CPH PIX 2017: Så er filmfestivalen skudt godt i gang – kom afsted

CPH PIX 2017: Så er dette års festival skudt godt i gang. Og ja, det er skønt at være tilbage i biografens mørke under CPH PIX. Det betyder ikke alene nogle af de bedste film fra hele verden på det store lærred, men også mødet med andre filmfans.

Min første dag bød på det sorthumoristiske spændingsdrama THE KILLING OF A SACRED DEER, mens der samme dag ventede australsk outback-horror med KILLING GROUND. På dag nummer to stod den på tre film – den hip hop-sprælske PATTI CAKE$, Todd Haynes’ drama WONDERSTRUCK og slutteligt en voldelig thrillerkomedie med 68 KILL.

For mit vedkommende var det en forrygende start på festivalen med Yorgos Lanthimos THE KILLING OF A SACRED DEER. En film, der unikt balancerer det både absurde, sorte, knugende, uhyggelige og morsomme på engagerende vis. En balancegang man også kender fra hans tidligere film som ‘The Lobster’ og ‘Dogtooth’, der da også lige får min anbefaling.

I nærværende film får en familie en uvillig ven i en ung dreng, der har en uvis relation til faderen – en kirurg spillet med fuldskæg og sikker hånd af Colin Farell, mens hans hustru er en kølig Nicole Kidman. Som fortællingen foldes ud, dukker der hemmeligheder op, og familien sættes på prøve, mens opløsningen konstant lurer om hjørnet. Ganske enkelt mesterligt skruet sammen.

Herefter ventede den australske outback-gyser KILLING GROUND, der desværre var mere metervare end mesterlig. Her huserer et par voldelige bonderøve med geværer og dårlige manerer. Nej, ikke just er de hyggeligste mennesker, man kan støde på i ødemarken. Det gør et kærestepar dog – og så er fanden løs.

Desværre bliver de grumme løjer aldrig videre engagerende, hertil er blandt andet karaktererne for ligegyldige. Både kæresteparret og de dræbende knoldesparkere. Der er dog en interessant fortælleform, der ruller historien ud i to tidsspor – med kæresteparret i nutiden samt en stakkels familie, der løb ind i morderne før parret. Det er dog ikke nok til at løfte filmen over middelmådig.

Så blev min dag nummer to sparket noget mere veloplagt i gang med PATTI CAKE$, der også er navnet på filmens rappende hovedperson. En rapper ind spe, der drømmer stor og spytter rim både hurtigt, elegant og medrivende. En mildest talt talentfuld kvinde med et morsom sidekick samt en mut producer. Et umage trekløver, der også lige har Pattis mormor på slæb.

Det er den klassiske underdog-histore, der dog her leveres virilt og yderst musikalsk. For de mage rappende scener er både veloplagte og særdeles dynamiske. Så selvom filmen er lidt for lang for sit eget bedste, så var det en både sjov, ganske forrygende og helt rørende oplevelse. Yo! Efterfølgende stod den på en omgang live-rap fra en håndfuld håbefulde rappere. Ikke alle kunne løfte den, desværre – men en god idé at udvide en biografoplevelse på den måde.

Herefter stod den på Todd Haynes’ drama WONDERSTRUCK, der desværre overvejdende skuffede med en lidt sløvt fortalt historie, der desværre ikke løftes af den noget uopfindsomme visuelle side. Dog reddes filmen på målstregen af noget mere opfindsom karakter, hvor der også endeligt kommer flere følelser i spil.

Filmen udspiller sig i to tidslige spor – et i S/H anno 1927 og i et farverigt 1977. Her følger man henholdsvis en døv pige og en døv drenge, der begge kæmper med at finde ud af, hvor og hvordan de hører til i verden. Således krydsklippes der mellem de to karakterer. Men helt vellykket bliver dette fortællemæssige greb ikke – særligt fordi 1920’erne ikke rigtigt overbeviser.

Der er dog fine præstationer fra de to børn og ikke mindst Julianne Moore, der kommer ind fra højre som et veloplagt skud af følelser. Der er dog også fine scener undervejs, inden man altså rammer det mere vellykkede tredje akt. Blandt andet på Det Naturhistoriske Museum, hvor kommer magi i spil set fra børnenes drømmende synspunkt.

Dagen sluttede for mit vedkommen med et noget mere voldeligt bekendtskab med thrillerkomedien 68 KILL, der bød på vanvittige kvinder med hang til mord og vold – og et styk underkuet tøffelhelt, der konstant sættes på plads af sin rablende skøre kæreste Liza.

Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at hun Liza bestemmer sig for at røve 68.00 dollars hos sin sugar daddy. Men naturligvis går røveriet ikke helt uden blod og død – og herfra eskalerer de sorthumoristiske og voldelige løjer. Desværre løfter filmen sig aldrig rigtigt, men kører lidt i samme halvflade spor af en one-note spillende Liza. Alt i alt en skuffende om gang filmvold.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.