GREASE: Skøn 40 års jubilæums-udgivelse på Blu-ray

En klassiker på Blu-ray: Så kan du godt pudse både dine dansesko og din sangstemme af, for det er nu tid til et gensyn med den både dansende og syngende musical-klassiker ‘Grease’ fra 1978. Ja, det er allerede hele 40 år siden, at filmen havde premiere. Derfor er den netop nu blevet genudgivet på Blu-ray i en ekstramateriale-fyldt udgivelse. Sådan!

Skulle du endnu have filmen til gode, så kan jeg jo lige sådan helt kort ridse op, hvad den handler om. Her er der nemlig tale om den klassiske kærlighedsfortælling mellem den artige pige Sandy – der spilles sødt og naivt af Olivia Newton-John – samt den slemme dreng Danny – spillet cool og sejt af en ligeledes ung John Travolta. Et forrygende, umage og smukt par.

Så mens følelserne bølger frem og tilbage mellem de to parter, rulles det ene velklingende nummer og velkoreograferede dansenummer ud efter det andet. Men ikke nok med det. For det er som sagt også en Blu-ray-udgivelse, der boomer af ekstramateriale. Her finder man blandt andet et kommentarspor med filmens instruktør Randal Kleiser samt koreograf Patricia Birch.

Videre kan man blandt andet også dykke ned i en introduktion af Kleiser, en sing-along og et tilbageblik på filmen, videre til slettede, forlængede og alternative scener – ligeledes med introduktion af Kleiser. Der er endvidere også en 2002 ‘Grease’-genforening, ‘Grease’-minder med Travolta og Newton-John, diverse interviews med cast og crew med mere. Så ja, glæd dig til et forrygende gensyn eller måske dit aller første fortryllende møde med ‘Grease’.

– ‘Grease – 40th Anniversary Edition’ udkommer på Blu-ray den 19. juli 2018.

SKYSCRAPER: The Rock i et fesent højhushelvede i flammer

Biografanmeldelse: Lad mig bare være lyseslukkeren med det samme. For nej, actionfilmen ‘Skyscraper’ er ikke god. Men hvad der er endnu værre, så er det heller ikke en videre underholdende, medrivende eller for den sags skyld spændende film. Den er mest af alt bare sådan lidt ligegyldig larm, ild og eksplosioner i 1 time og 42 minutter.

Her forsøger Dwayne ‘The Rock’ Johnson nemlig at redde sin kone og to børn ud af verdens højeste bygning, der er sat i brand af en flok skurke. Det er kort sagt filmens præmis, hvor der dog lurer et par ikke særligt overraskende overraskelser undervejs. Så ja, altså i grunden en dejlig simpel historie med et stramt fortællemæssigt fokus. Desværre bliver fortællingen eller karaktererne bare aldrig videre nærværende eller indtagende intenst forløst.

Nu er det heller ikke meget, de medvirkende har at arbejde med på karakterfronten. Det gælder desværre også for The Rock, der indtager actioneskapaderne som Will Sawyer – en tidligere elitesoldat og FBI-agent, der grundet en traumatiserende oplevelse har lagt det liv bag sig. Will arbejder nu med sikkerhedsvurderinger – blandt andet af netop den enorme skyskraber – hvorfor han og familien vikles ind i katastrofen, der også sætter hans gode ry over styr.

På skurkefronten er der heller ikke det store sus eller videre mindeværdige at komme efter. Man finder ellers Roland Möller som hovedskurken. Desværre får han – som de øvrige medvirkende – som sagt ikke meget at arbejde med. Der er for lidt mulighed for skurkagtig udfoldelse samt interaktion med The Rock og andre til, at han som sådan sætter sit mærke på filmen.

Det er i grunden kendetegnende for ‘Skyscraper’, at den forbliver ligegyldig og karakterløs. Den mangler ganske enkelt både mindeværdige scener og karakterer til at holde sig underholdende i luften. I stedet bliver det blot til uopfindsomt bulder og brag, der ender med at være så dumt, at man skulle tro, det var skrevet af en 6-årig. Nej, det er ikke et plus i dette tilfælde. Desværre.

Hvis så bare filmen havde haft mere overdreven action-dumhed – som eksempelvis scenen, hvor The Rock hopper fra en kran og ind i den brændende bygning – så kunne ‘Skyscraper’ måske have reddet sig i land som netop blot en omgang over-the-top-action. I stedet er den endt som en vag og kønsløs kopi af bedre actionfilm, som et af dens forbilleder i den suveræne ‘Die Hard’. Øv.

– ‘Skyscraper’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Skyscraper’ får premiere den 12. juli 2018.

Oplev de bedste europæiske komedier i Walk This Ways Video on Demand-kollektion

Video on Demand: Trænger du til et varmt og godt grin her i sommeren, så kan du jo eventuelt tjekke følgende europæiske komedier ud, der er tilgængelige via Video on Demand (VoD). Filmene er således tilgængelige gennem de globale VoD-platforme iTunes og Google Play.

Følgende omtaler er hentet fra filmenes pressemateriale. God og grinende fornøjelse

Rock‘n Roll
Hvad skal man gøre når livet rammes af rock and roll?
Rock‘n Roll er en fransk komedie, hvor instruktør og skuespiller Guillaume Canet og real-life partner Marion Cotillard optræder som dem selv. Canet spiller en hyper-neurotisk version af ham selv, som lider af en seriøs midtlivskrise. Han er ikke så populær, som han har været og der er en helt ny generation af nye, yngre franske skuespillere på vej. Canet indser, at det er på tide at ændre retning og beslutter sig for at ruske gevaldigt op i hans liv hyggelige liv med hans kone Marion Cotillard. Alt sammen til stor overraskelse for alle omkring ham. Vil hans karriere synke endnu dybere, eller får han success og bliver mere populær end før?
Filmen viser også nogle af de negative sider, når man er superstjerne.
En stjerne satire, hvor en fransk kendt gør grin med ham selv, hans virke og hans ego. Filmen giver et uvant syn i behind the scenes af en forhenværende rockstjerne med et gran komedie.
Microbe & Gasoline (Microbe et Gasoil)
Et optimistisk teenage-eventyr opstår ud af livets almægtige ligegyldige rod
Filmen fortæller historien om to 14 årige drenge, der bor i Versailles, Frankrig. Daniel drømmer om at blive forfatter og kunstner. Hans lange hår, bløde kinder og væremåde gør, at han nogle gange bliver antaget for at være en pige. Fordi han ikke er ret stor, har han fået øgenavnet ‘Microbe’. Théo har fået sit øgenavn ‘Gasoil’, fordi hans tøj altid lugter af diesel. Han har vildt hår, læderjakke og er meget blød under hans ‘hood’.
To to nørder passer ikke ind nogen steder. Hverken i deres familier eller i nabolaget. Daniels mor er altid deprimeret, mens hans far aldrig er der. Theos mor er modstander af hans kreativitet og fantasi. Den uholdbare situation med deres undertrykkere (forældre, mobbere og manglende anerkendelse) gør, at vores to unge misfits vil flygte. Sammen planlægger de at bygge en bil og bruge sommeren til at en road trip i Frankrig.
En værdifuld, ærlig og velfortalt oplevelse af teenage venskab, der skaber lys og optimisme over melankoli – og som heller ikke ignorere sex.
International trailerhttps://youtu.be/Whd6LnzXF3c
God Willing (Se Dio vuole)
En søns beslutning om at læse til præst påvirker hele familien, specielt hans far
Tommaso er en værdsat hjertekirurg og en entusiastisk ateist. Hans perfekte liv får en brat opvågning, da hans søn Andrea annoncere til en familie forsamling, at han vil være præst. Tommaso afviser sønnens kald og gør alt hvad han kan for at få Andrea på andre ideer. Han beslutter sig for at gå ‘undercover’, for at afsløre den karismatiske fader Don Pietro, som han er overbevist om har hjernevasket hans søn. På samme tid har Andreas beslutning sat bølger igang i hele familien…
International trailer: http://bit.ly/2wK3MqW
French Cuisine (Pension Complète)
Nyd den genindspillede fransk-italienske film La Cuisine au Beurre fra 1963
I sydfrankrig har Francois og Charlotte en gourmetrestaurant og hotel ved middelhavets smukke kyst. En Michelin stjerne er syne og alt syntes success – på nær deres ægteskab. Charlotte drømmer om at få et barn. Ting bliver endnu mere kompliceret, da Charlottes eks, Alex og forrige ejer af restauration og hotellet, kommer tilbage. Alle troede han døde under 2004 tsunamien. Konkurrencen mellem mændene og jalousi bliver farlige ingredienser for parrets og restaurantens fremtid.
En fransk komedie, som også bringer varme følelser frem. En selskabelig film, der helt sikkert vil give 90 minutters grin og smil.
International trailerhttps://youtu.be/uabf8Gqhn4w
Divorce French Style (Papa ou Maman 2)
I Frankrig gør man ikke altid alting bedre…
Laurent Lafitte og Marina Fois er tilbage, som dem der bare elsker at hade hinanden – selv deres børn – i den anden film i serien ‘Divorce French Style’
De værste forældre i historien er tilbage for at underholde i denne fantastiske komedie. Gynækologen Vincent og byggelederen Florance er to ekser, der bare ikke har andet valg end at lade sig være rare og smilende over for hinanden for deres børns skyld. To år er gået og Vincent og Florence har endelig knækket koden: De skal bo overfor hinanden på samme gade – så kan de nemt dele børnene. Med den fysiske deling kommer der to nye elskere til. Atleten Bénédicte og millionæren Edouard sætter begge gang i Vincent og Florances naturlige konkurrence-géner. Selvfølgelig lader de først som om alt er perfekt, men inden længe vil jalousien banke på og krigen forældre imellem vil igen blusse op.
En familievenlig komedie lavet af den franske filmindustri. En opmuntring til det yngre publikum at at opleve ikke engelsksproget film. Fyldt med sjov og absurde situationer. Divorce French Style er nonstop humor fra start til slut.
International trailerhttps://youtu.be/G1BzXPOci_U

The Shape of Water: Forunderlig undervandsromantik på 4K

4K Ultra HD: Kærlighed, ensomhed og jagten på tosomhed forenes mellem menneske og monster på smukkeste vis i den mexicanske filmskaber Guillermo del Toros undervandsromantiske eventyr ‘The Shape of Water’, der nu er udkommet på det fortryllende format 4K Ultra HD. Her finder den for evigt kringlede kærlighed nemlig på forunderlig vis vej selv de mest ufremkommelige og uventede steder. Jeg var tryllebundet hele vejen.

Vi dumper ned i starten af 1960’erne et sted i USA. Den kolde krig ligger som et knugende bagtæppe for den forunderlige fortælling om mødet mellem den stumme kvinde Elisa og det tilfangetagne undervandsvæsen. Elisa arbejder nemlig som rengøringsdame på et tophemmeligt regeringsanlæg, hvor vandmanden holdes fanget. Et uventet og indtagende forhold.

The Shape of Water biograf 02

Mere behøver du ikke vide, om den fortryllende fortælling, der indhyllede mig i et univers, der balancerer fornemt og medrivende mellem det fantastiske og jordbundne. Hvor passion, begær og ensomhed snor sig om hinanden hos Elisa og den mystiske fange. Sally Hawkins er sirligt sart og drømmende i rollen som den stumme Elisa. Hun løfter mig ubesværet ind den umage romance.

Sally Hawkins er dog ikke ene om at folde fortællingen indtagende ud. Her finder man blandt andet også Elisas nostalgiske ven i skikkelse af en altid seværdig Richard Jenkins. Doug Jones er sminket til ukendelighed som vandmonstret – imponerende overbevisenede. Både skræmmende, mystisk og elskværdig. Et monster mere humant end så mange mennesker.

The Shape of Water biograf 03

Her tænker jeg ikke mindst på filmens plagede skurk, der spilles af min personlige favorit Michael Shannon. Sammenbidt og forpint gør han livet surt for det vandbundne væsen, som han ikke anser som værende andet et et vildt og utæmmeligt dyr. Han tager naturligvis fejl af vandbæstet, der dog har dyriske impulser. På samme måde som Elisa også overgiver sig til kærligheden og begæret.

Det kan vi alle lære noget af. Vi bør lade os lede mere af kærligheden, det uagtet hvor umulig den end måtte synes. For kærligheden skal nok finde en vej – om ikke andet i de sparsomme øjeblikke den viser sit livsgivende væsen. Guillermo Del Toros genreblandende fortælling er med andre ord et dragende vellykket karakterstudie, en forførende fabel og fantastisk fortælling. Forrygende.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Den fortryllende film udgives her i det ligeså fortryllende format 4K Ultra HD, hvor billedet står helt igennem flot, farvemættet og detaljerigt, mens lydsporet ligeledes går klar, dynamisk og elegant igennem. Endvidere finder man en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i en række featuretter, der går bag om filmen og således blandt andet ser på nogle af filmens scener, videre til en master class med Guillermo del Toro med mere.  Filmen følger desuden med på Blu-ray.

– ‘The Shape of Water’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. juli 2018.

THE ENDLESS: En ufo-dødskult og uforklarlige fænomener

Blu-ray: Det er i en kombination af både science fiction, horror, fantasy og drama, at Justin Benson og Aaron Moorheads ‘The Endless’ folder sig ud. Nu er filmen udkommet på Blu-ray. Filmen handler om brødrene Justin og Aaron, der efter at have boet i det normale samfund i et årti, beslutter sig for at besøge UFO-dødskulten, de opvoksede i, men undslap i deres stræben efter et normalt liv.

Så ledes i håb om endelig at finde en afslutning, som de ikke kunne som unge mænd, ser de pludselig sig selv genoverveje kultens overbevisninger, da de konfronteres med uforklarlige fænomener omkring lejren. Det går dog imidlertid op for de to brødre, at medlemmerne af kulten måske slet ikke er helt så skøre, som de først havde antaget.

Således er der med den prisvindende ‘The Endless’ altså lagt op til en leg med blandt andet, hvad der er fantasi og tro modsat en potentiel og måske foruroligende og utrolig virkelighed, der skal vise sig at bestå af mere mellem himmel og jord. Men det må du jo logisk nok se filmen for finde ud af. Du kan således rejse ind i en verden af ufoer og uforklarlige fænomener.

– ‘The Endless’ udkommer på dvd og Blu-ray den 28. juni.

PHANTOM THREAD: En aldeles forrygende film, alle bør se

Blu-ray: Det her er årets for mig hidtil bedste film – og nu er Paul Thomas Andersons film så udkommet på Bl-ray. Filmen er blandt andet helt forrygende på grund af trekløveret i front fortællingen, hvor man nemlig finder som altid fremragende Daniel Day-Lewis, en nærværende Vicky Krieps og ikke mindst en skarp Lesley Manville.

I 1950’ernes London er Reynolds Woodcock en berømt designer, der lever det glamourøse liv, de fleste blot tør drømme om. Han lever livet, møder de rigtige mennesker og kommer til glamourøse fester. Et liv, hvor tingene går lynhurtigt. Hans liv forstyrres dog uventet, da en viljestærk ung kvinde, Alma, træder ind i hans liv. Inden længe er hun både Reynolds muse og elskerinde.

Ja, det lyder måske ikke videre ophidsende, når man sådan ser filmens plot ridset op. Men tag ikke fejl, her er tale om en både indsmigrende, smuk og dejligt pervers fortælling om blandt andet den altopslugende passion og kærlighedens farlige væsen. Nå ja, og så må jeg ikke glemme også at nævne Jonny Greenwoods helt igennem skønne musik til filmen. Min varmeste anbefaling.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i kamera-tests med kommentarspor af Paul Thomas Anderson, videre til slettede scener samt et modeshow kommenteret af Adam Buxton og behind the scenes. En udgivelse og film, som du bestemt ikke må gå glip af.

– ‘Phantom Thread’ udkommer på dvd og Blu-ray den 28 juni.

I KILL GIANTS: Et barns kamp med både indre og ydre monstre

Biografanmeldelse: Det kan være svært at se virkeligheden i øjnene – særligt, hvis problemerne og smerten synes så ubegribelig og stor, at den ikke kan overskues. Det kan derfor også være lokkende, at vende den virkelige verden ryggen og forsvinde ind i fantasiens forunderlige virkelighed, hvor man skal slås mod kæmper, der ellers vil udradere ens by.

Sådan er det for outsideren Barbara i fantasy-dramaet ‘I Kill Giants’. Hun lever nemlig i sin helt egen verden i en lille amerikansk kystby, hvor hun med påsatte kaninører, en vogn fyldt med “trylledrikke” og en taske med et “magisk” våben går på jagt efter de kæmper, hun mener lever i verden og som altså er på vej for at smadre hendes by. Men er det nu også blot fantasi?

Således kommer man ind i hendes verden, der ikke er nem, og hvor mentale skygger ulmer lige under den ellers fortryllende og fantasifulde overflade. ‘I Kill Giants’ er altså historien om en pige, der kæmper sin egen indre kamp i livet og med en virkelighed, hvor hun mobbes i skolen, har det svært med at få venner, mens det derhjemme bestemt heller ikke nemt.

Men selvom Barbara spilles af en både fint skrøbelig og selvbevidst stærk Madison Wolfe, kommer jeg aldrig rigtigt ind på livet af hende. Hun holder mig – på samme måde som menneskene omkring sig – i armslængde. Hendes følelser er gemt bort, og desværre så langt væk, at jeg først for sent i filmen, får lov at kigge ind bag overfladen og blive bare en smule følelsesmæssigt engageret.

‘I Kill Giants’ mangler altså grundlæggende det følelsesmæssige greb i mig, hvorfor filmen også bliver en smule overfladisk i sit problemfyldte ungpige-portræt, hvor de samme pointer om, at Barbara har det svært fortælles igen og igen. Jeg savner blandt andet karaktermæssig udvikling, da filmens ellers fine og tvetydige fantasi-univers altså ikke er helt nok til at drage mig ind.

Så selvom Anders Walters spillefilmsdebut ganske vist har fine ting kørende for sig – blandt andet tematisk og fortællemæssigt i form af legen med virkeligheden – så ender ‘I Kill Giants’ desværre også med at være en halvflad oplevelse, jeg aldrig for alvor blev grebet af – men lige nøjagtigt nok til, at jeg trods alt sad filmen igennem spændt på at se, hvor det hele endte.

– ‘I Kill Giants’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘I Kill Giants’ har biografpremiere den 5. juli.

ANT-MAN AND THE WASP: Paul Rudd er charmerende som altid

Biografanmeldelse: Okay, bare lige for at lette mit hjerte her fra starten, så elsker jeg Paul Rudd, der kort sagt består af treenigheden: Sød, sjov og charmerende. Derfor så jeg bestemt frem til, at han igen skulle indtage rollen som Marvels mindste – og af og til største (!) – superhelt i opfølgeren ‘Ant-Man and the Wasp’. Desværre er filmen ikke på niveau med min begejstring for Paul Rudd.

Men altså, hvad handler filmen om? Jo, som titlen indikerer, er Scott Lang aka Ant-Man ikke alene på skansen. Han gøres denne gang super-selskab af Evangeline Lilly som Hope Van Dyne aka Wasp – et kvindeligt modstykke til Ant-Man. Sammen skal mini-duoen med hjælp Hopes far – Michael Douglas som Dr. Hank Pym – og skrumpedragterne forsøge at finde Hanks hustru, som de ellers troede var forsvundet for altid i det mini-mikroskopiske ‘kvante-rige’.

Således sætter Scott Lang både det frie liv samt livet som familiefar på spil. For efter begivenhederne i ‘Captain America: Civil War’ har han nemlig siddet i husarrest og været forment kontakt med skrumpedragterne og de implicerede parter. Så få dage inden han ellers ville være sluppet fri, kastes Scott altså nu tilbage i superhelte-møllen med FBI på nakken.

Det er dog ikke kun FBI, der er på nakken af vores helte, for også en mystisk skikkelse begynder at blande sig for at få fingrene i Hanks avancerede og hemmelige skrumpe-teknologi. Her er med andre ord flere flere plottråde i spil, som dog heldigvis aldrig for alvor snubler over hinanden. Historien holdes ok fokuseret og overskuelig. Ja, det er dejligt med en Marvel-film, hvor det for en gangs skyld ikke er hele Jordens undergang, der er på spil.

Netop den mere fokuserede historie passer godt til karakteren Scott Lang, da det også er historien om en mand, der blot forsøger at komme på ret køl i livet og være en god far. Ja, han er måske den mest menneskelige af alle Marvel-helte – hvilket Paul Rudd med sin naturlige charme er med til at få ud over rampen. Desværre bliver far-datter-dramaet ikke videre nærværende, ligesom jagten på Hanks bedre halvdel aldrig for alvor bliver spændende.

Det er en skam, for Paul Rudd er bestemt både sød, sjov og charmerende, mens der også diskes op med et par ganske medrivende og opfindsomme actionscener, hvor skrumpe-teknologien tages legende i brug med biler og helte, der forstørres og skrumpes i hæsblæsende og dynamisk tempo. ’Ant-Man and the Wasp’ forbliver dog med andre ord en lille, ufarlig og sød superheltefilm, der ikke for alvor river mig rundt, men blot hygger lidt om mig. Det er nu også helt ok.

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får biografpremiere den 4. juli.

THE LAST SHIP SÆSON 4: En kamp for menneskeheden overlevelse

Actionfyldt serie på Blu-ray: Vi er kommet til den fjerde sæson af den amerikanske action- og drama-serie ‘The Last Ship’, der netop er landet på Blu-ray her i landet. Det betyder, at der venter dig helt nye, intense og spændende afsnit med besætningen ombord på USS Nathan James, hvor man fortsat forsøger at finde en kur mod en global og dødbringende virus, som har udslettet over 80 procent af jordens befolkning. Ja, det er baske sager.

I denne nye sæson søger Tom Chandler trøst i Grækenland, mens kaptajn Slattery og Nathan James’ mandskab har fundet ud af, at virussen har spredt sig og altså nu også ramt verdens afgrøder. Med jagten efter en løsning, der kan redde verden fra global hungersnød, bliver Chandlers helterejse således også til en art moderne genfortælling af Homers Odyssé.

Denne nye sæson af ‘The Last Ship’ er med andre en både dystopisk, nervepirrende og tankevækkende sæson, der altså skildrer en verden på vej mod undergangen og ikke mindst i aller højeste alarmberedskab, hvor det er intet mindre end menneskehedens skæbne, der er på spil.

Hvis du endnu ikke er hoppet på serien, bør du overveje om ikke, det er nu, du skal slå til? For der venter faktisk også en femte sæson forude, hvilket må glæde fans af serien. Blu-ray-udgivelsens ekstramateriale består af et kig på serien samt denne sæson. Så hop ombord på USS Nathan James og sejl ud på en rejse for at redde de sidste overlevende på Jorden.

– ‘The Last Ship’ sæson 4 udkommer på dvd og Blu-ray den 21. juni 2018.

DARKEST HOUR: Gary Oldman er bedre end filmen i rollen som Winston Churchill

Drama på Blu-ray: Vi befinder os i de spæde dage af 2. Verdenskrig. Nazisterne trumler med Hitler som befalingsmand afsted gennem Europa og banker snart på Englands dør. Det er nu den nyligt udnævnte og kontroversielle premiereminister Winston Churchill, der står med det tunge ansvar at skulle lede slagets gang og tage stilling til det presserende spørgsmål om enten at indgå i forhandlinger med fjenden eller at kæmpe imod med alle kræfter.

Det er helt kort det nervepirrende udgangspunkt for det Oscar-vindende og biografiske krigsdrama ‘Darkest Hour’, der nu er udkommet på Blu-ray. Man finder her en (nærmest) uigenkendelig Gary Oldman i den altoverskyggende hovedrolle som den britiske statsmand. Komplet med det helt store makeup-arbejde for at fremtrylle den korporlige politikers karakteristiske ydre med cigaren i munden.

darkest hour biograf 02

Det er da også først og fremmest for Gary Oldmans præstation, du skal se den en smule flade film. For det er hans veloplagte og virile, nuancerede og drilske portræt, der for mig bærer filmen frem og holder mig fænget, når den ellers potentielt potente krigsfortælling mister pusten og sit momentvis sitrende momentum. Ja, vi er ude i et tilfælde af, at filmen ikke er noget nær så god som Gary Oldmans præstation. Desværre.

Men selvom Gary Oldman altså ned til selv de mindste trækninger ved øjnene overbeviser i sin Oscar-venlige præstation, så skal jeg altså også lige sluge det udstyrsstykke det er, at Churchill er bragt til live her. For ganske vist er gammelmands-makeuppen overbevisende, men den sidder også hele vejen som en påmindelse om, at vi her har at gøre med en spillet karakter og ikke en mand af kød og blod.

darkest hour biograf 01

Den ellers vildt flot udførte “gummimaske” skygger med andre ord en anelse for, at jeg bliver helt fortryllet væk i og opslugt af Gary Oldmans ellers magiske forvandling. Det hænger dog uden tvivl også sammen med, at fortællingen om de svære politiske valg mangler noget af den spænding, nerve og de eksistentielle gråzoner, der ellers implicit ligger i fortællingen.

‘Darkest Hour’ forbliver altså med at være en skuespillernes film, hvilket det øvrige cast fornemt understreger. Her med blandt andet en både sart og stærk Lily James som Churchills sekretær, videre til en vildt god og nærværende Kristin Scott Thomas som hustruen samt ikke mindst en altid god Ben Mendelsohn som King George VI. Men, men, men – dette er og forbliver Gary Oldmans film.

– ‘Darkest Hour’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 28. juni 2018.