Komisk talentmasse og absurd humor med The Little Hours
Komedie på dvd: Hvis ikke rollebesætningen alene får dig til at spærre øjnene, så lad mig gøre det for dig. For med skuespillere og komikere som blandt andre følgende, leverer den absurde komedie ‘The Little Hours’ bestemt en munter sammenkomst af charmerende personligheder.
Tag blot et kig på følgende navne, hvis du skulle være i tvivl om, hvorfor du bør holde et vågent øje med filmen. Jeg nævner i flæng: Alison Brie, Dave Franco, Kate Micucci, Aubrey Plaza, John C. Reilly, Molly Shannon, Fred Armisen, Nick Offerman med flere. Slå dem op, du ikke kender, for så vil du nok finde dig et par nye idoler.
‘The Little Hours’ er med andre ord fyldt med komisk talent – i hvert fald i min lille verden. Filmen udspiller sig i Italien anno 1347. Her finder man Alessandra, Fernanda og Ginevra – tre lunefulde nonner, der keder sig i et kloster, hvor Fader Tommasso holder godt øje med dem. En flot ny opsynsmand introduceres for søstrene som døvstum for at modvirke fristelse, men snart opstår en rus af hormoner, stofmisbrug og syndig sviren.
Ja, her er med andre ord tale om en syret og sort komedie, der dyrker det absurde og ikke mindst alt det politisk ukorrekte. Så hvis du er til både ovenstående rollebesætning samt humor, der går til stregen – og gerne over den – så bør du have nonne-komedien ‘The Little Hours’ på radaren.
– ‘The Little Hours’ udkommer på dvd den 19. februar 2018.