SHOOTER SÆSON 1: En intens serie, der skyder med skarpt
Skarptskydende serie på dvd: Jeg husker Antoine Fuquas actionfilm ‘Shooter’ fra 2007 med Mark Wahlberg i hovedrollen som en virkeligt vellykket omgang skudsalver. Derfor var det da også interessant, da jeg første gang hørte om, at filmen skulle omdannes til sin helt egen tv-serie. Det er nu blevet til virkelighed. Således er første skarptskydende sæson af ‘Shooter’ udkommet på dvd.
I denne første sæson overtales krigsveteranen og snigskytten Bob Lee Swagger til igen at gå i aktion. Swagger anklages dog for et forsøg på at dræbe præsidenten og ender derfor med at jage den egentlige gerningsmand. For Swagger er naturligvis ikke manden bag attentatet. Således følger man Swagger gennem de10 afsnit, hvor venner bliver til fjender og fremmede til allierede. Swagger påtager sig nemlig nu udfordringer, der truer hans familie, hans land og hans liv.
I serien er det dog ikke Mark Wahlberg, man finder i front for den intense fortælling og de actionfyldte eskapader, men derimod en kompetent Ryan Phillippe i hovedrollen som Bob Lee Swagger. Han bliver – som kort nævnt ovenfor – anklaget for et mordforsøg på præsidenten. Derfor må han i serien leve i eksil, mens han med livet som indsats forsøger at finde frem til sandheden.
Her gælder det således både action, politisk spil og skydefærdigheder i intens forening, når seriens første sæson flyver afsted. Og bliver du grebet af de vilde løjer, så kan du se frem til både en anden samt tredje sæson med og om skarpskytten Bob Lee Swagger og hans mange jern i ilden. God fornøjelse.
– ‘Shooter’ sæson 1 udkommer på dvd den 25. januar 2018.