Blade Runner – The Final Cut på forrygende 4K Ultra HD

Mesterlig science fiction på 4K Ultra HD: WOW! Endelig udkommer Ridley Scotts banebrydende, visuelt duperende og helt profetiske mesterværk ‘Blade Runner’ på det forrygende og yderst flotte format 4K Ultra HD, hvor det medrivende fremtidsunivers i den grad kommer til sin ret, mens også den fortryllende lydside får lov at folde sig dynamisk ud.

Film blev ganske vist ved sin premiere i 1982 ikke modtaget særligt godt ved biograflugerne, men siden er filmen i den grad vokset og ikke mindst inspireret et utal af både kunstnere og filmskabere,  hvor man både kan se en direkte inspiration i diverse science fiction-film og tegneserier.

blade runner the final cut 01

På denne 4K Ultra HD-udgivelse er det Ridley Scotts endegyldige The Final Cut, der som bekendt inkluderer ekstra scener samt special effects, der ikke tidligere har været anvendt samt en slutning, der er anderledes fra den oprindelige biografversion. Det er som bekendt også en forrygende Harrison Ford, man her finder i sin legendariske rolle som detektiven Rick Deckard, der jagter replikanter – kunstigt skabte mennesker – i dette stilfulde noir-univers ude i fremtiden.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Dette er så absolut indtil videre den flotteste og mest vellydende udgivelse af Ridley Scotts skelsættende film, mens der ligeledes følger forrygende ekstramateriale med på udgivelsen, der også indeholder filmen på Blu-ray. Man finder blandt andet making of – den ultimative dokumentar om filmen med blandt andet over 80 interviews med cast og crew og kollegaer videre til kommentarspor og en introduktion af Ridley Scott.

– Blade Runner Final Cut er udkommet på 4K Ultra HD den 2. oktober.
blade runner the final cut 4K ultra hd cover

Alien 6 Film Collection: En forrygende Blu-ray-udgivelse

Blu-ray-anbefaling: Et af mine favorit filmmonstre er H.R. Gigers syreholdige, elegante og foruroligende alien fra Alien-filmene. Det er et monster og en filmserie, jeg gang på gang er vendt tilbage til. Derfor var det også en fornøjelse at gå ombord i Alien 6 Film-boksen – alle seks film udgivet på Blu-ray og med masser af spændende af ekstramateriale. Lad mig bare først som sidst få sagt, at det på alle leder og kanter er en fantastisk udgivelse.

Serien startede i 1979, hvor Ridley Scott sendte publikum ud i rummet til Sigourney Weaver, der som den hårdhudede Ellen Ripley forsøger at overleve ombord på rumskibet Nostromo. Her har besætningen nemlig fået en ubehagelig gæst på besøg, der jager dem rundt i rumskibets klaustrofobiske korridorer. Alien er en dybt fascinerende, skræmmende og intens klassiker, der nervepirrende og gnidningsløst sammenfletter gys og science fiction. Filmen er siden blevet et pejlemærke for et utal af science fiction- og monsterfilm. Et mirakel af en rumgyser.

boks-alien1-03

I 1986 satte James Cameron sig i instruktørstolen – og han skruede i den grad op for actionknapperne med Aliens. Han tilførte flere frådende aliens og skarpladte automatvåben, men heldigvis uden at glemme filmens karakterer undervejs. Resultatet er en af de mest underholdende og gruopvækkende science fiction-film nogensinde. Det ikoniske opgør mellem Ripley og den slimede alien-dronningen er stadig hjertebankende monster-action i verdensklasse.

David Fincher spillefilmsdebuterede med Alien³ i 1992. Det var en produktion fyldt med problemer, ikke mindst for Fincher. Han blev nemlig forsøgt styret af selskabet, der ikke lod ham føre sin vision ud i livet. Flere scener blev skudt om og andre igen tilføjet. Alien³ er da også endt som en noget ujævn størrelse, hvor Ripley må begå sig blandt svedige, mandlige fanger på ’Fury’ 161. Dette tredje kapitel er imidlertid særdeles stemningsfuld, dyster og tyk af nihilistisk fremtidsæstetik.

boks-alien2-01

Den indtil videre sidste del i serien er Alien: Resurrection fra 1997 – altså, med mindre man tæller Prometheus med (men det gør man i grunden nok) – med franske Jean-Pierre Jeunet ved roret. Ja, ham med den charmerende og søde Amélie. Hans skæve science fiction-univers er bestemt dragende, men blandt andet forsøget på at dreje det ikoniske monster i nye retninger og ikke mindst udforskningen Ripley-karakteren virker malplaceret. Men monstrene er flotte og så er specielt en undervandsscene med aliens lige i hælene intens monsterspænding.

En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

boks-alien3-01

Så er det igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen.

Prometheus 4K ultra hd 01

Konklusion:
Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne udgivelse – og hvis man allerede har filmene på dvd, kan man roligt opgradere. For både billede og lyd er betydeligt forbedret og så medfølger der en masse spændende ekstramateriale. Dette er så afgjort en forrygende udgivelse af filmene. En uundværlig udgivelse for alle med mod på en tur ud i rummet, hvor de bistre monstre og den barske Ellen Ripley venter.

– ‘Alien 6 Film Collection’ er udkommet på Blu-ray den 5. oktober 2017.

alien 6 film collection thumb

 

‘Filmen om Kaptajn Underhyler’: En morsomt animeret superhelt



En ukonventionel superhelt på Blu-ray: ‘Filmen om Kaptajn Underhyler’ er en amerikansk animeret komediefilm baseret på børnebogs-serien af samme navn skrevet af Dav Pilkey. Den er produceret af DreamWorks Animation – der blandt andet også står bag film som ’Kung Fu Panda’-filmene, ‘Trolls’ og ‘The Boss Baby’ – samt medproducent Scholastic Entertainment. Så det er altså gode og solide kræfter, der står bag denne komedie.

‘Filmen om Kaptajn Underhyler’ er således på baggrund af bøgerne en længe ventet film for både fans af bøgerne og af DreamWorks Animation. For med denne sprudlende familiekomedie fortælles historien om de to vanvittigt fantasifulde spasmagere, der ved hjælp af hypnose får deres rektor til at tro, at han er en entusiastisk, dog lidt dum, superhelt ved navn Kaptajn Underhyler.

kaptajn underhylder 01

Filmen kan ses med danske stemmer, men på originalsproget engelsk finder man blandt andet stjerner som Kevin Hart, Ed Helms, Thomas Middleditch, Nick Kroll, Kristen Schaal og min personlige favorit Jordan Peele.

Filmen er desuden instrueret af David Soren, der udover en lang karriere inden for animation også både har skrevet og instrueret den ligeledes sjove og søde snegle-animationsfilm ‘Turbo’. Så ja, Kaptajn Underhylder er her i gode hænder. Udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet finder en guide til både at være en helt og en skurk.

– ‘Filmen om Kaptajn Underhyler’ udkommer på dvd og Blu-ray den 19. oktober.

kaptajn underhylder cover

Alien: Covenant og Prometheus på samme Blu-ray-udgivelse

Alien: Covenant og Prometheus på samme Blu-ray: En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige. Den er nu udkommet sammen med ‘Alien: Covenant’.

Med ‘Prometheus skal vi først atter ud i det uendelige verdensrum, hvor en jagt efter svar på menneskets oprindelse er sat ind, intet mindre! Ombord på rumskibet Prometheus har et hold forskere med eventyrlyst og overmod således sat kurs mod en fjern planet, der muligvis rummer svarene. Ekspeditionens sikkerhed bliver dog snart sat over styr, for selvfølgelig gemmer planeten på ubehagelige overraskelser…

alien covenant thumb

Med ‘Alien: Covenant’ er det så igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen.

Det slipper han overvejende godt fra. I hvert fald bedre end størstedelen af de medvirkende, der ikke overraskende må lade livet på blodskvulpnede vis. For besætningen ombord på koloniskibet Covenant får røven på komedie, da de lander på en fremmed planet for lige at tjekke, om den kunne være værd at bosætte sig på. Og nej, det kan den ikke. Fordi rummonster, du ved…

– ‘Alien: Covenant’ & ‘Prometheus’ udkommer på Blu-ray og dvd den 5. oktober 2017.

Alien Covenant & Prometheus cover

This is Us sæson 1: Humor og drama i skøn forening



Et morsomt drama på dvd: ‘This is Us’ er en amerikansk tv-serie fra NBC. Komedie- og drama-serien har desuden en stærk rollebesætning i ensemblet, der består af Milo Ventimiglia, Mandy Moore, Sterling K. Brown, Chrissy Metz, Justin Hartley, Susan Kelechi Watson, Chris Sullivan, Ron Cephas Jones, Jon Huertas, Alexandra Breckenridge, Niles Fitch, Logan Shroyer, Hannah Zeile, Mackenzie Hancsicsak, Parker Bates, Eris Baker, and Faithe Herman.

Ja, det er mange medvirkende, men de spiller alle en rolle på kryds og tværs af seriens drama, der handler om en families liv og deres forbindelser på kryds og tværs – og her både deres forskelligheder og ligheder. Dette over flere årtier, således er der ballast i dramaet over tid.

this is us 01

Serien af skabt af Dan Fogelman – manuskriptforfatteren bag blandt andet det ganske fine komedie-drama ‘Crazy, Stupid, Love’ videre til også en komedie som ‘The Guilt Trip’. Så her er bestemt tale om en man, der kan noget med både humor og drama, hvilket skinner igennem et dette velskrevne dramedy, der ligeledes er fyldt med mindeværdige præstationer.

Serien har desuden modtaget flere Golden Globe-nomineringer, blandt andet for ‘Best Television Series – Drama’, videre til en nominering for ‘Best Drama Series’ ved Critics’ Choice Awards, ligesåvel som serien blev valgt til ‘Top Television Program’ af the American Film Institute. Og så er der ovenikøbet mere af samme skuffe i seriens anden sæson.

– ‘This is Us’ udkommer på dvd den 19. oktober 2017.

this is us cover

MacGyver sæson 1: Problemløser for fuld fart og eksplosioner

Fuld fart på problemløseren på dvd: ‘MacGyver’ er en amerikansk action- og adventure-tv-serie med en karismatisk Lucas Till i seriens titelrolle. Serien er et reboot af ABC-serien af samme navn, der løb over skærmen fra 1985 til 1992 – altså hele 7 år. Så bered dig på 21 afsnit med den ukonventionelle problemløser Angus “Mac” MacGyver.

Tv-klassikeren bliver således her genfortolket med en ny og spændende tv- serie for et helt nyt publikum. Her følger man den tidligere CIA-agent Jack Dalton, der sammen med den ubesindige computerhacker Riley Davis og den pressede filminstruktør Wilt Bozer – der også er MacGyvers bedste ven – og  det excentrisk geni Angus “Mac” MacGyver liv verden over med sine ukonventionelle problemløsningskompetencer.

MacGyver 01

Så bered dig på opfindsomme redningsaktioner i denne nye serie, der er fyldt med action og både sjove og medrivende opfindelser af den vildeste slags. Mens du også kan glæde dig over det sprudlende cast af karakteristiske karakterer. For fans af MacGyver er der desuden gode nyheder, da serien er blevet fornyet med endnu en sæson, der uden tvivl ligeledes vil byde på sjov, udfordrende og eksplosive afsnit.

Og når du har set denne sæsons 21 afsnit venter der mere guf i form af en omgang ekstramaterie, der ser nærmere på serien. Her finder man blandt andet en making of, slettede scener videre til et interview med seriens prob-mester og spas fra settet. God fornøjelse med Angus “Mac” MacGyver og resten af det farverige slæng.

– ‘MacGyver’ sæson 1 udkommer den 12. oktober på dvd.

MacGyver cover

WONDER WOMAN: Hun forstår i den grad at slå på tæven og bære et sværd på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Lad mig være ærlig her fra starten af: Jeg kender intet til Wonder Woman. Altså udover at have set et par billeder af 70’er-udgaven samt det, som vi så til hende i Batman V Superman. Sidstnævnte var et af filmens højdepunkter. Så ja, jeg har bestemt set frem til, at heltinden fik sin egen film, der passende blot hedder Wonder Woman. Nu er filmen udkommet på det lækre 4K Ultra HD.

Godt nok er superheltemarkedet overmættet, men måske er en kvinde i front netop det indspark, heltetrætheden har brug for? Gal Gadot gør i hvert fald charmerende, hårdtslående og ganske karismatisk figur i skikkelse som den standhaftige – men dog noget spinkle amazon-kriger-prinsesse – Diana Prince aka Wonder Woman.

Wonder Woman biograf 01

Eftersom jeg nok ikke er alene om at have en sparsom viden om Wonder Woman, kommer filmen med indbygget oprindelseshistorie i. Det fungerer ganske godt at se Diana gå fra energisk barn til kriger-elegant voksen. Selvom dette første akt bliver lidt langt i spyttet i forhold til, hvad der fortælles. Heldigvis kaster plottet sig mere medrivende videre ind i krig, krudt og kugler.

For fra at have boet på en ø skjult fra resten af resten verden og kun befolket af amazon-krigerkvinder, forlader Diana nemlig øen for at begive sig ind i den omkringliggende verden, hvor 1. Verdenskrig raser. Det er på denne rejse og i sin kamp for det gode, at hun finder ud af, hvem hun virkelig er – og ikke mindst, hvad hun formår at udrette som kriger og nyudklækket superheltinde.

Wonder Woman biograf 02

Der bliver da også plads til lidt (forsøg på) humor i de overvejende alvorlige løjer. Blandt andet i mødet mellem amazon-krigeren og den for hende fremmede omverden. Eksempelvis når hun prøver uvante kvindegevandter på og ikke lige helt forstår de stramtsnørede kjoler, da de jo ikke just er praktiske at slås i forstås.

Desværre bliver hun i disse fish out of water-situationer gjort dummere end hun er og mister momentvis noget af sin pondus samt ellers stærke og selvstændige personlighed. Heldigvis kammer fjollerierne aldrig over, selvom filmens alvorlige grundtone momentant er ved at vælte. Det er nemlig en overvejende alvorlig omgang Wonder Woman, man her er vidne til.

Wonder Woman biograf thumb

Krigens rædsler og nævekampe malet op i dystre farver og mørke nuancer. Det er med til at give fin tyngde til den lidt letbenede historie, der også fint kunne være klippet en smule ned i spilletid. For med op til flere slutninger, bliver eskapaderne også lige lange nok for filmens eget bedste.

Men det flotte univers holder fanen højt, mens blandt andet to afsluttende klimakser fornemt fordrer adrenalinudløsninger. På samme måde som filmens i øvrigt veldoserede actionscener tilfører den lidt vaklende historie momentum samt tiltrængt saft og kraft. Som når Wonder Woman med buldrende primaltrommer tromler en flok tyske soldater ned med sit sværd og de bare næver

Wonder Woman biograf 04

Desuden er Chris Pine et ligeledes charmerende sidekick som den amerikanske spion, der kæmper side om side med Diana. Nå ja, og der bliver da også plads til romantik mellem de to. Egentlig lidt unødvendigt, da Diana herved mister lidt af sin selvstændige nerve. Men pointen om, at kærligheden gør stærk er altid værd at fortælle, så jeg lader det gå.

Selvom instruktør Patty Jenkins altså tumler lidt med historiemæssige skavanker og tonemæssige ubalancer, så lander Wonder Woman på begge ben i sidste ende. Desuden er blandt andet en diabolsk Danny Huston samt en stoisk David Thewlis og Elena Anaya som vansiret, ond doktor med til at gøre filmen mere interessant. Så ja, løjerne sniger sig lige op over middel. Jeg ser allerede frem til mere Wonder Woman.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen står i den grad flot på 4K Ultra HD med et i den grad veldefineret billede, mens det velbalancerede lydspor kommer medrivende ud over rampen. Forrygende! Herudover medfølger filmen også på Blu-ray med mere end 2 timers ekstramateriale, hvor man kommer med på den rejse det har været at skabe filmen, blandt andet med filmens instruktør som guide.

Wonder Woman udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. oktober.
wonder woman 4k cover

ALIEN: COVENANT: Rumbæster ude i rummet på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Så er det igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen. Nu er filmen udkommet på det forrygende 4K Ultra HD.

Det slipper han overvejende godt fra. I hvert fald bedre end størstedelen af de medvirkende, der ikke overraskende må lade livet på blodskvulpnede vis. For besætningen ombord på koloniskibet Covenant får røven på komedie, da de lander på en fremmed planet for lige at tjekke, om den kunne være værd at bosætte sig på. Og nej, det kan den ikke. Fordi rummonster, du ved…

alien covenant 01

Det er den hurtige måde at sætte filmen op på. Mere behøver du egenlig heller ikke at vide, før du spænder rumhjelmen og tager en tur med Covenant. For ja, jeg vil anbefale dig at tage afsted, også selvom Ridley Scott snubler lidt rundt i sin historie, ikke får etableret det mest spændende karaktergalleri eller forløser sit rummonstermareridt lige medrivende hele vejen… men men men.

For på trods af historiemæssige snublerier samt desværre ikke videre veloptegnede og engagerende karakterer, så lander monstereskapaderne på sine blodige fødder gang på gang, selvom bæstet snubler af og til. Det er blandt andet selve universet, der holder filmen flot og medrivende oven vande med sine både smukke og gruopvækkende fremtidstableauer.

alien covenant 02

Lige fra koloniskibets klaustrofobiske indre til den mystiske planets fremmede fauna og svimlende landskaber af regnvådt mareridt. Et helstøbt univers af blodig horror og iskold grumhed, som jeg filmen igennem ikke havde lyst til at forlade – og da slet ikke, når lortet i den grad brænder på for vores kære besætning på afveje.

Her finder man blandt andre Michael Fassbender tilbage i sin droideskikkelse, der med køligt overblik går stoisk og hemmelighedfuld gennem monsterballaden. Katherine Waterston er den både stærke og følsomme heltinde, der ikke rigtigt får lov til at tage ejerskab over løjerne før det næsten er for sent til for alvor at engageres i hendes karakter. Sådan er det desværre med castet generelt, hvor ingen sådan for alvor tager den følelsesmæssige tete i historien.

alien covenant 03

Heldigvis er Ridley Scott en mere end solid instruktør, der med op til flere velkoreograferede og blodspruttende rædselsscener banker både monsteraction samt også en smule mere subtil horror ind under huden på mig. Det er dog den mere udbasunerede del af gruen, der bider sig mest fast i denne ombæring – sammen med det dragende univers af fremmede verdener og glubske væsner.

Filmen udspiller sig 10 år efter Prometheus – og denne gang udvikler Ridley Scott ligeledes på Alien-universet. Ikke nødvendigvis lige vellykket, men stadig med interessante idéer i spil, så som småting som menneskets oprindelse og plads i universet. Der hvor Alien: Covenant dog excellerer er i sin både nærgående grumme intimitet samt bombastiske action i mødet mellem monster og menneske. Lagt ude i rummet, hvor vi alle fortsat må skrige forgæves efter at blive hørt.

4K Ultra HD og Ekstramateriale:
Filmen tager sig i den grad forrygende godt ud på det vilde 4K Ultra HD-format. Billedet står helt veldefineret og klart hele vejen, mens lydsporet spiller dynamisk og velbalanceret. En sand fornøjelse. Herudover medfølger filmen også på Blu-ray, der indeholde en fin omgang ekstramateriale. Blandt andet et kommentarspor med Ridley Scott, slettede/forlængede scener og en Master Class ved Ridley Scott videre til production-billeder med mere. Så hop hurtigt på dette rumskib.

Alien: Covenant udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 5. oktober 2017.
alien covenant 4k cover

CPH PIX 2017: De sidste film og tak for endnu en forrygende festival

CPH PIX 2017: Så ramte jeg i onsdags sidstedagen på dette års udgave af filmfestivalen CPH PIX – og det var noget af en blodig samurai-salut, jeg sluttede årets festival af med. Men inden den stod på sværd-action, skulle jeg lige på et kulsort og ganske voldeligt roadtrip med den taiwanesiske GODSPEED, der også lige smed lidt hårdkogt gangsterdrama ind over.

Man følger her den småkriminelle Na Dow, der hyres til at fragte heroin fra den ene ende af Taiwan til den anden. Umiddelbart et nemt job, men så nemt går det naturligvis ikke. For han hopper ombord i en taxa med den aldrende og konstant småsludrende Lao Xu, der ikke just er den bedste chauffør – og grundet en uheldig situation er de to snart jaget vildt på vej gennem landet.

godspeed pix

Filmen lever godt af sin underspillede og kulsorte humor, som eksempelvis en gakket diskussion om hvorfor en sofa stadig er pakket ind i plastic 15 år efter, at den er blevet købt. Men de mange småsludrende scener på kryds og tværs af plottet blev også en kende tunge i røven. Fortællingen fungerede dog fint i sin optrapning af uheldige optrin. Morsom, skæv og blodig.

Festivalens sidste film for mit vedkommende var den produktive japaner Takashi Miikes film nummer 100  – nemlig den energiske samurai-film BLADE OF THE IMMORTAL. Man følger her den udødelige samurai Manji, hvis udødelighed både er en gave og en forbandelse for ham. Men han får nyt liv at leve for, da pigen Rin opsøger ham for at få hævn over dem, der myrdede hendes forældre.

Blade of the Immortal

Således er der lagt op til den helt store hævnfortælling med alverdens våbensvingede skurke og en udødelig kriger i midten for eskapaderne. Veloplagt, blodig og intens i sine actionscener – og bestemt ikke uden grovkornet humor. Rin spilles desuden med forrygende nerve af Hana Sugisaki og Manji leveres af en forpint og cool Takuya Kimura. Et potent punktum for endnu en skøn omgang CPH PIX.

Det er altid en smule sørgmodigt, når endnu en festival er slut. For efter 14 dage i filmens tegn og med ture rundt i Københavns biografer omgivet af andre filmfans, kan jeg ikke andet end at begynde at tælle ned til næste års CPH PIX. Jeg selv nåede at se og skrive om 27 film ud af det omfattende program på godt 200 titler – med alt fra intense dramaer til blodig horror og absurde komedier. Storartet. Vi ses i 2018!

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

SNEMANDEN: Michael Fassbender på iskold seriemorderjagt

Biografanmeldelse: Michael Fassbender giver den som ensom, alkoholiseret og cigaretrygende kriminalbetjent på jagt efter en seriemorder, der parterer sine ofre, når sneen falder. Sådan. Så er der ellers lagt op til en intens omgang seriemorderjagt i det sneklædte og konstant kolde Oslo. Men, men, men sådan går det desværre ikke i ‘Snemanden’.

Filmen synes noget amputeret fortalt, hvor plottet mere bugter sig forvildet rundt end besnærende og engagerende. Michael Fassbenders Harry Hole forbliver en kliché, jeg aldrig rigtigt kommer ind på livet af – heller ikke selvom Fassbender er god som den forpinte lone wolf. Det øvrige persongalleri forbliver også noget vagt optegnet, hvor personer kommer og går uden egentlig at gøre noget – andet end forsøge på at lede publikum på afveje eller på rette vej mod morderen.

Snemanden biograf anmeldelse 01

Det er ellers et på papiret både alsidigt og spændende cast, der spænder fra Rebecca Ferguson, Charlotte Gainsbourg over Chloë Sevigny, Val Kilmer, J.K. Simmons til David Dencik. De kommer bare ikke som sådan medrivende i spil, men står mest som svage skakbrikker i et plot, der mere slå knuder om sig selv end at inddrage mig følelsesmæssigt.

Det er ellers Tomas Alfredson, der har instrueret – manden bag den fremragende og kølige vampyrfilm ‘Lad den rette komme ind’ samt den intenst snigende spionthriller ‘Dame, konge, es, spion’. Men her synes han forvildet ind i et plot, der mangler mere medrivende retning – og hvor morderen står noget fladt og gemmer sig i kulissen.

Snemanden biograf anmeldelse thumb

Her er dog et par ganske grumt udpenslede ofre – med afskårne hoveder og den slags bestialskheder. Morderens snemænd, der dukker op hos ofrene bliver desuden ikke brugt i opklaringsarbejdet. De får blot lov til at stå der og stirre til ære for filmens publikum uden, at Harry Hole og co. ænser dem. En halvunderlig og fladt optegnet plotpointe.

Desuden så er der flere plotdrejninger og opklaringer på vej mod den ikke videre ophidsende finale, der står en smule som hovsaløsninger. Hvilket jo desværre ikke bidrager til filmens troværdighed. Helt skidt er det hele dog ikke, da løjerne netop har nogle grumme scener og sine steder et ganske besnærende sneklædt miljø. Det er bare langt fra nok.

– Snemanden får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– Snemanden har biografpremiere den 12. oktober 2017.

snemanden poster