flor, mens blodet drypper.

Rækken af amerikanske soldater udfylder fint deres respektive roller som blandt andet den moralske vogter, den oversludrende joker og den hårdhændede machomand, mens der også spædes til med en gæv fransk kvinde. Det er altså ikke just karaktermæssig nytænkning, man her er vidne til, men det fungerer i pumpende krigshelvede.

‘Overlord’ prøver med andre ord ikke på at være noget den ikke er. Man skal altså ikke tage de blodige og skarptskydende eskaper alvorligt. Det her er grum og overgjort krigshorror-underholdning, der leverer sine blodsudgydelser med et grotesk glimt i øjet. Det gør den solidt og stemningsfuldt, mens den tør at tage skridtet bizart ud med sine skøre nazi-idéer.

– ‘Overlord’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Overlord’ får premiere den 8. november 2018.

DEN TID PÅ ÅRET: Paprika Steen serverer juleræs, stikpiller og familiestridigheder

Biografanmeldelse: Julen står for døren i det sorthumoristiske juledrama ‘Den tid på året’. Her lægger Katrine og hendes mand Mads nemlig hus til årets juleaften med alt, hvad det indebærer af traditioner, skeletter i skabene og spydige stikpiller familiemedlemmer imellem. Nej, det er ikke just den salige julefred, der her får lov at sænke sig over det lille kaotiske hjem.

Paprika Steen fører an i slaget, både som instruktør og som Katrine, der forsøger at bevare den gode julestemning. Det er umuligt. For allerede inden den første gæst træder ind af døren ulmer det med stridigheder på tværs af generationer. Lige fra familiære kontroverser til hvordan julemaden skal serveres. Således endevendes julen og familien på spydig og relaterbar vis.

Ganske vist bliver nogle af familiemedlemmerne og visse af problematikkerne lidt for manuskript-skrevne og klichétunge i røven. Frelstheden hænges blandt andet til tørre, mens der gives afrikanske sponsor-børn i gave og rødkålen skal naturligvis være hjemmelavet. En smule halvslidte eksempler på selvgodhedens selvtilstrækkelighed i den kulturelt begavede middelklasse.

Men sådan er det blandt andet med humor: Det er sjovt, fordi det netop er overgjort. Men her bliver nogle af de spydige jokes og pointer blot lidt for nemme at se på afstand, hvorfor de mister noget nerve og nærvær. Dramaet mister altså heraf også troværdighed og de medvirkende bliver sine steder lidt for meget til brikker i et manuskript, der tager livtag med familieidyllens bagside.

Selvom karaktererne måske nok af og til bliver lidt for skrevne, så leveres de bestemt veloplagt af ensemblet. Lige fra netop en presset Paprika Steen til hendes forstående ægtemand i skikkelse af Jacob Lohmann. Sofie Gråbøl er dejlig politisk overkorrekt som præste-søsteren, mens Lars Brygmann er hendes knapt så succesfulde og ligeså bedrevidende forfattermand.

‘Den tid på året’ lever altså ganske godt af sine skuespillere, hvor alt det usagte bliver sagt og der blandt andet også fint indfanges skjulte blikke, mens der danses om juletræet. Familierelationerne og de spydige pointer bliver dog sine steder lige tænkte nok – og så lurer sødmen lige om hjørnet uden dog heldigvis at få helt fat i en film, der tør at tage den tragikomiske konsekvens af sine valg.

– ‘Den tid på året’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Den tid på året’ får biografpremiere den 8. november.

CLIMAX: Et dansende LSD-mareridt ind i Helvede

Biografanmeldelse: Du kan godt finde danseskoene frem. For med ’Climax’ kaster filmskaberen Gasper Noé mig ind i et vildt dansende mareridt af vridende og svedende kroppe. Tilsæt LSD og det hele stikker snart af ind i en ond drøm for gruppen af dansere, der i filmen er samlet for at øve en kold vinteraften. Så mens musikken banker afsted forvandler natten sig til en delirisk fest.

Det er kort sagt filmens præmis. Simpelt og intenst. Det er i høj grad også en film og fortælling, der lever af og ånder gennem sine dynamiske billeder og en pumpende lydside. Det er farver, bevægelse og musik i filmisk forening. Her fortalt med blandt andet lange uafbrudte takes, så jeg som publikum ikke har mulighed for at undslippe den skæbnesvangre nat af dansende vanvid.

Desværre siver luften bare ud af den ellers intense nat efter en ganske medrivende første del, hvor jeg bliver hevet med ud på dansegulvet af et svævende kamera, der indfanger flokken af dansere i fælles forening. Der er bare ikke nok vedvarende saft og kraft i filmens scener, der på skift tager mig med ind i både dansernes samtaler og liv filmen igennem.

For selvom her er potente emner som sex, opdragelse, vold og stoffer på menuen – mens selve livet synes at danse dus med døden i det helt klaustrofobiske dansestudie – så får jeg ikke nok medrivende adgang til dette. De medvirkende forbliver dansende brikker i en audiovisuelt funderet leg, der bare ikke er stærk nok til, at jeg holdes ved ilden.

Enkeltscenerne står dog stærkere end filmen som helhed. Resultatet bliver desværre således en filmisk oplevelse, der stille og roligt falder fra hinanden. Nærværet, intensiteten og energien forsvinder, mens filmen paradoksalt nok forsøger på at blive vildere, hvilket blandt andet inkluderer scener af rå vold, pis på gulvet og psykotisk vridende kroppe i stoffernes favntag.

’Climax’ kommer på trods af sin ujævne helhed ok i mål med sin mareridtsvision. Det lykkedes primært i kraft af netop enkeltscener, mere end det er en film, som vedvarende har et greb i mig. Det er en skam, når nu Gasper Noé egentlig er en dejligt kompromisløs og fandenivoldsk filmskaber. Men i dette tilfælde får han altså ikke hevet mig helt medrivende i mål.

– ’Climax’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ’Climax’ får premiere den 8. november 2018.