WIND RIVER: På iskold morderjagt i et trøstesløst snelandskab
Biografanmeldelse: Det er ikke fordi, at jeg som sådan blev i godt humør af den knugende depri-thriller ‘Wind River’. Heldigvis fik jeg en ret så god filmoplevelse i bytte for mit efterfølgende tungsind. Tak for det. For der er ikke meget glæde at komme efter i hverken den tragiske fortælling eller det trøstesløse snelandskab, som er bagtæppet, når et bestialsk mord i sneen skal opklares.
Ind på scenen træder den dygtige og forknytte vildtjæger og tracker Jeremy Renner aka Cory, der har styr på sin sne. Han er nemlig yderst dygtig til at spore dyr i indianerreservatet, hvor den døde kvinde findes. Men hvordan opklarer man lige et mord i den øde vildmark? Nej, det er ikke let – og da slet ikke, når sagen ikke har meget backup at komme efter hos de offentlige myndigheder.
Der sendes nemlig blot en enkelt og nyuddannet FBI-agent på banen, Jane Banner i skikkelse af den spinkle og noget uprøvede Elizabeth Olsen. Heldigvis får hun hjælp af Cory, der på trods af hverken at være politimand – og da slet ikke FBI-agent – nærmest egenhændigt leder an i opklaringsarbejdet. Han er foran på alle parametret, mens Jane Banner halser bagefter.
Godt nok virker dette parløb en kende urealistisk. Men jeg køber nogenlunde – dog ikke hele vejen – denne præmis på trods, da Jeremy Renner med sit erfarne ansigt overbeviser i rollen som manden, der har en i udpræget grad fornemmelse for sne. Hvilket ikke mindst skinner igennem over for den uerfarne FBI-agent.
Desuden er der en dramatisk tyngde at finde i Cory, der selv lever i skyggen af sin datters død for år tilbage samt et forlist ægteskab i kufferten. Jeg forstår hans engagement i at ville opklare denne kvindes død. Det lykkedes da også for instruktør Taylor Sheridan at opbygge en hele vejen fint eskalerende spændingkurve mod det en smule for bombastiske klimaks.
Helt overordnet fungerer ‘Wind River’ dog på flere parametre, mens jeg hele vejen blot vikles mere og mere ind i den knugende og tragiske fortælling om et mordmysterie, der har en solid dramatisk slagside i Jeremy Renners plagede Cory. Han er sammen med en knugende atmosfære fornemt med til at bære den iskolde fortælling vellykket i mål på trods af små fodfejl undervejs.
– ‘Wind River’ får 4 ud af 6 stjerner:
– ‘Wind River’ får premiere den 4. januar 2018.